185| XV
Afregning

Det var Vinter i Gaderne, og paa Arbejdspladserne, og langt ind i Hjemmene; Ditte kunde ikke holde Ruderne fra at Ntopfryse. Hun maatte aande Hul paa dem for at kunne se ned paa Gaden. Den Lille havde hun lagt i Seng, for at han ikke skulde fryse; Brændslet var sluppet to Dage for tidlig op – Kulden aad saa urimeligt. Hvad hjalp det at Solen kom højere paa Himlen, naar den ikke lod sig se! Over Tagene dansede Sneen, i Gaden laa den højt, Luften var tyk af den. Alle Ruder i Kvarteret var topfrosne, det gik nok de andre som hende, det slog ikke til. Og der var Aandehuller paa Ruderne hos de andre ogsaa, de spejdede som hun! Det var Udbetalingsdag hos dem ogsaa – Gud ske Tak at Ugen kun havde syv Dage!

Her i Hjemmet var det ikke alene Udbetalingsdag men ogsaa Afregning! Gennem en hel Maaned havde de hugget sig igennem med Kostpengene; i 186| Dag blev Akkorden gjort op, og Overskudet faldt. Det var anseligt vidste hun; Georg havde slidt godt. Henne paa Bordet laa en lang Ønskeseddel, en Liste over hvad de absolut behøvede, og hvad de ogsaa gærne skulde have. De havde udarbejdet den sammen i Aftes, og lang var den blevet. Georg kom stadig i Tanker om noget som maatte med paa Listen, et Skindsæt til Ditte, Legetøj til den Lille, altid et eller andet til dem. Sig selv tænkte han ikke paa! I Dag havde hun gaaet Listen efter igen og strøget det meste; der var nok endda til Pengene at række over; og blev der et Par Skilling tilovers, skadede det ikke.

Hun stod og krøb sammen i Sjalet og holdt skarpt Øje med Gaden. Saa snart hun saa ham, vilde hun løbe ned og tage imod ham i Gadedøren. Han skulde mærke, hvor glad hun var for ham. »Nu kan jeg se Far!« hørte hun en glad Barnestemme inde ved Siden af. Saa blev der tændt Lys derinde: gennem Væggens Sprækker faldt der tynde Lysstriber ind i Stuen til hende. Efterhaanden kom der Lys i flere og flere Lejligheder. Saa var Manden kommet hjem, og de sad om Bordet og fordelte Ugelønnen: paa Brændsel, Mad, Husleje – og Lotterisedlen. Det gøs gennem Ditte – hun havde glæmt at Nforny Georgs Seddel!

Gaden laa i Mørke, men hun blev ved at staa der. Da hun endelig kom til sig selv, var det for sent at søge ham paa Arbejdspladsen. Alligevel tog hun Sjalet op over Hodet og gik ned paa 187| Gaden. Et Par Timer gik hun frem og tilbage dernede, fra den ene Ende af den korte Gade til den anden, og holdt Øje med alt levende. Dreje om Hjørnet turde hun ikke, han kunde jo komme fra den anden Side. Folk dukkede ud af Tykningen og forsvandt ind i den igen, de havde et Snepanser paa den ene Side, fra Top til Taa. Den ene kunde lige saa godt være ham som den anden – han maatte jo komme! Hvergang hun opgav det og vilde gaa op, dukkede en ny tilsnét Skikkelse frem i Lygteskæret for Enden af Gaden, og hun løb den i Møde. – »Er det Georg?« sa'e en halvlang Tøs som kom ovre fra NHelsingørsgade, en af Kvarterets Nløse Fugle. »Ham skal du saamænd ikke gaa og vente paa! Jeg mødte ham inde ved Nyhavn – han var sat op til Narrestreger!« Saa gik hun op og i Seng.

