94| VIII
Gamle Rasmussen faar ny Støvler

Det var baade godt og ondt at ha Arbejde. Ditte maatte jo takke sin Gud for, at der var saa mange der gærne vilde ha hende til at vaske og gøre rent. Hun hade selv Føden paa den Maade, og en Ugeløn blev der ogsaa ud af det saa lille den var. Mange Steder faldt der ogsaa lidt af, hun kunde ta med hjem til Gamle Rasmussen og Børnene. Fruerne gav hende det til dem derhjemme – eller Pigerne stak lidt til hende.

Men Børnene, som dog var dem hun gjorde det for, led under det. De fik Føden ja – men forsømtes til Gengæld paa anden Maade. Gamle Rasmussen var god nok mod dem; men opdrage dem kunde hun ikke. De hade ingen Respekt for hende, og gjorde hvad de selv vilde. Ditte holdt ikke af at de legede i Gaarden; der var saa snavset dernede, og meget uheldigt hang dem ikke alene i Klærne men ogsaa i Sindet. Hun hade forbudt det; men kunde mærke baade paa deres Tøj og dem selv at de tumlede sig dernede allige95|vel; Gamle Rasmussen slap dem derned i Smug og paalagde dem ikke at tale om det. Det var næsten det værste af det hele, paa den Maade lærte de baade at lyve og at skjule.

Ditte hævede resolut Forbudet, hellere det end at det blev overtraadt bag hendes Ryg. Men det gav endnu mere Slid om Søndagen; hun hade i Forvejen Hjemmearbejdet fra hele Ugen, og maatte nu mase med at rense Børnene for alt det Skidteri, de hade paadraget sig i Ugens Løb baade ud- og indvendig. Et Mas var det, fremmed for deres daglige Færden som hun tilmed var. Det var som en Have, der groede til og groede til mellem hver Lugning – hade hun endda kunnet ta Ukrudtet, efterhaanden som det pippede frem! Som det var, blev hun let utaalmodig med dem.

Naar først hun var færdig og sad og lyttede til deres Pludren, sprang hendes Hjærte let op at bløde. Hun syntes ikke, hun var mod dem som hun skulde være; hun magtede det ikke – magtede i Grunden ingenting. Alting drejede sig jo om dem; for at de skulde ha det godt – være mætte og glade og vokse op til noget ordentligt – levede og sled hun. Og naar de saa lavede lidt NUrydde, spildte lidt af Maden eller især grisede sig til, fór hun op og blev urimelig. Hun vidste godt nok at det ikke kunde være anderledes med smaa Børn – kun ikke saa længe det stod paa. Bagefter ja – naar man hade skældt og smældt og kaldt Graaden frem – saa var man 96| saa klog og overbærende – – naar det var for sent! Og næste Gang gentog det samme sig. Hun maatte mindes Bedstes Langmodighed med hende selv – den hade hun ikke! Men Bedste skulde jo ganske vist heller ikke tjæne Føden til en hel Flok. Hun kunde være om Ditte bestandig – det gjorde en Forskel.

Ditte vilde prøve at slaa sig paa Hjemmearbejdet en Gang endnu. Det var gaaet skidt èn Gang, men det sae ikke saa meget, denne Gang vilde hun lære et Fag, kaste sig over Fremstillingen af en bestemt Artikel. Det blev bedre betalt og var sikrere. Der boede en Kravesyerske Frk. Jensen ovre i Mutter Geismars Gaard i Bagbygningen; hun hade altid et Par Lærlinge – Ditte hørte Maskinerne rasle derovre tidlig og silde. Hun var forlovet med en Overbetjent og samlede til Udstyr – det var derfor hun var saa vældig om sig. Naar de var gift, vilde han opgi Stillingen og være Vicevært i en stor NKaserne – dér kom Folk af Politiet fortrinsvis i Betragtning; og hun vilde ha rigtig Systue.

