122| X
Gratulanten lægger op

Hr. Kramer hade været underlig den sidste Tid. Hvad der nu gik af ham – han bumlede ikke men kom tidlig hjem og krøb i Seng. Der var Dage, hvor han slet ikke stod op men laa og kukkelurede, med Dynen helt op over Næsen. Koldt var der inde hos ham, og hans Blod hade svært ved at holde Varmen. »Det er for blaat,« sa'e han, »man er af gammel Slægt! De behøver bare se paa Næsen.« Ditte bragte ham Avisen, men han brød sig ikke om at læse.

Vist var han af god Familie, men det skulde fedt hjælpe, naar den lod én gaa i Hundene som i dette Tilfælde. Gamle Rasmussen hade Ret, Familie skulde én ønske sig saa lidt som muligt af.

En Dag kom Hjærter-Skæg trækkende hjem med ham; han hade faaet et Anfald nede paa NKongens Nytorv og kunde knap støtte paa Benene. Idioten hade tilfældigvis været lige i Nærheden og kunde ta sig af ham, og det var et Held; ellers hade Politiet sagtens smidt Staklen ud paa NLadegaarden, saa medtaget han var. Han rystede som en syg 123| Hund, da de lagde ham i Seng. »Han faar for lidt Sprut,« hviskede Hjærter-Skæg. Og skønt det var den Idiot, der sa'e det, var Ditte tilbøjlig til at gi ham Ret.

Nu laa han der saa – som han i sin NDonner hade forudsagt; Ditte kunde gaa i Gang med Havresuppen. »Hæld ham ud!« sa'e Konerne, »De skal da inte forsørge et voksent Mandfolk – saadan en Sut! Hvis det er NPoppelsi, kan han godt ligge saadan i tyve Aar! Lad Politiet ta sig af ham, saa kommer han paa Hospitalet.« Men det kunde Ditte ikke faa sig selv til. Han var hendes Logerende, dermed var Sagen givet. Det kunde godt være han selv var Skyld i sin Tilstand – et rent ud sagt elændigt Liv hade han ført, levet paa Beværtninger og aldrig faaet Mad i ordentlig Tid. Men Ditte var ikke den der Nspurgte om Skyld – saa fik man vist noget at gøre, skulde man grave Skylden for Elændigheden frem. Han trængte; det var hende tilstrækkeligt.

Hvad han egentlig fejlede, var det ikke næmt at blive klar over. Karl kendte en Læge, som stod paa de misfornøjede Arbejderes Side, og ikke vilde forlange Betaling om de sendte Bud efter ham. Men Gratulanten vilde ikke høre tale om det. Han var ligeglad med det hele og laa selv og gjorde Grin med sin Tilstand. »De hørte jo selv hvad jeg fejler – Idioten hviskede det jo til Dem,« sa'e han ondskabsfuldt. »Skulde det ikke være tilstrækkeligt, naar Idioten har sagt det?«

124| En anden Dag bankede han i Væggen, han laa og saa højtidelig ud da Ditte kom ind. »Oprigtig talt – vil De gærne vide hva' jeg fejler?« sa'e han alvorligt. »Saa skal De sku ogsaa ha det at vide – det er Blodforgiftning ser De, ondartet Blodforgiftning. Jeg fik det den Dag jeg stod Ansigt til Ansigt med hendes Naade – min forhenværende altsaa. Det kunde den sku ikke ta.«

Ditte maatte sørge for at han fik lidt at spise, ellers laa han og sultede ihjæl. »Naa, hvordan gaar det Hr. Kramer, kan De staa op i Dag?« spurgte hun om Morgenen naar hun kom ind med Kaffen.

»Det ved jeg sku ikke. Hva' skulde jeg oppe efter, vil De sige mig det?«

»Op og tjæne noget – og faa lidt frisk Luft. De ligger jo og forkommer.«

»Ja hva saa? Det er der ingen Skade sket ved!«

Hen paa Dagen gik hun ind med lidt varmt til ham – hvad hun nu kunde stille paa Benene.

