260| XXII

Ditte hade denne Gang godvillig taget sine Draaber og sov det meste af Natten. Da hun slog Øjnene op, var hun helt klar, og vidste straks at det var Dagen for Lille Peters Begravelse. Og hun vidste mere end det – tilstrækkeligt til at fri hendes Sind for de sidste Spor af Livets Byrder og Savn. Hun følte sig kraftesløs men let, Legemet mindede ikke mere med Smærter og NTynge, og hendes Sind var inde i en egen Ligevægtstilstand, der intet hade med Sorger eller Glæder at skaffe. Intet kom hende i Grunden dybere ved, hverken Peters Død eller Karls Bekymring for hende. Hun hade Nudstridt.

Hen paa Formiddagen begyndte der at komme Folk med Kranse og Blomster. Det var Folk fra 261| Kvarteret, Fattige som først hade faaet de nødvendige Skillinger rejst i sidste Øjeblik. Kransene blev lagt ind til Ditte i et Hjørne af Værelset, hun vilde gærne ha dem for Øje. De fyldte efterhaanden Bord og Stole; en hel Bunke var det – foruden alle dem der var bragt direkte ud til Kapellet paa NVestre Kirkegaard. Kusk Olsen hade tilbudt at laane en Hest af Vognmanden over Middag og køre det hele ud. Der kom bestandig Folk for at tale med Karl, Fanebærere og andre. Ikke blot de Arbejdsløse men selve Fagforeningerne hade vedtaget at følge Lille Peter til Jorden. Der blev NStansning over det hele saa det ud til. Det lille Væsen vilde faa en Begravelse som en Fyrste.

Ditte hade faaet dem til at stable Puder under hende, saa hun næsten sad op i Sengen; hun vilde gærne følge med i hvad der foregik. Karl kiggede nu og da ind til hende men forsvandt igen – han hade travlt. Og Gamle Rasmussen hade ogsaa travlt – det var godt, saa glæmte de hendes Tilstand. Der duftede af Kaffe derinde hele Tiden, enhver der kom skulde beværtes.

Pludselig som hun sad og lyttede, fik hun et af sine Anfald med Aandenød og Kvælningsfornemmelser; Karl kom styrtende ind til hende og gav hende Medicin. Hun laa et Par Minutter og stirrede op i Loftet med Øjne af Glas; saa var det ovre igen, og hun faldt hen i Døs. Han listede Puderne fra hende, saa hun kom til at ligge ned igen; sad saa ved hendes Leje og betragtede forpint hendes 262| udtærede Ansigt. Skulde han miste hende denne Gang? hende ogsaa? det Spørgsmaal gravede og gravede i hans Træk.

Saa kom der nogen, og han listede ind igen. Det var Morten.

»Jeg kommer for at Nvarsko dig,« sa'e han. »Det blir en stor Begravelse, maaske den største Byen nogensinde har set. Hvis der nu sker noget? Hvis vi nu ikke kan magte det?« Han var hvid i Ansigtet.

»Vil du tale?« spurgte Karl.

»Ja jeg vil, du! Aa, om jeg turde sige hvad jeg har paa Hjærte! Se, nu staar hele Byen paa Hodet – Borgerskab, Presse, alting; de vader i ædelt Savl over den lille Knægt – og det er dog dem der har myrdet ham. Aa, om vi turde Nrejse Floden og lade den skylle ordentlig rent; saa var der dog én lille Martyr, som ikke var ofret forgæves.«

»Ja,« sa'e Karl stille, – »jeg skulde ikke ha noget imod det. Og Guds Dom tror jeg ikke man skal prøve at afvende.«

»Nej men vi render Panden mod Muren – vi har jo ikke engang Fagforeningerne paa vor Side. Tænk paa hvor alle Sind er oppiskede af Arbejdsløsheden – og nu Peters Skæbne! der skal ikke meget til før det fænger. Og man er forberedt paa det opefter og har ta'et sine Forholdsregler, baade Regeringen og Politiet. Først vilde man forhindre den store Begravelse, nu har man opgi'et det og vælger at forelægge Loven om Arbejdsløshed – 263| netop i Eftermiddag. Jeg ved ikke, om man er nervøse eller vil provokere os, men baade Militær og Politi er Nkonsigneret. Man gør vist Regning paa, at Masserne fra Kirkegaarden gaar i Demonstration til Rigsdagen. Tror du vi kan forhindre det?«

»Jeg ved det ikke,« svarede Karl dystert. »Min lille Kone ligger for Døden – jeg beholder hende maaske ikke Dagen over. Peters Ulykke er gaaet hende saa nær.«

»Saa er din Plads herhjemme, og vi faar se at klare os uden dig,« sa'e Morten og rakte ham deltagende Haanden: »Det maa ogsaa være et forfærdeligt Slag for en Mor. Dersom saa den lille Drengs Skæbne kunde ruske ordentlig op i os selv og jage lidt Skræk i de andre; saa var i al Fald et af de Smaavæsner der knuses i Tusendvis under vort brutale System ikke død forgæves.«

»Det blir meget anderledes herefter – den onde Tid er forbi nu,« sa'e en Stemme henne ved Døren.

