154| XIII
Symaskinen, Dynen og NSamaritanen

Bagerens hade vundet i Lotteriet! Der var i al Fald hændt dem noget som var mindst lige saa overraskende – de fik alle deres Penge igen!

Det viste sig at Læborg, i de femten Aar han hade tjent hos dem, hade snydt dem for 15,000 Kroner, lige nøjagtig endda. Han var en Fyr der hade Orden i Sagerne! Pengene hade han ikke ødt men sat dem ind paa forskellige Sparekassebøger; nogle hade han ogsaa laant ud til Privatfolk mod Sikkerhed og gode Renter, og Resten hade han købt Udstyr for. Han holdt et pænt Ungkarlehjem – om det saa var Klaver hade han det.

De fleste af Pengene hade Bagerens allerede faaet udbetalt, Resten kom ind naar Tingene blev solgt; ret meget vilde de ikke komme til at tabe. Fru Nielsen straalede over hele Ansigtet – det var jo som at slagte en stor, smækfed Sparegris.

De kunde sagtens, som hade været saadan under Administration! Hvem ved om der hade været noget tilbage af det hele, dersom de selv skulde 155| ha holdt Hus med det? Lidt mere eller mindre – det gik sædvanligvis med. Det var sandelig en Husholder det – femten Tusind paa femten Aar! han var inte Jyde for ingenting! Synd var det i Grunden at han skulde vandre i NForbedringshuset. Nielsen talte da ogsaa om at antage ham igen naar de to Aar var gaaet; han var saa ordentlig!

Andre var ikke saa heldigt stillede at ha saadan en Sparegris. I alle de smaa Lejligheder ind gennem NMellem- og Bagbygningerne var der NSmalhans, nogle Steder sad den skinbarlige Nød og grinede én aabenlyst lige op i Ansigtet. Det var en slæm Kammerat, naar den først fik Foden inden for Døren; den sad med til Bords, den sov hos én om Natten. Mændene stod og hang nede i Porten det meste af Dagen og kunde ikke faa Tiden til at gaa; hen paa Eftermiddagen drev de gærne ud. Nogle gik til Møder, hvor man vedtog Protester mod Tilstanden, og forlangte at Samfundet skulde ta Affære; andre der ikke interesserede sig for Politik, gik paa Værtshus. Det ene var for saa vidt lige saa lidt eller meget værd som det andet. De der kom hjem fra Møderne, slog i Bordet og truede med at ta sig selv til Rette; de der kom fra Værtshuset var nogle Fandens Karle de ogsaa. Til Husholdningspenge blev ingen af Delene. Konerne rendte og laante af hinanden; det var som naar Krøbling søger til Krøbling – megen Støtte var der ikke i det. Og de piskede fra Sted til Sted hvor der var Haab om lidt Hjælp, mest forgæves; 156| der var saa mange om alting, ingenting forslog. Snart hed det der var Uddeling fra Fagforeningen, snart fra Menighedsplejen; oftest var det Rygter der dukkede op født af altfor frodige Hjærner, og intet hade paa sig.

En Dag straks efter Nytaar kom de uforvarende og hentede Symaskinen. Som et Slag bagfra ramte det Ditte; hun var knap et par Uger bagud, det hade hun været saa tidt – de hade saa at sige opfordret hende til det! Og hun var villig til at skaffe Pengene i Løbet af Dagen. Men det var ikke Pengene de vilde ha, det var Maskinen.

Ret megen Gavn gjorde den ikke i Øjeblikket, den kunde godt undværes. Men Ditte græd sine modige Taarer alligevel, mindre fordi hun hade afdraget omtrent hundrede Kroner som nu var tabt, end fordi hun var kommet til at holde saa meget af den. Den hade været som en god Kammerat – Brødet hade den givet i det længste! Naar hun satte sig til at sy og tog Haand i den, føltes det som at røre ved et trofast Væsen. Dens Raslen hade ledsaget hendes Tanker og Bekymringer, og lullet Børnene i Søvn. Naar de sov ind om Aftenen gik Maskinen endnu; naar de vaagnede om Morgenen, snurrede den ogsaa. Til sidst troede de at den gik Nat og Dat. »Mor hun sover aldrig!« sa'e Peter – som noget ubegribeligt ved Moderen.

