38| IV
Vorherre

Ditte vaagnede ved at de Smaa pludrede. Noget ved Tilværelsen sagde hende at det var Søndag i Dag, endnu før hun fik tænkt sig om, maaske var det Stilheden. Børnenes Stemmer hade ogsaa en særlig Klang, næsten højtidelig. Sliddet sad hende som Bly i Lemmerne, og hun blev liggende stille, med slørede Øjne, og lyttede til de Smaa.

Lille Anna var kravlet ned til Peter i Benenden af Sengen, de sad og holdt om hinanden og saa ud paa de hvide luftige Skyer, der tog den lave Morgensol et eller andet Sted fra, og kastede et hvidt Skær ind i Kamret idet de strøg forbi. Genskæret dukkede frem i den ene Krog, gik over Loft og Vægge, og blev borte i den anden.

»Det var da en Engle, det var det selv,« sa'e Lille Anna og nikkede paastaaeligt.

»Nej, for der er jo slet ingen Engle,« svarede Peter ærgerlig.

»Jo der er, for Anna har selv set dem,« sae den Lille, og tjattede ham over Haanden.

39| »Og jeg har selv set at der ingen er,« svarede Peter og tjattede igen.

Ditte maatte lægge sig imellem. »Mor er vaagnet!« raabte Lille Anna og klappede i Hænderne. »Min Mor sover ikke mere.«

»Tror du vel paa Engle?« spurgte Peter dystert, han hade rynket Panden.

Ditte hade ikke Lyst til at svare og vendte Spørgsmaalet om: »Hvorfor tror du ikke paa dem?«

»Nej, for det ka da enhver se, at Vingerne ikke ka bære dem,« sa'e han og pegede paa et Glansbilled med en svævende Engel, der sad i Spejlet for at dække en Rævne. Naa fra den Side hade Ditte ikke set Spørgsmaalet; hun hade andre Grunde for at tvivle om Englenes Eksistens.

»Ok ja, der er saa meget, saa meget jeg ikke tror paa mere,« brød det pludselig ud af Peter, med et Suk saa dybt at Ditte maatte le.

»Naa, hva er der saa mer da?« spurgte hun muntert. Men hun passede paa sit Ansigt, Peter forlangte at blive taget alvorligt. Han var snart syv Aar.

»Storken!« svarede Peter.

»Søster tror paa Storken,« sa'e Anna – bare for at sige ham imod nu.

»Det gør Gamle Rasmussen ogsaa!« raabte Peter med lys Haan i Stemmen – »hun si'r, at de smaa Børn kommer fra en Mose. Men det er da ondt, saa skal de jo ligge i det kolde Vand og 40| fryse. Saa har Lillebror haft det meget bedre, som har ligget i din Mave, Mor.«

Ditte flyttede Øjnene usikkert fra Sted til Sted. »Saa er der vel heller ikke mere?« spurgte hun afledende.

»Hva'for mer?« Peter var dyb og tyk i Stemmen, han nød det at tale fornuftigt.

»Som du ikke tror paa altsaa?«

»Ok jo. Vorherre tror jeg nu slet ikke paa. Hvordan kunde han sidde deroppe paa Skyerne uden at plumse ned? De render jo hele Tiden væk.«

Ditte kom pludselig i Tanke om sin Vask. Hun sled Lillebror fra Brystet – han hang der som en Igle og sugede saa hun var øm helt om i Ryggen – og sprang op. »Kan I nu være søde,« sa'e hun – »saa skal Mor lave Kaffe til jer.« Hun smed et Skørt paa, og fik tændt under Apparatet; saa løb hun om for at se hvor Gamle Rasmussen blev af i Dag. Den gamle plejede ellers altid at være første Mand paa Dækket. Dørene til den lange Gang stod aabne til begge Sider, man var i Færd med at rede Senge og feje, Støv og Sengeluft stod tykt ud.

Ditte smuttede gennem Bræddegavlen ned paa Loftet hvor Pulterkamrene var, og bankede paa Enkemadam Rasmussens Dør. Den gamle laa i Sengen og hade haft en daarlig Nat; hun vilde ikke ud med hvad hun fejlede.

