[27]|Dybhavsfisk

[29]| Min Levevej som Storkøbmand har ført med sig, at jeg tidt har haft Lejlighed til at se mig om i Verden; og altid er jeg vendt hjem beriget ogsaa paa et eller andet aandeligt Omraade. Men ingen af de mange Rejser, jeg har gjort, taaler dog Sammenligning med den første. Det er vel Livets Uberørthed af fremmede Indtryk, dets unge Modtagelighed, der faar ens første Rejse til at blive ved at staa i Erindringen, frisk og uforglemmelig som de tidlige Barndomsindtryk.

Min Nførste Rejse gik over Tyskland-Tyrol til Italien, hvor jeg skulde vinde Kræfter efter en Lungehistorie. Anledningen var altsaa i og for sig ikke saa morsom, men hvad bryder man sig i de unge Aar om Anledningen, blot man kommer ud. Og hvor oplevede jeg meget forunderligt! Kanske har Tilstanden, jeg var i efter Sygdommen, ogsaa bidraget til at gøre mig mere modtagelig; naar jeg nu tænker tilbage, fylder den ene Rejse mere end hele mit øvrige Liv. Jeg har senere prøvet at gøre den om og følge nøjagtig samme Rute; jeg mente 30| Erindringen vilde blive endnu friskere ved det. Men det blev en stor Skuffelse.

Nu ser jeg paa Tilværelsen med Øjne, der er indstillet paa at forvandle alt til Selvfølgeligheder, Købmand som jeg jo først og fremmest er.

Men min første Rejse faar ingen Snusfornuft Lov til at uskadeliggøre; gennem den har jeg endnu stundom Raad til at se paa Verden som den er – forunderlig broget, til samme Tid umaadelig stor og ravnekrogsagtig liden.

Jeg stod helt alene i Verden, og alt, hvad jeg havde til Rest at begynde Livet med igen efter min Sygdom, var nogle faa Hundrede Kroner. For dem rejste jeg altsaa Syd paa for at komme mig helt; men da jeg naaede Rom, maatte jeg stoppe op. Der var allerede gaaet saa stærkt Svind i min lille Formue, at jeg ikke turde vove mig længer ud.

Jeg slog mig ned i NVia Sistina, i et Familiehotel hvor jeg havde hørt, at danske Romafarere fortrinsvis tog ind; syg og fattig som jeg var, trængte jeg til at bevare en Smule Føling med Hjemlandet. Der boede ogsaa flere Landsmænd i det store Pensionat; men nogen Trøst var de mig ikke til – de saa mig over Hovedet.

Maaske er det typisk for alle smaa Nationer; det gælder i al Fald Danskerne, at de er bedre hjemme end ude. Hjemme er de netop saa jævne og ligefremme, som de smaa Forhold opfordrer til; men saa snart de kommer ud, bliver de gærne latterlig snobbede og spidsborgerlige i deres Trang 31| til at bibringe Verden den Opfattelse, at Æbeltoft er en Storstad. Ved deres Angst for at gøre noget, der kunde fremkalde den Tanke, at ikke alt er stort og fint og verdensmæssigt derhjemme, kommer de uforvarende til at repræsentere Ravnekrogen.

Nu gør mine kære Landsmænd Væsen nok af mig, naar jeg engang imellem slaar mig ned et Sted i Udlandet; og det er nærmest utroligt, hvad somme af dem kan finde paa af Manøvrer for at bibringe Omgivelserne det Indtryk, at de er paa Hat med mig hjemme fra. Men jeg ihukommer den Tid, da de ikke havde Raad til at kendes ved mig, fordi jeg ikke pyntede paa dem – og holder mig for mig selv. Hjemme derimod omgaaes jeg helst Landsmænd – der er de ligesom mere trivelige af Sind. Kanske er det det fugtige Klima.