Ditte hade talt med hende om at komme i Lære, – et 14 Dages Kursus kostede 15 Kroner. Bagefter kunde man arbejde for hende for Betaling. Ditte skulde nok klare sig, bare hun kunde skaffe Pengene til Kursuset. Og Pengene hade hun jo tilgode!

Hun blev siddende oppe til Gratulanten kom hjem; hun vilde helst tale med ham om Aftenen, 97| saa var han fornuftigst og medgørligst. Det blev langt over Midnat; endelig hørte hun hans usikre Trin i Trappen. Hun lukkede op til Gangen. »Hr. Kramer, maa jeg tale et Par Ord med Dem,« sae hun.

Han kom indenfor, stod og missede mod Lyset, og pustede. Puh ha de forbandede Trapper.

Ditte forklarede ham hvordan Sagerne stod. »Hvis De bare kunde skaffe mig den ene Maaneds Husleje,« sae hun. »Saa hade jeg da, saa jeg kunde betale Kursus'et. Føden faar vi vel nok de fjorten Dage.«

»Ja Føden, den faar man sku altid – paa en eller anden mærkværdig Maade,« svarede han og slog stort ud med Haanden. »Gaa bare ikke hen og faa graa Haar over den! Men sig mig en Gang, hva antar De mig i Grunden for, lille Frue? Tror De Gratulanten er gaaet hen og ble'et Millionær.«

»Nej, det er der vist ingen Fare for,« Ditte lo fortvivlet. »Men sin Husleje maa man dog betale! Eller skal Børnene gaa for Lud og koldt Vand, fordi De drikker de Smaas Skillinger op?«

»Holdt! det maa De ikke sige!« raabte han forfærdet og strakte Hænderne afværgende ud fra sig. »Jeg er ked af at De stiller det op paa den Maade; vi maa la de uskyldige Smaa blive udenfor.« Han stod og Nsvalgte, og søgte efter noget at støtte sig ved; han var helt Naltereret. »Ja undskyld jeg kommer gaaende,« sa'e han endelig tykt – »men jeg er knusende ked af at De stiller det op paa den 98| sørgelige Maade. – – De smaa Væsner, fy for Satan!« Han tumlede ind til sig selv. »Fy for Satan!« hørte hun ham gentage derinde.

Saa kom han tilbage igen og stod og saa paa hende, med fugtig svømmende Øjne. »Man er et Svin,« sa'e han – »og De er en god lille Kone. Jo Gu er De saa – lad bare vær! Og hva har De saa for'et? Gratulanten snyder Dem, og Ungernes Forældre snyder Dem, og De kan ikke nænne at smide os ud. Hun smider dig sku ikke ud! si'r man saa tidt til sig selv – du kan rolig bruge Pengene til noget bedre! – Tilstaa det bare, Mor Ditte, De smider mig sku ikke ud. Og hvis jeg blir syg i Morgen og ikke kan staa op, saa koger De sku Havresuppe til mig – selv om De skal ta' baade Vandet og Grynene paa Kredit. Se det kalder jeg en NDæksmand – en ligefrem Forsørgelse. Gud Fader i Skuret, dersom man ikke hade Nslaet Fruentimmerne af Hodet, sikken en Kone De ku bli'e! Men dér er der vinket af – Gratulanten kommer der ikke! Gaa aldrig og spekulér paa den Slags, si'r jeg bare; De spilder Deres Krudt. Ulykkelig Kærlighed ska vi inte ha noget af her!«

Ditte lo: »Hvad var det De vilde sige mig, Hr. Kramer?«

»Ja, hvad vilde jeg egentlig sige? – at man er et Svin altsaa. Jo – og saa det med Pengene! Gratulanten var ikke videre fin forleden Aften – han vilde ha Dem til at skaffe Penge paa en kedelig Maade hva? – – ikke sandt, vi taler ikke 99| mere om den Ting. Men nu skal Kramer gøre noget sjofelt for Dem til Gengæld; i Morgen den Dag begaar vi en rigtig lurvet Streg for Mor Dittes Skyld – for det fortjener hun sku. Vi gaar til NØster Allé gør vi – og gratulerer NNaadigfruen til hendes Bryllupsdag.«

