[47]|Dukken!

[49]| I

Saa skøn som Thüringerwald er vel ingen anden Skov paa denne Jord. Som en Verden for sig ligger den løftet op under Himlen, knugende mørk eller festlig klædt i hvid Sne, og synes at have alt sit af Himlens Vrede og Himlens Naade. Bjærge op og Bjærge ned strækker den sig, og saa mange Graner er der i den, at hvert Menneske paa Jorden godt kunde faa sit eget Juletræ.

Et underligt Træ er Granen. Ingen andre Trær finder sig i at gro saa tæt inde paa Livet af hinanden, og dog er intet Træ mere ensomt. Man skulde næsten tro, Granen var et Menneske, saadan forstaar den at lukke sig til og vende strittende Naale til alle Sider. Rører man ved den, stikker den – og fylder Luften omkring én med Vellugt.

Skulder ved Skulder staar Thüringerwalds Graner og vugger som en slumrende Hær, indsovede, drømmende Kæmper hyllede i hver sit. Under deres høje Kroner ruger Alvoren, urokkelig som var den Evigheden; og om deres Toppe suser det bestandig, i Storm og Stille. Men ved Foden af dem er der 50| altid lun Hygge – intet er saa blødt og gæstmildt som Mosbunden under Graner.

En Gang om Aaret, hen under Jul, sværmer Thüringerwald. Skovens grønne Ungdom drager bort i Hundredtusender, ned mod Lavlandets store og smaa Byer; og de gamle Kæmper staar ensomt tilbage, vugger deres skyhøje Kroner over Rydningerne, og saar taalmodigt Bunden til med nye Kuld. Naar Berlineren en Morgen vaagner, er hans Stenørken blevet grøn i Nattens Løb; unge lyse Graner fylder alle Fortove og Pladser. Paa faa Timer erobrer Juletrærne de talløse smaa Balkoner, og den golde Verdensstad ligner en vældig straalende Virkeliggørelse af Æventyret om Skoven, der klædte Fjældet. Det er Aarets store Begivenhed for Svarteskoven.

Heroppe kan man vandre Dage og Uger uden at træffe et Menneske. Nu og da kalder Lyden af en Skovhuggers Økse inde fra Tykningen, eller den ensomme Vej snor sig ud paa et Fremspring, og man ser ned over en Dal, hvor en eller anden Landsby hænger halsbrækkende paa Bjærgsiden. Det ser ud, som Menneskene havde ladet sig kue af Skoven. Her er nok af dem, men de hugger sig ikke Rydninger og giver sig til at dyrke Jord. De fjæler sig bort i Skovmørket, lader sig klemme inde og nøjes med at sidde stille og røre Fingrene.

Men det er de ogsaa flinke til; saa flittig og fingernem en Befolkning som Thüringens skal man vist lede længe om. Her fra Skovmørket forsynes 51| Alverdens Tiøres Basarer med smaa Nytteting og Snurrepiberier; Juletræspynten bliver ogsaa til her. Og hvad der er underligere endnu, i det dystre Thüringerwald fremstilles Størsteparten af det Legetøj, Børn og Voksne morer sig med Jorden over.

Skyldes det kanske Skovensomheden, de 16-18 Timers Slid i Døgnet for en ussel Føde – den graa, slidsomme, glædesløse Tilværelse, der fanger Mennesket ind fra det kryber af Moders Liv? Heroppe bliver Karnevals-Maskerne til: Pjerrot, den behornede Djævel, Dværgen med sit puklede Ansigt – og Fjolsets skikkelige, flade Fjæs! Nürnbergerkrammet som Børn bygger deres første smilende Verden af, de barokke Fantasifostre i Legetøj, der hvert Aar slaas om Julemarkedet Jorden over – her i det knugende Skovmørke har det alt sit Udspring.

Det er som om Store og Smaa i Thüringerwald kun altfor godt kendte Menneskesindets mørke Kroge, og havde sat sig som Maal at kaste Lys derind. Med den frodigste Fantasi øser Svarteskovens jordslaaede Væsener Ting til Glæde og til Leg ud over Jordkloden. Heroppe bliver alle de Dukker til, Børn leger med Verden over; selv Negerbørnene faar deres Dukker – krushaarede og kulsorte – herfra.

[52]| II

I Egnen omkring Finsterbergen laves der hovedsagelig Dukker. Det kræver stor Fingerfærdighed at bjærge Føden nogenlunde i Hus ved det Arbejde; Manden er derfor den mindst vigtige i Hjemmet. Mere værd er jo Konen, men Børnene er alligevel de egentlige Forsørgere. Her betyder mange Børn da for en Gangs Skyld godt Udkomme.

