© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Ditte hade været omme og gøre Gamle Rasmussen i Stand, hade vasket og redt hende og puslet hendes Seng. Det gamle Liv! Hun hade ikke kunnet dy sig trods Mavepinen men hade taget endnu en Pille, saa hun var helt elændig. Hun kunde ikke gøre sig fortrolig med, at hun ikke blev ved at være lige rask og rørig; det vilde slet ikke gaa ind i Hodet paa hende at hun var gammel og affældig. Naar hun fejlede noget, var det altid et eller andet udefra der var faret i Kroppen paa hende; og saa forsøgte hun alle mulige og umulige Midler for at drive det ud igen. Ditte stak Pillerne til sig for at være sikret mod flere Dumheder.
Ditte og Børnene holdt Søndag Eftermiddag. Hun sad ved Vinduet med begge to paa Skødet og saa ned i Gaarden, hvor Beboerne fra Mellembygningerne og Baggaarden kom og gik; Lille Georg sov. Børn legede dernede; de holdt Butik paa Skarnkasserne og hade taget Klosetterne ogsaa ind i 55| deres Leg. En Knægt balanserede dernede paa Klosettagene, kravlede derfra op paa Taget til Vognmandsstalden og dansede omkring deroppe. Det hørte til Naboejendommen, og Mutter Geismar – Trappekonen derinde fra – kom med en Stage og vilde kyse ham ind paa sit eget igen. Hun troede nok hun var Vicevært. Hvergang hun stak efter ham, sprang han og skabte sig som en Vild.
Nej vel var det ikke rigtigt; men Ditte undte hende det alligevel – hun var saa falsk. Hvorfor skulde hun nu gaa Viceværten under Øjne! Forøvrigt var Ditte ikke helt tilregnelig i Øjeblikket – hun sad og var faldet i Tanker. Først tænkte hun paa, hvor rart det var at hun var færdig – derfra gled Tankerne over til den kedelige Omstændighed at hun hade sovet for længe; de strejfede den lige, men gav sig bedre Tid ved Børnenes Pludren – – Vorherre! Peter troede ikke paa ham; det var godt gjort af Knægten i den Alder; hvem vidste hvad han kunde drive det til. Gamle Rasmussen troede paa ham, men paa sin egen Maade. »Han er vel nok til,« sa'e hun naar Børnene spurgte – »men han er aldrig hjemme naar vi andre skal ha'e fat i ham. Saadan er det 56| med alle store Herrer!« Og nu hun selv – troede hun paa ham? Ditte vidste ikke rigtig – hun hade aldrig mærket ham! Men var han til, hade han i al Fald ikke haft meget Held med sig; Verden var ikke meget værd, og Menneskene heller ikke. De overraskede én aldrig, for de gjorde altid det, der var behageligst for dem selv. Karl var den eneste, hvis Handlinger og Væsen ikke var saa lige til. Han kunde se paa én med Øjne der ligesom stirrede ind fra det ubekendte, og man maatte tænke paa ham naar man gjorde noget forkert. Var det noget i Vorherres Retning? Men han troede jo alligevel ikke mere – saa vidt hun forstod. Hun vilde tale med ham om det!
Alt det øvrige var lige til og hade mere med Fanden end med Gud at gøre. Man frøs og sultede – ogsaa selv om man gjorde sit bedste; Værten snød sig fra Reparationerne, men Gud hjælpe den der kom blot en Time for sent med Huslejen. Urtekræmmeren snød paa Vægten og gav kun atten Stykker i en Snes Pinde – kunde han se sit Snit. Bageren og hans Kone omme i Forhuset passede selv det hele og kunde dog ikke klare sig! Alt det behøvedes der ingen Vorherre for at holde i Gang. Den Fattige var som et Faar, enhver hade Lov at klippe. »Vorherre gøre Luften lidt mild for dig!« sagde de kærligt og klippede én lige ind til Skindet.
