65| V
Ditte hører til Familien

Natten tilbragte Ditte hos Petras Bekendte, en Arbejdsmands-Familie, der boede i en Etværelses Lejlighed inde Nover Gaarden, i et af de ældste Huse i Adelgade. Det var den mindste og usleste Menneskebolig hun endnu havde set, Stuen var paa to smaa Fag, i det ene Hjørne af den var der skilt fra til et Køkken, der ikke var større end et almindeligt Bord. Derved opstod der i Stuens ene Side en Slags Alkove hvor Mand og Kone laa med Petras lille Barn, som de havde i Pleje, imellem sig. Deres egne to laa paa Stole, og Ditte fik Lov at sove paa den højryggede Sofa som de ellers var meget ømme om. Den var af rødt Plyds og lugtede af Mug fra Stopningen; de havde den paa Afbetaling. Af Mug lugtede forresten alting – og NTrøske; det var en gammel raadden Kasse, Gulvet var sunket flere Tommer fra Fodpanelet. Konen maatte hver Aften anbringe Madresterne mellem to Tallerkener, for at Rotterne ikke skulde æde dem om Natten.

66| Da Ditte om Morgenen hjalp de to Smaapiger i Tøjet, manglede der et Strømpebaand; Rotterne havde slæbt det halv ind under Panelet. »Ja saadan er Tilværelsen herinde for den Fattige,« sa'e Konen som stod og redte sig ved Vinduet – »det er den Herlighed, én i sin Ungdom satte alting overstyr for at naa ind til – et Par NValker i Haaret og Rotter under Gulvet. Var en anden i dit Sted, saa én at komme ud paa Landet igen før det er for sent; der ka' man i det mindste røre sig. Men det er naturligvis at præke for døve Øren.«

Ja dèt var det! Komme hjem og blive grinet ud som NHavarist skulde Ditte ikke ha' noget af.

Konen fulgte hende saa hen til en Reklametavle for et af de store Blade for at se efter Plads. »Noget ordenligt kan du jo ikke vente at finde,« sa'e hun – »for de Herskaber der skifter i Utide er der sjælden noget ved. Men du maa jo ta'e, hvad du kan faa foreløbig.« Ditte hæftede sig ved en Annonce fra et lille Officershjem, ungt Ægtepar. Lønnen var kun lille, men Vedkommende vilde til Gengæld blive betragtet som hørende til Familien. Det tiltalte hende – »jeg er saa alene herinde,« sa'e hun.

Madam Jensen var ikke saa begejstret. »Jeg har altid foretrukket en god Løn for en god Behandling,« sagde hun – »den gode Behandling man skal købe for Penge er det aldrig værd at blive rørt over. Høre til Familien, jo Tak den kender 67| vi. Tror du maaske NSvin kommer i Kancelliet andet end for at blive ædt?«

Naa men der var ikke Raad til at vælge og vrage, og det var jo ikke noget Ægteskab Ditte gik ind til. De tog ud paa NAaboulevard til Pladsen, og Ditte blev fæstet og tiltraadte Tjenesten med det samme.

Saa var den Sorg slukt – hun kunde lægge ud paany. Der var et lille Barn i Huset, en fem seks Maaneders Dreng. Det stod der ikke noget om i Annoncen, og Fruen havde ikke nævnt det; hun mente maaske, at Ditte nok gjorde Opdagelsen af sig selv. Sandt at sige havde Ditte faaet nok af Børn nu, hun havde ikke haft noget imod at være fri lidt. Men det var der nu ikke noget at stille op til. Og ellers saa det nok ud til, at Pladsen var nem; Hjemmet var lille, og NPremierløjtnanten meget ude omkring paa NForterne. Og Fruen tog selv Del i alt Arbejde.

Den unge Frue var meget meddelsom, og Ditte vidste snart, at hendes Far var Købmand i en Provinsby hvor Premierløjtnanten havde ligget, og at hun fik Varer sendende hjemmefra til Hjælp. »Men De maa for Guds Skyld ikke røbe det for min Mand, hans militære Ære tillader ikke at tage imod Madvarer; jeg skal klare Husholdningen af det han giver mig. Han tror jo, jeg er meget dygtigere end jeg er; og jeg lader ham naturligvis blive i Troen! – Kan De godt lide Militær? Jeg synes nu Uniformen er noget af det kønneste jeg 68| ved; og De skal bare se, som min Mand bærer den.«

