274| XXIII
Et Menneske er Død

Der er Nhalvanden Milliard Stjærner i Himmelrummet, og – saa vidt man ved – Nhalvanden Milliard Menneskevæsner paa Jorden. Lige mange af hvert! Man skulde næsten tro, de gamle hade Ret som mente, at hvert Menneske fødtes under sin Stjærne. Rundt om i Hundreder af kostbare Observatorier – anbragt Jorden over, snart paa Slætter og snart paa de høje Bjærge – sidder højtbegavede Videnskabsmænd, rustede med de fineste Instrumenter, og spejder Nat efter Nat ud i Himmelrummet. De kigger og tager Nfotografiske Plader, hele deres Liv optagne af det ene: at gøre sig udødelige ved at opdage en ny Stjærne – eller konstatere en Stjærnes Forsvinden. Et Himmellegeme flere eller færre – af de halvanden Milliard der valser rundt derude.

NHvert Sekund dør der et Menneske. Et Lys slukkes for aldrig at tændes mere, en Stjærne der maaske har brændt usædvanlig smukt – i al Fald 275| haft sit eget, aldrig før sete Spektrum. Et Væsen, der maaske har strøet Genialitet, maaske Godhed omkring sig, forlader Jorden; det kun engang sete – NUnderet der blev Kød og Blod – hører op at være. Intet Menneske var en Gentagelse af andre eller skal nogensinde selv gentages. Hvert Menneskebarn ligner de Kometer, der kun én Gang i al Evighed rører Jordens Bane og en stakket Tid drager deres lysende Vej hen over den – en Fosforesceren mellem to Evigheder af Mørke!

Saa er der vel Sorg blandt Menneskene for hver en Sjæl der forlader Jorden? om hans Baare staar de vel med alvorlige Ansigter og siger: Se hvad Verden har mistet og aldrig faar igen! Se hvilket sælsomt Under der denne Gang har kysset Jorden!

Ak, Ditte var ingen slukket Stjærne, hvis efterladte Plads i Rummet maatte registreres for Tid og Evighed. Som en Snylter kom hun anstigende – hun blev i al Fald modtaget som en saadan; det var med Nød og næppe hun tiltvang sig Adgang til Tilværelsen. Som en af den store graa Flok paa halvanden Milliard tog hun sin Gærning op og Ngjorde Lige for sig. Jorden blev rigere ved hende, men uden at det kunde henføres til hende. Hun var blot en af de navnløse mange – NMenneskebarnet hvis Kendetegn er, at dets Hænder altid er skrubbede.

Hun blev begravet i de Fattiges Hjørne af Kirkegaarden – der hvor Gravene skal sløjfes hurtigst 276| muligt for at give Plads til ny; hun blev begravet paa det Offentliges Bekostning. Det var den eneste Æresbevisning der blev vist hende i hendes Liv – og den var ikke frivillig.

Naaede hun at blødgøre Hjærter?