135| XI
Dagligt Liv

Og saa var det Vinter igen med Sne og Frost og Kulde. Sommeren red altfor hurtig; knap hade man faaet Tøjet Nløst hjem, saa kunde man sætte det igen. Hos Gamle Rasmussen var der ingen Kakkelovn; og hvor skulde hun ogsaa faa noget at putte i den, om der hade været nogen. Hun kunde ikke holde Varmen om Natten, hendes Blod var for tyndt; alt sit gamle Tøj la'e hun oven paa Dynen, men det forslog ingenting. Og Vandet frøs for hende i Kande og Spand. Ditte flyttede hende ned i Gratulantens Værelse; der var lunere, og Døren kunde staa aaben om Natten, saa trak der altid lidt Varme ind. »Foreløbig,« sagde Ditte. »Kommer han igen, saa finder vi en anden Udvej for jer, Mor.« Kramer skulde vide, at han hade et Tilholdssted om han igen kom ud. Forresten var der ikke nogen Udsigt til det. Ditte hade set til ham et Par Gange inde paa NKommunehospitalet, han blev ringere og ringere.

Det var helt rart at ha den gamle nede i Nærheden, saa man kunde ha et Øre ved hende om 136| Natten; Ditte sov roligere. Og det hade den Fordel, at Karl kunde sige sit Logi af og ta Gamle Rasmussens Hul i Besiddelse. Saa sparedes de Penge, og han var i Nærheden! Det galdt at slutte tæt sammen mod de fælles Fjender Kulden og Arbejdsløsheden; de gav én nok at tænke paa endda.

Han hade ikke noget at bestille ved Faget, men ernærede sig ved tilfældigt NSjov, var paa Grønttorvet, ved Havnen, paa Kvægtorvet – overalt hvor der var Haab om et Nap. Han sled godt paa NKapskoene, og Fedtet rendte han af sig igen det Smule han hade lagt paa sig i Sommerens Løb; men Humøret var godt. Det meste af hvad han tjænte, bragte han alligevel her hen, saa Ditte var glad for Forandringen; saa kunde hun da sørge lidt for ham til Gengæld. Om Aftenen sad han nede hos hende og læste, eller skrev paa Artikler til et lille Blad som de Arbejdsløse selv skrev og udgav en Gang om Ugen. Naar han da ikke var til sine Møder.

»Hvad opnaar I egentlig ved jeresA Møder?« sa'e Ditte en Dag. »I Fjor holdt I ogsaa Møder, og i Aar er Arbejdsløsheden bare meget værre. De er saamænd ligeglade med, hvad I siger eller foretar jer.«

»Ja meget Indtryk gør det kaske nok ikke paa dem,« indrømmede Karl. »Men saa holder vi i al Fald os selv vaagne – og rusker vel ogsaa Liv i nogle Stykker til. Saa længe man kan holde 137| Galden flydende, er man da ikke helt gaaet i Hundene. Forresten har NSamaritanerne da aabnet tidligere i Aar end i Fjor, og Bladene slaar paa den store Tromme for at faa Godgørenheden i Gang; saa noget bange for os er de da.«

»Er det ikke snarere, fordi de bliver bløde om Hjærtet af at se paa al den Nød,« spurgte Ditte.

»Det kan jo være. I al Fald skal de se Nøden for at komme i Tanke om at den er der. Den Hund der kryber hen i en Krog og ligger dèr og slikker sine Saar, er der ingen der lægger Mærke til. Derfor har vi saa smaat tænkt paa at lave et Demonstrationstog ind gennem Byen af alle dem Arbejdsløsheden har ta'et værst paa, med Koner og Børn og helst Hjemmet med. Det indeholder jo i de fleste Tilfælde ikke mere, end der kan være paa en Trækkevogn. Vil du være med? Jeg tænker det blir Juleaften, da er Hjærterne jo lidt blødere end til daglig.«

Nej, Ditte vilde ikke være med og udstille sine Pjalter; hun vilde helst slaas med sit selv. »Hva' vil I ogsaa det for?« sa'e hun. »Det er da en underlig Ide af jer!«

»Vi vil kræve Respekt for Pjalterne og jage Godgørenheden i et Musehul; det er ingen Skade til, man sér hvor mange vi er! – Men det kan forresten godt være, vi skal vente til længere hen paa Vinteren. Det er vel tidligt endnu!«

»Det høres næsten, som om du spekulerede i 138| Nøden og Elændigheden,« sae Ditte med et Stænk af Anklage.

»Det gør jeg ogsaa du! Blandt Nde Hellige derhjemme hed det altid, at Nød og Lidelse var til for at drive Mennesket hjem til Gud. Nu forstaar jeg først Meningen med det – de sultne skal forvandles til hungrige Sjæle!«

Ditte sad og hørte efter. Hun begyndte at ane en dybere Mening bag hans Ord, og fejede ham ikke længer i Tankerne af med Ordet »Gudelighed«. – »Men hvad vil du saa stille op med de Stakler, som ikke kan blive til hungrige Sjæle, men kun vil ha Mad naar de er sultne – mig for Eksempel?« spurgte hun alvorligt.