»Hva Fanden ska det til? Behold De Deres Mad selv og lad mig være i Fred!« sa'e han regelmæssig. »Jeg vil sku ikke ha Deres Barmhjærtighedssuppe.«

»Men De drikker jo dog Morgenkaffen,« sa'e Ditte spidsfindigt.

»Ja det er vel for Pokker noget andet – den er jo regnet med i Logiet,« svarede han opbragt. Det var den ganske vist, men han betalte jo ikke Logiet – saa kunde det vel komme ud paa ét. Naa, Ditte gik og lod Maden staa, og naar hun 125| kom ind henad Aften, hade han alligevel spist den. Han laa og saa indædt ondskabsfuld ud.

»Nu hoverer De ordentlig hva'?« sa'e han – »jeg kan se paa Deres Øjne hvor De Ngasser Dem. Kvindfolk er aldrig lykkeligere end naar de faar Ret, selv om det skal gaa ud over dem selv. Ved De hvad De skulde, Fru Hansen? Sætte mig paa Gaden skulde De. For Husleje ser De aldrig af mig alligevel – ikke om jeg saa blev Millionær. Er De med?«

»Det mener De jo slet ikke – saa ond er De ikke. De spiller bare ondskabsfuld. I Virkeligheden – –«

»Hva' saa – i Virkeligheden?« han lettede Hodet. »Hva', hva'?« spurgte han bidsk.

»Aa, det var ikke noget!« Ditte lukkede Munden rigtig fast i; nu var hun i Drillehjørnet.

»Naa saa det var ikke noget, hva? Skal jeg sige Dem hva De mente? At jeg i Virkeligheden er et skikkeligt Skrog. Men De kan tro Løgn; saa hade jeg ikke ligget her nu. De skikkelige slaar man ikke ned – dem bruger man. Men De er tossegod, derfor kan jeg ikke udstaa Dem. Tossegode Mennesker skulde Skindet trækkes af.«

»Det blir det saamænd ogsaa uden Deres Hjælp,« svarede Ditte og slog Døren i efter sig.

»Jamen levende – jeg vil ha de tossegode flaaet levende!« raabte han efter hende. Ditte hørte det men lod som ingenting.

Saadan laa han og ævlede. Om han var rigtig 126| for Alvor syg eller blot Ngaldesyg, var ikke næmt at sige.

»Hvordan er'et, De tror jo paa Retfærdigheden, Fru Hansen?« sa'e han en Morgen Ditte kom ind.

»Det ved jeg saamænd ikke hvad jeg gør – men det kan jo gærne være,« svarede Ditte.

»Jo De gør – lad os bare ikke Ngaa paa Bagbenene for hinanden! I al Fald tror De man skal øve Retfærdighed – Medlidenhed tror De Fanden brække mig paa! Staklerne skal man være god imod, ikke sandt? saadanne forfaldne Individer som Gratulanten hva? Helst nogen som det er gaaet tilbage for – det er saa rørende! Men ved De hvad det er? Jeg har ligget og tænkt over Sagerne i Nat, og det er sku noget Hundeæde det hele. For hvad vil det sige at det er gaaet tilbage for et Menneske? Hvis jeg sælger min Samvittighed til Fanden og faar den godt betalt, saa er der sku ingen, der falder paa at sige det er gaaet tilbage for mig. Men modstaar jeg Fristelsen, og holder min Svinesti ren, og tar Følgerne – ja saa er det gaaet ned ad Bakke med én, saa er man et mislykket Individ. – Skulde man saa ikke drikke sig en Kæfert? – – Ta nu Dem selv. Der er meget Slatteri ved Dem, men Hjærtet er sku i Orden; De er det anstændigste Fruentimmer her i Kasernen – jo De er! Men De vasker Trapper, det er ikke fint, ikke engang i en Bule som denne her. Og hvad er saa Følgen – at man ikke kalder Dem Frue men Trappekonen; den mest lurvede Kælling 127| i Ejendommen tar sig Ret til at se ned paa Dem – De er Trappekonen, værsgod! Skulde man saa ikke ta sig en Kæfert? Menneskene er noget Rak er de.«

N»Somme er det vel nok,« mente Ditte.

