200| XVI
Uldtrøjen

Det gik som Gamle Rasmussen spaaede, Ditte fik naadigst Lov at beholde Børnene. Men en gavnlig Skræk hade man jaget hende i Livet; og de første to-tre Uger efter Begivenheden blev Tilsynet ved med at ha sin Gang i Ejendommen og spørge de andre Koner ud om hendes Forhold til Børnene. Morsomt var det ikke!

Karls Forkølelse trak længer ud end nogen af dem hade regnet med. Han laa med stærk Feber Dag og Nat, en Overgang saa det ud til at ville slaa sig paa Lungerne. Men saa slog Sygdommen pludselig om til det bedre, og nu var det værste overstaaet. Ditte behøvede ikke vaage over ham om Natten mere. Men god Pleje trængte han til, Feberen hade taget paa Kræfterne; de var ikke meget bevendt. Dejligt var det at det gik opad igen.

Overdynen var vandret paa NLaanekontoret igen; den holdt det ikke ud hjemme ret længe ad Gangen. Men saa hade man da haft Fornøjelsen af 201| den saa længe. Det var mærkeligt med den Overdyne som saadan stak af hvert Øjeblik – de andre Sengeklæder blev pænt hjemme – heldigvis. Men den havde det ligesom Søster; og alligevel begreb hun den ikke.

Hun rendte forresten ingen Steder mere, for Peter var bestandig paa Siden af hende – med Tandbørsten i Haanden. Den kom aldrig ud af hans venstre Næve, hvor den sad som var den kittet fast; han sov med den om Natten. Saa tosset hade han aldrig været over et Stykke Legetøj før. Selv i Skolen skulde han have den med; han gæmte den paa Brystet, naar han var inde i Klassen. Han hang ved den som en Unge ved en Narresut.

Men ellers var han fornuftig nok, Karls Sygdom hade gjort ham helt voksen i sin Maade at være paa. Han sørgede selv for Brændsel. »Men tænk nu paa at jeg ikke er hjemme,« sae han til Gamle Rasmussen før han gik – »saa du ikke gaar og tror jeg passer paa Søster.«

»Ja det skal jeg nok huske,« sae den gamle saa føjelig som kunde han været hendes Foresatte. Hun var helt benovet over hans Værdighed.

En Dag kom han hjem og hade tjænt en Krone – foruden at han hade Sækken fuld; Gavtyven havde først sanket en Sækfuld og solgt til Fremmede. Den kom paa et bart Sted, Kronen!

»Kom bare med flere af den Slags, vi skal nok skaffe Plads til dem!« sae den gamle. Hun var i 202| højt Humør trods Sygdommen og Daarligheden; hun hade faaet sin Fattighjælp forhøjet fra ti Kroner om Maaneden til tolv. Noget at ræbe af var der ikke, men det var dog Penge. Og saa hade hun taget fat paa en ny Virksomhed nu i sit 80nde Aar, hun lavede Ildtændere for en Fabrik omme i Adelgade. Det var en lille NHørkramforretning; men hun kaldte den Fabrik, det lød af mere. Naar hun hængte vældig i, kunde hun holde over en Krone om Ugen. Og Trappevasken klarede hun ogsaa, saa Ditte kunde tage sig af det der var vigtigere. »En æder da gudskelov inte sit Brød omsonst,« sae hun; hun var helt kry!

Der var saamænd nok til Ditte at gøre endda. Jo daarligere Tider, des mer maa der halses rundt; og Forholdene blev daarligere og daarligere. Arbejdsløsheden var meget større i Aar end i Fjor ved samme Tid, og tog stadig til. Noget at staa imod med var der heller ikke; forrige Vinter hade plyndret Hjemmene, og Sommerarbejdet varet for kort til at de kunde bringes paa Fode igen. Der blev samlet ind baade blandt Rig og Fattig; de der hade Arbejde afstod en Fjerdedel af deres Ugeløn til de Arbejdsløse. Men det skulde Nfedt hjælpe, naar der var to Arbejdsløse for hver en som hade Arbejde. Der blev ogsaa samlet ind blandt de Velhavende, og kom anselige Summer ind. Men samtidig var det som der var faret en Skræk eller en Sparsommelighedsdjævel i dem. Mange som altid før hade holdt Hjælp baade til 203| Vask og Rengøring og ikke berørtes Spor af de daarlige Tider, hade pludselig ikke Brug for deres Rengøringskone mere. Det var som Kulden og Nøden snærpede Sindene ind ogsaa hos dem der ikke hade Behov at se paa Skillingen. Og Underbyden fandt Sted allevegne. Hvor der var for fem Øre Fortjæneste, mødte de Arbejdsløse op i Snesevis og underbød hinanden, saa de tilsidst næsten ingenting fik for at arbejde heller.

