86| VII
NKonfirmationsgildet

For at være paa den sikre Side hade Ditte ladet sin pæneste Kjole fikse op med NPliséer og nyt NBærestykke. Det kostede; men i Fald hun skulde blive bedt med til Povls Konfirmation, maatte hun se ordentlig ud i Tøjet. Der skulde være stort Gilde derude i Istedgade; hun vidste at de maatte rømme baade Stuerne og Soveværelset, saa mange skulde de være til Bords. Vin var der ogsaa købt, og der var trykt Sange; Sine vidste hvordan det skulde være. Ditte hade aldrig i sit Liv været til et rigtigt Gilde; hun hade set Gilder nok men kun som opvartende Væsen; nu glædede hun sig til selv at være med. Hendes egen Konfirmation var forløbet paa fattigste Vis, og det kunde være helt morsomt at faa Del i Opgangen. Saa opsat var hun paa at komme med, at hun Lørdag Aften var lige ved at bide Hodet af sin vanlige Ærekærhed og gaa ud og bringe sig i Erindring.

Søndag Morgen tudede hun lidt. Der skulde noget til før Ditte gav sig over, og Gamle Rasmus87|sen skældte hende godt ud. »Er det noget at ta paa Vej for lidt Mad – naar dog éns Helsen er det vigtigste af alt. Vær du glad, du er rask og har Føden til dig og dine Unger. Og saa har de vel glæmt det i al Hurlumhejen; op ad Dagen kommer der nok Bud skal du se!« Men der kom ikke Bud; Ditte gik om med røde Øjne.

Da hun hade faaet Børnene i Seng, bad hun Gamle Rasmussen sidde ved dem mens hun gik sig en Tur. Hun hade taget den pæne Kjole paa og gik ind gennem Byen ud til Istedgade. Uden for Hjemmet stansede hun pludselig som kom hun til Besindelse; hun trak sig over i Skyggen paa den modsatte Side af Gaden og stirrede over mod de oplyste Vinduer. Der var Lys over det hele; de øverste Vinduer var lukket op, Røg og højrøstet Tale og Latter væltede ud. Faderens Røst lød over de andres; han kom hen til Vinduet og stod og talte ind i Stuen. Da han tav, lo de alle. Og Ditte lo med – han hade nok sagt noget kært og morsomt til Povl. Lille Povl – bare hun dog kunde ta ham om Hodet, og kysse ham nu, og ønske ham Lykke og Velsignelse – han var dog hendes Dreng! Hun hade slæbt sig skæv paa ham, og ofret ham sine Nætter – – der kom Hulken op i hende. Men saa brød de op derinde, Døren til Gangen gik op, Else og hendes Forlovede kom ud. De mundhuggedes og slæntrede i bart Hode op ad Gaden, med Ryggen til hinanden som to uartige Børn.

88| Ditte smuttede ud af Gadedøren, hvor hun hade søgt Skjul, og skyndte sig om Hjørnet. Hun drev afsted paa maa og faa, forladt og syg i Sjælen. Hun vidste, at Faderen hade savnet hende i Aften, og følte det som et Forræderi at han ikke hade sat igennem, at hun kom med. Han var fejg nu paa sine gamle Dage; Sørines Særheder hade han ikke været bange for at lægge sig imod, naar de vilde gaa ud over Børnene. Men Sine lo bare som om hun blev kildet, saa var han færdig. Sød og rund og buttet som hun var hade hun smilende skilt Ditte af med det eneste Tilhold, hun hade paa denne Jord – sit Hjem.

Hun kom igennem en af de smaa Sidegader ud i NFrederiksberg Allé. Ovre ved Indgangen til NFrelsens Hærs Lokale var der stærkt oplyst; Stor Henrykkelsesuge med Lovsang og Halleluja! stod der paa det udspændte, gennemskinnede Lærredsskilt over Porten. Ditte drev ind; hun var rigtig forhutlet til Mode og frøs. Hun trængte til Lys og Varme paa Sjæl saa vel som Legeme.

