170| XIV
Lille Peter Ngaar ud paa Livet

Peter skulde allerede ha været meldt til Skole sidste Efteraar; af en eller anden Grund var det ikke sket. Ditte hade aldrig haft Besøg af nogen Myndighed i Anledning af Plejebørnene; hun var efterhaanden naaet til at tro, at Verden levede i lykkelig Uvidenhed om hendes lille Rede. Og det kunde aldrig falde hende ind selv at udlevere sig. Men en Dag Peter var nede og legede med Ejnar, faldt det Selma, Ejnars Mor, ind, at Peter jo ikke gik i Skole. Hun sae det til en anden Kone at det dog var underligt, han var dog Npaa ottende Aar! Og Konerne tog det – og drøftede det Ejendommen rundt, og det var dog i Grunden mærkeligt. Bildte hun sig mon ind at hun stod over Loven, og at hendes Børn var hævet over at gaa i Skole og lære noget – lige som de kongelige. Og Kusk Olsens Kone brændte det lige i Ditte, og sae at det var en farlig Sag, for hvert Barn i Landet skulde ifølge Loven under religiøs Vejledning. Om 171| ogsaa at man sultede ihjæl, Religion skulde man ha; for det var Guds egen Indstiftelse at de Fattige skulde ha lige saa frit Adgang til hans NNaadegaver som de Rige. Hun hade selv haft otte, saa hun kendte det.

Ditte blev hed om Ørerne. »Jeg har saamænd slet ikke skænket det en Tanke,« sa'e hun.

Det var nu ikke helt sandt, for Peter hade ofte nok mindet hende om Spørgsmaalet og bedt om at komme i Skole. Ejnar fortalte de æventyrligste Ting fra Skolen, om rare Lærere, og Lærere der var helt kulrede, og om Drenge der stod for en Øretæve uden at gi en Lyd fra sig; de rykkede ikke engang Hodet til sig naar den faldt. Peter var gaaet saa vidt at han en Dag erklærede: »Hvis du ikke vil gaa med over og melde mig ind, saa gaar jeg selv. For jeg vil i Skole!« Han følte det som en Beskæmmelse at staa tilbage for de andre. Men Ditte nærede Mistro og Uvilje mod alt, hvad der smagte af Øvrighed; og hun kunde ogsaa daarlig undvære ham til at passe de Smaa, naar Gamle Rasmussen var ude for at tjæne lidt til Hjælp.

Men nu kom der altsaa Skub i Spørgsmaalet. Ditte maatte spilde en hel Dag paa at rende om Attester og Gud ved hvad – et farligt Apparat skulde der sættes i Gang, i Anledning af at hendes lille Peter skulde til at tærske NLuthers lille Katekismus. Heldigvis hade Kusk Olsens Kone Erfaringen fra sine egne otte, og vidste hver Stump der skulde til. Gamle Rasmussen maatte gaa over med Peter 172| og melde ham ind; Ditte var ikke dristig ved at gaa! »Jeg har ikke Tid!« sae hun.

»Hvis at man gør Vrøvl over at det er saa sent, saa sig bare, at han har væt Npaa Landet for Kirtler,« sa'e Kusk Olsens Kone.

Naa, det gik glat med Indmeldelsen, Attesterne var gode nok – nu var Peter Skoledreng. Man kunde se det paa ham allerede den første Dag. Hans Stemme blev endnu dybere; Rynken ned mellem Øjnene kom ofte frem. Stræng kunde han være, hvis der var noget der ikke gik som det skulde; Gud naade dem, om de ikke sørged for at han kunde komme ud af Døren i rette Tid. Saa gik han simpelthen – og lod Madpakke eller hvad det nu kunde være i Stikken. Han ku mindst være Togfører, saa præsis var han; Gamle Rasmussen kunde blie helt febrilsk over ham. »Den er inte mer end halv otte,« sae hun – »du ka være ganske rolig!«

»Jo, den mangler fem Minutter i otte,« svarede han mut, og ud af Døren var han i det samme. Ret hade han, for lidt efter slog den otte. – Ærgerligt var det at man inte længer hade sit go'e Ur som baade kunde kukke og slaa! – at han ogsaa skulde gaa hen og sætte det den Døgenigt, bare for at faa Sprut! Det var nu tredve Aar siden, men Gamle Rasmussen ærgrede sig over det som var det i Gaar. – –

