192| XV
Mor Ditte kommer i Avisen

Ditte hade sovet længe, hun var saa træt fra i Gaar. De hade alle sovet over sig, Gamle Rasmussen, Peter og Lillebror. Det var fordi de hade ligget saa godt, den gode Overdyne hade igen rykket alting paa Plads. Den gamle hade faaet sin Underdyne ned under sig igen, og Ditte og Børnene laa ikke mere paa den bare Madras. Dejligt var det, men man blev doven.

»Ja naar vi nu faar vore Sager løst hjem igen,« sae Ditte – »det bliver rart!« Hun syntes alting tegnede en Streg lysere nu Karl hade lidt Fortjeneste; naar hun nu selv maatte beholde Kræfterne!

I Dag gjorde hun selv Peter i Stand til Skolen; det var sommetider nødvendigt med et grundigt Eftersyn; som Regel kom han for let fra'et. Hun og den gamle talte om Søster Anna imens; nu var Bedste nok i Færd med at klæde hende paa; naar nu Peter var afsted, vilde Ditte gaa derud og hente Tøsen. Det var tidlig nok; den gamle Lods-Enke laa længe om Morgenen.

193| Kusk Olsens Kone kom ind med Bladet. »Det sku vel aldrig være Deres den Lille?« sa'e hun og gav sig til at læse op om en lille 3-4 Aars Unge, som var samlet op ude i NKlerkegade i Gaar Eftermiddags og afleveret paa NPolitistationen i St. Kongensgade. Politiet bad gennem Avisen Forældre eller Paarørende – eller hvem der kunde give Oplysninger – om at henvende sig paa Stationen. »For man tror jo det ingen Forældre har,« sae Kusk Olsens Kone skadefro – »derfor saa skriver man: hvem der ellers kan gi Oplysninger! Jeg tænkte saamænd i første Øjeblik paa selv at rende derud.«

Ditte sae ingenting men stod blot og gloede ud i Luften med et meningsløst Smil der blev hvidere og hvidere. Saa sank hun stille lige ned paa Gulvet. Kusk Olsens Kone gav sig til at hvine – nu var hun ikke saa kæphøj mere. »Staa inte dér og skab dig,« sae Gamle Rasmussen haardt – »men sørg hellere for at faa fat i noget NEddike.« De badede Dittes Tindinger, og fik Liv i hende igen. Hun rejste sig over Ende. »Det er det tossede Hjærte,« sae hun og saa sig forundret om. Med ét gik Virkeligheden op for hende, og hun styrtede afsted som hun gik og stod – hen i St. Kongensgade.

Barnet var ikke paa Stationen mere, den gamle Kone fra Nyboder hade været der og hentet det. »En sød lille Unge,« sae Overbetjenten – »hun har sovet her paa Vagtstuen i Nat. En rigtig kær 194| lille én. Hvor Fanden kan De –?« Naa, han kendte vel Forholdene? i al Fald førte han ikke Spørgsmaalet til Ende. Men det var en alvorlig Sag.

Der blev taget Rapport af Ditte; hun maatte ud med det alt, baade at hun selv var uægte og at hun hade to uægte Børn. Alt det hun hade holdt skjult i det længste, hele hendes Slægts- og Synderegister blev trukket frem og ført til Protokols. Saa langt nede hade hun aldrig været i sit Liv; hun brændte af Skam mens Forhøret stod paa, Graaden stod hende i Halsen. Nu stod hun der blandt alle de andre – i Forbryderprotokollen; hun som aldrig hade haft noget med Politiet at gøre før!

Endelig slap hun og kunde gaa ud i Nyboder efter den Lille. Hun bar hende hjem, knugede hende ind til sig og græd. »Anna har været hos Bedste; Anna sovet hos Bømænner i Nat,« blev Ungen ved at gentage.

»Ja vist saa, du er en stor Pige,« svarede Ditte hulkende.