Gamle Rasmussen græd ogsaa. Saa ond hun hade 157| været paa Maskinen ligestraks, siden hade hun mange Gange takket den for Brødet.

Ingen af dem begreb Stilheden og Tomheden, de Smaa heller ikke. Ditte følte Savnet, helt ud i sine Hænder der ikke længer skulde glide hen over det glatte Egebord, eller spole, eller stille om – helt ned i Fødderne der ikke mere vuggede Arbejdets Rytme ind i Tilværelsen. – Naar hun hade lidt at sy, løb hun om til en eller anden af sine Bekendte der hade Symaskine; mest for igen engang at føle hvordan det var – og høre den kendte Raslen.

Men galt var det, for noget Arbejde fra Forretningen kunde hun ikke paatage sig uden Maskinen; det hændte dog at der faldt et Dusin Kraver eller to af til én, naar man rendte den ufortrødent paa Dørene. Hun holdt Samraad med Gamle Rasmussen, og de blev enige om at den gode Overdyne nok kunde undværes; det var det eneste de ejede der kunde laanes paa. Naar man saa tog Underdynen op til Overdyne, og den Gamle fik Underdynen fra Dittes Seng under sig, gik det nok. Ditte og Børnene kunde sagtens undvære Underdyne – de laa alligevel og svedte om Natten! Den gode Dyne blev bundet i et Lagen, og Ditte stak afsted med den til NLaanekontoret. Peter fik Lov til at gaa med og hjælpe til at bære; han var lige saa optaget af Spørgsmaalet om Symaskinen som Moderen – den kære bekymrede Dreng! »Naar du nu faar Maskinen, saa skal vi nok passe paa 158| at de ikke tar den fra dig mere,« sa'e han. »Jeg skal nok passe paa ved Døren hele Tiden; og hvis de kommer, si'r jeg bare der ingen er hjemme.«

Ditte smilede: »De skal nok ikke faa Lov til at ta den fra os mere!« sa'e hun afgjort.

De fik ti Kroner paa Dynen og skyndte sig ind til NGraabrødretorv hvor Forretningen laa. Det var bidende koldt, men ingen af dem mærkede det, de var altfor spændte. »Ved du hva, Mor – du har røde Kinder,« sa'e Peter og saa glad op paa hende.

»Det har du ogsaa min Dreng – Æblekinder!« svarede Ditte og sluttede endnu fastere om hans lille Haand:

»Ved du hvad jeg er glad for? Jeg er glad for, at vi faar Maskinen hjem inden Onkel Karl kommer. Han skal ikke vide noget om, at de tog den fra os.«

Karl var nede paa Landet for at søge om Udveje til Føden. Saa snart han fik noget Arbejde, sendte han Brev og Penge.

Paa Graabrødretorv var der rejst en stor Snemand, som samlede ind til Vinterens Fattige. Han hade to Kulstykker til Øjne og en stor Blikdaase med Rævne i mellem Knæerne. »Maa jeg gi ham mine Penge Mor – det er til de Fattige!« sa'e Peter.

»Ja gør det, min Dreng,« svarede Ditte. Peter fik travlt med at grave nede mellem Foret og Trøjen, dybt nede fra trak han noget sammenkrøllet Avispapir frem med tre Enører i. Han hade faaet dem 159| engang for længe siden for at løbe et Ærende ned for Kusk Olsens – og haft utallige Planer for med dem; nu sprang de.

Ejeren af Symaskineforretningen kendte mærkelig nok slet ikke Ditte igen; han var meget afvisende. »Det kan vi slet ikke ha med at gøre,« sa'e han koldt. »De har ikke overholdt Deres Forpligtelser, og vi har længe nok baaret over med Dem. Hvordan tror De vores Forretning kunde holdes gaaende, hvis vi saadan skulde slæbe Maskinerne frem og tilbage efter Folks Luner? saa var vi vist snart færdige. Men De kan faa en anden Maskine – paa ny Kontrakt altsaa.«

Ditte stirrede uforstaaende paa ham – hendes Øjne stod fulde af Taarer. »Jeg har tre smaa Børn,« sa'e hun – »uden Maskinen kan jeg ikke – – jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op.« Hun stod med Tikronen i Haanden, som skulde i al Fald den kunne blødgøre ham. Han stirrede ogsaa paa den, Øjnene stod formelig paa Stilke.