Ditte skulde som sagt ikke have ret stor Løn, femten Kroner om Maaneden. »Vi kan ikke gie mer,« sa'e Fruen, »for Militæret er saa daarligt aflagt. Min Mand si'r at saadan har det altid været; de der maa ofre Liv og Blod for Fædrelandet, faar NSmalhans til Tak. Men saa har vi jo Æren naturligvis!« Til Gengæld for den lave Løn blev Ditte betragtet som hørende til Familien, hun sov paa en Divan i Spisestuen og havde den Lille inde hos sig om Natten. »Her er jo ikke noget Pigekammer til Lejligheden,« sa'e Fruen. »Og saa si'r min Mand: Naar Pigen skal sove i Spisestuen, maa hun virkelig betragtes som hørende til Familien og ha' Barnet inde hos sig! – Han kan ikke lide at ha' Barnet inde i Sovekamret, saa er man ikke rigtig nygift synes han. Men Dem generer det jo heller ikke? – og saa er det en Tillid! Og De lærer noget – det maa man altid ta i Betragtning ved Lønnen. I alle andre Fag maa der betales for at lære, men Piger faar Løn til!«

Saadan snakkede hun løs, mens de gik sammen ved Arbejdet. Hun var lille og buttet og havde tykke røde Kinder; sød og naturlig var hun – og venlig af Væsen. Men dygtig var hun ikke; Ditte fandt oprigtig talt, at hun gik og Ntraadte i det. Bedst som Ditte gik og vaskede Gulv om Formiddagen, maatte hun fra Arbejdet og ud og køre med den Lille. »Han skal være Militær,« sa'e 69| Fruen – »derfor maa han ha' frisk Luft. Jeg skal nok gøre Deres Arbejde færdigt.« Men naar hun kom op igen, var det alligevel ikke gjort; den unge Frue kvidrede blot, fra den ene Melodi til den anden. Lave Mad kunde hun heller ikke, de fik enten Medisterpølse eller Frikadeller af færdig Fars til Middag. »I Dag skulde min Mand virkelig ha' været hjemme,« kunde Fruen udbryde naar de sad og spiste. »Premierløjtnanten er saa kræsen.«

Han maatte være en underlig én efter Fruens Omtale at dømme; Ditte var helt længselsfuld efter at faa ham at se. Verden var ny for hende, og hun gjorde sig sine Forestillinger paa Forhaand om alle Ting. Hun havde aldrig truffet paa andre NLøjtnanter end dem, Jordemoderen efter Fødslen anbringer i Barselkvindens Skød for at der ikke skal trænge Smitstoffer ind. Nu havde hun faaet en Husbond, der var Løjtnant og ofrede Liv og Blod for Fædrelandet; og Forestillingen ynglede frodigt i hendes barnlige Fantasi og groede ud til noget vældig krigersk noget, en Kæmpe med frygtindgydende Væsen og et stort Slagsværd som han holdt i begge Hænder. Og udspilede Næsebor havde han vel – »min Mand er saa fyrig!« havde Fruen i et Anfald af Fortrolighed sagt.

Det blev en stor Skuffelse, da han efter et Par Ugers Forløb kom ind fra Lejren. Dittes nye Husbond var en slank pillen Herre med lyst tyndt Overskæg af den Slags, man paa Landet sagde 70| trængte til Hønsegødning, med Nakkeskilning som han aldrig kunde faa lige nok, og med en lang Legetøjssabel som han gik og fik mellem Benene. Han brugte Korsét – en Kendsgærning der fyldte Dittes alvorlige Sind i den Grad med Latterstof at hun kunde vaagne op og le midt om Natten, og saa skreg han hysterisk op saa snart noget gik ham imod. En forfærdelig Mund brugte han, hvis ikke hver lille Ting ved hans Paaklædning var i den pinligste Orden; og hans lille Frue græd og var grænseløs sønderknust. Men saa snart han var ude af Døren, lo hun. »Premierløjtnanten er saa voldsom,« sa'e hun. »Det er fordi han maa slaas med de dumme Rekrutter.«