Hjemme i Gaden strakte de Hals efter hende, og i Ejendommen kom de alle ud paa Trappen – hun vakte sandelig Opsigt. Hun skyndte sig op med Barnet og laasede Døren efter sig. Gamle Rasmussen gik og skældte – over sig selv som ikke hade passet ordentlig paa Tøsen, og over alle de andre med som gjorde saadan et Væsen af Begivenheden. »Tag du dig bare ikke den Slags for 195| nær,« sae hun. »Skulde én fælde Taarer over hver Ting andre har haft at sige én paa, kom én vist til at Ngræde Potteben. Nu har vi Lille Anna igen, og en anden Gang passer vi bedre paa. Men tosset er det med den Løben – det er næsten som ku det være en Last.«

Ditte forstod godt den Last. Hun mindedes fra sin Barndom hvad det betød at faa Lov at være hos Bedste bare en Nat; en Bedste var der intet paa Jorden, der kunde erstatte. Og selve Rømningen kendte hun, om hun end forlængst var ude over enhver Dragen mod det ukendte. Hun var selv løbet afsted paa maa og faa som Barn; og Drengene – især Kristian – hvor tidt var de ikke stukket af hjemme fra. Fattige Børn maatte savne saa meget – kanske var det det?

Hun tog sig ingenting til, sad hele Formiddagen med den lille Anna paa Skødet og talte sagte med hende. Der var faldet Stilhed over Ditte; hun hade paa Følelsen at nu blev Peter og Anna taget fra hende. Naar som helst kunde hun vente Øvrigheden som kom for at undersøge hendes Forhold paa Stedet og fjærne Børnene. Hver Gang der gik nogen paa Trappen, kom hun til at ryste.

»Du skal saamænd inte være bange,« sae den Gamle – »Unger er der ingen, der tager fra én. Det er det eneste i denne Verden, der inte behøver Nassureres mod Tyveri.«

Ditte faldt efterhaanden til Ro; hun gik i Gang med at tænke paa lidt til Middag; naar Peter kom 196| hjem var han hungersulten. Dér kom han stormende i Trappen, meget før end man hade ventet; saa var Tiden rendt fra én igen! Han hade en Tandbørste i Haanden, en rigtig Nregulert; selv Gamle Rasmussen maatte indrømme at en Tandbørste var'et sku.

»Det er nu liegodt storartet,« sae hun – »hvor tidt har én ikke sat det meste af Maaltidet til i de hule Tænder! Med saadan en Tingest faar én da det hele med.« Peter beholdt den i Haanden mens han spiste.

Ved Totiden kom Middagsbladene og bragte igen Forstyrrelse. Et af dem hade været hos Politiet og faaet hendes Adresse – og slaaet en vældig Artikel op; En NRavnemoder! hed den. Bladet bragte endda noget der skulde forestille hendes Billede – Læserne skulde se Ravnemoderen. Ditte brød fuldstændig sammen; Ordet Ravnemoder faldt som et knusende Slag paa hende, hun kunde ikke bære den Anklage og Skændsel det rummede. Hun laa sammenkrøben paa Sengen og hulkede, hverken den gamle eller Børnene kunde tale hende Trøst til. Munden gik paa hende – graadfyldt; hun klagede og forsvarede sig, klagede og forsvarede sig. Peter gik stille hen og stak Tandbørsten til hende. »Du maa gærne ha den,« sae han. Den faldt ud af Haanden paa hende ned paa Gulvet; han listede hen og tog den til sig igen – næsten glubsk.

Fru Langhalm kom ind ad Døren, hun hade Kager i et Papir. Hun gik lige hen og kyssede 197| Ditte paa Panden. »Jeg vil bare sige Dem, at vi holder med Dem, min Mand og jeg,« sa'e hun – »det er skændigt som man behandler Dem. Min Mand vil skrive og protestere i Bladene i Morgen tidlig – eller ogsaa tale med Politiet.« Det rettede lidt paa Ditte, hun rejste sig og gav sig til at sysle i Huset.