»Saa har I vel igen taget noget I ikke kunde 41| taale, Mor?« sagde Ditte og saa sig om i Kamret. Paa Kommoden stod en Pilleæske, Ditte kendte den. »Hvor har I den fra?« spurgte hun forundret.

»Aa, det er nogen Medikamenter Lærerens har kasseret, én fandt dem i Gaar da én bar Skarnspanden ned for dem. Saa tog én tre af dem, dengang én la'e sig; kanske kan det hjælpe for den Ryg, tænkte én. Daarlig er én been hvor det nu stammer fra.«

Ditte lo højt: »Men Mor, det er jo de Piller, Fru Langhalm fik af Lægen fordi hun ikke kunde bli'e med Barn; jeg var jo selv paa Apoteket og hentede dem til hende.«

Den gamle maatte ogsaa le. »Saa kan én forstaa at de er kommet paa urette Sted; saadan en Mavepine har én liegodt aldrig haft. – Saa er der Glæde hos Langhalms – siden de har kasseret Pillerne. Saadan som de har ønsket sig Smaa! Bare det nu maa arte sig vel; meget Afkom maatte hellere være ufødt.«

Det forstod Ditte ikke, hun syntes alle Børn var kære.

»Vil du saa høre NMissionærens Unge da – nu er den der igen. Den har brølet hele Natten, saa det ikke var til at faa Ro for den.«

»Det er vel fordi de ikke behandler den rigtigt,« mente Ditte.

Den gamle bøjede sig frem mod hende: »Der siges at den er besat af Djævelen,« hviskede hun. »Det er nok derfor Missionæren selv passer den 42| om Natten – for at han kan drive den onde Aand ud af den. De ber over den mange Gange om Dagen; og naar det ikke hjælper, lukker de den inde i et mørkt Rum under Trappen. Saa faar den ingen Mad, for den Onde skal sultes ud af den.«

»Men saa ti dog stille, Mor,« sagde Ditte. Der gik Skælvinger over hendes Ansigt og forplantede sig ned igennem hende. Hun stod og lyttede, fortabt; Graaden skar sig helt herom. Saa tog hun sig sammen. »Om lidt kommer jeg med Kaffe,« sagde hun og skyndte sig over til sit.

– –

Ditte hade anbragt Børnene i Sengen med Legesager, mens hun vaskede deres Tøj; de havde ingenting at skifte med og sad ganske nøgne, men der var hedt nok under Tagene i denne Tid. Lillebror laa og gnavede paa en NViolrod, det var godt for Kløe i Gummerne. Hun stod ude i Køkkenet og vaskede, Døren til den lange Passage, som løb mellem Stue og Køkken, maatte hun ha'e aaben for at faa Plads; Beboerne kom og gik. Stuedøren hade hun skubbet til for at de ikke skulde glo, der var saa uryddeligt derinde; men hun kunde omtrent høre sig til, hvor de Smaa befandt sig og hvad de hade for. Hvert Øjeblik maatte hun smide hvad hun hade i Hænderne – og ind til dem; saa var de igen hoppet ud af Sengen og tumlede om paa Gulvet, splitternøgne som de var. Hundrede Gange vel lagde hun dem ned og stoppede om dem, gav dem ogsaa hver et Smæk. Men det hjalp kun for et Øjeblik – saalænge de brø43|lede over Skændene og Smækkene. Pludselig lo den ene gennem Taarer og smittede den anden; og Spillet var i fuld Gang igen. Til sidst opgav hun det og lukkede Døren helt; saa fik de tumle, bare ingen saa dem.

Beboerne rendte ad Gangen, med Ølflaske og Flødekop; de skulde ned inden der lukkedes. De hilste, Mændene gærne med en lille Spøg; Konerne kastede et talende Blik mod Stuen hvor Ungerne laa. Ditte vidste nok, hvad det betød! Naar det galdt andres Sager var Folk svært fordringsfulde; men deres eget hvordan laa det og flød?

En ordentlig Kone vaskede og eftersaa Børnenes Tøj Lørdag Nat, saa de kunde komme i det naar de slog Øjnene op Søndag Morgen – hun vidste det nok. Der behøvede ingen komme og fortælle hende noget! Men naar man nu var saa træt naar man kom hjem fra Arbejde, at man simpelt hen faldt i Søvn!