Det var Vinter – Roms egentlige Sæsontid, og Hotellet var fuldt af Fremmede af alle mulige Nationaliteter. Den faste Kærne i dette brogede Selskab, som forøvrigt stadig skiftede, dannede en lille Kunstnerklike, der med en enkelt Undtagelse havde holdt til i Hotellet over Aar og Dag, en fransk og en engelsk Maler, en Billedhugger fra Riga, en kendt tysk Forfatterinde, og endelig en ældre russisk Grevinde, som fornylig havde forladt Mand og Hjem for at slutte sig til Proletariatet, hed det sig, og som derfor nu var landflygtig.

De optog af en eller anden Grund mig fattige Fyr i deres eksklusive Kreds og anbragte mig ved Maaltiderne for selve Bordenden, ved Siden af den 32| franske Maler, der præsiderede og med sit Humør og Korpus beherskede det hele. Jeg har tidt siden grundet paa, om de vel anede, at der af den beskedne Handelsmedhjælper engang skulde blive en anset Storkøbmand. Eller om det var selve det, at jeg var saa ung – og derfor efter deres rundhaandede Syn havde alle Muligheder i Behold – der fik dem til ikke blot at vise mig Venlighed men ligefrem at forkæle mig. Men maaske var den Omstændighed, at jeg trængte til mine Medmennesker, Begrundelse nok for deres Adfærd.

Naar jeg havde Hoste og maatte holde Sengen, kom Russerinden og den tyske Forfatterinde op paa mit Tagværelse med The og sad hver paa sin Sengekant og opmuntrede mig.

En Gang maatte jeg holde Sengen over en Uge, og mens jeg laa, rykkede en mærkelig Gæst ind paa Hotellet. Ellers interesserede vor Kreds sig ikke synderligt for de øvrige Gæster, men lod dem komme og rejse igen som de vilde; men ham her var der noget egent ved, som tvang én til at beskæftige sig med hans Person. De to Damer talte om ham hver Dag, og da jeg blev rask nok til igen at møde ved Bordet og selv fik ham at se, maatte jeg sande, at han var noget for sig selv.

Den ny Gæst var en høj, kraftig men lidt ludende Mand, der saa ud som havde en for tung Byrde tvunget hans hvide Hoved forover. Hans Udtryk var forunderlig mildt og paa samme Tid urokkeligt, næsten forstenet. Aldrig forandredes det, 33| hverken til Strænghed eller Smil; det var som om en haard Skæbne én Gang for alle havde dunket ham ned til en Tilstand af ydmyg Underkastelse. Den Mand behøvede ikke at bære Sorg; hans snehvide Haar og Skæg sagde tydeligt nok, at et eller andet forfærdelig tungt havde graanet ham før Tiden.

Kanske havde det endda været for tungt – det han laa under for – og taget Brodden af hans Aandsævner; den uforanderlige Mildhed, der laa over hans Træk, kunde tyde paa, at han havde fundet ind i en Slags Barnetilstand og nu ikke led saa stærkt mere. Men sky var han. Han undgik alle, som frygtede han, at man uforvarende skulde komme til at rippe op i hans Saar, og holdt sig for sig selv ved Bordet.

Det var heller ikke vanskeligt. Mellem vor Klike og de andre havde der uvilkaarlig dannet sig et tomt Rum; der valgte han sin Plads. Han tog aldrig Del i Samtalen til nogen Side, kom gærne i sidste Øjeblik og satte sig til Bords med en dyb Bøjning til højre og venstre. Mødte man ham i den trange Vindeltrappe, gjorde han beskedent Plads; han traadte til Side for enhver uden Persons Anseelse, som den der desværre havde altfor god Tid.

Han havde ikke præsenteret sig for nogen i Hotellet, og vist næppe henvendt to Ord til nogen. Men en Dag vidste Russerinden alligevel hans triste Historie; hun fortalte os andre den ved Bordet, hviskende og bevæget. Naturligvis hviskede hun, 34| for at den Fremmede ikke skulde høre det; men Talen sank forøvrigt altid ned til Hvisken, naar den drejede sig om ham – ogsaa naar han ikke var til Stede. Og en saadan ophøjet – jeg kunde fristes til at sige Dødens – Alvor stod der af hans Skikkelse, at al Samtale forstummede, naar han kom forbi.