173| Ditte var tidlig oppe, hun skulde om og vaske for et Herskab i NSt. Kongensgade; Kl. fem skulde hun være der og tænde op under Kedlen, saa Tøjet kunde komme i Kog i ordentlig Tid. Hun hade sat Vand over til Morgenkaffe; Lampen lod hun staa i Køkkenet for ikke at vække Børnene. Peter sov uroligt i denne Tid – det var Skolen! Hun stod ved Vinduet i Maaneskinnet og redte sit tynde Haar; NAfredningen rullede hun sammen og kom ned i Bordskuffen; det skulde laves til forloren Flætning – naar hun engang fik Raad.

Maanen skinnede lige ned i Gaarden der var hvid af Sne; et besynderlig skarpt, blaaligt Lys dæmrede dernede; alting saas klart men underlig fortyndet. Pludselig forrykkedes Lyset dernede, eller vuggede; Læmmen til Vognmandens overdækkede NMøddingskule aabnede sig af sig selv – helt fantastisk saa det ud. Og en Skikkelse steg besværligt op af Kulen, hyllet i Em fra den varme Gødning. Skikkelsen trak en Sæk op efter sig og lukkede forsigtigt Læmmen – det var den gamle Kludesamler. Ditte fik Vinduet op i en Fart, hun gjorde Støj med det for at han skulde høre hende, og vinkede. Saa løftede han Syvtallet – han hade set hende. Lidt efter hørte hun ham i Trappen og lyste ned.

»Kom ind og faa en Taar varm Kaffe,« hviskede hun og lukkede ham ind i Stuen. Peter vaagnede vel sagtens ved Lyset, men det fik være.

Nu gik Kusk Olsen ned for at fodre Hestene; 174| det var et Held, at den gamle var sluppet dernede fra.

»Ja han maa jo ikke gærne se én, for saa er han næsten nødt til at angi det, om ikke han vil miste sin Plads,« sae den gamle.

N»Har I saa ikke noget andet Sted at være mere – heller ikke om Dagen?« spurgte Ditte og stirrede frysende paa ham.

»Nej se det er jo gaaet tilbage. Forhen sorterede én selv Sagerne – og fik noget ordentligt ud af det; nu maa én for hver Dag sælge NSlumpen til andre Kludesamlere som er bedre stillet. Saa skal de jo tjene paa det, inden det gaar videre til Jærnhandleren, og derfra til Opkøberen og fra ham igen til Grossereren. Der er mange der skal leve af Skarnkassen, der blir næsten ingenting til den der roder i den. Ak ja, det er skidt det hele! Om Dagen ja – da sætter én sig hen i en Krog paa en Beværtning, om ellers at Fortjenesten kan svare til det. For det koster ogsaa Penge – alting koster!«

»Kom op til os, naar I er færdig med jer Runde,« sae Ditte. »Her er da varmt, og I kan sludre med Gamle Rasmussen.«

»Ja Tak for det du – men. Nej det duer ikke – en anden med alt sit Skidt. Det er knap nok én kan faa Lov at være i NSnaskerne – én lugter jo slæmt. Ofte blir der gjort Vrøvl, og saa maa én ud og trave paa Gaden.«

Ja Gud skulde vide at han lugtede – det Skind; Peter laa og gned sin lille Viskelærs-Næse som 175| hade han faaet Fluer i den. Men derfor kunde man dog ikke forsvare at la ham gaa paa Gaden. »Kom I bare,« sae Ditte frejdigt – »Børnene er saa glade for jer.«

»Ja, og hvad gør det at du lugter; man kan jo bare holde sig for Næsen,« sae Peter og lettede Hodet.

»Hva', er du vaagen?« sae den gamle og tog efter ham med Syvtallet. »Holde sig for Næsen ja – det er der saamænd adskillige der gør naar de møder én; men hva – det faar én ta' med. Enhver Haandtering har sit!«

»Bare én dog vidste et Sted hvor I kunde være om Natten,« sae Ditte grundende. »I Karls Værelse er der vel for koldt? – han er borte hver Nat i denne Tid.« Men det vilde den gamle ikke høre tale om. »En er ikke skikket til at være blandt ordentlige Folk længer,« sae han.