Det var godt nok at høre til Familien, men Ditte savnede et Sted der var hendes eget, et Hul under en Trappe blot, hvor hun kunde synke ned paa Sengekanten med Hænderne i Skødet og falde i Staver et Øjeblik, tude lidt af Længsel efter sin Lille og Hjemmet, være sig selv! Der begyndte at røre sig noget i hende, en Trang til at leve for egen Regning, være blandt unge Mennesker som en af deres, omgaaes sine Lige. De andre Piger i Ejendommen havde deres Friaften, mandlige Bekendte afhentede dem ved Porten, og de gik ud sammen, paa Dansebod og andre Fornøjelser. Ditte vilde ogsaa gærne have været ud, men Fruen holdt igen. »Vi har jo Ansvaret for Dem,« sa'e hun. »De vil da ikke rende paa Gaden om Aftenen?« Ditte kunde ikke se det forkastelige i, at man var ude om Aftenen 71| sammen med andre Unge – om Dagen var man jo lovlig forhindret. Men i Fruens Øjne var det noget Skidteri, Gaderend kaldte hun det; en pæn Pige nedlod sig ikke til det men blev siddende hjemme. Hun fortalte indigneret, hvordan et andet Herskab i Ejendommen en Aften havde overrasket Pigerne i at have Fremmede til Kaffe paa deres Værelse – endda Mandfolkefremmede! Og saa var det tilmed Kaffe, de havde taget fra Herskabet. »Vær De glad vi tager os af Dem!« sa'e hun.

Naa, efter at Premierløjtnanten var kommet ind, gav det hele sig af sig selv, for de var ude næsten hver Aften. Naar de en enkelt Gang ikke skulde ud, fik hun det først at vide i sidste Øjeblik, saa det var for sent at planlægge noget. Saa gik hun ud til Jensens i Adelgade, eller drev om paa Gaden og kedede sig et Par Timer.

»Tag dig en anden Plads,« sagde Madam Jensen – »der er Pladser nok nu til den første!«

»Jeg har ikke sagt op!« svarede Ditte.

»Saa stik af!«

Nej det vilde hun alligevel ikke; det var Synd for Fruen – hun var saa hjælpeløs. Og rar var hun!

»Ja De stikker da ikke af – saa meget ved man da,« sa'e Fruen en Dag de stod ved Opvasken, som følte hun at der laa noget af den Art i Luften. »Det var godt jeg fik Dem, jeg har altid saadan ønsket mig en Pige fra Landet. For de københavnske Piger er nu ikke morsomme; der72|som ikke alt er herskabeligt, bryder de sig ikke om at være i et Hus. De forlanger eget Værelse med Kakkelovn, og to Retter Mad med Dessert, og fast Friaften. Premierløjtnanten siger ogsaa, at han skulde bare faa dem ud under sig Npaa Fælleden et Par Uger, saa skulde han nok lære dem noget andet. – Hvor jeg er glad ved, at De holder af Børn – næsten alle de Piger vi har haft er rendt i Utide. Ja den sidste jagede min Mand da væk! Synes De vel, det kan skade én noget at sidde ved en Lille om Aftenen? den sover jo, og saa har man da Selskab. Men ved De hvad hun gjorde? Min Mand og jeg er jo sommetider ude om Aftenen, og saa sad hun ved den Lille – det troede vi da. Men vi kunde ikke forstaa, at Drengen blev saa bleg. Saa en Aften vi vender hjem fra Bal – før det var forbi fordi jeg ikke var rigtig vel – siger min Mand pludselig som vi gaar paa Gaden: Men er det ikke Klara der kører med Barnevogn dér foran os, Nmed Husar paa? Jeg tror du vil! siger jeg, Klara har ingen Lille, og forresten sidder hun hjemme og passer Drengen. Men saa var det alligevel hende, med vor lille Dreng paa Gaden Kl. tolv om Natten.« Dittes Frue fik Taarer i Øjnene. »Min Mand tog hende ordenlig i Skole, og saa viste det sig, at hun næsten et Par Uger igennem havde drevet den Trafik at tage Barnet med i NKæden og sætte ham af i Garderoben, mens hun valsede med sin Husar. Er det ikke forfærdeligt, at et Menneske 73| kan være saa hjærteløst mod et lille uskyldigt Væsen – og bare for at komme til at danse?« Hun trykkede Lommetørklædet mod Øjnene. Pludselig smed hun hvad hun havde i Hænderne, styrtede ind til Dagligstuevinduet og rev det op; nede fra Boulevarden lød rasende Kimen. Hun kaldte paa Ditte. »Det er Redningskorpset,« sa'e hun oplivet – »hvad mon der nu er sket? Jeg tar altid tætte Bukser paa naar jeg gaar ud – og et Visitkort i Pengepungen. For hvis der skulde ske noget!«

