73| VI
Rotterne

Lille Georg var en rigtig Ædedolk. Han hang ved Dittes Bryst Natten igennem, saa hun var helt udsuget om Morgenen. Om hun nu skiftede ham over i Søvne eller han selv besørgede det – han tømte begge Brysterne. Det var klogt af ham at forsyne sig, for om Dagen vankede der ikke noget. Saa snart Ditte hade faaet Morgenarbejdet fra Haanden, lagde hun ham i den store Vuggekurv og piskede afsted gennem de mørke kolde Gader med ham – til Vuggestuen. Hun tog det paa Vejen til Arbejdet. Megen Fornøjelse var der ikke ved at ha' en Lille paa den Maade, men man maatte være glad til man kunde faa ham anbragt. Og saa forresten haabe paa, at han ikke blev taget af Børnesygdommene. Der var en Snes Unger ialt paa Stuen, og smitsomme Sygdomme grasserede bestandig mellem dem.

De andre to gik for Lud og koldt Vand derhjemme. Hun tændte op før hun gik, og lavede Kaffe og stillede Mad af til dem; Peter kunde selv 74| sætte Kaffen paa Kakkelovnen og varme den. Men lægge paa Ilden maatte han ikke, Kusk Olsens Kone henne fra Gangen stak ind og saa til Ovnen. Der var mange andre Ting de Smaa heller ikke maatte – en hel Ræmse. Moderen gentog den hver Morgen, og det var med Livet i Hænderne hun kyssede dem til Farvel, med Hjærtet i Halsen hun vendte hjem igen ved Aften, slæbende paa Lillebror. Der kunde være sket saa meget!

Men der skete Gudskelov ingenting – hun hade Lykken med sig. Peter var ogsaa en alvorlig lille Fyr, som ikke indlod sig paa større Dumheder. Han og Anna blev i Sengen til det var lys Dag; det hade de Ordre til, og den behøvede ikke siges to Gange. Der var Rotterne som altid holdt Postyr i Mørket; og der var Sortefar. Han holdt til under Sengen og i Krogene – overalt hvor der var bælgmørkt; han var nærmest ét med Mørket selv. Kun Mørket under Dynen hade ikke noget med ham at skaffe; dér boede Søvnen og Drømmene. I Sengen kom han overhodet ikke; dér var man beskyttet mod alt.

Men det hændte at man maatte op; især Søster kom jævnlig ud for den Ulykke. »Staa du bare op,« sa'e Peter, »der er ikke noget at være bange for. Naar det er noget man skal, er der ingen der tør gøre én Fortræd. Det siger Onkel Karl selv; saa skal man bare gaa lige paa.«

»Saa kom du med,« sa'e Anna og vilde holde 75| ham i Haanden. Men det var han alligevel ikke rigtig dristig ved.

»Nej – for jeg skal jo ikke noget,« sa'e han forklarende – »derfor tør jeg heller ikke. Men hvis jeg skulde!«

Saa maatte Søster alene. Hun stak Hodet op over Dynen og hviskede Helle; fik de smaa Fødder ud paa Gulvet og sagde Helle igen, højere for at være sikker paa at det ogsaa blev hørt, og smaaklynkede. Men naar først det var overstaaet og hun laa under Dynen igen, følte hun sig som en hel Helt. Saa laa de og pludrede, og lyttede efter Rotterne som tumlede inde bag Bræddevæggen. Frem i Stuen vovede de sig ikke; Moderen vilde ikke ha' det. Hun blev vred naar de gnavede sig igennem, og kom knust Glas i Hullet. Hun hade ogsaa bagt Pandekager med NStrandløg i for at slaa dem ihjæl – det brugte man hjemme i Skadereden. »Det kan du saamænd godt spare dig,« hade Gamle Rasmussen sagt – »for Rotterne herinde er der ingenting der bider paa. Det er med Rotterne herinde som med Menneskene – de kan aldrig faa det krast nok. Hvad der er Gift for almindelige Væsener, er bare Krydderi for dem.« Og ganske rigtig; Pandekagen var væk, men Rotterne var der skam endnu! Hver Nat kom de og skrabede paa Træværket og vilde ha' mer Pandekage med Strandløg i.