Var det kanske det Vorherre var til? dækkede han Gavtyvene, siden de altid beraabte sig paa ham 57| og førte ham i Munden? Allerede Bedste hade sagt, at han holdt med de Store og hyppede deres Kartofler; og anderledes var det nok ikke blevet siden. Men det betalte sig at føre ham i Munden! Mutter Geismar var Trappekone lige som Ditte – ikke Spor af andet. Men Sognepræsten kom og saa til hende, og Menighedens Damer bragte hende Mad og Tøj – hun fik Legater saa galt! Bare fordi hun rendte til alle Menighedsmøderne. »Kom med!« sa'e hun til Ditte – »én maa ta alting med i disse Tider.« Men Ditte hade ingen Lyst, og hvad skulde det ogsaa nytte? Hun var jo ikke Jøde, der kunde ikke drives Hjemmemission paa hende. Mutter Geismar lod sig erobre af de forskellige Trossamfund efter Tur; Vandrepokalen kaldtes hun spottende i Komplekset. Naar hun var blevet gammel i Gaarde ét Sted og dèr ikke vankede mere, lod hun sig omvende til noget andet. Nyomvendte var man altid glad for i Menighederne og spenderede paa dem; det var jo ogsaa paa dem man holdt Indsamlingerne i Gang. Paa det og sin Smule Trappevask levede hun rigtig pænt.
Nu satte Bagerens Kusk den lukkede Trækkevogn i Skur – han var blevet sent færdig i Dag. Han kiggede op som altid; og Ditte trak Hodet til sig. Men det var for sent – hun maatte hilse igen! Saa fik Konerne da noget at snakke om! Han var fra Jylland og lærte nok aldrig at tale Dansk; men en køn og solid Mand var han – og afholdt af alle i Kvarteret. Han hade været hos 58| Bagerens i femten Aar – lige fra de begyndte. »De skulde saamænd ta' ham,« sa'e Bagerfruen til Ditte snart sagt hver Gang hun satte sin Fod i Butiken – »han er helt væk i Dem. Og han er saa solid. Min Mand siger saa tidt: Gud ved hvordan det skulde gaa os, om vi ikke hade Læborg.« Ja solid var han – det kunde enhver se. Men – –
Hvert Øjeblik lod Ditte Blikket løbe hen over Forhuset, hvis Sovekamre og Køkkener vendte denne Vej. Fru Langhalm gik og gjorde sig i Stand for aabent Vindu. Hvis det virkelig passede med Pillerne, blev der Glæde ikke alene derovre – alle hade paa en Maade en Aktie i hende. Manden var hele femten Aar yngre end hun, og det spændende Spørgsmaal hade gennem flere Aar været: Kan det holde? Konerne i Ejendommen var enige om, at hun maatte se at gi' ham et Barn; ellers blev han ked af hende før eller senere. Flere Gange hed det sig ogsaa, at nu var hun med Barn; hun selv gik om med et Udtryk som bar hun paa den sødeste Hæmmelighed, og andre mente ogsaa at kunne se noget paa hende. Men det drev hver Gang over, uden at man egentlig kunde hæfte sig ved nogen bestemt Aarsag. »Hun har stoppet sig ud for at holde paa ham,« sa'e Konerne – »eller ogsaa er det dette hersens Hysteri der puster hende op.« Men enten det nu var Indbildning eller Gavtyvestreger, saa var det en farlig Sport i Længden; godt var det, hvis det endelig var Alvor med hende. Køn var hun ikke, og hun var femten Aar ældre 59| end Manden som sagt. Men hun var rar; hun saa ikke ned paa dem der boede over Gaarden. Og hun kæmpede den fælles Kamp – at holde paa ham var noget af det vigtigste for de fleste af dem. De undte hende det godt.
Der boede forresten ogsaa pæne Folk i Mellem- og Bagbygningerne; Ditte havde en egen Tilfredsstillelse af at fastslaa det for sig selv. De kom hele Familien Mand, Kone og Børn inde fra de forskellige Opgange og gik ud gennem Porten; de skulde ud at spasere – maaske paa Fælleden. Børnene strittede med Armene og turde knap sætte Fødderne til, Moderen trak ned i deres Tøj og ruskede dem i Armen – hun løb paa Siden af Flokken som en Skærsant. Faderen gik bagefter og saá om de gik ordentlig paa Benene; han skændte hvis de fik Skonæserne ned mellem Brostenene eller krængede paa Hælene. Det var ikke bar Sjov at være Fattigmandsbarn og pæn i Tøjet; Ditte tænkte paa sin egen Barndom og hvor godt hun hade haft det i sine bare Ben. Dem holdt der ingen Hus over!