»Kom bare indenfor, Ancher,« sa'e Karl. »Det er en Kammerat af mig – han tror han skal frelse Proletariatet. Han er gaaet i Stykker under de forbandede Forhold,« vedblev Karl trist, henvendt til Morten.

»Ja og derfor tror de jeg er forstyrret,« sa'e Ancher og kom indenfor. »Men jeg lar dem bare tro!« Han flyttede ustandselig Blikket fra den ene til den anden, hen og tilbage igen, saa regelmæssigt som et Pendul.

264| »Naturligvis er du forstyrret,« sa'e Morten og saa paa ham med et Blik fuldt af Godhed. »Er det kanske ikke forstyrret af nogle usle Smaamyrer at ville undergrave Samfundsbygningen? Og dog var det Myrerne der fik det første Stykke af den kinesiske Mur til at falde. – Storhedsvanvid er det jo, at den sølleste og usleste af alle, Fattigper i Spændetrøjen, sparker til alle Grænser og vil omspænde Menneskeheden. Vi er forrykte du – og derfor hører Fremtiden os til! Hid med Haanden, Kammerat!«

»Siger du det?« sa'e den Gale med straalende Øjne og rystede hans Haand. »Maa jeg saa sige dig noget? Saa vil jeg ønske dig til Lykke med, at det er indgivet dig at se saadan paa det. De andre gør Nar ad mig og generer mig. Men nu skal du være med mig – og saa er vi tre. Ditte skal gaa ud i Rummet og fortælle Sjælene om os, og du skal føre min Sag her. Derfor har du faaet Gaven at kunne skrive.«

»Bryd dig aldrig om, hvad de andre siger om dig,« sa'e Morten. »Hvor er det en smuk Tanke, at Sjælene fører vor Sag derude. Her paa Jorden er det desværre at præke for døve Øren og kolde Hjærter.«

»Nej ikke mere du – for nu gaar Ditte ud, og saa blir det anderledes.« Han saa lyst paa Morten, saa gav han sig til at synge, med sin smukke Stemme:

»Maa jeg tale derude ved Graven?« spurgte han brat.

»Det er der vel ikke Tid til,« sa'e Morten – »men syng din Salme over Graven, den kan vi alle ha godt af at høre! – Hvis vi kunde faa den trykt!« Morten saa paa Uret.

»Det ka naaes!« sa'e en Fanebærer – »der er fire Timer til. Skal jeg gaa op paa Trykkeriet og ordne det?«

»Ja Tak,« sa'e Morten.

Ditte bankede svagt i Væggen; Karl gik derind.

»Min lille Kone vilde gærne sige Goddag til dig, Morten,« sa'e han og kom frem i Døren. Morten gik derind; den Gale fulgte ham i Hælene.

Ditte laa paa Ryggen med fremskudt Hage; hendes Træk var stærkt indfaldne, Døden hade allerede begyndt at forme hendes Hode i sin Lignelse. Hun gjorde et svagt Tegn mod Stolen ved sit Hodegærde, Morten satte sig. Saa lod hun Hodet falde over paa Siden, saa hun kunde se paa ham. Hun aandede kort og tungt.

»Du er Morten,« hviskede hun besværligt. »Jeg kender dig nok. Jeg har aldrig haft Tid til at læse noget af dig; men du har gjort mange glade. Du skal skrive saa kønt om os. Tror du ogsaa selv paa alt det du tillægger os?«

266| Spørgsmaalet kom Morten overraskende; det varede lidt inden han svarede. »I mine bedste Øjeblikke gør jeg,« sa'e han saa.

»Ja for én maa ta i meget Snavs og Daarlighed – – som fattig. Kan én saa alligevel bevare sig god og ren i Sjælen?«

»Det kan være svært nok mange Gange, du – og Fattigdommen er en Forbandelse. Men jeg vil alligevel hellere høre til de Undertrykte end til Undertrykkerne.«

»Ja for de Undertrykte faar Poængs,« faldt Ancher ind – »en for hver Godhed. Ditte har mange Poængs! Derfor skal hun dø!«

»Jeg skal ud og finde min Dreng,« sa'e hun anstrængt. »Tror du jeg møder ham?« Morten nikkede.