Naar det var blevet rigtig lyst, sprang Børnene op. Peter vaskede Anna i Ansigtet og knappede 76| hendes NLivstykke; og hun løb over til Gamle Rasmussen og blev redt, mens han balanserede den store Kaffekande hen paa Kakkelovnen. Der stod Mad til dem under en Tallerken, og Moderen hade kommet Fløde og Sukker i deres Kopper – lige til at skænke paa. Der var det ved den Fløde og Sukker paa Bunden af Kopperne at det smagte saa fortvivlet godt; man maatte slikke lidt, og lidt til, og bare en lille bitte Smule endnu. Og før man vidste et Ord af det var der ikke mere, og Kaffen maatte drikkes sort. Kunsten var jo at slikke uden at det svandt i Koppen; og hver Dag forsøgte de igen. Men det vilde ikke lykkes for nogen af dem.

Naar Morgenmaden var sat til Livs, skulde Stuen gøres i Orden. Der var ingen der hade bedt om det; Peter der var en god lille Dreng hittede paa det af sig selv. Saa var Moderen fri naar hun kom hjem om Aftenen! Han var forældreløs saa han hade ikke noget Skidt at slægte paa, sa'e Gamle Rasmussen altid. Derfor var han saa god og betænksom. Søster derimod var nok blevet til i en Arbejdsløshedsperiode, for hun overanstrængte sig ikke – i al Fald ikke naar det galdt noget nyttigt. Naar den gamle sa'e: Kan Søster hente Gamle Rasmussens Briller? rystede den Lille energisk paa Hodet: Søster er saa træt, sa'e hun. Men sit eget kunde hun udmærket passe. Hun blev nok en rigtig Dame engang!

Naar de var færdige, tog de hinanden i Haanden 77| og gik hen for at se, om der var noget Gamle Rasmussen trængte til. Peter sprang Ærender for hende, han kunde godt betros baade Flasker og Penge. Det hændte ogsaa, at de ikke gjorde Holdt ved den gamles Dør men gik videre, hen over mange Lofter, for at se Bagerens Rotter danse. Naar man hade stavret sig frem tilstrækkelig længe mellem aflaasede Pulterkamre, gennem hvis Træmmedøre de forunderligste Ting lod sig skimte, og man saa drejede om en Skorsten og var dumpet et Trin ned i Mørket, stod man pludselig ved en Træmmegavl. Bagerens Skorsten ragede op midt igennem den og var altid dejlig varm; og derinde i Halvlyset dansede og legede Rotterne mellem Melsækkene. De var altid i godt Humør, Bagerens Rotter, og det var fordi de hade Mad nok. Der var baade store og smaa; de unge legede, og de gamle løb op og ned ad Melsække og Brædder. De kunde løbe lige saa hurtigt op ad en Væg som Peter hen over Gulvet. Saa gnavede de i Sækkene der laa oven paa Bjælken; Melet dryssede ned paa Gulvet, og Ungerne kom og pillede det op. Naar de hade taget en Mundfuld, sad de paa Bagbenene og mimrede i Luften – og pludselig legede de igen. Det saa ustyrlig morsomt ud; men man maatte være saa stille som en Mus alligevel. Og pludselig – naar en Rotteunge kom trillende frem i Lysstriben som et graat Garnnøgle – kunde Søster ikke dy sig længer og raabte: Den lille søde Rotteunge vil jeg ha! Og væk var de.

78| »Du er et rigtigt Fjols!« sa'e Peter; og saa travede de tilbage over Lofterne igen.