Næste Dag tiggede hun et Maal Koks paa Kredit af Brændselsmanden og tændte op. Hvis han kom hjem, galdt det om at kunne holde paa ham – nu var han i Sving. Hun gjorde hyggeligt i Stand og tog en pæn Kjole paa; naar han kom galdt det om at se glad ud, en sur Mine kunde jage ham paa Døren igen. Hun sad og ventede til hen paa Eftermiddagen, saa gav hun Barnet ind til Nabokonen, mens hun løb ud i NSlotsgade hvor hans Søsters boede; maaske vidste Manden noget, de var jo NSoldebrødre! Da hun kom tilbage, havde han været hjemme – med en Kammerat sa'e Nabo188|konen. De havde ædt alt, hvad Ditte havde i Madskabet.

Saa jog hun ud igen, paa maa og faa! Hun tog ned til Nyhavn – meningsløst, det var jo i Gaar han havde været der! hjemsøgte Danselokalerne og Arbejdernes Forsamlingshuse – han kunde lige saa godt være det ene Sted som det andet. Kulden var forfærdende, det formelig knækkede i én naar man stod stille. Om han nu laa ude! kanske laa han bag et eller andet Plankeværk eller Skur og frøs ihjæl! Der var saa mange Muligheder, uoverkommelig mange – det var haabløst at søge. – Og kanske sad han hjemme netop nu, sad og ventede, og begreb ikke hvor hun blev af! Saa afsted hjem – i vanvittig Hast!

Og ud igen! Der var jo alle Beværtningerne at afsøge, dem hun vidste han kom paa, og alle de andre hvor det var muligt, at han var drattet ned. Og hans Kammerater! Arbejdskammeraterne – og de daarlige Individer hun vidste han faldt i med, naar han var i den Tilstand. Og hans gamle Kærester! Ditte tog dem med; hun græd, mens hun ravede sig frem paa de lange Gange i Rønnerne og bankede paa, men det faldt hende ikke ind at skaane sig. Et Sted maatte han jo være! og det var ligegyldigt hvor, blot hun fandt ham. Fortvivlelsen jog hende afsted – og Haabet; naar det var ved at synke sammen, kom 189| et eller andet og piskede det op igen. Mange Steder hvor hun kom havde han været; hun var ham paa Sporet, var bare for langt bagud. Kvarterets Beboere vidste alle om hendes Jagt; naar hun vendte hjem, kom de til hende paa Gaden og gav hende Vink, som jog hende ud paa ny.

Om Formiddagen den tredje Dag kom hun sjokkende gennem Helsingørsgade, segnefærdig og udslukt. Hun søgte endnu, og vilde hjem og se om han skulde være kommet; men det var rent mekanisk; føle noget gjorde hun ikke mere, hun var gaaet i Staa. I et af N»Husene« aabnede en Kvinde Vinduet og piftede ad hende, hun var i blomstret Frisérkaabe, Brysterne flød ud over Vindueskarmen. »Du! nede i Nyhavn fiskede de én op for en Timestid siden – han er nok ravet lige udover i Mørket. Du sku dog ta' og se om det er ham – de bugserede ham om i NTrangraven.« Saa smækkedes Vinduet i.

Ditte løb ikke noget Sted men gik stille hjem – nu havde hun jo fundet ham. Hun klædte sig af og krøb i Seng, slukket, død. Og som hun laa og stirrede op i Loftet uden at se, og uden at føle noget eller tænke en Tanke, rørte det sig pludselig i hendes Liv. En blød dulgt Bevægelse skred langsomt hen under Huden paa hendes Mave og tilbage igen som en skrivende Finger – efterfulgt af to dumpe varskoende Stød. Ditte lettede Hodet fra 190| Puden og stirrede forvirret ud; saa fattede hun de hæmmelighedsfulde Tegn fra det Dulgte. Det var som et Lys tændtes dybt, dybt nede i Mørket; alt strømmede med én Gang ind over hende med overvældende Magt. Hun brast i hæftig Graad!