241| XX
Guds Hjærte

Povl hade været oppe for at se til Dittemor og sige Farvel. Han hade faaet Brev fra Kristian, som laa i Hamborg med Skib og skulde ligge der et Par Uger, et rigtigt Brev paa fire Sider hvori Kristian fortalte vidt og bredt hvor storartet det var at sejle og opfordrede ham til at komme straks. Han skulde bare komme, saa skulde Kristian nok sørge for Resten. Der var Rejsepenge i Brevet, saa det var riælt nok. Nu vilde Povl saa afsted som han gik og stod – der gik Skib næste Morgen. Men hverken Læremesteren eller Forældrene maatte vide noget om det før han var paa den anden Side Havet. Ingen anden end Ditte maatte vide noget om det. Om hun syntes det var forkert af ham at stikke af saadan, spurgte han.

»Nej, stik du bare af ud i Verden, naar du føler Trang til det,« sae Ditte. »Her er der saamænd ingen særlig Grund til at blive hængende. Kristian er jo sluppet meget godt fra sin Rømning.«

242| Hun maatte saa love at gaa ud og sige det til Forældrene, naar han vel var borte. »Men du skal ikke bryde dig om at hilse Sine,« sa'e han.

»Det kan du ikke være bekendt,« sa'e Ditte. »Hun har jo aldrig gjort dig noget.«

»Næ – ikke saadan; men hun er saa – – jeg ka bare ikke li hende! Hun siger at vi er en skidt Familie, bare fordi Hjalmar er stukket af.«

»Hva, er Hjalmar ikke kommet igen? og han laante Fars Penge til at rejse for!«

»Nej – og Else – –.«

»Hva er der med Else?« spurgte Ditte angst.

»Aa, det –« Povl gav sig til at græde. Naa, saa maatte han afsted, han hade meget at ordne. Ditte syntes det var helt underligt; nu stak han ogsaa af – lige som Kristian i sin Tid! Maaske saa hun ingen af dem mere. Det var næsten som at sende en Søn ud i Verden.

Det med Else var jo kedeligt, men en Dødsulykke var det da heller ikke. Sine var der i al Fald ingen særlig Grund til at ta højtideligt, hun som bare gik og satte sin Dyd paa Sparekassebog, dengang hun selv var ung.

Saa kom Gamle Rasmussen hjem med Søster Anna; de hade været til Fødselsdagskaffe hos Mutter Geismar. »Hun skal nok til at skifte Relion igen,« sa'e den gamle. »Den som hun er i – hva den nu hedder – smider nok inte mere af sig.«

243| »Hva den hedder – si'r I Mor. Men det er jo den samme I selv er i,« sa'e Ditte smilende.

»Naa er'et det? Nej den var hun vist inte be'en fed af – én anden har allenfals aldrig mærket noget til at der regnede NManna ned fra Himlen. Nej, men hun spekelerer vist i NMormonerne!«

Ditte lo.

»Ja, ja, le du kuns,« sa'e den gamle og lo selv med – »men i ethvert Tilfælde er'et noget, hvor de skal døbes én Gang til. – Var det forresten ikke paa Tiden at faa lille Georg holdt over Daaben? Folk snakker om, at det er underligt han inte er døbt – sa'e Mutter Geismar.«

»Det kommer nok til at vente lidt endnu – til vi faar bedre Raad. I skal nok faa Lov at Nholde Huen, Mor!«

»Ja, der er vel kaske nok heller ingen nærmere til'et, al den Stund én har haft med ham at gøre fra han blev født. Saa ku han jo ogsaa faa sig et rigtigt Navn, enten det nu skal være Georg eller noget andet.«

»Jamen Mor, han hedder jo allerede Georg,« indvendte Ditte.

»Ja, vi kalder'n'et jo; men hedder'et gør han jo da inte, saa længe han inte er døbt – saa meget ved én da.«

»En ka forresten ogsaa faa'et Ngratis,« vedblev den gamle lidt efter – »naar én da hører til dem, der slet inte kan betale. For saa er de jo nødt til at gøre det for ingenting, hellere end at en Sjæl 244| skulde fortabes. Men naturligvis, ka de faa deres Penge saa.« –

Ditte hade sat Mad frem. »Nu maa I hellere spise, saa de Smaa kan komme i Seng,« sae hun. Karl var ude at fiske – for første Gang efter sin Sygdom.

»Ska' du da inte selv ha noget?« spurgte den gamle.

