133| XI
De gode Dage

Fru Vang havde det paa sin egen Maade. Man spiste altid Middag Kl. ét der i Huset for at have det lidt næmt om Eftermiddagen, og bedst som de stod i Køkkenet over Maden, kunde hun sige: »I Eftermiddag er det bedst, De blir oppe hos Dem selv og ser til Deres egne Sager.« Det var næsten som forstod hun, at Ditte ogsaa trængte til at være ene sommetider og leve sig sammen med sit eget lille Omraade.

Saa gik hun deroppe og puslede, gjorde rent, flyttede om paa Tingene for at prøve hvordan de vilde tage sig ud ved en anden Opstilling, og hvilede rigtig ud i det. Hun kunde høre Hr. Vang rømme sig ovre fra sit Arbejdsværelse, og færdedes meget stille for ikke at forstyrre. Naar han skrev, gik de uvilkaarligt alle paa Tæerne, skønt han ikke ønskede det – fordringsløs som han var. Det kom ganske af sig selv; naar Fruen sa'e: Far arbejder! var det som havde hun læst over dem. 134| Kun Rollingerne respekterede ingenting, men kom uformodet stormende op ad Trappen for at vise Faderen noget vidunderligt de havde fundet, en Sten eller et rustent Søm. Fruen kom styrtende efter, Børn dog! raabte hun dæmpet; men Vang kom ud og hentede dem ind til sig et Øjeblik. Idet hans Dør gik op, kom en Stribe Tobakslugt over Loftet og trængte ind til Ditte – lige nok til at virke lifligt henførende. Inde i hans Arbejdsværelse var der derimod ikke til at være; han sad i en Sky af Røg. »Saa tror han han er i Himlen – ellers kan han ikke skrive!« sagde Fru Vang spøgende. Hun var altid efter ham fordi han røg saa meget, men kunde alligevel ikke undvære Tobakslugten ved ham.

Pillent og propert var her! Den gamle Jærnseng havde hvidt flæset Stof paa Endestykkerne saa Jærnet ikke saas, og Træ-Servanten havde hvidt Omhæng; der var tætte hvide Gardiner for Vinduet, til at trække for om Aftenen. Ditte holdt af sit Rum, man saa det af den skinnende Renhed i hver Krog, alting duftede nystivet og friskskuret. Her havde hun ogsaa fældet de første Glædestaarer siden hun kom til Staden – ja siden hun blev voksen vel! Det var den Dag hun for Maaneder siden, sjælelig forarmet, traadte ind her for første Gang; det lille tarvelig møblerede Kammer lyste af Venlighed, og i en Vase paa Natbordet ved Sengens Hovedgærde stod Blomster. Det var første Gang Ditte i sit Liv blev hilst velkommen med 135| Blomster, de stod der som et Løfte om god Hvile og venlige Drømme. Siden sørgede hun altid for at have Blomster her oppe; hun plukkede dem om Aftenen, naar hun gik Tur langs Hegnene; og de havde deres Plads paa Natbordet ved Sengens Hovedgærde. Dér skulde de staa!

Paa Kommoden laa en stor Musling Ditte engang havde fundet paa Stranden neden for Bakkegaarden. Ellers var her intet, der mindede om Fortiden. Billedet af sin lille Dreng havde hun gæmt godt ned i en Skuffe, det var ingen Nytte til at have det staaende fremme. Det gav Anledning til Spørgsmaal, og naar Folk fik Sandheden at vide, saa de ned paa én. Ditte havde ikke Raad til at sætte noget over Styr her i Huset, ved unødvendig Oprigtighed. Barnet selv savnede hun ikke saa meget mere; hun længtes nok efter det nu og da, men Længslen føltes ikke længer som en Sugen under Hjærtet, et uudholdeligt Begær i Hænderne. Hjemme havde hun heller ikke været paa længe, men Fru Vang havde lovet hende fjorten Dages Sommerferie; saa vilde hun rigtig hjem og se til dem.

Hun havde nok i at gro. At se til skete der ingen Forandring med hende, hun groede indad, hun satte Kærne. Byen saa helt anderledes ud heroppe fra, fra Grænsen mellem By og Land, end naar man var nede mellem Kasernerne; man fik Samling paa den og dens Mennesker. Det var vel derfor Vang boede her – for at ha'e Overblikket! Han kaldte den 136| Landets Hjærte – Ditte forstod det ikke; hende mindede den snarere om en stor Mave – alt det den fortærede mellem Aar og Dag! Var hun maaske ikke selv nær blevet opslugt af den? Men her fra Villa Vang kunde hun godt lide den; man kom kun ind om Dagen, saa paa Butikker og gjorde Indkøb. Eller tog i Zoologisk Have, hele Familien.

