52| IV
Englene

»Aa, de kære smaa Engle, de skal virkelig ha' Sol,« sa'e Forstanderinden og skubbede Barnesengene hen til Vinduerne, hvorfra et tyndt Skær faldt ind over Gulvet. Ja det kaldte man jo Sol herinde; og naar man aabnede et Vindu og Gasværket sendte sine Gasdunster og store Røgflager ind i Stuen, kaldte man det frisk Luft.

Ditte og Fru Bram var ene hjemme, Petra og Sofie var ude at gaa med Plejersken. Ditte gik og ordnede forskelligt og havde et Øje med de Smaa imens; Fru Bram sad mest paa en Stol og snakkede om løst og fast. Der var heller ikke mere end Ditte godt selv kunde overkomme; Børnene blev jo ikke forvænte, og i Øjeblikket var der kun fire. En var lige død, og et Par Stykker var gledet ud af Hjemmet – et eller andet Sted hen i Privatpleje. »Ork nej, her har saamænd somme Tider været tyve,« sa'e Fru Bram. »Det er gaaet tilbage – vi har jo sommetider haft Uheld, 53| og Folk er saa mistroiske.« Hun saa godtroende hen paa Ditte.

Det var Hundeøjne hun havde, rigtig godlidende Hundeøjne der aldrig tog Udtryk hverken af Vrede eller Karakter; Angst var det eneste der kunde sætte op i dem. Hendes Skikkelse var svampet og viljeløs, Ansigt og Hænder nærmest slatne. Ditte kunde ikke faa fat i det onde ved hende, hvor meget hun saa var paa Vagt; naar hun ikke hørte efter hvad de andre Piger sagde men kun tog efter sit eget, syntes hun vel nærmest om hende. Det peb i hende naar hun trak Vejret – det var Astma; og hun gik altid om i sin sorte Silkekjole og saa ud som hun ingenting forstod, enfoldig og besværet!

»Ork ja, de smaa Englebørn!« sa'e hun. »Min Forlovede har saamænd tidt skændt paa mig, fordi jeg ikke opgiver Kliniken her – ja De ved jo nok, at Grossereren er min Forlovede! Vi sætter bare Penge til siger han; og sandt er det at man har ikke andet end Utak for al sin Ulejlighed. Men naar nu Separationstiden er omme, rejser vi ned til Syden og bor – der skal Luften være saa god for Astma. Ja vi gifter os jo først – De ved nok, at man skal gaa i tre Aar inden man har Lov at gifte sig igen? Jo – det er for hvis der skulde være noget undervejs efter det første Ægteskab.«

»Noget undervejs? – i tre Aar?« Ditte kunde ikke lade være at le.

»Naa ja – én ved da, at Folk ikke altid blir 54| fra hinanden, Nfordi om de er separerede. Ork ja, de kære Smaa!«

Det ringede! Fru Bram maatte ta'e sig til Hjærtekulen; det kom saa fuldstændig bag paa hende, at hun havde svært ved at komme paa Benene.

Ditte listede paa Tæerne ind i »Paradestuen« og lyttede ved Væggen ind til Forstanderindens Kontor. Der lød unge Stemmer derinde, en Mandsstemme der talte dæmpet – længe, og en Kvindestemme der engang imellem blandede sig hulkende i Talen. Hun kunde ikke skælne Ordene. »Men kan ikke De Nta' bort det?« sagde Mandsstemmen pludselig, højt. »Aa ja, gør det Nsnilde De!« sagde Kvinden og slog over i høj Graad. Forstanderindens Stemme lød slæbende og enfoldig. Saa blev der roligt, Ditte listede tilbage igen.

Lidt efter kom de ind i »Paradeværelset«, Ditte kunde se dem gennem den aabne Dør – en ganske ung Kvinde, saa bleg saa bleg og med rødgrædte Øjne, og en lidt ældre Mand i lang sort Frakke; han lignede en Præst eller Kapellan.

»Ja dette Værelse kan De ikke faa,« sagde Forstanderinden – »for her sover de søde smaa Væsner; men De skal faa et roligt Værelse med Sol.«

»Ja ja,« snøftede den unge Pige – »ja ja!« Hendes Ven holdt hende i Haanden som vilde han beskytte hende mod alt ondt.

»Og saa kommer der vel ikke noget ud om det – bestemt ikke?« sagde han.

