25| III
Lille Georg

En Nat i Begyndelsen af Maj vaagnede Ditte op med et Skrig. Hun hade drømt, at hun blev radbrækket over en Planke – til Straf fordi hun skulde have en Lille.

Hun følte jagende Smerter over Lænd og Underliv og stod op for at kalde paa Gamle Rasmussen og faa hende til at tage Børnene over til sig. Men hun maatte lægge sig igen, Benene var stærkt opsvulmede og vilde ikke bære hende.

Børnene sov trygt, den lille Anna ved hendes Side ind mod Væggen, Peter i Benenden af Sengen med Fødderne mod lille Anna. Hun laa og lyttede til deres Aandedræt, og tænkte over hvad der var at gøre; her kunde de ikke blive. De tossede Ben! Det var Mindelser fra hendes Liv som Tjenestepige; saa snart hun fejlede noget, hovnede de op. Hun lyttede efter Nattens Lyde, for at skønne hvad Klokken vel kunde være; Vækkeuret var forlængst gaaet paa Laanekontoret og Laanesedlen solgt. Hvor længe vilde Veerne pine hende, inden hun blev for26|løst, og mon hun fik Krampe i Lægmusklerne denne Gang? – det var næsten det mest pinefulde. Maaske døde hun under Fødslen, men det gjorde heller ikke noget. Hun ønskede blot at der saa sad nogen og holdt hende i Haanden, men vidste ikke hvem det skulde være. Karl, ja – men han brød sig vel ikke om hende mere – hun kunde godt forstaa det saadan som hun var imod ham. Forresten var det godt, hun ikke var gaaet ind paa hans Fantasier om at gifte sig og flytte ind paa Gaarden. Moderen hade alligevel ikke kunnet undvære Johannes og hade kaldt ham tilbage igen; og Karl var jo saa gaaet hjemme fra. Han var her i Byen vidste hun, men hun hade ikke set ham. Maaske var han flov. Var der egentlig nogen, der brød sig om hende? Savne hende var der mange der vilde, men der blev underlig tomt omkring hende, naar hun saa sig om efter nogen der holdt af hende. Bare Solen vilde skinne, naar hun skulde dø; den gjorde det lettere at komme igennem alting!

Hun gjorde sig Umage for at ligge stille under Smærteanfaldene og spejdede efter Dagning paa Rullegardinet; hun længtes efter Lyset. Kl. fire gik Vognmandskusken ned for at fodre Hestene ovre i Naboejendommen – ham kunde hun kalde paa.

Der lød tunge Trin i Trappen, det var den Logerende der kom hjem. Hun hørte ham stolpre og støde imod og smaasnakke – han var Noverkørt! Saa turde hun godt kalde paa ham; naar 27| han var ædru, var han ikke til at komme nær. »Hr. Kramer!« kaldte hun, da han var kommet ind paa sit Værelse, stille for ikke at vække de andre Beboere paa Gangen – »Hr. Kramer!«

Han bankede paa og kom frem i Døren, stod og sejlede med Lampen i Haanden; den var flere Gange ved at tænde Ild i det lange, hængende Overskæg. »Undskyld jeg kommer gaaende,« snøvlede han og gloede taaget ind i Stuen. »Var der noget?«

»Aa jeg er saa daarlig, Hr. Kramer,« klagede Ditte. »De vil da ikke være sød og gi mig en Haand med Børnene.«

Gratulanten stod og gloede usikkert ind i Stuen: »Tjo – – tjo! Det vil sige – –. Saa sku De hellere ha sendt Bud efter min Far, for han var NOverakkuchør; men det sku helst ha været for en Snes Aar siden. – Med Forlov og spørge, venter De flere?«

»Or, Hr. Kramer – jeg har det slet ikke godt.« Ditte væltede sig over og græd med Panden ind mod Væggen.

