77| VI
Ditte forfremmes til Stuepige

Vækkeuret kimede voldsomt. Louise, Kokkepigen tumlede ud af Sengen og kaldte paa Ditte; da det ikke virkede gav hun sig til at ruske i hende, hun var næsten ikke til at faa Liv i. Endnu da hun sad paa Sengekanten, sov hun indvendig og sad og sejlede frem og tilbage. »Nu smider hun sig min Sæl igen!« raabte Kokkepigen og greb Vandkanden. Lyden af Kandens Skraben mod Vandfadet, og Udsigten til at faa et koldt Skvæt ned ad Ryggen gjorde Ditte vaagen. »Aa jeg er saa træt, saa træt,« klagede hun; hendes Ansigt fortrak sig i Lede.

»Ja det er godt, se nu bare og kom i Tøjet,« sa'e Kokkepigen. »Saa skal vi ha' en rigtig god Kop Kaffe, saa gaar det nok over.«

»Der er jo lukket af for Bønnerne!« det kom helt mismodigt.

»Pøh – lukket af! Staar der maaske Fjols paa Ryggen af mig?« Louise vendte sin brede Bag 78| mod hende. »Nej jeg tog fra i Aftes til hele Ugen, man maatte da være godt tosset andet. Hæ, fedte paa et Maal Bønner! og saa smide Masser af Penge ud til Selskabelighed Aften efter Aften! Hvad tror du ikke saadan en Aften som den i Aftes koster. Men saa er der ingen smalle Steder – Gud bevares! Og saa sku' en anden gaa og bryde sit Hode med at spare og fedte det sammen i Toører igen! Nej hvad der skal til det skal til! Forleden kom saamænd Festens Dronning« – det var et Navn de havde opsnappet en Aften ved en Skaaltale for Fruen – »herud Dagen efter stort Selskab og gav sig til at pille Benene fra Højrebet op af Skrallespanden igen. Dem maa De skylle godt af Louise, sa'e hun, dem kan der godt koges Suppe paa, Ben gir en udmærket Suppe. Nu kan jeg ikke fordrage Fruer i Køkkenet, de bringer bare Uorden. Hvem skal saa spise den Suppe? spør jeg. Vi allesammen svarer hun spidst, men dersom Louise ikke tror hun kan, maa vi jo lave Ekstramad til hende. Den vil jeg nu nok selv være med til at lave, sir jeg – og der fik hun den. For Madlavning har hun jo ikke Begreb om. Det har de forresten næsten aldrig, de roder noget sammen paa en Asiet – rødt og gult og kalder det italiensk Salat; og saa hedder det sig, at de selv har staaet for hele Anretningen, og de sitter saa og roser hinanden: De er rigtignok en stor Kunstner paa Bordets Omraader, Fru Direktør! Jo jeg si'r Tak, skulde Gæsterne æde det Fruen kan røre 79| sammen, var de vist snart færdige med at komme her.«

Louise sad og smaaskændte mens hun viklede sine Ben; de var tykke og fulde af Aareknuder. Saa smed hun en Kjole paa og skyndte sig ned. Ditte fulgte hende i Hælene. »Gi mig en Haand i Dag, bare et Øjeblik!« bad hun.

Ditte havde allerede nogle Gange oplevet »Dagen derpaa« – det gik ofte paa med Sold hos Direktørens. Helt grøn i det var hun ikke længer, alligevel gøs det i hende, naar hun Morgenen efter et saadant Selskab kom ned i Stuerne. Overalt paa Skabe, Borde og de polstrede Møbler flød det med Askebægre, der hver dannede Midtpunkt i sin Mødding af Aske og afbrændte Tændstikker og Stumper af Cigarer og Cigaretter. Glas og Flasker stod i klæbrige Ringe af Vin; der stank af overgæmte Sprit- og Tobaksdunster fra Møbler og NPortierer, og det var hverken til at se Begyndelse eller Ende paa Rengøringen. De første Gange gav hun op og flygtede grædende ud til Kokkepigen, som maatte ind og sætte hende i Trit. Det skulde tages fra den rigtige Ende, ellers gik man og traadte i det og grisede endnu mere til – en Kost og vaad Sand gjorde det ikke af her. Saa skældte Louise hende ud, fordi hun havde fæstet sig ud til noget hun ikke havde Begreb om – og hjalp hende. Og Ditte købte af Taknemmelighed en eller anden Ting til hende af Drikkepengene fra Aftenen 80| forud, et Silkelommetørklæde eller hvad hun nu kunde hitte paa.