Ditte fór forfærdet op: »Hr. Kramer – De vil da ikke gaa Tiggergang til Deres fraskilte Hustru? Det vil jeg ikke ha' – hører De! Det maa De aldrig gøre.« Gratulanten stod og lo plirende, han nød rigtig hendes Bestyrtelse.

»Jamen vi gør'et. Det vil sige ikke Tiggergang – – man gratulerer, forstaar De – fin Buket – Manden. Til Lykke med Deres dydsirede Hustru, englelige Egenskaber – kendt hende før De! Det maa da for Fanden være sine 15-20 Kroner værd. – Naa, Godnat lille De! Nu gaar vi ind og sover de forholdsvis Anstændiges Søvn; og i Morgen gaar vi paa fire. – Fy for Satan!«

Næste Dag ved Middagstid kom Kramer og smed femten Kroner paa Bordet. »Dér!« sa'e han og saa forfærdelig ondskabsfuldt paa hende, grøn i Øjnene af Had; saa gik han. Ditte begreb nok, hvad det maatte ha kostet ham at gaa den Gang, saadan som han afskyede alle sine Paarørende fra den gode Tid. Han hade trukket sig i Sølen for at hjælpe hende ud af Klæmmen; ikke engang hans kære Brændevin kunde ha faaet ham til dette her. Rigtig pænt af ham var'et!

Ditte gik hver Dag over paa Systuen; nu kunde 100| hun tælle Dagene, til hun skulde have Lov at være hjemme ved de Smaa og arbejde. Nu manglede hun blot det vigtigste – Symaskinen.

»Du skulde gaa til Bagerens Ka'l,« sae Gamle Rasmussen. »Han laaner Penge ud mod Renter – han er saa solid.« Men Ditte hade af en eller anden Grund ikke Lyst til at henvende sig til Læborg; hun vilde hellere ha med helt fremmede at gøre.

Over Middag gik hun ud, og kom hjem en Times Tid senere, hed i Kinderne. Hun hade været i en Afbetalingsforretning, hvor de solgte Symaskiner uden Udbetaling, paa ugentlige Afdrag. »I kan tro jeg har faaet en pæn Maskine, Mor,« sa'e hun henrykt – »den bedste de hade i hele Forretningen. De kunde ogsaa sælge mig en daarligere – sae de – den tjente de mere paa; men det kunde de ikke forsvare. Var det ikke pænt? Og saa faar jeg den for 200 Kr. med fire Kroners Afdrag om Ugen, saa er den min egen om et Aar. Og saa er Renterne regnet med – kontant koster den 150 Kr. – Har jeg saa ikke handlet billigt?«

»Jo – hvis den er mere værd,« svarede den gamle tørt. Hun var ikke begejstret.

Allerede om Eftermiddagen kom Symaskinen. Den var ikke helt ny; det var overhodet ikke den Ditte hade set paa. Men den var pæn og syede helt ordentligt – og nu stod den der engang. Syersken var ovre at prøve den, og den blev indviet ved en Kop Kaffe. Nu galdt det blot om at 101| overholde Betalingen af de fire Kroner om Ugen; og det var ingen Sag, blot man hade Arbejde. Ditte saa fortrøstningsfuldt Fremtiden i Møde nu.

Nu kunde hun arbejde hjemme, og hun fik Kraver over i hele dusinvis, som var rettet til og skulde gøres færdige. Hun kunde allerede holde en Krone om Dagen, foruden at hun passede sit Hjem. Det kunde der jo ikke leves af i Længden, men snart kunde hun paatage sig Arbejde direkte fra Forretningen. Frøken Jensen hade lovet hende at tage hende med op til Chefen og anbefale hende, saa snart hun var dygtig nok.