Den Logerende stod og saa himmelfalden ud. »Saa, saa – hvad er nu den af?« mumlede han. Han tog sig vældigt sammen, hankede et Par Gange op i Blikket ved Hjælp af Pandehuden og gik maalbevidst over Gulvet. »Undskyld jeg kommer gaaende; men De sae sku Børnene, lille Fru Hansen,« sae han og bøjede sig over hende.

»Ja men det var jo de Smaa her – – Hvis De 28| vilde være rar og tage dem over til Gamle Rasmussen.« Hun turde ikke vende sig om – hans Aande stank af Spiritus.

»Gu vil jeg saa – det vil sige gu vil jeg ikke nej! Tror De jeg vil kòste det gamle Liv op midt om Natten.«

»Jeg vilde gærne, hun skulde komme og være hos mig.«

»Det blir der bare ikke noget af, forstaar De, for nu er man ædru.« Han slog stort ud med Haanden. »Kramer overtar Styret, lille De, han tar de uskyldige smaa ind i sin egen Seng og træffer alle Forholdsregler – alle Forholdsregler! – – Og De holder Deres Kaje og siger ikke et Kvæk – er De med! – – Bare tænke paa ingenting, saa gaar det nok – Kvindfolk gør deres Sager bedst, naar de ikke tænker. – – Jo, der var sku en Dame jeg kendte, der fødte sin Dreng med Benene foran. Og hun var Doktor i Matematik – – hun spekulerede for meget over Tingene, begriber De.« Han tumlede frem og tilbage mellem Stuerne, mens han sludrede, bar en Stol ind til sig selv og kom tilbage med den igen; to Gange gjorde han det. »Ka De se det gaar,« sae han tilfreds med sig selv, »man ska altid prøve med noget der ikke ka gaa itu.« Saa tog han Søster op og vaklede afsted med hende, mens Ditte laa med Munden aaben, parat til at skrige. Hun stolede ikke paa ham – trods Prøven. Men det gik godt; de Smaa hang døde i hans Favn og anede ikke at de blev 29| flyttede. »Saa, saa! Smaa Væsner, smaa Væsner!« sae han, mens han dækkede dem til derinde; det lød helt rørende. Naar han var ædru, brød han sig ikke om dem, men vrissede naar de kom i hans Veje.

»Man skreg ikke, hva? Der blev nok ikke Brug for det?« Han kom frem i Døren og lo drilsk. »Jo vi saa nok, der blev kigget efter Benene – – om de slog Sludder. Kvindfolk kigger altid efter Benene – – men det er sku Hodet det kommer an paa. – Det er ligesom naar Drenge skal gennem et Stakit og, skal vi sige, stjæle Æbler. Saa prøver de først med Hodet – for naar det gaar igennem, gaar Kroppen ogsaa. – Hodet først altsaa!« Han løftede Pegefingeren, manende. Saa klukkede han pludselig: »De fleste Mennesker har sku forresten ikke noget Hode – – det er derfor, de slipper saa let igennem alting.«

Han stod og sank sammen mod Dørstolpen, gled længer og længer ned. Pludselig tog han sig sammen, vældigt.

»Naa, jeg blir altsaa her – og Nvaager og beder! Færdig!« sae han og satte sig hen ved Fodenden af Dittes Seng, med Skuldren mod Væggen. »Og saa putter lille Mor Ditte sig og faar en paa Øjet, saa der er Kræfter, til det store Slag skal slaaes. Sov De bare – der er skutte noget at være bange for. Hvert Minut fødes der en Unge – ja kaske hvert Sekund – – saa dèr kan De selv se. – – »Jeg er syg«, sa'e De før; men kalder De det Syg30|dom hva'? Saa er det sku ogsaa Sygdom at jeg har en lille en paa. – – Hør hvordan er'et, ser De nogensinde noget til Husleje fra dette hersens Subjekt Gratulanten?« Han gravede nogle Mønter frem af Vestelommen og lagde paa Natbordet. »Det var som Satan – er det alt hvad der er til Rest? En god Dag har det ellers været; men man er et Svin – ser De. Kramer er et Svin, skønt han gaar med Briller; De kan selv spørge Kællingerne – om Forladelse Fruerne – her i Bulen. – – Fin Dag ellers; et af disse hersens Idiot-Jubilæer – fem og tyve Aars Paraderen som Topfigur – vandkæmmet ned ad Ryggen – NStorkors eller saadan noget Skidt i Dagens Anledning! Saa er man der jo med sin Buket, begriber De nok: »Undskyld, Deres Eksellence at jeg kommer gaaende – – men i Dagens højtidelige Anledning!« »Gudbevares – at De overhovedet kommer!« siger Ofret sku og stikker mig en Tikrone. Slet ikke saa tosset sagt af en Top-Idiot, vel? For De maa indrømme, at det lød som en Spydighed!«