Ægteparret Gessert havde kun ét Barn, en Sildefødning tilmed. I mange Aar saa det ud, som de overhovedet ingen hjælpende Hænder skulde faa. Men Dværgen Coryllis tumlede saa længe med Mutter Gessert – læste over hende, gav hende hemmelige Urter ind og slog Vejret gennem hende – saa hun tilsidst overgav sig og fødte en Dreng til Verden, i en Alder, hvor Kvinder ellers saa smaat begynder at indstille sig paa at blive Bedstemødre.

De boede oppe i det øverste af Leinathal, paa det første Hæld Leina har at sætte ned over; den lille Hytte var omgivet af tung Granskov til alle Sider. Fra Stuens to smaa Vinduer havde der oprindelig været Udsigt vidt ned over Dalen, og – gennem et Snit i de fjærnere Skovaase – videre ud til Slettelandet med Erfurter-Domen i det Fjærne. Men Granen saaede sig selv foran Hytten, og Ges53|sert lod den gro. Naar Konen vilde rydde den til Side, skældte han: »Hvad skal vi med Udsigt?« sagde han – »vi naar jo alligevel aldrig frem til noget. Lad kun Svarteskoven lukke sig om os.«

Og Skoven lukkede sig om dem. Naar den lille Dreng vilde fange et Glimt af Verden, maatte han længer og længer bort fra Hytten. Saadan gjorde han sig tidlig fortrolig med den Tanke, at Lykken og Glæden var der lang Vej til.

Han havde sjældnere og sjældnere Tid til at rende frem til Lysningen og spejde ud over den aabne, frie Verden, for allerede ved sit fjerde Aar maatte han arbejde for Føden. Han maatte vende de halve Dukkekroppe, der lige var taget ud af Stenformen og nu laa til Tørre paa Klippehellerne bag Hytten; og snart maatte han med sine smaa Fingre presse den udblødte Papmasse ned i Formene, mens Moderen skar Kanten ren og forsigtigt tog Massen ud af Formen igen. Det var et Arbejde, han endnu ikke kunde betroes til, og det var han glad for. Arbejdet havde allerede fortæret hans barnlige Ærgærrighed; han imødesaa med Gru enhver Erklæring om, at nu var han stor nok til det eller det.

Det er ikke godt at være eneste Barn, hvor Udkommet afhænger af en stor Børneflok, og naar den lille Heinz lod sig friste af Sulten til at æde af Rugmelsklisteret, fik han Prygl af Faderen.

Han blev tung i det under Vægten af Arbejdet. Naar Faderen var ude paa Skovarbejde, var det 54| som der veg et Tryk fra Moderen. Hun tog til de lyse Minder fra sin Ungpigetid, og sang Danse- og Kærlighedsviser for Drengen, mens de arbejdede – eller fortalte om Spindestuen og de andre Glæder dernede i Landsbyen. Men det angik ham alligevel ikke rigtig.

Skolen bragte lidt mere Forandring ind i hans slidsomme Barnetilværelse; men det var alligevel ikke alting bevendt, naar man kom saa sent afsted som muligt og skulde skynde sig hjem igen – af Hensyn til det forhadte Arbejde. Bedst var det for ham, naar den hvide Vinter lagde sig over Thüringerwald og han paa sin Kælke kunde glide de fem Kilometer ned til Landsbyen og suse lige op foran Skoledøren. Naar han saadan kom strygende ned oppe fra Svarteskoven, hvid over det hele, men med Skovmørket lurende i sit urokkelig dystre Ansigt, var han Skolens Helt.

Hjemme holdt han mest af sidde i Fred over Arbejdet og tænke sit. Saa syslede hans Sind med alle de Børn ude omkring i Verden, der skulde lege med det han lavede – hvordan de vel saa ud, og om de ogsaa foruden Lov til at lege fik saa meget de kunde spise. Frost i Fødderne havde de nok heller ikke, de – –. Han kunde ikke lide dem.