»Nej de er det sku alle – det er det sørgelige ved'et. Og én skulde bare ha opdaget det nogle Aar før, saa laa én ikke her og svedte Sprut og Galde. Men den Gud eller Satan der skabte Kramer, gjorde ham til Optimist forstaar De – saadan en Slags Torsk der gaar omkring og tror paa det gode. Man hade jo sit Ansvar som det højeste Væsen, som NSkabningen skabt i Guds Billede – man hade ophøjede Idealer. Fanden ved forresten, hvor man hade dem fra – for fra Omgivelserne var det sku ikke. Man var tvært imod lidt til en Side – det unge Menneske med Idealerne blev man kaldt. Gud bevares, al Respekt for en ædel Tænkemaade – bare den ikke fører til Dumheder. Man gik saa at sige og ventede jeg skulde gøre en Dumhed, fra Time til Time.

Men det gik altsammen meget godt trods Idealerne, man tog sine Eksamener, fik en god Stilling, blev rigt gift, fik et pragtfuldt Hjem – altsammen trods Idealerne som sagt. De var ikke kommet ud for nogen større Prøvelse, forstaar De nok. Omgivelserne var sku helt imponeret – at det lod sig forene; saa var det ingen Sag at holde Idealer. Det pyntede oven i Købet – det var noget man maatte lægge sig efter. – Har De set Svin med Guldplomber i 128| Munden, for det har jeg! Skulde man saa ikke drikke sig en ordentlig Kæfert?

Naa Prøvelsen kom jo en Dag; det drejede sig om et skaldet Telegram. NStorspekulanten, som hade startet det vældige Telegrafselskab, mente han hade første Ret til at kigge i Telegrammerne – ogsaa dem til hans Konkurrenter. Det var jo nærmest derfor han hade stiftet Selskabet – ikke for at tjæne Fædrelandet som en god Patriot, som det saa kønt hedder. Men hans Førstemand den Idiot mente nej; Telegramhæmmeligheden var hellig hævdede han.«

»Jamen det var da rigtig handlet!« udbrød Ditte – »det var der da ikke noget tossegodt ved.«

»Rigtig handlet – ja af en Idiot altsaa! Som om det ikke kunde være mig rævnende ligegyldigt, om Hundene aad Svinene eller Svinene Hundene. Gud Fader hvor var man dum dengang. Selvfølgelig var jeg klar over hvad det kostede; man følte sig som en Helt da man blev smidt ned ad Trapperne, en Martyr for Retfærdigheden. Og man gik for at søge sig en ny Stilling, helt opdunstet af god Samvittighed; de stod naturligvis med aabne Arme, for at modtage Helten! Men om Forladelse, der var lukket af! det mægtige Finansgeni hade lange Arme – ingen turde ta Helten i sit Brød. Selv Konkurrenten – ham som skulde ha været slaaet ud ved Hjælp af sine egne Børstelegrammer – trak paa Skuldrene. Tja – han vidste nok, at noget saadant gik for sig, og han vilde ogsaa gærne 129| forsøge at faa mig ind i min gamle Stilling igen, naar jeg saa vilde forpligte mig til at udlevere ham min Principals Telegrammer. Saadan er de det Rak; som hæderlig Mand kunde han absolut ikke bruge mig – men hvis jeg vilde være hans NDetektiv. NSkulde én saa ikke drikke, for Fanden!«

»Men gik De ikke til Bladene?« spurgte Ditte. »De tager sig da af dem der lider Uret!«