Der var herligt lyst inde og varmt! Oppe paa Platformen optraadte nogle mandlige og kvindelige Frelsersoldater; de sang, prækede og spillede saa at sige paa én Gang. Bedst som de stod og sang, brød de med et Ryk af midt i Verset og Munden gav sig til at løbe paa en af dem – – og tjim! væltede Orkestret sig pludselig over ham og kvalte ham i øredøvende Spetakel. Det gav et Sjok i én hver Gang, og kildede én i Haarrødderne; man 89| skulde nok vaagne op! Og Musiken tævede løs, den formelig tampede Mismodet ud af Kroppen paa én. Prækenen tog Ditte ikke altfor højtideligt; de stod bare og hittede paa, for at Folk skulde blive i godt Humør og faa Smilet frem. Men det var rart at være et Sted, hvor man ikke alene var velkommen, men hvor hele Festen saa at sige var stillet paa Benene for éns Skyld!

Der var flere Ansigter hun kendte igen fra forrige Vinter. Og oppe paa en af de forreste Bænke sad den gamle Kludesamler hjemme fra Loftet; han holdt Hatten for Ansigtet og saa ud til at være borte i Andagt. Og henne, lænet til en af Vinduespillerne stod – – Hr. Kramer, Gratulanten! Ditte var lige ved at skrige, saa forskrækket blev hun ved at se ham her. Han var blaasort i Ansigtet, saa blaasort, som hun aldrig hade set ham før; – saa hade han ingen Spiritus faaet hele Dagen! Hænderne laa foldede i Hulningen over den slatne Hængemave, Skæg og Kinder – alting hang slapt paa ham. Sørgelig forhutlet saa han ud; Ditte fortrød at hun hade kunnet tænke paa at sætte ham paa Gaden. Hvor skulde han saa hen! Hun sad og pønsede paa, hvordan hun skulde faa ham med hjem.

Da hun rejste sig, tog han sin Hat fra Vindueskarmen. Ude i Porten sluttede han sig til hende. »Undskyld, jeg kommer gaaende,« sa'e han – »men vi kan maaske følges ad et Stykke? Det er ikke hver Aften, én kan Nsmække sig med Dame paa.«

90| »Ja, gaa med hjem, Hr. Kramer,« sa'e Ditte livligt. »Saa køber jeg Brød og laver Kaffe.«

»Hjem,« han slæbede paa Ordet – »Familieliv og Bler paa Kakkelovnen og Kaffe med Brød til, hva? Nej, vi kommer der ikke, lille Fru Hansen; der er grundig lukket af for Familiens Skød, er der. Men der ligger en storartet Kælder herhenne paa Vesterbros Torv; De kan godt gaa med ned – der kommer ogsaa Damer!«

Nej Tak, Ditte gik ikke paa Beværtning.

»Naa nej – det er De forresten ogsaa for pæn til. Men-æ, De kunde jo laane mig en Krone eller to.«

»Jeg har ingen Penge, Hr. Kramer,« sa'e Ditte og saa ham ind i Øjnene – »ikke en rød Øre!«

»Men De sa'e dog, at De vilde købe Brød. Stik mig saa hellere de Penge hva', naar De nu sparer Brødet.« Han tog hende i Ærmet og saa tiggende paa hende. Det var som om et Haab om Himmerigs Frelse lyste op i hans slukte Øjne.

»Det var jo paa Kredit,« sa'e Ditte – »jeg kan nok faa Kredit hos Bageren. Og jeg skal gærne se at faa fat i en Konjak til Dem til Kaffen i Stedet for Brød.«

Han trak paa Skuldrene. »De ved nok, at man aldrig drikker derhjemme i Bulen – man er ikke noget Subjekt. Men for Satan – ja undskyld jeg kommer gaaende – men naar De har Kredit, ku' De saa ikke være sød og rejse et Par Kroners Penge. De skal faa dem igen i Morgen, saa sandt 91| man har været et pænt Menneske engang.« De stod paa Torvet og talte, Kramer hang ovre ved Kælderbeværtningen med Øjne og Øren, han formelig indsugede Larmen derovre fra. »Tag og gør det hva'!« sa'e han tryglende – »to skaldede Kroner!«

Ditte gjorde det saamænd gærne; hun hade helt ondt af ham, som han stod dér og stirrede sygt efter sin kære Beværtning. »Men jeg ved ikke mine levende Raad for Udveje,« sa'e hun fortvivlet.

