17| II
Ud i den store Verden!

De sidste Dage før Opbruddet var en travl Tid for Ditte. Alle Hjemmets Klude skulde gaaes efter endnu engang – og det var ikke lidt. Skønt de ikke havde faaet nyt siden de kom til Lejet, men sled trofast paa Stumperne fra de gode Dage i »Skadereden«, blev der mere og mere at gaa i Lag med. Det var ligesom Kludebunken formerede sig fra Aar til Aar; Bund i den naaede man aldrig. De rakkede godt af sig Knægtene – baade Povl og Tvillingen Rasmus, som man ikke havde nænnet at skille sig af med; Kristian forslog slet ingen Ting til. Det havde været Dittes NSorg at faa det vendt og drejet saa det nogenlunde kunde skrabe af; det meste var noget Sørine havde syet i »Skadereden« – af gammelt kasseret Tøj, som Lars Peter bragte med hjem i Kludesækken. Nu faldt det bogstavelig fra hinanden, hun maatte tage den ene Lap og Nslaa den anden med. Hver Aften naar Børnene var vel i Seng, kunde hun begynde forfra. 18| Det var hendes største Bekymring, hvordan Else skulde klare sig med dette; og nu sad hun og hang i til helt ud paa Natten, for at Tøsen ikke skulde drukne i Pjalterne, syede Resterne af to Par Bukser om til ét Par, Nflikkede og forstærkede. Hun var flink nok efter sine ti Aar – Else, til Husholdningen var hun helt dygtig. Men med Stopning og Syning var det ikke rigtig bevendt endnu, hun var for lille.

Og saa var det den sidste Oktober, i Lysningen. Lars Peter holdt foran Døren med et Læs Efteraarssild, som skulde leveres til en større Gaard inde ved Nøddebo; derfra havde han saa paataget sig at fragte et Læs Trækul til Hovedstaden. Paa den Maade fik man Tøsen og hendes Unge lidt læmpeligt afsted og tjente en beskeden Dagløn med det samme – hvad der nok kunde gøres Behov.

Afskeden var hurtig overstaaet. De to Knægte laa allerede og byggede Fæstning i det vaade Sand ved Gavlen, skønt de knap kunde se. De røg til det saa snart de kom ud af Fjerene, og var næsten ikke til at slæbe ind om Aftenen – saadan gik de op i Arbejdet. De havde knap Tid til at give Haanden til Farvel og stod straks paa Hodet i deres Sandhul igen; vende Ansigtet efter Køretøjet faldt dem ikke ind. Søster Else vinkede jo men smilede over det hele; herefter skulde hun ingen have over sig men selv være Husmoder. Ditte lagde Mærke til baade det ene og det andet; hun 19| havde dog været dem i Moders Sted det meste af deres Tid – og gjort for dem hvad hun ævnede!

Hun sad ganske stille og græmmede sig, hørte ikke paa Lars Peters Smaabemærkninger om Vejr og Landskab men gjorde i Tankerne Regnskabet op. Hun havde godt mærket, at de ikke brød sig saa meget om hende mere; og det skulde vare noget, før hun lod høre fra sig. Saa blev de kanske anderledes til Sinds mod hende! Øjenlaagene hang tunge paa hende; nu og da lindede hun Sjalet og følte ned til den Lille, som laa helt Ntullet ind mod Morgenkulden.

»Han har det vel varmt og godt?« Lars Peter vendte sig mod hende, og opdagede at der hang Taarer i hendes Øjenvipper.

»Nu ska du jo tænke paa, at Drengen faar en god Pleje,« sagde han trøstende. »Og til Jul tager du dig fri og kommer ned og ser til ham – og til vi andre da ogsaa.«

»Aa, det er ikke det,« sagde Ditte og begyndte at snøfte – »det er Børnene. De var saa ligeglade med at jeg rejste.«

»Naa ikke andet,« Lars Peter lo godmodigt. »Forleden Dag hørte jeg uforvarende Povl spørge Else, om hun troede jeg snart døde – for saa skulde han ha' mine lange Støvler. Børn er ikke anderledes du – Nude af Øje, ude af Sind! Derfor holder de jo alligevel af én – selv om de kaske nok er kommet en Kende paa Afstand fra dig gen20|nem dette her. De har jo ogsaa maattet høre et og andet for din Skyld, skal du huske paa.«

Lars Peter var i den gamle hyggelige Stemning, hans Stemme brummede velbehageligt helt ned gennem Vognsædet og kom varmende op i én nede fra. Saadan havde Ditte ikke kendt ham længe, ikke siden hun som Barn var ude at køre med ham. Det var Landevejen der gjorde det, her hørte han alligevel hjemme – hængende paa en NFjællevogn. Det var jo ikke Storeklavs han havde for Vognen naturligvis, men han havde allerede faaet Hesten ind i den egne udholdende Gangart. Og Ditte kunde forstaa paa dens NLader, at den holdt af ham.

