[7]|Livsslaven

[9]| Mattis Lau var Enebarn af tidlig udslidte Forældre. Da de fik ham, var Moderen et Par og fyrre, Faderen en halv Snes Aar ældre; og han kom ikke som en Guds Gave til et ungt varmblodigt Ægtepar, men som en lidt sen Haandsrækning til to Mennesker, der allerede var begyndt at grue for Alderdommen.

Alle Børn bærer i væsentlig Grad Byrden af de Voksnes Aar; bedre bliver det jo ikke, naar Barnets Fødsel falder saa sent som her. Da Mattis kom, var den sidste Rest af Overskudsfølelse sluppet op hos Forældrene – om de overhovedet nogensinde havde haft nogen. Han havde for dem alle tre, men det kneb med at holde Blus paa Tilværelsen over for Moderens Klynken og Faderens rindende Øjne.

Aldrig forstod de Trangen i hans Leg men visnede den. Han maatte ikke dèt og endnu mindre dèt, ikke skrive med Kul paa den brøstfældige Fiskerhyttes Lervægge – og endelig ikke hamre i den ru Fyrretræs Bordplade med noget af alt det, der straks det faldt i hans smaa nyttige Hænder, 10| forvandlede sig til et Stykke Værktøj. Som næsten alle Forældre satte de de døde Ting højere end det levende Barn; og den lille Mattis var snart klar over, at han var det værdiløseste af alt paa denne Jord. Det skyldtes nok kun Forældrenes uendelige Godhed, at en lille Dreng fik Lov at leve, efter at han havde knækket en Rivetand og sprængt nogle Masker i det gamle Fiskenæt. Skete der ham hans gode Ret, var han nok forlængst pryglet fordærvet.

Mattis' Forældre var i Grunden ikke slemme til at slaa; men han fik ofte nok at vide, at nu var der igen en Lejlighed, hvor man lod Naade gaa for Ret. Pryglene hang i Luften over hans Barndom som en bestandig Trusel.

Han maatte tidlig tage Del i Arbejdet, hvad han slet ikke var ked af. Hans Ønske gik blot ud paa at være alene med det; saa formede det sig af sig selv til den herligste Leg, samtidig med at det skred. Var Faderen eller Moderen med, blev Arbejdet let til surt Slid for ham, som det allerede var det for dem.

Trods alt artede han sig som en rigtig Dreng, foretrak Havnen og Stranden for Skolebænken og tilegnede sig adskilligt, der vilde komme ham til Gode, om han engang kom ud i Verden. Og ud i Verden vilde han! Han stod ikke tilbage for nogen Dreng i Fiskerlejet, og Forældrene Nvimrede, naar de hørte om hans Forvovenhed og gale Streger.

11| De holdt mest af at se ham sidde ved Vinduet i sin Fritid med en Tavle i Haanden. Saa vidste de, hvor de havde ham; og han sled og tærede ikke saa meget. Kom nogen indenfor, maatte han vise, hvor flink han var til at læse og skrive. Kanske krævede de gennem ham en Slags Oprejsning, fordi de aldrig selv havde faaet Lod eller Del i Lærdommen. I ethvert Fald havde han aldrig beredt dem saa stor Glæde som den Dag, han kom hjem og fortalte, at han skulde staa Nøverst paa Kirkegulvet.

Efter Konfirmationen spredtes de fleste af hans Hold for alle Vinde. Fattigfolks Børn er tidlig flyvefærdige, og det var gammel Skik dèr paa Stranden, at Ungerne kastede sig ud af Reden, saa snart de havde Præstens Ord for, at nu var de ikke Børn længer. De, der var noget rigtig ved, tog paa Langfart; de andre kom til noget ovre i Hovedstaden eller omme paa den anden Side Øen – ud skulde man! Kun Sinkerne blev hjemme og tog sig af Kvindfolket og Jorden. Saadan var der fra gammelt to Slags Mennesker paa Stranden: dem der havde faret til Søs i deres unge Dage og nu drev Fiskeri, og saa Hjemmefødningene der passede Jorden.