En Dag havde Ditte en stor Glæde – hun fik et Billede af sin lille Dreng sendende. Husmandsfolkene havde haft ham i Kirke og benyttet Lejligheden til at faa ham fotograferet. Han var blevet døbt Jens efter Manden skrev de, og var frisk og rask men noget slem til at skrige; han vilde helst ha'e noget i Halsen altid. Ditte lo godt da hun læste det, han var nok en rigtig Ædedolk! hvad man da ogsaa kunde se af Billedet, for tyk var han. Hun var lidt underlig ved, at han havde faaet Navn uden at hun var taget med paa Raad – og var blevet opkaldt efter en Fremmed; men storartet saa han ud, som han sad der midt i et Landskab med Søjler og Palmer og fægtede med de buttede Arme. Og pæn i Tøjet holdt de ham!

Nu havde det været storartet at ha' sit eget Værelse, og en Kommode hvor man kunde stille ham op paa. Saa faldt Øjnene tilfældig paa ham og man blev glædelig overrasket! Ditte gik med Bil74|ledet paa Brystet et Par Dage, men bildte sig ind at det tog Varme af Kroppen og allerede havde begyndt at tabe sig. Hun stillede det saa paa Buffeten i Spisestuen. Men om Eftermiddagen, da hun kom hjem efter at have været ude at køre med Drengen, var det borte.

»Aa Billedet!« sa'e Fruen – »ja det var en uheldig Historie. Min Mand kom og fandt det og blev saa vred, saa vred; han var saamænd lige ved at putte det i Kakkelovnen, men jeg fik det da reddet. Hvor kunde De ogsaa hitte paa at stille det dèr?« Hun hentede det inde fra en Skuffe, det var blevet lidt skrabet; Ditte fik Taarer i Øjnene. »Han er rigtig sød,« sa'e Fruen for at trøste – »er det Deres lille Bror?«

»Nej det er mit Barn!« fik Ditte sagt.

»Aa, om Forladelse – det var Synd!« Den unge Frue tog hende om Ansigtet. »De maa ikke være vred, jeg skal købe en køn Ramme til det. Ved De jeg var ogsaa for tidlig efter det,« sa'e hun med Taarer i Øjnene. »De kan tro det var en svær Tid for mig, mens jeg gik med ham og ikke vidste, om Adolf vilde gifte sig med mig eller ej. De lille Skind!« og saa kyssede hun Ditte og lo godhjærtet gennem Taarerne.

Det gjorde saa meget, at Ditte ikke kunde faa over sit Sind at sige op. Men træt var hun! Det var sandt nok at der ikke var meget at bestille, men hvad hjalp det? bundet var hun alligevel bestandig. Om Natten sov hun med en Haand paa 75| Barnesengen for at kunne rokke den ved det mindste Kny fra den Lille. Løjtnanten taalte ikke at blive forstyrret.

Ditte havde faaet nok af Børn nu – ganske af sig selv var det kommet. For første Gang i sit Liv passede hun et Barn, som hun ikke brød sig om men godt kunde gribe sig i at ønske Ulykke over. Hun passede den, fordi det nu engang formede sig saadan, stod op og gav den Flaske om Natten, vendte den som man vender en Bylt – og vidste med sig selv, at hun ikke vilde være Spor ked af, om den laa og var død om Morgenen, slukket ud som en af de smaa Engle i Fødehjemmet hun havde grædt saa meget over. – –

Ditte sad den sidste i Maaneden og talte sin Løn om og om igen, og stirrede haabløst frem for sig. Hendes Herskab var gaaet ud! Hun rejste sig, trak den gamle Vadsæk, hvori hun havde sine Ting, frem under Divanen, og gav sig til at pakke forskelligt ud og arrangere det paa Spisebordet – som hun plejede naar hun kedede sig. Men pludselig kastede hun det hele i Vadsækken, varmede en Flaske til den Lille, jog i den tøsede Trøje og flygtede. Hun løb ned ad Trappen som en forfulgt. Nede paa Gaden faldt der Fortvivlelse over hende – over det lille Barn hun lod i Stikken, den hele Stilling. Tilbage vilde hun ikke, og gaa sin Vej kunde hun ikke! Hun satte sig paa en Bænk paa Boulevarden, af og til listede hun ind i 76| Gaarden for at lytte efter om ikke den Lille skreg. Lampen kunde ogsaa have givet sig til at ose, eller der var brudt Ild ud – et eller andet forfærdeligt. Først da hun saa sit Herskab komme hjem, skyndte hun sig ind i Adelgade og bankede Jensens op.