»De kan være ganske rolig,« svarede Forstander55|inden, »her er vi tavse som Graven! Men De maa melde Deres Ankomst i god Tid; her er stærkt optaget.«

Da Forstanderinden kom ind, stod Ditte nede i den lange mørke Gang, ved Køkkendøren. »Maa jeg gaa et Øjeblik?« sa'e hun. Hun skyndte sig op ad Køkkentrappen op paa Værelset, kastede sig paa sin Seng med Ansigtet nedad, borede det ind i Dynen og gruede. Det var saa forfærdeligt det hele: den stakkels forpinte Pige! – og han der holdt hende i Haanden! – og hun selv! – – det var ikke til at holde ud. Det græd i hende af Medynk med den stakkels Pige, som nu gik alle hendes Sjælekvaler igennem, og af Medynk med sig selv som ingen havde haft til at holde sig i Haanden. Og Savnet sled i hende, Længslen efter alt det hun havde efterladt derhjemme, Fader og Søskende – hendes Barn, hendes lille Barn. Nej hvor var det forfærdeligt at være til – hun kunde ikke græde engang, kun grue indvendig. »Tag det væk, tag det væk!« det blev ved at jamre for hendes Øre. Og saa med ét dæmrede noget andet frem i hende – en ny Rædsel. Bedste havde saa ofte i hendes Barndom slaaet paa, hvor godt det var, at det ikke var lykkedes at formene den lille Dittemor Adgang til Tilværelsen. »Hvad skulde saa en anden stakkels Djævel ha'e gjort, om inte én havde haft dig at støtte sig til!« kunde hun pludselig udbryde, og give sig til at græde, halv i Gru og halv i Taknemmelighed. Det stod tydeligt for Ditte endnu 56| fordi det havde været saa gaadefuldt dette, at der havde været Tale om at spærre hende ude af Tilværelsen. Hun havde forestillet sig noget i Retning af, at Køkkendøren var stængt saa hun ikke kunde komme ind til Bedste men maatte staa ude i Natten og græde. Var det noget i den Retning? havde hun været udsat for aldrig at komme til Verden hun ogsaa? Ditte frøs ved denne Tanke. Hun var jo ogsaa uægte – og tilmed fattig, noget Fødehjem for Væsner af hendes Slags gaves der nok ikke. Der hed det bare enten at tage det væk eller døje de onde Følger.

Klokken over Sengen ringede, længe. Ditte fór op og skyndte sig ned til sin Gærning.

Den var ikke morsom, og alligevel kunde hun efter denne Opdagelse gaa og føle en hæmmelig Glæde over at det ikke var lykkedes at spærre hende ude. Hvad skulde Lars Peter ellers ha' stillet op – og de smaa Søskende? Ja og hun selv som saa aldrig var kommet til at se Dagens Lys! Ked af at leve var Ditte paa ingen Maade.

Men hun græd en Del i Smug alligevel; hvergang hun lagde et af de fremmede Børn til Brystet, vilde det gærne vælde op i hende. Saa maatte hun gøre Vold paa sig, men tog saa Oprejsning naar hun var alene. Det lettede at græde, luftede Mørket ud af Sindets Kroge.

Undertiden dukkede der ogsaa Had op i hende, eller Nag maaske – til et eller andet, dem der rystede deres Børn af sig og berøvede hende 57| hendes. Men der skulde et haardt Sind til at opretholde Naget, naar først man havde en af de hjælpeløse Smaa mellem Hænder, haardere i al Fald end Ditte kunde møde frem med!

– –

Det var svært at vænne sig til Byen, sværere end Ditte havde tænkt sig. Saa ensom som her, hvor der dog var fuldt op af Mennesker, havde hun aldrig følt sig; og Dyr var her ingen af – ikke engang en Kat som kom og strøg sig op ad én og tiggede om lidt lækkert. Dagene var mørke og graa i mere end én Henseende, det meste af Vinteren maatte man ha'e Lys i Køkkenet midt paa Dagen. Overalt hvor man saa ud: graa Husflader, Nedløbsrender, et endeløst Hav af Tage og Skorstene. Der var nok Gader, som var ét Lyshav med straalende Butikker, hvor alle Verdens Herligheder var stillet til Skue; Ditte havde hørt om dem længe før hun kom herind, og hun havde selv set dem i Drømme. Men hun havde ikke noget imod at se dem rigtig med sine Øjne og kanske gaa ind og handle i dem. Hun skyldte sine Søskende noget Legetøj, og naar Tjenestetiden var omme og hun fik sin Løn, saa –! Lønnen var overhovedet hendes Trøst i Nøden, der var mange Ting hun skulde naar hun fik sin Løn.

»Du!« sa'e Sofie – »du faar saamænd ingen Løn; det er du altfor tossegod til. Tror du man la'r os gaa her og pines ud for Kræfter og Kulør – og oven i Købet gir os Penge til? Nu skal jeg 58| gøres ked af at være her, tror du ikke jeg kan mærke hvad det trækker op til. Man vil gøre mig Helvede hedt for at faa mig til at stikke af før Tiden, saa jeg kan fortabe min Løn; men det skal blive Løgn. Har jeg kunnet være her otte Maaneder, kan jeg vel holde den niende ud ogsaa. Og gør de mig det altfor lummert saa –,« hun nikkede ildevarslende.