Helt bogstavelig skulde det ikke tages. Ditte var ikke faldet i Søvn men hade sat sig til at sludre med en Nabokone – lige mens hun hvilede lidt. Og da hun saa skulde i Gang med Natarbejdet, kunde hun ikke staa paa Benene for Træthed og Søvnighed. Man maatte ikke spænde fra, men skulde tage Sliddet i én Køre. Det var som med de gamle Droskeheste, naar de først kom ned at ligge, kunde de ikke rejse sig igen. Nu hævnede det sig! Det hele flød; Ungerne kravlede rundt og lavede NUrydde med Sengetøj og Potter og Gud ved hvad, saa Himlen maatte sig forbarme; og hun 44| selv saa ud værre end et Utyske, uredt og upaaklædt. Der var ingen Ende at se paa nogen Ting; led blev man ved det hele, og ond paa sig selv og andre. En anden Gang skulde hun nok passe paa; det skulde ikke ske tiere.

Pludselig holdt hun inde med Arbejdet og lyttede; Børnene var blevet foruroligende stille derinde. Hun skyndte sig ind. De sad under Vinduet i fortrolig Klynge med Lillebror imellem sig. Døren til det lille Skab i Panelet under Vinduet – Dittes Madskab – hade de aabnet og væltet Skabets Indhold ud paa Gulvet. NKammermøblet, som de vel sagtens hade slæbt hen til Vinduet for at staa op paa det og kigge ud, var væltet, og ud over det hele hade de strøet en Pose Mel, for at dække over Skandalen. Det saa forfærdeligt ud! Og det dejlige Mel, som hun skulde bage Pandekager af til Middag! Ægget som skulde gøre Pandekagerne lækre, hade de maset og smurt sig i Hoderne med; de var helt grisede og skorpede. Ditte lo og brast i Graad paa én Gang, hun gav sig til at gøre Vej imellem dem med haard Haand, skældte og ruskede. Saa sank hun ned paa en Stol og tudede omkap med dem. »Ja, I skulde brøle, I,« sagde hun graadkvalt – »I ved jo ikke engang hvad det er I har lavet! Hvor skal én nu tage Middagsmaden fra til jer!« Saa var hun paa Benene igen – Tøjet begyndte at koge over derude. »Sid nu dér, og Gud trøste jer om I springer ud paa Gulvet!« Hun plantede dem eftertrykkeligt i 45| Sengen og fór ud i Køkkenet. Ungerne sad smaabrølende og skævede efter Døren.

En Stund sled hun i Arbejdet for at indhente det forsømte, men Farten løb jævnt af hende. Hun følte sig mat i Underlivet og Knæerne, maaske blødte hun ogsaa. Efter Lillebrors Fødsel hade hun jævnlig Blødninger skønt hun gav Bryst – hun hade ikke faaet Tid til at komme ordentlig til Kræfter efter Fødslen.

Hun sad med Hænderne i Skødet og var faldet i Tanker. Maaske tænkte hun slet ikke paa noget men hvilede blot ud i et Øjebliks Selvopgiven. Inde fra Komplekset et Steds lød ensformig Barnegraad, saa fjærn at det godt kunde lyde som Sang, monoton Sang. Det var vel Missionærens vanartede Barn. Han græd altid, naar han ikke pønsede paa Skarnsstreger, sagdes der. Han var kun tre-fire Aar, men det var helt utrolig, alt det han skulde kunne hitte paa. Forældrene var alvorlige Folk, de holdt Andagt Morgen og Aften; det var ikke til at forstaa, at netop de skulde ha saadan et Barn. Men det var i al Fald godt, at det var kommet til Verden hos Mennesker, der ejede saa megen Taalmodighed! Ditte vidste med sig selv, hvor let man kom til kort med Taalmodigheden.

Hun fór forskrækket op, hun hade hørt kendte Trin nede i Trappen og skyndte sig at Njage i et Liv og glatte Haaret. Saa bøjede hun sig over Vaskebrædtet, rød i Hodet.