Fra sit Vindu havde hun NFrederiksborgvejen, der løb indefter i Landet, og hinsides den Marker, Gaarde, Hegn og Huse. Bønderne pløjede derude, Kreaturerne græssede, og paa Vejen færdedes Vejfarende hver efter sit. Kornmarker var der, og Eng og Skove, og et enkelt vældigt Gartneri. Fuglene sang, der gik Regn hen over det hele, og kold Blæst, og Solen kom og varmede det igen. Kønt var det – og forunderligt; men Gud som ævnede alt havde jo ogsaa skabt det, saa det var endelig til at begribe!

Men henne paa Dittes Bord laa en lille firkantet Tingest – en Bog. Vang havde digtet den, og det var ikke til at begribe, at Mennesker kunde frembringe noget saadant, for naar man lukkede den op og saa paa dens sorte Blade, steg Verden lyslevende frem for én, en Verden man aldrig havde set – og som heller aldrig havde været til naturligvis – men som man alligevel syntes man kendte godt – med Byer og Gaarde, Fiskerlejer og Mennesker med hver deres Glæder og Sorger. Ditte syntes det var forunderligt, at man bare ved at flytte Blikket fra Vinduet ned paa Bogen kunde 137| trylle en hel anden Verden frem. Trolddom var det! Saadan havde han skrevet en hel Række Bøger, sa'e Fruen; og inde paa hans Arbejdsværelse stod der endnu mange flere – i Hundredevis – som andre havde skrevet; allesammen forskellige. Nu skulde hun nok vare sig for at gøre Støj, naar hun gik op paa sit Værelse om Aftenen – Aanderne behøvede ikke flygte for hendes Skyld! Hun vidste nu hvad der stod paa Spil. Vang sad ofte oppe det meste af Natten, og naar hun vaagnede, kunde hun gennem Dørsprækken se en Lysstribe ud over Loftet – saa havde han Døren paa Klæm for Tobaksrøgen. Røg maatte der til, ellers gik det ikke! Underligt var det at tænke paa, at hendes egen Husbond sad der og saa Syner inde den blaa Røg. Og den Tanke kunde i Mørket strejfe Ditte, at sæt nu Vorherre ikke havde faaet sin Verden skabt! – om Vang saa –? Hun var ikke sikker paa, hvis der var bedst. Men Kærligheden var i al Fald skønnere i Vangs Verden end i Vorherres!

Ditte sad og læste – med Hænderne for Ørerne for at der ikke skulde blande sig uvedkommende Lyd ind. Det virkede forstyrrende naar der lød Vognrummel ovre fra Vejen – til et Sted i Bogen hvor der slet ikke forekom Vogne. Alligevel hørte hun tydelig Fruen raabe nedenunder, himmel138|forbavset: »Men, det er jo Lars Peter!« og slaa med en Dør og løbe op ad Stien foran Huset.

Ditte kom ned i en Hast! Der holdt de ganske rigtig oppe paa Vejen, Lars Peter, Sine og alle Ungerne – et svingende Læs; Fru Vang var allerede ved at hjælpe dem af Vognen. Hun kyssede Sine lige paa Munden. »Ja undskyld!« sa'e hun og lo bevæget – »men jeg er kommet til at holde saa meget af jer allesammen – gennem Ditte.« Hun saa paa dem den ene efter den anden, hendes Øjne lyste.

»Saa har hun ikke bagtalt os – eller gjort os Skam heller,« sa'e Lars Peter oprømt. Han støttede sig paa Hestens Bagparti idet han krøb ned af Vognen. »Godda' min Tøs!« Han tog Ditte om Kinderne og ruskede hendes Hode. »Det var rart at se dig igen.«

Nu kom Fredrik springende, og Søster Inge, og Knægtene – fra alle Sider kom de. Og Vang kom hastende op nede fra Baghaven med den mindste paa Armen. »Hest!« raabte Purken »Hest!« og prustede saa Væden stod ham om Hagen.

De vilde straks have været videre, ned til Staden; Hesten var træt og trængte til at komme paa Stald. Lars Peter havde tænkt sig, at Ditte kaske kunde faa fri Resten af Dagen og følge med dem. Men det kunde der ikke være Tale om. Fru Vang holdt paa at de skulde ind og have noget at spise – saa kunde man altid siden lægge videre Planer; og Vang stemte i med.