Nej, det var det fortvivlede; Dittes Hjærte stred med hendes Properhed. Han var ikke til at holde ren – alt det han gik og rodede i. Det gamle Skind – han kunde knap sidde rolig paa Stolen. »Kunde I ikke komme paa NAlmindeligheden?A« spurgte hun.

Den gamle stavrede paa Benene. »Hvis du pønser paa saadan noget, ved jeg ikke hvad jeg gør ved mig selv,« sae han; han formelig rystede af Skræk. »Men nu maa jeg afsted!« Han tog sin Sæk over Skulderen.

»I kan da ikke se de første Timer, sid her til 176| det blir Dag,« sá'e Ditte overtalende. Men han hade ingen Ro mere.

»Jeg skal ud til NSt. Vibenshus og Nhente mig et Surbrød. Dér faar én det for halv Pris, naar én møder før seks.«

»Uh, det er langt!« Ditte syntes med ét hun selv hade det ganske meningsløst godt.

»En kan lige saa godt trave ud ad Lyngbyvejen som foretage sig noget andet,« svarede den gamle. »Noget skal Livet jo gaa med. Naa, Farvel! – Gud velsigne dig og alle dine for dit gode Sind.«

Da Ditte hade lyst den gamle Rindom ned, fik Peter sig en Kaffetaar. Han bad ikke just om den, men laa og satte lystne Øjne paa Kaffekanden, bevægede Læberne lydløst og smilede. Det Asen – saa var han ikke til at staa for. »Men put dig saa og sov igen,« sa'e Ditte, – »Klokken er ikke fem endnu. Gamle Rasmussen kalder jo paa dig. Gaa pænt til og fra Skolen og opfør dig ordentligt derhenneA; saa de ikke skal sige: Mor Ditte maa være en daarlig én, siden hun har saadanne Børn. Sig til Gamle Rasmussen, at der staar et Stykke Sylte til Onkel Karl. Hun sørger nok lidt godt for ham; og hvis han kommer vaad hjem, maa hun ikke la ham gaa over til sig selv og sove. Dersom der ikke er Koks nok, saa – –«

»Det skaffer jeg bare selv; det behøver Mor ikke bryde sig om,« afbrød Peter dybt.

»Tak min Dreng. Hjælp nu Gamle Rasmussen at huske, at hun skal til NDistriktsforstanderen.« 177| Hun stod lidt og tænkte sig om. »Ja saa er der vist ikke mere,« sae hun og kyssede Drengen. Hun pustede Lampen ud og gik.

Saa snart Moderen var vel nede af Trappen, sprang Peter op og Nsvippede i Klærne. Der var ikke meget Grin ved at ligge og snue; han hade faaet en storartet Idé. Gamle Rindom travede ud til St. Vibenshus; det maatte være morsomt at være ude og gaa midt om Natten – han vilde faa Ejnar med ud og Npille Koks paa Lossepladsen ved NLersøen. Saa kunde de være hjemme til Skoletid, og hade Eftermiddagen fri til at lege i. Han fik Sækken frem under Køkkenbordet og listede ned. Der var mørkt paa Gangen, og helt fri for at være mørkeræd var han ikke; men da han først slap ud i Gaarden, følte han sig ovenpaa. Han gik rask hen og bankede paa Arbejdsmand Andersens Vindu; Andersen selv var paa Hospitalet, ellers hade han ikke vovet det.

»Hvem er det?« lød Selmas Stemme, ængstelig.

»Maa Ejnar gaa med – ud og pille Koks?« spurgte Peter.

»Jøsses, er det dig Barn – er du oppe paa denne Tid af Natten?« sae Selma og trak ham indenfor. Der var varmt og kvalmt i Stuen; de hade kun det ene Rum og sov allesammen derinde. Der var redt Seng allevegne; paa Stole langs Væggene, og paa Gulvet. Ejnar kom i en Fart i Kludene; hans Øjne lyste af Æventyr-Spænding.

De to Knægte travede rask afsted, ud mod Ler178|søens store Lossepladser. Da de naaede midt paa NFælleden, kom de imidlertid i Tanke om, at der var meget nærmere til NFrihavnen; og det var der ogsaa – hjemmefra! De vendte om og satte i Løb for at indhente det forsømte. Paa NTrianglen kom en Betjænt frem af en mørk Portfordybning og saa langt efter de to Knægte, som pilede ud ad NNordre Frihavnsvej hver med sin Sæk; ellers var der ikke andre Mennesker paa Gaden end en og anden Aviskone som traskede ind mod de store Bladkontorer for at hente Morgenbladene.