At hans Historie var sælsom og højst tragisk undrede ingen af os. Russerinden havde paa en for os andre ubegribelig Maade erfaret følgende om ham – sin Kilde vilde hun ikke opgive:

Han var egentlig Godsbesidder og hjemmehørende et Steds i NØstprøjsen, men havde de sidste tretten Aar flakket fra Sted til Sted, i hvileløs Søgen efter sin eneste Søn. Ikke nogen almindelig Døgenigt som var rendt hjemme fra, men en rigtbegavet, lovende ung Mand, saadan en Søn der kan faa Faderhjærtet til at svulme af Stolthed og Livsfølelse. Den Unge var som attenaarig gaaet frivillig med paa russisk Side i Nden russisk-tyrkiske Krig. Og det, der kaldte ham frem, var nok hverken Lyst til Krigshaandværket eller de gamle NJunkertraditioner, men ungdommelig Harme over Tyrkernes skændige Behandling af de Kristne.

Den unge Idealist syntes født under en Lykkestjærne; han var stadig med, hvor det gik haardest til, og slap helskindet fra alting. Han følte sig som en retfærdig Hævner, og Faderen sad hjemme paa Godset og fulgte stolt og lykkelig hans ungdommelige Fremstormen – lige til NPlevnas Fald. Saa 35| hørte Brevene op, og hverken Kammeraterne eller Militærmyndighederne kunde give Oplysninger; fra et bestemt Tidspunkt var ethvert Spor af Sønnen udslettet. Var han faldet eller taget til Fange? ingen i Verden vidste det.

Da Faderen havde opgivet ethvert Haab om at erfare noget om Sønnen gennem andre, tog han Sagen i sin egen Haand, ordnede sine Affærer og rejste – først til Rusland, saa til Tyrkiet. Og den endeløse Søgen begyndte, som nu havde staaet paa i tretten Aar med det Resultat, at hans Formue var gaaet til, Godset forsømt og solgt, og han selv en hvid Olding, graa­ net længe før Tiden, en NAhasverus hvem den hvileløse Flakken var gaaet i Blodet. Troede han endnu paa at Sønnen var i Live – efter at have afsøgt den civiliserede Verden nogle Gange, med Bistand af Konsulater, Gesandtskaber, Politiprotokoller og Folketællingslister? Eller var han efterhaanden blot blevet rastløs af sin Jagen, en Monoman der kun trængte til Antydningen af en Begrundelse? Nu flakkede han i alt Fald, en snehvid Olding, i evig Søgen efter sin eneste Søn.

Sin Formue havde han forlængst rejst op; men overalt hvor han kom hen, bar gode Hænder den Del af hans Byrde, der overhovedet kunde bæres af andre. Historien om hans tragiske Flakken gik foran ham; og overalt var der Mennesker tilrede med diskret Pengehjælp, uden smaalig Spørgen om, hvorvidt hans bestandige Søgen nu ogsaa havde noget Formaal længer.

Han var ligesom blevet et 36| vandrende Symbol, NSønnetabet, vel det tungeste Tab af alle, havde levendegjort sig i hans Skikkelse. Hans Skæbne hævede ham op i Lag, hvor Snusfornuften ikke kan naa hen. Enten det nu kunde føre til noget eller ej, Oldingen skulde have det, saa han kunde lede efter sin Søn.

Ingen forstod ham vel bedre end jeg, ensom og fattig som jeg var. Jeg havde ondt af ham og glemte mine egne Bekymringer for at gruble over hans. Hver Morgen gik han ud og tilbragte sin Dag med at farte om i Menneskevrimlen, og hans Søgen besatte mig som de andre. Skønt min Forstand sagde mig, at det var hen i Vejret, holdt jeg uvilkaarlig Øje med Mænd af en bestemt Alder og Type, naar jeg færdedes paa Gaden.