En Gang om Ugen spændte Moderen en høj Kurv fuld af halvfærdige Dukkekroppe paa Nakken og travede ned til Fabriksbyen paa Sletten for at aflevere Arbejde. Der var tre Mil ned, saa hun 55| maatte tidlig hjemme fra og kom sent tilbage. Men Heinz holdt sig vaagen, for det hændte, at hun havde et og andet med hjem dernede fra Staden. Trak det ud over en bestemt Tid, saa vidste han, at der ikke var mere Arbejde ved Dukkefabrikationen, og at hun var gaaet til en anden Fabriksby, hvor der hovedsagelig lavedes Fastelavnsmasker, for at faa Raavarer hjem derfra. Men det hændte ogsaa, at hun først naaede hjem næste Formiddag, segnefærdig under en Dragt Materialer til at lave Juletræspynt af: Glimmerting, Papstads, Sprutstjærner og rigtige Julestjærner til at sætte i Toppen af Træet. Saa havde hun været endnu længere borte paa sin Jagen efter Arbejde, og kunde fortælle underlige Ting. Og Heinz løftede for en Gangs Skyld Hovedet og hørte paa hende.

Et Par Gange var han med nede i Fabriksbyen for at aflevere Arbejde. Men ellers var han gærne helt alene den Dag i Ugen og maatte hænge dobbelt i.

Saa kunde Skovensomheden og barnlig Lede ved det ensformige Arbejde rotte sig sammen om ham og vilde ham til Livs. Og i sin Nød gav han sig til at male helt andre Ansigter paa Maskerne, forbyttede Skæg og Øjenbryn og Træk fra Maske til Maske – og morede sig kongeligt over Resultatet skønt han aldrig lo. Paa den Maade blev nogle af de Masker til, der skulde komme til at gøre mest Lykke paa et eller andet forrykt Karneval, maaske hundred Mil borte fra Svarteskoven. Han gæmte 56| omhyggeligt de forvrængede Masker nede i Stablen af færdigt Arbejde; og hvad han ikke selv fik tilstrækkeligt af Vejen, skulde Moderen nok tage sig af, naar han var kommet i Seng. Der vankede Klø, hvis Faderen opdagede hans smaa Skarnsstykker. Heinz lagde Mærke til, at Moderen led mere ved de Prygl han fik, end han selv. »Det maa vel gøre ondt et eller andet Sted paa hende,« tænkte han og slog sig til Taals med den Forklaring.

Han blev mer og mer en vanskelig Dreng; især Faderen klagede over det, naar han Lørdag Aften sad og hang nede i Landsbyens Ølstue. Skoven holdt han ikke af; bestandig stod den der og gabede mørkt mod de nøgne Vinduer, fuld af uhyggelige Trusler – han hadede den! Og han hadede Dukkerne – og alle de fremmede Børn derude, som vilde komme til at lege med dem.

Fuld af besynderlige Luner var han. Saa lille han var, kunde han se sig gal paa de uskyldigste Ting; og det blev hans Skæbne. En Dag han sad alene hjemme og lavede Dukkekroppe, blev han pludselig led ved de evindelige Tøser – de var ikke til at holde ud! Hvorfor var der aldrig en ærlig Dreng mellem alle Dukkerne? Han fik den ubændigste Lyst til at se blot en eneste Dukkedreng, og gav sig til at arbejde i den bløde Formsten med Lommekniven. Resultatet morede ham; og da Moderen kom hjem, laa der flere Dusin halve Drengekroppe til Tørre; saa godt havde han arbejdet.

57| Til hans Forundring græd hun og vred Forbredden af sit Skørt sammen til en hel Trut af bar Fortvivlelse. Formen var ødelagt og Materialet spildt; saa nødig hun end vilde, maatte hun sætte Faderen ind i det. Og denne Gang slog Gessert haardt. Der laa en hel, ødelagt Ugeløn i Slagene, og Heinz maatte holde Sengen flere Dage.

Der laa han paa sine ømme Rygstykker og fangede Beslutningen. Han vilde ud i Verden, samme Vej som Dukkerne rejste! Ud hvor der ingen Hasselkæppe groede, og hvor Børn ikke var fordømt til at sidde og lave Legetøj og faa Prygl for det – men selv legede med det! Der var en anden Barneverden til – som sugede sin Glæde herinde fra Svarteskoven! Han havde længe anet Lysskæret fra den, nu vilde han ud i den.

Da Moderen Lørdag Morgen havde faaet sin Byrde paa Nakken og var kommet vel paa Vej, stod han op; Faderen var paa Skovarbejde. Han stak en Humpel Kartoffelgrød til sig, tog sin Kælke, og satte bort fra Hytten i Spring som var han forfulgt. Men et Stykke borte kom han i Tanke om, at der ingenting at spise var til Moderen, naar hun kom hjem om Aftenen; han vendte om og lagde den haarde Grødklump paa Stenen foran Døren – ind i Hytten vilde han ikke oftere. Og et Stykke henne faldt det ham ind, at Ræven kunde komme og æde Grøden; han vendte igen om, og lagde den op over Dørkarmen, hvor Nøglen havde sin Plads.