»Hva Fanden er nu det?« udbrød Lars Peter med ét. Et Stykke fremme dukkede Kristian pludselig ud af noget Tjørn ved Vejkanten med Huen ned over Øjnene som en anden Bandit; han stillede sig op midt paa Vejen og sigtede mod Vognen med en Kæp. »Holdt!« raabte han og lo over hele Ansigtet – den NStratenrøver; Skoletasken havde han over Armen. »Maa jeg køre med?« sagde han saa og dansede foran Vognen – »bare et lille Stykke? Jeg vilde saa gærne følge Ditte lidt paa Vej.«

»Men du ska' jo i Skole, Ndit Klør!« Lars Peter prøvede at se vred ud.

Kristian stod der som en anden Forbryder, med Øjnene i Landevejen; det havde han svedet ud, skønt Skoletasken hang ham over Armen som en Mindelse. Men saadan var han; der var kun Plads 21| til én Ting ad Gangen i hans Krukke. »Nu er det for sent,« sa'e han ulykkelig. »Jeg faar bare Tæsk, hvis jeg kommer nu.«

Lars Peter saa tvivlraadig hen paa Ditte for Støtte; hun var jo altid paa Vagt mod denne hersens Vagabonderen. Men dette var nok noget, hun ikke holdt af at sidde til Doms over – hun havde Øjnene alle mulige Steder henne. Kristian vurderede i et Nu Stillingen og var oppe paa Læsset; inden mange Minutter havde han faaet Pisk og Tømme listet fra Faderen. Han tog helt godt paa Grejerne; Hesten livede ligefrem op under hans Hænder og trak raskere igennem. Den kunde ikke staa for det unge Blod den heller.

Ditte sad og solede sig i indvendig Glæde. Hvad brød hun sig om i Dag, at Kristian Nskulkede. Han var en god Dreng, den hun holdt mest af af alle Søsknene – og den der havde voldt hende fleste Bekymringer. Han hang ved hende for det, risikerede Prygl baade i Skolen og paa Gaarden blot for at sige Farvel til hende. »Jeg skal sende dig noget derinde fra – en Kørepisk kaske,« sagde hun.

Kristians Øjne lyste. »Og en Dag stikker jeg ind og besøger dig – jeg kan godt rende hele Vejen,« sagde han Nforjættende.

»Du kan bare lige prøve det!« udbrød Ditte forskrækket. »Du gør det ikke – lov mig det!« Kristian lovede det beredvilligt, god som han var. 22| Men om han kunde holde det, naar NTuren kom over ham var jo en anden Sag.

Naa, saa maatte han af, dette her kunde ikke blive ved at gaa. »Du faar jo et Par Mil at rende, Klør!« sagde Faderen. Pyt, Kristian regnede ikke et Par Mil for noget, han havde løbet anderledes Ture – længere Ture end det var raadeligt at tale højt om. Lars Peter maatte med Magt løfte ham ud over NVognfadingen og lade ham dratte ned paa Vejen. Han stod og stirrede langt efter dem, endelig gjorde han omkring og satte i Rend. Ditte blev ved at følge ham med Øjnene, til han forsvandt. »Han er en rar Dreng,« sagde hun – ligesom undskyldende.

»Jamen han er vanskelig du! En er bange for, han vil faa sit at slaas med.«

Ditte svarede ikke, kanske hørte hun det slet ikke. Hun var underlig i Dag, slet ikke sig selv lig. Hendes Blik undgik én og rettede sig tungt udad, og alligevel var det kendeligt, at hun ingenting saa. Lars Peter forstod nok hvad det var, skønt hun ingenting havde ladet sig mærke med. Hvad var der ogsaa at Nføre Kæremaal over – det kunde jo ikke være anderledes. Men uheldigt var det alligevel, at hun sad og Nstængede til for det triste; hun maatte hellere have givet sig over i Sorgen – og faa en Ende paa det. Lars Peter prøvede flere Gange at hjælpe hende paa Gled; han holdt ikke af det, det var som at dreje Kniven i Saaret for at faa et slagtet Dyr til at 23| forbløde sig. Men det maatte gøres. Og hvergang smilede hun blot, et blodløst og modløst Smil. Det var grimt NRuskvejr, og flere Gange under Vejs drejede han i Læ og gjorde Holdt, for at hun kunde Nskøtte Barnet lidt. Mens hun sad paa Skovbrynet og gav den Lille Bryst, gik han til og fra og søgte at hygge om dem, eller stod og morede sig over, hvordan Ungens smaa Grabber vandrede søgende rundt over Moderen mens den aad.