»Det gør mig ondt; men vi kan da virkelig ikke forsørge Deres –« han stod og bladede i en Regnskabsbog, flyttede Øjnene fra Bogens Sider hen paa hendes Haand med Tikronen og tilbage igen. »Hvordan er det, skylder De ikke lige –? her kommer det. Otte Kroner værsgod – De skal ha to igen!« Han rakte efter Sedlen.

Men Ditte fik hurtigt Haanden til sig; hun flygtede skrækslagen ud paa Gaden, slæbende Peter efter sig. Først ovre paa den anden Side Torvet 160| stansede hun og saa sig tilbage. »Aa den forbandede Blodsuger!« sa'e hun og truede over mod Forretningen. »Bare han selv maatte faa rigtig at føle engang, hvad det vil sige at være fattig.« De drev hen ad NHelligaandskirken til.

»Jeg skal nok samle sammen til en ny Maskine til dig, Mor,« sa'e Peter. »Jeg kan godt tjene Penge – bare jeg maa gaa ud.«

»Det er kært af dig, men du er for lille endnu,« svarede Ditte. »Naar du blir større, saa –«

»Selmas Ejnar er ikke større end jeg, og han gaar ud hver Dag. Han har sagt at han vil ta mig med ud, hvor der er go'e Steder.«

Ditte svarede ikke – hun holdt ikke af det. Byen var saa stor og fuld af mørke uhyggelige Gaader – hun var selv angst for dens Underverden, sende et Barn derned vovede hun ikke. Men Peter noterede hendes Tavshed som et Resultat – ellers sagde hun altid bestemt nej.

De kom forbi en stor Restaurant, og stod lidt paa Risten over de dybe Køkkenvinduer for at varme sig inden de gik videre. Der stod mange foruden dem, Risterne var helt optaget af Børn og Kvinder. Et Menneske kom op dernede fra og jagede dem bort – de skyggede. Saa drev de videre, Peter med sin ene Haand nede i Lommen paa Moderens gamle Kaabe. Naar hun ogsaa hade Haanden dernede, var der varmt – og de rørte ved hinanden! Den anden Haand hade han stukket inden for Bukselinningen, ned paa den bare Mave. 161| Det var bitterlig koldt, nu de havde Nederlaget at slæbe paa.

»Skal vi ikke gaa hen paa en NSamaritan – jeg er saa sulten,« sa'e Peter pludselig, klynkende.

Ditte hade ventet det, hun var selv saa sulten at det sved i hendes Tarme; det maatte være Madlugten der slog op fra Restaurantens Køkken som var Skyld i det. Nej, men hun holdt ikke af Samaritanen, der kom saa mange fra Kvarteret.

»Vi behøver ikke ta den hjemme i NDronningens Tværgade,« sa'e Peter – »der er ogsaa en ude paa Vesterbro, i NAbel Katrinesgade.«

»Hvor ved du dog det fra, Dreng?« spurgte Ditte forundret.

»Det har Ejnar sagt,« svarede Peter nølende.

De lagde Vejen ned om NGammel Strand og hen over NStormbroen Nfor ikke at komme gennem Strøget. Peter hade ikke haft noget imod at se paa de straalende Butiker; men Ditte vilde ikke den Vej. Da de hade gaaet et godt Stykke, sae Peter pludselig:A »Du maa ikke blie vred, men jeg har ogsaa selv været der – sammen med Ejnar. Jeg turde bare ikke sige det. Du smækker mig ikke – vel?«

Nej Ditte skulde nok lade være. »Er jeg da saa slæm til at slaa?« spurgte hun ked af det.

»Ikke saa slæm som du har været,« svarede Peter aabent og saa op paa hende.