I Frihavnen var der ikke Tale om at komme ind paa denne Tid af Døgnet, og slippe helskindet derfra med noget i en Sæk lod sig overhodet aldrig gøre. Ejnar kendte det hele ud og ind! Men man kunde drille NBlodhundene som løb frem og tilbage mellem de to Jærngitre; det var en vældig Spas, naar de kogende af Arrigskab satte Tænderne i en af Jærntræmmerne og troede det var et magert Drengeben. Saa kom Vagten op paa den indvendige Side og fraadede han ogsaa – og var lige saa magtesløs over for det høje Jærngitter som Hundene.

Nord for Frihavnen var der et Terræn, som var halv Opfyldning, halv Vand med gamle Moler og Stumper af Kajer. Der laa Baade, Smaaskuder og Slæbedampere; Hjulsporene derud løb paa Kryds og tværs mellem gamle kasserede Baade, rustne Skibskedler og andre forunderlig monstrøse Ting. Og overalt i Hjulsporene laa der Kulstumper. Det 179| forekom ogsaa at Plankeværket til de store Kullagre hade givet sig forneden for Kullenes Tryk, og Kullene var raslet helt ud i Hjulsporet. Dér kunde man sidde ganske mageligt og faa Sækken halv fyldt – uden at det kunde kaldes for Tyveri. Men heldigt var det naturligvis, om ingen saa dem! De var heller ikke næmme at faa Øje paa; som Rotter smuttede de ud og ind mellem gamle flade Jærnbanevogne, Skur og Nendevendte Baade og Hyttefade.

Ejnar hade været her saa tidt han; men for Peter var det nyt og spændende altsammen, og han gjorde ikke noget Forsøg paa at skjule det. Men mærkeligst af alt var dog Natten selv. Han hade aldrig været rigtig ude i den før; Hjærtet slog ham helt oppe i Halsen, saa forunderligt kom alting ham i Møde. Det var som om hele Verden holdt Vejret, Maanen skinnede paa en hel anden Maade end om Aftenen, hvor det var ligesom den ikke rigtig turde vove sig frem for Gadelygterne. Den ligefrem raabte sit Lys ud over Jorden; og Stjærnerne blinkede hvert Øjeblik som var de trætte af at vaage. Sneen knitrede under Maanelyset, og ude paa det alvorlige Vand laa NForterne og sov. Skibe kom hjem derude, lysende drog de ind over Vandet. Det var Rutebaadene fra de forskellige Provinser.

»Naar man nu hade været inde paa NKvæsthusbroen, saa ku man ha tjænt Penge paa at bære Folks Tøj,« sae Ejnar.

180| Peter anede ikke noget om, hvor Kvæsthusbroen var. Men han vidste i al Fald at man ikke kunde være allevegne, for det sae Gamle Rasmussen altid. Og han var godt nok tilfreds med dette her!

Da der var saa meget i Sækkene de kunde slæbe, gæmte de dem under en Baad, og løb ned til Vandet for at prøve om Isen kunde bære. De jagede nogle Ænder op som laa og sov paa Vandet; som en lang blød Trille vandrede Ænderne udefter, lavt over Vandet, og lod sig falde et Stykke ude med et langt Slæb af Sprøjt. En Fabriksfløjte galede, og én til; saa var Klokken en Kvart i seks! De Nvarskoede Arbejderne, at nu var det Tid at gaa hjemme fra.

Inde fra Sejlløbet lød et Signal. Lidt efter hørtes en langt henrullende Lyd; som et endeløst Fald af Trommeslag hørtes det. »Det er fra NHønsebroen,« sae Ejnar – »saa gaar NArbejderne over til Refshaleøen. De gaar paa en lang Række Brædter der blir lagt i Vandet, og kan ikke komme tilbage igen før til Middag. Far har selv arbejdet derude.« Ejnar kendte det hele!

Man maatte afsted hjem. Sækkene var dygtig tunge, de maatte slæbe dem efter sig; heldigvis var Sneen fasttraadt og glat. Paa Nordre Frihavnsvej blev de stansede af en Betjent, som vilde vide hvad de hade i Sækkene, og hvor de skulde hen med det. »Det er Kul vi har købt til vores Mor henne paa Hjørnet,« sae Ejnar frækt – »vi skal 181| bare om i NGrenaagade.« Og paa den fik de Lov til at løbe.