Mattis havde gennem hele sin Barndom været klar over, at han vilde til Søs naar saa vidt kom – langt ud hvor ingen kendte Bund, og hvor ens Far og Mor ikke stod paa Stranden og pylrede som bekymrede Høns. Alligevel fandt han sig i at blive 12| hjemme og gøre mere og mere af Arbejdet for de to Gamle. Naar han engang imellem omgikkes med Planer om at bryde ud, klamrede de sig til ham med rystende Hænder. Faderen trak ham med rundt paa den lille Lod, talte om den som var den et Familiegods, og besvor ham ikke at lade det hele i Stikken. Og Moderen betroede ham smiskende, at baade den og den nok havde urolige Nætter for hans Skyld. En næt Pige med en Klat paa Kistebunden skulde der altid blive Udvej til, bare han blev hjemme ved!

Mattis brød sig Pokker om alle Løfter og kønne Ord. Knaldhytten var ikke en Smule for god at sætte en Tændstik til; og de Piger han aldrig havde set, drog langt mere end dem han kendte. Han længtes ud! ud hvor de store tjærede Egetræsvugger gik paa Bølgegænger fra Havn til Havn.

Og ud var det ikke saa vanskeligt at komme. Tidt nok naar han var ude for at trække Torsk og roede op paa Siden af NVinddriverne for at sælge en NRet Fisk til dem, fik han Tilbud paa Hyre af Kaptejnen – det var blot at gaa ombord og lade den gamle Baad vugge sig til Land paa Dønningerne. Men naar det kom til Stykket, rømte han alligevel ikke. Pligten mod de to gamle NGnav derinde i Hytten holdt ham fast – han kunde ikke.

»Jeg faar vente, til de er døde,« tænkte han, mens han slæbte i de tunge Aarer.

Det gik altid lettere for Mattis at ro til Havs 13| end hjemefter igen; og han vidste godt selv hvorfor. Vejen hjemad var den sure Pligtens Vej, derfor var den saa træls. Nogen sønlig Kærlighed følte han ikke, det varmede ham ikke i Sindet at gøre noget for de to Gamle derinde, som i Ly af Forældrenavnet altid havde beklippet hans Tilværelse. Han skulde ikke have noget imod om Døden løste op for dem. Men svige dem kunde aldrig falde ham ind.

Saa gik han da derhjemme og tog Stødet af for sin gamle værkbrudne Far, røgtede Fiskegarnene og røgtede den lille Lod, uden Glæde men saadan, at der blev ordentlig Føde af det. Han malkede de to langhaarede NUdmarkskør for Moderen, skar Nælder til Grisen, og tog to Gange om Aaret ind til Staden og udredte Skatten. Noget Overskud blev der ikke i ham selv heller af denne Smaapuslen; han blev indesluttet og træg i det.

En Ting var han fast bestemt paa – ikke at lade sig fange ind af noget Kvindfolk. Naar Forældrene engang døde, vilde han have det saadan, at han var sin egen Mand og kunde drage hvorhen i Verden han vilde.

Lau'erne stammede fra det indre af Øen, fra NLauegaard som laa en Mil inde. Gaarden ejedes af Hans Lau, en Farbror til Mattis; da han var 14| den eneste i Slægten, der ejede Gaard, blev han betragtet som dens Overhoved.

Han var bred og hensynsløs af Væsen og tiltog sig en og anden Frihed, mens Lau'erne ellers holdt sig nøje til Skik og Brug, som det sømmede sig Smaafolk. Kvindekær havde han Ord for at være, og en haard Hals naar det galdt et Slag NTrekort; den fattige Slægt var ikke fri for at beundre det som Storbonde-Egenskaber.

