233| XIX
Den lille NKulpiller

Ditte kom alligevel paa Benene igen, Gamle Rasmussen fik Ret – som altid. Der var for godt Tømmer i hende, til at hun saadan skulde gaa hen og svigte det hele. En Dag satte hun sig over Ende i Sengen og erklærede, at hun vilde hjælpe den gamle at lave Ildtændere. Og da først hun hade faaet noget mellem Hænder, kriblede det hende under Fodsaalerne ogsaa – hun maatte op. Stort bevendt var hun ikke, henad Aften krøb hun i Fjerene igen. Men et Fremskridt var det alligevel; naar de hang godt i kunde de holde næsten en Krone om Dagen. Og det var da endelig et Arbejde der ikke løb tørt; Ildtændere var der god Brug for i denne Kulde.

Karl hjalp ogsaa til naar han ikke hade noget bedre at ta sig for; og saa sad de om Arbejdet og Npassiarede; og Tiden gik storartet – især om Aftenen naar de Smaa var kommet til Ro. Ditte var ogsaa i Seng, dér befandt hun sig bedst; Bordet med Arbejdet paa hade de stillet tværs over Sengen.

234| Lille Peter var ikke fri for at være Familiens vigtigste Medlem i denne Tid. Han tjænte snart sagt lige saa meget som alle de andre tilsammen. Saa snart han kom hjem fra Skole og hade spist, strøg han og Ejnar ud med deres to Sække og Stællet af en gammel Barnevogn, som de brugte til at køre Brændslet paa. Naar han vendte hjem ved Syvtiden om Aftenen, hade han tjænt mellem en halv og en hel Krone. Det var en Gut som forstod at bruge sig; Nalt det klejn han var – og stille i det.

To driftige Knægte var de, han og Ejnar. De kendte Byen ud og ind med alle dens Muligheder, vidste saa nogenlunde hvor de Fem- og Tiører skulde søges, der tilsammenlagt blev til en Dags Fortjæneste. Ganske lige til var det ikke, ofte laa den ene Tiøre ude paa Nørrebro, den anden paa Kristianshavn eller i Valby. Det galdt om at bruge Benene. Men det galdt endnu mere om at bruge sin Forstand; hvis man ikke hade Pæren i Orden, løb man bare Træsko af sig til ingen Nytte.

Naar Drengen kom hjem og – stille i det som han var blevet – lagde sin Fortjæneste paa Bordet uden at sige noget, slog den gamle Hænderne sammen. »Jøsses, han er skam geskæftig – han blir da Millionær engang,« raabte hun. »Hvor har du dog væ't og tjænt alle de Penge; du har davel inte staalen dem?«

Ditte saa at han var træt og spurgte ham ikke ud, men hjalp ham med en egen Ømhed Vanter 235| og Trøje af. Hun hade lidt varmt staaende til ham i Kakkelovnen – ofte lidt ekstra, for han var jo Forsørgeren paa en Maade – og hjalp ham i Seng. Saa snart han var i Køjen sov han; undertiden faldt han ogsaa i Søvn over Maden. Saa gik hun hans Klær omhyggeligt efter, og anbragte en Lomme hvor hun bare kunde. Det var hans Drengestolthed at ha mange Lommer – fler end nogen anden Dreng i Skolen; og paa det Punkt i al Fald skulde han ikke ha Behov at føle sig fattig! Naar hun hade noget nyt til ham, et Halstørklæde eller et Par Vanter – lae hun det ovenpaa hans Klær. Saa fandt han det om Morgenen og blev sjæleglad; da var han igen udhvilet og frisk. Saa endevendte han sit Tøj for at se om der var kommet nogen ny Lomme til i Nattens Løb.

Peter holdt ikke meget af at fortælle om sin Jagt efter Udveje. Hvad var der at snakke op om? At man hade holdt Kreaturerne for en NDriver en hel Time paa NKvægtorvet, mens han var inde paa en Beværtning – frosset som en Hund og faaet femogtyve Øre for det? At man hade tjænt ti Øre paa at hente Bajre til en Pramskipper nede i NGasværkshavnen – og femten for at bringe en Pakke ud paa Nørrebro for Styrmanden? At man hade været helt ude i Valby med et Ilbrev uden at faa en rød Øre for det – fordi man skulde ha Svar tilbage og Manden saa var gaaet da man kom? Saadanne Afbrændere forekom; Ejnar paastod at den Slags Ærender altid var oplagt Snyderi – han 236| forlangte sin Betaling straks; men Peter hade altsaa været dum og godtroende – var det noget at fortælle? Der var ikke ret megen Bedrift i noget af det!

Og det der var noget ved kunde ikke fortælles; i al Fald ikke til voksne Mennesker – de var altfor dumme. Derfor beholdt de to Knægte det for sig selv. Det der gav noget var Kullene; men der skulde lidt Held og lidt Haandkraft til ogsaa dér – der var ikke noget at rende med Sludder om. Naar de to trillede afsted om Middagen med Stællet til den gamle Barnevogn, lignede de to smaa troskyldige Drenge der skulde ud og erobre Verden ved deres Barnlighed. Og naar de vendte hjem om Aftenen, var det de samme Smaavæsner – bare slukte og dødstrætte. Men der laa noget imellem.