Det hændte saa at sige daglig, at en eller anden af os kom hjem og ganske bestemt havde set den gamle Hr. Hahns Søn. Især var Kvinderne ivrige, fulde af Hjærte som de jo er naar det gælder Afkommet, og vi andre maatte bruge al vor Overtalelse for at afholde dem fra at meddele den gamle Herre deres Iagttagelser. Skuffelsen bagefter vilde jo blot slaa ham endnu mere ned.

Jeg skulde egentlig været længer Syd paa, til Kapri eller helst til Sicilien; Roms Vinter er ikke gunstig for en Lunge-Rekonvalescens. I Begyndelsen pressede de andre ogsaa paa og foreholdt mig det urimelige i at blive gaaende her – indtil det gik op for dem, hvorfor jeg ikke rejste. Saa tav de, men jeg kunde mærke paa Russerinden og 37| den tyske Forfatterinde, at der var noget i Gære; naar jeg ikke havde det helt godt, trøstede de mig med forblommede Udtalelser om, at det snart vilde arte sig bedre for mig. De to Kvinder havde svært ved at tie; de førte stadig Samtalen hen paa Kapri og Sicilien og spurgte mig hemmelighedsfuldt, om jeg ikke nok troede, et enligt Menneske kunde slaa sig igennem dernede med Ntusend Frank, til Foraaret kom. Der var nemlig et ungt Menneske, de kendte – og hist op og her ned.

Jeg forstod jo nok af deres godhjærtede Smil, hvem det unge Menneske var; og mit Hjærte blev helt rebelsk af Sindsbevægelse. Du store Gud – tusend Frank! For de Penge, lagt til den Smule jeg endnu havde til overs, vilde jeg kunne rejse ned til Nordafrika om det skulde være, snyde mig fra en hel Vinters Kulde – og komme mig, komme mig!

Pengene kom virkelig til Veje – jeg var for ung og sorgløs til at interessere mig for hvordan. Men i Mellemtiden var den gamle Godsejer kommet og havde taget alle Sind ved sin tragiske Flakken, min beskedne Skæbne gled i Baggrunden. Det undrede mig ikke, at Sagen – for øvrigt uden nogen som helst brat og for mig pinlig Overgang – gled saaledes i Leje, at det blev ham, der skulde have Pengene som Hjælp til sin desperate Søgen.

Mine to Veninder var lidt kede af det; ikke mindst galdt det om Russerinden. Hun havde tydelig nok meget til overs for mig; men sanddru 38| som hun var, lagde hun ikke Skjul paa, at den gamle Hr. Hahns Skæbne gik hende endnu mere til Hjærte.

»Dem viser der sig altid en Udvej for,« sagde hun og strøg mig moderligt over Haaret, – »De er ung og har Tiden for Dem. Men han har ikke noget at give bort af, om han skal naa sit Maal.« Hun var den eneste i vor Kreds, der for Alvor mente, at den Gamles Søn var i Live endnu.

Jeg selv var nærmest glad for denne Ordning. Jeg følte saa varmt som nogen for den ulykkelige Fader, og var i den herlige Alder, hvor man endnu har Raad til at tænke mere paa andre end paa sig selv.

Gaven blev overrakt Hr. von Hahn en Aften nede i Salonen ved et Glas Vin. Han var ligesom traadt lidt ud af sin Skyhed den Aften og sad i Kreds med os andre; Russerinden overrakte ham med smukke og bevægede Ord en forseglet Konvolut. Heri – sagde hun – vilde han finde et NLejdebrev skrevet af medfølende Hjærter, et Lejdebrev som aabnede ham Vej for hans Søgen et Stykke fremefter. Med sine halvhundrede Aar lignede Grevinden en forelsket Bachfisch, hun var blodrød i Hovedet mens hun talte; og vi følte os alle dybt grebne, da hun, idet hun overrakte Hr. von Hahn Konvolutten, knælede ned og kyssede hans ærværdige Haand.

