251| XXI
Døden

Ditte slog langsomt Øjnene op. Hun saa sine hvide tynde Hænder strakte ud over et hvidt Lagen; om Haandledene hade hun en hvid Flæse. Omkring Puden var der ogsaa en, og foran paa Brystet – paa Natkjolen – løb der en op om Nakken paa hende og ned igen paa den anden Side. Hun var vaagnet saadan klædt i hvidt engang før – dengang hun hade faaet Jens. Men da var hendes Haar et rødligt Brus ud over det hvide – og der laa en lille Unge ved Siden af hende og skreg; nu klæbede den Smule Haar der var igen, fast til Hals og Tinding. Og hun hade Fuglehals, hun vidste det uden at behøve se det, Senerne strammede naar hun drejede Hodet.

Var hun død eller skulde hun først til det? Det var den inderste Stue hun laa i, hun kendte Rævnerne i Loftet; og hun laa i den gode Seng med NFedermadrassen. Dynen kendte hun ogsaa igen paa det bløde Tryk mod Knæerne – det var den gode Overdyne. Men hvem hade gi'et den det 252| smukke hvide Betræk? »Astrid Langhalm« stod der i det ene Hjørne, smukt syet. Ditte var et Øjeblik ked af, at hun nu aldrig kom over og pleje Fru Langhalm; hun hade glædet sig til det. Det strejfede hende lige.

Hun laa med lukkede Øjne og halv døsede. Nogen kom listende frem i Døren og kiggede ind; hun mærkede det, men saa ikke hvem det var. Kanske var det Sørine – eller Lars Jensens Enke? Det var ogsaa ligemeget. Men nu gik »Menneskeæderen« forbi i Klitten! Han hade skudt det halve Hode væk, og var ude og se sig om efter nogen hvis Hjærneskal han kunde bruge – godt at han ikke fik Øje paa hende. Kristian kom og hade flækket den ene Fod; Ditte rimpede den sammen saa godt hun kunde – han hade Hastværk. Vi blir nødt til at anskaffe et Par Fødder til, saa den Dreng kan skifte, tænkte hun, Kromanden skal gi Kredit. – Men dér stod Bakkegaardskonen pludselig i Døren, stor og bred – hun hade Loven i Haanden. Nu blir du dømt, sa'e hun og slog med Loven mod Dørkarmen, og hvert Slag var et Aars Tugthus. Vilde hun da aldrig holde op igen? saa mange Aar fandtes der jo slet ikke i hele Verden.

Ditte fik med Møje Øjnene op; i Døren stod Fru Langhalm og bankede paa, ganske sagte. Hun smilede og kom paa Tæerne hen og satte sig ved Sengen; Ditte følte sit Ansigt blive tørret af. »Børnene er ovre hos os,« hviskede en varm Aande hende ind i Øret, – »De kan være ganske rolig.«

253| Børnene? Ditte anstrængte sig for at faa Mening i det – Børnene? ja men de var jo allevegne.

En Haand lagde sig paa hendes Pande og bragte hende helt tilbage til Virkeligheden – – Karls! Hun smilede og aabnede Øjnene. »Gaar det dig bedre?« hviskede han og bøjede sig ned over hende. Hun nikkede svagt og holdt Munden lukket – for hans Skyld; han troede, at naar hun blot ikke talte kom hun sig snart. Fru Langhalm vinkede Farvel og god Bedring; Karl fik hendes Plads. Han sad stille og holdt Dittes gennemsigtige Haand, men talte ikke til hende; der maatte jo ikke tales!

Hun var sunket ind i sin Tankedøs igen, laa og fulgte en lille Pige, som gik alene i Skoven og kom til en Aa. Og over Aaen førte en NSpange – ind til Æventyrland. Hvad var der blevet af den lille Pige? Støvler fik hun som var for store til hende selv og for smaa til Bedste; men blev hun nogen Prinsesse? Ditte fik Lyst til at synge Spindevisen, men kunde ikke komme i Tanke om hverken Ord eller Melodi.