Saa snart de hade den hjemlige Gade bag sig, strøg ogsaa Barnligheden af dem; de forvandlede sig til to smaa spændstige Væsner med alle Sanser paa Vagt – to vaagne Rovdyrunger som intet undgik. De hade delt Byen mellem sig. Den ene hade sin Operationsbasis paa NHalmtorvet hvor Slagterhusene var, Gasværkshavnen med dens Arbejdere og Sømænd, og alt det; den anden hade NGammel- og Nytorv med Universitetet og Gaderne hvor Bønderne holdt til. De byttede, saa de hveranden Dag var det ene Sted hveranden Dag det andet. Mest af Hensyn til Skrumlet af en Barnevogn, Kulvognen kaldte de den; den der hade Halmtorvet, tog det 237| gamle Stæl med og gæmte det bag en af Kreaturfoldene paa Kvægtorvet. Kønt var det ikke at trække af med, og morsomt heller ikke for der manglede et Hjul ved den ene Side. Men det var rart at ha og transportere Kullene paa. Og Kullene var som sagt dem der gav noget; slog alt andet fejl, hade man dem at falde tilbage paa.

De mødtes Kl. fem som sædvanlig omme bag Folden hvor Kulvognen stod; det hade været en skidt Dag. Ejnar hade tjænt tredve Øre, Peter kun tyve. De delte Pengene lige – det gjorde de altid, og gik saa i Gang med at oprette det forsømte. Der var kun én Maade at gøre det paa: pille Kul og sælge. Der boede en gammel Kone lidt ude paa NSønder Bulevard; hun hade NHørkramkælder og gav dem halvtreds Øre for Sækken af Kul – de hade solgt til hende saa tidt. Og Kul var der strøet overalt, langs Kajerne, omkring Gasværket – og først og fremmest nede paa det uhyre NGodsbaneterræn. Der var det forbudt at komme, saa den Udvej valgte man kun i Nødsfald! – NLersøens Lossepladser var de to Knægte forlængst færdig med; der var for langt ud, og halvbrændte Koks var der heller ingen Forslav i!

Der var ikke megen Tid at gi væk i Aften, derfor blev Godsbaneterrænet valgt. For at komme derned uden at blive opdaget skulde man helt ud til NVestre Fængsel; der ude var Terrænet daarligt belyst. De to Gutter satte i Galop med Kulvognen. 238| Ejnar skød den og Peter støttede i den Side hvor det ene Hjul manglede.

Undervejs lagde de Slagplanen. Den gamle Kone skulde ha to Sække; det blev en Krone, saa kunde de komme hjem med fem og halvfjers Øre hver. Mor Ditte kunde nok klare sig med Brændsel i Morgen over, men Ejnars Mor var udgaaet og skulde vaske. To og en halv Sæk bare – det skulde de snart faa samlet!

Omtrent ude ved NEnghavevej sneg de sig ind paa Godsbaneterrænet. Kulvognen maatte de la staa oppe paa Vejen. Da de hade pillet saa meget de kunde slæbe, asede de Sækkene op til Vognen og fyldte det hele i den ene Sæk. Saa pillede de i den anden, holdt i hver sin Side af den og slæbte den efter sig – og saa op og tømme om. Saadan gik det frem og tilbage nogle Gange, til den ene Sæk var fuld. Der var saa meget i den som en voksen Mand kunde bære, men saa var de ogsaa trætte. Den anden Sæk skulde tømmes ud paa Jorden, hvergang der var saa stor NSlump i den som de kunde trække afsted med; og saa fyldes tilsidst naar Bunken var stor nok. Det var et helt Regnestykke! Den gamle Kone forlangte Sækkene fyldte lige til Halsen, ellers trak hun af i Prisen. Naa, alt det var man indstillet paa. Men det tog sin Tid herude, hvor Terrænet var spredt – og daarligt belyst; og man fik langt at køre. Vognen kunde kun bære én Sæk ad Gangen.

»Du – vi gaar længere ind,« sa'e Ejnar. »Der 239| er der tykt med Kul, og man kan bedre se!« De kørte indefter langs Indhegningen; helt inde ved det egentlige Terræn lod de sig glide ned ad Dæmningen med deres Sæk.

Her var Kul i Guds Velsignelse overalt paa Jorden, de laa til ingen Nytte og blev traadt ned i Sne og Søle. Men det var en farlig Forbrydelse at samle dem op; blev man fanget, fik man Klø eller kom paa Politistationen!

Terrænet var stærkt oplyst; de store NBuelamper hang højt oppe i Luften, som Ildfugle der holdt sig svævende paa Vingerne. Hvergang de slog et Slag med Vingerne gik der Halvmørke hen over Terrænet. De to Drenge holdt sig i Skyggen af nogle høje Jærnbanevogne, ikke langt borte hørte de Mænd raabe og støde i en Fløjte – der rangeredes. De arbejdede som Bier for at blive færdige, de talte ikke, hviskede ikke engang. Overalt var der høje Skinner, man kunde snuble over; Ejnar gjorde Peter opmærksom paa dem ved at trække ham i Ærmet. Saa kom Peter til at ryste. Morsomt var det ikke, men det maatte gøres; og de to Smaagutter hade vænnet sig til at smutte ind og ud under Skæbnens Hjul.

De hørte Raab tæt ved sig; en Mand kom løbende. »I Satans Tyveunger!« raabte han. Ejnar trak Peter med over i Skyggen af nogle Godsvogne; men Peter tabte Holdet i Sækken og faldt – lige i en Lysstribe. Og Lysstriben vandrede! Han hade noget i venstre Haand, noget hvidt som 240| han knyttede Haanden fast om for ikke at tabe det. Han maatte støtte Knoerne mod den islagte Jord for at komme op, men den ene Fod sad fast i et Skifte. Og en mægtig Kølevogn kom glidende ind over ham graahvid og fantastisk stor – uden Forspand, der hang blot en Mand paa Bagtrinnet og kiggede frem. Den lille Dreng skreg af Rædsel.

Da de løftede ham op, saa han Ejnar krybe paa alle fire op ad Dæmningen, trækkende Sækken efter sig.

Saa blev alting mørkt omkring ham – som fløj alle de store Ildfugle paa engang deres Vej.