1| I
Guds NSmaakræ

Vinteren er en ond Tid for alt Smaakræ. Men for Fattigmand er den som Hælvede, der maa lides to Gange; først gaar han og gruer for den, siden skal den tages. Allerede med de lyse Nætters Afsked, naar Lampen maa tændes til at gaa i Seng ved, melder det sig som Spøgen i Sindene. Der skal Olie til, snart skal der ogsaa købes Pinde og Koks; jo mørkere og koldere det blir, des mere skal der til af alting. Mørket og Kulden – det er Vinterens onde Forspand. Og i Vognen sidder Kong Satan selv, højt opstablet paa et uhyggeligt Læs af Nød og Sorger og Elændighed. Lige fra Hælvede kommer han – og er den eneste Fragtmand der overhovedet kører for de Fattige. Bud efter ham har de ikke just haft, bare han vilde vælte under Vejs – for Eksempel inde hvor de Velhavende bor. Det kunde være morsomt at se, hvordan de vilde ta imod ham og hans Kluns. Men Satan er en god Kusk. Han gaar ikke til Hoveddøren med Skraldebøtten og bagind med Kransekagen.

2| Guds Smaakræ har det paa sin egen sorgløse Maade; det kryber sammen under Bygen og kvidrer op med det svageste Solstrejf – lar Himlen om det hele. Men Fattigmand har denne usalige Tilbøjlighed til at tænke, der kommer af at Vorherre i sin Tid tog fejl og gjorde ham til et Menneske, skønt han anbragte ham blandt Dyrene. Han kan ikke lade være med at mindes og at tænke frem efter; endnu før han helt har forvundet Svøbeslagene fra Kulden i Fjor, hører han gruende Pisken i Luften igen. Hvordan vil Vinteren blive – forfærdelig stræng mon? Naa, hellere det og faa Ende paa Pinen – Nstrænge Herrer raader sjælden længe. Eller vil den blive en NSejpiner? – det værste han ved!

Han tager Varsel af alt – af Høst og Markmus, det hurtigere eller langsommere Løvfald, det ny Brøds Drøjhed. Ja og af Brændslets Pris. Er Kullene dyre, skal det nok slaa til at Vinteren bliver stræng. Det er et Udslag – ét af mange – af Fandens overdaadige Lune. Den Fattige kender ham kun altfor vel fra den Side.

Vorherre hade ladet gro rigeligt med Rønne- og NAkselbær til Fuglene at mætte sig med derude paa Landet, og herinde hade Rotterne Sommeren igennem været ualmindelig nærgaaende; de samlede til Rede. Alting var saaledes lagt til Rette til en stræng 3| Vinter. Spurvene parredes ganske vist i Tagrenden til langt hen paa Efteraaret – som indrettede de sig paa evig Sommer; men de Vagabonder kunde det ikke nytte noget at tage Varsel af. De interesserede sig kun for varme Hestepærer – og de falder hele Aaret.

Det blev en stræng Vinter. Den satte tidlig ind med haard Frost og megen Sne, og lukkede af for alt Arbejde. Rigtig en Vinter som Ditte mindedes dem fra sin Barndom hjemme paa Sandet blev det, hvor Kulden gik bidende tværs igennem alting og stod og viste Tænder to Skridt fra den buldrende Kakkelovn. Alt hvad man kunde rave og skrave sammen gik i det umættelige Jærnmonstrum, og lige meget forslog det. Et sodet Nys, et Par Spyt fra Kaffekanden som altid stod oven paa Ovnen, og væk var den Skovlfuld Kul – og den næste med. Kulmanden kunde sagtens nu – han hade faaet NFanden til Morbror. Han var begyndt at lægge sig Penge op; det var ikke til at tage fejl af, for han gav mindre og mindre Maal. Alle Kvarterets andre Smaahandlende klagede sig gudsjammerligt.

Smaafuglene frøs og kom tiggende til Ruden; det hændte at de pikkede paa. Se dem kunde man ikke, for Ruderne var bestandig Ntopfrosne; men Ditte vidste at det var dem. Hun benyttede Zinken uden for Kvistvinduet som Foderbræt: dèr lagde hun Affaldet ud efter at have varmet det. Der sad altid en eller anden Fugl paa Vagt i Nærheden; saa 4| snart hun rørte Vinduet, gav den Signal til de andre, og paa et Øjeblik var der en hel Flok. De Smaa var meget optaget af det, og Ditte maatte nævne Navnene paa de forskellige Fugle, hun kendte dem igen ude fra Landet.