139| Lars Peter stod og stirrede ned i Jorden og gravede i NKavajlommerne, mens Ditte og Fru Vang trak i ham fra hver sin Side; det saa ud som om han søgte noget, men han var bare genert og vilde vinde Tid. »Hva' siger du Mor?« spurgte han betænkelig. Men Sine lo blot, der var dybe Smilehuller i hendes røde Kinder. Naa saa lod han sig trække med, Povl og Rasmus tog sig af Køretøjet. De var vokset godt siden Ditte tog hjemmefra; to rigtige NPrygle var de!

Lars Peter maatte med op paa Vangs Arbejdsværelse og have en Cigar, nede blev der ikke røget af Hensyn til Børnene. Han var helt forbløffet over de mange Bøger. »Kan De nu faa læst alle dem?« spurgte han tvivlende.

Vang maatte indrømme, at der var mange af Bøgerne han ikke havde læst – og sandsynligvis heller aldrig kom til at læse.

»Jeg har nu aldrig været stærk til at læse,« sa'e Lars Peter – »det forliges ikke godt med Friluftsarbejdet, én blir søvnig naar én kommer ind og sidder. Men jeg ku' tænke mig det var med Bøger som med Mennesker, én lærer efterhaanden at holde sig til dem én kender, og ser at faa det bedst mulige ud af dem. Forresten maa det være et nederdrægtigt Arbejde at sidde dér og prænte Skrift; der sku' ingen faa mig til det, selv om jeg ogsaa kunde.«

»Nej morsomt er det ikke, det har De fuldkommen Ret i,« sa'e Vang alvorligt. »Jeg vilde gærne 140| bytte med Dem og køre paa Landevejen. Men jeg har noget, jeg maa ha' skrevet – og som maaske ingen anden kan skrive! Forresten er det sjælden Folk ser saa fornuftigt paa det; de fleste misunder én.«

Nu kom Kvinderne op med Kaffen, man drak den paa den lille Altan foran Vangs Arbejdsværelse. »Det er til Ære for Dem, Lars Peter,« sa'e Fru Vang ligefrem – »for her faar ellers ingen Fremmede Lov at komme op. Men vi kan saa godt li' Dem. De ved ikke hvor vi har talt meget om Dem og Børnene og det hele dernede i Lejet.« Hun løb helt varm.

»Da kan en anden ogsaa knusende godt li' Dem – næst efter ens egen lille Kone naturligvis!« sa'e Lars Peter. »De er vist et brilliant Menneske af en fin Dame at være. Men hvor Fanden – hade én nær tænkt og sagt – ku' De vide fra at det var mig? Tøsen ka' dog ikke saadan ligefrem ha' fotograferet én a' for Øjnene af Dem.«

»Min Kone er synsk,« sagde Vang og saa drilsk paa hende. »Men det maa De forresten ogsaa være, naar De kan se at hun er en fin Dame. For det har der endnu ingen kunnet faa Øje paa. Hun gør sig nu heller ikke megen Umag for at vise, at hun er Datter af en NKommandør!«

»Det er Du vist meget ked af!« sa'e Fru Vang og strøg sin Mand gennem Haaret. – »Men nu maa I undskylde at jeg forsvinder et Øjeblik, Ditte kan godt blive heroppe foreløbig.« Hun gjorde 141| Tegn til sin Mand, som fulgte hende ind i Arbejdsværelset.

»Jeg tror ikke, de har nogen Penge,« hviskede Ditte til Faderen. »Og nu er de ked af det, og ved ikke hvad de skal gøre.«

»Men vi er virkelig ikke kommet for at gøre Ulejlighed, vi vilde bare lige kigge indenfor.« Lars Peter var helt forskrækket.

»De har saa tidt talt om bare I vilde komme herind; jeg tror de blir ked af det, hvis I tar afsted igen uden videre. Du har vel ingen Penge, Far?«

»Jo det kan du tro jeg har, min Tøs!« udbrød Lars Peter helt lettet. »Det træffer sig netop saa heldig, at vi har taget nogen af Sines Penge ud – vi vilde se os om efter noget, med det samme vi var herinde.« Han tog en Hundredkroneseddel frem og gav hende – Tegnebogen var helt tyk af Sedler; Ditte fastslog det med Stolthed. »Ja er det ikke en velhavende Mor vi har faaet os?« Lars Peter saa glad hen paa Sine. »Men dem spises der ikke af, forstaar du nok; de skal være til at begynde Forretning for. – Naa, men hvordan vil du klare den med dit Herskab?«

»Jeg løber selv ned til Købmanden,« sa'e Ditte. »Maa jeg bruge dem allesammen? For saa kan jeg betale det vi skylder?«

»Hun er blevet en brilliant Pige, synes du ikke?« sa'e Lars Peter da hun var gaaet.