Gamle Rasmussen gik og hang med Hodet og var ked af et eller andet; hun holdt sig mest for sig selv. Og en Dag overraskede Ditte den gamle, hun sad ved sit lille Bord og græd. Det var den Symaskine! »Nu er en anden stakkels Djævel helt overflødig paa denne Jord,« sa'e hun snøftende. »Og Børnene, som én var kommet til at holde saadan af.«

»Jamen Mor dog – hvor kan det falde Jer ind?« Ditte var helt grædefærdig. »I maa skam blive ved med at hjælpe til – hvad skal jeg ellers stille op. Og naar jeg nu kommer i Gang for mig selv, maa I hjælpe mig med Kraverne ogsaa; der er saa meget at ri sammen – og saadan.« Saa var den gamle glad igen, og fulgte med de Smaa naar de kom for at hente hende til Maaltiderne. I de sidste Dage hade hun holdt sig hos sig selv – for ikke at ligge til Byrde.

102| »Naar én saa kunde faaet et Par ny Støvler af Fattigforsørgelsen, saa kunde én hente og bringe Arbejdet for dig; det vilde spare dig meget.« De Støvler hun hade var ganske bundløse.

»Vi forsøger det,« mente Ditte. »I kan da ikke mere end som faa nej. Æde jer kan de dog ikke!«

»Naa inte det? Jo de ka saamænd baade æde og fortære én; tak du Gud, du inte har noget med Fattigvæsnet at skaffe.«

»Det gaar nok,« sa'e Ditte. »I skal bare gøre jer haard og staa paa jeres Ret. De skal sørge for Fodtøj til gamle Folk.«

»Ja, du kan sagtens sidde her og snakke om at gøre sig haard; men kaske du sa'e noget andet om det galdt dig. Først skal én staa ret op og ned og vente flere Timer til éns gamle Ben er helt ødelagte; og saa kommer han pludselig farende inde fra det andet Kontor, ham Satanas Distriksforstanderen, og lægger Forbenene paa Disken og gø'r én lige ind i Ansigtet.«

Den gamle rystede ved Tanken om at skulle hen paa NDistriktskontoret. Ditte maatte følge hende derhen næste Formiddag, for at være sikker paa at hun ikke skulkede – og kom hjem og sagde hun hade været der; hun var akkurat som et Barn. Det blev hen paa Eftermiddagen, før hun kom tilbage; hun hade maattet staa op uden for Skranken hele Tiden sammen med en Del andre gamle, og var ganske ødelagt. Ditte hjalp hende Overtøjet og de gamle Støvler af og hældte en Kop hed Kaffe 103| i hende; hun var pjaskvaad om Fødderne. Imens snakkede hun op om løst og fast for at faa den gamle i godt Humør igen. – »Naa hvordan gik det saa?« spurgte hun endelig.

»Hæ! de skældte én Huden fuld – saadan gik det. Fattigforstanderen var der inte selv; men de unge Flabe kan godt nok. Jeg fik ny Støvler i Fjor, sa'e de – de kunde inte ha mig rendende hvert Øjeblik og tigge Fodtøj. Og om jeg kanske gik til Dans? Da jeg saa tog og viste dem hvordan jeg var til Bens, sa'e de jeg kunde faa et Par Træsko. Og var jeg inte tilfreds med det, kunde jeg bli'e sendt hjem til min afdøde Mands Opholdskommune. Det er lige haardt nok. Nu har én levet her i fyrretyve Aar og slidt for Folk; og naar én saa ikke kan mere, skal én sendes hen et Sted hvor én ikke kender en Mors Sjæl.« Den gamle græd. »Og mine stakkels Fødder som inte er andet end Knyster; hvordan skal jeg kunne gaa i Træsko.«

»Vi skal nok finde paa Udveje,« sa'e Ditte og kyssede hende paa Kinden, der var vaad af Taarer – »saa, saa, Mor! Paa Lørdag faar jeg Plejepenge af Annas Far, bestemt! Saa køber vi Skotøj – Dansesko, Mor!« Hun saa den gamle smilende ind i Øjnene.