»Nu maa jeg gaa,« hviskede Karl lige over hendes Ansigt. »Men Gamle Rasmussen er i Køkkenet; hun ser til dig.«

Ja Tak, men Gamle Rasmussen kunde ikke Spindevisen; hun kunde slet ikke synge. Men Bornholmeren kunde! Nu sang han Salmer igen derhenne: NEffata! Lad dig op! Mon det var fordi han var forstyrret, han sang saa meget? Ditte vilde 254| gærne vide hvordan han saa ud; hun hade endnu ikke set ham.

Mon man kunde se paa ham at han var forstyrret – og mon Vorherre kunde se Forskel? For ham var vi vel alle lige kloge! Mon Livet er endnu sværere for saadan en, eller kommer han maaske lettere hen over alting. Nej for det er Ansvaret der gør Livet saa byrdefuldt, og han her gaar og bærer paa et forfærdeligt Ansvar for Menneskenes Vel, har Karl fortalt hende. Det er maaske deri hans Forrykthed bestaar? – Har hun selv ogsaa bare været tosset?

Ditte har selv ingenting udrettet synes hun; alligevel har det været som at Nslæbe en forfærdelig Byrde op ad et Bjærg – dette at sørge for lidt Mad, lidt Klær, lidt Varme. Og hver Morgen var Byrden rullet ned i Løbet af Natten og skulde igen ases til Tops! Forfærdeligt!

Han blev ved med sit: NEffata! Lad dig op! Gud ved hvor længe han kunde holde det ud? Men hvis det var som Karl sa'e, at man allerede for tre Tusend Aar siden hade haft Dommere og Profeter, der hade tordnet mod Udbytningen af hende og Lille Peter og prøvet at ruske op i Masserne – ja saa skete der jo ingenting, saa sov jo Menneskene! Og den Gale hade Ret med sit evige Effata! Maaske hade han virkelig faaet Ørerne ladt op, maaske hade han Ret i sit! Saa var man altsaa ikke videre, end at den der sa'e det rette, blev fremstillet som forrykt.

255| Der staar et Menneske i Døren og stirrer paa hende, med underlig stikkende Øjne der ligger dybt inde under Panden; Udtrykket i dem er som en blafrende Lysprik langt borte i en mørk Gang. »Maa jeg komme indenfor?« siger han varsomt. »Jeg kender dig godt; Karl har fortalt saa meget om dig, og jeg kommer for at ønske dig til Lykke med at du skal dø. Du skal straks faa at vide hvorfor!« Han lukker varsomt Døren efter sig og kommer hen og sætter sig, lidt fra Sengen. Der sidder han foroverlænet, med Armene støttet paa Benene, og stirrer grundende ned i Gulvet. Og Ditte blir helt spændt paa, hvad der nu vil komme fra hans Mund, saa spændt at hun faar et Sting ved Hjærtet og maa klage sig.

Han nikker tilfreds til hendes Stønnen, flere Gange, som om han vilde sige at saadan skal det være.

»Du har maaske lagt Mærke til, at det er en stor Tid vi lever i?« siger han og løfter Hodet.

»Ja en ond Tid,« hvisker Ditte og mindes pludselig med Gru Arbejdsløsheden og Nøden.

»Jeg sae en stor Tid!« siger han irettesættende. »Med det onde er det forbi nu; vi to skal tilsammen gøre det forbi; det er derfor du skal dø. Gudfader har sendt det Onde ned over os, for at vi skulde faa det Store ud af det; men det er ikke enhver givet. Ved du hvorfor vi alle gik rundt og Nrundt i Ørkenen og aldrig kunde komme ud af Elændigheden – fordi vore Øren ikke var opladte, 256| vore Øjne ikke seende. Men en Dag rørte Vorherre ved mine Øjne: Effata! og han rørte ved mine Øren: Effata! Og da saá jeg klart hvordan det hele var. Vi har Jord i Øjnene og Jord i Ørerne! Ved du hvem jeg er?« Han saa fanatisk paa hende.

Ditte nikkede svagt – helt sikker var hun ikke.