»Nej jeg venter hellere til Peter kommer. Han sidder saa ene og gnaver sin Mad om Aftenen – og falder i Søvn over den. Det er Synd mod ham.«

»Men du skulde jo i din Seng, du. Husk paa du er syg!« sae den gamle.

Nej Ditte vilde blive oppe til Drengen kom. Hun hade faaet en ufattelig Længsel efter ham – efter at holde en Arm omkring ham og se ham ind i hans barnlige alvorlige Øjne, mens han stod og pillede i hendes Skulder og sagde sit: »Og ved du hva, Mor?« til hveranden Sætning. Megen Latter var der ikke i ham, men han var saa god!

Søster Anna derimod var forfærdelig pudsig, en rigtig lille Avekat. Naar hun var i det Hjørne da – for hun hade det ogsaa til den modsatte Yderlighed. Men naar hun saadan var ovenpaa som nu, var hun ikke til at staa for. Hun sad og lavede Ansigter mens hun spiste, de frygteligste Ansigter af Trolde og vilde Dyr, og Gamle Rasmussen var lige ved at dejse ned af Stolen af bar 245| Forskrækkelse. Lillebror lo ogsaa og hoppede paa Dittes Skød, – det var en hel Fest de tre lavede. Selv tog hun ingen videre Del i den, alt støjende var hende imod. Hun var blevet saa stille efter sin Sygdom. Det var en hel Lettelse at faa dem til Side; den gamle var ogsaa træt og gik i Seng sammen med Børnene.

Ditte satte sig til at arbejde, mens Tankerne var hos hendes lille Peter. Hun var ked af at det trak saa længe ud med ham, saa blev han endnu mere træt end ellers. Han maatte ha haft et eller andet uforudset Uheld med Arbejdet, det skete undertiden; ellers var han meget præcis. Det var Synd at han saadan skulde arbejde evig og altid, lege fik han aldrig Tid til; naar hun nu var rigtig rask skulde det ha en Ende. Ellers vilde det gaa ham som det var gaaet hende selv, at han ingen Barndom fik – – og ikke engang vidste hvordan han skulde gribe det an, naar han endelig fik et Par Timer til at lege i. Utilfreds eller forurettet af Tilværelsen følte Ditte sig iøvrigt ikke; men hun følte det som et Savn ikke at ha leget i sin Barndom. Det føltes ligesom der var tomme Huller i Sjæl og Sind efter det endnu. – Og saa maatte hun se til, at der blev Udvej for et ordentligt Stykke Legetøj til ham; et Lokomotiv ønskede han sig – og Skinner. Han gik med den Tandbørste i Haanden bestandig; den var snart saa sort som Gud ved hvad, og vaske den fik man ikke Lov til. Rigtig lege hade han jo ikke Tid til, derfor skulde den vel 246| sidde der i Næven paa ham som en Slags Erstatning. Og saa var det ogsaa det eneste Stykke han nogensinde hade faaet forærende, der var noget værd! Ellers var det altid gammelt Skrammel fra Lossepladsen.

Da Klokken slog ti paa NRosenborg, blev Ditte for Alvor urolig. Hun vilde ha givet meget til, at Karl hade været hjemme i Aften; søge efter Drengen var jo haabløst, han kunde lige saa godt være i den ene Ende af Byen som den anden. Men hun trængte til nogen, der sa'e: Han kommer saamænd nok skal du se; der er ikke sket andet end det at han er blevet forsinket. Maaske er Ejnar og han gaaet i Cirkus, saadanne to Knægte kan finde paa saa meget! –

Hun sae sig alt dette selv; men netop fordi hun ikke troede paa det, trængte hun til at en eller anden sae det. Helst Karl – han sae aldrig andet end han kunde staa ved!

Hvert Øjeblik var hun ved Vinduet for at kigge ned i Gaarden; hvergang hun hørte Skridt i Trappen, lukkede hun Døren op ud til den lange Gang.

Nu blev der tændt Lys nede i Arbejdsmand Andersens Stue; hun gik ned til Selma for at høre, om hun vidste noget. Selma hade været ude at søge, hun hade Sjalet paa endnu. Hun saa forgrædt ud.

»Ka De forstaa det?« sa'e hun. »Nu har jeg pisket rundt i to Timer, paa alle de optænkeligste 247| Steder har jeg været; for vi sidder jo og fryser, og han skulde komme hjem med Kul. Det er aldrig sket før, han kan nok være en vild Krabat, men uordentlig er han ikke. Og vi som sidder her og fryser og ikke har Spor at lægge i Kakkelovnen.« Hun græd igen.