»Det er alligevel haardt for saadan en lille Menneskeunge aldrig at skulle varme Næsen ved en Pa'taar mere,« sagde han.

Ditte stirrede hastigt op. Et Øjeblik saa det ud, som vilde det vælde ud af alle Sluser paa hende, men saa tog hun sig i det og smilede sit kridede Smil.

Det blev Middagstid, inden de naaede frem og fik Silden afleveret og Trækullene læsset. Da de kom ned mod Husmandsstedet, stod Konen oppe ved Vejen og holdt Udkig; hun var vel de halvhundrede, Nfør og ferm. »En tænkte nok I maatte snart være her,« sagde hun og bød velkommen. »Og I kommer lige tilpas til Middagsmaden.« Manden gik et Stykke oppe i Roemarken og rodede, han kom vraltende ned imod dem krum og foraset.

»Naa det er saa Tøsen,« sagde han og rakte en leret Næve frem. »Hun har da Nværet i god Tid ude om sit – hun er jo ikke andet end et Barn.« Ditte blev rød og drejede Hodet bort.

24| »Bryd dig bare aldrig om hvad Stodderen si'r!« sa'e Konen. »Han har altid hørt til dem der havde meget i Munden. Men ud over Snakken har han aldrig drevet det, ellers havde én ikke behøvet at tage et fremmed Barn for at faa lidt Støtte paa sine gamle Dage.«

»Den Fejl er vi vel nok to om,« sagde Manden sindigt og gav sig til at skrabe Ler af Hænderne med en Pind. »Og saa forresten faar én vel de Børn der er bestemt for én.«

Pøh – Konen blæste haanligt. »Det er vel nok Manden der avler Børnene – om ellers han duer til det!« Hun saa helt ilter ud som hun stod der med den Lille i Favnen; det var nok gammel Skade, der her brød op.

»Nede hos os i Lejet plejer vi at sige, at de Unger Moderen snyder sig fra kommer Tøserne rendende med,« sagde Lars Peter fornøjet for at dæmpe paa Ufreden.

»Ja saa har én jo noget at glæde sig til,« svarede Konen leende – »én faar saa sætte sin Lid til de Tøser én ikke har. – Men alvorlig talt, det gaar her som altid. Nogle faar ingenting og andre for meget af det gode. – – Naa, men kom nu indenfor og faa noget i Skrutten, I kan nok trænge til det efter den lange Tur!« Hun var nok alligevel ikke saa galsindet som hun lod til i første Omgang!

I Krogen ved den kolde Kakkelovn sad en affældig Gamling og gloede tomt frem for sig. Det 25| var ikke godt at sige, om han opfattede noget som helst; han rørte ikke paa sig fordi de kom ind, men smaasnakkede og traadte jævnt med Træskoene i Gulvet. Alting paa ham rokkede og dirrede. »Se her er saa Arbejde til dig, Far!« raabte Konen ham ind i Øret og rakte Bylten frem. Men han tog ikke ved. »Ja vist saa, ja vist saa!« lallede han blot, slog med Haandfladerne paa sine visne Laar og traadte. Konen opgav at faa ham til at tage Barnet og gav det til Ditte igen. »Han maa vel komme efter det,« sagde hun.

»Han er lidt underlig kan én forstaa?« sagde Lars Peter.

»Ja det er Tid og Evighed der piner'en; han kan ikke udfylde de lange Aar. Tænke kan han jo ikke, Idiot som han er, og høre og se knap heller; saa sidder han og træder med Fødderne bestandig for at faa Has paa Tilværelsen og snakker NTøjeri. Men nu skulde én vel mene at det retter paa'en; for det bliver jo for det væsentlige ham, der skal passe den Lille. Vi andre har jo hver sit at tage Vare paa.«

»Vorherre har glæmt'en,« faldt Manden ind. »Han husker aldrig paa at vi Fattige skal leve; ofte glæmmer han ogsaa at sørge for at vi kan dø.« Han var blevet stram om Munden som en Gnier.