»Bladene – – ih du Nhellige Enfoldighed!« Kramer vendte Øjnene mod Himlen. »Jeg gik forresten til Bladene, lille Barn Uskyld – jeg var ogsaa Net Guds Ord dengang. Men jeg blev afvist allevegne. Det kunde aldrig være Pressens Opgave at angribe en af Landets bedste Sønner, svarede man mig. Man har vel saa ringet hans Almægtighed op – formodentlig for at slaa Mønt af Historien. For en Morgen indeholdt samtlige Sprøjter en Historie om en forrykt Person, der var blevet afskediget af det store Finansgenis Tjeneste paa Grund af NMisligheder og som – til Tak fordi han fik Lov at løbe ustraffet, forfulgte Nhans Ekscellense og næsten truede ham paa Livet. Enhver kunde se at det var mig; jeg var gjort umulig med det samme; selv mine nærmeste begyndte at blive klar over at jeg var smaatosset. Man hade jo forresten altid ventet noget i den Retning. Der var ikke noget ved én længer hverken som Forsørger eller i Selskabslivet, Madammen begyndte at yppe Klammeri og satte Pigebørnene op imod én, og en Dag flyttede de hjem til de gamle. NPotten var ude!

130| Da det først var saa vidt, blev jeg sku tosset – ved De hva jeg gjorde? Jeg købte en stor Buket Blomster og gik op til Ekscellensen med den. Der var Masser af Gratulanter, for han hade en eller anden stor Dag; og jeg stak ham min Lykønskning saa ondskabsfuldt jeg kunde. Tak! sa'e han smilende – mange Tak! og rakte mig en Hundredkroneseddel – og dér stod jeg. Han hade sejret endnu engang. Skulde én saa ikke drikke sig fuld for Fanden? Jeg gik lige hen og gjorde det. Jeg drak som et Svin gjorde jeg – for at komme paa lige med det øvrige Rak. Du kan ikke konkurrere, før du har sølet dig rigtig godt til! sa'e jeg til mig selv.

Saadan fik jeg forresten min Ide med at gaa rundt og gratulere. Det var slet ikke nogen daarlig Forretning, især i Førstningen; for man drejede jo saa at sige Kniven rundt i Saaret for deres Øjne. Og saa tog de til Pengepungen for at blive fri for at se paa det. Jeg tog dem paa Rad – hele Omgangen; og det var jo ikke de dyreste Blomster man anvendte, kan De nok begribe. Men efterhaanden glæmte de jo Oprindelsen til det hele, og der blev kun et stakkels Subjekt tilbage, som man ku spise af med en Krone eller to.«

»Jeg troede De mest gik til Skuespillere, Forfattere og saadan nogen,« sa'e Ditte.

»Ja det var senere, da den blev sløj og man maatte ta alting med. – – Jo De kan tro jeg har faaet – til Tak for min Tro paa Verden. Der er kun to Slags Mennesker – de hæderlige og Slyng131|lerne; og Slynglerne kommer ovenpaa. De andre gaar til Bunds, de er for tunge. Deres Kærest vil jo reformere Samfundet; jeg har hørt det gennem Væggen og moret mig over det.«

»Karl Bakkegaards er ikke min Kærest,« sa'e Ditte og blev rød i Hodet.

Kramer tog afværgende for sig: »Ingen fortrolige Meddelelser om jeg maa be. Han er Samfundsreformator – det er det der interesserer mig i denne Forbindelse. For ved De hvad der holder Proletariatet nede? Det gør Hæderligheden. Tag den ud af Verden, saa er Problemet løst.«

Saadan laa han og sludrede. Han var meget medgørlig; det var som om hans Sind mildnedes fra Dag til Dag. Men samtidig blev han rigtignok ogsaa sløjere og sløjere. Et Par Dage efter fortrød han sin Aabenhjærtighed. »Det var en ordentlig Sludder, jeg leverede Dem forleden Dag,« sa'e han. »Naa, De tror jo ikke alt hvad man bilder Dem ind.« Men Ditte vidste hvad hun vidste; Mutter Geismar kendte hans Familieforhold indgaaende, da først hun var sat paa Sporet. Han hade været gift med Datteren af en stor Trælasthandler, der boede i et Landsted ude ved Kysten. Døtrene var gift med Officerer; de hade faaet en Masse Penge i Medgift af Bedsteforældrene.