Gaarden var for øvrigt hverken stor eller god; det meste af dens NTilliggende var Klippe. Men Gaard var det dog, og det var alle Lau'ers Stolthed, at de var Gaardmandsbørn. Selv Mattis' udslidte, forkuede Far sad det som et Glimt i Øjenkrogen.

Hans Lau var godt til Aars, og da han ingen Børn havde – saadan set i al Fald – var det det store Spørgsmaal, hvilket af Søskenbørnene han vilde vælge til at arve Gaarden efter sig. Hver Familie havde sin velbegrundede Tro paa at være den foretrukne og indrettede sig i Smug derefter. DervedA kom Lau'erne til at adskille sig fra Egnens øvrige Fattigfolk; der var noget ved deres Adfærd, som om de kun havde forklædt sig og hvad Dag som helst kunde hitte paa at kaste Fattigdragten. Det hed sig om dem, at de havde fine Fornemmelser.

En Dag dukkede Lauegaardsbonden ganske uventet ind under Broderens lave Karm. Mattis stod ude bag NHuggehuset og tjærede en gammel Baad. Han 15| saa nok Hans Lau komme, men gik videre med sit Arbejde; det ærgrede ham, at alting stod paa Hovedet, bare Farbroren viste sig.

Lidt efter kom hans gamle Mor rendende om Hushjørnet; saa Nvims til Bens havde han paa længe ikke set hende. »Det er dig, hans Ærende gælder,« sagde hun pustende og trak ham i Ærmet – »nu bliver du nok udset til Gaardmand. Før dig nu lidt net!«

Mattis passede sit og lod hende snakke; det saa ud, som anede han slet ikke, at hun var der. Hun maatte flytte sig for hans Bevægelser med Tjærekosten. Men hun blev ved at snakke og hakke, og fulgte ham ufortrødent Baaden rundt. »Du faar kende din Besøgelsestid og for en Gangs Skyld lægge din Vrantenhed af,« blev hun ved. »Farbror Hans vil snakke med dig selv om det. Te dig nu lidt manerligt!« Da han stadig ikke svarede, løb hun ind igen for at faa det mest mulige med af, hvad der foregik derinde; Skørterne slog Slask paa hendes Hæle. Dette var den største Dag i hendes Liv.

Mattis løftede ikke Blikket fra Arbejdet, men han hørte, hvor emsig hun var, og blev ond. Hvad kom Farbror Hans og hans Gaard og hele Menage ham ved? Han saa nok kun til sin Slægt, naar han havde Brug for den, han! Da Moderen lidt efter var der igen, smed Mattis noget Redskab paa Nakken og drev ned mod Stranden.

Sagen forholdt sig rigtig nok. Hans Lau vilde tilskrive Mattis Gaarden, til Overtagelse naar han 16| selv faldt fra, og til den Tid kom udrede 100 Daler om Aaret til ham og hans Forældre – paa den ene Betingelse at Mattis snarest giftede sig. Som Kone til ham havde Farbroren udset Bodil, Husholdersken paa Lauegaard. Hun var en god og tro Pige, og havde ofret ham og Gaarden det bedste af sin Ungdom. Til Vederlag for hendes Troskab ønskede Hans Lau at se hende godt gift og vide hende som Husmoder paa Gaarden, naar der – inden længe – kom Bud efter ham.

Mattis havde bidt sig forsvarlig fast i dette med, at han vilde være sin egen Herre, naar han engang blev løst fra sin Forsørgerpligt mod Forældrene. Han var tung at rokke. Men de to Gamle lod ham ikke i Ro. Fra Morgen til Aften pirkede de ved ham, æggede ham ved Udsigten til at blive Storbonde og Slægtens Overhoved. Og da det ikke hjalp, klynkede de over, at han ikke engang vilde række sine gamle udslidte Forældre en Lillefinger, naar det galdt om at gøre deres Alderdom lys. De sukkede, naar han kom i Nærheden af dem, og ved Bordet faldt Underholdningen mellem de to Gamle af sig selv paa Forældre, der havde slidt sig op for deres Børn og fik den sorteste Utaknemmelighed til Vederlag.