»Ja du er god nok du – men hvor skal du ta det altsammen fra? Du har jo ti Huller og putte hver Skilling i.« Og pludselig lo hun igen. »Danse104|sko ja – de Fløse! Gøre Grin med en Kone paa nioghalvfjers.«

Om Eftermiddagen kom Mutter Geismar et Rend op for at se Dittes Maskine og faa sig en Kaffetaar; hun fik Historien om Distriktskontoret. »Ja saadan er de,« sa'e hun. »Og Noppe i Magistraten er de nogen NPjalte, de er saamænd mere bange for Fattigforstanderen deroppe end vi er, skønt de er hans Overordnede. Men gaa De bare i Kirke med Træskoene paa, Madam Rasmussen. Det holder de inte af, for Guds Hus er jo alligevel Guds Hus. Saa skal De se der blir Udvej for NLærfodtøj. Men De maa træde godt i Kirkegulvet.«

Og det gjorde Madam Rasmussen; hun var ikke nær saa bange for Vorherre og Præsten som for Fattigforstanderen. Præsten kom selv hen og talte med hende efter Tjenesten. Han stod med Haanden paa hendes Skulder og talte venligt til hende mens hele Menigheden saa paa dem. Og næste Dag hade Gamle Rasmussen et Par dejlig varme Støvler. Træskoene hade Mutter Geismar betinget sig for Haandsrækningen; de kunde altid gøres i Penge.

– – –

Tilværelsen herinde var slet ikke bedre end i Lejet: Nfra Haanden og i Munden – og knap det. Derude saa man dog hvor det gik hen det man sled sammen; Haanden der tømte Kuben, lævnede altid saa meget at Bierne ikke døde af Sult. Men den Haand der gjorde rent Bord herinde var usyn105|lig; den kunde for saa vidt lige saa godt være Vorherres som Fandens. Skæbnens var det i al Fald, for noget at stille op lod der ikke til at være. Ditte begyndte paany, men ikke med stor Tro. Der var nok at sammenligne sig med, NKasernerne som udgjorde Komplekset rummede Familier og Enkeltboende i Hundredvis, en hel lille By holdt til her. Men naar man regnede NForhuset fra – hvad der jo fulgte af sig selv – forløb det øvrige saa nogenlunde ens. Der var ingen væsentlig Forskel i Kaar at se paa dem der drak og klattede, og dem der førte et ordentlig Liv; der blev lige meget – eller lige lidt – tilovers. Til dem selv i hvert Fald!

Og helt i Orden var det ikke omme i Forhuset heller. Bagerens sled og sled og kom dog ingen Vegne. Fruen stod selv i Forretningen, og Nielsen arbejdede og masede ved Hjælp af en NForbundter – og saa den solide Jyde Læborg; flittige og paapasselige var de alle, og god Søgning var der i Forretningen. Brødet var heller ikke for stort – det vilde være Synd at sige. Franskbrød og Birkes var oppustet og fuldt af store Huller – hvor Nielsens Sjæl holdt til, som Gamle Rasmussen plejede at sige. Alligevel taltes der hvert Øjeblik om, at nu var de lige ved at ryge af Pinden.

Ditte begreb ikke et Muk af det hele. Naar hun hade talt med Karl, prøvede hun paa at finde en Mening, og brød sit Hode med at komme bag om Foreteelserne; men hun opgav det hurtigt. Der var for meget at slaas med fra Dag til Dag, til at man 106| ogsaa skulde gi sig til at spekulere over Fremtiden; Nhver Dag fik ha nok i sin Plage. Det kostede nok af Anstrængelse at holde sig og sin Verden flydende; hvor den drev hen – ja det fik Skæbnen ha Lov at afgøre. Det kunde være vanskeligt nok at holde sig flydende – her hvor saa meget gik til Bunds.

