220| XVIII
Ditte tager sig en Fridag

Det var heldigt nok at Karl kom paa Benene igen; ikke mere end et Par Dage efter kom Turen til Ditte.

En Morgen Gamle Rasmussen kom ind, laa hun endnu i Sengen. »Jøsses, du er da inte syg?« sae hun forskrækket. Det var aldrig hændt før, at hun naaede at ta Ditte paa Sengen.

Ditte prøvede at smile: »Jeg ved ikke hvad der er med mig i Dag, men jeg tror ikke jeg kan staa op. Jeg har slet ingen Kræfter.«

»Saa bli du bare liggende min Pige; du ka saamænd ha godt af at hvile ordentlig ud engang,« sae den gamle.

Hun laa og hade ond Samvittighed. »Det er en Skam jeg ligger her og driver, men mine Ben er saa slappe,« sae hun undskyldende. »I Morgen kan jeg staa op.« Men næste Dag saa hun endnu mere medtaget ud, og Karl forbød hende det. »Hvis du staar op, henter jeg Dokter Torp,« sae han for at forskrække hende. Det hjalp ogsaa!

221| NSnavs maatte det være med hende paa en eller anden Led, skønt hun ingen Smærter klagede over, for hun fandt sig ret godt i sin Skæbne. Det laa ellers ikke til Ditte at ligge stille og se paa at andre arbejdede. »Gad vidst om der inte er sprunget noget i hende,« sae den gamle til Karl.

Karls Sygdom og den anspændte Kamp for at holde det hele oppe hade taget stærkt paa hende; nu saas det rigtigt hvor medtaget hun var. Kørt grundig træt maatte hun være, for da hun først hade ligget et Par Dage og set paa at de andre arbejdede, overlod hun ogsaa Tilrettelægningen til dem – hun som ellers skulde ha Haand i Hanke med baade sit eget og andres!

Karl gik og hyggede om hende. Han var ikke robust nok til at ta paa Søen endnu, og de sidste Dage havde Isen ogsaa lukket af for Fiskeriet; men Fiskeren hade holdt hans Plads aaben for ham, mens han var syg. »Han er en flink Mand og vil gærne ha mig til Makker,« sa'e Karl – »jeg kan faa Lov at arbejde Baadparten af. Saa til Foraaret gifter vi os!«

Ditte smilede.

Foraaret ja – det skulde jo snart være der. Dagene blev længere; men Vinteren blev strængere. Nu sendte den Is ned oppe fra Østersøen; Køgebugt var allerede halvt fyldt. Men det var godt for saa hade hun Karl hjemme; og Føden fik de vel nu som hidtil – endnu var de da ikke sultet ihjæl.

222| Gennem sit Bekendtskab med Fiskerne fik Karl lidt let Beskæftigelse med at gaa til Haande nede ved NGammel Strand; men det var kun om Formiddagen, leve af det kunde de ikke. Og Kræfter til at jage rundt efter tilfældig NSjov hade han ikke. En Dag stod han og fingrede med sin Fagforeningsbog. »Hvad tænker du paa?« spurgte Ditte.

»Aa jeg tænker paa at gaa ind i Fagforeningen i Eftermiddag – der er Uddeling.«

»Det skulde du ikke gøre« sae Ditte – »det er ingen rar Gang for dig!«

»Aa, naar man er for sølle til at arbejde, har man ikke Lov til at genere sig for at tigge,« sa'e han i Galgenhumør.

Han vendte tilbage med tomme Hænder. Han var ikke gift – de der hade Familie kom først i Betragtning. »Det er fordi jeg staar i Opposition,« sa'e han bittert. »Vi er ogsaa de sidste der kommer i Betragtning naar der er lidt Arbejde – vi skal gøres møre.«

»Saa lad dem bare ha deres Madvarer,« sa'e Ditte ubekymret. »Vi slaar os jo nok igennem. I Morgen staar jeg op!«

Det sa'e hun hver Dag, og da der var gaaet en Uge gik Karl til sin Ven Lægen og fik ham med hjem. Torp undersøgte hende meget indgaaende. »Det er rigtig fornuftig af Dem, at De tar Dem en lille Ferie,« sa'e han da han var færdig med Undersøgelsen. »Jeg skal skrive lidt op som De kan ligge og slikke af – en lille HjærtestyrkningA.«

223| Karl fulgte ham ned til Porten. »Hvad fejler hun?« spurgte han.