Det var jo saa sandt, at hun havde forfremmet sig selv ved Hjælp af en lille Løgn. »Spørger de om du kan det og det, siger du bare ja,« havde Madam Jensen sagt. »Naar først du er i det, lærer du det snart.« Og da Fruen saa havde spurgt om hun havde været Stuepige før, svarede hun ja – ganske vist ikke frejdigt men et Ja var det dog. Saa galdt det jo om at lære det i en Fart, saa det nogenlunde kunde se ud som man blot var husfremmed, og Ditte gjorde ogsaa Fremskridt. Men hun maatte tage det meste af sig selv, og saa ved de Vink Louise gav hende. Fruen laa til op paa Formiddagen og satte hende ikke ind i noget, men skændte blot naar det var forkert. »Vær du glad for det,« sagde Kokkepigen. »Havde hun været en Kone, der passede sine Ting, saa havde du været Nfuret for længe siden.«

Det var jo ikke videre trøstende, men Ditte masede ufortrødent paa og søgte at komme i Føling med sin ny Verden. En ny Verden var det, lige fra de svære Tæpper paa Gulvene, der hverken taalte Vand eller Gulvklud men skulde renses med Theblade, til Prismekronerne som man bestandig stod Fare for at rage ned, og Kostbarhederne der var stillet op overalt som lige saa mange Fælder.

Hun færdedes med Livet i Hænderne, og den megen Selskabelighed med sin Nattevaagen gjorde ikke det hele lettere. Hun og Louise maatte blive 81| oppe og servere, ofte til hen ad Morgenen, og sad saa i Køkkenet, lyttede til Larmen inde fra Stuerne og gabede. Ved Et-Totiden plejede Herren ganske vist at komme ud og sige, de godt kunde gaa i Seng; men de blev alligevel oppe til det hele var forbi, for at hjælpe Gæsterne Tøjet paa. Saa var man som Regel glade, og Pengene sad løse. Ditte som var ung og saa godt ud fik de fleste Drikkepenge, skønt det var Louise der havde den meste Ulejlighed af Gæsterne; men saadan var Verden nu engang. Og bagefter delte de jo.

»Ta' du bare hvad de stikker dig, og la' vær med at gøre dig kostbar,« sa'e Louise. »Og spør de om du kan veksle, siger du bare nej; en Seddel er slet ikke for meget naar man har Nsjovet hele Natten for dem. Men la' vær med at Nvrinske, dersom der nogen kniber dig lidt! Mandfolk er ikke anderledes naar de faar lidt i Hodet. Dersom de tror de faar mere for deres Penge paa den Maade, saa værsgod for mig gærne – jeg skal gærne ta' blaa Fingeraftryk paa Hofterne for en Femmer eller Tier. En er sommetider ude for værre Ting gratis; og Mor sa'e altid: sin Føde faar én pænt hente hvor den er lagt!«

Drikkepengene holdt Ditte oppe; hun gæmte dem paa sit Bryst og kunde mærke dem knitre mod Huden, mens hun masede løs for at faa Bund i Sagerne igen. Kl. halv otte kom Direktøren ned fra første Sal, og saa skulde Spisestuen være varm og udluftet og i Orden. Hvor længe saa NSoldet 82| trak ud, var han tidlig oppe og Ni Kulør Dagen efter; ingenting bed paa ham. Han saa aldrig til den Side hvor Fruen var, havde sit Soveværelse ovenpaa, og en Kærest ude i Byen. Ditte begreb det ikke. Her var Mennesker som havde fuldt op af alle Ting, og aldrig behøvede at bekymre sig om hvor det skulde komme fra. De kunde bare leve løs, i Herlighed og Glæde. Og saa var de alligevel ikke lykkelige!

Lidt efter ringede Fruen. »Er Direktøren gaaet?« spurgte hun, og Ditte bragte saa alle Resterne fra Aftenens Sold ind til hende paa en stor Bakke, Vin- og Whiskyflasker med Slatter i og de halvtømte Glas. Hun fik det hele stillet an ved Sengen og laa og hældte Slatterne paa Karafler. Men Slumperne i Glassene drak hun, paastod Louise, det var Smagen af Skæg og Tobak hun slikkede i sig, hun var helt forfalden til det. Hun havde et lyst stort Soveværelse ud til Haven, med store forgyldte Toiletmøbler med Hundreder af Krystal-Flakoner og Glasdaaser og Porcelænskrukker paa. Det var altsammen Skønhedsmidler, og elektriske Krøllejærn var der og Instrumenter til Ansigtsmassage. Men lige køn var hun! De rødblonde Pandehaar strittede og lignede svedent Hør, og paa Hals og i Hovedbund sad der NGrimer af rødbrun Haarfarve. Det sorte omkring Øjnene var ogsaa flydt ud, og Læbernes og Kindernes Maling. Ditte gad vidst, hvordan »Festens Dronning« i Virkeligheden saa ud, naar hun fik alt det paasmurte skrabet af.