Saa! Der kom Pramfiskeren fra Djævleøen ranglende med to kønne Makkere – tre rigtige Bisser lignede de, og var allerede anløbne. Saa blev den ikke morsom for stakkels Marianne, især dersom hun ikke hade noget at sætte for dem. Og Ugepenge hade hun ingen faaet denne Gang – hun hade maattet laane baade Bønner og Øl i Aftes! De boede paa Kvisten skraas overfor, og der var 60| ofte Ballade om Natten; mere end én Nat tilbragte hun paa Trappen i bar Særk.
Ditte slog Vinduet op og kaldte: »Marianne, der kommer Fremmede til dig!«
»Tak, jeg har set dem!« svarede Marianne og kom frem i Vinduet. Hun var i Færd med at sætte Hatten paa – hendes Hænder rystede. Bare hun nu slap ud inden de naaede op – hun kunde ta' Vejen over Loftet.
Et Øjeblik efter bankede det, Marianne traadte listende ind. »Nu tar vi Rejsaus,« sa'e hun – »saa ka de ha det saa godt. Du skal da ikke tro, jeg vil stille til Klø fordi der hverken er Snaps eller Øl.«
Man kunde høre dem rumstere derovre. »Nu roder de i Køkkenskabet,« sagde hun fnisende. »Tak Skævne! jeg vilde nødig være derovre og hedde Marianne i dette Øjeblik!« Hun stak Tommelfingeren i Munden og knikkede sammen i Knæerne af Fnis. – »Naa Farvel – nu gaar vi paa Alleenberg!«
Nu gik Missionærens ud – eller Lægprædikant hvad det nu var for noget. Han var i lang, sort Frakke som en Ligbærer; og Ansigtet var ogsaa langt, som bar han Lig, eller forestillede at han bad indvendig. De skulde til Bønnemøde eller saadan noget – Barnet lod de blive hjemme som altid. Saa var det spærret inde – stakkels Skind; Ditte hade dets Graad i Øret endnu.
Det var underligt med den Graad. Naar man 61| tænkte paa Barnet eller talte om det, straks meldte den sig, som vilde den paakalde éns Hjælp – kom sivende hen over Loftet, skar stærkt igennem – og kom sivende igen. Ellers hørte man den ikke, saadan var den gaaet ind i Øret. Det var som om Barnet kunde mærke at der dvæledes ved det. Trist var det med det forgjorte Barn; Ditte kom til at ryste naar hun tænkte paa det.
Peter og Anna var utaalmodige og fik Lov at løbe ud paa Trappen for at se efter Onkel Karl. »Men kun paa første Afsats,« sa'e Ditte bestemt; i Gaarden vilde hun ikke ha' dem. Hun gav Lillebror Bryst og hentede Klapvognen frem, saa alt kunde være parat. Det var en Foræring fra Lars Peter, i Dag skulde den indvies. Hun var ogsaa utaalmodig.
Nu stod Gratulanten op; hun hørte ham gabe derinde og gaa ud i Køkkenet efter Vand. Hun gik ud for at se, om der var noget han trængte til. »De har ordentlig snuet i Dag, Hr. Kramer!« sa'e hun.
»Ja, man maa jo tage det igen om Søndagen,« sa'e han rustent. »De søgne Dage er man nødt til at være tidlig paa Benene – for Forretningens Skyld.« Han var blaanubret og saa fæl ud efter Søvnen, poset og opdunstet.
»Pøh, De skulde saamænd snakke om at komme tidlig op,« sa'e Ditte leende. »De skulde bare gaa i Seng i ordentlig Tid.« Han brummede noget 62| men Ditte var ligeglad. Sandheden maatte han finde sig i at høre.
Hvor lød det kosteligt at høre ham tale om Forretningen! Han skulde være paa Amagertorv inden ni, for at tigge Blomsterrester til de Buketter han rendte Gud og Hvermand paa Dørene med – det var det hele. Der var da nogen der forstod at nyde Livet paa andres Bekostning. Men nu blev han snart hældt ud! Han skyldte for to Maaneder, det kunde ikke blive ved at gaa paa den Maade!