»Naa, du er nok paa Søndagsarbejde,« sa'e Lars 46| Peter endnu før han var naaet helt op. »Goddag, min Tøs.« Hans Røst var en Kende lavere, Sine hade dæmpet paa den; men der stod den samme gode Varme af den endnu.

Ditte tørrede Køkkenstolen af til ham med sit Forklæde og gav sig saa til at skruppe løs igen.

Lars Peter hade været en Tur i Malmø og sad og fortalte løs, om Turen og andet. Da Ditte ikke var med, ikke engang med saa meget som et Spørgsmaal, gik han i Staa og sad en Stund og betragtede hende. »En er nok ikke rigtig velkommen,« sae han endelig og lagde Haanden paa hendes Ryg. »Hvor Fanden kan det ogsaa være, at du har saa travlt i Dag det er Søndag?«

»Aa det ved jeg ikke,« svarede Ditte Nordkræng. »Jeg maa vel ha dovnet de andre Dage!«

»Det har du sku vist ikke,« sae Lars Peter leende – »det vilde ligne dig Pokkers daarligt. Men du har vel for meget om Ørerne.«

Nej, Ditte hade ikke mere end hun godt kunde overkomme.

»Ja, da er én ikke saa vis paa det. Du er ligesom deher Tomatplanter én ser allevegne i Haverne nu – du tar dig for meget paa. Om ikke én passer at knibe dem bestandig, sætter de Frugt og sætter Frugt, og ka ikke føre den igennem.«

»Det er vel Sine, der mener det,« sae Ditte. »Vi kan jo ikke alle være lige husholderiske.«

»Nej naar det gælder Hjærtelavet, saa duer du ikke meget til at holde igen, min Tøs,« sae Lars 47| Peter kærligt. »Bare du kan holde til det selv – du har for stort et Hjærte.«

Ditte lo: »Det sagde Doktoren ogsaa, dengang jeg var syg. Det var Hjærteudvidelse, sa'e han.«

»Ja ja, et Spøg et andet Alvor – hvordan har Ungerne det?« Han rejste sig op.

»De sover,« sa'e Ditte, »de har været saa tidlig paa Færde.« Hun gjorde uvilkaarlig et Skridt mod Døren; men Lars Peter var allerede derhenne.

»Da har de en egen Maade at sove paa,« sa'e han leende og lukkede op. De Smaa hade hørt ham og var staaet paa Hodet ud af Sengen i Skyndingen med at komme først, de laa paa Gulvet og sprællede med Sengeklæderne over sig. De kravlede op ad ham og hængte sig i hans udspilede Frakkelommer. »Har Du noget til os?« raabte de og rev i ham.

Ja i Lars Peters mægtige Lommer var der altid et eller andet, som hade forstukket sig fra hans Landture. Denne Gang var der baade Æbler og Pærer nede under Vanter og Lommeklud, de hade ligget der noget og var baade stødte og snavsede, men herligt smagte de. Og op af Inderlommen halede han noget til Ditte, en Medisterpølse, Nen hel Alen lang. »Den er saamænd nede fra Sandet« sa'e han – »fra NSognefogdens! Ka' du huske – dem som tog sig af jer og kørte jer hjem, da I som smaa rendte paa egen Haand.«

Ditte kunde nok huske det, men det laa en Evighed borte. Det var ligesom det kunde være hundrede Aar siden, og hun hade ingen Tid til 48| at beskæftige sig med det der laa bag ude. Nu hade hun da Middagsmaden, og naar saa Faderen vilde gaa, saa hun kunde faa Børnenes Tøj i Orden.

»Naa, man maa vel se at komme hjem,« sae Lars Peter som om han gættede hendes Tanker.

Ret længe varede Husfreden ikke, saa lød der igen kendte Skridt i Trappen. Ditte blev for Alvor hed i Hodet, Karl var den af alle hun sidst vilde, skulde se hvordan hun gik og Njokkede i det i Dag. Han gav stille Haanden og satte sig overskrævs paa Køkkenstolen, skønt hun ikke bød ham til Sæde. »Du har nok travlt,« sa'e han efter en Pavse.

