109| IX
Lidt af hvert

Karl kom et Rend op hver Dag; han hade ikke stort at forsømme med det; Arbejde var der næsten ikke noget af. Kommunen hade allerede indstillet Gadearbejdet. »De høje Herrer deroppe lider vel sagtens af NPodagra,« sa'e han spottende – »saa tror de det er Jorden der er frossen.«

»Naa, hvordan gaar det?« var altid hans første Spørgsmaal; han var lige saa optaget af Forsøget med Symaskinen som Ditte selv.

»Jo Tak, udmærket!« svarede hun hver Gang.

Det var nu ikke helt rigtigt. Hun syntes selv hun gjorde gode Fremskridt; hun var allerede lige saa fiks til Arbejdet som de ældre Syersker – kun gik det endnu noget langsommere for hende. Men Læretiden – den sidste Del af den – vilde ingen Ende faa; hun maatte stadig sidde og sy for Frøken Jensen for en Krone om Dagen. Hvergang hun mindede Syersken om, at hun hade lovet at tage hende med op i Forretningen og anbefale 110| hende til Chefen, svarede Frøken Jensen: »Du er ikke helt færdig endnu – det skal nok komme.«

Ja Tak, det var godt nok, men Ditte trængte til at tjæne noget nu: NImorgenA døde Smedens Kat af. Hun kunde ikke blive ved med at hugge sig igennem med seks Kroner om Ugen, hvoraf Symaskinen oven i Købet slugte de fire. Heldigvis var Opkræveren meget medgørlig. Kom han om Lørdagen og hun ingen Penge hade, rev han ikke Hodet af hende af den Grund – blot det ikke løb paa. »Saa skaffer De otte Kroner næste Lørdag«, sa'e han – »ellers maa vi ta Maskinen.« Naa, saa vidt fik det ikke Lov at komme, Ditte passede paa ikke at være mere end en Uge Ni Baghaand.

Men svært var det mangen Gang – hun kunde godt trængt til en at raadføre sig med. Alligevel sagde hun sit: Jo Tak, det gaar udmærket! Hun generede sig for at erkende at det ikke gik, eller hun kunde ikke udlevere sig til Karls Medfølelse og Hjælp; – – der var stadig den Nusynlige Kridtstreg hun ikke kunde komme hen over, et rigtigt NHønsehode var hun!

Og der var heller ikke nogen anden hun kunde betro sig til – ikke engang Lars Peter. Hun hade altfor længe – helt fra lille – været vant til at maatte klare alle Vanskeligheder selv og tage det øverste Ansvar; nu var det svært at modtage Raad og Hjælp. Henvende sig til noget Menneske kunde hun vanskelig faa sig selv til; naar det saa sortest ud, lukkede hun sig gærne af for Omverdenen.

111| Men Karl opdagede af sig selv, at der var noget i Regnskabet der ikke stemte; og en Aften gik han hende paa Klingen. »Hun er jo en NUdsveder,« sa'e han da han møjsommeligt hade faaet Sandheden pillet ud af Ditte. »Hun skal sidde og tjæne Penge paa dig – det er det hele der er i Vejen. Kanske har hun fler af din Slags siddende!«

Ditte kunde ikke tro, at det hang saadan sammen. »Hun er jo selv et Fattigmandsbarn,« sa'e hun.

»Ja – hvad saa? Derfor kan hun vel godt flaa andre. Alle Mennesker er dog til syvende og sidst Fattigmandsbørn!«

Ditte forstod ikke rigtigt, hvor han vilde hen; der var da baade Rige og Fattige til, vidste hun.