142| »Det har hun saamænd altid været,« mente Sine. »Hun fortjente sig en god Mand.«

»Ja saadan en som mig hva'?« Lars Peter lo. »Nej men én var jo lidt bange for at hun begyndte at bli'e fin paa det.«

Fru Vang kom ud til dem. Tøsen maatte alligevel ha' sat hende ind i det med Pengene, for hun kom hen og stod bag dem og holdt dem paa Skuldrene. Hun sagde ikke noget, men pillede i Tanker Lars Peter i det purrede Nakkehaar; og pludselig bøjede hun sig ned og kyssede ham paa den store skaldede Plæt oven i Issen.

»Gud ved hvor Ungerne er henne?« sa'e Lars Peter afledende. Han var bange for hun skulde gi'e sig til at takke.

»De er nede i Baghaven sammen med vore egne,« sa'e Fru Vang – »De skulde bare se hvor de kan sammen. Povl og Rasmus lærer vore at grave Hule. Det er bare Synd, at Kristian ikke kunde komme med.«

»Naa, kender De Kristian ogsaa? Nej – han er jo rigtig ude at tjene nu. Men det kan sku godt være han kommer stikkende en Dag alligevel – han har jo denne her NLandevejssyge.«

»Han har den vist ikke helt efter fremmede,« sa'e Fru Vang og lo.

»Nej –« sa'e Lars Peter og rev sig i Haaret – »nej, det kan jo nok være!« Og saa kom det for Dagen, at de slet ikke var kørt hjemmefra i Dag men var ude paa en flere Dages Tur, og havde 143| Mad med i Vognen, og en Selvkoger. De holdt saa Rast i Skovbrynene og lavede Mad; sidste Nat havde de overnattet hos nogle Husmandsfolk i Nøddebo.

»Det maa være storartet,« sa'e Fruen – »saadan en Tur vilde jeg gærne være med paa.« Hendes Øjne lyste.

»Da er det næmt nok arrangeret – for det er bare at gi' sig lige ud ad Landevejen. Men én ska' jo ha' Anlæg for'et begriveligvis – og ku' ta' det som det falder.«

»Det kan vi – min Mand og jeg! – – Det er man forresten pænt nødt til, i vor Stilling,« føjede hun smilende til.

»Ja én undredes nok paa, at I var saadan no'en brilliante Mennesker,« sa'e Lars Peter – »men nu la'r det sig bedre høre. Det er sku altid dem som faar for lidt for deres, der har Hjærtet paa rette Sted – hvordan det nu kan være. Men hvor er Køretøjet henne?« Han sprang forskrækket op.

Fru Vang lo: »Det har min Mand og Fredrik kørt over paa Kroen. Vi synes hellere I maa blive her i Nat end farte om i Byen efter Logi. Vi kan godt have Jer, naar blot I vil tage det som det falder.«

Ja hvad det angik! Lars Peter for sit Vedkommende kunde godt hænge paa en Knagerække og sove om galt sku' være, han havde Gudskelov et godt Sovehjærte. »Men det var da ellers ikke Meningen at komme og sætte i Ulejlighed.«

144| Nu kom Ditte og Søster Else med en stor Kurv Varer imellem sig, og oppe paa Vejen kom Vang. Lars Peter gik ham i Møde over Markerne, han havde Lyst til at se lidt paa Omgivelserne; Sine vilde hellere blive hjemme hos Kvinderne. »En gaar og spekulerer paa, hvor det kan være, at Jorden er Ni saa god Kultur paa den udvendige Side af Landevejen, og forsømt her paa denne Side,« sa'e han da han kom frem til Vang.

»Det er fordi der er gaaet Spekulation i det her paa denne Side,« forklarede Vang. »Naar først en eller anden Overretssagfører har kastet Blikket paa en Mark, saa er det som den Onde havde pustet paa den, saa gror der ingenting mere.«

De gik sammen ned over Markerne. Lars Peter havde syntes, at Vang var en sær tilbageholdende én, ikke nær saa frisk og ligetil som Konen, og tænkt at han kanske følte sig for fin. Men det var nok snarere saadan, at han lod de andre snakke og selv sad og gjorde sine Observationer; for nu naar man havde ham paa Tomandshaand, var han underholdende nok – og der var Bid i det han sagde. Han havde godt Rede paa alle Samfundsforhold lod det til, og skaanede ikke ret meget – hvad Lars Peter heller ikke fandt der var nogen Grund til. De Store havde han nu slet ingen Respekt for – »det er os der tænker for dem!« sa'e han rent ud.