»Ja hvad vil du saa gøre? De har jo baade Magten og Retten.« Ditte tænkte paa Bakkegaarden.

»Saa forlanger jeg min Løn og truer med at melde dem. Det er de kanske ikke saa henrykte for. Jeg kræver Lønnen fuldt ud og maaske Kostpenge ogsaa – det siger min Kærest jeg skal. Det manglede bare!«

Det varede heller ikke mange Dage, inden Sofie for Alvor Nskar sammen med sit Herskab. Der var ingen Tvivl om at hun blev sjikaneret, især af Plejersken; hver Dag fik hun Bebrejdelser fordi hun ingen Mælk havde i Brysterne mere. En Dag blev det hende for meget, hun smed Tingene og forlangte at vide hvad Meningen var; hvis det var Hensigten at faa hende til at gaa, kunde hun godt det. Plejersken tog de andre til Vidne paa hendes Ord og nægtede at udbetale hendes Løn. Men en Time efter ringede det paa Hoveddøren; det var Sofie og Kæresten, og Forstanderinden maatte pænt tage dem ind paa sit Kontor. Og lidt efter kom Sofie svajende ind i »Paradestuen« med runde Albuer, 59| Nmyrderlig sej. »En maa dog ha'e Lov til at sige ordenlig Farvel til sine Medtjenere,« sa'e hun og viftede med to Hundredkrone-Sedler. Det var helt spændende, Ditte gik og blev skiftevis kold og varm; hun havde aldrig troet, at en Pige saadan kunde sætte sit Herskab Stolen for Døren.

»Det er fordi hun ved for meget om Bulen her,« sa'e Petra flegmatisk.

Der kom ingen ny i hendes Sted, Ditte og Petra maatte klare de fire Børn; da Ditte var den der sidst havde født, blev det hende der trak Læsset. Heldigvis blev der heller ingen nye Patienter optaget. Petra mente at man maaske belavede sig paa at lukke. »De er blevet bange for Sofie, hun ved for meget.«

Hvad var det for en Viden Sofie sad inde med og Petra ogsaa, men Ditte ikke kunde trænge ind til? Hun saa godt at meget var galt, det meste var galt. »De søde Børn!« sa'e de – »de kære smaa Væsner!« men i Virkeligheden var de kolde og beregnende overfor de Smaa og holdt ikke af dem. Men der maatte være andet, noget forfærdeligt som Ditte savnede Ævne til at forestille sig, indskrænket som hun var – hun vidste det godt. Onde Anelser havde hun nok af – ogsaa uden deres Antydninger; i Fødehjemmet følte ingen sig vel, Patienterne saa at komme op og væk saa hurtigt som bare muligt. Der laa et hæmmelighedsfuldt Mørke over Forholdene, NForblommetheden svøbte sig om alting. Plejer60|sken og Fru Bram var altid nervøse, eksalterede! Og saa denne hæmmelighedsfulde Kommen og Gaaen – mest om Aftenen, af Kvinder der hentede eller bragte Smaabørn, af tilslørede Damer ledsagede af Herrer. Overraskelser var der bestandig for Ditte. Børn forsvandt som var de taget op i Himlen – de var uformodet bragt ud i Privatpleje; og andre dukkede op som var de drattet ned fra den – lige ned i Vuggen. De laa der om Morgenen naar Ditte kom ned – og der havde ligget en anden ved Midnat da hun gik op for at sove. Undertiden vilde man lade som det var den samme; men Ditte lod sig ikke narre – hvert Barn havde sin egen Maade at tage Brystet paa. Nu og da døde der ogsaa et Barn. Ditte sørgede oprigtigt, hvergang det skete; hun syntes det var saa trist med det lille voksgule Barnelig, der laa der som et Lys der aldrig mere skulde tændes. Døden gennemrystede hende! Sofie og Petra var ikke saa hidsige paa Tilværelsen. »Den har det saamænd bedre end vi andre,« sagde de gærne. »Nu slipper dén for flere Kvaler!«

Det hændte ogsaa at et Barn forsvandt, og saa dukkede op igen efter et Par Dages Forløb. Det havde saa været paa Børnehospitalet til Undersøgelse hed det sig. Men Ditte vidste nu, at det var Børn der blev laant ud, til NPaternitets- eller Arvesager hvor der skulde snydes. Gik det godt, fik Forstanderinden Halvdelen af hvad der kom ind.