Ved Syvtiden var de hjemme, Gamle Rasmussen var i Færd med at gøre de to Smaa i Stand. »Du gaar nok paa egen Haand du – ligesom de store Gæslinger!« sae hun spottende.

Peter blev rød helt ud i Ørerne. »Jeg har bare været ude og pille Kul,« sa'e han. »Det er der da ikke noget galt i.«

»Ja du kan blie go du – saadan som én har været forskrækket over dig. En troede, den Skinbarlige var fløjet sin Vej med dig.«

Han slugte sin Mad og saa at komme afsted væk fra Skændene; Ejnar stod nede i Gaarden og ventede paa ham.

Peter var allerede blasért over for Skolen; den bød ikke den Spænding hans Drengesjæl higede efter. Der var gode Lærere, som lod Mælkedrengene der hade været tidlig oppe sove i den første Time; og der var andre som ikke kunde taale at en Dreng lo. Det var der ikke meget NSpænd ved.

Men i disse Dage skete der alligevel noget som var spændende; nogle Tandlæger gik rundt paa alle Skoler og undersøgte Børnenes Tænder.

»Det er fordi vi er saa magre,« forklarede Peter hjemme. Og det var rigtig nok, der stod at læse om det i Avisen: Skolemyndighederne var blevet opskræmte ved den tiltagende Underernæring hos Børnene i Almueskolen. Og da man med Rette kunde gaa ud fra, at der var en vis 182| Sammenhæng mellem Fattigbørns Underernæring og deres daarlige Tænder, hade Byen antaget et Par Tandlæger til at undersøge og behandle Børnenes Tænder. De viste sig at være i en rent ud sagt miserabel Tilstand. Naa, hele Skylden kunde vel heller ikke lægges paa de daarlige Tyggeredskaber, Fødens Tilberedning spillede ogsaa en Rolle. Ikke mindst naar Tænderne var i en daarlig Forfatning, hade det meget at sige at Maden var godt kogt. Man omgikkes derfor med Planer om at indføre Kogekunst som Fag for Pigerne, de fleste Fattigfolk var nogle rene Kluddermikler til at lave Mad.

Peter og Ejnar kunde bekræfte det af egen Erfaring; det gik noget ofte paa, at man slet ikke engang forsøgte paa at lave Mad hjemme hos dem. Naa, det med Madlavningen laa ikke for lige nu; det fik først praktisk Betydning for Peter naar Søster Anna begyndte at gaa i Skole; indtil den Tid fik han se at klare sig som han kunde. Men de to Drenge var svært spændte paa, om det virkelig var sandt at alle Skolebørn skulde ha hver sin Tandbørste udleveret. Ejnar der ellers ikke var saa nøje med Skolegangen, mødte hver Dag.

Hjemvejen fra Skolen lagde Peter i Dag om ad Store Kongensgade, hvor Moderen vaskede. Dersom han var saa heldig at komme mens hun spiste, fik han noget med – Frikadeller! Fine Folk spiste aldrig andet end Frikadeller; overalt hvor han besøgte sin Mor i Vaskepladserne, vankede 183| der Frikadeller og stuvede Kartofler. Og Peter forstod deres Smag – hvis han var rig, vilde han heller aldrig spise andet. Men Kusk Olsens Kone sae altid, naar hun kom et Sted og skulde vaske: De ska inte bry Dem om og gi mig Frikadeller og stuvede Kartofler – for nu har jeg faaet det de sidste to Hundrede Steder jeg har vasket! – Hun var saa kræsen; Herskaberne tog hende ogsaa kun, naar de ikke kunde faa nogen anden!

Moderen sad og spiste da han kom – Frikadeller med stuvede Kartofler, Hurra! Hun sad paa Vaskebænken, sammensunken; daarlig saa hun ud! Peter gik hen og lae Armen om Skulderen paa hende; det gjorde han tidt – naar ingen saa det. Under den store Kedel Tøj buldrede Ilden; her var dejlig varmt nede. Paa Moderens Pande stod de klare Sveddraaber.

»Det var pænt af dig at se ned til mig, min Dreng,« sae hun og rakte ham Tallerkenen. Han huggede glubsk ind.