»Ja jeg har. Bare du vilde gaa, og komme igen om en Time – saa er jeg færdig.« Hun talte hæftigt.

»Det kan jeg godt. Jeg tænkte du var færdig, Klokken er snart elleve.« Han rejste sig sindigt.

»Ja hvad saa! Det er der vel ikke noget at gøre ved!«

»Nej det er der vel ikke.« Han tog i Døren til Stuen.

»Dér vil jeg ikke ha' du gaar ind nu,« sa'e Ditte og holdt ham i Armen. »Der er ikke i Stand.«

»Der blir vel ikke værre fordi jeg kommer derind,« mente Karl.

Hun hørte ham tale med Børnene derinde men kunde ikke faa sig selv til at gaa derind, hun stod og bed sig i Underlæben for ikke at græde. »Hva' er det med jer?« hørte hun ham sige, »ligger I og 49| snuer paa denne Tid af Dagen? Skynd jer nu i Tøjet, saa skal vi gaa paa Fælleden og besøge Kagekonerne.«

»Jamen vi har ikke noget Tøj før Mor har vasket det,« sa'e Peter.

Karl kom frem i Døren: »De Skind, saa kan de jo ikke komme op i Dag.«

»Jeg kan stryge det tørt,« sa'e Ditte uden at se paa ham, »jeg er straks færdig.«

»Det naar du ikke. Det er Synd – de kommer saa lidt ud.«

Ditte brast i forbitret Graad: »Kan jeg gøre for det? Er det min Skyld maaske, at jeg maa gaa paa Arbejde fra tidlig Morgen til sen Aften, og ikke kan passe dem ordentlig – bare for at slæbe Føden sammen til dem? Tror du maaske jeg sladrer paa Trapperne? eller ligger i Sengen og snuer?«

Nej, det vidste Karl godt. »Men du kunde maaske indrette dig lidt anderledes,« sagde han og lagde Armen om hendes Skulder, beroligende. Men hun rystede den af sig og bøjede sig over Arbejdet, med Ryggen mod ham. Han stod lidt, ubeslutsom, saa gik han.

Ditte var gal i Hodet – og ked af det; utilfreds med Alverden – og mest med sig selv. Hun vidste godt hvad han mente med, at hun kunde indrette sig lidt anderledes. Men hvad nyttede det, at han mente det ærligt og godt, naar hun maatte slaa til den fremstrakte Haand.

»En skal man helst ha' at tyrannisere og træde 50| paa,« sagde Gamle Rasmussen en Dag med tydelig Sigte paa Dittes Opførsel mod Karl – »og det blir vel saa den der viser én de fleste Hensyn!« Den gamle hade Ret, skønt Ditte nødig vilde vedgaa det for sig selv. Men i Dag kunde hun se det.

Altid var hun ked af det – bagefter – naar hun hade været Nstudsk og afvisende over for ham; og bestandig var hun det alligevel. Hun kunde ikke gøre for det, men der var noget der – mod hendes Vilje og Ønske – altid lagde sig paa tværs i hende naar det angik Karl. Tilsyneladende var der ingenting der hindrede, men spærre gjorde det alligevel. Hun var som NHønen der ikke kan komme hen over en Kridtstreg.

Naar han endda vilde tage sig til Rette og ikke lade Afgørelsen være afhængig af hende. En Husbondsret hade han jo engang for alle over hende; Ditte undredes tidt over, at han ikke benyttede sig af den. Han gik og ventede taalmodigt paa noget, der skulde opstaa i hende; hvad det egentlig var begreb hun ikke, og hun undredes tidt paa om han ogsaa var et rigtigt Mandfolk. Skulde hun fri til ham, kom han vist til at vente længe!

Og med alt det, kvit blev hun ham ikke. Hun kunde behandle ham grænseløst affejende, nærmest uforskammet, og naar han vel var ude af Døren, fortrød hun det og grebes af Angst for, at han skulde ha faaet nok og ikke kom igen mere. Hans Respekt for hendes Person fik hende til at beskæftige sig med sig selv; hvad var det ved hende, 51| som fik ham til at behandle hende saa nænsomt, som var hun en fin Frøken – og Jomfru tillige? Han saa noget i hende, hun ikke selv vidste af – og heller ikke troede paa. Men det hørte vel med til hans Væsen, højttravende hade han jo altid været.