»Alt og ingenting du – hun er nærmest hvad man kalder opslidt.«

Karl saa overrasket paa ham.

»Jeg vil sige dig jeg har aldrig staaet over for en Patient, der var slidt saa grundigt op – i al Fald ikke i den Alder. Om det saa er Hjærtet er det gaaet med – skønt hun jo aldrig har været egentlig syg. Det er dog ellers den kraftigste Muskel vi har. Hun maa ha haft en ualmindelig haard Tilværelse.«

»Det har hun ogsaa,« svarede Karl lavmælt. »Hvornaar mener du hun kan komme op?«

»Jeg ved ikke om hun kommer op mere du – i bedste Fald vil det vare noget. Noget haandgribeligt at kurere paa er der jo ikke. Men lad hende hvile; maaske kan Hvilen gøre Mirakler.«

Karl gik straks i Gang med at faa hende flyttet ind i den anden Stue. Der var mere Ro, og Sengen var bedre. »Dokteren siger at hun snart kan komme op igen,« sa'e han til den gamle. »Men hun maa ha megen Ro; Børnene maa ikke være inde hos hende – heller ikke om Natten.«

»Aa gudskelov at det ikke er værre med hende,« sa'e Gamle Rasmussen glad. »Jeg troede saamænd at der var sprunget noget i hende – Sjælen eller saadan noget – siden hun ka ligge saa stille; hun som altid var saa rørig. Det har én set før!«

224| Peter blev saa flyttet hen til Karl paa Pulterkamret, og Lille Georg sov paa to Stole. Gamle Rasmussen fik Søster hos sig. »Det er ligefrem rart,« sa'e hun, – »det holder Lænden varm!« Hende kom alting tilpas.

Hvilen Nvirkede for saa vidt Mirakler, som Ditte blev gladere af Sind. Hun formelig nød det at ligge i en blød, bred Seng og kun sove – uden at ha nogen at holde Dynen paa i Søvne. »Saadan hade jeg det ogsaa, dengang jeg tjænte hos Herskaberne,« sa'e hun, – »da hade jeg ogsaa egen Seng med Fjedermadras i. Men jeg var for ung til at kunne skønne paa det dengang.«

Hun beskæftigede sig en Del med Fortiden – nu hade hun jo Tid. Naar Karl talte til hende om at hun snart skulde op, smilede hun. Han vilde købe en Hytte til dem ude ved NFlaskekroen; dér hade de Vandet lige for, og der var ikke langt ind til Gammel Strand med Fisken. »Saa skal du pille Sild af Garnene og bøde Næt – lige som i Lejet!A« sa'e han. Hun laa og hørte efter, bekræftede ikke og sa'e heller ikke imod.

Mild var hun, og skær i det; hun blev blegere af Lød fra Dag til Dag – det var Sengelejet. Hendes Læber var tykke og blaa; ofte klagede hun over Smærter omkring Hjærtet.

Men Miksturen var hun ikke god til at ta, Karl maatte nøde den i hende. Alligevel svandt det i Flasken, det var nok Gamle Rasmussen, som kneb 225| sig en Slurk engang imellem! Det morede de sig over.

Nu viste det sig alligevel hvor godt lidt Ditte var. Der var ikke et Menneske i Kasernen uden de kom og saa til hende. Og alle hade de lidt med – saa kummerligt de sad i det selv. »Du ligger formelig og gir Kur som en anden Dronning,« sae Gamle Rasmussen. Fru Langhalm kom over med en stegt Kylling og et Glas Vin, og Bagerens Frue bragte en Kage. Det var ingen Sag at ligge syg paa den Maade. Smaa snottede Unger listede ind fra Gangen naar Døren stod aaben og kom hen og stak et Bolsje op til hende paa Sengen; et klistret Bolsje af en sort lille Næve. Det var hun næsten mest glad for af alle Besøgene. Paa Bordet foran Sengen laa det alt, Ditte hade ingen Appetit. Des mer blev der til de Smaa og Gamle Rasmussen; de fire kunde Ngøre Besked med NLækrerierne.