»Mor, vi skal ha Tandbørster fra Skolen!« sa'e han pludselig, med Munden struttende af Mad.

»Skal I det, min Dreng? Ja saa faar Tænderne da noget at ta sig til,« svarede hun stille.

»Ja for vi har ikke Sul nok paa Kroppen, og det er de daarlige Tænders Skyld.« Ditte smilede svagt til hans Snak men svarede ikke. »Det er det, du!« gentog han.

»Kan du sige til Gamle Rasmussen, at jeg kommer sent hjem,« sae hun træt, da han skulde af184|sted igen. »Vasken er saa stor i Dag. Men hun hitter nok paa noget til jer til Aften.« Saa skruppede hun løs igen, og Peter stak af hjem.

»Nu skal Tøserne lære at lave Mad i Skolen, og vi skal ha Tandbørster allesammen!« raabte han henrykt, idet han stormede ind.

»Du bringer saa megen Kulde med dig,« sae Gamle Rasmussen irettesættende. Hun var inte nær saa glad for ham, siden han begyndte at gaa i Skole; han var saamænd rar nok – saadan; men han var be'en noget selvstændig.

»De skal!« sae Peter og gentog det hele.

»Naa ja saa tror vi den; men kom saa inte med flere,« sae den gamle.

»Aa, du vil heller aldrig tro noget«, sae Peter fortrydeligt. »Men saa tror jeg bare heller aldrig paa hva du siger.«

»Tro? Næh, én er da inte Molboer heller. Den maa du gaa længer ud paa Landet med – helt hen hvor de tar deres Øren af og spiser Vandgrød med.«

»Jamen naar nu Skoleinspektøren selv har sagt det. Tror du maaske han lyver?«

Den gamle fandt det rettest at foretage et Tilbagetog. »Ja ja, det ka saamænd godt ligne dem at indføre Tandbørster og Madlavning – Nnaar Fanden skider, skider han store Stakke!«

Peter var sulten igen og satte sig til Bords med de andre; han kunde godt æde altid. Da de var færdige, tog den gamle paa sig for at gaa til Di185|striktskontoret. Hun tog Anna med, saa havde Peter kun Lillebror at passe. Det var ingen Sag.

Det plejede ogsaa ellers at gaa godt, Peter havde passet de to Smaa saa tidt. Men i Dag vilde Lillebror være paa Armen hele Tiden. Han hade ondt for Tænder og holdt Fingeren i Munden; de smaa Gummer var ganske hævede. Peter slæbte omkring med ham, hen til Vinduet for at han kunde se ned, og tilbage igen til Bordet hvor Legetøjet laa; men den Lille hade ingen Ro paa sig. Saa snart Peter satte sig lidt med ham, gav han sig til at brøle. Saa var det op og trave igen. Onkel Karl hade været paa Fiskeri om Natten og skulde gærne ha Ro til at sove.

Peter kunde ikke mere; den Lille gled dybere og dybere, han var lige ved at tabe ham. Han masede sig ud i Køkkenet med ham og lukkede Døren, for at Barnets Brølen ikke skulde høres. Men der var for koldt, den Lille blev blaa af Kulde. Til sidst vidste han ikke sine levende Raad og stak selv i at brøle.

Karl kom ud til dem. »Naa, det er en køn Konsert I to opfører,« sae han muntert og fik dem ind i Varmen igen. Det varede ikke længe før han fik Humør i den Lille. »Hvorfor kaldte du ikke paa mig, Petermand?« spurgte han.

»Næ, for jeg kan godt selv,« svarede Peter mut. Han var flov over Fiaskoen. Karl mærkede det.

»Du er en hel Knop,« sae han. »Jeg begriber 186| slet ikke at du kan slæbe om med den tunge Unge.« Det hjalp!

Ejnar kom op. »Maa Peter komme med ned i Gaarden og lege?« spurgte han og skubbede sig inden for Døren. Han var en lille tæt Fyr med et henrivende frejdigt Ansigt – men saa snottet!

Peter rystede paa Hodet og gjorde Tegn til ham. »Gamle Rasmussen er ikke hjemme,« sae han ansvarsfuldt.