Alt dette blev let for meget for Mattis; her var noget, han ikke kom udenom. Pligten havde traadt tunge Spor i ham, som til enhver Tid var lette at træde op igen; han var vant til at maatte ofre, og 17| gav Køb en Dag. Det var blot, som den eneste Luge ud til Lyset og Verden blev slaaet i.

Farbroren Nkviknede mærkværdig til efter Brylluppet, til stor Forargelse for de to Gamle. Med at blive Bønderfolk havde det nok lange Udsigter! Mattis selv var ligeglad. Han holdt sig for sig selv, og blev ikke mere medgørlig fordi Bodil skyndte sig at give ham en lille Dreng. Det blev blot èn mere at gaa af Vejen for!

Mattis blev ikke god ved Drengen, og ingen ventede det heller af ham. At se ham var som at faa en Splint i Øjet! Han blev ond af at være Vidne til Barnets sorgløse Glæde, og ond igen naar det belært af Erfaringen gæmte sig af Vejen for ham – blot han fik Øje paa det, kom der ondt op i ham. Aarsagen til sit Sindelag mod den Lille gjorde han sig ikke nøjere Rede for. Alting skal jo have en Forklaring – ogsaa over for én selv; og han forklarede sig nærmest sin Fremfærd som den strænge men retfærdige Opdragers. Hvor de andre lukkede et Øje for den Lilles begyndende Drengestreger, tog han fat med haard Haand. Han havde selv haft en stræng Barndom – nu lod han Arven gaa videre.

Bodil turde ikke gaa i Rette med ham, var heller ikke paa det rene med, hvilke Følelser hun skulde paakalde hos ham. Han kom aldrig med Bebrejdelser, men alligevel var hun bange for ham; et eller andet i hans Blik raadede hende til at vare sig.

Det vilde heller ingen Nytte have været til at 18| gaa i Rette med Mattis for hans Forhold til Drengen – han pintes selv tilstrækkeligt under det. I hans Hjælpeløshed for Udveje kom ogsaa Samvittighedsnaget til at vende sig mod den lille Hans.

En Dag kom Mattis bag paa ham. Drengen stod ude i Huggehuset og kørte rundt med Slibestenen, saa Vandet stod i en lys Straale ud over Gulvet; han var saa optaget af sin Leg, at han ingenting sansede, før Faderen havde ham i Nakken. Han skreg vanvittigt af Skræk, da han kendte Faderen over sig; og dette Skrig lammede noget i Mattis og stansede hans tunge ­Haand. Han hev forbløffet Drengen fra sig i en Bunke Grønt og tumlede til sit Arbejde. Den Lilles forfærdelige Rædsel for ham havde gjort ham underlig til Mode.

Drengens fortvivlede klagende Graad lød helt om til ham ved Tømmerstokken, skar igennem Øksehuggene og blev ved at sive frem mod ham som en Anklage. Han huggede haardere og haardere til for at overdøve Lyden, men kunde ikke blive fri for den. Til sidst kunde han ikke udholde det, han slængte NSkarøksen langt fra sig og rettede sig opbragt. For Satan, var der da ikke en Kæp i Nærheden, saa man en Gang for alle kunde faa den forbandede Unge til at tie! Dagslyset kom og sluktes igen for hans Blik, saa rasende var han.