Ditte stønnede af Smærte.

»Saa, saa! ja det er sku slemt. Men Ndet skal jo være galt, før det ka blive godt. – Jeg sier, det er godt der er nogen som holder af Unger – og at de faar dem. For sæt nu en anden – –. Det maatte vel saa bli'e med Hodet – for det er sku det eneste der ka frembringe noget paa vi Mandfolk. Sæt nu NSkallen pludselig flækkede paa én – og der kravlede en lille Menneskeunge frem! 31| Ja jeg sier det bare – der er ikke noget at grine af. – Nej, men det er ikke farligt. »Jeg dør, jeg dør!« skreg min Kone – dengang altsaa. Sludder – sa'e jeg – du føder sku! Men saa skulde De hørt hende tage paa Vej. Kvinder kan ikke udstaa Logik – hvordan Fanden det nu kan være. Men tag De nu og luk Øjnene!«

Ja det kunde han sagtens sige; men naar der nu ingen Ende var paa hans Brændevinssludder!

Endelig fik han dog vrøvlet sig i Søvn; han hang og sov mod Fodstykket af Dittes Seng, med Hodet paa Armene. Hans Aande fyldte den lille Stue med Dunster; Ditte var helt tung i Hodet. Vognmandskusken var forlængst gaaet paa Arbejde; Dagen tegnede sig klar paa Rullegardinet. Og dèr hørte hun Gamle Rasmussens Sjokken i Kludeskoene; hun var i Køkkenet for at varme sig en Sjat Morgenkaffe. Saa var Klokken fem!

Gamle Rasmussen bar Børnene over paa Loftet og lagde dem i sin Seng; og med meget Besvær fik man rusket Liv i Gratulanten og fik ham overtalt til at gaa ind og lægge sig. Han skældte forfærdelig ud, Søvnen hade gjort ham ondskabsfuld.

»Puh, ha!« Gamle Rasmussen skar en Grimasse da han var afvejen. »Hvor er han væmmelig! et rigtigt Subjekt.«

»Han har været rigtig rar,« sa'e Ditte. »Han vilde selv blive hos mig – for at I ikke skulde forstyrres, Mor.«

»Det vil jeg nok sige – ha' saadan en til at 32| vaage hos sig; det sku en anden en rigtignok ikke ha' noget a'. En ku jo risikere det allerværste.«

Ditte lo. »Aa nej, men jeg er saa syg!« brød hun pludselig af og gav sig af Smærte. »Jeg tror jeg skal dø! Jeg er saa underlig – som om alting i mig var i Færd med at bryde op og gaa hver til sit. Og jeg kan slet ikke forstaa det – det er seks Uger for tidlig.«

Men det var rigtig nok alligevel; Gamle Rasmussen hade selv taget Pinen nogle Gange og kendte Symptomerne altfor vel. Hun gjorde Stuen i Stand efter Natten, og tændte op saa der kunde være godt varmt til den Lille kom anstigende. Saa skulde der skrabes NStikstykker sammen til Ditte at ha under sig. Det var ikke saa let, Vinteren hade gjort Kaal paa alt hvad der paa nogen Maade kunde undværes. Barnetøjet maatte man tigge sammen hos de andre Familier, lidt hist, lidt her. Saa skulde NMadammen Nvarskoes, og man maatte ha' fat i fint Brød og friske Bønner – den Slags Damer var saa vanskelige med Kaffen. Gamle Rasmussen hade nok at løbe om; mere end godt var for hendes stakkels Ben. Heldigvis mærkede hun ikke noget til dem i Dag. Begivenheden hade sat Blodet op i hende, hun var helt kry og færm. Men et Held var det, at det Subjekt til Kramer ikke hade drukket hver Øre op i Aftes!