Endelig kom Karl, slæbende paa begge Børnene. Han hade skyndt sig saa han var ganske svedt. »Du maa undskylde, men jeg maatte til et Møde, og det trak ud,« sa'e han.
»Et Møde?« Ditte saa forundret paa ham. Løb han nu til Møder igen.
»Ja, det var angaaende Organisationen – vi vil prøve at samle de misfornøjede i en Opposition. Bestyrelsen sidder og saboterer alting.«
Som Børnene var glade for Karl, skønt han var stille af sig og ikke lavede særlig Halløj med dem. De gik ganske stille, en ved hver Haand, og nød det. Nu og da saa de fortroligt op paa ham. »Du er vores Far,« sa'e Anna.
»Ikke rigtigt,« sa'e Peter snusfornuftigt, »men vi lader det bare! For du gifter dig nok med Mor – det si'r Gamle Rasmussen.« Karl nikkede til ham og saa sig stjaalent tilbage; Ditte var lidt bagud med Klapvognen, hun hade ingenting hørt. De kørte ad Sølvgade ud paa Fælleden og lejrede sig 63| i Græsset for at se paa Ungdommen, der spillede Bold og øvede Kraftkunster. Karl hade en Pakke Mad med, men det var for tidligt at spise den endnu.
»Hvorfor er du saa alvorlig?« spurgte Ditte. »Er det noget daarligt hjemmefra?«
Karl rystede smilende paa Hodet – det derhjemme kunde det ikke nytte at ærgre sig over. »Næ, det er Forholdene – der pønses paa at slaa vor Organisation i Stykker; og naar det er gjort skal vi slaas ned i Løn. Vi tjener for meget, siger de! En Arbejder maa ikke tjene mere, end han lige kan holde Skindet over Knoglerne.«
»Kan I saa ikke arbejde imod da – saa den ikke gaar i Stykker?«
»Naa i Stykker gaar den vel heller ikke – det skal Lederne nok sørge for. Saa mistede de jo deres Stillinger og maatte til at arbejde igen; og det er de vist ikke henrykte for. Men jeg er bange for, de sælger os og Organisationen til Entrepenørerne – for at redde deres egne Stillinger.«
»Ved du hvad – I skulde faa fat i Pelle,« sa'e Ditte overbevist. »Han skulde nok klare den for jer.« Karl lo.
»Ja han taler jo godt nok for sig,« sa'e han let ironisk, »men meget Krudt er der ikke i ham længer – saa storartet han skal ha' været engang. Han er udbrændt, du! Og han vil forresten heller ikke ha' med det ny at gøre. Han gaar og planter Kaal ude i en Kolonihave paa Bispebjærg, og 64| tror at Verden skal frelses ved Brugsforeninger og Kolonihaver. Hver Mand sit Kaalhode – er hans Løsen!«
»Aa, du gør bare Nar. Han gør da meget for Arbejdernes Sag ved jeg. Det hører én da fra alle Sider.«
»Ja for Fattigforsørgelsen – dér er han paa sin Boldgade. Han vil ha det saadan at alle Arbejdere faar af Fattigvæsnet – det maa bare ikke ha Fattighjælps Virkninger. For saa mister de deres Valgret forstaar du.«
»Men det er da meget godt at I bevarer den – ellers er man dog ikke noget rigtigt Menneske!«
Karl trak paa Skuldrene: »Noget rigtigt Stemmekvaj mener du vel?«
»Jeg kan nu ikke se andet end at det er kønt, det han har for,« blev Ditte haardnakket ved. »Tænk bare paa Gamle Rasmussen som kun faar stakkels ti Kroner om Maaneden, saadan som hun har slidt i sit Liv – og faar dem som Fattighjælp! Og alle dem der kommer til Ulykke under Arbejdet – og de Arbejdsløse! Skal de ikke ha Hjælp? Jeg synes, I er for haarde.«
»Ja det er der jo mange andre end dig der synes,« sa'e Karl alvorligt. »I med jeres Hjælp! Nej de skal ha deres Ret, og den kan man ikke tigge sig til.«
»Skal den Fattige vente paa sin Ret, faar han vist Lov at vente længe!« Ditte hade nogle Erfaringer her.