Og pludselig var det, som det hele brast – Vrede og alting – og skred sammen inde i ham. Han strøg sig over Øjnene og stirrede forfærdet over mod Ladevæggen. Den lille forpinte Dreng, 19| der laa derhenne – sammenkrøben og rystende – og søgte at svælge Graaden for ikke at faa endnu flere Prygl, det var jo ham selv, Mattis! Og Slibestenen – ja han havde bare listet sig ind og kørt rundt med den, fordi det var saa morsomt med det sprøjtende Vand, naar den kom rigtig i Fart. Farten, Farten! der var intet der kunde glæde hans Drengehjærte dengang, som at sætte Tingene i overvættes Fart saa der rigtig stod Sprøjt om dem. Men det maatte man ikke – og stjal sig saa til det, som til alt der var noget ved. Gulvet blev jo vaadt af det, og en Dag kom Straffen forfærdelig bag paa ham, ligesom nu paa –. Gulvet var kun af Ler og kunde ingen Skade tage; saa lille han var, havde han indset det dengang og forstaaet, at der var noget der hed surt Sind. Og nu? Hans eget Liv havde bestaaet i at sætte til, Nlidt og lidt, saa han ogsaa var blevet en besk og indskrumpet Støder ligesom sin Far. Nu gjorde han selv Jagt paa Barnesindets uskyldige Glæde – som den Bøddel han var!

Barnets kvalte stødvise Hulken blev ved at sende Anklager ind over ham; den ramte ham, saa det gjorde kvælende ondt i Hjærtet og helt oppe i Halsen – han maatte have den Lyd til at tie! Han saa sig raadløs og forvildet om, som søgte han endnu engang Kæppen, satte saa pludselig i Løb over til Drengen og løftede ham op til sig. Mattis var ikke forvænnet med at tage om nogen, det lille Legeme overraskede hans Haandflader, det 20| fyldte dem med øm Varme. Hvor var det underlig kært at tage om! Han fik Drengen paa Knæet og søgte at fjærne de smaa snavsede Hænder fra Ansigtet; nu først lagde han Mærke til dem, de lignede et Par Gravepoter, bar Spor af alle Omgivelserne og var haarde inden i lige som hans egne. En rigtig Dreng var han, der ikke skaanede Næverne!

Den Lille lod tavs Hænderne fjærne fra sit Ansigt, maaske af Frygt. Men han vilde ikke se Mattis i Øjnene, han vendte Ansigtet bort og Nkrængede for at komme ned.

I sin Raadløshed fandt Mattis paa at tage ham med ind til Slibestenen, og lade den hvirvle rundt saa Vandet sprøjtede ud over Gulvet. Drengen var mistroisk og holdt sig ved Døren; men Øjnene kunde alligevel ikke dy sig; de kom listende frem for at se, og et Skvæt helt hen paa Fødderne af ham fik ham til at le.

»Kan du saa sprøjte paa Far?« sagde Mattis og stillede sig hen ved Døren – det var første Gang, han gav sig selv det Navn. NDrengen skrubbede, lidt Nbenauet endnu, hen til Slibestenen; og snart var Legen i fuld Gang. Den morede Mattis ogsaa, denne Leg med det opalfarvede Vand, der stod ud i Luften som NHalen paa en Kokkemand – og saa brast i Sprøjt. Han indhentede – lidt sent – noget af sin Barndom her ved Slibestenen, og lo omkap med Drengen.

Den første Tid var Hans endnu sky, og det blev 21| Mattis, der maatte komme til ham. Drengens Mistillid gjorde ham ondt og undertiden ogsaa ond; men han havde ikke noget Valg. Han dukkede sig og gik for at opsøge den lille Fyr og lokke for ham. Hjalp andet ikke, kunde han altid faa ham med sig ved at lokke med Slibestenen.

Men snart kom Purken af sig selv og stak sin lille Haand ind i hans; og Mattis undredes over saa hurtigt Barnesindet kan tilgive og glemme – og skammede sig over sig selv. Det var der nu ikke stort at gøre ved, hans Sind var forlængst størknet og lod sig ikke forme om igen. Men ved sit Samvær med Drengen var det, ligesom han oplevede den anden Side af sin Barndom – den der kunde have været; og derfor kunde han ikke undvære ham.