83| Naar der ingen Slatter var, havde Louise givet hende Anvisning paa at lave nogen. Saa var de fri for Husmoderen det meste af Formiddagen; og det var Ditte ikke ked af.

Hun fik en Del Skænd, især den første Tid, og gik med Hjærtebanken og ventede paa det Øjeblik da Fruen kom ind. Der var saamænd nok at skænde over – hun vidste det godt – selv om hun forlængst var ude over saadan noget som at anvende Vaskeskind og Støveklud paa Malerierne. Ditte var ikke dum! Men der var hundrede andre Ting der ikke var saa selvindlysende. Hun var drattet ned i en ny Verden, en overdaadig Verden fuld af kostbare Sager, som hun aldrig havde anet var til, og hvis Kostbarhed kunde være svær nok at forestille sig. Der var Stue ved Stue fulde af dem, og hver eneste Ting skulde behandles paa sin varsomme Maade. At færdes her var som at Ndanse paa raadne Æg, og Ditte var slet ikke glad; en slet og ret Glasskaal var efter Fruens Udsagn mange Hundrede Kroner værd – Gud naade Ditte om hun slog den itu. Det gjorde hun nu ikke. Men hun kom Vand i en Blomstervase, der for ingen Pris maatte komme Vand i; og den var ødelagt med det samme, skønt Ditte ingenting kunde se paa den.

Fruen tog den Slags Ting roligere end Ditte selv. Hun var kommet ud af Ligevægt ved at gaa her og rave med tilbundne Øjne og aldrig vide naar hun lavede Ulykker, og kunde blive helt hy84|sterisk. Saa løb hun op paa Værelset og laa og tudede paa Sengen, og Louise maatte hente hende ned. »Et Pjok er du jo i et Herskabshus,« sa'e hun trøstende – »men du gør saamænd dit bedste, det skal ingen sige andet. Se du nu hellere og kom ned, Fruen er saamænd helt ked af det paa dine Vegne. Og saa sørger du for at faa sagt op og finder dig en ny Plads – her i Huset køres der et Par Piger ihjæl om Aaret. Det er akkurat som hjemme paa Godset, hvor de rakkede et Par Herskabsheste af hvert Aar, saa de maatte skydes. Os er der bare ingen, der er saa spendabel at ofre et Skud Krudt paa; vi maa gaa til vi selv styrter.« Hendes Ben var helt svulne af Overanstrængelse, der havde sat sig Vand i dem. Hun ventede bare paa at faa samlet tilstrækkeligt til at kunne gifte sig; hun var forlovet med en Jordarbejder.

Men Ditte vilde ikke sige op; hun var kommet hovedkulds ud af to Pladser, nu kunde det være nok. For første Gang var hun ude i noget, hvor hun beskæmmende nok ikke gjorde Fyldest. Tilfreds havde man ikke været de andre Steder hvor hun havde tjent heller, men det var en Sag for sig. Ditte begyndte at faa en Mistanke om, at det var lige saa umuligt at yde tilstrækkeligt som at krybe til Maanen. Men her var hun selv misfornøjet; hun følte at hun ikke magtede det hun havde taget sig paa, og det græmmede hende. Hun 85| havde altid sat en Ære i at være Nfærm til sit Arbejde.

Ditte havde lovet sig meget af Hovedstaden – om ikke just i Retning af Fornøjelser, dér var hun næm at tilfredsstille. Det tidlige Ansvar i Hjemmet havde givet hende Udvikling og Erfaring; hun vidste med sig selv at hun var dygtig, og satte sig store Maal. Det paa Landet var jo ikke rigtig Husførelse, man spiste Grød næsten til hvert Maaltid, Dug bredte man sjælden, og Sengene blev redt hvis der var Tid til det. Men i Byen var det anderledes vidste hun. Der gik man ikke i Stald og Mark om Dagen – for saa at ordne Husførelsen mens Mandfolkene aad eller sov; man var i Hjemmet hele Dagen, lavede Mad efter Kogebog, meget indviklet Mad ofte, pudsede og holdt pænt. Dér var der Brug for huslig Omsorg og Dygtighed, og Ditte havde begge Dele. Hun havde allerede i næsten en halv Snes Aar styret et Hjem paa egen Haand og faaet almindelig Ros for det.

