41| III
NFødehjemmet

»Det ringede! Det ringede!«

Ditte hørte Raabet nede i det lille Vaskerum ved Køkkenet, hvor hun stod og gjorde sig i Stand efter noget Skrubbearbejde. »Det ringede,« sa'e hun forskrækket ind ad Køkkendøren til Plejersken. Frøken Petersen smed hvad hun havde i Hænderne, og løb op gennem den lange Gang. Lidt efter kom hun tilbage, forpustet. »Det var NKomtessen,« sa'e hun. »Skynd Dem endelig, De! Jeg fik hende ind paa Forstanderindens Kontor saa længe.«

Ditte kom i en Fart i »Parade-Uniformen« – hvid, dybt nedskaaren, løs Kjole med korte Ærmer, og hvidt Hovedstykke – og skyndte sig ind. Da den Besøgende blev ført ind, sad hun med blottede Bryster i en hvidlakeret Armstol, og »Søsteren« stod over hende og vaskede hendes Bryster med hvid steriliseret Vat, som hun dyppede i en hvid Skaal med NBorvand. Væggene i den store trefags Stue 42| – »Paradestuen« kaldte Pigerne den sig imellem – var beklædt i Mandshøjde med hvidlakerede Paneler, lette at vaske af, og ovenfor var der hvidkalket Væg som gik i ét med Loftet. Nogle hvidlakerede Barnesenge med svagt rosa Omhæng og et Par store hvide Toiletmøbler udgjorde det væsentlige af Indretningen. »Søsteren« bredte omhyggeligt en hvid Serviet over Dittes Bryst. »Se saa!« sa'e hun med et sødligt Smil. »Nu skal jeg komme med Barnet!«

Lidt fra Ditte sad en purung sortklædt Dame og betragtede hende med missende Øjne. Ditte vidste godt at det var fint at stirre saadan gennem Øjenvipperne – næst efter at bruge NStangbriller. Men næsvist saa det ud, saadan at tage Maal af Folk ganske ugenert. Hun saa forresten sød ud, og ung var hun – ikke ældre end Ditte selv. Hun havde et langt sort Slør ned ad Nakken; det skulde forestille, at hun var Enke og derfor hade maattet gi' Barnet fra sig; hendes Mælk havde sat sig ved Sorgen da hun mistede den elskede Mand – eller noget i den Retning. Men hun var ikke Spor af Enke – ikke mere end Ditte var det – for hun havde aldrig været gift! Men Komtesse var hun, og Barn af en af Landets fineste adelige Familier – – og hun var kommet galt afsted med en Kusk. De andre Piger vidste Besked med det hele, de kendte forresten hver eneste Barnehistorie her paa Fødehjemmet; hvor indviklet den var og hvor godt den holdtes skjult – de skulde nok finde ud af det. Ditte be43|greb forøvrigt ikke det med Kusken. Hvis hun skulde ha' et Barn af egen fri Vilje, skulde det være med en Greve. Men køn var hun den unge Komtesse; Blegheden efter Nedkomsten sad hende endnu i Huden – eller var det Fejltrinnet kaske? De Fine tog jo sværere paa saadan noget end andre. Hun holdt i al Fald af sit Barn, hver Uge kom hun og saa til det. Saa mange andre kom blot og læssede det af her, og viste sig aldrig siden.

Det varede usædvanlig længe inden Plejersken kom med den Lille; der var nok et eller andet som ikke taalte at ses, kanske var den hudløs og skulde pudres. Ditte havde god Tid – det værste der kunde overgaa hende; saa sad hun og faldt i triste Tanker. Der var saa meget der kom og bankede paa saa. Pludselig følte hun en Arm om sin Hals. »Og hvordan har saa Deres Lille det?« spurgte den unge Kvinde og lagde sin Kind ind til hendes.

Det var næsten det værste nogen kunde spørge om, Dittes Ansigt begyndte at skælve. Men heldigvis kom Plejersken i det samme. »Se saa Frue, er han nu ikke allerkæreste!« sagde hun og lagde Barnet i den unge Moders Arme. Moderen saa dvælende paa sin Lille og lagde den saa til Dittes Bryst – med et eget Udtryk der kunde betyde baade det ene og det andet.

