89| VII
De hjemløse!

Ditte maatte undertiden give Madam Jensen Ret – det var bedre om hun var blevet derhjemme. Lønnen saa nok stor ud, men slog daarlig til til det man sled af sig, naar man skulde gaa ordenlig klædt; og Oprejsningen havde det nok lange Udsigter med. Hun følte sig endnu mere ussel og overset herinde end ude paa Landet. Der havde man dog beskæftiget sig med Rakkerens, om just ikke altid paa den elskværdigste Maade; de havde dog været Mennesker – om end anbragte ved den nederste Bordende. Her var hun og hendes Verden slet ikke til.

Hun fik efterhaanden Overblik over Forholdene, gennem sine egne og Venindernes Erfaringer. Der var gode Pladser og daarlige Pladser, Huse hvor Fruen gik med Nøglen til Spisekammeret i Lommen altid og tildelte Pigen hver Bid – lige til Brødskiverne; og andre Huse hvor man fik det man kunde spise – og af Herskabets Gryde, hvor Husmoderen selv 90| tog fra til Pigen inden Maden bares ind, saa man ikke risikerede at der intet blev til én. Der var Pladser hvor Fruen havde sin Næse i alting, og andre hvor Kokkepigen var enevældig og Fruen knap turde sætte sin Fod i Køkkenet. Alt det var der ikke noget at sige til. Det var bare at faa sagt op hurtigst muligt naar man havde været uheldig, og se at finde over i en bedre Plads.

Og meget hurtig var man færdig dér ogsaa og søgte videre. Det var som en Kløe i Kroppen, der ikke lod én i Ro noget Sted længere Tid ad Gangen; man maatte flytte paa sig enten man vilde eller ej. Bedst som man havde indrettet sig, og syntes det denne Gang saa ud til at blive helt hyggeligt, kom det over én som en Nysen, man maatte sige op. Ditte var af Forholdene tvunget ind i Hvirvlen, hun strittede imod det længst mulige. Men da hun først var kommet i Gang, gik det af sig selv for hende ogsaa. Hun blev sagt op, og hun sagde selv op; det kunde omtrent gaa lige op det ene med det andet. Og hun saa sine Veninder skifte og skifte, fra Vesterbro til Østerbro og tilbage igen. De var som Haandværkssvende paa Valsen hendes Veninder; blivende Sted havde de ikke. Altid var der et Bybud paa Vej med Kommoden. Og naar de havde faaet den slæbt op og ned igen tilstrækkelig mange Gange, gled de ud af Kredsløbet og søgte over i Fabrik eller Systue.

Ditte gjorde sig ikke Rede for, hvad der drev hende og de andre; da hun først havde overvun91|det den landlige Skamfølelse over at være ustadig, Nlod hun fem være lige. Hun syntes blot i al Almindelighed, at det ukendte var at foretrække for det kendte – nu som naar hun i sin Barndom rendte bort fra Bedste. Hun havde døjet adskilligt siden dengang, og et og andet i hende bar Mærker af det; men Haabet og Forventningen var der stadig ikke gaaet Slid paa. Den samme kedsommelige Tomhed, som dengang fik hende til at sjokke bort fra Bedstes Hytte og trave lige ud ad Landevejen efter sin egen stumpede Næse, drev hende endnu. Hun hungrede efter noget der endnu ikke var budt hende – saa lidt i de gode Pladser som i de daarlige: Næring for sit Menneskevæsen. Sliddet og Pligterne havde hun ikke noget imod – de løb desuden ikke fra hende men sad og ventede trofast paa Tærsklen til hver ny Plads. Men hun havde Anelse om noget andet ogsaa, noget som var sværere at finde – hun begreb ikke ret hvorfor. Det var dog saa lige til, at man gjorde det godt for hinanden!

Ditte kendte ikke til at spare sig, hvor det galdt at tage Stødet og Skrubbet for andre, gøre det saa godt som muligt for dem; hun havde megen Fællesskabsfølelse i sig! Men her var der ikke Brug for nogen Gensidighed, hun fik Vederlag i Kost og Løn for sit Arbejde, dermed var det Forhold ordnet. Det faldt ingen ind, at hun gik til sin Gærning med et Opbud af Kærlighed til Mennesker, og selv trængte til lidt Kærlighed til Gengæld; syntes ikke at angaa 92| nogen, at hun var et Menneskebarn hun ogsaa med Organer for Sorg og Glæde, og trængte til at le lidt med i det Hjem hvor hun nu befandt sig – og græde lidt med ogsaa! Hendes Sjæl havde ingen haft Bud efter, eller hendes Medfølelse heller; hun havde at passe sin Dont og færdes saa diskret i den som muligt. Latteren angik ikke hende – og Sorgen endnu mindre; men der laa Snavs i Krogen bag Kakkelovnen, om hun vilde være saa god at bortfjærne det.