»Skrup du bare a',« sae Karl leende. »Tror du ikke jeg kan passe Bror?«

Som i et Skred var de to Knægte nede ad Trappen. Ejnar satte ud gennem Porten og op mod NAdelgade, bag Hjørnet stod han og ventede. Han var bange, nogen skulde ha set ham og kalde ham tilbage; der var ingen der kunde taale at se ham, uden de straks skulde sende ham et Ærende. »Nu gaar vi paa NLærkesjov,« sae han glad over at være sluppet igennem – »ud paa Søerne du!« Peter fulgte blindt med. Først da de naaede ud til NFredensbro, kom han i Tanke om, at han hade lovet Moderen et eller andet i denne Forbindelse – det stod ikke rigtig klart for ham hvad. Og dér laa Isen foran dem; nu var det for sent!

»Isen er usikker!« stod der paa Skilte langs Søen; men de tog ikke særlig Notits af det – Opslag og Plakater var kun til for at spærre én ude fra noget der var godt. De hoppede ned og løb glidende udefter.

Et Stykke ude hørte de nogen raabe inde fra 187| Land – en Betjænt stod truende derinde og vinkede. Peter vilde vende om. »Er du tosset?« sae Ejnar og satte i Løb op mod NDr. Louises Bro. Betjænten fulgte derinde paa Bredden, og nu kom han ned paa Isen. Peter brølede, mens han løb: »Mor, Mor!« – »Hold dog Mund!« sae Ejnar og tog ham ved Haanden; og det gik over mod den anden Bred. En anden Betjænt kom Nhalende op derovre for at fange dem; men han var for tung i Støvlerne. De slap op paa NSortedams-Dossering og pilede gennem en Smøge om i NRyesgade. Oppe ved NSøpaviljonen dukkede de frem igen, stadig i Trav og med hinanden ved Haanden – og stansede med et Ryk, som et Par løbske Heste. »Nøh!« raabte Peter – »vil du bare se!« Han var svedt og hade faaet røde Kinder.

Her var der ikke noget der hed, at Isen var usikker. Hele denne Ende af Søen var spærret af og pyntet med Juletræer, og Hundreder af fint klædte Mennesker løb paa Skøjter derude, eller lod sig age i Slæde – til Hornmusik. De hade Pelshuer og loddent Skind paa Tøjet næsten allesammen, og Damerne strittede med NMuffen paa den ene Haand og hade Kinder som det rødeste Æble. Skøjteløb hade Peter aldrig set før. »Vil du bare se, han flyver!« raabte han og pegede paa en Skøjteløber – »han rører kun lidt med den ene Taa!« – Nu galdt det om at slippe derned.

»Skal jeg spænde Deres Skøjter for Dem?« spurgte Ejnar en ung Kvinde i NGraaværk, som sad lige 188| ved Bredden og masede med at faa Skøjterne til at sidde.

»Ja, mange Tak!« sa'e hun – og vips var han dernede. Peter stirrede et Øjeblik efter ham, saa var ogsaa han over Spærringen. En Opsynsmand kom derhen.

»De hjælper mig – det er mine NDrabanter,« sae den unge Dame. Han tog høfligt til Huen og gik igen.

Damen løb en Omgang, saa kom hun tilbage og tog dem med hen til en lille Bod. Hun bestilte Chokolade til dem, skoldende hed, med to Basser til hver. Da de var færdige, gik de ud over Isen, Haand i Haand, og saa paa Skøjteløberne. Den unge Dame løb og holdt en ung Herre i Hænderne; det saa ud som de løb og legede: NSave, save Brænde! De stansede ved Drengene, og Peter stak sin Haand i Damens. »Det er mine Riddere!« sae hun til sin Ledsager og klappede dem paa Kinden. Han lo og gav Peter en 25-Øre.

Saa var det bedst at se at komme væk; Opsynet blev ved med at holde Øje med de to Knægte. De travede ind over NRaadhuspladsen. »Du, skal vi ikke købe noget for 25-Øren?« sae Ejnar pludselig og stansede foran en Bagerbutik. »Jeg er saa sulten.«

Nej – den skulde gæmmes til at købe Moderen en ny Symaskine for. »Men vi kan gaa ud i Samaritanen!« Peter var ogsaa sulten.