»Kender de da ogsaa dig igen?« spurgte Peter.

Det lod næsten til det; de var i al Fald ikke Spor af bange for hende. Foruden Graaspurvene var der baade Gulspurve, Bogfinker, Solsorte og en NTommeliden – hvor de nu kom fra; hun hade aldrig set dem herinde før. Det var Kulden, der drev dem sammen og hen til Menneskenes Bo. Underligt var det med den Tillid og Fortrolighed i Nøden. Markens herreløse Dyr derhjemme, som ellers var saa sky for Mennesker, kom helt op til Skadereden i de haarde Vintre og tiggede Affald ved Køkkendøren, Ræv og Hare ved Siden af hinanden. Ditte maatte fortælle om det; og Skadereden – Rakkerens forsmædelige Bo som Alverden lagde Vejen udenom – blev til et helt Æventyrslot hvor man hade haft Kartofler i en NKule – nok for hele Vinteren, og Sild i en stor Tønde, og røget Flæsk hængende paa Skorstenen. Helt utroligt lød det – for Ditte selv ikke mindre end for Børnene; og Gamle Rasmussen slog de knoklede Hænder sammen. »Men Kors dog Barn, det har jo væ't en hel Herregaard,« sa'e hun. »Og med Hest – oven i Købet med Hest! Det har Bagerens inte engang.«

Om det saa var Rotterne, holdt de sammen. 5| Over Baggaardens Sne saas en Morgen en bred nedtrampet Stribe; de hade forladt NKasernen alle som en for at prøve et andet Kvarter.

Ja hvem der kunde søge andetsteds hen! Men der var ikke andet at gøre end at krybe ind i sig selv. Gamle Rasmussen gjorde det, saa hun blev helt rundrygget og lille; selv Ditte krympede sig sammen under Kulden.

De sidste Par Maaneder hade været en svær Tid for hende at komme igennem. Ulykken med Georg havde taget haardt paa hende, endnu hade hun ikke forvundet den. Det hade sat sig i Underlivet og Benene, og hun gik og led af Blødninger trods Svangerskabet. Den forfærdelige Kulde gjorde det ikke bedre; den lukkede af overalt – Arbejde var næsten ikke til at opdrive. Det var for saa vidt godt som hun ikke hade mange Kræfter; men det kneb at hugge sig igennem. NHun maatte love for sine Husfæller! Det var Mennesker, der sad lige saa usselt i det som hun selv – de fleste af dem; men naar de hade noget, kom de stikkende med en Bid til hende og Børnene ogsaa.

Og hun maatte love for Karl – saa nødig hun vilde.

Han hade paa en eller anden Maade faaet at vide hvor sørgeligt hun Nlaa i det; og en Dag kort efter Ulykken stod han i hendes Stue – hærget af Arbejdsløsheden han ogsaa. Ditte skreg da hun saa ham; de hade ikke talt sammen siden hun kom til Hovedstaden. Han kom igen, naar han 6| hade haft lidt Fortjeneste, og delte den med dem; Npukke paa noget gjorde han ikke. Hun vænnede sig til ham, men fattede ikke hvordan han slog sig igennem. Klage gjorde han aldrig.

En Dag kom han med tomme Hænder, udhungret og forfrossen. »Jeg har desværre ikke noget til jer,« sagde han til de Smaa, der stillede sig forventningsfuldt op ad ham. De var blege og fulde af NKirtelsaar i Ansigtet.

»Hvor er din Overfrakke?« spurgte Ditte. »Du fryser jo i det tynde Tøj.«

Karl smilede. »Nu bider jeg Hodet af Skammen og ta'r hjem,« sagde han. »Det gaar ikke længer.« Den sidste Uge hade han været uden Logi; han hade spist paa NSamaritanerne de hveranden Dag de var aabne, og sovet i Skur og paa Hølofter. »Men det gaar ikke i Længden, Politiet jager én,« sa'e han stille.

Ditte hørte paa ham med stirrende Øjne, der langsomt løb fulde af Taarer. »Og jeg kan ikke engang hjælpe dig,« sa'e hun – »jeg har ingen Mad! Men en varm Seng kunde jeg da byde dig.« Hun saa nølende fra ham til Sengen.