»Jeg har forsømt ham saa meget, men nu –.« Hun fik et af sine Anfald; Karl maatte bede de andre fjærne sig. Han rejste hende over Ende og holdt hende i sine Arme. Det var det frygteligste Anfald hun endnu hade haft, hun blev blaa i Ansigtet og Øjnene traadte ud paa hende. Heldigvis kom Dr. Torp for at se til hende; han gav hende en Indsprøjtning, saa hun faldt til Ro. Den klare Sved stod Karl paa Panden, da det var overstaaet.

»Jeg skulde ud og ordne noget angaaende Begravelsen,« sa'e han hviskende, – »men jeg tør ikke overlade hende til den gamle. Du har vel ikke Tid at sidde her en Timestid!« Torp nikkede og tog en Bog frem af Inderlommen.

267| De fulgtes ad indefter, Karl og Morten. Det var midt paa Dagen, overalt var Arbejderne for hjemgaaende; der blev nok en mægtig Tilslutning til Begravelsen. Mange Steder flagedes der fra Forretninger og Privathuse.

»Det er alligevel et smukt Træk af Medfølelse,« sa'e Karl bevæget.

»Ja eller det er Angst – maaske begge Dele. Hvem ved? Hjærtet er jo det mægtigste Sprængstof der eksisterer. Men enten det nu er det ene eller det andet, var det bedre om det kunde ha været sparet. Det er en uhyggelig Medfølelse, der skal lægge Vejen om ad et Barnelig.«

»Sig mig Morten,« sa'e Karl nølende – »tror du paa et Liv efter dette? Eller sae du det blot for at trøste?«

»Jeg tror paa et Liv efter dette for alle os som kæmper for noget bedre,« svarede Morten. »Ikke for de mætte – Maverne – de har jo ingen Sjæl, Karl! Naturligvis tror jeg, det gør du jo ogsaa – det gør naturnødvendig alt hvad der vender mod Fremtiden. Troen er uundværlig til at leve paa; det der skal dø behøver blot et Skema!«

»Da griber dog Folk gærne til Troen, naar de ligger og skal dø.«

»Nej ikke til Troen – til et eller andet Skema. Troen er for mig en Bestandighed i det som haabes, en fast Overbevisning om det som ikke ses, og er det Ord ikke netop møntet paa den sølle Fattigper og hans lyse Fremtidsdrøm?«

268| »Saa tror du paa Kristus ogsaa da?« Karl holdt Vejret, saadan ventede han paa Svaret.

»Jeg tror paa den Kristus der jog NPengejøderne ud af Tæmplet – ikke paa ham som opfordrer til at vende Ndet andet Øre til. Er det ikke ligemeget, om Kristus er blevet guddommeligt til, eller Mennesker har født ham til Verden, eller han aldrig har eksisteret som Person men er et Foster af Menneskenes Forestillinger naar de naar højest? Jeg tror paa Oprøreren Kristus, Hjærternes Gud! Nu er Forstanden raadende – den er alt; vor Opgave er det at sætte Hjærtet i Højsædet igen. Det stakkels vanrøgtede Hjærte, som bare er i Vejen naar man skal albue sig frem! Det har været noget forsmædeligt noget at ha Hjærte, værre endnu end at være pukkelrygget; det paaførte sin Mand utaalelige Lidelser. Det skal blive en Velsignelse igen, naar vi engang sejrer. Du kan for saa vidt godt gi det gamle Ord Ret: NSalige er de Fattige i Aanden; Kløgt og Snedighed skal faa Lov at neje sig for det gode Hjærte.« Morten tav.

»Se dog engang, hvor kloge de er,« blev han ved lidt efter. N»De kan sige os paa en Prik hvad Stjærnerne bestaar af, Solen formaar de at veje paa Punds Nøjagtighed. Men veje Brødet ud til de sultne Munde formaar de ikke. Det forstod Kristus, de Fattiges Ven. Hans Sind var aabent for al Slags Hunger; derfor flokkes de Hungrige om ham den Dag i Dag. Er du i Tvivl om Guds 269| Hjærte, Karl? Guds Hjærte er dér, hvor Brødet rækkes den Fattige.«

»Saa er Ditte ogsaa ét med Guds Hjærte,« sa'e Karl lyst. »For hun kunde ikke se nogen trænge uden at hjælpe dem. Hun har slidt sig op for os andre, du! Kunde du ikke flætte hende ind i din Tale i Dag?«

»Jeg tænkte netop paa det – hun som skal ud og føre Processen for os! Hvor er det smukt tænkt du! – Vi maa se at faa Tag i Sjælene – en tændt Sjæl gaar aldrig ud!«

Ditte laa og kæmpede Dødskampen. Karl sad alene hos hende; han hade ladet Gamle Rasmussen tage ud og overvære Begravelsen – hun vilde saa gærne se al den Stads der blev gjort af Lille Peter.