Her oppe i Mørket boede der ogsaa Mennesker; men det var nogen man ikke rigtig regnede. I Rummet under Tagskæget bag Gamle Rasmussens Kammer stak en Madras lidt frem. Der boede Hjærter Skæg, han maatte lægge sig ned og kravle for at komme ind i sin Hule. Han var smaatosset, og det levede han af; naar man rakte en Tiøre og en Toøre frem, valgte han altid Toøren. Peter hade selv forsøgt det, en Dag han skulde gaa til Bageren for Gamle Rasmussen og hade faaet to Øre at slikke for. Men den gamle hade grinet ham godt ud for det. »Han er slet ikke saa tosset,« sa'e hun – »han ved nok hvad han gør. Han har tjent mange Penge paa andre NFolkses Dumhed.« Navnet hade han faaet, fordi han engang hade et langt, langt Skæg – saa langt og smukt at han kunde faa hvem i hele Verden han vilde til Kærest. Det levede han af dengang. Men saa var der en af hans Kærester, der klippede Skægget af ham mens han sov, saa Kraften gik af ham. Nu tiggede han i de store Restauranter og Natlokalerne og gav sit Idiot-Nummer; og Politiet lod ham være – fordi han var smaatosset. Masser af Penge hade han tjent, han hade hele Hulen fuld. »Gaa du selv hen og se,« sa'e den gamle. »Madrassen er stoppet med bar Toører!« Men Peter turde ikke, han var bange for ham.

Derimod turde han nok vove sig ind i Klude79|samlerens Hule – det mørke Hul bag Skorstenen. Der laa en Bunke Klude som han sov paa, og op ad Skorstenen stod en Kasse paa Enden med en Stump Lys, en Æske Tændstikker og et gammelt Spil Kort. Børnene kiggede ofte hen om for at se, om den gamle Mand var hjemme; det hændte, at han hade et Stykke Legetøj til dem som han hade fundet i Skarnkasserne. Naar det mystiske Syvtal hang udvendig paa Skorstenen, betød det at han var hjemme. Han hade trukket gamle Sække paa en Snor saa de dannede Væg ud mod Loftet, og inden for Væggen sad han og hade Lys tændt og sorterede Morgenens Høst. »Naa, kommer I og ser til NRidderen af Syvtallet?« sa'e han glad. Saa fik de Lov at rode med, Sækkens Indhold var tømt ud paa Gulvet, og de svælgede i Alverdens Herligheder fra Skarnkasserne. Han laa paa alle fire og sorterede, Kludene for sig, og de rustne Blikting for sig; selv det gamle Papir skulde sælges igen. Naar der var noget de var glad ved, Resterne af en gammel Billedbog eller et itubrudt Stykke Legetøj, fik de Lov at ha det. »Men lad ikke jer Mor se det,« sa'e den gamle Kludesamler – »hun er saa ordentlig.« Nej det kom ikke længer end til Gamle Rasmussen; dér hade de efterhaanden et helt Lager som Moderen ikke vidste noget om. Madrester, der var imellem, pillede han omhyggeligt fra og rensede med sin Kniv; dem spiste han selv.

»Fy, der er Bæ paa!« sa'e Søster.

80| »Nej, naar én faar en god Snaps til, er det ikke farligt. – Men nu er det bedst I gaar jeres Vej, hjem til den go'e, go'e Mor Ditte,« sa'e han pludselig og skubbede dem uden for Afspærringen.

»Ja det har han saamænd Grund til at sige,« sa'e Gamle Rasmussen. »Hade Mor Ditte ikke ta'et sig af'en sidste Vinter og stukket lidt varmt til'n nu og da; saa gad jeg nok set, hvor han nu hade væt henne. Vi stakkels gamle Djævle maa takke Vorherre til for vor rare Mor Ditte.« – –

Der var ogsaa andre Rotter i Ejendommen end Bagerens, men de var mere ondskabsfulde. Marianne maatte hejse sin Mad op i en Kurv under Loftet om Natten – naar hun da hade nogen Mad. Og Missionærens lille Dreng blev skambidt af Rotter, en Dag de hade lukket ham inde i et mørkt Hul og glæmt ham der Natten over.