Ømheden i hendes Stemme fik ham til at gaa haardt paa. »Udveje, Udveje!« sa'e han – »vilde De ogsaa sige det, hvis De hade et Barn, der laa og var sygt og trængte til Læge og Medicin? Saa skulde De nok finde paa Udveje. Der er sku Udveje nok! Hvis jeg var Dem, skulde jeg med Lethed rejse en Snes Kroner paa mindre end et Kvarter.«

»Hvordan saa da?« spurgte Ditte forundret.

Han lagde fortrolig Haanden paa hendes Skulder og bøjede sig frem mod hende: »Saa storartet som De ser ud«, sa'e han og pegede ud mod Gaden, hvor Mænd jog frem og tilbage i Lygteskæret som Natsværmere.

Ditte saa forstenet paa ham. Saa vendte hun sig og gik – hun smaagræd.

Da hun kom hjem, var Karl lige gaaet. Børnene laa vaagne endnu, de var helt oprømte. Han hade bragt sin Aftensmad med, fordi det var saa 92| kedeligt at sidde og gnave sit Brød alene derhjemme; saa hade de holdt Maaltid og drukket Kaffe bagefter med Boller til. »Ja, og vi fik baade Rullepølsemad og Ostemad,« fortalte Børnene i Munden paa hinanden. »Hvor er han god,« sa'e Gamle Rasmusssen – »saa pæn og alvorlig. Inte saa meget som at han drikker en Øre af Fortjenesten op. Saadan en Mand sku' én bare ha haft.«

Ditte svarede ikke. Hun var træt – og led ved det hele. – –

Del i Gildet skulde Dittes liegodt ha, for næste Formiddag kom Lars Peter med en Kurv med lækre Sager, Steg og Kransekage og meget andet. »Du maa undskylde, at vi Nikke bad dig«, sa'e han. »Men vi var jo ikke stort andre end os selv og saa et Par Naboer. I den Tilstand Mor gaar i, ka' hun jo ikke godt ha for meget om Ørerne.«

Han saa ikke paa Ditte, mens han sagde det; og hun fandt det ikke nødvendigt at svare. Hun tog ikke imod Kurven; han maatte selv sætte den fra sig ved Kakkelovnen. Tak sagde hun heller ikke, saa overhodet ikke Kurven. »Naa jeg maa vel se at komme afsted igen – jeg skal ud og køre,« sa'e han og rakte hende Haanden; han saa bedrøvet ud af Øjnene. Børnene var ovre hos Gamle Rasmussen alle tre; han spurgte ikke efter dem.

Ditte tog Tøj paa, hun skulde være paa Arbejde Kl. ét i Dag. Før hun gik, tog hun Kurven over til Gamle Rasmussen. »Kunde du ikke faa fat i en Dreng og faa ham til at bringe den ud i Isted93|gade,« sagde hun. »Det er noget Far har været her med – fra Konfirmationen; men jeg vil hverken eje eller ha deres Lævninger.«

»Nej, naturligvis – det manglede da bare«, sa'e den gamle. »Jo det kan jeg faa Olsens Kresjan til, lad dem bare faa det lige i Synet – det har de godt af.«

Da Ditte var vel ude, lukkede den gamle op for Kurven. »Nej sikke dejlige Sager, vil I bare se, Børn!« sa'e hun og slog Hænderne sammen. »Det vilde da være Synd og Skam at gi det storsnudede Rak alt det tilbage. Sku vi ikke hellere sæl spise det hva'? – Men saa maa I inte nævne et Muk om det til jeres Mor!«

Nej, Børnene kunde godt holde Mund; de og Gamle Rasmussen var vant til at ha Hæmmeligheder sammen. Saa fraadsede de, det kan nok være, det smagte; Mad forstod hun at lave, Vigtigsidsen derude i Istedgade! Der var nok til flere Dage; en blodig Synd og Skam var det at Ditte ikke kunde faa en Bid med!