»Aa ja,« brød det ud af ham, tryglende – »maa jeg? – Bare en Time? Jeg har ikke været i en varm Seng paa lange Tider.«

Træt og forkommen var han, han faldt øjeblikkelig i Søvn. De Smaa færdedes stille, men det behøvedes saamænd ikke, han sov som en Sten. Trøje og Vest hade han hængt fra sig paa Fod7|enden af Sengen; Ditte eftersaa Knapper og Foer. Han bødede selv sit Tøj kunde hun se – Stingene laa ubehjælpsomt; men pænt og ordentligt var det gjort alligevel. Karl fuskede sig ikke hen over noget!

Men tyndslidt var Tøjet – forfærdeligt tyndslidt. Kulden løb Ditte op og ned ad Ryggen, naar hun tænkte paa, at han færdedes ude Nat og Dag i den Paaklædning. I sin Nød tog hun et gammelt strikket Tørklæde og riede dobbelt paa Vesteryggen; Peter hade det om Halsen for Hoste og Ørepine, han fik en gammel Strømpe i Stedet.

Hen ad Aften vaagnede Karl, udhvilet og saa fornøjet som hun aldrig havde kendt ham. »Nu gir jeg mig paa Vandring hjem til Bakkegaarden,« sa'e han. N»Jeg fægter mig frem og sover i Laderne – det skal nok gaa. Og saa snart jeg kommer hjem, skal jeg sende jer Mad, Børn. Rigtig Sulemad!«

Ditte hade været nede og tigget sig et Surbrød til; det stak hun til ham. »Spis det paa Vejen,« sa'e hun, hun var bange for at han skulde dele det med de Smaa. »Tak!« sa'e han og puttede det inden for Trøjen.

Men de fandt det ude i Køkkenet da han var gaaet.

Da der var gaaet en halv Snes Dage, kom der virkelig en Pakke med Sulemad fra ham. Der var ogsaa Brev med. Ganske mod Forventning hade han været velkommen; og Ditte forstod af Brevet, 8| at han følte sig helt vel ved at være i Hjemmet igen, hvor han ikke hade sat sin Fod i syv Aar. Moderen laa til Sengs som Følge af brutal Behandling fra Johannes Side, og saa hade de to andre Brødre været nede og smidt ham ud. Gaarden trængte til mandlig Ledelse, og Karl blev hjemme og tog sig af Sagerne – i al Fald foreløbig. Der trængtes ogsaa til en ung dygtig Husmoder paa Gaarden skrev han – alting var endnu mere forfaldent end før. Men Moderen var rar og medgørlig – hun hade helt forandret sig.

Ditte tog Brevet frem mange Gange for at læse det igen – hun kunde ikke rigtig gøre sig fortrolig med det. Et underligt Budskab bragte det midt i Elændigheden; var det Oprejsningen der endelig naaede hende – Indfrielsen af Drømme der forlængst var afblomstrede og visne? Hun vidste at Karen Bakkegaards og Farbror Johannes levede sammen som Hund og Kat – de hade taget for meget Forskud! Allerede før Brylluppet turede de sammen, som kun Ægtefolk gør det der har det bedste overstaaet med hinanden; og selve det tre Dages Bryllup endte med at de sloges. Siden hade det været en fortsat Liggen i Haarene paa hinanden og forliges igen; de fejrede Hvedebrødsdage en Gang om Maaneden, sa'e Lars Peter som jævnlig kom ned paa Landet for at handle.

Saa skrupforelsket Bakkegaardskonen hade været i den sortsmudskede Fløs, hade hun alligevel været forsigtig nok til ikke at give ham Ret over Ejen9|dommen. Han hade derfor ikke naaet at spille det hele væk; men det blev til en evig Krig imellem dem. Og nu var han altsaa jaget paa Porten, og Sønnerne kom igen i Hjemmet; Karl kunde overtage Gaarden om han vilde, og hun selv – –

Ditte saa nye Muligheder aabne sig – men uden at blive henrykt; enten troede hun ikke paa dem, eller de interesserede hende ikke længer. Det var som om det galdt en anden, uvedkommende Person. »Saa kunde vi faa Jens hjem til Gaarden,« stod der i Brevet. Ja Jens – hvor hade hun vædet sin Pude mangen Nat af Savn og Længsel efter sit Barn. Nu var ogsaa de Kilder tørrede, Sorgen og Savnet vældede af anden Bund. Og Længslen – ja længtes hun overhovedet efter noget mere? Ud over hendes lille Verden her gik Ønskerne i al Fald ikke; og Længslen blev oftest hængende i den lune mørke Krog af Stuen henne under det skraa Loft. Dèr skulde der staa en Kurvestol med Nakkepude, saa hun nu og da kunde hvile sine svulne Ben og lukke Øjnene, fri for alle Bekymringer.

