212| XVII
Et Møde

Det er vanskeligt at finde en Knappenaal i en Høstak; at finde fem Kroner i en NBy paa en halv Million Mennesker kan være endnu vanskeligere. Ditte maatte sande det; hun hade pisket rundt et Par Timer til ingen Nytte. De hun kendte, var lige saa luse fattige som hun selv – og tigge førte ikke til noget; hun hade forsøgt det med. Der var vel for mange om det; Folk gad ikke engang høre hendes Historie om Uldtrøjen til Ende men skyndte sig videre.

Inde ved NNytorv traf hun Marianne. »Kan du ikke sige mig, hvor jeg skal ta fem Kroner fra – til en Uldtrøje til Karl?« sa'e hun ynkeligt. »Han har haft Slim paa Lungerne og skal gaa med Uldent inderst?« Marianne rystede paa Hodet.

»Tjæn dem,« sa'e hun saa, – »anden Udvej kender jeg ikke. NNede i Nyhavn –«

Ditte gik videre – ud over NHalmtorvet mod Istedgade; hun vilde forsøge hos Lars Peters endnu en Gang. Men da hun stod ved deres Dør, hade 213| hun alligevel ikke Mod til at tage Afvisningen én Gang til – af Sines Mund.

I de mørke Sidegader ud til Vesterbrogade strøg Kvinderne frem og tilbage. Paa Vesterbrogade turde de ikke vove sig ud for Politiet, men de stod lige hvor Smaagaden mundede ud, i Skyggen, og lokkede – og trak saa af ned i Gaderne med deres Bytte. De var varmt klædte, hade svære NBoa'er – og NMuffe. Det var længe siden Dittes Skindsæt var røget!

Pst, lille Ven – kom her hen! Ditte hørte Sætningen men vidste ikke, hvor den kom fra. Var det fra hende selv?

En Mand vendte sig brat om og vilde sige noget men blev stikkende i det. Det var Vang.

»Skal jeg træffe dig her?« sa'e han og saa paa hende med et besynderligt Udtryk. Blodet fór Ditte til Hodet.

»Ja, og jeg dig?« svarede hun; hendes Øjne funklede af Vrede.

»Det var ikke min Mening at saare dig,« sa'e han og rakte Haanden frem. »Jeg kunde blot ikke gøre mig fortrolig med at det var dig.«

»Jo vel er det mig – hvem skulde det ellers være?« svarede Ditte udfordrende. »Troede du maaske det var din Kone?« Hun lo spotsk.

Vang svarede ikke – hun følte at hun hade ramt ham. Men det var ikke for godt til ham, naar han kunde tro at hun var saadan en – at dét var hendes Levevej. »Du har da taget fejl af 214| os to før,« føjede hun til. »Men du er maaske bare træt af det hjemlige, siden du gaar her og snuser?« Hun vidste godt at han ikke hade Ærende her, alene den Maade han kom forbi paa viste det. Men der var Hævn og Oprejsning i at foregive at hun troede det. Vrede, Had, Desperathed kogte i hende; han skulde rigtig ha Lov at tro det værste om hende – netop han. Hun følte en egen Vellyst ved at være rigtig raa, skøgeraa, og harsk i Mælet. »Pst lille Ven! kom med hjem!« raabte hun ham ind i Ansigtet med grov Stemme og lo.

Vang stod tavs og hørte paa hende, med et usikkert Smil. Saa rakte han Haanden frem. »Hold nu op,« bad han. »Du gør det jo bare for at pine mig. – Ditte!« Han saa hende godhjærtet ind i Øjnene – paakaldende.

»Ja vel gør jeg det for at pine dig, hva ellers? Og du fik straks ond Samvittighed – du troede det var din Skyld jeg var kommet i Skidtet. Tilstaa det kun! Aa nej du, det er kun i Romanerne det gaar saadan til. Livet er ikke saa rørende, som I gør det til. – Synes du forresten jeg ligner efter den Profession? Der skal man være anderledes paaklædt. I Mandfolk holder ikke af Pjalter. – Digterne heller ikke! I al Fald ikke paa den Maade.«

»Hold nu op med det,« sa'e han og stak sin Arm ind under hendes. »Skal vi gaa lidt henad Gaden? Jeg skal tale Kl. 8, saa jeg har god Tid.«

»Naa ja – i NHallen; jeg tror jeg har set det i 215| Bladet. Du skal hen og præke Moral for os i Skidtet, fortælle os hvordan vi skal være for ikke at blive alt for tilsølede af Elændigheden. Du skal være saa opbyggende at høre paa, siges der. Gider du virkelig endnu ha med os at gøre?« Hun lagde en egen Betoning paa de sidste Ord.

»Ditte, er det virkelig din Mening at jeg er en Hykler?« spurgte han og saa bedrøvet paa hende.