Saa satte han til Skovs. Han tog ikke den sæd58|vanlige Vej mod Dalen, men arbejdede sig til Vejrs, bestandig opad. Ved Middagstid var han naaet gennem Skoven, op i Udsigten.

Det var en af disse stille klare Vinterdage, hvor Thüringerwald er en Verden for sig, en hvid, lys Trylleverden løftet op under Himlen. Aldrig havde han tænkt, at Jorden kunde være saa festlig. Storme havde fældet Storskoven heroppe, kun nogle ensomme, mægtige Kæmper stod og vuggede hen for sig, som dulmede de et eller andet. Ved deres Fødder laa den unge Skov i Vinterhi; en utallig Hjord af sammenrullede, fantastisk formede Dyr lignede den – alle i hvid Vinterpels.

Han kunde se vidt ud, over snehvide Højdedrag og skovdunkle Dale, hvor Landsbyer laa bortgæmte – det hørte altsammen det hjemlige til. Men langt ude i et Hak mellem Bjærgene blaanede Lavlandet frem – med en Stad i sit Skød og over den en mægtig Domkirke. Det var Guds Verden, og dèr vilde han hen!

Han gik fremover, til han naaede en Vej, der snoede sig nedad. Saa smed han sig paa sin Kælke, og liggende paa Maven rutsjede han nedad Kilometer efter Kilometer, med Ansigtet ufravendt rettet fremefter. Han gjorde sig ingen særlig æventyrlige Forestillinger om, hvad der vilde møde ham, men bare lod sig glide – ind i det ubekendte. Flugten var i sig selv nok – bedre havde han ikke haft det.

[59]| III

Hvad der mødte den lille Heinz, fra han flygtede hjemme fra til han som voksen Mand fik eget Hjem og egen Virksomhed i et vildfremmed Land – ja det er jo det, der almindeligvis kaldes Livets Æventyr, og det kan enhver selv sætte sig ind i. Noget skal man jo møde; og naar man er saa lidt forvænt som Heinz, skal der meget til, før det bliver noget helt galt. Farten ud giver sig til syvende og sidst af sig selv; lidt mere eller mindre – det er dens Resultat. Det forunderlige begynder for de fleste Farende dèr, hvor Banen bøjer hjemad igen. Heinz glæmte som saa mangen anden efterhaanden helt sit Udgangspunkt; at han alligevel fandt tilbage igen – det er Underet i hans Liv.

Da Gessert, der hele Ugen havde været borte paa Skovarbejde, kom hjem Søndag Formiddag og hørte, at den lille Heinz var rendt sin Vej, lo han for en Gangs Skyld; og det gjorde Konen endnu mere ulykkelig. »Det er ikke godt med ham,« tænkte hun og skyndte sig ud i Køkkenet for at lave de store Kartoffelklumper, der var hans Livret.

Men Gessert slugte Maden, uden at det var at 60| se paa ham, at han aad sin Livret, og svarede slet ikke naar Konen talte til ham. Han sad og nikkede hen for sig, mens han tyggede, som om han vilde sige, at han skulde nok! – – den Sag skulde han nok ordne! Da han havde spist, gik han ud; han kom ind igen med en forsvarlig lang Kæp. Han svippede med den, og gav sig til at lave Rygsækken til.

»Skal du allerede afsted igen?« spurgte Konen bekymret. Han svarede hende ikke, men gik blot og nikkede ildevarslende.

Gessert forlod Hytten uden Farvel og styrede opover gennem Tykningen – den Vej, han plejede at tage, naar han skulde bort paa Skovarbejde. Men saa snart Hytten ikke var til at se mere, tog han Retning mod Landsbyen. Ned gennem Dalføret raabte han jævnlig Drengens Navn; og hvergang svippede han med Kæppen, som vilde han ledsage sin Kalden med Løfter om forsvarlige Prygl.

Nede i Landsbyen forhørte han sig om Drengen forskellige Steder. »Jeg gav ham jo kun hans velfortjente Straf,« sagde han og tog Stenformen frem for at vise, hvor skarns Knægten havde teet sig. »Men jeg skal nok faa Raden til at vende Næsen hjemefter igen!« Han svippede med Kæppen.