I det væsentlige var det saadan alle Steder, hun hørte ikke med, var et fremmed, stundom fjendtligt, altid generende Element, som man fandt sig i fordi man nu engang ikke godt kunde undvære hende. I hvert Hjem levedes der et Liv, hvis Rammer og Forudsætninger hun var med til at skabe, men hvis Indhold hun ingen Del havde i. Af mange Ting forstod hun, at Hjemmet for en væsenlig Del hvilede paa hende – af Forstyrrelsen blot hun maatte holde Sengen en Dag, af Fortvivlelsen naar hun skulde flytte og de ikke havde faaet nogen i hendes Sted. Og alligevel var hun det hjemløseste Væsen paa Jorden!

Ditte var saadan indrettet af Naturen, at hun maatte gaa op i andres Ve og Vel og sætte alt ind paa at gøre det godt for dem. Hjemme var det jo kommet igen som Kærlighed og Trivsel, og paa Gaarden hvor hun tjente havde hun faaet omend en slidsom Andel i den Hygge hun skabte. Men her hørte hun slet ikke med! Det kneb Ditte at 93| lære, at hun var et Husvæsen og ikke noget Menneske; besk gik det efterhaanden op for hende, at hendes gode Egenskaber burde begrænses til de rent nyttige. NAllestedsværende skulde hun være, men hun maatte ogsaa gærne være usynlig. Hun sled paa sine gamle Forraad af Menneskelighed mens hun gjorde disse Erfaringer, men til nye Forraad blev der intet. Det blev efterhaanden svært for hende at føle for sine Herskaber, til Gengæld lærte hun at indrette sig ganske avtomatisk.

Det var ogsaa det der faldt i bedst Jord! Kold og følesløs skulde man være, en Voksfigur der kunde gøre rent og varte op men ellers hverken hørte eller saa. Korrekt maatte man være, og stilfuld og diskret! Ditte kendte godt alle Udtrykkene. Man skulde kunne række sin Frue Vand og Draaber uden at ane at hun var lige ved at besvime, tale ligegyldigt med hende om Husholdningen til Trods for hendes ophovnede forgrædte Ansigt. Ditte havde en naturlig Trang til at lægge hende noget koldt paa Panden og sige hende et godt Ord, men hun lærte sig klogelig det andet – det som man kaldte at være diskret.

Hun glæmte nok ikke let det Ord. Den første Sommer tjente hun en Overgang hos en Vekselerer som havde et lille Sommersted i NTaarbæk. Hun tog med dem ud paa Landstedet og var godt tilfreds med at være borte fra Byen; kun havde de rigeligt med Gæster, som ofte blev der om Natten med. En Nat var der saa mange, at man maatte anbringe to 94| Ægtepar oppe i Gavlværelset med et Skærmbrædt mellem Dobbeltsengene. Da Ditte kom op med Kaffe til Gæsterne om Morgenen, stod Skærmbrædtet pænt hvor det skulde, men Konerne laa i de forkerte Senge; hun blev saa forskrækket at hun tabte hele Anretningen. Saa blev hun sagt op, hun havde været indiskret.

Man var ikke rigtig noget Menneske – det var her det sved! Der var Herskaber som forlangte at hun skulde gaa i en bestemt Mundering – formodenlig for at ingen skulde tage fejl af hvem hun var. Ditte saa godt ud og Nbar sig godt, og det hændte at man spurgte, om hun var Datter af Huset. Hun var glad Fruen ikke hørte det.

Hendes Hjem var Gaden, der kunde hun søge sit menneskelige Indhold. Og naar hun gjorde det, trak man paa Næsen af hende for det. Hun var slem til at rende ude, hed det.

Ditte vidste det men var ligeglad; hun tog Underholdningen hvor hun kunde faa den. Helt glad gik hun ikke ind i Kredsen af de andre Unge; hun var for tung i det, havde for meget alvorligt bag sig til at kunne træffe den lette Tone. Men hun gjorde sit bedste.