Hende var Ditte ikke Spor af genert overfor, hun kunde godt Nhave Sind til at give sig i Snak med hende. De var jo paa en Maade Lidelsesfæller, saa forskelligt det end faldt ud. Men Plejersken gik 44| der, til og fra. Hvert Øjeblik kom hun hen og lod som om hun var lutter Bekymring for den Lille; »langsomt,« sa'e hun – »la' den endelig drikke langsomt!« Men det var det rene Hykleri; i Smug gjorde hun Tegn til Ditte, at hun maatte se at faa den fra Brystet igen.

Ditte forsøgte saa at faa den til at slippe, saa det saa' naturligt ud – hun havde ondt af den men turde ikke andet. »Den kan umulig være mæt endnu,« indvendte Moderen – »den suger sig jo formelig fast. Skal den ikke ha' det andet Bryst ogsaa?«

»Nej! – næ vi maa endelig ikke overfylde ham,« svarede Søsteren. »Saa kaster han bare det hele op igen og vil ikke trives.« Hun tog ham fra Brystet og gav ham til Moderen som fik Lov til at lægge ham i Seng. Hun stod lidt bøjet over Sengen, Komtessen; da hun rettede sig igen, havde hun Taarer i Øjnene. Ditte følte Trang til at falde hende om Halsen og sige hende, at hun ikke maatte være ked af det, Drengen skulde nok faa det han kunde spise. Men saa sagde den unge Kvinde Farvel, hun gav dem Haanden og takkede dem fordi de var saa gode mod hendes Barn; til Ditte stak hun en Pengeseddel. Plejersken fulgte hende ud, og Ditte gik ind i de indre Værelser og lagde et andet Barn til Brystet.

Plejersken kom ind igen. »Gudskelov, nu er den Inspektion overstaaet! Bare hun ikke mærkede, at vi tog Barnet for tidlig fra.«

45| »Det var ogsaa Synd, den kunde have spist meget mere,« sa'e Ditte.

»Saa faar den Vælling for Resten,« erklærede Plejersken – »de andre skal ogsaa ha' lidt; her er der ikke noget der hedder NRangforordning. Men jeg synes De har lagt Barnet til det andet Bryst! var det første virkelig helt tømt?«

Ditte nikkede. Hun holdt ikke af at blive spist ud, saa det gjorde ondt omme i Ryggen.

»Er De helt vis paa det – lad mig se engang,« Plejersken klæmte hende paa Brystet. »Vi maa holde Hus med Herligheden, Mælken er dyr! – Men hør, ga' Komtessen Dem ikke Drikkepenge?«

Ditte tog modstræbende Sedlen frem fra Brystet og afleverede den. Frøken Petersen gik; lidt efter kom hun tilbage med lidt Sølvpenge. »Værsgod, det er Deres Part,« sa'e hun. Det hed sig at hun gik til Forstanderinden med Drikkepengene, som saa fordelte dem efter Dygtighed og Tjenestetid. Men det kunde saamænd godt være, at hun bare stak lidt til de andre Piger og saa beholdt Resten selv! – Ditte var skuffet, der var stillet hende rigeligt med Drikkepenge i Udsigt, dengang hun fæstede sig, og hun havde god Brug for dem. Lønnen skulde hun ikke have udbetalt, før de ni Maaneder hun var fæstet til at være her var gaaet. Det var naturligvis for at hun ikke skulde stikke af, forstod hun nu. Men hun skulde nok fortælle Komtessen, hvordan det var gaaet med Drikkepengene!

»De understaar Dem ikke i at drøfte Forhol46|dene her paa Kliniken med noget Menneske – heller ikke med Deres Medtjenere,« sagde Plejersken pludselig – skarpt. Ditte fór forskrækket sammen. »Nej,« hviskede hun.