Det hele var meget stemningsfuldt og diskret ordnet. Først naar den gamle Herre kom op paa 39| sit Værelse, skulde han erfare, hvad der var i Konvolutten. Anede han mon alligevel, at der var Penge i den, og at det næste Stykke af hans Vej gik hen over et Medmenneske? Han holdt Blikket fæstet paa mig under hele Ceremonien, med et underligt Udtryk som vilde han berigtige et eller andet i min Tankegang.

Allerede den næste Formiddag rystede Hr. von Hahn den ufrivillige Lediggang af sig og drog igen ud paa sin Ahasverusfærd. Efter hans Ønske kørte Russerinden og jeg med ham til Banegaarden. Det at han igen kunde forfølge sin Livsopgave, havde aabenbart oplivet ham, han talte imod Sædvane, endda meget. Med Grevinden underholdt han sig paa Fransk, et Sprog jeg desværre ikke dengang forstod; og mig spurgte han ud om mit Helbred, mine økonomiske Forhold og lignende – helt faderligt. Han var meget interesseret i, at jeg skulde se at komme længer Syd paa – blot til Kapri om der ikke kunde blive Raad til mere; og udtalte sin inderligste Fortrøstning til, at Gud nok vilde staa mig bi paa en eller anden Maade, saa jeg kunde komme mig helt.

Da vi skiltes paa Perronen, gav han mig med Taarer i Øjnene sin Velsignelse. Det var underlig nok slet ikke svært for mig at bøje Hovedet og modtage en faderlig Velsignelse af denne Fremmede. Sjælden er vel heller Faderfølelsen kommet en ung Mand saa ophøjet i Møde; den hvide Herre 40| var endnu smukkere i sin Ærværdighed i det Øjeblik end ellers.

Det var som om der klæbede særlig Velsignelse ved den gamle sønneløse Mands gode Ønsker for den unge; for da jeg kom hjem, laa der paa mit Bord et Brev, der indeholdt en 100 Frank Seddel og en ikke underskreven Opfordring til mig om at benytte Pengene til en Tur til Kapri.

»Det var morsomt,« udbrød Russerinden, da jeg fortalte hende om Brevet – »saa ses vi jo paa Kapri!« Og hun opgav mig Navnet paa et Hotel, hvor jeg skulde spørge efter hende om et Par Uger. Til stor Sorg for det øvrige Selskab havde hun pludselig bestemt sig til at rejse. Den Sag, hun havde viet sit Liv, kaldte hende til NNeapel.

Paa Kapri var Klimaet herligt, og der var overfyldt med Fremmede. Jeg lejede mig ind hos en Fiskerfamilie og gik rigtig og solede mig. Til den fastsatte Tid henvendte jeg mig paa Hotellet og traf ogsaa den russiske Grevinde; hun havde forresten været her en hel Uge, mærkelig nok var vi ikke løbet paa hinanden. Men det morsomste var, at Hr. von Hahn ogsaa havde været her – naa, han kunde jo lige saa godt vente at træffe sin Søn paa denne lille Ø som noget andet Sted. Hans Skæbne havde gjort stærkt Indtryk baade i Neapel og her, og med Indsamlingen i Rom – som Russerinden havde fortalt om – som Forbillede var der blevet samlet flere Tusind ind til ham begge Steder. Grevinden var helt begejstret over Resultatet. Hvileløs 41| som han jo var, havde han straks igen givet sig ud paa sin Søgen – ledsaget af alles Velsignelse. Hvor dog Menneskene er gode, naar en virkelig stor Følelse har Bud til deres Hjærter.