Ditte indlod sig ikke i intimere Omgang med de andre Koner i Ejendommen, men holdt sig for sig selv. Det var det klogeste, ellers kunde man let blive rodet ind i noget; der var ofte Ballade i Komplekset. Hun fik Skyld for at være vigtig, men det fik saa være – blot ingen fik Anledning til at stikke sin Næse i hendes Sager. Hun hade været Udskud længe nok og hade ikke noget imod at være Møbelhandlerens Datter fra Istedgade; Rakkeren og Skadereden og Sørines Forbrydelse maatte gærne forblive nedsænkede i evigt Mørke.

For Politiet levede hun i bestandig indre Skræk. Fik det Anledning til at grave hendes Fortid frem, vilde det sikkert tage Plejebørnene fra hende. Hun blev altid nervøs, naar Politiet havde Ærende i Ejendommen.

Og det gik ikke saa sjælden paa. Om Natten var der ofte Spetakler nede i Gaarden eller i en eller anden Lejlighed; og Politiet maatte tilkaldes. Undertiden kom det ogsaa af sig selv, og Betjæntene optraadte helt anderledes her end inde i Herskabskvartererne hvor hun hade tjænt. Her gik de sandelig ikke og Ntog til Chakoen med hvid behand107|sket Haand! De holdt Haanden i Baglommen bestandig – hvor Staven laa; og var der ikke Spænd i Gaden i Forvejen, hændte det at de lavede den. De kedede sig vel!

En Nat vaagnede hun op i Rædsel, ved Raab og Dundren nede fra Gaarden. Hun fòr til Vinduet. Nede ved Arbejdsmand Andersens Stue stod nogle mørke Skikkelser og hamrede løs paa Døren; paa deres Nvamsede tunge Form kunde hun se at det var Betjænte. »Luk op!« raabte de – »det er Politiet. I skylder en NSkolemulkt paa 80 Øre; Selma ska' sidde den a'!«

»Vil I inte hellere ta' mig?« spurgte en søvndrukken Mandsstemme.

»Nej – I er jo inte ordenlig gift; maa vi be om Moderen. Men lidt hurtig; der holder en NÆske udenfor!«

»Jeg er syg!« lød Selmas Stemme, rigtig ynkeligt. »Pengene ska' nok bli'e betalt i Morgen!«

»Jo tak – den kender vi! Hvor er det ømme Sted hva' – er der gaaet Hul paa Bylden? Det er nok bedst vi selv ser efter.«

De prøvede paa at laase Døren op, man kunde høre dem bakse med et Knippe Nøgler. »Vi blir staaende, til I lukker op,« sa'e en.

Der hang Beboere rundt om i Vinduerne, de skældte ud og sa'e Vittigheder over Panserne. »Ka' I se I skrupper a' – I NPladshunde!« sa'e en rusten Stemme lige ved Siden af Ditte – »ellers skal I faa en Tagsten i Hodet!« Det var Gratulanten, han 108| hang ud over Vindueskarmen og fægtede truende. Endelig drev de af.

Næste Formiddag gik Selma omkring i Kasernen og laante Penge til at betale Skolemulkten med; hun var ogsaa hos Ditte og fik en Femøre. Børnenes Far var syg. Han var kommet til Skade paa en Damper, hvor han lossede Kul – hade faaet en Tønde Kul ned over Ryggen. Han hade nu ligget i seks Uger og fik ingen Understøttelse, saa Ungerne maatte forsømme Skolen for at tjene lidt. Men Selma hade klaret den fint; man var stolt over, at Politiet maatte luske af igen med en lang Næse.