»Lad ham kun gaa her den Tid der kan være ham beskaaret,« sagde Konen skarpt. »Han spiser ikke meget Brød. Og han har det ikke for morsomt – Staklen!«

26| »Morsomt og morsomt!« vrængede Manden – »har en anden det morsomt kaske? NNyde kører dog dèr, hvor Yde maa gaa!«

Nu bedes de over Vognstangen igen! Lars Peter var ikke glad ved Tanken om, at Ungen kanske var havnet et Sted hvor Ufreden holdt til Huse. »Der har vel nok altid været flere til at tære end til at frembringe,« sagde han beroligende – »og dersom én ikke havde andet at skatte til end de Gamle og Børnene, gik det nok an. Men det kommer én for, at vi Fattige har Fanden paa Ryggen; derfor kommer vi ingen Vegne alt det vi maser.«

Mand og Kone saa sky hen paa ham og vekslede Blikke. »Hvis vi har Fanden paa Ryggen, saa har vel Vorherre anbragt ham der til vort bedste – og saa faar vi nok at se at bære ham til Vejs Ende,« sagde Konen om lidt.

»Ja kaske,« svarede Lars Peter bredt. »Helt vis paa det er én nu ikke, for Vorherre faar Skyld for saa meget, der egentlig burde komme paa den Ledes Kappe. Kromanden dernede i Lejet vilde jo ogsaa gærne bilde os ind, at det var paa Vorherres Vegne han red os; men jagu om ikke Fanden kom og hentede ham alligevel. Nej vi Fattige faar nok søge saavel Skaden som Oprejsningen i os selv, og saa forresten staa sammen. Og derfor skal I ha'e Tak, fordi I vil ta'e Ungen. Vederlaget skal I jo ikke blive velhavende af, men én skal i al Fald sørge for at det falder til Tiden. Det bliver jo saa fire Kroner den første i hver 27| Maaned og seks i Julemaaneden. Og de to NFjerdinger Sild falder ved Høsttid! Da er den fedest, og én skal nok sørge for, at I ikke bliver forfordelt.«

»Nej Fortjenesten bliver vi nok ikke fede af – saa dyrt som alting er,« sagde Konen. »Men vi ha'de jo tænkt, vi skulde ha' lidt Støtte af Drengen paa vore gamle Dage, til Vederlag fordi vi tar os af'en.«

Ditte tog ingen Del i Samtalen, men hvergang Talen faldt paa hendes Barn, gik der et Jav igennem hende.

»Ja ja,« sa'e Lars Peter – »lad os nu se Tiden an lidt. Det er aldrig værd for nogen af Parterne at gaa hen og binde sig for fast.«

»Da havde vi jo ellers tænkt det saadan. Det var jo vor Mening at Barnet skulde adopteres, saa det aldrig vidste andet end at vi var dets Forældre.«

Ditte gav sig pludselig til at hvine, rigtig hvine saa det skar gennem alting. De to Husmandsfolk tabte Spiseredskaberne af Forskrækkelse, selv Gammelfar vaagnede et Øjeblik op. »Men saa skam dig dog Tøs!« raabte Lars Peter og tog hende i Armen. »I maa ikke ta' mit Barn fra mig!« skreg hun – »I maa ikke ta' det fra mig!« Hun var helt fra'et.

Naa, saa slog man det hen saa godt man kunde og gav sig til at tale om andre Ting. Og saa snart Maaltidet var endt, gik Mandfolkene ud for 28| at spænde for. Ditte lagde sin Lille til Brystet – for sidste Gang. Hun var slet ikke glad. »Lad den kun spise dig rigtig godt tom,« sagde Konen. »Og her har én nogen varm Olie til at smøre Brysterne med, saa sætter Mælken sig lettere. Ja du glor du – og tænker hvor kan hun vide det fra – men en anden én har kaske ogsaa været ung og let at lokke og maattet gie sit Barn til Fremmede. Saadan er nu engang Livet.«

Ditte begyndte igen at græde. »I maa ikke ta' mit Barn fra mig!« jamrede hun.