Karl saa paa hende, glad overrasket; det var første Gang hun ikke stillede sig afvisende men gik ind paa hans Tankegang: »Dig har det hele nok slet ikke Bud efter. – Tvært imod – det er jo dig der har Bud efter os!«

»Er det mig? Jeg som knap forstaar et Muk af det hele.« Hun saa forskrækket paa ham.

»Jo for du er akkurat ens i Medgang og Modgang; enten du kom op at Nsidde paa en Trone eller ned i Muddergrøften, er jeg vis paa du vilde være uforanderlig den samme. Dig kan der ikke forandres noget ved og maa der heller ikke, for det er jo paa en Maade dig vi marsjerer efter. Saadan som dit Hjærte slaar, maatte gærne Verdens Hjærte slaa, saa blev her godt at være.«

»Det var vist ikke heldigt,« sa'e Ditte rød i Ho139|det – »for mit Hjærte blir mer og mer tosset. Sommetider bumper det ligefrem, og saa staar det helt stille. – Men nu skal jeg prøve paa at faa fat i lidt Brød, og saa drikker vi Kaffe.« De Nlevede mest ved Kaffe og Brød i denne Tid. Hun rejste sig og bandt et Tørklæde paa.

»Jeg gaar over og ser til den gamle Kludesamler saa længe,« sa'e Karl. »Det er længe siden jeg har sét noget til ham.«

»Sig saa til Gamle Rasmussen og Børnene om at komme og drikke Kaffe,« sa'e Ditte, »de er henne paa Loftet og hænger Tøj op. Og ta Kludesamleren med hvis han er hjemme! Sig til Gamle Rasmussen om at sætte Vand over!« raabte hun nede fra Trappen.

Nede i Bagerbutiken stod Fru Langhalm og valgte Brød til Eftermiddagskaffen – Horn og Wienerbrød! Hun var langt henne og gjorde saamænd ikke noget for at skjule det; hun stod formelig og udfordrede, og begreb ikke at der kunde tales om andet end hendes Tilstand.

»Hvordan befinder De Dem, Fru Langhalm?« spurgte Bagerfruen endelig.

»Ork jo – jeg har saamænd aldrig haft det saa godt,« sa'e hun lykkelig. »Jeg vilde ønske jeg kunde gaa i den Tilstand altid.«

»Ih, Gud Fader fri os vel!« udbrød Kusk Olsens Kone uvilkaarlig. Hun tog ellers ikke Del i Samtalen naturligvis, det slap hende bare ud af Munden.

140| »Ja Madam Olsen har haft otte,« sa'e Bagerfruen forklarende. »Har De ikke?«

Madam Olsen nikkede. »Men saa svær som Fruen har én liegodt aldrig væ't,« sa'e hun. »En anden har altid baaret sit bagud – og nedefter.«

Fru Langhalm saa stolt ud: »Jeg bærer nu mit foran – det vil min Mand helst. Og det er ogsaa det sundeste – baade for én selv og Barnet. Det har mere Plads saa. Eller hvad mener De, Fru Hansen?«

Ditte vidste ikke rigtig, hvad hun skulde sige.

»Hør mens vi er ved det – jeg vilde saa gærne ha Dem til at gaa om mig mens jeg ligger; De tar saa godt paa alting. Har De haft mange Børn?«

»Jeg har passet Børn fra jeg var lille,« svarede Ditte, helt genert af Glæde over Rosen og Æren.

»Vi er nu glade vi ingen Børn har,« sa'e Bagerfruen. »Saa har én da ikke dem at grue for Udkommet til. Det kan være svært nok endda.«

»Ja De holder jo op! Er det virkelig saa daarligt et Strøg? Vi er saa kede af at vi skal af med Dem.«

»Nu har vi slidt i femten Aar, og lige vidt er vi. Min Mand vil ta fat som Svend; saa har én da Nsit visse hver Uge!«

Ditte hade holdt sig tilbage – det var saa flovt at be om Kredit naar andre hørte paa det. Efterhaanden gik de og hun kom frem med sit Ærende.

»Og det skal skrives hva!« sa'e Bagerkonen – »jo jeg kunde se det paa Deres Opførsel; man 141| kender snart sine Folk. Ja De skylder nu noget i Forvejen.«

»Bare til paa Lørdag,« bad Ditte. »Saa afleverer jeg Sytøj, og saa faar De det hele.«

»Ja vi gir jo ellers ikke Kredit mere, vi har ingenting Raad til at undvære. Men Dem kan én ikke godt sige nej til – De er selv saa hjælpsom! Og saa køber De kun drøjt Brød, naar De ingen Penge har. De fleste tænker: Skal vi ta paa Kredit, kan vi lige saa godt købe noget Slikkeri! Det er der stor Forskel paa.«

Ditte skyndte sig op med sit Brød, hun var glad og let til Mode. I Porten rendte hun lige i Armene paa Opkræveren fra Symaskineforretningen, og blev saa forskrækket at det kvak i hende. »Jeg kommer lige oppe fra Deres,« sa'e han.