Hen paa Eftermiddagen kom Karl hjem; han var hæs som en Ravn og kunde næsten ikke tale. »Naa du er ordentlig kommet i Vælten,« sa'e han hviskende. Da han saa, hvor stærkt Historien hade taget paa Ditte, blev han alvorlig. Hun maatte fortælle grundigt, hvordan det hele forholdt sig.

»En skulde næsten tro, det hele Maskineri ikke hade andet at bestille end at lure paa en Lejlighed til at falde over et stakkels Kvindemenneske,« sae hun grædende. »Forstaa hvordan det kan gaa til falder nok ingen ind – endsige at hjælpe én.«

»Nej du, i deres Øjne er vi Fattige jo ikke andet end Folk med kriminelle Anlæg, som de af Himlen er sat til at passe paa,« sae Karl bittert. »Dette her er en rigtig Himmerigs Mundfuld for dem; nu kan de ordentlig svælge i Fattigdommens næsten forbryderiske Selvforskyldthed. Men er det noget at ta sig nær? Lad du Bladene smøre op om manglende Menneskekærlighed og Pligtfølelse. I dit Sted vilde jeg være stolt over at ha faaet hele Koblet paa Halsen af mig. Jeg vilde – – –« hans Stemme blev helt borte.

»Men hvor er du dog forkølet, dit Skind,« ud198|brød Ditte forskrækket. »Skynd dig ind i Gamle Rasmussens Seng, saa skal jeg koge noget Hyldete til dig.«

Men Karl vilde hen paa sit eget Kammer. »Jeg tror ikke jeg kan ta ud i Nat,« hviskede han.

Der laa han saa og dampede, med en varm Sten i Fodenden af Sengen, og Dittes gamle Sjal om Halsen. Børnene løb frem og tilbage mellem Lejligheden og hans Kammer. »I skal la Onkel Karl ha Ro,« sa'e Ditte.

Og lidt efter var de derhenne igen. »Vi maa gærne!« sa'e de.

»Har han sagt det?«

»Han har da ikke jaget os ud! Han ligger saa sjov og snakker med Loftet.«

Ditte skyndte sig derhen. Karl laa og blussede, hans Øjne skinnede. »En ska bare ta dygtig med Olietøj paa, saa gaar det sagtens,« hviskede han ud i Luften. Han saa hende ikke.

– – –

Karls Forkølelse gav Ditte nyttigere Ting at tænke paa end nogle dumme Avisartikler; hun kiggede med Sindsro i Bladene næste Dag. De beskæftigede sig ikke længer med hendes Person; nu var det Samfundssiden af Sagen der optog dem. Et Blad forlangte Straf for al Slags Forsømmelse af det Afkom der var betroet, det være sig Rig eller Fattig; et andet skrev kønt om at Fattigfolk burde ha mere Oplysning.

Ditte forstod dem ikke. Men hun forstod mere i 199| Dag end før, Begivenheden hade saaet Nag i hendes Hjærte; Bitterhed mod dem der sad lunt og mageligt og slog nedefter.

Politiet viste sig ikke, Lærer Langhalm hade været henne og sagt god for hende. Derimod indfandt Tilsynet sig endelig – og kom igen flere Dage i Træk. Fint klædte Damer der lugtede af Parfyme, Herrer der lugtede af Kontor, Præsten fuld af værdig Salvelse. Det hele var meget højtideligt, saa højtideligt at Ditte tænkte: Nu tar de Børnene! og gik og gruede.

»Pøh!« sa'e Gamle Rasmussen – »de tar sku ingenting, gør de! Tror du de er slikne efter at faa nogle forsultne Unger paa Halsen, saa længe de kan bli'e fri? Det er bare Komedie – som det meste af hva' der vender denne Vej!«