»Men hvordan er det dog du tar paa Vej! Hvem siger vel én vil ta' Ungen fra dig? Der er saamænd Unger nok at faa, og du kan komme og hente din naar du selv vil. Nu er det saa bedst du gør dig i Stand, for én hører Vognen køre frem. Brysterne binder vi op, saa de ikke kommer til at hænge og slaske men bliver runde og faste; saa kan du saamænd godt gaa for at være Jomfru igen. Du er skær i Lødden Barn,« blev hun ved at Ngodsnakke for hende mens hun hjalp hende – »rigtig et Prinsessebryst har du. Den har ikke haft det daarligst, som har faaet Lov at lægge sit Hode der. Ak ja, Ungdom og Skønhed er sart Vare! En anden har ogsaa været ung engang og ævnet at bringe den vildeste Krabat til Ro ved sit Bryst – og hvor er det henne? Nu har én kun Stodderen til at gaa og hakke efter sig; en pjusket Høne med en gal Kat i Hælene – det er Resterne af Ungdommens Herlighed. Ja du ler ad en anden 29| Stakkel, men unde én lidt Andel i din Rigdom det kan du ikke. Om endskønt der nok er fler hvor den ene kom fra – saa sød og velskabt som du er!«

Saadan blev hun ved at smiske, men Ditte lo ikke mere. Det var meget mod sin Vilje hun et Øjeblik havde spruttet – midt i den sorteste Fortvivlelse – ved det komiske Billede af Hønen og Katten. Modstræbende lod hun sig hjælpe Lars Peters store Kørekappe paa – for at Brysterne ikke skulde tage Kulde som let kunde sætte sig fast som Kræft, modstræbende lod hun sig anbringe paa Vognen. »Kys nu din Unge en sidste Gang,« sagde Husmandskonen og rakte Drengen op mod hende – »og kom snart og se til 'en.« Ditte vilde tage ham, men det fik hun ikke Lov til. Konen gik ind med ham, holdende ham fast ind til sig, som vilde hun vise, at nu var han hendes.

Det gik kun langsomt fremad i Efteraarsrusken; Hesten var gammel og træt og havde stort Læs, Lars Peter var fuldt optaget af at holde den i Gang. Ditte sad stille, musestille; ikke et Lem rørte hun, Øjnene stod stive. Hun var forkommen, den vaade Luft slog Kulden gennem Klæderne, Sorgen aad sig gennem hendes Sind, frem og tilbage. Det græd fra Træerne, fra Hestens Pels, fra Lars Peters NBulehat, fra Dittes egne Øjenvipper. Inde til Siderne af Vejen var der Skygger i Taa30|gen, Buske eller græssende Kreaturer. Nogen sang derinde, kanske en Røgter eller Roearbejder:

Hun vaagnede ved et Ryk, de havde gjort Holdt i Udkanten af en Skov. Det var ved at mørkne. »Hesten kan ikke mere, vi maa tænke paa at overnatte«, sagde Lars Peter. Det var i Nærheden af NRudersdals Kro, men der var ikke Raad til at indlogere sig for Natten; Lars Peter kørte saa om bag en gammel Lade og spændte fra. Hesten fik Muleposen paa og Lars Peters Kørekappe over sig, 31| selv krøb de ind i Laden gennem en aaben Luge og indrettede sig i Halmen.

Lars Peter tog Mad frem og rakte hende i Mørket, og et Æble havde han til hende; gode Ord talte han alt imens. Ditte kunde ikke spise noget, hun trængte til Hvile og Glæmsel. Men hans rolige brummende Stemme vilde hun godt høre – blot hun maatte være fri for at svare. Hun havde ikke faaet megen Søvn de sidste Nætter for Travlhed og Spænding, nu vilde hun gærne sove fra det hele. Under hans hyggelige Snakken faldt hun i Søvn.

Det blev en urolig Nat, Lars Peter fik ikke megen Søvn. Mælken spændte paa i Dittes Bryster og i hendes Hjærte sled Saaret, i Drømme laa hun og smaaklynkede efter Drengen. Naar det blev for slemt, vaagnede Lars Peter op og snakkede godt til hende. »Han har det godt, du kan tro han sover,« sagde han.

»Nej jeg kan mærke at han er vaagen og ligger og græder efter mig, for nu strømmer Mælken til Brysterne,« sagde Ditte hulkende.