Ak og saa dette Spring fra Stuerne – fra Hullerne – derhjemme i Skadereden og Fattighuset til Salene herinde! Der var overhovedet ingen Sammenligning – eller nogen Overgang; det var som at springe fra Elændighedens Afgrund til de højeste Himles Herlighed. Hun havde syntes dengang – især Søndag Morgen naar hun havde vasket Gulv og gjort i Stand og strøet Sand paa Gul-vet – at det var et rigtig hyggeligt Hjem de havde. Men nu saa hun grant, at det overhovedet ikke var 86| Menneskebolig; Vinhandlerens Heste her havde det meget lunere og pænere. Huset var faldefærdigt, Loft og Gulv ormædte og frønnede, ikke en Stump Tøj eller Bohave var der som ikke havde været udrangeret én Gang og saa at sige var pillet op paa Lossepladsen. Og hun skulde gaa lige fra dette over og færdes mellem de kostbareste Ting, i Sale med dyre Tæpper, Møbler og Billeder! Hun var overvældet og blændet og forvirret, hun manglede enhver Maalestok, Ævnen til Vurdering, og en Sans at færdes efter i disse Omgivelser, hvor Ting, der saa ganske uanselige ud kunde være Tusender værd.

Og med Menneskene var det det samme. Ditte tog sin aandelige Næring direkte af sine Omgivelser; hun var lutter Øjne og Øren – Nysgærrigheden selv var hun, ikke noget fik Lov at undslippe hende. Men her begreb hun heller ikke Menneskene, kunde lige saa lidt faa fat i deres egenlige Væsen som i Tingenes. Hvad vilde de med alle de kostbare Ting – de saa jo aldrig paa dem? Utilfredse var de bestandig, skønt de kunde faa alt hvad de pegede paa? Og de sagde ét og mente et andet, Gæsterne kyssede Fruen paa Haanden ligesom i de fineste Romaner; men de lo og trak paa Næsen naar hun vendte Ryggen til. Ditte saa det godt! Herren og Fruen boede under samme Tag men sov i hver sin Etage!

Ditte havde fast Fritid nu, en Aften om Ugen og hveranden Søndag. Men det gik hende som de 87| Fugle der er i Bur; det varede noget, før hun gjorde sig fortrolig med at Buret var aabent. »Gaa dog ud Tøs,« sa'e Louise – »gaa ud og find dig en Kærest, og sit ikke her paa Kammeret og hæng!«

Saa lod hun sig drive ud, én Gang og to Gange – og med ét havde hun faaet Smag for Friheden. Hun fandt sig Veninder, traf gennem dem sammen med unge Knøse – og behøvede ikke at nødes mere men rugede selv som en Gnier over sin Fritid. En Aften sent blev hun fulgt hjem af andre Unge, hun havde været paa NDyrehavsbakken. De stod dernede paa Villavejen og lavede Spetakel med Skrigeballoner.

»Du render dine Hæle skæve min Pige,« sa'e Louise den næste Morgen – »pas paa der inte gaar mere i Løbet.«

Den Dag blev hun sagt op. I første Omgang græd hun, hun skammede sig over, at hun allerede igen skulde skifte. Nu var det endda begyndt at gaa lidt bedre! Men saa rystede hun det af sig; de andre Piger hun kendte tog ikke den Slags saa højtideligt; de skiftede for et godt Ord. Der fulgte oven i Købet et Gode med, tre Eftermiddage – Hverdage tilmed – kunde man gøre Krav paa at faa fri, for at søge sig ny Plads. Ditte nød sine Eftermiddage fuldt ud, skønt hun fik Plads allerede den første Dag; en af Veninderne lærte hende det. Det var ikke helt ærligt, men man maatte tage alting med, der var ingen der gav én noget! Og en hel Svir var det at gaa og spasere i Ga88|derne paa en Tid, hvor man ellers skulde være i Arbejde, og hvor alle Butikker var aabne. Ditte havde Penge paa Lommen for første Gang i sit Liv, og gjorde store Indkøb til sin lille Dreng og dem derhjemme.

Og saa forresten lovede hun sig en Del af den ny Plads. Der var ikke noget at begræde, det gode maatte ligge fremefter! Der hvor hun hidtil havde færdedes, fandtes det i al Fald ikke.