Den gamle Kludesamler kom hver Dag. »Naa hvordan gaar'et vores Dittemor i Dag?« spurgte han ude fra Gangen; ind vilde han ikke. Han var kommet til at dirre i den sidste Tid og ludede stærkt; for hver Dag blev han mere usikker paa Benene, mere snavset og forkommen. Daarligt huskede han ogsaa; lige efter at han hade spurgt, hændte det at han kom og spurgte til hende igen. »Han gaar saamænd i Barndom,« sa'e Gamle Rasmussen. »Det gamle Skind!« Det lød saa kosteligt; hun var selv en halv Snes Aar ældre.

226| Hun selv gik sandelig ikke i Barndom. Hun ordnede og gjorde Udveje; midt i Dagens Møje plantede hun sig med sine firs Aar. Fortiden gav hun sig ikke af med. For godt hade hun ikke haft det i sin Tid, det fremgik af saa mange Ting. Men hun talte aldrig om det; Ditte vidste ikke engang hvor hendes Børn var henne. »Hvis de inte er døde lever de endnu!« det var alt det Svar hun gav – paa dette som paa alt andet der angik NForgangenheden. Hun kendte nyttigere Beskæftigelse end at ævle op om Ting, som ikke lod sig forandre alligevel.

Ditte selv hade det i denne Tid med at springe tilbage og holde en Slags Oversigt over Oplevelser og Genvordigheder, nu hade hun jo Tid – for første Gang i sit Liv. »Jeg tror jeg skal dø,« sa'e hun – »jeg ligger og kommer i Tanke om saa meget underligt. Det gør Mennesker naar de skal dø.« Ja underligt var det at de hade forfulgt hende allerede før hun blev født! Nogen videre Begejstring hade der jo aldrig været, men dengang hade man ligefrem staaet hende efter Livet. Det var underligt, for man vidste jo ikke engang, hvordan hun vilde blive. Det var Fattigdommen! Og Bedstes Død og Sørines Hentæren i Tugthuset – ogsaa det skyldtes Fattigdommen. »Jeg gad vidst om alt ondt skyldes Fattigdommen?« sa'e hun til Karl.

»Det meste af det gør i al Fald,« svarede han 227| afgjort. »Kunde vi komme Nøden og Elændigheden til Livs, vilde Verden se anderledes ud.«

»Børn er i al Fald ikke onde,« sa'e Ditte grundende. »Der var en Tid, hvor jeg var stræng mod de Smaa og straffede dem naar noget gik itu – for det er jo saa svært at skaffe. Men hvis de nu slaar en pæn Kop til en Krone i Stykker – og man har Kronen – saa er det jo bare at købe en anden. Hvor blir saa Forbrydelsen af? Det er ondt at være fattig.«

»Men naar Børn ikke er onde, hvordan blir man det saa som Voksen?« sa'e hun igen.

»Voksne er vel heller ikke onde,« sa'e Karl. »Mon ikke det er Forholdene der tvinger os til at handle ondt?«

»Jo, jeg er ond. Sommetider kan jeg hade jer allesammen, og synes der ikke er noget ved nogen Ting. Dengang du laa syg, drømte jeg, at du kunde blie rask hvis jeg vilde gi mit Liv for dig; saa skulde der laves en Uldtrøje af det til dig – sikke noget Sludder at drømme, du! Men jeg vilde ikke.«

»Jeg har ogsaa handlet ondere mod dig end nogen anden,« sa'e Karl.