Hm, det hørtes underligt, Lars Peter var i Vilderede med, hvad han skulde svare. »I al Fald faar du se at være fornuftig,« sagde han – »én skal ikke Nspilde Taarer paa det der ikke kan være anderledes. Og naar først du har fundet dig til Rette, kan du jo altid faa Drengen ind til dig. Derinde i Hovedstaden er der Ly for den, som kan ha' svært nok ved at begaa sig herude paa 32| det aabne Bondeland. Kaske varer det heller ikke længe, før vi andre kommer bag efter. Og Karl er jo nok derinde, i Fald du skulde føle dig ensom.«

Ditte tav. Ham skulde hun ikke have noget af at opsøge.

Hen paa NEfternatten kom Maanen frem. Ditte havde Smærter helt om i Armhulerne, og kunde ikke holde ud at være rolig; de stod saa op og gav sig paa Farten igen. Der var allerede Folk paa Vejene, ensomme, søvndrukne Fodgængere der havde samme Retning som de selv. »Det er NSkiftedagen!« sagde Lars Peter, »de skal ind til Hovedstaden og søge Tjeneste – eller kaske løst Arbejde. En anden sku bare ha' gjort det samme i sin Ungdom, saa havde meget kaske nok set anderledes ud.«

»Men saa havde du jo ikke haft os,« udbrød Ditte forfærdet.

Lars Peter saa et Øjeblik uforstaaende paa hende. »Nej – det er sku da osse sandt!« udbrød han saa – »skønt hvem ved forresten?« Nej, et underligt Træf vilde det jo ha' været! Saa skulde Tilfældet ogsaa ha' ført Sørine til Hovedstaden, og de skulde ha' truffet hinanden naturligvis – og –. Men det var et uoverkommeligt Arbejde at forsøge at flytte Brikker for Skæbnen – den maatte ha' et godt Hode at ta' til, som turde blande sig i Vorherres Sager! Kun saa meget vidste han, at 33| paa Bekostning af Ditte og de andre ønskede han ikke Tilværelsen anderledes.

Vejen var efterhaanden blevet levende. Vogne med Komode eller Klædeskab bag i overhalede dem, og Fodgængere stødte til Landevejen fra Stier og Markveje, slæbende paa en NVadsæk. Det var ved at dages. »Du kan da se, der er andre end dig der vil ind og forsøge Lykken,« sagde Lars Peter muntert.

Ditte fandt at det var baade godt og ondt. »Bare jeg saa finder mig en Plads,« sagde hun.

Lars Peter lo; man kunde mærke hun ikke havde nogen rigtig Forestilling om Hovedstaden. »Om du saa tog hele NArresøens Flade, kunde København ikke rummes paa den,« sagde han. »Og saa bor Folk endda oven paa hinanden i mange Lag.«

»Hvad gør de da med deres Opvaskevand?« spurgte Ditte. »For det kan de da ikke slaa ud gennem Køkkendøren saa.«

»Nej er du tosset – saa vilde Folk jo faa det i Hodet. De leder det ned til Jorden gennem Rør.«

Ditte var helt kvik nu. Spændingen i Brysterne var ved at fortage sig, og alt hvad der laa bagud maatte vige for det tilstundende. Forude rejste Hovedstaden sig mystisk af Morgentaagen, som en endeløs Skov af Spir og Kupler og Fabriksskorstene, og fra alle Veje strømmede det til, Mennesker som skulde ind paa Arbejde, og Vogne med 34| Fødemidler: Slagtervogne, Mælkevogne, Vogne med Grøntsager, med Brød. »Ja derinde faar de noget at leve af,« sagde Lars Peter og sukkede. »Der skal én ind, om én vil have Andel i den Mad én selv frembringer.«

Et endeløst Vogntog var de et Led i nu, og med et slog det over paa den brolagte Gade og blev til en rullende Torden. Ditte greb forfærdet Lars Peter om Armen og trykkede sig ind til ham. Kimende Sporvogne, raabende Kuske, Cyklister og Folk der løb midt ind i Virvaret og kom frelste ud paa den anden Side – det hele hvirvlede, hvirvlede sammen i et øredøvende Spetakel. Og de høje Huse hældede ind over Myldret som blev de svimle – nej hun maatte lukke Øjnene og rigtig lade sig gennemgyse. Bange var hun i Grunden ikke, kun overvældet indtil det forfærdelige; hun var vis paa at de aldrig slap igennem. Og saa rullede de pludselig ind gennem en Port og var i Gæstgivergaarden i NVestergade, som hun kendte saa godt fra Lars Peters æventyrlige Byfærd. Lars Peter fik hende puttet i Seng, og kørte saa ned i NKompanistræde hvor Trækullene skulde afleveres.