N»Mennesket er dog kommet nøgent til Verden!«

»Naa ja – saadan at forstaa!« Ditte talte usikkert; hun var bange for at han nu igen kom ind paa sine religiøse Spekulationer. – »Sikken én,« raabte hun pludselig, ivrigt. »Og saa ser hun oven i Købet ned paa os andre og spiller Dame. Hun skal giftes med en Overbetjent, og de vil ha Forretning selv. Og saa skal en anden levere Driftskapitalen. Sikken én!«

»I Morgen gaar du lige op i Forretningen og ber om Arbejde,« sa'e Karl. »Eller maaske hellere i en anden – ellers lægger hun vel Gift for dig. Folk der vil til Vejrs, er hensynsløse.«

Børnene var forlængst i Seng og sov trygt. Pludselig løftede Peter Hodet. »Jeg drømte nok at det 112| var dig,« sa'e han – hans Øjne lyste. Saa faldt han tilbage og sov igen. Lille Georg vaagnede ogsaa. »Ar! Ar!« laa han og raabte.

»Jeg tror allerede han prøver paa at sige Mor – det er godt gjort af en syv Maaneders Unge,« sa'e Karl.

»Nej, det er Far han siger,« forklarede Ditte alvorligt. »Han er jo for lille endnu til at forstaa, at han ingen Far har.«

Karl saa paa hende men sagde intet. Hun blev alvorlig og stille ved Udtrykket i hans Øjne; pludselig som han sad og legede med Lillebror, opdagede han at hun græd.

»Hvad er der nu i Vejen med dig?« spurgte han.

»Aa jeg ved ikke – alting er saa underligt. Jeg kan ikke hitte ud af nogenting mer.«

»Det klarer sig nok – bare man giver Tid,« svarede han. Godheden i hans Stemme fik hende til at hulke højt.

»Hvorfor har du ikke Ntaget dig til Rette?« brød det pludseligt og voldsomt ud af hende. »Saa hade det været overstaaet! Hvorfor gaar du og venter paa, at jeg skal komme af mig selv? Du er dog Manden!«

Karl rystede paa Hodet: »Jeg har øvet Vold mod din Vilje én Gang – det har været mig en dyr Historie kan du tro. Ethvert Menneske skal handle ud fra egen fri Vilje!«

»Ja det siger du jo. Men hvis nu et Menneske 113| gærne vil noget, og alligevel ikke kan faa sig selv til at sige Ja? Bare der sommetider nogen vilde ta én i Nakken og sige: Du skal!«

»Det faar du i al Fald ikke mig til!« sa'e Karl og rejste sig. »Jeg haaber ikke den Dag skal komme igen, da jeg øver Tvang mod nogen. – Naa, men jeg maa afsted, jeg skal til Møde i NKæden. Det er de Arbejdsløse!« Han rakte hende Haanden.

»Dér er du ellers ikke bange for at tale om Magt og Tvang!« Ditte holdt fast om hans Haand. Det var som klyngede hun sig til ham.

»Det er noget helt andet! Føden har ethvert Menneske Krav paa – om han saa skal ta selv!« svarede Karl fast.

Ditte sad og faldt i Tanker og glæmte at arbejde. Hun var ked af det hun hade sagt, og ked af noget hun ikke fik sagt – og vel aldrig kunde faa sig selv til at sige. Hvis Karl blot hade trængt til hende, ja saa hade det været hende en let Sag at følge sin inderste Trang og tage ham ind til sig. Men nu var det omvendt; hun trængte til nogen at dele Byrden med – det var det besværlige. Hvorfor kom han saa ikke til hende, naar det var hende der trængte? hvorfor skulde den trængende altid gaa Tiggergang? Ditte hade altid forskaanet andre for dette og søgt at gætte sig til deres Nød, fordi hun vidste fra sig selv hvor svært det var at skulle bede om. Hvorfor tog han ikke stærkt om hende og tvang hende ind under sig? Var det 114| af Hensyn til hende – troede han at en anden endnu holdt til i hende?