Ditte var syg og træt; hun kunde holde den gaaende, men tage nyt Land ind kunde hun ikke. Hun sled sig igennem fra Dag til Dag, og længtes efter at Vinteren skulde faa Ende og Svangerskabet blive overstaaet – saa kom der vel nyt Mod og nye Kræfter.

I Marts kom endelig Omslaget. Frosten slog pludselig om i lun Regn, Sneen forsvandt i Løbet 10| af faa Dage, alting saa nyvasket ud i det unge Solskin. »Bare det nu holder?« sukkede Ditte.

»Det skal saamænd nok holde,« sa'e Gamle Rasmussen – »Graaspurvene er allerede stukket af ud paa Landet igen, og i Gaar Nat kom Rotterne tilbage og flyttede ind i de gamle Lejligheder; én hører det pibe rundt om paa Loftet hele Natten.«

»Dér er der èn!« raabte Peter henne fra det aabne Vindu, hvor han slikkede Solskin. Og ganske rigtig, en stor gammel Kammerat gik sin Tur i Tagrenden rundt om det hele, forsigtigt og genkendende. Den lignede en gammel Herre, der har faaet Dørene op ud til Altanen – det var helt rørende at se paa.

Foraaret selv var der saamænd ikke noget i Vejen med; men Arbejdet vilde ikke rigtig komme i Gang igen, hvordan det nu kunde være. Forhen hade det altid været Vejret, der var det afgørende. »Nu kan man da komme i Jorden igen, NKlagen er gaaet af den,« hed det fra Mund til Mund; saa var det en Selvfølge at Arbejdet kom i Gang – først og fremmest Jordarbejdet, og det tog saa alt det andet med sig. Men denne Gang sad Klagen et helt andet Sted og lukkede med sin seje, uigennemtrængelige Skorpe. Det var som om den Lede hade rottet sig sammen med dem der stod for Virksomhederne, og selv taget Hold om den Fattiges Brødpose – der blev ikke givet los. Var der Djævelskab med i Spillet? Skulde Arbejderne gøres endnu mere møre og ydmyge end de allerede var? 11| Der mumledes om det Mand og Mand imellem; et Rygte vilde vide, at det var NOrganisationerne man vilde til Livs.

Hvordan det nu var eller ikke, Arbejdet kom ikke i Gang. Arbejderne var kommet frem af deres tvungne Vinterhi, og kredsede fra Morgen til Aften i Flokke paa de Steder hvor der var noget at udrette; de stod og skuttede sig langs Kajerne og foran Fabriksportene, hundske og Nfatalistiske i Udtrykket. Men de der raadede for Bedrifterne, lod sig hverken høre eller se. NSkibene taklede ikke til og stak i Søen som ellers om Foraaret, men blev liggende i Havnen de fleste af dem; selv det Offentlige syntes grebet af den almindelige Slaphed og satte ikke noget rigtigt i Gang. Man maatte sande det gamle Ord, at Nhvor én Ko bisser, bisser hele Flokken; det ene holdt det andet nede.

Murerne gik og Nstrøg Brosten, skønt der var nok, der trængte til at faa bygget. Der sagdes, at det var Bankerne som nægtede Laan til Byggeri for at fremkalde Bolignød – de vilde have Huslejerne i Vejret. De laa nok med store Ejendoms-Komplekser, som de gærne skulde ha lidt godt afsat.

For Jord- og Betonarbejderne var det den rene Elændighed. Vej- og Kloakvæsnet hade det lige omvendt af Torsken, det blev altid slapt i Sulet, saa snart der var »r« i Maaneden – saa de hade Nspaseret siden Høst. De holdt den gaaende ved at sulte, og Nsætte Stumperne; de der kunde var forsvundet bort fra Byen – ud omkring til Provinsen 12| og Landet, hvor Tilværelsen ikke føltes saa jærnhaard.

Stammede det hele kanske fra Maskinerne? – de blev jo mer og mer dygtige og selvstændige! Man var vel snart saa vidt, at der ikke var Brug for Fattigmand paa Jorden mere. Saa fik han lægge sig til at dø af Sult! Ja eller ta Styret selv som der var nogen NFremfusinger der foreslog!