Og saa var Pligten til Side, og man var i Hovedstaden! Hesten stod paa Stald og havde Krybben fuld, og Lars Peter stod uden for Gæstgivergaardens Port og tog Luft ind, med Sindet fyldt af en egen rummelig Følelse. Derude laa det sure Slid og Sorgerne og Bekymringerne; her stod Lars Peter Hansen og havde ingen smalle Steder. Der 35| var tvært imod alt for meget at vælge imellem herinde.

Men først og fremmest maatte han have noget i Livet, han var glubende sulten. Han søgte ned i en Beværtningskælder og tog sig en Gang Biksemad og en NKaraffel, det galdt om at faa Kulden og Strabadserne jaget forsvarlig ud af Kroppen igen. Og det lykkedes! Da Lars Peter kom op paa Gaden igen, var han et andet Menneske. Det var ikke frit for, at alt andet ogsaa havde forandret sig. Solen skinnede – eller var i al Fald lige ved det; og Tøsens Affærer laa ganske udmærket, naar én tog sig over at tænke ordentlig efter. Ung var hun og rask paa Hænderne, Barnet havde hun ingen Sjene af – og det traf sig oven i Købet saa heldigt at det var Skiftedag. Nu galdt det saa om blandt alle de ledige Pladser at finde netop den der passede for hende, hvor hun fik en ordenlig Løn og blev godt behandlet, og hendes Væsen rigtig kunde komme til sin Ret. For naar Lars Peter skulde være ærlig, fandtes der ikke Mage til Tøs! En Stund spekulerede han paa at søge ned i Kælderen paa NHauserplads, hvor han sidst var blevet hjulpet. Kaske Kapelmesteren – –? Han havde jo gjort Underværker dengang? Turen da var efterhaanden kommet til at staa i Lars Peters Erindring baade som et Æventyr og noget af en Bedrift. Men da han kom paa Hauserplads og saa Nedgangen til Beværtningen, stansede han alligevel. Han var sku liegodt blevet af med baade 36| Ur og Tegnebog var han – hvordan det nu var gaaet til. Han stod lidt og overlagde, saa vendte han om og drev over NKultorvet ind i de gamle Gader.

Herinde holdt han af at gaa. NHørkræmmere og Jærnhandlere skiftede i Kælderbutikkerne; oppe paa Fortovet laa gammelt Skrammel og talte helt hyggeligt til én; det ku' sku godt være han havde haft noget af det paa Kærren engang. Oven for Hørkramhandelen laa Koste i Bundter, og her og der stod en rigtig Hjulbør med Beslag og alting; der hang flunkende ny Træskostøvler paa Muren. Her kunde Lars Peter godt lide at ha' en Butik.

Inde i NSt. Pederstræde var der stort Opløb foran en Trappe der sprang helt ud paa Fortovet. Det var Folk af hans egen Slags, Mænd med Bukserne i Støvlerne, og Kvindfolk som én kunde se var vant til at kravle i Roe- og Kartoffelmark; de stod og gloede op mod den høje Stue. NFæstekontor stod der paa Vinduerne deroppe. Nu og da skilte en sig ud af Flokken, tog en rask Beslutning og gik op. En sku' næsten tro det galdt Øvrigheden, saa Nklejnmodige saa de ud.

Lars Peter søgte rask op ad Trappen – han havde været paa Kontorer før i Dag han! I Forstuen stod de og traadte hinanden op ad Benene lige som Faar. »Hva' Pokker, én blir vel ikke ædt heller,« sa'e han og trængte sig forbi dem ind. Der var fuldt af Mennesker i det store Lokale, de 37| stod vaade og dampende ret op og ned, saa tæt at de knap kunde røre sig. I den inderste Ende af Lokalet var der en Skranke, og bag den igen sad en Skriverske og en som kaldtes Fuldmægtig – paa hver sin Side af en stor Pult. De kaldte hver enkelt frem ved at pege paa dem med Penneskaftet, afhørte dem og sorterede dem i Hold. Nogle blev sluppet gennem Skranken og kom ind til NFæstemanden selv, som holdt til i et Værelse indenfor igen. Grosseren kaldte hans Folk ham: Værsgod, vil De gaa ind til Grosseren! »Det er nok Grossér i Menneskekød det!« sagde Lars Peter halvhøjt og saa sig udfordrende om; men der var ingen som turde le. Nu og da viste Grossereren sig i Døren og gav en Ordre. Han var da tyk saa det forslog – noget saa rent umanerlig tyk! Og saa var han mørk; en rigtig sort Satan lignede han, med Resterne af en Høgenæse midt i den uhyre Ansigtsmasse, og Børster ud af et Par Næsebor der var som Nedgangen til Helvede!A Lars Peter saa sig baade bange og gal paa ham, skønt han jo ikke havde det bitterste udestaaende med ham; og hvergang han viste sig, gik der Uro gennem Flokken. Og sært var det heller ikke, for han var jo som en Slags Gud eller Halvsatan, der Nforføjede over deres Velfærd. Det sagdes, at han var blevet Millionær af at handle med Mennesker. De unge kønne Piger, der var imellem, kom ind paa hans eget Kontor; især om det var Polakker. Han lokkede dem nok til at lade sig eksportere, 38| og de gik saa til Horehusene i de store Hovedstæder langt ude i Verden!