Jeg var kommet til at holde meget af Grevinden for hendes varme Medfølelse med den gamle Herre og hendes uegennyttige gode Hjærte i det hele taget; jeg var helt ked af, at hun allerede maatte rejse Dagen efter. Hvorhen hun skulde nævnede hun ikke, og der var overhovedet en Del Mystik over hendes Færden; jeg satte det i Forbindelse med hendes Forhold til de Revolutionære.

Heller ikke ved Afrejsen fornægtede hendes Hjærtensgodhed sig. Da jeg sagde Farvel til hende ved Dampskibet, stak hun nogle sammenkrøllede Sedler – 400 Lire ialt – i Haanden paa mig og sagde hastigt: »Tag dem og se at blive rigtig rask!« Og da jeg protesterede, udbrød hun hæftigt: »Nej, lad dog vær! Det er min Skyld, De ikke fik de 1000 Frank, saa De maa lade mig have denne lille Oprejsning. Ellers skammer jeg mig altfor meget. Jeg har i Øjeblikket rigeligt med Penge; skulde jeg komme til at mangle og De blive velhavende, kan De jo give mig dem igen. – Og nu ikke mere om det!« Hun havde Taarer i Øjnene, og pludselig tog hun mig om Hovedet og kyssede mig.

To Dage efter tog jeg med Damper fra Neapel til Sicilien.

Jeg blev otte Dages Tid i NPalermo, vel nok en af Jordens allerdejligste Byer, og tog saa ned ad 42| Øens Sydkant til, hvor Klimaet er ganske nordafrikansk. I NGirgenti slog jeg mig varigere ned, lejede mig ind hos Kustoden ude ved de Nmægtige Tempelruiner og gik dèr og vegeterede i den herligste Sol, plukkede NAsfodel og Nblaa Borax og mange andre Blomster, som jeg lagde i Pres for at tage med hjem til Erindring.

En Dag jeg laa og passiarede med en gammel Gedehyrde ved Foden af NConcordia-Templet, kom en rummelig NLandauer svingende om Tempelhjørnet og var lige ved at køre over Benene paa os begge to. Og hvem sad i Landaueren andre end den russiske Grevinde, Hr. von Hahn og en Mand til – en vissen turistklædt Herre med Kikkert og NBaedecker, antagelig en rejsende Englænder. Jeg sprang op og hilste, men til min store Forbløffelse lod hverken Russerinden eller den ærværdige Godsejer til at kende mig igen.

Men henad Aften kom der Bud ud til mig fra NCooks store Hotel, som ligger midtvejs mellem Ruinerne og Girgenti, om jeg ikke vilde se op paa Hotellet, gode Venner vilde gærne hilse paa mig. Jeg gjorde mig straks i Stand og vandrede ind til Hotellet.

Jeg meldte mig til Portieren og blev vist ind i et lille Kabinet; lidt efter kom Grevinden. Hun var som altid glad ved at se mig og spurgte hjærteligt til mit Befindende. »Men saa kendte De mig jo alligevel i Eftermiddags,« sagde jeg, da vi havde 43| sat os ned, »det var mig en stor Skuffelse, at De ikke lod til at kende mig.«

»Naturligvis kendte vi Dem, kære unge Ven, men –. De kan tro, Hr. von Hahn glæder sig til at hilse paa Dem,« afbrød hun sig selv. »Det er egentlig underligt, at vi tre saadan bliver ved at løbe paa hinanden,« sagde jeg.

»Ja, ikke sandt! Jorden er, naar alt kommer til alt, en rigtig Ravnekrog; man møder stadig de samme Ansigter,« svarede Russerinden leende. »Hvad særlig Hr. von Hahn og mig angaar, vil De rimeligvis altid blive stillet Ansigt til Ansigt med os begge, naar De løber paa den ene af os. Skæbnen har engang for alle knyttet os til hinanden.«

»Det var dog besynderligt,« sagde jeg. Jeg maa formodentlig have set meget dum ud, for Grevinden brast i Latter. Men hun var straks alvorlig igen.