Ja i den første Tid hade Ditte helt levet i Mindet om Georg. Det var, som om han blot var ude at slaa en af sine Skæve og kunde komme ind ad Døren naar som helst; hertil bidrog vel ogsaa den Omstændighed, at man aldrig hade faaet fuld Klarhed over, om han virkelig var omkommet eller hvor han var blevet af. Ditte sørgede egentlig ikke men hade ham kært i Tankerne under Arbejdet. Hun hade glæmt alt det besværlige der var ved ham, og tænkte kun paa ham som en der var grænseløs god – og som trængte til hende. Et stort Barn!

Det gik jo op for hende efterhaanden, at han var uigenkaldelig borte; og en Dag var hun ogsaa klar over at det var bedst saadan. NKampen for Tilværelsen var haard nok; endnu værre vilde det ha været, hade hun ogsaa haft ham at sørge for. Da først hun hade hans Barn fra Hjærtet, foregik der en Forandring med hende over for Karl. Han beskæftigede hendes Tanker mer og mer; blot han blev borte ud over Tiden, ventede hun og var urolig. Han var stærk, og hun saa op til ham; det kunde være dejligt at give Ansvaret fra sig og give sig ind under ham. Naar hun holdt af ham, hvorfor kunde hun saa ikke vise ham Varme – af den Slags? Var det fordi der hade været for meget dem imellem? Ditte vidste det ikke, men at der var noget der spærrede, og 115| hindrede hende i varmt at give sig over – det vidste hun. Men hvorfor hjalp han hende ikke over det, – tog om hende med stærk Haand, – tog hende? Ditte spurgte undertiden sig selv, om han mon ogsaa var et rigtigt Mandfolk!

Karl hade Ret. Frøken Jensen hade været en rigtig Udsveder; nu Ditte arbejdede direkte for et Lager, kunde hun godt holde en ordentlig Dagløn, blot der var nok at bestille i Faget. Men de daarlige Tider tvang mange Arbejdere til at Nspare den sorte Krave og lade Skjorten gøre det af for Kravetøj om Hverdagen; helt undgaa at arbejde ude kunde hun ikke. Heldigvis hade hun ikke ladet de bedste Steder gaa fra sig. De fleste af Ugens Dage tilbragte hun dog hjemme ved Børnene, kunde passe dem og ha et Øje med dem. Det kunde nok gøres behov; de hade nærmest gaaet for Lud og koldt Vand opdagede hun nu.

En Dag hun kom lidt tidligere hjem fra Arbejdet end vanlig, var den lille Anna løbet bort. Det var sket før, uden at hun hade faaet noget at vide om det; Peter og Gamle Rasmussen fik i Tide fanget Ungen ind igen. Ditte fik en alvorlig Skræk i Livet, hun smed Forklædet og styrtede ud, hele Kvarteret rundt piskede hun og spurgte alle de Børn hun traf. Der kunde være sket noget – en Ulykke; det var ikke til at holde ud at tænke paa. 116| Og i bedste Fald, hvis den Lille var i god Behold, blev hun bragt til Politiet! Tanken fik Ditte til at stønne af Smærte; hun maatte staa stille og faa Vejret, med Haanden trykket ind i Hjærtekulen hvor det gjorde vanvittig ondt. Fik Politiet Kig paa hendes lille Rede, rev de den ned. Den hade ikke Lov at være der, hun hade ingen Plejetilladelse! – Hun vendte grædende tilbage til Ejendommen i Haab om at den Lille maaske var kommet hjem; Peter og den gamle sad oppe ved Vinduet og kiggede ned. Hun kunde se paa dem at Anna ikke var kommet.

Saa maatte hun gaa til Politiet; der var ikke andet for – hun maatte selv lægge Hodet paa Blokken! Hun gik op for at ta en anden Kjole paa.

»Saadan var det ogsaa med Søster forleden Dag,« sa'e Peter. »Men da fik jeg fat i hende igen.«

Den gamle gjorde Tegn til ham. »Hva – har hun været rendt væk før?« udbrød Ditte.