»Har du?« Ditte saa forundret paa ham. Det hade ofte ærgret hende, at han var saa uangribelig god i sin Adfærd; nu glædede hun sig over det – for Børnenes og den gamles Skyld. De vilde faa det godt. Og hun selv – ja det at hun gled over i Døden ved hans Haand, retfærdiggjorde hende syntes hun.

228| »Synes du det er ondt af mig, at jeg ikke er ked af at skilles fra jer?« spurgte hun en Dag.

Karl rystede paa Hodet. »Er der slet ingen du er ked af at skilles fra?« spurgte han med et svagt Haab.

Ditte tænkte sig om. »Jo lille Peter,« sa'e hun saa. »Han kan lære én at være god.«

»Har du ikke Lyst til at se hvor stor Jens er blevet?« spurgte Karl. »Skal jeg ikke hente ham hjem til dig?«

Nej hvorfor det – nu kendte Ditte ham jo ikke engang. Fremmede Børn var der nok af herinde at glæde sig ved. »De Taarer er tørret,« sa'e hun forklarende. »Jeg tror det er lige meget, om man selv er Mor til et Barn eller ej. Hovedsagen er, at man lever sammen med det og har Ansvaret for det. Det man lever sammen med og har Ansvar for, kommer man ogsaa til at holde af.«

»Ja og da du tar Ansvaret for alting, kommer du ogsaa til at holde af os alle,« sa'e Karl og kyssede hende.

»Nej men jeg tar ikke Ansvaret for nogenting mere,« svarede Ditte. »Jeg vil ikke mere.«

»Nej for du er træt. Men nu skal du hvile og komme til Kræfter igen – husk paa, du er ung endnu, kun 25 Aar.«

»Er jeg virkelig ikke ældre – nej det er jeg jo heller ikke!« Ditte lo lykkeligt. »Og du, jeg har gaaet og syntes jeg var en gammel Kone – saa meget har jeg været ude i. Jeg er vist brugt op 229| tror jeg nok – jeg skal smæltes om lige som de opslidte Gummigalosjer. Naar jeg tænker paa mig selv som lille, da jeg løb ved Bedstes Haand og sad hos hende og læste, synes jeg det er en hel Evighed siden. Hvor Tiden dog har været lang og drøj, du Karl! Og paa Bakkegaarden og i Skadereden – hvor er det altsammen længe siden.«

»Du har ogsaa levet et virksomt Liv – du har sandelig ikke ligget paa den lade Side! Og meget ondt har du været ude for – godt har du egentlig aldrig haft det. Men nu skal du faa det godt, det lover jeg dig.«

»Ja nu faar jeg det godt. Jeg har det allerede godt – det er ligesom jeg var rykket over i en anden Verden, hvor der ingen Pligter er. Ingenting kalder paa mig mere, kan du forstaa det? Børnene er der dog endnu og skal sørges for – de kære Unger som aldrig har vist mig andet end Godhed. Men det er, lige som alting er lagt i andre Hænder. – Nej ved du hvad det er? det er lige som Fattigdommen var afskaffet! – – Aa bare der ingen Fattigdom var! Tror du nogensinde den kan udryddes? Gøres der noget rigtigt for det? Gør Pelle ikke noget?«

»Jo lige nu har han fremsat Forslag om kommunale Vuggestuer,« sa'e Karl. »De skal være under Lægekontrol, og alting skal være moderne indrettet med Bad og Dampvaskeri og Sterilisering af Mælken. Børnene skal hentes og bringes af Funktionærer, saa Mødrene er fri for at rende og piske 230| med dem. I dertil indrettede lukkede Vogne tror jeg nok.«

Dittes Øjne lyste. »Det blir da dejligt!« udbrød hun – »saa næmt!« Men saa fangede hun hans Udtryk. »Er der nu ogsaa noget galt ved det?« spurgte hun fortrydelig.