65| »Saa er det bedre for ham at han venter. Men I tænker kun paa Kroppen og hvad der baader den bedst. Sjælen tænker I ikke paa. Hvad gavner det, om den Fattige vinder den ganske Verden, hvis han tar Skade paa Sjælen?«
Det gav et Stik i Ditte. Dér var han igen med sit – akkurat som i de unge Dage da han gik derhjemme paa Gaarden og gruede for Sjælens Fortabelse. »Du med din Sjæl,« sa'e hun. »Kan man maaske leve af den?«
»Spises kan den jo ikke,« svarede Karl smilende – »men man kan i al Fald daarlig undvære den uden at blive til et Dyr. Jeg mener bare, at vi er stillede omtrent som Bøndernes Kreaturer. Den fedtede Bonde sulter dem, den kloge fodrer dem ordentligt ogsaa naar der ikke er noget til dem at bestille – men Kreaturer er de ligefuldt. Man gør noget for Arbejderne – akkurat som man ordner Dyrebeskyttelsen og feder Fiskeyngelen. Det hele er inde i et galt Spor; vi maa se at blive Mennesker og tage vor Skæbne i vor egen Haand!«
Børnene stod og halede i ham hele Tiden – han skulde lege med dem. »Nu skal I min Sandten la Onkel være!« sa'e Ditte Gang efter Gang, men de blev ved. »Du kan sludre en anden Gang kan du,« sa'e Peter fortrydeligt.
Det hade en elektriserende Virkning paa Karl; han sprang op og smed Jakken. »Naa, hvad skal vi saa lege?« spurgte han muntert. Han maatte lægge sig paa alle fire og være Elefant, de Smaa 66| sad paa Ryggen af ham, Peter med Benene dinglende bagud. Lillebror slog med Armene, han vilde ogsaa være med. »Vil du se, saa klog den allerede er!« sa'e Ditte stolt. Hun maatte anbringe ham foran de andre, helt ude paa Elefantens Hals, og gaa ved Siden af og støtte ham; han hvinede af Glæde. Det var godt gjort af en fire Maaneders Unge!
Der var mange Arbejderfamilier paa Fælleden i det gode Vejr. Adskillige hade Mad med og slog sig sammen om Madkurvene; de laa i store Grupper og talte Politik mens de holdt Maaltid. De unge Knægte spillede Bold, eller gjorde de Kraftkunster efter de hade set Akrobaterne i Cirkus udføre. Saa blev de ældre smittede af Ungdommen, de smed Frakken og prøvede Brydertag; der grasserede i denne Tid blandt Arbejderne en hel Mani efter Brydekampe. »Se hvor tossede de er allesammen,« sa'e Ditte; hun laa og morede sig over deres Broer og Faldgreb.
»Arbejderen føler sine Kræfter, men ved ikke hvad han skal bruge dem til. Saa leger han Stærk Mand!« sa'e Karl.
Han havde mange Bekendte herude og lod til at være godt lidt; hvert Øjeblik kom der nogen og stak ham paa Næven: »Naa hvordan gaar'ed? Vi har nok faaet Familie paa i Dag?«
»Nu maa du hellere gaa – og la os passe os selv,« sa'e Ditte. »Ellers tror dine Kammerater du har giftet dig tre Børn til.«
67| Karl lo: »Skal vi ikke være enige om at la Folk tro hvad de vil?« Ditte hade det lidt for meget med hvad andre mente og troede!
»Ja du sætter dig jo op mod alting,« svarede Ditte, halv anerkendende. Det var alligevel ikke den Karl, der i sin Tid laa og tudede – af Skræk for Straffedommen. Naa – hun hade ikke noget imod at ha Mand paa!