Det ringede, Plejersken udstødte et lille Hvin og løb for at lukke op; hun var Forstanderindens højre Haand og passede altid Døren. Det med Forskrækkelsen havde hun efter Forstanderinden, som altid Ngæspede og tog sig til Hjærtekulen naar Klokken alarmerede – hun havde nok en Hjærtesvaghed. Forresten smittede det dem allesammen. Lejligheden var for dyb til at Entreklokken kunde høres, og naar saa Alarmklokken i den lange Gang tog i, kunde det sætte over Lænden paa én og jage som en Ild gennem Underlivet, ned i Benene. Saa maatte man hvine enten man vilde eller ej, og den Lille man sad med gav sig til at brøle.

Ellers var der ikke saa megen Barneskraal som man skulde ha'e ventet; Forstanderinden havde nogle Draaber som var udmærket beroligende for de smaa.

Men Rykind var der. Idelig ringede det, der var en Kommen og Gaaen af Besøgende bestandig, Folk som skulde – ja hvad skulde de egentlig alle de Mennesker? De fleste blev lukket ind i Forstanderindens Privatkabinet som laa lige inden for Entredøren, saa man slet ikke fik dem at se. Sofie og Petra lod som de vidste, hvad alle de Mennesker kom for, men vilde ikke gi'e Besked. »Du er for grøn min Ven!« sa'e de og saa hæm47|melighedsfulde ud. Naa denne Gang var det da ingen anden end Grossereren; Ditte kunde høre det paa de tunge Trin ude i den lange Gang – og paa Plejerskens kildne Latter. Han skulde altid knibe én, naar han kunde se sit Snit – det tykke Svin!

Saa skulde Forstanderinden ud i Aften med Grossereren, og overdrog Opsynet til Frøken Petersen. Og naar de vel var ude af Døren, kaldte Plejersken paa Pigerne og sagde: »Jeg skal lige rende et lille Ærende, I vil nok se efter det hele saa længe. Men bli' endelig nede hele Tiden, husk paa det er et stort Ansvar!« – »Ja, det skal vi nok!« sa'e de i Munden paa hinanden, og aldrig saa snart var Frøken Petersen ude af Huset, før de stak op paa Pigeværelset og gjorde sig i Stand. Saa maatte Ditte ned og lukke dem ud gennem Porten – og hun var igen ene om hele Religheden. Og foruden Pasningen af alle de Smaa var der en stor Balje Bler at vaske – og en Patient at tilse; hun laa i det inderste Klinikværelse og var kommet seks Maaneder for tidlig. Men saadan var det altid – paa Ditte endte det, det hele! Hun var rigtig godt ked af det og havde mest Lyst til at ta' sine Ting og liste af lige saa stille.

Ditte havde allerede prøvet adskilligt uden at drage almene Følgeslutninger af det. Hun tog de onde Tilskikkelser for det de var, og faldt ikke paa at gøre nogen ansvarlig for dem – end ikke de Mennesker der nedkaldte dem over hende. Hun var af Naturen udstyret med stor Langmodighed, det 48| var hendes fornemste Arv; der skulde noget til, inden hun begyndte at se Tilværelsen kritisk efter og gaa i Rette med den.

Men her trak den alligevel for store Veksler paa hendes Godmodighed; dum var hun ikke – og tossegod heller ikke naar det kom til Stykket. Hun havde faaet et Barn, og det var som det kunde være – i hendes Lag hørte det ikke til Sjældenhederne; og at man maatte give det til Fremmede, var der heller ikke noget at sige til. Det var altsammen Fattigdommens Lod, og den hørte til Naturens Orden. Men at de Fine ogsaa kom galt afsted og fik Børn uden at være gift – ikke Gaardmandsdøtre for der kendte hun flere Tilfælde, men virkelig fine – det var noget som aldrig med en Tanke var faldet hende ind. Men de ordnede det jo, rejste ind paa Klinik og blev opereret for en eller anden Sygdom – som Proprietærdatteren der var her da Ditte kom. Hjemme hed det sig, at hun var gledet paa Trappen og havde knækket Halebenet; hun laa selv og fortalte det og gjorde Løjer med det.