»Ja – jeg fandt hende langt nede i NAdelgade. Hun vilde ud til Bedste sa'e hun.«

Det tog ikke Ditte mange Minutter at komme ned igen og ud til Nyboder, hvor der boede en Paarørende af Arbejdsmand Svendsen, en gammel Kone som var Enke efter en Lods i Flaaden og nu sad og nød Aldersrente. Hun var over firs og laa i Sengen den meste Tid, Barnet hade besøgt hende et Par Gange sammen med sin Far.

Det var ufatteligt at den Lille kunde huske hende 117| endnu; at hun skulde kunne finde derud lød som det rene Vanvid. Men hun var der gudskelov alligevel, den gamle Kone var netop i Færd med at skikke en Dreng tilbage med hende.

»Som du dog har forskrækket mig Barn,« sa'e Ditte da de var paa Hjemvejen – »jeg har faaet helt ondt i Hjærtet.« Hun maatte gaa med Armen trykket ind til Brystet for at dulme Smærterne. Naar de nu kom hjem, skulde den Lille ha sig en regulert Endefuld! Og Gamle Rasmussen skulde faa en ordenlig Overhaling – som gik og lavede Hæmmeligheder og opfordrede Børnene til at fortie for deres Mor. Ditte var meget vred.

Men Hjemvejen tog Tid, ødelagt som hun var af Skrækken og af Løbet; da hun naaede frem, var Vreden fordampet. Hun var glad for at det var saa; ellers hade hun forivret sig – for saa at fortryde det bagefter. Nu var man jo sluppet med Skrækken! Gamle Rasmussen var et skikkeligt gammelt Skrog og gjorde saamænd sit bedste, hun kunde bare ikke magte det. Og Ungen – ja hvor tidt var hun ikke selv rendt hjemme fra som Lille – til Bedste! Og skulde haft Klø for det – om ikke Lars Peter hade afværget og dækket.

Lars Peter ja – hvor hade han ikke været god og overbærende! – altid hade han taget Stødet afA for hende. Og hvordan hade hun lønnet ham? hun hade betalt godt med ondt hade hun! Ditte blev pludselig grebet af Anger; Skrækken og Vreden og Udfrielsen slog pludselig over i ond Samvittig118|hed og Trang til at vise Forsonlighed. Hun var saa taknæmmelig for at have faaet Søster tilbage uden at der var sket noget, at hun gærne tog sig al Skyld paa – hun trængte til at vise Erkendtlighed mod en eller anden. Og da Sine var det eneste Menneske paa Jorden hun følte sig forurettet af, blev det hende hun gjorde Afbigt. Hvad ondt var der i at hun gærne vilde opad? Hun var dygtig, passede sit Hjem godt og var Lars Peter en god Kone i alle Maader. Det var Ditte der var misundelig – ikke andet!

Da Børnene var vel i Seng, gik hun derud. De sad ved Aftensbordet da hun kom, Stemningen var lidt trykket. Else og Kæresten mundhuggedes som sædvanlig; de var nogen rigtige Børn, forliges kunde de ikke, og bli'e fra hinanden heller ikke. Else hade danset for længe med en anden Aftenen forud, og det var Hjalmar fornærmet over. »Han sad ogsaa og holdt dig i Haanden bagefter – jeg saá det godt,« sa'e han skummelt.

»Aa, ti du bare stille, du har ikke noget og la mig høre,« svarede Else. »Du kyssede selv Mary paa Halsen da du hjalp hende NBoa'en paa – tror du maaske ikke jeg saa det!« Saadan blev de ved, til det endte med at Else gik ud i Køkkenet og tudede.

»I er mig nogen kønne nogen!« sa'e Lars Peter og saaA fra den ene til den anden; han kunde ikke holde Styr paa dem. Sine sa'e ingenting.

119| Men lidt efter var de gode Venner igen og fulgtes ad ud. De skulde i Teater.