Lars Peter var nok klar over, at han og hans gjorde Arbejdet for de Store; det var en Opfattelse 145| der langsomt var ved at arbejde sig frem i ham; men dette var ham noget helt nyt. »Ja naar I leverer Hodet og vi andre Hænderne, saa blir der ikke meget de selv skal bringe med,« sa'e han leende.

»Jo der blir Maven,« svarede Vang alvorligt. Det var underligt at høre en saa stilfærdig Mand udtale sig saadan; men det var jo nok saa, at i det stille dybe Vand voksede de særeste Planter.

Oppe fra Villaens Altan blev der raabt og vinket; de skulde hjem og spise.

Der var dækket festligt Bord i Spisestuen, et langt Bord med Blomster og Vin. Vang trak en gammel højrygget Egetræsstol med snoede Søjler hen for Bordenden, hans egen Plads – »Her skal De sidde, Lars Peter Hansen!« sagde han og saa dvælende paa ham, med et Blik fuldt af sønlig Beundring.

Det var et helt Højsæde; Lars Peter var ganske benovet da han satte sig. »Saa megen Stads er der aldrig ble'et gjort af én nogensinde,« sa'e han stille.

Det var sandelig et Festmaaltid! Børnene var allerede rystet fuldstændig sammen, de var i overdaadigt Humør og snakkede og lo i Munden paa hinanden. Men saadan skulde Vang have det. »Maaltiderne er Børnenes!« sa'e han.

Lars Peter lagde straks Mærke til, at Vang spiste med den Mindste paa Skødet. »Ja Maden smager mig ikke ellers,« sa'e Vang.

146| »Det er akkurat ligesom med dig Far,« sa'e Ditte og saa forelsket fra den ene til den anden, hun havde Roser paa Kinderne af Glæde.

»Med mig ja,« svarede Lars Peter og saa helt misundelig ud – »det vil jeg sku nok sige! Nej nu er der ingen til at sidde paa Skødet derhjemme – Hvalpene mener jo de er for store. Men Mor har lovet mig en til Jul – hvis jeg vil la' vær' med at skraa!« Sine blev rød – endnu rødere!

»Gud, vi er jo tretten til Bord!« udbrød hun – med komisk Forskrækkelse. Alle lo, baade Voksne og Børn, det kom saa pudsigt.

»Ja Mor er overtroisk,« sa'e Lars Peter – »det har en anden gudskelov aldrig haft det med.«

»Det er Slægtsmærket,« Vang løftede sit Glas imod ham. – »I har aldrig været rædde for Mørket, derfor har man ogsaa altid forfulgt Jer. En Skaal for dem, der ikke er overtroiske – de Troende! Vi vil tro paa Menneskene, ikke paa Spøgelser og Djævle.« Fru Vang tog ogsaa sit Glas.

»Det er fordi I lever i det Ny, I er saa tossede efter Børn!« sagde hun til de to Mænd. »Og derfor vil vi drikke Sine til Lykke.«A

»I Aften vil vi i Tivoli,« sa'e Vang – »alle vi Voksne!«

»Ah!« sa'e Fredrik nok saa frækt – »saa skal jeg med!«

Fru Vang lo; det var ligesom hun blev kildet indvendig hele Tiden, saadan lo hun i Dag over 147| ingen Verdens Ting. »Vi maa se at faa nogen til at være hos Børnene!« sa'e hun grundende.

»Dem skal jeg nok høre efter,« sa'e Else. »Jeg er alligevel for træt til at ta' med.«

»Du, Barn?« udbrød Fru Vang himmelfalden.

»Hun – hun har staaet for Styret derhjemme et Par Aar, ganske alene.« Lars Peter fortalte det helt stolt.

»Nu skal I saa høre min Plan,« sagde Fruen. »I Aften gaar vi Voksne i Tivoli. I Morgen tager Ditte med sine Forældre og alle Børnene – vores ogsaa – i Zoologisk Have; og I ser ellers paa Byen. I kommer saa her tilbage og spiser sen Middag, sover her om Natten, og venter med at køre hjem til i Overmorgen. Saa har I en lang Dag for Jer.«

»Jeg vil skam ogsaa med i Zoologisk Have,« sa'e Vang. »Det manglede bare.« Han saa helt forurettet ud.

»Ja saa vil jeg heller ikke snydes,« erklærede Fruen. »Men saa blir det meget sen Middag, det maa I finde Jer i.«