Ude over Landet blev der ogsaa samlet ind. Derude groede jo Maden lige op af Jorden; og man maatte sige at Bønderne gav rundeligt, skønt de ellers ikke saa videre mildt til Hovedstaden. Det var Masser af Brød og Flæsk og Kartofler der kom ind til Byen og blev delt ud gennem Velgørenhedsforeninger og Fagforeninger. Men det var dér som allevegne; de der hade de haardeste Albuer kom først til Fadet; og hade man NFanden til Morbror skadede det heller ikke dér. Gamle Rasmussen hade svært ved at gøre sig gældende og Ditte ogsaa. Saa var det næsten bedre at sende Peter; han smuttede mellem Benene paa de Voksne og hade sommetider Held til at faa fat i lidt. Men det var et Held! Alt hvad der blev samlet ind og gjort – det forslog saa kummerligt lidt; Fattigdommen var som et NSold, et bundløst Svælg.

Et Gode var det da at Lægen ingen Penge skulde ha. Han kom hver Dag og saa til Karl, skønt han vidste at han aldrig fik en rød Øre for det. Han kendte Karl fra Diskussionsmøderne, saa noget 204| godt hade de da bragt med sig! Ditte var bange for ham. Han var tynd som en Pind og saa nærmest ud som om han ikke hade faaet Fugls Føde i mange Aar; det var nok ingen god Forretning at holde med de Fattige. Egentlig bestod han kun af Øjne, men dem var der ogsaa Bid i; de stod og stak bag Brillerne, saa én ku blie helt nervøs. Naar han talte, vidste hun aldrig sikkert, om han ikke mente det stik modsatte.

Men Gamle Rasmussen var ikke bange for noget og gik uforknyt løs paa ham; om han ikke nok ku skrive hende lidt op for det og det – helst noget med Kraften i.

»Jo skrive det op kan jeg sagtens,« sa'e han saa og lo med sit blege Smil – »men dermed er vi jo lige vidt. Med mindre De vil synke Recepten, ligesom de gør i de katolske Lande.«

»Nej, Nkatolsk er én gudskelov inte,« svarede den gamle rask – »Hodet er der inte noget i Vejen med. Det er Lænden, og saa de gamle Ben – ja og saa Skulderleddene. Ku der inte tænkes og være lidt, som er lævnet paa en Flaske og alligevel skal smides ud?«

»Tror De nogen smider noget væk – i disse Tider?«

»Ja, der kan da træffe til at dø en. Det er snart lige meget hva én faar – bare Kraften er i'et.«

Det lo han af; men næste Dag hade han alligevel noget med, baade Piller og Mixtur. »Lad hende bare ta det,« sa'e han til Ditte – »gamle 205| Mennesker trænger til noget at stramme sig op med. – Og saa lar vi Karl prøve at staa lidt op i Overmorgen. Men han maa ha en varm Uldtrøje inderst, ellers kan det let gaa galt. Kan De sørge for det? To – saa han kan skifte altsaa; for han maa absolut ikke lægge den igen.«

Jo det skulde Ditte nok sørge for. Hun sagde det uden at blinke, men vidste i Virkeligheden ikke sine levende Raad for Udveje. Dynen var røget til Medicin, noget at sætte ud var der ikke mere, hun hade laant og Ntaget paa Klods hvor hun overhodet kunde – Sygdommen hade udtømt alle Hjælpekilder. Det var med den yderste Anspændelse hun drev det til at sætte lidt Mad for ham, han kunde faa ned!

Hun stegte et lille Stykke Lever til Karl til Middag; de andre fik Kartofler og brun Sovs. Da hun kom hen til ham med Maden, laa han og læste. »Ah sikke noget god Mad du har til mig,« sa'e han oprømt; men han laa og stak til Maden og maatte tvinge hver Bid ned. Pilmager var han blevet paa de Par Uger – det var helt sørgeligt at se som han hade tabt sig.