»Ah, det gør ligefrem godt at ha lidt Ro,« sa'e Lars Peter da de var vel ude af Døren – »saa kan én da ogsaa gøre sig det lidt mageligt.« Han fik Lænestolen hen til Lampen og satte sig til at læse Avis. Naar Svigersønnen var der, hang han altid i Stolen.

»Hvorfor har I ham ogsaa hængende her altid?« spurgte Ditte.

Ja hva – han hade jo ikke andet Sted at være; og de to kunde heller ikke undvære hinanden. Lidt tjænte han, hvis én ikke vilde risikere han gik og forkom, var én nødt til at ha ham til Maaltiderne.

»I skulde saamænd hellere la ham flytte helt herom,« sa'e Ditte lidt ironisk.

»Vi har jo talt om det, Mor og jeg,« svarede Lars Peter alvorligt. »Men hvis det Nrev ud imellem dem, var det jo bedst ikke og være altfor Ntykt i det med hinanden, naturligvis.«

Ditte tænkte sit om alt dette. Men hun var jo ikke den Rette til at sige hvad hun tænkte; derfor tav hun.

Hun kunde mærke paa forskelligt, at de ikke var godt kørende. »Er det daarligt med Forretningen?« spurgte hun.

»Meget er der ikke ved det hele,« svarede Lars Peter. »De Folk vi skal leve af, har ikke Raad til noget.«

120| »Far gir for meget for Sagerne – og faar for lidt for dem igen,« indskød Sine.

»En kan jo ikke saa godt gi sig til at leve paa andres Nød – det er det der er i Vejen,« sa'e Lars Peter. »Det er slet ikke næmt naar de kommer rendende her med deres Stumper – en Dyne eller noget andet, som én ved de selv har haardt Brug for i Kulden. En kan knap faa sig selv til at købe det af dem, skulde én saa oven i Købet udnytte deres Trang ved at Nskambyde dem?«

»Nej Far har saamænd ofte ladt dem beholde Tingen og laant dem Penge – naar han vidste, at det de skulde sælge Nhaardt kunde undværes.«

»Ja og saa gik de jo lige over Gaden og solgte Tingen til en Konkurrent – og der stod én. Det er slet ikke næmt.«

Sine lo: »Nej, da ikke paa den Maade.«

»Ja hva – du vil da ikke at vi skal flaa Skindet af Fattigfolk?«

Nej det vilde Sine ikke – »Men jeg ved bare, at én ikke kan baade blæse og ha Mel i Munden! De der tar haardt florerer, og vi gaar i Hundene – tror du Fattigfolk er bedre tjent med det da?«

»Nej det er sku ikke næmt – én vilde jo ogsaa gærne eksistere selv. – Men skidt er'et at skulle leve paa Elændigheden – og det maa Marskandiseren.« Lars Peter var rigtig godt ked af det.

Men saa gik Sine ind i Sovekamret og hentede den Lille som var vaagnet, og det satte Humøret op i ham igen. Sine var Npaa Vej igen; der var 121| noget ved dette at de blev ved at faa Børn som generede Ditte, hun vidste ikke selv hvorfor. Men det var alligevel fornøjeligt at se, som Lars Peter blev ung i det og frisk igen, saa snart han fik en lille Unge mellem Hænder. NHan kurede den Lille op mod Loftet og buldrede af Henrykkelse. Og Ungen rev i hans Krans af Haar, Nnassede hans store Maane til med sin Mund og hvinede af Glæde. Saadan huskede Ditte ham fra hun selv var lille – støjende og glad! og tossede hade de altid været i hans Selskab, de Smaa. Og før hendes Tid igen, langt tilbage, hade han pludret og kuret med en anden Børneflok, der mystisk var forsvundet ud af hans Tilværelse – hvordan hade hun aldrig faaet at vide.

Lars Peter var uforgængelig!