»Jeg er Proletaren gennem tusend Aar, og derfor blev det mig der fik Synet opladt og gjorde Opdagelsen. Kammeraterne har gjort Nar ad mig derude paa Pumpestationen for min Opdagelse. Karl var den bedste af dem, men han kunde heller ikke se det rette. For jeg har gennem Grublen faaet fastslaaet, at Sjælen er et selvstændigt Væsen, som fører Proces for vort Vel derude i Rummet! Der gives Poængs, en for hver Godhed. Jeg har faaet første Prisen, fordi jeg har lidt og kæmpet mere end alle jer andre, gennem de forfærdelig mange Aar; men du har faaet anden Pris, og dermed er du givet mig!« Han ser betydende paa hende, og gør en Pavse for at hans Ord rigtig kan faa Tid at bundfælde sig i hende.

»Jeg tilhører Karl,« hvisker Ditte underlig til Mode. Bange er hun ikke, men hun fryser alligevel.

»Du skal dø, forstaar du vel nok,« siger han forklarende – »og det er Løsningen paa det hele; du er vor Frelse. Der er ingen der som du kan føre Processen derude, og fortælle Sjælen hvor gode vi er og hvor uforskyldt vi lider, og at vi er stum257|me. Dertil behøves der en som dig – som kan komme og gaa og blive der altid alligevel. Karl har fortalt mig om dig, og det er dig vi har søgt, Gudfader og jeg. Du skal gaa ind til Vorherres Glæde; og Glæden er lige som NBunkefnat – den smitter til alle Sider mellem Fattigfolk.« Han gav sig pludselig til at synge:

»Jeg er blevet sat stum til Verden, og døv og blind var jeg ogsaa. Men saa digtede jeg denne Salme og sprængte det hele.«

»Det er inte sandt,« sa'e Gamle Rasmussen henne fra Døren, – »for den Salme har én kendt gennem mange Aar. Og nu er det bedst du tøfler hen hvor du hører hjemme, Ancher – og inte sitter og gør Hodet kuldret paa syge Folk med dit Præk.« Hun gjorde Tegn mod Døren.

Ancher rejste sig fra Stolen. »Jeg har jo ikke selv skrevet den,« sa'e han stammende og luskede hen imod Døren – »for vi er jo stumme alle vi. Og døve og blinde har vi ogsaa været. Men Gud har beskikket dem der kan det til at tale for os, til vi selv faar Mæle. – DetA er det som Solen 258| raaber: Effata, spring ud, spring ud!« sang han ude paa Gangen. Derude følte han sig tapper igen.

»Pøh! forskruede Mandfolk med sit Præk!« sa'e Gamle Rasmussen opbragt. »Frelse Verden behøver vi sku inte de Fjollede til – det kan de Kloge sagtens besørge; og ta Brødet dér hvor det er at finde ka ingen af dem hitte paa. Dér gaar de og tror de ka Nvælte Jerikos Mure med Lirum-larum!«

Hun vilde sige meget mer endnu, men kom i Tanke om at Ditte jo skulde ha Ro. »Jøsses!« hviskede hun og listede sig hen til Sengen.

»I behøver ikke gaa paa Tæerne og hviske, Mor!« sa'e Ditte.

»Har du det saa meget bedre da?« spurgte den gamle glad. Ditte svarede ikke.

»Synes du ikke her har været dejlig Ro?« spurgte hun igen. »Jeg har ogsaa ordentlig maattet passe paa. Ja den halvgaleA Jord- og Betonarbejder snød sig jo forbi mig, men ellers har jeg saamænd trolig staaet ved Døren og sagt nej; Fruen skal ha Hvile! har jeg sagt. En Masse Mennesker har her været og villet vist dig deres Deltagelse; og det er fordi Aviserne skriver, at du har været saadan en god og opofrende Mor. »Det knuste Moderhjærte« skrev et af Bladene saa kønt, og saa kom der en Læser herud med femogtyve Kroner. Du ved vel at de Smaa er ovre hos Langhalms – de har det saamænd godt! Og saa mange Kranse der er kommet, Karl sir at Kisten er helt dækket; han kan inte bestille andet end løbe, det Skind. Det blir en 259| stor Begravelse i Morgen; alle de Arbejdsløse følger. Synd er det at du inte kan komme med og følge Lille Peter.«

»Jeg kommer med, Mor,« sa'e Ditte og nikkede bekræftende. »Hvis jeg ikke kan følge Lille Peter til Fods, saa flyver jeg.«