Hver Dag forslog de to Børn nogle Timer med at sidde ved Vinduet og se andre Børn lege nede i Gaarden; de holdt trofast om hinanden for ikke at falde i Fristelse til at række sig for langt ud over Tagrenden. Naar de sad ved Vinduet, gik det an at ha det aabent; ellers maatte det holdes lukket – for Rotternes Skyld. De spaserede derude i Tagrenden, dukkede op af et Nedløbsrør som af en Trappegang – lige for Næsen af én – og vandrede hele Omgangen rundt, snuste og Nvimrede mod Luften og saa pudsige ud. Naar Regnen drev Børnene væk af Gaarden, tog de Tagene paa de smaa Huse i Besiddelse og tumlede sig dér. Og om 81| Natten var det meget værre endnu! Naar Maanen skinnede ned i Gaarden, kunde én se dem sidde og formelig vente i alle Kælderhalse; og aldrig saa snart hade Bageren sat Pladerne med Bagværk ud til Svaling paa Tagene til de smaa Huse, huit var Rotterne oppe paa Brødet endnu før han fik vendt sig bort. Gamle Rasmussen hade set det tidligere, naar hun vaagede hos Koner i Ejendommen der skulde ha Smaa. En kunde formelig se, naar Rotterne brændte Snuden paa de varme Hveder. Saa snurrede de rundt om sig selv og peb og gned sig om Snuden med Poterne.

Dagen kunde blive lang for de to Børn, især hen paa Eftermiddagen, naar de hade udtømt alle deres egne Kilder for Underholdning og Gamle Rasmussen skulde sove. Saa kunde det hænde at Søster fik Overtaget, og de tog hinanden i Haanden og gav sig ud for at lede Moderen op. Peter var klog nok til ikke med sin gode Vilje at vove sig uden for det kendte. Men Livet i Gaderne tog dem, der var Butiksvinduer fulde af straalende Sager, som fik én til at glæmme alting og lokkede længer og længer bort; og inden de vidste et Ord af det, var de faret vild. Saa gav Søster sig til at brøle, og det endte med at hun smittede Peter, saa han ogsaa gik fra Snøvsen og knap kunde kende sin egen Gade igen. De slap jo helskindet op igen, og Gamle Rasmussen skændte paa dem og tørrede deres Taarer. »Det er inte værd vi taler om det til Mor Ditte,« sa'e hun. Men Ditte fik det stukket ud af 82| de andre Koner, naar hun kom hjem om Aftenen. Glad gjorde det hende ikke.

Men det fik altsammen en Ende heldigvis; Gamle Rasmussen kom op en Dag og hade fuldstændig overstaaet Virkningen af Pillerne. Og et Guds Mirakel var det, for Kraften sad liegodt i dem! En behøvede bare se paa Lærerfruen; hun gik formelig og Nmavede sig. Og hendes Mand var blevet saa øm over hende. Hvergang hun gik i Gaarden, kom han rendende bagefter med et Sjal og stak ind til hende gennem Træmmerne.

En Formiddag Børnene kom derom, stod Gamle Rasmussen og trak NKlokker paa.

»Er du nu rask, Rasmussen?« spurgte de spændt. »Helt helt rask?«

»Ja det kan I tro jeg er!« svarede hun og hoppede som en Skade hen over Gulvet.

Saa lo de, saa det kogte i de smaa Struber. »Mer endnu!« sa'e de.

»Nej nu vanker der ikke mer, for nu skal vi i Vinterstadsen.« Gamle Rasmussen tog endnu en Klokke over Hodet – og der blev den hængende og kunde hverken komme op eller ned; det hændte ofte – til Svir for Børnene. Det var de stive Skulderleds Skyld; de var fulde af gammel Gigt, og kunde somme Tider ikke svinge tilbage igen naar Armene var rakt op. Saa stod hun der med Uldklokken over Hodet og kunde ikke se dem.

»Hvor er I henne, kære Børn?« spurgte hun, og lod som hun var ked af det.

83| »Vi er her. Og jeg hedder Anna Svendsen, men Peter hedder bare Peter, for han har ingen Forældre. Kan du saa se os?« sa'e Søster dødsens alvorlig.