»Nu maa du spise,« sa'e hun. »Du gør jo ikke noget ved Maden.«

»Det kommer nok naar jeg først kommer i Luften igen; Sengen tar saa haardt paa os Friluftsmennesker. I Morgen maa jeg staa op, du!«

»Nej ikke før i Overmorgen« sa'e Ditte med et 206| svagt Smil. »Du vil snyde – du er akkurat som et Barn.«

»Naar Lægen siger i Overmorgen, kan du være rolig for det betyder i Morgen. De er altid saa forsigtige.«

»Vi maa ogsaa ha fat i en Uldtrøje til dig først; før maa du ikke staa op.«

»Saa kan jeg komme til at ligge længe – hvor i Alverden skulde vi ta den fra. Og hva skal jeg ogsaa med den? jeg har jo aldrig i mit Liv gaaet med uldent inderst!«

Ditte vilde ikke tale mere om det; Trøjen skulde han ha, hvor hun saa skulde ta den fra. »Hvad er det du læser?« spurgte hun forundret. »Jeg synes det er Bibelen?«

»Ja det er Esajas Dom over Samfundet paa hans Tid, jeg læser; jeg har aldrig forstaaet ham rigtig før, men han efterlyser Enkernes og de Faderløses Gud han ogsaa. Hør her hvad han siger:

NVe over dem som selv giver uretfærdige Love og øver Vold mod Loven i den Hensigt at udbytte de Trængende, formene den Fattige hans Ret, udplyndre Enkerne og de Faderløse!

Er det ikke som var det vort Samfund han Nsvovlede?«

»Han maa ikke ha svovlet rigtig,« sa'e Ditte – »siden vi har det altsammen at slaas med endnu.«

»Nej han satte jo sin Lid til NLammet, men et 207| Lam kan aldrig fordrive Ulve. Jeg tror Kristus var for blødhændet du, og det bløder vi for nu. Der skal Nskarp Lud til det skurvede Hode Jordkloden er. Aa, jeg vilde ønske, at jeg maatte opleve den Dag da Dommen fuldbyrdes.« Han var helt fanatisk, hans Øjne brændte.

»Put dig nu og lad være med den Læsning,« sae Ditte og tog Bibelen fra ham. »Ellers faar du bare Feber igen.«

Da de hade spist, lavede Gamle Rasmussen sig til at gaa ud. Hun vilde ind til Understøttelsesforeningen og se at faa fat i et Stykke Flæsk; der var Uddeling af Fødemidler i Dag. »Karl trænger til lidt Søbemad,« sae hun – »en god Skefuld NFlæskeærter.«

»Aa, tag Søster med,« sa'e Ditte – »saa passer Peter nok Lillebror. Jeg maa se at skaffe Udveje for den Uldtrøje.«

»Du sku prøve at gaa ud i Istedgade,« foreslog den gamle. »Naar de hører det gælder Karl, saa –«

Det hade Ditte netop ogsaa tænkt paa. »Men gaa nu, Mor, ellers kommer I forsent.« Hun skød dem ud af Døren.

Hun skyndte sig at blive færdig. »Du vil nok være sød og se godt efter Lillebror,« sae hun og tog Peter om Hagen til Farvel. »Men I maa ikke gærne gaa ind til Onkel Karl; han er for træt til at ha jer.« Peter gnubbede sin Mule inden i hendes hule Haand som et kælent Føl. »Vi skal nok være rare,« mumlede han alvorligt. »Mor ka godt gaa!«

208| I NGotersgade mødte Ditte en Mand, som gik og solgte de Arbejdsløses Avis; hun købte et Nummer for at tage det med hjem til Karl. Saa kom hun til at tænke paa, at han vist vilde være glad ved at faa det med det samme, og skyndte sig tilbage. Hun kom stakaandet op paa hans Kammer – Peter var derinde. Han blev rød i Hodet. »Hva, er du her?« udbrød hun og saa paa ham.

»Jeg vilde bare –« sa'e han men tav saa og fulgte med Moderen tilbage. Den Lille sad og legede paa sin Pude paa Gulvet; der var lagt to Stole i Trekant for Kakkelovnen, saa han ikke kunde komme derhen; det hele var ordnet meget fornuftigt. »Men jeg vilde alligevel helst at du ikke gik fra ham,« sa'e Ditte. »Og du hade lovet det!«

»Det var bare Benene der rendte med mig – jeg kunde ikke gøre for det!« sa'e Peter skamfuld.

»Saa lad ikke Benene rende med dig en anden Gang,« sa'e Ditte og kyssede ham.