Svaret gjorde hende godt! Hvor mange Gange, naar et eller andet gik skævt – de slog noget i Stykker eller grisede til – og hun havde straffet 162| dem, hade hun ikke fortrudt det bagefter, og lovet sig selv at hun ikke skulde lade Vreden løbe af med sig mere. Det var simpelthen ikke til at holde ud, naar de bagefter sad og pludrede sorgløst, dobbelt kære mod hende, og fik noget underholdende ud af selve Straffen. Hun følte som et svælgende Dyb mellem deres Sind og sit, deres uudtømmelige Ævne til at glæmme og tilgive – og hendes urimelige Strænghed. Fattigdommen gjorde fattig paa Rummelighed og Overbærenhed, og det maatte ikke ske; hun vilde være god og forstaaende! Og stadig igen følte hun Naget – hun syntes ikke hun blev bedre. Nu kom Peter af sig selv og sagde at hun var blevet bedre! Hun kunde ha taget ham ind til sig, saa glad blev hun.

»Jeg skal aldrig smække jer mer – for det fortjener I ikke,« sa'e hun. »Men vi vil heller ikke gaa og ha Hæmmeligheder for hinanden vel? Det er saa hæsligt.«

»Noget godt maa man da gærne skjule – som hvis jeg nu køber dig en Symaskine,« sa'e Peter.

Samaritanen var inde paa Loftet over et stort Bryggeri; der var dejligt varmt. De skubbede sig ind ved et af Bordene.

Ned langs de lange Bræddeborde sad Mennesker og spiste, hver med en Skaal varm Mælk og en Stabel Fedte- eller Margarinebrød foran sig. Man kunde se paa dem at de var dygtig udhungrede, de holdt Armene hen om deres Portion som var de bange nogen skulde tage den fra dem igen, og 163| bøjede sig dybt ned over Skaalen. Det var mest gamle Mænd, og Kvinder med Børn. Forfærdelig ensomme og hærgede saa de ud de gamle Mænd; de lignede Kludesamlere alle sammen, de graa maskinklippede Hoder kom nok aldrig ud for Vand. Stakkels gamle Stoddere var det, som ingen Paarørende hade paa Jorden mere, ingen til at hjælpe dem lidt og holde dem ordentlige! Ditte sad og ønskede, hun vidste hvor den gamle Kludesamler var henne.

»De kender vel ikke en gammel Kludesamler, som hedder Rindom?« sa'e hun til sin Nabo.

Den gamle Mand løftede Hodet fra Skaalen og rettede sine plættede Øjne paa hende. »Jo det gør jeg rigtignok, for det er en Kollega til mig,« svarede han og gav sig til at skære Maden i Tærninger med en stor bredbladet Lommekniv. »Han arbejdede her paa Vesterbro en Overgang; men nu er han vist ude i sit gamle Terræn omkring NBorgergade igen. Det er jo ham med Redningsmedaljen, ikke sandt?«

Ja det vidste Ditte ikke.

»Jo-o! Han reddede engang et Par Smaabørn fra at drukne i NStadsgraven, og det fik han Redningsmedaljen for; han var Overbetjent dengang. Men saa gik han hen en Nat og anholdt en Person, som det aldrig ku gaa an at slæbe til Arresten, og saa fik han sin Afsked.«

Folk kom og gik. Saa snart nogen blev færdige, skubbede de sig ud og lod andre komme til. Der 164| var ingen Pladser ledige; henne inden for Døren stod de i Flok og ventede. Man talte ikke sammen men dukkede sig, slugte Maden og luskede af. Ditte og den gamle Mand var de eneste der underholdt sig. Flere Ansigter rettedes mod dem; saa tav de ogsaa.

En ung mørk Dame kom hen med Mad til Ditte og Peter. Ditte hilste, det var Datteren fra et Herskabshus hvor hun engang havde tjænt. »Hvordan har De det?« spurgte den unge Dame, – »De har rigtignok forandret Dem! Er De gift? Drikker han?« Saa var hun borte igen uden at vente paa Svar; og Ditte var meget glad for at hun slap for en Redegørelse.

Pludselig greb Peter hende i Armen, »Mor, dér er Onkel Karl!« Han var helt febrilsk af Glæde og vilde forlade sin Plads. Ditte maatte holde paa ham.