Lars Peter var ikke rigtig klar over, hvordan han skulde gribe Sagen an. Han vilde gærne have noget rigtig ekstra godt til Tøsen, og dertil krævedes jo at man fremhævede hendes ualmindelige Egenskaber; men her i Mængden af Mennesker lod det sig ikke ret vel gøre at synge den Lovsang han havde paa Læben. Da fik han med et Øje paa et Papskilt der hang paa Døren ind til Grossererens Kontor. Piger som nylig er nedkommet, bedes henvende sig i Værelse B., Indgang fra Gangen. Enestaaende fint Tilbud stod der. Han fik sine egne Tanker ved at stave sig igennem det og trak sig langsomt ud, bange for at nogen skulde sætte hans Færden i Forbindelse med Skiltet. Derude bankede han paa den anden Dør, saa at sige med Livet i Hænderne; han følte sig som noget af en Forbryder, hvoraf det nu kunde komme. En Dame der næsten var lige saa tyk som Grossereren lukkede op; hun havde krum Tud hun ogsaa, og gloede paa ham som en Papegøje. »Det var angaaende en ung Pige,« sagde han.

»Ja, har De hende med?« spurgte Fruentimmeret skarpt. »Vi fæster ikke Ammer ubeset.«

»Naa det er som Amme? Ja det ku' én da forresten selv ha' tænkt sig, ha'de én brugt sin Smule Forstand. Hvordan er ellers Lønnen, med Forlov?«

»Lønnen skal vi nok blive enige om – om 39| ellers hun er sund. Men kom nu med hende først,« sa'e Damen og smækkede Døren i for Næsen af ham.

Hov – det var sku en Kælling med NSalvelse i – Lars Peter var lige ved at faa Snudeskaftet i Klæmme i Døren. Han var helt kry over at ha' hævdet sig saa godt over for hende, og travede rask ned ad Gaden; Bulehatten var kommet en Kende i Nakken. Man havde ordnet sine Sager godt – saa langt! Kun huede det ham ikke helt, at Ditte skulde ud som Amme – som Malkeko saa at sige; der var et eller andet ved det, han ikke rigtig kunde komme paa fortrolig Fod med. Han maatte ned i en Kælder og se at faa Rede paa hvad det ku' være – en Snaps klarede saa storartet paa Begreberne og fik én til at se stort paa Sagerne!

Da han igen kom op, var han klar over, at kunde Tøsen faa en nem Plads med ordenlig Løn bare for at gi' en fremmed Unge den Mælk der ellers ikke kom til Nytte – ja saa hade hun ikke født helt forgæves. Og det ku' vel nok flaske sig; det var jo kun de allerfineste, der holdt andre til at gi' deres Børn Patte.

Han traadte svært fast i det da han kom ind til Ditte, løftede ogsaa Benene usædvanlig højt. »Naa, ka' du saa staa op min Pige, og se at komme i Tøjet,« sa'e han oprømt – »for nu har én en storartet Plads til dig. Du ska' være fin Frøken og gi Bryst kaske til en Greveunge – om 40| ellers du ka' staa for Undersøgelsen da! For det er ligesom én vil sige at en anden køber en Malkeko – de Fine vil sku vide hvad de faar for Pengene.«

Staa for en Undersøgelse ku' hun nu nok Tøsen – det var en hel Fornøjelse saa rund og hvid hun var blevet over Skuldre og Bryst. Hun havde Moderens skære Lød men var ikke nær saa rødfregnet; og Væksten var skønnere. Haaret der var rødblondt og blankt, naaede hende næsten til Sædet naar det som nu var slaaet ud.