Anfaldene blev hyppigere og hyppigere, mellem Anfaldene laa hun og Ndelirerede. Hvergang de kom, løftede Karl hende over Ende og hjalp hende at faa Vejret. Vidste hun mon, at det var ham der var om hende? følte hun overhodet, at der var medlidende Hænder som hjalp hende, et Hjærte som blødte for hendes Skyld? Hun syntes saa forfærdende ensom med sin Kæmpen og sin Rallen; ingenting ved hende gav Udtryk for at hun følte hans Nærhed; hun hang i hans Arme og stirrede paa ham – uden at se 270| ham. Det var svært, næsten uoverkommelig svært, at se et Menneske, det kæreste man hade, stride den sidste Strid, og ikke formaa at lette det Kampen, ikke engang eje Midler til at fortælle det, at man var hos det.

Hun fik det bedre igen og laa og trak Vejret tungt – og fantaserede. »Ja ja ja,« – sa'e hun – »saa saa saa.« Et eller andet jagede og plagede hende. »Ja vist, nu kommer jeg!« mumlede hun halvhøjt, med en utaalmodig Klang.

Karl lagde Haanden paa hendes Pande. »Saa min Ven,« sa'e han beroligende. »Der er ikke noget du skal, slet ikke noget! Vi skal nok ta os af det hele.« Ditte aabnede Øjnene og saa paa ham, genkendende.

»Hvorfor græder du?« spurgte hun, underlig udeltagende.

Karl rystede paa Hodet: »Det er blot saa meningsløst!« sa'e han.

»Hvad er meningsløst?«

»Aa – altsammen!« Han lae Hodet ned mod hendes Dyne.

»Du kan da virkelig ikke forlange at jeg skal være over dig hele Tiden; de andre skal ogsaa – –.« Og saa er det der igen: »Saa, saa, saa – ja nu kommer jeg!«

»Kære Barn dog,« siger Karl og tager angst med begge Hænder om hendes Hode, som hun ligger og slaar med, fra Side til Side. »Prøv nu at være rolig, lille lille Ditte.«

271| »Rolig, rolig,« siger hun – »javist. Men altid er der ogsaa nogen der raaber paa én. Aa jeg er snart træt.«

Og saa trækker det igen op til et Anfald – et forfærdelig et; Karl synes det varer Timer. De bliver haardere og haardere, Anfaldene.

Et Steds henne paa Lofterne græder et lille Barn; dets Graad bæres stærkt frem gennem Stilheden, og gør den endnu mere bundløs at lytte ind i. Hvergang Graaden stiger, slider det i Dittes Legeme.

Karl gaar stille ud og lukker Døren til Lofterne.

»Det er en som har gjort sig snavset,« siger Ditte pludselig med høj, glasklar Stemme. »Dens Mor er der nok ikke. Men jeg hjælper den ikke! Jeg vil ikke staa op og hjælpe den.«

Nej, nej – det vil hun nok ikke! Karl ryster paa Hodet og ler, med fordrejede Træk. »Ditte« – siger han skælvende – »kan du huske en lille mørkeræd Tøs der alligevel stod op i Mørket og gav Mis Mælk. Og kan du huske – –.« Hans Stemme slaar over; han lægger Hodet ned mod hendes Dyne og hulker højt.

Der arbejder noget i Dittes slukte Ansigt, en vaagnende Erindring flakker op over det og gør det forpint. Hun har taget i hans Haar – han maa ikke græde; med en svag Bevægelse prøver hun at slaa Dynen til Side og tage ham ind til sig for at gæmme hans Hode ved sit Bryst. Hun 272| vil sige ham et moderligt Ord. Men det bliver kun en Rallen. Der gaar et Stød igennem hende, som sprang hendes forpinte Hjærte højt i Lidelse – og brast. Karl farer forfærdet sammen. Saa forstaar han. Graa og taareløs lægger han hendes Hænder til Rette over Brystet og folder dem.

Der lød Sang i det Fjærne – NSocialistmarsjen. Og en underlig Lyd som af stor Regn mod Stenbro; det steg til en Brusen, et endeløst NTraadd, en Drønen af Fodslag. Det var Ligfølgets Tusender, der lagde Vejen om ad Dittes Gade paa deres Marsj mod Rigsdagsbygningen – til Trøst for den lille Kulpillers Mor. Nu slog de over i ny Sang, Karl hørte den forrykte Kammerats Stemme over alle de andre:

Længe blev Skridtene ved at drøne dernede; og længe endnu sad Karl stille, med Hænderne samlede mellem Knæerne, og stirrede ind i Mørket og Tavsheden.

Saa rejste han sig – Gamle Rasmussen kom derude i Trappen, fyldt til Halsen af den store Oplevelse.