Hen paa Eftermiddagen fødte Ditte en Dreng til Verden; han var ufuldbaaren og vejede kun fem Pund. Men en Dreng var det da – trods alle den 33| gamle Kones Solemærker for at det skulde blive en Tøs. »Det er bedst vi ser efter en Gang til,« sa'e den gamle – »det er saamænd nok en Misforstaaelse.« Hun var helt ærgerlig over, at den Lille hade gaaet hen og narret hende. »Saa er det, fordi den er saa lille, én har taget fejl,« sa'e hun slukøret.

Madammen kom naturligvis først da det var overstaaet. Hun stod et Øjeblik og vigtede sig i sin nye Kaabe, undersøgte om den Lilles Navle var bundet forsvarligt op, og vimsede saa af igen. Kaffe vilde hun slet ikke ha – den lugtede hende naturligvis ikke stærk nok. »Men saa drikker vi vor Kaffe selv,« sa'e Gamle Rasmussen. »Saadan en Nskidtfin Vigtigsidse – lad hende bare ryge og rejse. En har taget mod saa mange Unger i sin Tid.«

Saa drak de Kaffe. Ditte fik en rigtig stærk Kop – »det driver Blodet!« sae Gamle Rasmussen. Og Børnene fik Lov at komme ind og se den ny Bror. De hade leget henne paa Loftet saalænge. Meget optaget af ham var de ikke. De fik hver et Stykke Mad og travede saa af igen – de hade faaet nok af at sidde i Stuen og kukkelure.

Gamle Rasmussen sad ved Kakkelovnen med det lille nøgne blaarøde Menneskevæsen paa Skødet; hun smurte ham med NTælle i Hudfolderne, og lagde Vat inden for NListen for at han skulde beholde sin Smule Varme. Meget Blod var der ikke i'en; han 34| kom til at ha en Varmeflaske hos sig i den udtrukne Kommodeskuffe, der skulde tjæne ham til Seng. Men en Dreng var det allenfals. »Han ska saamænd nok komme til at gøre sin Part af Ulykkerne – alt det lille han er,« sa'e hun og pillede ved ham. »Guderne maa vide hvorfor Vorherre ikke har ta'et og stoppet den Smule Blindtarm ind – i Stedet for at den skal hænge dèr og volde Ulykke og Fortræd.«

Ja, Ditte vilde ogsaa hellere haft en Tøs dennegang.

Ih, men det begreb den gamle alligevel ikke. »Saa er du selv tilfreds med dit, da!« fastslog hun og korsede sig. »I og for sig skulde det jo ha været lige meget, for det den ene har kan den anden ikke undvære – og omvendt. Men Vorherre har liegodt indrettet det saa fjollet, at det blir os stakkels Kvindfolk der faar ved den gloende Ende af Istappen; sker der noget, saa er det sku os der brænder os. Rende fra noget kan én heller ikke – det er bare at tude og ta' Følgerne. Ellers kan du være vis paa, at en anden én hade ikke trukket i Skørter – hade én selv faaet Lov at vælge. Der render en stakkels Tøs og gør sig til – og maa selv piske rundt efter sin Skæbne og bære den hjem i Skødet. Og hvor bliver Ophavet i de fleste Tilfælde af? Kvindfolk er akkurat ligesom de Smøger, hvor Sneen fyger hen og lægger sig i Drive, og hvor kom den vel fra? Men Vorherre har vel haft sin Tanke med at gøre os saa 35| tossegode; om vi tænkte lidt mere over Følgerne, kunde det kanske knibe for'en at holde sin Verden befolket.«

»Men har I da ikke været rigtig gift, Mor?« spurgte Ditte forundret.