Han søgte ikke til Nde Hellige mere, men hade ikke derfor lagt Gudsøgeriet af. Sammen med andre unge Arbejdere hade han dannet en Klub, hvor de kom sammen og diskuterede. De hade nogen grinagtige Ideer – skør var han fremdeles! De mente at Mennesket var helligt – hvor usselt det saa var stillet i ydre Kaar, og at Gud fandtes inden i dem selv. Ditte begreb ikke et Muk af det og kunde sommetider knap bare sig for at le, saa højtideligt Karl tog paa disse Spørgsmaal. »Det er fordi din Sjæl blunder endnu,« sa'e han saa. Han Nanerkendte ikke andre Love end sin egen Samvittighed, og mente at den hele Tilværelse vilde blive anderledes, naar den Fattige først vaagnede til Forstaaelse af sin egen Ukrænkelighed. Saa vilde Mennesket ikke længer lade sig trampe paa, men gøre Oprør. Mennesket var helligt, sagde han. Og deraf forstod Ditte, at han selv var det endnu, skønt han ikke længer rendte til de Hellige.

Ditte vidste godt at alting har en Ende, og mens hun sled for at blive færdig, plagede den Tanke hende, at han maaske ikke kom i Eftermiddag. Naa, saa faar han blive borte, tænkte hun trodsig. Men hun hang alligevel i, og Arbejdet gik rask fra 52| Haanden. Snart hang det sidste Tøj paa Snoren foran Køkkenvinduet og smældede i Høstvinden, mens hun strøg det der allerede var halvtørt. Hun skulde vise ham, at hun kunde blive færdig og ha' Børnene rene og pæne, hvis han kom og gik Tur med dem. Han skulde ikke ha nødig at have ondt af dem én Gang til!

– –

Da Klokken slog tolv paa NRosenborg, hade Ditte Børnene i Tøjet og Lejligheden i Orden og følte sig som et helt andet Menneske. Det skrappe var gledet af hende, nu maatte enhver godt komme og se, hvorledes hun holdt sine Sager, hun behøvede ikke længer være kampberedt. Hun var rød i Kinderne og helt skøn, da hun stod og gav Søster Haarbaand paa. »Se, saa, kan Peter og Lille Anna nu ta hinanden i Haanden og gaa over og vise Gamle Rasmussen hvor pæne I er. Saa skal Mor lave Middagsmad imens,« sa'e hun og skubbede dem ud paa Gangen. »Sig saa, at Mor straks kommer over med Mad.«

»Ah, vi skal ha' Pandekager til Middag,« sa'e de.

»Ja Tak! I ødelægger Melet Mor skulde bage dem af og Ægget med, men Pandekagerne forlanger I alligevel. Nej, Ndem har Katten ta'et. Skrup nu af med jer.«

»Fy, styg Kat, væmmelig Bæ-Kat,« sa'e Søster, mens de sjokkede afsted hen ad Gangen. Ditte maatte le – de begreb jo ingenting af det hele. Og saa mente man, man kunde tugte sig til Rette. 53| Herefter skulde hun nok passe bedre paa sig selv og ikke lade Fortrydelsen løbe af med sig. Naa, heldigvis glæmte Børn hurtigt det onde man tilføjede dem, de bar ikke Nag.

De Smaa sad og pludrede ved Bordet, ovenud festlig stemte ved Synet af Pølsen. Ditte havde stegt den hel; den laa og snoede sig paa Tallerkenen, som var der hverken Begyndelse eller Ende paa den. »Nu maa I spise lige saa meget I vil,« sa'e hun. Og Peter erklærede værdigt, at han godt kunde spise den hele selv. »Uha for Mors Pølse!« sa'e Ditte leende. »Saa bliver der jo ingenting til os andre!« Men det gik her som sædvanlig, Maven blev mæt før Øjnene. Pludselig kunde Peter og Anna ikke mere. Lillebror tog ogsaa sin Part; han var klejn i det endnu, men flink til at spise rigtig Mad.