161| XIII
Hunden

Herren kom ind i Spisestuen, hvor Ditte gik og gjorde i Stand; han var endnu ikke fuldt paaklædt. »Har Scott haft Afføring?« spurgte han spændt.

»Det ved jeg ikke,« svarede Ditte kort.

»Han har ikke bedt om at komme i Gaarden?«

»Nej!«

Den gamle NJagtjunker trippede ind i Soveværelset igen; der var endnu noget af gamle Dages Dressur over hans Gang og Holdning. »Det var da underligt,« hørte Ditte ham sige derinde – »jeg har været to Gange nede med ham i Nat. Han maa bestemt fejle noget.« Der kom intet Svar fra Fruen.

Saa kom han ind igen, i grøn Morgenjakke. Han tog en Karaffel Portvin frem af Buffet'en, Ditte hentede et raat Æg. »Saa nu skal Scott have sin Morgenstyrkning,« sa'e han og kom Æggeblommen i et Glas Portvin. Hunden blev halet frem under Spisestuebordet, hvor den laa paa et Skind om 162| Natten. Den saa ud, som den havde mest Lyst til at bide fra sig. Ditte maatte spærre dens Gab op, mens Herren tvang Styrkemidlet i den; den kastede straks det hele op igen.

»Jeg tror den har Mavekatar,« sa'e han – »dens Aande lugter. Den har aldeles afgjort Mavekatar, Amalie!« raabte han hen mod den aabne Sovekammerdør.

»Er det andet end Pelsen der lugter surt? det gør den altid paa langhaarede Hunde,« sa'e Ditte.

Den gamle Junker sendte hende et knusende Blik. Saa trippede han ind i Sovekamret igen, fornærmet. »Den maa holde Diæt,« hørte hun ham sige derinde. »Du maa faa fat i en Kogebog for Hunde, Amalie. Men overlad det nu ikke til Pigen igen; Almuen har ingen Følelse for Dyr.« Ditte smilede bittert. Nej Scott havde hun i al Fald ikke meget til overs for.

Om Eftermiddagen gik den gamle Herre Tur med Hunden, naar han da kunde for sin Fodgigt. Men ofte kunde han ikke, og saa maatte Ditte gaa Tur med den paa Boulevarden. Det var ikke til at faa Ende paa den halve Time Turen skulde vare; Scott var uvorn, den sled i Kæden og glammede, og slæbte hende med fra Genstand til Genstand. »Følg bare med,« sagde Jagtjunkeren, der de første Gange var med for at vise Ditte hvordan Hunden skulde promeneres – »den skal ha'e sin Vilje. De har bare at holde fast, saa den ikke slipper fra Dem.«

163| Der var ikke den Uappetitlighed, uden Scott først skulde have sin Næse i den og saa give sit Bidrag til den, og Ditte gik og skammede sig. Hun var glad, da Dagene blev korte og Mørket delvis skjulte hende og Hunden.

Naar hun kom op med den, var den gamle Herres første Spørgsmaal: »Har den haft Afføring?« Hvis ikke, blev han ude af sig selv. »Det er Tyktarmskatar,« sa'e han. »Stakkels Scott, er det snavs med Helbredet hva'?« Fruen smilede ironisk.

»Den fejler saamænd ingenting,« sa'e hun – »i Formiddags fór den ud og bed en Mand i Benet der var her med en Pakke. Jeg maatte gi'e ham fem Kroner i Erstatning – den tog Hul i hans Bukser.«

»Saa har han været fordægtig; du skal se han har haft et eller andet paa Samvittigheden! Scott farer ikke løs paa hæderlige Folk, vel Scottemand? Fem Kroner – han skulde haft Fanden skulde han! Du skulde meget hellere have sendt Bud efter en Betjent, saa havde han maaske tilstaaet med det samme.«

Fruen var ikke til at faa til at give en Haand, naar den skulde have Lavement, eller NAmerikansk Olie eller styrkende Midler. Hun sa'e simpelthen: Nej, mange Tak! og gik sin Vej. Saa maatte Ditte til det, enten hun vilde eller ej. Morsomt var det ikke, men ellers var Pladsen næm.