Arbejdsmand Jensens fra Adelgade kom hen og hilste; man slog sig sammen om Madpakkerne. Jensen hade været arbejdsløs hele Ugen og var i daarligt Humør. »Hvad skal det bli'e til naar Vinteren kommer?« sa'e han mismodig. »Før var det dog kun i den kolde Tid, naar Frosten lukkede af, at man gik ledig paa Torvet. Man sku' næsten ikke tro, det var et organiseret Samfund man levede i.«
Karl hade ogsaa haft adskillige ledige Dage i Løbet af Sommeren, og den samme Klage hørte man fra alle Sider. »Men forresten, jo bedre alting blir organiseret, des vanskeligere maa det jo bli'e for os at være til,« sa'e han. »De der har Raad til at holde Fornødenheder blir færre og færre; Maskinerne og et Par Haandlangere kan sagtens tilfredsstille dem.«
Madam Jensen saa forfærdet paa ham: »Og hvad saa alle vi andre da?«
»Tja, vi har jo den Udvej at krepere.«
»Det var sku en køn Udvej – i et frit Land! Nej hør nu lidt!« raabte Jensen.
68| »Det ved jeg ikke – det er kaske netop deri Friheden bestaar. Tror du der gi'es anden Frihed for Slaver end den til at kradse af? Forresten har vi forkert fat paa'et; det er ikke os der har nogen Frihed – ikke engang til at kradse af naar vi har Lyst til det. Det er de andre der har faaet Friheden – til at la' os krepere naar de ikke har Brug for os længer. Saadan ser jeg nu paa'et! Demokrati er'et vistnok det hedder. I gamle Dage, dengang man endnu ikke hade opfundet Demokratiet, var man pisket til at sørge for Slaverne, selv om man ingen Brug hade for dem. Men saa var det altsaa, at Amerikanerne – som skal være svært godt med paa moderne Arbejderforhold – fandt ud af at det ikke kunde betale sig. Og saa opfandt de Friheden ser du; de pryglede Sydstaterne til at gaa med paa, at Slaverne skulde jages ud i Ørkenen naar der ikke var noget Arbejde til dem.«
»Det var Satens! Den ka' jeg sku ikke ta'!« sa'e Jensen forbløffet. »Den er mig for spidsfindig!«
Karl sad lidt og tyggede, ærgerlig over at han ikke kunde ramme det saa han blev forstaaet. Saa la'e han over paa en anden Bov: »Jo, ser du Jensen – naar en Bonde vil ha sig et Par Arbejdsheste, eller en Malkeko, maa han værsgod lægge dem til først. Han maa holde en Hoppe – som ikke er ret meget værd i Arbejdet den Tid den gaar med Føl, og han maa betale Bedækningspenge. Saa skal Føllet fødes paa et Par Aar, inden der 69| kan faas nogen Nytte af det. Tror du han bekostede alt det, om han kunde slippe med at gaa ud i Overdrevet og fange en Hest eller Ko ind hvergang han hade Brug for dem – hva'?«
»Næ-i, saa dum er han vel heller ikke,« indrømmede Jensen – nølende.
»Men det er jo lige det man gør med os, kòster os ud og fanger os ind igen efter Behag; saa kan vi selv se hvor vi faar Føden fra i Mellemtiden. Det er Friheden, du!«
»Det er sku en ny Forklaring paa Friheden«, sa'e Jensen. »Den har jeg liegodt aldrig været ude for før.«
»Nej, mig kan jeg jo ikke forlange du skal tro paa! Men du skulde gaa hen og høre Morten, han taler om Slavefrihed paa Onsdag i Tømrerkroen – det er jo lige ved Siden af hvor du bor. Han kan lægge det ud!«
»Morten, han har jo ingenting ordentlig lært – han er jo Arbejder ligesom en af vi andre. Nej jeg gaar og hører De Frisindedes Foredrag for Arbejdere; det er lige Sager kan du bande paa. Det er jo Professere og den Slags Folk, men de er sku ikke bange for at gi det Bestaaende rent paa. De Frisindede staar paa vores Parti!«
»Ja – lige som Ræven staar paa Gæssenes Parti!« sa'e Karl leende. Der hade efterhaanden samlet sig en Del Arbejdere om dem; de stod tavse og hørte til. Karl hade paa Fornæmmelsen, at de fleste af dem holdt med Jensen.