Ovre ved Indgangen stod Karl og saa sig om; han saa tilsølet og medtaget ud. Han fik Øje paa dem, og der gik et glad Smil over hans Ansigt. Han kom hastigt over. »Kan der bli'e en Plads hos jer?« sa'e han og skubbede sig ind paa Bænken ved Peter.

Ditte og Peter maatte gaa – andre ventede paa at komme til. »Men vi venter paa dig udenfor,« sa'e hun.

Mange Minutter maatte de ikke vente paa ham. »Det var hurtigt besørget,« sa'e Ditte – »blev du mæt?«

165| »Jo Tak!    Det er jo ikke af de Steder man opholder sig længer end nødvendigt. Velgørenhed er alligevel modbydelig du!«

Ditte gav ham ganske Ret. »Men man benytter sig dog af den – og er glad til man overhodet kan faa noget at spise,« sa'e hun.

»Ja naturligvis. Vi har det ligesom de Skibbrudne man sommetider læser om i Beretningerne – der kan sulte saa længe, at de til sidst kaster sig over Ekskrementer.« – Han hade ikke haft noget ud af sin Tur. »Hvordan er det gaaet jer saalænge?« spurgte han.

Ditte fortalte ham om Symaskinen. Han knyttede Hænderne: »Jeg skulde blot ha været til Stede, saa var det blevet Løgn!« sa'e han.

»Saa var de bare kommet med Politiet,« svarede Ditte. »Over for saadanne Kæltringer er der ingenting at gøre; de har Retten paa deres Side.«

»I Gaar omme i NSaksogade satte Værten en Kammerat af mig og hans Familie paa Gaden,« sa'e Karl. »Men vi var nogen Stykker der bar Bohavet op i Lejligheden igen, og tvang ham til at hænge Døre og Vinduer paa igen – dem hade han taget af. Det er ligesom naar man fordriver NVæggetøj!«

»I Gaar?« spurgte Ditte forundret – »jeg troede du først var kommet tilbage i Dag. Hvorfor kom du saa ikke hjem?«

Det viste sig, at Karl hade været herinde i flere Dage og holdt til ude i Saksogade; han generede sig for at komme tilbage med tomme Hænder.

166| Det var blevet Aften, Gadelygterne var tændte. Karl kunde ikke følge med hjem, han skulde med en Kammerat ud og røgte nogle Ruser, Kammeraten havde staaende nede ad Køge Bugt til. »Men jeg kommer i Morgen Formiddag,« sa'e han – »og saa har jeg en Ret Fisk med. Kanske ogsaa Penge – om vi er heldige.« Han fulgte dem paa Vej; denne Gang fik Peter sin Lyst styret og kom ind gennem Strøget. Mens Karl og Ditte langsomt gik og drøftede deres, hade han Ærende frem og tilbage over Gaden til alle Butiksvinduer.

Da Ditte og Peter var blevet ene, talte de lidt om at gaa ind om til Pantelaaneren og faa Overdynen med hjem igen – nu mens man hade Pengene! Men det viste sig at være umuligt – de hade jo ingen Penge til Renterne.

»Saa skal Gamle Rasmussen og de Smaa min Sandten ogsaa ha det lidt godt,« erklærede Ditte. De gik ned om til deres Handlende og købte ind: En Spegesild, lidt Fedt, Bønner og en Stump Spegepølse. Ditte lagde Tikronen paa Disken – i det samme fortrød hun det, men det var for sent.

»Man er nok ved Mønt i Dag,« sa'e NUrtekræmmeren og bukkede. »Fruen tillader nok, at jeg trækker fra det De skylder?«

Hun fik en Krones Penge tilbage. Og saa var Pengesedlen røget – og Overdynen. Og Symaskinen saa hun aldrig mere!