Da de hade hjemsøgt Samaritanen, satte de af189|sted til NHovedbanegaarden for at se om der var en Tjans for en anden 25-Øre; det hændte at man fik Lov at bære Rejsetøjet ud til Vognen for en Rejsende. »Men ikke gamle Damer,« sa'e Ejnar – »de gir aldrig noget. De sir bare: Mange Tak, rigtig mange Tak!«

En svær Herre kom med sin Kuffert tværs over Vesterbrogade. »Han er go!« hviskede Ejnar, og de to Knægte løb op paa hver sin Side af ham. Han maalte dem et Øjeblik, saa gav han dem Kufferten; det var alt det de kunde slæbe afsted med den. Han gik ved Siden af dem og tørrede Sveden af Nakke og Ansigt. »Det var Satans! sikke to Gutter!« sae han beundrende.

De fik en hel Krone for det, Ejnar stak den til sig. Ved NBristol drejede de Svingdørene en halv Times Tid for Gæster som kom og gik. Men det gav ingenting. Folk tog det som en Selvfølge, saá dem ikke engang. Og saa var de sultne igen!

»Du, skal vi ikke købe noget for Kronen?« sae Peter.

Ejnar stak Tungen ud i Kinden: »Det ku du li, hva!« Men lidt efter gik han ind i en Bagerbutik og kom ud med en hel Pose NVrøvl. Og pludselig opdagede de, at det var mørkt – de maatte hjem!

De lagde Vejen ind om Strøget – for lige at faa et Glimt af Butikerne med.

Og dér blev de hængende paa Vindusristen uden for Nen stor Legetøjsbutik, og glæmte Tid og Sted. De hade Ansigterne paa Ruden og slugte Herlig190|hederne med glubske Øjne, hvori Lyset derinde fra straalede og brødes. De dampede af Iver, deres hede Aande duggede Ruden saa de idelig maatte flytte sig.

»Vil du bare se,« raabte Peter – »et rigtigt Lokomotiv! Det vil jeg ha!« Ejnar paastod at det var hans – han hade set det først; et Øjeblik var de lige ved at komme i Totterne paa hinanden over Sagerne derinde.

»Hvis det maa være mit, saa maa du faa det store Hus med Hestene og Køerne,« siger Peter bedende.

Og Ejnar er godmodig. »Men saa vil jeg ha de to Gyngeheste ogsaa!« siger han. »Det vil jeg, du!«

De har igen hinanden i Haanden og er i Færd med at dele Tingene – denne Gang mellem Søsknene derhjemme. De skal ogsaa ha noget, selv om de ikke er med! Og pludselig gaar Lyset i Butiken ud. »Nej, hva var det?« siger de og ler, og ser forundret paa hinanden – var det en Drøm det hele? Men ned gennem Gaden gaar Lyset ud, i Vindu efter Vindu forsvinder Lysglansen. Det er Lukketid, Jernskodder rasler ned for Vinduerne, Jernlaager trækkes for Indgangene. Peter gir sig til at brøle.

»Aa dit Fjols, de holder jo bare Fyraften,« siger Ejnar. Men Peter brøler lige galt, og i strakt Galop gaar det hjemad.

»Faar du da Klø, naar du kommer hjem?« prøver Ejnar igen. »Sig bare at du har været et 191| Ærende langt ude paa Frederiksberg for nogen – du har jo 25-Øren.«

Nej Peter faar ingen Prygl, og lyve vil han ikke. Han er bare saa ked af det.

Men hjemme hænger den gode Overdyne over en Stol ved Kakkelovnen og skal dampe af: Onkel Karl har Nløst den hjem! Og Moderen er ikke kommet endnu; Gamle Rasmussen gaar der alene med Lillebror – Søster Anna er borte.

»Ja hun er rendt,« siger den gamle flov – »den dumme Unge. Kan du inte stikke ud og se efter hende?«

I det samme kommer Ditte hjem, dødstræt og daarlig tilpas. »Aa, lad det hellere være for i Aften,« siger hun og synker ned paa Sengen. »Hun er jo bare rendt ud til Bedste i Nyboder som sædvanlig. Lad hende blie der i Nat – det vil hun saa gærne.« Ditte længes blot efter at faa Huset til Ro, saa hun kan hvile, rigtig hvile; i Morgen tidlig kan de gaa ud og hente den lille Tøs.

Lidt efter sover de alle. Peter drømmer, at han drejer Svingdøre i det uendelige; for hver Drejning falder der en Krone ned oppe fra. Han køber Symaskiner for alle Pengene. Og lige saa rask han køber dem, blir de hentede igen.