»Det ved jeg ikke,« svarede Ditte affærdigende – »og jeg er da ogsaa rævnende ligeglad. Præk du bare Moral, hvis det gir noget. For mig maa I gærne tude os Ørerne fulde og snylte paa os – allesammen. Jeg er saamænd ligeglad!«

»Gaa med hen i Hallen, saa kan du jo selv dømme om jeg er en Hykler!«

»Nej – jeg skal hjem til Ungerne.«

»Du er gift?«

Hun slog en haanlig Latter op. »Man kan vel godt ha Unger uden det. Jeg har fire – og en Kærest som ligger hjemme og venter paa, at jeg skal komme hjem med lidt til ham.«

»Jeg har ingen Penge Ditte,« sa'e Vang lavmælt, »men jeg faar femten Kroner for Foredraget. Dem kan du faa. Jeg skal sende dem til dig, hvis du ikke har Tid at vente.«

»Tak jeg har ingen Adresse,« svarede Ditte – »jeg træffes paa Gaden mellem otte og tolv Aften.«

Han rakte hende Haanden – han vilde være fri for hende nu. Det brændte hende i Halsen, af 216| Vrede og Forurettelse, Lyst til at smæde ham og sig selv og Alverden, og fortvivlet Skam over at han troede daarligt om hende. »I har misbrugt mig allesammen – hver paa sin Vis. Der er ingen af jer som ikke har brugt mig,« brast det ud af hende, næsten i et Skrig.

»Tror du, jeg vilde bruge dig, Ditte – tror du det?« spurgte Vang.

»Nej vel tror jeg ej,« svarede hun haardt – »lad vær og skab dig! Jeg er da ikke nogen forført Uskyldighed. Men hvorfor løftede du mig op i Lyset og lod mig falde igen? Du ved ikke hvor det er væmmeligt at være hernede, naar først man har kigget ind i noget andet. – Men nu vil jeg være i Fred for dig, hører du – lad mig gaa!« Hendes Stemme var tyk.

Uden at sige Farvel gik hun ind ad Byen til. Et Stykke nede vendte hun sig og saa tilbage; han stod der, ludende og saa efter hende. Saa gav hun sig til at løbe.

Da Ditte hade løbet et Stykke, lod hendes Hjærte høre fra sig paa en meget eftertrykkelig Maade, og hun gav sig til at gaa ganske langsomt. Hvad der overhodet var at løbe for, begreb hun ikke længer. Hun begreb forresten ikke noget andet heller – allermindst at det var den Vang hun hade givet sin Ungdoms rene Kærlighed! og sin Uskyld – for hun var uskyldig dengang! Herregud – han var jo ikke noget Mandfolk! han stod jo og vimrede af ond Samvittighed – ædelt brødebetynget 217| akkurat som Teologen hun hade set paa Englefabriken i sin Tid. Hun hade nok set ham gennem hans Kones forelskede Øjne – – hende kunde hun ha Lyst til at møde igen!

Nej allermindst begreb hun dog sig selv – som hun hade opført sig – – som et hysterisk Fruentimmer. Var det saa underligt, om han troede dét om hende? – og var de Kvinder daarligere end andre? Det var i al Fald de eneste der fik deres Arbejde ordentlig betalt!

I Aften tvivlede Ditte om alting – det var saa mørkt allevegne hvor hun saá hen, syntes hun. Om hun saa bød hele sit Liv til Gengæld, ikke engang fem Kroner til en Uldtrøje vilde nogen give for det. Og saa prækedes der endda, at man skulde bare holde ud og være tapper. Hun var dødsens træt, da hun naaede hjem.

Karl laa og var oprømt. »Det er de gule Ærter og Flæsket,« sae han – »jeg er ganske drukken!« Han hade ogsaa tét sig som en Drukken, Sengen hade han slæbt midt ud paa Gulvet.

»Du har været oppe,« sa'e Ditte forskrækket.

»Ja det er de fordømte Rotter – nu tog de fat og gnavede lige ved mit Hovedgærde – oppe foroven. Og alt det jeg dunkede i Væggen, nyttede ikke mere. Vil du bare høre, nu er de der igen. Er det ikke frækt?«

De gnavede ufortrødent oppe paa det skraa af Væggen; Tapetet bevægede sig. Der gik Hul paa det, et eller andet faldt igennem og trillede hen ad 218| Gulvet. Ditte lyste efter det med Lampen – det var en Toøre! Der kom en til og nok en, en hel Regn. »Det er Hjærter Skægs Toører!« udbrød hun og stirrede forfærdet derhen.

I et Sæt var Karl ude af Sengen og derhenne. Uden at bryde sig om Kulde eller Sygdom stod han der i bar Skjorte og arbejdede med at faa Hullet gjort større. »Se!« raabte han og halede en Cigarkasse ind gennem Hullet – »vil du bare se!« Den var fuld af irrede røde Toører.

Ditte stirrede paa Pengene, hendes Ansigt dirrede. »Saa kan du da faa Uldtrøjen!« sae hun og prøvede at smile, men overvældedes af Graad. Hun sank sammen helt opløst; al den forfærdelige Spænding løste sig ud nu.

»Det er da ikke noget at græde for,« sae Karl og tog om hende; han vidste jo ikke, hvad hun hade gennemgaaet for den stakkels Uldtrøjes Skyld.

Hun laa hen over ham med Hodet ved hans Bryst og græd stille; alt ved hende var saa slapt, det var som Stivheden smæltedes bort af Taarerne. Karl kælede beroligende for hende, men sagde ikke noget; hun skulde ha Lov at græde ordentlig ud.

Da hun var blevet stille, løftede han hendes Hode. Han holdt med sine Hænder om hendes hærgede Ansigt, som Taarerne gjorde vemodig skønt som en Efteraarsmark i Dugg, og saá hende ind i Øjnene. »Nu har du grædt ud ved mit Bryst 219| – nu er du min,« sa'e han alvorligt. Men dybt nede i hans Øjne var der noget der lo; kanske var det hans Hjærte. Ditte maatte i al Fald lukke Øjnene.

Hun gæmte sig ned til ham.