»Hvor De dog er naiv, unge Ven! – herligt naiv!« udbrød hun med ét, tog mig med begge Hænder om Hovedet og kyssede mig paa Haaret. Hun var stærkt bevæget.

I det samme kom Hr. von Hahn ind. Hans milde ærværdige Aasyn tog om os begge, varmt og kærligt, mens han nikkede Goddag. Han beholdt længe min Haand i sin og betragtede mig. »Du,« sagde han saa og vendte sig mod Grevinden, »hvor jeg vilde ønske, at han dèr var vor Dreng.«

Russerinden fik Taarer i Øjnene i samme Nu, som havde han rørt ved noget, der ogsaa var 44| Smærten i hendes Liv. Og jeg – ja jeg sad, som havde man klasket mig et vaadt Lagen i Ansigtet.

De betragtede mig begge, Russerinden med Øjne, der var fulde af Smil og af Taarer. Saa pludselig rejste hun sig og virrede med Hovedet:

»Nej, det er Synd for ham, Franz – han forstaar jo ikke et Muk af det hele!« Hun tog mine Hænder. »Kom igen i Overmorgen Kl. fire og spis til Middag med os,« sagde hun. »Saa maaske De kan faa NOpløsningen paa Historien.«

Nej, jeg forstod ikke et Muk af det hele! Men godt ærgerlig var jeg, da jeg vandrede hjem, og det var min faste Beslutning ikke at efterkomme Indbydelsen. Naivitet er vel nok en Dyd hos Ungdommen; men i al Fald er det en af de Dyder, man ikke holder af at blive mindet om.

Den paagældende Dag pyntede jeg mig alligevel saa godt jeg formaaede, og travede til Hotellet. Portieren tog imod mig med den Meddelelse, at ­baade den russiske Grevinde og Godsbesidder von Hahn var afrejst. Derimod laa der et Brev til mig. Det lød:

Jeg maa desværre i Dag atter begive mig ud paa den endeløse Jagt; Livets Kaar forbyder mig endnu at ligge ledig. Men De gaar heller ikke Glip af noget – Løsninger er sjælden morsomme. Og skulde De alligevel føle Dem 45| brøstholden, saa ring engang ved Sommertid paa i Villa Cara, NTellstrasse, Luzern. Der vil De træffe vore sande Jeg'er i et hyggeligt lille (barnløst!) Hjem, som altid staar Dem aabent. Om Vinteren er vi – som De vel nu har forstaaet – bestandig paa Turné.

Indlagte Check paa 500 Frank er min Restgæld til Dem – i Penge. Jeg skylder Dem mere endnu – NHandsel og god Start; Mødet med Dem gav os vor hidtil bedste Sæson – maaske den afgørende. Maatte De faa Sundhed og en rig Fremtid til Gengæld.

Jeg gik ind i Restavrationen og bestilte mig en Flaske Vin, jeg trængte til at døve et og andet i mig. Rundt om ved Bordene gik Samtalen ivrigt; det var den hvide ærværdige Fader man drøftede. Hans hvileløse tragiske Søgen efter Sønnen havde ogsaa her besat alle Sind.

Af Tjenerne erfarede jeg, at en rig Englænder, der følte sig stærkt grebet af det endeløse i Hr. von Hahns Flakken, havde tilbudt at bekoste en 46| Lynturné med ham og saa at sige afsøge Jordkloden, paa Betingelse af at den Gamle for Fremtiden slog sig til Ro, enten saa Resultatet blev det ene eller det andet. Den russiske Grevinde havde uegennyttigt tilbudt at ledsage dem som Plejerske, og i Gaar var Selskabet afrejst, foreløbig over NSyrakusa-Malta til Algier, for saa at gaa videre over Ægypten.

Hvad er der egentlig at sige mere? Dengang havde jeg jo en Del Indvendinger, men nu siger jeg som min gamle Fiskerkone: Der er mange Slags Fisk i Havet, og hver af dem faar Føden paa sin egen Vis.