Men det gjorde hun nu alligevel. Hun kom en Formiddag op til en Kvinde hun kendte omme i 167| Adelgade – en fattig Kvinde, der sad i det omtrent som hun selv, uden Forsørger og med et Par smaa Unger. Hun hade lige faaet en Symaskine paa Afbetaling, hun vilde til at sy for Forretninger – Arbejdstøj; det skulde betale sig saa godt. »Bare man nu ikke er ble'et snydt,« sa'e hun. »Prøv den engang; du forstaar dig jo paa Symaskiner!«

Ditte satte sig til Bordet og gav sig til at sy. Med ét stansede hun og tog Vejret tungt ind, hun hade faaet en egen varm Fornæmmelse i Hænderne; en varm Strøm forplantede sig fra dem over i hende og gjorde hende blød om Hjærtet. Hun stirrede paa Maskinen, paa Nummeret, paa hver Enkelthed. Saa sank hendes Hode ned paa Armen; hun hvilede sig paa Maskinbordet som hun saa ofte havde gjort. Og en Taare faldt – som saa ofte – ned paa Pladen og udløste en egen fortrolig Lugt af Terpentin. Veninden lagde Haanden paa hendes Skulder.

»Du blir da inte syg?« sa'e hun. »Er der noget i Vejen med dig?«

Ditte løftede Hodet og smilede tvungent: »Aa det er ingenting; jeg blev bare saa underlig. – Har du købt Maskinen ny?«

»Ja – det vil sige – jeg syntes den var ny dengang jeg saa paa den. Men den er vist lidt brugt alligevel. Er den ikke god tror du?«

»Jo det er en rigtig god Maskine,« sa'e Ditte – i desperat Humør. »Men du skal passe godt paa den, ellers stikker den af et andet Sted hen, naar 168| du har afdraget et Hundrede Kroner paa den. Den er dresseret til det. De har en Snes Maskiner, som er oplært til at drage rundt og plyndre fattige Syersker. Det skal være en god Forretning.«

»Huit – er det den Slags man er kommet i Kløerne paa! Men den skal vi nok klare, for til Foraaret rejser jeg til Sverrig til min Kærest – jeg skal over og giftes. Saa kan de kigge i Vejviseren efter deres Maskine.«

– –

Karl kom næste Formiddag, dygtig gennemfrossen men med en god Ret Fisk og fem Kroner paa Lommen. Han var i højt Humør. »Vi skal ud i Nat igen,« sa'e han. »Det gælder om at hænge i, mens der er aabent Vande. Bare én hade haft lidt Olietøj; det er en drøj en at være gennemblødt Natten igennem saadan som det fryser.«

»Skal jeg ikke gaa ud i Istedgade og se om de har et Sæt?« spurgte Ditte. »Far handler jo med alt den Slags. De maa da nok kunne gi os Kredit.« Karl vilde hellere vente et Par Dage og se Vejret an. Lagde Ndet søndre Løb til med Is, var det alligevel ingen Nytte til. De Baade der laa inden for NDjævleøen var allerede frosset inde. »Men saa hitter vi paa noget andet,« sa'e han muntert; det galdt om at holde Humør i Ditte.

Hun stegte Fisk til ham og lavede ham en god stærk Kop Kaffe, som kunde tø ham rigtig op. Saa vilde han hen paa Pulterkammeret for at sove; men det fik han ikke Lov til. »Du gaar ind og 169| lægger dig i Gamle Rasmussens Seng,« erklærede hun – »der henne er Seng og alting gennemisnet. Vi skal nok være stille.«

»I maa saamænd gærne skyde med Kanoner hen over Hodet paa mig om I vil,« sa'e Karl og gabede. Han kunde knap holde Øjnene aabne. Da han var faldet i Søvn, gik Ditte ind og hentede hans Tøj; det skulde paa Kakkelovnen og gennemtørres. Han laa med Armene over Kors og sov fast; Ansigtet var roligt, næsten lykkeligt i Udtrykket. Det var fordi han hade faaet noget at fortjæne igen; man kunde se paa hans Søvn, at han hade Arbejde. Hun stod et Øjeblik og betragtede ham; saa listede hun forsigtig hen og kyssede ham paa Munden. Han rørte paa sig men vaagnede ikke.

Ditte gik ind og ordnede hans Tøj, rensede det og hængte det til Tørre. Det var helt hyggeligt at pusle med; det mindede om den Tid, da Lars Peter var Fisker.