»De kan faa Kul hos mig,« sa'e Ditte. »Det er ikke det værste; men – –.«

Men Selma blev ved med at klage, hun hørte ikke engang Dittes Tilbud. Hun klamrede sig blot til det med Kullene, for ikke at komme til at se Virkeligheden i Øjnene.

De to Kvinder talte om at gaa til Politiet; men ingen af dem var rigtig glad for at faa Politiets Indblanding i deres Sager; de var ugifte Mødre begge to. Og Drengene kom jo alligevel, saa det ingen Nytte var til at udlevere sig og selv fortælle, hvordan de maatte gaa for Lud og koldt Vand – naturligvis kom de! Det var jo to raske sikre Drenge, som var vant til at færdes allevegne. Hvorfor skulde de saa ikke komme.

»Der kan være en NIldløs et Sted,« sa'e Selma – saa glæmmer Drenge alting.« Hun hade selv set, hvordan Børn kunde staa og hænge over en Ildløs – hele Natten og ingenting sanse.

Ditte gik op til sig selv og ventede videre. Hun sad med Haanden for Munden som vilde hun med Magt holde noget nede, og stirrede ind i Lam248|pen med Øjne der ingenting forstod. Saa tog hun sig stærkt sammen, hun vilde ikke gi sig noget trist i Vold. Hun rejste sig og gik hen og hentede et Klædningsstykke i den gamle Komode, en sort nubret Vest af NGolfgarn. Den hade hun endnu fra sin Tid som Tjenestepige; den blev kun brugt naar hun skulde være pæn, og var fuldstændig som ny. Hun gav sig til at trævle den op, tog saa de store Træpinde og begyndte at strikke. Peter hade hele Vinteren ønsket sig en strikket Hue med Dusk; der hade bare aldrig været Raad til at købe Garnet. Nu skulde han ha sin Hue, og NMuffediser og Halstørklæde med af samme Slags – saa blev han lykkelig! Der dæmrede en svag Forestilling i hende om, at naar hun opfyldte hans kæreste Ønske, saa vilde han komme – maatte han bestemt komme.

Omsider slap Anspændelsen sit Tag i hende, hun overvældedes af Træthed og faldt i Søvn – en lykkelig Søvn hvor hun hade Peter hos sig. Han stod ved Siden af hende, lænet ind til hende som altid naar de var ene to, og lagde Daglønnen paa Bordet. »Vi hade nær ingenting tjænt,« sa'e han paa sin pudsige Maade – »men saa tjænte vi noget alligevel.« – –

Ditte vaagnede ved at Kusk Olsen gik ned for at fodre Hestene; der var koldt i Stuen, Lampen osede søvnigt. Nu var hun sikker i sin Sag! Hun gav sig til at rydde op i Stuen og se Børnenes 249| Tøj efter; hendes Udtryk var forstenet. Ogsaa Karls Strømper saa hun efter – der maatte ikke være for meget til Gamle Rasmussen. De tyndslidte Steder trak hun igennem med Stoppegarn, saa holdt de saa meget længer og den gamle fik det Pusterum. Hun undredes paa naar det afgørende vel vilde komme; det sad som en ond Klump inde i Hjærtet, en Kno der pressede paa. Hun maatte ha Vinduet op for at faa Luft.

Der var Lys nede hos Selma endnu, saa sad hun ogsaa og ventede. Over Gaarden lød slæbende Trin, en Aviskone kom humpende med sin svære Byrde og stak Bladet i Selmas Dør. Lidt efter lød Selmas hurtige Trin i Trappen; Ditte vidste hvad det betød. Selma græd og holdt Avisen frem for sig, hendes Haand rystede. »Her staar det,« sa'e hun hulkende. Men Ditte hørte paa hendes Graad, at den ikke gjaldt Ejnar.

Ja der stod det: Frygtelig Ulykke paa Godsbanens Terræn, et Barn faaet begge Ben knust. Ditte læste det avtomatisk, hun vidste det jo i Forvejen – hade allerede gennemlidt det hele. – Han kom straks paa Operationsbordet, det lille Skind, og laa og stirrede paa Læger og Sygeplejersker med aabne forundrede Øjne. Ved Bevidsthed var han, for da en Sygeplejerske begyndte at klippe Tøjet af ham, gav han sig til at græde og sa'e: I maa ikke klippe mit Tøj itu, for saa blir Mor saa ked af det.

250| Det gav saa dejlig los i Dittes Bryst, da hun hørte sin lille døende Dreng sige dette; det var som den onde Kno endelig fik banet sig Vej ud af hendes Hjærte. Hun lænede sig forover; Blodet stod hende ud af Munden.