»Bare den dog vilde løbe væk eller komme noget til,« sa'e Fruen til Ditte naar de var alene. 164| »Kan De ikke lade den komme noget til? Jeg skal ikke sørge.«

»Hvorfor ta'r Herskabet ikke et lille Barn til sig?« spurgte Ditte.

»Jagtjunkeren kan ikke for sin Død fordrage Børn! – Og oprigtig talt, det er en vovelig Sag, saadan at antage sig et Fattigbarn. Der hænger alligevel let saa meget daarligt ved, selv om man faar dem fra ganske smaa. Men derfor maa De godt lade Scott rende væk – for min Skyld altsaa. Jeg skal ikke rive Hodet af Dem.«

Det hændte, at Hunden krængede sig løs fra Ditte og forsvandt. Hun maatte saa gaa dernede og vente, til den – ofte efter Timers Forløb – vendte Næsen hjemad. Gaa op uden Hunden turde hun ikke.

En Aften gik hun dernede paa Boulevarden og kaldte paa Hunden, halvsagte og genert. En ung Haandværker kom ud af en af Sidegaderne. »Er det den skotske Sjæferhund?« spurgte han.

»Ja!« sa'e Ditte forfjamsket.

»Den løber heromme i Sidegaden, Frøken,« sa'e han – »nu skal jeg straks faa fat i den.«

»Pas paa! den bider Fremmede!« raabte hun angst. Men han forsvandt ind i Sidegaderne, hun hørte ham fløjte og kalde derinde. Lidt efter kom han med Scott ved Linen, den sprang logrende op ad ham.

»Ka' De se Frøken, den gør mig ikke noget! Mig er der ingenting der bider paa!« Han havde 165| Hatten i Nakken og lo muntert. Ditte lo ogsaa – af Taknæmmelighed og fordi han saa godt ud.

»Nej det lader til det!« sa'e hun.

Han fulgte hende til Porten. »Hvad Tid har De fri?« spurgte han og gav Haanden.

»Paa Torsdag,« svarede Ditte og løb ind. »Klokken syv!« kom det stakaandet efter, helt oppe fra Trappen.

Ditte gik og glædede sig til Torsdagen. Hun var ensom og trængte til at komme ud og more sig; og hun trængte til at vide sig lidt fejret af en ung Mand – en lille Smule blot. Hun sang til Opvasken, saa Fruen maatte ud og tysse paa hende; og saa snart den var til Side, gik hun ind og pyntede sig. Hun var nænsom over sit Tøj, men i Aften tog hun det bedste paa hun ejede – hun vilde være pæn! Og pludselig slog det ned i hende, om han nu ogsaa var dernede? Han havde maaske fundet en anden at gaa med i Mellemtiden – for saadan var de Haandværkssvende! Og kunde hun nu ogsaa kende ham igen? hun havde jo knap faaet Tid at se rigtig paa ham!

Han stod dernede i Porten og ventede, hilste først ved at tage Hatten af og tog hende saa i Haanden. »Tak fordi du kom,« sa'e han, og i det samme lagde han Armen om hende og kyssede 166| hende. »Mit Navn er Georg Hansen, Malersvend,« sa'e han. – »Og hvad hedder saa du min Pige?«

Ditte lo og sagde det – og saa var de gamle Venner. Arm i Arm spaserede de indefter til et Danselokale.

Ditte var ikke skuffet! Han var meget pænere end hun huskede ham, slank og selvbevidst af Holdning. Klæderne var ikke flotte, men de sad godt paa ham. Han lignede egenlig ikke nogen Arbejder, Ansigtet var finttegnet og blegt, lidt indfaldent i Tindingerne, det tynde sorte Haar bølgede svagt og Øjnene var ualmindelig kloge. Han dansede godt! Men Ditte havde næsten lige saa megen Glæde af at sidde og se ham danse med andre. Han var en rigtig Kavaller at se paa, der var heller ingen der ikke gærne lod sig byde op af ham; man kunde ligefrem se hvor han var i Salen, for hans Dame lo over hele Ansigtet.