»Nej men jeg kan se Himlen,« svarede den gamle og strittede for at faa Klokken trukket ned. »Og deroppe rider Fattigper paa Ryggen af Fanden – nej paa Ryggen af Fattigforstanderen er'et saagu! Hui – bare han vilde gi ham ordentlig af Pisken. Men han er for skikkelig det NDrog!«

»Se mer endnu, hva! Skal de op til Vorherre?«

Men nu gled Klokken paa Plads, og saa var der ikke mere at se dengang. Men rimeligt var det vel, at Per skulde op til Vorherre og klage over Fattigforstanderen. Gamle Rasmussen skulde bare været med, saa skulde han ordentlig faaet sit NSkudsmaal; hun vidste mere om de Folk end godt var for dem.

»Hvem er Fattigper?« spurgte Børnene. »Er han stærk?«

»Ih ja, saa masende stærk! Han er saa stærk at han maa gaa med Hænderne i Lommerne.«

»Kan han prygle alle Mennesker?« spurgte Peter med tyk dyb Stemme og skød Maven frem.

»Det kan han nok, men han er et tossegodt Drog. Alle Mennesker kóster med ham og hundser ham, og han finder sig i det. Et sølle Skrog er han.«

»Aa, det er Synd for ham,« sa'e Søster.

Men Peter pustede sig op og saa barsk ud. »Jeg 84| vilde slaa dem ihjæl!« sa'e han. Han hade det med at slaa ihjæl i denne Tid.

Gamle Rasmussen maatte fortælle mere om Fattigper, der var saa smadderstærk at hans Træsko slog Rævner, og saa tossegod at han ikke kunde holde Sul paa Kroppen. Dengang Vorherre hade skabt ham, satte han ham ned paa Jorden. Værsgod, der er baade Sol og Skygge! sa'e han. Men paa Solsiden hade Fanden anbragt sig og sine. Her bor nu vi! sa'e han. Saa maatte Fattigper ta Plads paa Skyggesiden; og der var dejligt om Dagen men koldt om Natten.

»Du fryserA nok! raabte Fanden om Natten. Jeg kan høre dine Tænder klaprer!

Du sveder nok! raabte Fattigper tilbage, da det blev Dag og Solen skinnede. Pas paa du ikke smælter, din NIstervom! – Saa skabte Fanden Vinteren, og Fattigper frøs baade Dag og Nat.

Det saa Vorherre og sendte ham en dejlig ny Overfrakke og en varm Dyne. Og Fanden ærgrede sig baade gul og grøn. De Ting kunde jeg lige bruge – tænkte han, skønt han ikke hade Spor af Brug for dem. Og da han hade spekuleret lidt, kom han efter det og opfandt Laanekontoret. For saadan er han!

Og Fattigper er saadan beskaffen, at han ikke kan gaa forbi et Laanekontor uden han straks skal ind og Nsætte noget; og dér hade han saa Frakke og Dyne staaende om Vinteren i den kolde Tid. Om Sommeren naar det er hedt, smækker han sig 85| med begge Dele – bagvendt som han er. Fattigper kan I altid kende paa, at han sætter sine Sager naar han har Brug for dem, og løser dem hjem igen naar han ikke behøver dem.«

»Det gør Mor ogsaa,« sa'e Peter.

»Ja naar én ser rigtig efter, er I kaske nok lidt i Familie med ham. – Og saadan blev de ved at trække i ham hver fra sin Side, Vorherre og Fanden. Og Vorherre var den skikkeligste, derfor kunde han ikke følge med i alle Rævestregerne. Saa Fattigper fik det bare værre og værre.«

»Det er der ikke noget ved,« sa'e Peter – »for der er jo slet ingen Vorherre.«

»Jo, det er der rigtignok – han sidder ovre i NMarmorkirken. NDen der vil være rig, skal bare trække ham i Skægget og spytte ham tre Gange i Ansigtet. Men det er der inte mange der har Kurasje til, og det er derfor der er saa mange Fattige i Verden.«