»Aa, men jeg har ingen Penge i Dag,« sa'e Ditte og trak Vejret. »Maa det ikke vente til Lørdag – saa skal jeg betale det hele.«

»Jo det kan det godt,« sa'e han. »Men det maa ikke løbe paa, husk det!« Han stod formelig og lo ad hendes Forskrækkelse. »Vi æder inte Folk,« sa'e han og stak Kvitteringen ned i Tegnebogen igen.

Aa men som hun hade faaet Skræk i Livet; Benene rystede formelig under hende, mens hun steg op ad den skumle Trappe i Sidebygningen.

Gamle Rasmussen hade Kaffen færdig; den stod paa Kakkelovnen og duftede. Hun sad med Lillebror paa Skødet og fortalte de to andre Historier; 142| de stod paa hver Side af hende og saa hende spændt ind i Ansigtet. Det var Munden de holdt Øje med; den var tandløs, men derinde fødtes alligevel det forunderligste af alt.

Ditte løb lige hen og lagde Haanden kærtegnende paa Symaskinen. Hun maatte føle, at den var der endnu.

»Ja han har lige væ't her – Opkræveren!« sa'e Gamle Rasmussen. »Men endnu er de jo skikkelige.«

»Jeg mødte ham i Porten, og jeg fik saadan en Skræk i Livet – Benene vilde knap bære mig. Men han gav Henstand – lige som sidst. Men paa Lørdag skal vi altsaa ud med Pengene – hvor vi saa skal skaffe dem fra.«

Gamle Rasmussen nikkede med en Mine der tydelig sa'e, at det var netop det hun altid hade holdt paa. »Hvor meget har du nu afdraget paa Maskinen?« spurgte hun.

»Halvtreds Kroner, Mor!« svarede Ditte stolt og lagde Haanden kærtegnende paa den.

»Saa kan du være ganske rolig – endnu er det for tidlig! De viser først Kløerne, naar det meste er betalt. Endnu er der ingen Fordel for dem ved at ta den fra dig. Men pas du hellere lidt paa – én kender de Afbedrags-Forretninger; de er kaske bare saa skikkelige for at berolige dig. Det er som naar Katten leger med Musen; en Dag saa habser den til!«

Den gamle hade en Skræk for alt, hvad der hed 143| Afbetaling; Ditte tog hende heller ikke højtideligt. »I ser altid saa sort paa alting, Mor,« sa'e hun og tog hende om Hagen.

»Ja ja – lad os nu se!« sa'e den gamle.

Men hvor blev Onkel Karl af? Kaffen blev jo kold. »Kan I gaa og hente ham, Børn,« sa'e Ditte. Men i det samme kom han.

»Kludesamleren var der ikke,« sa'e han alvorligt. »Det hele var ryddet.«

»Saa har kanske Viceværten smidt ham ud,« mente Ditte. »Han har vel ikke kunnet klare for sig – Staklen!«

»Jeg troede, han fik Lov at bo gratis?«

»Ja – det vil sige, han maatte jo stikke Viceværten lidt.«

»Maa vi gaa lidt ned i Gaarden og lege?« spurgte Børnene da man hade spist.

»Nej! Luften er saa daarlig dernede. Naar jeg blir færdig, skal jeg gaa en Tur med jer – over gennem Kongens Have. – Jeg faar forresten ikke Tid, men I kan faa Lov at gaa med Gamle Rasmussen og aflevere Arbejde.« Ditte kom i Tanke om, at der var Nbaade det og det hun maatte ha til Side, til det ny Arbejde kom.

»Er Luften da ikke daarlig i Kongens Have?« spurgte de Smaa.

»Nej der er den frisk og god.«

»Hvorfor er den saa daarlig her da?«

Ja det vidste Ditte ikke saa lige – »Fordi vi er fattige, vel,« svarede hun.

144| Og de Smaa var lige kloge og vendte sig til den gamle. »Er det ogsaa Fandens Skyld?« spurgte de.

»Ja, det er netop Fandens Skyld,« sa'e Gamle Rasmussen overbevisende. »For dengang der ikke var mere at lægge Haand paa, vilde han ha Lov af Vorherre til at sætte en Glasklokke over hele Jorden. Saa skulde Folk købe deres Luft ligesom alting andet – det var uretfærdigt at Luften skulde gaa fri, sa'e han. Og han hade endnu en Søn som ingenting hade at handle med; alle de andre var saa godt anbragte. Men Vorherre vilde ikke gaa ind paa det. Det er det eneste Fattigfolk har gratis, sa'e han. Saa satte Fanden sig til at blæse al den daarlige Luft over i Fattigkvartererne; for det ene sku' svare til det andet – mente han. Og det ku' Vorherre ikke sige noget til.«

»Sikke noget Pjank at fortælle Børnene,« sa'e Ditte og kørte løs med Maskinen.

»Ja klogere er en anden nu engang ikke bleet,« svarede Gamle Rasmussen fornærmet. »Men én er vel ogsaa for gammel til at snakke med.« Hun gik ind til sig selv. Børnene fulgte med og trak Døren til efter sig; saa var der ingen der blandede sig i Snakken og sa'e Sludder. De vidste nok, hvem de naar det kom til Stykket skulde tro.