Slibestenen blev Udgangspunktet for det hele, Leg og Alvor. Da Hans blev større, gled den i Skygge for andet, der var mere spændende; han lærte at fiske og manøvrere en Sejlbaad, og var med Faderen i Jordarbejdet. Altid var Drengen i Hælene paa Mattis, eller Mattis i Hælene paa ham; de kunde ikke undvære hinanden og voksede efterhaanden forunderlig nær sammen. Over for alle andre var og blev Mattis en sær Støder, og dertil kom nu, at han havde Drengen at værne om.

»Han skal ikke leve mit Liv om igen,« sagde Mattis til sig selv og sørgede for, at Drengen blev hæmmet saa lidt som muligt. Naar de andre lagde Planer om, hvad han skulde være, skar 22| Mattis Drøftelsen kort af ved at erklære, at han selv skulde have Lov at vælge, naar saa vidt kom.

Mattis vidste godt, hvad Drengen vilde vælge; længe før Drengen selv vidste han det; og denne Viden gjorde ham alt andet end glad. Men han bed det i sig, og efter Konfirmationen tog han selv ind til Staden med Hans og sørgede for Hyre til ham. Da han kom hjem, gik han ud i Huggehuset; der sad han det meste af Dagen henfalden i Grubleri, mens den haarde Negl paa hans Tommel skrabede og skrabede i den bløde Slibesten. Han forstod ikke Meningen med det hele.

Men da Drengen efter nogle faa Ugers Forløb kom hjem igen med den Forklaring, at han var blevet afmønstret, fordi Skuden var sprunget læk og skulde paa Bedding, kom der Mening i Tilværelsen igen. Mattis forstod nok, at der ogsaa behøvedes en Forklaring paa, at Drengen vendte hjem i Stedet for at søge anden Hyre – men holdt ikke mindre af ham for det.

Naar de gik sammen i Arbejdet, talte de jævnlig om, at man maatte høre efter en ny Hyre til Hans, og fra Mattis Side var det oprigtig ment. Han skulde være den sidste til at lægge sig i Vejen for Drengens Fremtid.

Vinteren gik, uden at der viste sig noget, og om Foraaret erklærede Hans, at han vilde lære Tømrerhaandværket og saa sejle som NTømmermand; det gav højere Hyre. Mattis havde nogle Indvendinger, 23| men der var ikke nogen rigtig Vægt i dem, og det blev som Drengen ønskede det.

Den Sommer endelig døde Lauegaardsbonden. Mattis Forældre levede endnu men var meget gamle og affældige; Udsigten til engang at komme til at bo paa Lauegaarden havde holdt Liv i dem langt ud over det rimelige. Mattis selv havde helst solgt Gaarden, men de Gamle og Bodil strittede imod. Saa lod han dem flytte derop, selv blev han i Hytten. Han havde ingenting med Lauegaard at skaffe, og meget lidt med de tre heller – ud over det at de havde spærret ham inde. Nu var han – endelig – befriet for alle snærende Baand. Fri var han ikke og blev det heller aldrig; han følte, at dertil havde han været for længe spærret inde. Men de Baand, der nu bandt ham, snærede ikke i Kødet. Hernede i Hytten havde han alt, hvad der knyttede ham til Tilværelsen: Havet som havde sunget sin Sang i ham fra han blev født – og Drengen!

Drengen blev boende hos ham under sin Læretid, og Mattis solede sig i hans unge Sind. Han kunde ikke mere udholde at tænke paa, at Hans og han maatte skilles engang før eller senere; Drengen var hans Forhold til Verden, gennem ham levede og aandede han. Nogen Fremfærd for egen Regning havde han ikke mere, den var ganske stille gledet over i blind Hengivenhed og Beundring for Gutten. Udlængsel følte han heller ikke læn24|ger. Hvad han nu skulde have ud af Tilværelsen, maatte fuldkommes gennem den Unge.