Der var andre Herrer der var finere i Tøjet end han. Naar han blev rigtig ivrig i Dansen, skød Flippen op i den ene Side; den var anbragt paa Uldskjorten. Og Mansjetterne gled hvert Øjeblik ned, saa han ha'de nok ingen linned Skjorte paa. Men førte an gjorde han alligevel!

Og Penge havde han paa Lommen! Hverandet Øjeblik tog han Ditte med ind i de indre Lokaler og trakterede paa hende. Der var i Grunden ingen Mening i det saa tidt; men taknæmmelig var hun alligevel. Det var jo første Aften de var sammen 167| – siden skulde hun nok faa ham til at være fornuftigere!

Det var nu lettere sagt end gjort. Georg var en dygtig Arbejder og havde store Afregninger; men han arbejdede i Ryk, og saa snart han havde Penge paa Lommen, var det forbi med Arbejdshumøret. Det var rent ud sørgeligt som han holdt Hus med sine Sager; hele hans Garderobe bestod af det han gik og stod i. Ditte købte Stof og syede Skjorter til ham, og hun prøvede at lægge Haand paa Pengene naar han var beslaaet, og faa ham lokket med hen i et Beklædningsmagasin. Men han gav en Sludder for en Sladder, kyssede hende og havde Hundreder af vittige Udflugter, der ikke var til at staa for saa alvorlig Sagen end var i sig selv. Naar han ikke kunde klare sig mod hendes gode Grunde længer, fandt han et Paaskud til at stikke af fra hende. Engang havde hun faaet ham med helt ind i en Butik, og bedst som de stod og saa paa nogle Stoffer var han borte! Da de saas igen et Par Dage efter, var han sønderknust. Men Pengene var røget – saa nær som lige de faa Kroner han havde købt en Taske for til hende.

»Her er NHusfred!A« sa'e han og rakte hende Gaven med den ynkeligste Mine. Saa var der jo ikke andet end at tage ham om Hodet og kysse ham, som det gode hjælpeløse Barn han var.

En Foræring maatte han have med til hende, ellers syntes han ikke det var som det skulde være. Naar Ditte ikke var glad for Gaven, men 168| mente han skulde have sparet den, blev han ulykkelig.

God var han, altfor god om noget skulde være! Enhver kunde rende om Hjørnet med ham, og laane Penge af ham naar han havde nogen; enhver kunde faa ham trukket med ud. Han kunde ikke sige nej til noget, det var hans Svaghed. Og saa denne sygelige Drift til at give Penge ud, saa længe han havde en Øre paa Lommen! Egenlig Trang til Spiritus havde han ikke; men Sprutten fulgte saa at sige med i Købet. Beruset blev han ikke, der bed virkelig ingenting paa ham for saa vidt. Men naar han havde turet et Par Dage, blev han ligbleg, og Haaret klæbede til Tindingerne. Saa lignede han slet ikke sig selv men blev ond og stikken.

»Lad ham løbe,« sa'e hans Søster til Ditte en Aften de traf hinanden ude. »Der er ikke noget ved ham – han er en Sut!«

Men det kunde aldrig med en Tanke falde Ditte ind. Hun holdt af ham som han i Virkeligheden var, livlig og begavet, sorgløs og god; det daarlige var jo kun noget Tilfældigheder førte med sig, og som hun nok skulde faa Bugt med. Naar hun var med ude, gik det altid godt – og saa var der ingen som han. Ingen kunde heller arbejde som han, alle Kammeraterne var enige om at han var Byens dygtigste Malersvend. De skulde nok faa det godt!

Uden at vide og ville det havde Ditte igen faaet 169| en at tage sig af. Hun trængte til det, og naar hun gik ved sit Arbejde og tænkte paa ham, følte hun nærmest for ham som for et usigelig kært Barn. Det kunde give Anledning til Bekymringer ja; men hvad var vel rimeligere, end at hun tog hans blege Hode med det tynde fintlokkede Haar ind til sig, naar han kom og var angerfuld efter at have løbet grassat. Det hændte jo ogsaa, at hun maatte gaa forgæves naar de skulde mødes. Saa havde han truffet en anden. Men en skønne Dag dukkede han op igen; saa hengiven og munter og selvfølgelig som havde der ingen Afbrydelse været. Han kunde ikke undvære hende!