»Jeg vil jo ikke gøre dig ked af det,« svarede Karl – »men det er vist ikke den Vej vi skal. Man skulde hellere gøre det lidt næmt for Mødrene at blive hjemme. Dette her fremmer bare Udbytningen.«

»Det er ogsaa sandt,« sa'e Ditte nedslaaet. »Ved du hvad der er det forfærdelige – at man ikke tør glæde sig over noget! Der er altid noget andet bagved igen. Du ser noget bagved det jeg kan faa Øje paa, og maaske kommer der en anden og ser noget bagved dit igen og giver en ny Forklaring.«

»Ja der synes at være langt ind til det rette,« sa'e Karl tankefuld – »længere end der maaske i Virkeligheden er.« Han sad og kælede for hendes Haand mens de talte; det gjorde han gærne.

»Nu maa du gærne kysse dem,« sa'e Ditte – »for nu er de pæne.« Han tog begge hendes Hænder op til sin Mund, gæmte sit Ansigt i dem. Hun smilede lykkelig.

»Kan du huske jeg engang beklagede mig over, at det var umuligt at ha ordentlige Hænder naar man skulde Nsjove saa meget? Saa kyssede du dem, og sa'e at dem skulde jeg ikke skamme mig ved, for de var mit NFribrev i Himlen og paa Jorden. 231| Dengang forstod jeg dig ikke og var bare flov; men nu forstaar jeg godt hvad du mente med det. Og i Nat drømte jeg at Vorherre ogsaa kyssede mine Hænder – var det ikke underligt? Han stod ved Paradisets Have, dér hvor alle de trætte kommer hen og hviler sig; og de andre vilde ikke slippe mig ind. Hun er for ung! sa'e de – hun kan saamænd godt arbejde lidt endnu. Men Vorherre tog mine Hænder og saa paa dem, og saa sa'e han: Hun har slidt nok; værre saa mine egne Hænder ikke ud, dengang jeg hade skabt Verden! Og saa kyssede han dem; og jeg skammede mig godt for de var jo ikke pæne. Men det var netop derfor han gjorde det og alle de andre nejede sig for mig.«

Hun laa med lukkede Øjne, træt af at tale. Karl sad ganske stille for ikke at forstyrre hende. Pludselig lettede hun Hodet: »Hør, nu synger de Salmer igen!« sa'e hun. Det saa ud som lyttede hun opad mod Himlen.

»Det er henne paa den lange Gang – den ny Logerende,« sa'e Karl. »Det er forresten en gammel Arbejdskammerat af mig ude fra Pumpestationen, en rigtig prægtig Fyr. Men han synger altid Salmer naar han er alene. Han er Bornholmer, de Folk er allesammen lidt forstyrrede i Hodet.«

Dittes Tankegang sprang fra det ene til det andet; nu var hun ved noget nyt igen: »Bedste sa'e altid, at vi Mand'er er som Faarene – jo haardere vi 232| klippes, des mere Uld giver vi. Er det rigtigt? Du er jo selv en Mand.«

»Ja det er vist rigtig nok. Mand'erne har altid haft Ord for at ha mere Hjærte end Forstand – de har svært ved at holde paa deres eget. Med den Slags Kultur maa man trykkes ned, og det er vi alle blevet. Saa talrige Mand'erne er, vil du lægge Mærke til, at de alle hører til paa Bunden. Det gror godt nok paa os, og det er jeg ikke ked af; det vil Verden komme til at velsigne os for engang tror jeg. Men det er ikke lige meget hvem der klipper én. Hidtil har Fanden haft ved Uldsaksen tænker jeg! Mener du ikke ogsaa det?«

Men nu sov Ditte for Alvor, rolig og fast som hun ikke hade sovet længe. Karl listede ud af Stuen. Han vilde benytte Tiden mens Ditte sov til at opsøge nogle arbejdsløse Kammerater og faa lidt at vide om Situationen. Der var Mudder i Geledderne vidste han; den voksende Nød gjorde Stemningen stadig mere forbitret. Man knurrede mod det Bestaaende, og mod sine egne Førere; der var Forslag fremme om Generalstrejke med Lukning for Gas og Vand og Lys, og Trusler om at ta sig selv til Rette. Han trængte til at faa ordentlig Besked; den sidste Tid hade sat ham ud af Føling med Oppositionen.