Hans skulde leve Livet for ham, alt hvad han selv var kommet til kort paa i de unge Aar, skulde gærne vederfares Knøsen. Og ak, saa kunde han jo ikke engang undvære ham!

Dette groede efterhaanden ud til et stille Nag, en Selvbebrejdelse fordi han tog imod den Unges Offer og holdt ham hjemme. Det gik en Dag haard­hændet nok op for Mattis, at han laa i Vejen for Hans – akkurat som andre i sin Tid havde lagt sig i Vejen for ham. Det pinte ham, og Vejen ud af det var forfærdende at tænke paa, den førte over i Ensomheden igen. Det eneste Væsen, der havde varmet hans Hjærte og givet ham Glæde, skulde han selv vise fra sig. Mattis, der dog var saa vant til at give Afkald, stred denne Gang haardt, inden han sejrede.

En Søndag Formiddag tog han Hans med ud paa Søen. De trak Torsk et Par Timers Tid paa N»Grundene«, hvor NGræstorsken gaar; saa roede de omkring og falbød den til de forskellige Ankerliggere, som Fralandsvinden havde drevet herom. Mattis gik selv ombord og handlede med Skipperne, mens Hans blev nede i Baaden og vejede Fisken ud.

Fra et af Skibene, Nen stor Bark, kom han entrende ned i Baaden igen med saa besynderlige Bevægelser, at den Tanke et Øjeblik strejfede Hans: De har vist skænket for ham ombord! Men han slog det straks hen, Faderen nød aldrig Spiritus. 25| Mattis satte sig ned paa Toften og stirrede lige ud; hans Udtryk var forfærdelig alvorligt, næsten forstenet.

»Nu maa du hellere gaa ombord med det samme,« sagde han lavmælt. »De savner en Tømmermand og byder dig god Hyre.«

Der tændtes en hastig Glæde i Sønnens Ansigt – saa fangede han den Gamles udslukte Blik. »Men hvad saa du – Far?« spurgte han langsomt.

»Jeg? – jeg ror ind og pakker din Køjesæk. Jeg skal nok være her inden Aften – – og før faar vi ingen Forandring paa Vinden.« Mattis stirrede op efter Skyerne.

»Ja, men jeg mener du selv. Hvad vil du saa?«

»Hvad jeg vil? Aa – jeg – –« Mattis talte tonløst og gik med ét i Staa. »Tag med, du Far! Her har du jo ikke noget at gaa og træde efter. Vi tager saa Hyre sammen – her eller paa et andet Skib. Lad os gaa paa Langfart sammen, du!«

Mattis sad hensunken som hørte han slet ikke – eller lyttede efter fjærn Musik. Saa rettede han sig pludselig op. »Ja, vi tager Hyre sammen, du og jeg,« sagde han og trykkede Hans i Haanden. »Og spring nu ombord!« »Saa kommer du med to Køjesække!« raabte Hans fra Rælingen. Mattis nikkede.

To Køjesække! – mon Drengen nu ogsaa for Alvor mente det? Hans Ungdom havde vel ogsaa sine Krav ud over det at slæbe om med en Klods 26| om Benet! En god og kærlig Søn havde han været, han der uventet dukkede op i Reden som en anden Gøgeunge. Af ham havde Mattis faaet, hvad der tilkom ham – og mere til; og nu fik det være nok. Her ombord var der ingen Plads for ham!

Han pakkede Sønnens Skibskiste og Køjeklær og fik en anden til at ro ud med det; selv kunde han ikke. Han fulgte med Øjnene Baaden, til den lagde til ved Skibssiden, saa gik han ind i Redskabshuset og satte sig til at bøde et Næt. Han følte paa sig, at Vinden var ved at vende, vidste at nu lettede Barken og de andre Vinddrivere derude. Men han saa ikke op.

Han havde begivet sig ind i sit Fængsel igen; hvad Nytte var det til at se sig tilbage!