61| »Hun er rigtig ækel,« sa'e Ditte. »At gøre saadan noget for Penge!«

»Hun er en stor Torsk,« mente Petra – »for hun faar ikke engang Pengene selv; dem ta'r Grosseren. Det er ham der ejer Geschäften, og han spiller Kærest med hende bare for at faa hende til at gøre alt hvad han siger.«

Saa langt kunde Petra godt snakke løs; men hun stoppede altid op paa et bestemt Punkt og var ikke til at drive videre. Hun var et Baggadebarn og havde grundig lært at holde Mund naar det galdt.

– –

Ditte vilde ikke være her længer, hun kunde ikke holde det ud og havde besluttet at stikke af ved første Lejlighed. Hun sad oppe paa det fælles Tagkammer og skrev til Lars Peter og prøvede at forklare sig; det var anset for noget af en Forbrydelse af rende af Plads, og han vilde blive forfærdelig ked af det. Det var sent, og hun var dødstræt; Pennen klattede, og hun vidste ikke om »vaske« skulde med stort H.

Petra kom op. »Aa de smaa Engle!« sagde hun vrængende idet hun gik over Gulvet – »ork de allerkæreste smaa Englevæsner.« Hun smed sig paa Sengen.

»Er du stukket af op?« sa'e Ditte – »du havde jo Vagt! De er gaaet ud maaske?«

62| »Nej men Forstanderinden sa'e jeg kunde godt gaa op og sove, hun vilde selv ta'e Vagten.«

»Det var da underligt! Hvad skal det betyde?«

»At man ikke ønsker min Nærværelse dernede vel! Æv – det er væmmeligt!« Hun laa og skar Grimasser.

»Hvorfor er du saa underlig, og ligger og laver Ansigter?« spurgte Ditte.

»Hva' raver det dig. Pas du bare dit Kærestebrev!« svarede Petra og drejede sig om mod Væggen. Et Øjeblik efter sprang hun op. »Nu gaar jeg altsaa i Seng – og blæser det hele noget!« sa'e hun hæst og klædte sig af.

Ditte sled i det. Det havde været smaat med Skolegangen, og nu havde hun glæmt det meste. »Hvordan er'et et stort D skrives?« spurgte hun.

»Tror du jeg ved det – smør du bare en Krusedulle i. Han forstaar det nok.«

»Det er til dem derhjemme – altsaa,« gentog Ditte. »Jeg har ingen Kærest.«

»En Unge og ingen Kærest – du er mig en køn én. Det omvendte er mere Sjov!« Saa faldt hun i Søvn.

Ditte lukkede Brevet og gæmte det under Bordtæppet, til der kunde blive Lejlighed til at faa det afsted med nogen. Give Plejersken det kunde ikke nytte, for saa kom det aldrig frem. Hun laa lidt og tænkte paa sit nye Brystbarn, en lille lyslokket Pige som hun allerede var kommet til at holde af. Egentlig skulde den Lille ha' nu, men hun turde 63| ikke gaa ned ukaldet. De ringede nok, naar der var Brug for hende.

Da hun kom ned næste Morgen, lugtede der underligt. Plejersken gik og pyntede Baare, Forstanderinden sjokkede frem og tilbage og snøftede i sit Lommetørklæde. »Aa den stakkels lille Engel!« stønnede hun. Lægen, en Ven af Huset, var der allerede og sad og skrev Dødsattest. Det var Dittes nye Brystbarn der var død; hun laa med lyse Krøller om sit lille Ansigt og saa kær ud; Øjnene holdt hun paa Klæm som maatte ingen vide, at hun saa paa Ditte – det var til at fortvivle over.

Ditte la'e en rystende Haand paa den Lilles Hode, og bøjede sig ned for at kysse den til Afsked. Der var ingen som saa det, hun kunde godt kysse den. Plejersken stod og skænkede Portvin til Lægen, »saa tidlig paa Mor'nen!« hørte hun ham sige morgenrustent idet han drak. Han rystede paa Haanden!

Og Ditte kom ogsaa til at ryste paa Haanden, hun havde følt noget under Barnets Lokker, lige i Fontanellen – Hodet af en Knappenaal. Hun faldt om med et Skrig.

Om Aftenen flygtede hun, Petra hjalp hende Stumperne ned paa Gaden, og gav hende Adressen paa en Familie i NAdelgade, Arbejdsmand Jensens, hvor hun kunde ty hen.

Dagen efter kom hun selv – hun var ogsaa rømt. »Du kan tro, der var Glæde over at du 64| forsvandt,« sa'e hun – »nu sparer de Lønnen. I dit Sted vilde jeg gaa hen og forlange den – og true med Politi. Det gør jeg!«

Men Ditte skulde ikke have noget af at sætte sin Fod i det Helvede mere – ikke for alt i Verden.