En Søndag Eftermiddag skulde de ud sammen. Ditte skulde afhente ham paa hans Logi og havde smurt nogle Stykker Mad og kogt et Par Æg, saa han kunde ha' noget med paa Arbejde om Mandagen. Det gik ofte som det bedst kunde for ham med Maden! Hun havde pakket det hele i en pæn Pakke med Pind i, og hun havde faaet en ny Hat som hun glædede sig til at vise ham. Det regnede, og Hatten taalte ikke Regn! Men se hende med den skulde han.

Nede i Porten tog hun den af og anbragte den under Overstykket. Hun holdt forsigtig Overstykket sammen med den venstre Haand, og rendte ned ad Sidegaden i bart Hode. Det øsede ned, og 170| hun maatte skynde sig, Pakken dinglede i den højre som hun holdt op i Nederdelen med, det hvide Underskørt slog hende paa Hælene, Haaret klæbede ned ad Ansigtet paa hende. Hørkræmmeren paa Hjørnet stod i Gadedøren og grinede og raabte efter hende, og ovre i Porten paa den anden Side stod Georg – han var gaaet hende i Møde! Han vendte sig i et Ryk og gik ned ad Gaden som havde han ikke set hende, Kraven havde han op om Ørerne. Ditte indhentede ham forpustet og stak sin Arm under hans, men han gjorde sig fri med et Ryk. »Hvordan Fanden er det du ser ud?« sa'e han.

»Det regnede saadan – og min ny Hat! – Aa du, som jeg har skyndt mig i Dag.« Hun saa op paa ham med straalende Øjne, et Smil fuldt af Afbigt, Tilgivelse, Kærlighed. Men han unddrog sig hendes Blik; i hans vigende, stikkende Øjne saa hun, at det var galt.

»Du har turet,« sa'e hun ulykkelig. »Og saadan som jeg ha'de glædet mig.«

»Hvad rager det mig? Skrup du hellere af hjem – og gaa ikke her og gør os til Grin for Folk.«

Ditte forstod at Dagen var ødelagt. »Saa Farvel da,« sa'e hun og rørte ved hans Arm – »saa gaar jeg hjem igen.« Hun smilede saa svært det faldt hende, og rakte ham Pakken. »Det er til Frokost i Morgen!«

Men han blev helt ude af sig selv. »Stikker du mig Mad paa Gaden – lige som til en Tigger!« 171| Han rev Hul paa Pakken og klaskede hende et Stykke Mad i Ansigtet. Ditte flygtede grædende, og han fulgte efter hende og gav hende Stykke for Stykke, Rullepølsemad, Ostemad, Leverpostej – de fløj forbi hende til begge Sider. De blødkogte Æg fik Porten – et paa hver Side – idet hun smuttede ind. Hun løb lige i Armene paa sit Herskab.

Ditte fik sin Afsked til den første.

Og saa kunde hun begynde forfra igen –: Slaas for at faa fri de tre Gange, løbe til Bladtavlerne og fra dem til Herskaber i Øst og Vest, lade sig maale og veje og krydsforhøre! Og naar man endelig havde fundet noget, saa begynde forfra i et nyt Hjem, nye Stuer med nye Anordninger, ny Vaner man skulde indstille sig paa, ny Luner man skulde lære at bøje sig for – eller – forfra igen!

Ditte var træt af den endeløse Vandring, træt af at trækkes gennem Hjem efter Hjem, træt af at Nløbe Spidsrod! Hun vilde prøve at være sin egen og gaa paa løst Arbejde hos Herskaberne: Vask, Strygning, Opvartning. Saa kunde hun ogsaa tænke paa at have sin lille Dreng hos sig, hun var kommet til at længes efter ham.

Hun gik ud og lejede sig et Værelse.