70| »De Frisindede – det er jo Bankmænd, Storhandlende og den Slags! tror du det er for det gode de vil gaa med os under Armen? De vil bare ha os og kravle til Vejrs paa. Smaamanden maa altid lægge Ryg til naar de Store skal ride.«
»Han er snart lige saa langt ude som sin Læremester Morten,« sa'e en af Flokken højt.
»Det er hørt!« raabte en anden. »Men han skriver nu pænt for sig, gør Morten!« føjede han formildende til.
»Hvordan er'et – ham og Pelle skal jo være fra samme Egn?« sa'e Jensen – »de har nok sat paa Skolebænk sammen saagar. Men de kan sku'tte spænds. Forleden til et Møde kaldte Morten nok Pelle Frelsergeneralen!« Arbejderne lo; det var sku godt langet ud. En ondskabsfuld Rad kunde han være.
»Ja vel er det godt – er der noget hele Suppedasen ligner, saa er det Frelsens Hær,« sa'e Karl bidsk. Han lignede slet ikke sig selv, saa rolig og besindig han ellers var, og maadeholden i sine Udtryk. Sulten hade haft sine Tænder i ham! Men pludselig tog han sig i det og smilede. »Naa, det skal nu ikke skille os,« sa'e han.
»Næ, væk med Splittelsesmændene!« raabte en gammel Arbejder og gik demonstrerende sin Vej.
Ditte hade siddet tavs og hørt til. Ofte faldt der hende noget ind, men hun beholdt det for sig selv. Hvem der hade Ret vidste hun ikke, og det var maaske heller ikke let at sige – Mandfolk 71| skulde sludre sig ud i saa meget; men hun var ked af, at Jensen hade haft de fleste paa sin Side. Det var der ingen Mening i, naar Karl var meget dygtigere i Arbejdet og alting. Og hun var ked af at de allesammen gjorde Grin med Frelsens Hær. Hun hade flere Gange været til dens Møder sidste Vinter, der var varmt og Musik, og ingen spurgte om hvordan man var i Tøjet. Men naturligvis, Mændene hade jo deres Beværtninger.
»Lar Bønderne virkelig deres Hopper bestille mindre naar de er med Føl?« spurgte hun paa Hjemvejen.
»De fornuftigere Bønder gør,« svarede Karl.
»Men saa har Dyrene det jo meget bedre end vi!« Ditte tænkte paa, hvordan hun hade maattet slide lige op til det Øjeblik hun lagde sig i Barselsseng.
»Ja naturligvis har Dyrene det bedre. Men de kan jo ogsaa spises naar de er udtjent – det gør en stor Forskel.«
Ditte saa op paa ham. Det var ikke til at blive klog paa, om han talte i Spøg eller Alvor. Saa randt Spørgsmaalet fra tidligere paa Dagen hende i Hu; det var lige saa godt at faa Rede paa det – Karl var saa klog. »Du tænkte engang saa meget paa Vorherre,« sa'e hun. »Tror du endnu paa at han er til?«
Karl svarede ikke lige straks. »Jo vist er han til!« sae han endelig, dødsens alvorlig, næsten forpint i Udtrykket – »men han er ikke noget for os. Vorherre har de andre lavet, for at han 72| skulde være deres Bøddelknægt imod os; og det er han ogsaa godt nok. En Tid troede jeg paa, at jeg skulde faa ham omvendt til at blive ogsaa min Fader; men det er umuligt. Ingen kan tjene baade den Undertrykte og Undertrykkeren!«
»Men du siger jo, at det er os der tror paa ham – ikke de andre,« indvendte Ditte.
»Ja det er netop det han er opfundet til – at holde os i Ave. Gud hjælpe de andre, om de skulde nøjes med Politiets Beskyttelse alene. – Vi Undertrykte faar selv se at gøre os en Gud, og det kommer ogsaa nok! Men det skal være en Retfærdighedens Gud, Enkernes og de Faderløses Gud, og alle deres der lider ilde.«
»Hvad mon I saa vil lave ham af?« sa'e Ditte spottende. »For saa megen Godhed findes der da ikke i Verden, som der behøves til det!«
»Jo der gør du. For vi vil lave ham af de Fattiges Hjærter og Hænder. Saa bliver han god nok!«