Ude hos Lars Peters saa det smaat ud, de hade ikke en rød Øre i Huset. »Fars sidste Skillinger har Hjalmar faaet,« sa'e Sine – »han laante dem til at rejse hjem til Næstved for. Han skulde hjem og slaa sine Gamle for Penge – de er jo velhavende. Vi er saamænd lige saa fattige som du!«

Naa, den Fattigdom gav Ditte ikke meget for; de hade Varer stablet op allevegne. Men naturligvis – kunde de ikke gøres i Penge, var det hele jo ikke meget værd.

»Du har rigtig været i Avisen,« sa'e Sine lidt 209| spidst. »Vi var saamænd helt vigtige over at være i Familie med dig.«

»Naa, der var da ogsaa Blade som skrev helt pænt om Tøsen,« sae Lars Peter. »Og det er ikke det første det bedste Fæ, der kommer i Avisen med Billede og alting. Jeg har forresten Avisen her – det er sku helt grinagtigt at se som de har forestillet sig dig; kende dig efter Billedet sku man nok bli'e fri for.« Han tog til Brystlommen.

Men Ditte brød sig ikke om at komme nærmere ind paa den Sag – hun hade faaet nok af Bladene. Noget at være stolt over syntes heller ikke hun der var.

»Da er der sku mange, der tar dit Parti,« sa'e Lars Peter.

Det kunde hun altsaa ha sparet sig! Og som hun hade glædet sig til at komme hjem med en rigtig tyk varm Uldtrøje og trække den paa Karl. Hans arme Krop var saa afpillet efter Sygdommen, hvordan skulde han kunne holde Varmen? Han selv tog det gemytligt ja; men NSlim paa Lungerne var ikke til at spøge med.

Da hun kom hjem i Stuen, sad Lille Georg nok saa pænt paa Gulvet og legede med Tandbørsten. Peter hade gi'et ham den for at stille ham tilfreds, og sad selv ved Siden af ham med sammensnørede Ben. Han hade bundet dem sammen med Dittes Tørresnor – formelig viklet dem ind saa de næsten ikke var til at faa løst igen.

»Det gjorde jeg bare, for at de ikke skulde narre 210| mig til at rende fra Lillebror igen,« sa'e han alvorligt. Ditte maatte sætte sig ned, hun følte et Sting i Hjærtet – denne Gang af Glæde.

Gamle Rasmussen og Søster kom hjem, dygtig forkomne men glade alligevel. De hade faaet et Stykke stribet Flæsk og fire Pund Kartofler. »Se hvor nydelig strivret det er,« sa'e den gamle. »Nu sku vi bare haft lidt Ærter, saa ku vi kogt Gule Ærter med Flæsk til Karl, han trænger til lidt Sulemad.« Det gamle Liv – hun var selv tosset efter Sulemad! hun blev mere og mere madgraadig jo ældre hun blev.

Ditte stod og stirrede hen for sig; det var Ærterne hun søgte om Udveje til – det saa ud som afsøgte hun hele Verdensrummet. Saa kom hun tilbage til Jorden igen – med tomme Hænder. »Vil du være ked af at laane Mor din 25-Øre?« sa'e hun til Peter. Drengen svarede ikke men begyndte at grave i Trøjeforet – den var der ikke! Saa kom han pludselig i Tanke om hvor den var, gik hen og trak den frem under noget Tapet der var slaaet fra. Han rakte stille Moderen den. Nu brast Haabet om en ny Symaskine for ham ogsaa; Ditte hade forlængst opgivet ethvert Haab.

Hun var henne ved Karls Dør, men han sov – der var mørkt derinde. Det var godt det samme; saa kom hun ikke ind til ham med tomme Hænder. Han lod nok som han klarede sig udmærket i de Klæder han hade, men det var blot for at skaane hende. Sig selv skaanede han ikke; han hade gaaet 211| og Nløst hjem af hendes Sager og givet hende Penge den Tid han tjænte lidt – i Stedet for at tænke paa et Sæt Olietøj til sig selv. Nu laa han der til Tak for sin Godhed! Noget varmt Undertøj skulde han ha – om hun saa skulde stjæle det.

Ditte hjalp den gamle med at faa Ærterne over. Gamle Rasmussen kunde ikke løfte den store Jærngryde, og i Dag skulde den over Ilden, til Ære for Flæsket! Saa strøg hun igen ud – paa Jagt efter en Udvej.