»Jo vel har én været gift – men hvad ka det hjælpe naar én alligevel ingen Mand hade. Bedst som vi sad og hade det rigtig rart, ku han ta Nøglen for at gaa i Gaarden; og saa saa én ham inte før Aar og Dag var gaaet. I bart Hode sku – lige som da han forsvandt; og Nøglen med Hummerkloen holdt han endnu i Haanden. Saa sku én helst lade som ingenting, og tro at der kun var gaaet fem Minutter; men det ku én bare ikke.«

Ditte lo.

»Ja le du kun, men morsomt var det nu liegodt ikke. Enke var én ikke og heller ikke gift! Unger fik én i Guds Velsignelse, men Far'en saa én sjælden noget til; saadan er nu min bedste Tid gaaet. Hvor er de henne? Ja, hvis de Nikke er døde, lever de endnu!« Enkemadam Rasmussen vilde aldrig nærmere ind paa det Spørgsmaal. – »Naa, men nu skulde vi til at tænke paa Aftensmaden, og saa se at komme til Ro.«

»Vi har ingenting,« sae Ditte.

»Jo vi har da et halvt NKommisbrød, jeg tiggede det af en Soldat fra NSølvgadens Kaserne før da jeg var nede. Han sku' til Jærnhandleren med en hel Sækfuld, og saa tænkte én, du ka lige saa godt tigge et Brød som Hestene ska ha'e det. De lider 36| saamænd ingen Nød alligevel. Ja hade én endda Nvæt Herskabshest i Stedet for Vaskekone hos Herskaberne, saa hade én da haft NNaadsensbrød paa sine gamle Dage.«

Lille Peter ønskede nok ogsaa han var blevet Hest. Han legede det altid, og stak Hodet gennem Ryggen paa den gamle Træstol og Ngnæggede. Sædet var Krybbe, og naar de skar det haarde Kommisbrød i smaa Tærninger og la'e foran ham og sa'e: Nu skal Hesten fodres, var der ingen Grænser for hans Appetit. Tøsen det lille Skind kneb det mere med, hun hade heller ikke en ordentlig Tand i Munden. Men naar man blødte Brødet i kogt Vand, gled det alligevel ned. »I Morgen faar du Sukker paa,« sa'e den gamle for at det skulde smage bedre.

Ditte beholdt den Nyfødte hos sig om Natten; den hang ved hendes Bryst hele Tiden, og kunde selv ta naar der løb noget til. Den var helt flink til at finde Vorten allerede. Inde ved Væggen laa som sagt den lille Pige, og Peter laa i Benenden med Fødderne mod hende. Saa hade hun dem alle samlet hos sig, og vidste at de holdt Varmen. Sengen med de bedste Sengeklæder hade den Logerende.

Hun laa og lyttede til deres rolige Søvn, hørte paa Rotterne som tumlede sig inde bag den skraa Bræddevæg ved hendes Hovedgærde, og stirrede ud i Mørket til det blev fuldt af Farver og Lysringe som i hendes Barndom. Saa tænkte hun paa Gud 37| og paa Bedste, Karl og Georg – paa alle dem der hade grebet ind i hendes Tilværelse. Gud var hun hurtig færdig med; var han til, skyldte hun ham i alt Fald ikke noget. Paa alt hvad Bedste hade sagt og spaaet hende tænkte hun, og grublede over om det vel var gaaet i Opfyldelse noget af det. Mere i Behold for hende end det hun alt hade naaet, troede hun ikke der var; Ditte gjorde sig ingen Illusioner med Hensyn til Fremtiden længer. Rig og fornem var hun altsaa ikke blevet; men derfor kunde godt den anden Del, det med Lykken, være gaaet i Opfyldelse. Var hun lykkelig? hun vidste det ikke selv. Hun vilde spørge en eller anden hvad Lykke var – én der læste Bøger. Der stod det at læse.