Det var underligt at han saadan pludselig lagde op; Spiritus lod han aldrig til at føle Trang til. Men han vilde gærne snakke; Ditte maatte ta sit Arbejde med ind og sidde hos ham. Saa laa han 132| og sludrede i sin snøvlende Nsynftige Værtshusjargon, og fortalte om alle de Gavtyvestreger han hade maattet hitte paa for at holde Forretningen gaaende. Han hade bragt Skuespillere og Sangere Buketter fra »en kvindelig Beundrer der ikke ønskede sig nævnt« – paa Grund af sin høje Stilling naturligvis; debuterende Forfattere hade han som den første overbragt Nationens Hyldest; helt op til Hoffet hade han dristet sig – som »en Stemme fra det store, navnløse Folk.«

»Men det er jo forfærdeligt,« sa'e Ditte og lo. »Hvor kunde De dog hitte paa alt det? Det hade en anden ikke Hode til.«

»Forfærdeligt – næ det var en velsignelsesrig Gærning var'et; der er vist ikke ret mange, der har bragt saa megen Glæde ind ad Døren som Gratulanten. Og hva' har man saa for'et? Ja De kan bande paa der sku Hode til! Immervæk maatte man udvide og udvide, at ikke det hele sku gaa i Staa. Det gik jo ikke at vise sig ret mange Gange paa samme Sted. Det er en hel ny Branche man har oparbejdet inden for den nationale Industri; Synd er'et sku at der ingen er til at overta Forretningen efter én. – – – Gaar De saa hen og Nsætter det Tøj i Eftermiddag.«

Nej det vilde Ditte ikke ha med at gøre. »De kan ikke undvære Deres NGangklær,« sa'e hun.

»Jeg kommer sku ikke op mere,« svarede han – »jeg er Nfærdig med de fyrre. Og det er helt storartet at tænke paa. Man ka formelig gribe sig 133| selv i at ligge og nyde, at man er færdig med at soppe omkring hernede. Det ska blie helt rart at sidde paa Kanten af en vaad Sky og synge Halleluja – og grine godt a' hele Suppedasen.«

Om Eftermiddagen mens Ditte var ude, fik han Gamle Rasmussen til at gaa ud og sætte Tøjet. »Ta Støvler og Hat og Stok med hva,« sa'e han; »saa er der ingen Fare for at man skal gaa igen!« Saa hade han kun Skjorten.

Men en Dag eller to efter stod han alligevel op, og løb om ude paa Gangen i sin bare Skjorte. Han hade et Anfald, Konerne maatte sende Bud ned efter Bagerens Kusk for at faa ham i Seng. »Han er fra Jylland a', han er saa solid!« sa'e de; og Læborg tog ham paa Armen saa rolig og sindigt som var Gratulanten et lille Barn, og bar ham ind og puttede ham. Ditte hade ikke længer noget imod at faa ham paa Hospitalet; hun turde ikke være ene med ham om Natten. Men det var lettere sagt end gjort; man maatte ha fat i en Indlæggelsesseddel – og saa forresten vente til der engang blev Plads. Og det kunde godt vare en Evighed; Gamle Rasmussen hade faaet Meddelelse om at nu hade man Plads til Manden, Aaret efter at han var død.

»Den er saamænd næmt klaret – bare der er nogen der kender en Betjent,« sa'e Mutter Geismar. »Politiet kan ordne alt.« Kusk Olsens Kone hade en Bror der var Gadebetjent, ham sendte de Bud efter. Og han rekvirerede Sygevognen og kørte Gratulanten til Hospitalet. »Nu ska' de ta ham!« 134| sa'e Geismar mens de stod og saa efter Sygevognen, som hade samlet helt Opløb i Gaarden og Gaden.A »Saa slap De ud af den Knibe, Fru Hansen.«

Ditte svarede ikke, hun stod vendt fra dem og stirrede efter Vognen, med dirrende Træk. Tung i Benene gik hun op til sig selv og ind paa Gratulantens Værelse. Hun satte sig paa Sengekanten og græd.