Nej Ditte tog ikke alt for gode Varer mere, men begyndte at hægte Kendsgærning til Kendsgærning; hvad hun oplevede her i Fødehjemmet, kastede Lys tilbage ogsaa, over mange dunkle Begivenheder. Hun var kommet bag Kulisserne ved et Tilfælde, og fik nyt Syn paa Nde Agerende. De Fine var altsaa ikke bedre end hun og hendes Lige, det var bare noget man gik og bildte sig ind. Mens 49| det hed sig paa Hjemegnen at de var rejst til Paris eller paa Kursus i Hovedstaden, laa de ret og slet her og skreg i deres Veer; det var den Nsure Svie oven paa den søde Kløe for dem ogsaa! Barselkonerne havde anvendt det paa hende – men her kunde det snarere passe.

Og saa var hun saa meget klogere. Men det pillede ved noget i hende – hendes tilvante Forestilling om op og ned; og det rokkede slemt ved hendes Retfærdighedsfølelse. Hun kunde finde sig i at undvære sit Barn som Straf for Synden, og at baade det og hun maatte lide til Fordel for dem der var retfærdigere; men hvorfor Mælken skulde tages fra det for at gaa i andre ligesaa uægte, begreb hun ikke.

Hun snakkede med Sofie og Petra om det om Aftenen, naar de var kommet op paa deres Værelse. Men de lo ad hende og slog det hele hen i Grin. »Er du tosset,« sa'e Sofie – »hvorfor skulde de vel være bedre end os? De har Pengene, det er det vigtigste. Tror du der var nogen ung Pige, der selv gik med sin Lille, og tog Knubsene af de Gamle, og Gadeungernes Raaben efter én, og alt det – om de ku' bli'e fri? Jeg har mange Gange ønsket naar jeg gik paa Gaden, at jeg kunde hekse min Tilstand over paa en anden. Mandfolket det stikker jo a' – og en anden én hænger paa den og maa være glad til for en Bule som denne her. Retfærdighed er noget Sludder – det kan du godt hilse og sige jeg har sagt.« – –

50| Hvordan det nu end forholdt sig med Retfærdigheden, Pligten var i al Fald til at tage og føle paa. Det var haardt at skulle gaa og lægge vildfremmede Børn til Brystet, og lade sig spise ud af dem saa man knap kunde staa paa Benene – og saa tænke paa at ens egen laa og græd blandt Fremmede og maatte nøjes med en Tyggesut og Flaske.

Ditte græmmede sig over det og længtes efter sin Lille; hvergang hun lagde et Barn til Brystet, rippedes der smærteligt op i Længslen. Grundig skuffet var hun ogsaa; dette lignede slet ikke det, man havde stillet Lars Peter og hende i Udsigt dengang hun blev fæstet. De havde faaet det Indtryk, at hun skulde være Amme hos et fornemt Herskab, hvor Fruen var for fin og for svag til selv at give Bryst. Gratis Mundering skulde hun ogsaa have – og gaa i Hvidt altid. Og saa var hun blevet »Malkepige paa et NEnglehjem.«

Udtrykket var Sofies, Ditte holdt ikke af det; men hun brugte det naar hun var bitter – for at hævne sig paa et eller andet. Den hvide Dragt kom kun paa naar der kom Besøgende; ellers var det mest at Ngaa at sjove – og give Bryst saa her saa dér, ind imellem. Aftenfri var der ikke noget der hed; de var alle tre fæstet paa den Betingelse, at de ikke skulde have selvstændig fri i Tjenestetiden. Det hed sig, at man ellers risikerede de bragte Smitte til Fødehjemmet fra deres fattige Bekendtskaber, men Sofie og Petra mente man var bange for, at de skulde bringe noget ud om Forholdene 51| i Hjemmet. Hver Eftermiddag gik Plejersken Tur med to af dem, mens den tredje passede Kliniken under Forstanderindens Opsyn; saa frisk Luft fik de da.

Sofie og Petra tog saa Oprejsning de Nætter Ditte havde Vagten; og hun maatte holde Udkig – og ned og lukke dem ind naar de gav Signal. De var lidt skrappe i Munden syntes Ditte, og gjorde ofte Nar ad hendes Bondemanerer; men de var godmodige og hjælpsomme mod hende, og hun kom godt ud af det med dem. Men det faldt ingen af dem ind at tage hende med ud. Der var for lidt Slav i hende syntes de.