Da ingen kunde give ham Besked, tog han paany Skoven fat, men traadte knap saa fast i Vejen. Han steg op over Rennsteig og kom ned i Dalstrøgene paa den anden Side; jævnlig stansede han 61| og raabte. Da det gik op for ham, at Kæppen ikke hjalp ham til Svar, kastede han den fra sig; han stillede sig paa fremspringende Punkter, og viste de bare Hænder frem mens han raabte. Stemmen havde faaet en tynd, tryglende Klang.

Paa Værtshusene tog man vel imod den søgende Mand og bænkede ham ved et Krus Øl, og han gentog sin Historie om Drengen, der var løbet bort. »Her skal I bare se,« sa'e han og viste Stenformen frem – »en begavet Knægt, hva? Han var nok bange for Tæv og stak saa af, for en saadan Form koster jo Penge – men skidt med det! Skulde I se ham, saa sig at det gør slet ingenting; der er ingen, der er vred paa ham for'et.« Stemmen var hudløs, og Folk havde ondt af ham.

Efter et Par Ugers Flakken kom han hjem; han klagede over Smærter i Hovedet og gik hen og lagde sig. Et Træ var faldet over mod ham og havde ramt ham i Hovedet, sagde han til Konen.

Med Gessert tog det fra nu af sin egen Vej. Han kunde drage ud Mandag Morgen som før og komme hjem ved Ugens Slutning med Ugelønnen i Behold. Men mangen god Gang kom han hjem med en tom Lomme, og da vidste Konen, at han havde flakket om efter Drengen. Lange Tider ad Gangen laa han hjemme paa Bænken med Ansigtet ind mod Væggen og en Pude trykket mod Hovedet; og det var egentlig det bedste. Saa sled han ikke Tøj, og Konen vidste, hvor hun havde ham. Hun gjorde alt for at holde ham hjemme, 62| underholdt ham mens hun arbejdede – om hans Hovedpine og det grimme Kæmpetræ som var Skyld i den – og fortalte ham hvad hun om Natten havde drømt om Drengen.

For Mutter Gessert var det drøje Aar. Hun maatte slide haardt for at holde dem Nøden fra Døren; og noget Lyspunkt var der ikke, hvor hun saa vendte sig hen. Men hun stod dem igennem med Almuekvindens vidunderlige Ævne til at vokse med Ulykken og Modgangen – Slid og Nød kunde ikke kue hende. Aldrig havde hun givet sig saa modigt til det endeløse Slid som nu, og heller aldrig haft saa meget sammen med sin Dreng som nu i Drømme. Hver Nat var hun sammen med ham, og da levede hun sit Liv; om Dagen ventede hun blot. Hendes lille Heinz havde givet sig ud i Verden for at skaffe sine Forældre en sorgfri Alderdom! Han kom nok igen, naar hans Tid var.

Naar Gessert ikke kunde holde det ud for Hovedpinen, maatte han sætte sig over Ende paa Bænken og have Stenformen frem. Saa forede han den ud med Masse, tog Aftryk og viste Konen vel for hundrede Gang, hvor skarnagtig godt Forandringen var udført. Hun forstod at han bestandig sloges med Selvanklager indvendig, og søgte at faa hans Sind vendt i anden Retning. Men bort fra Drengen kom ingen af dem. Før de vidste af det, var Talen ved ham igen.

Hendes Syn paa Sagerne blev i Længden det stærkeste – vel sagtens fordi det var lysere end 63| hans. Hun fik ham efterhaanden derhen, at ogsaa han troede, Sønnen var draget ud for at finde Lykken til dem alle tre. Hans Hovedpine faldt bort, og hun fik ham i Gang med Arbejdet igen. Meget bevendt var det ikke, men han kunde dog altid lave Klister, bløde Papirmasse og lignende.

Da hun naaede dertil, var de begge blevet gamle. Det kendtes navnlig paa Gessert, han faldt let i Leg ved Arbejdet. Helst sad han og støbte i den gamle kasserede Form; og naar han kunde se sit Snit, listede han nogle af Drengekroppene ned i Mutter Gesserts Kurv. Han vilde hjælpe Sønnen til at slaa igennem med sin Opfindelse! Saa sagde de dernede paa Fabrikken: Nu har den gamle Gessert oppe ved Leina igen et af sine Anfald.

Konen passede paa saa godt hun kunde, at de misdannede Kroppe ikke kom med i Leveringen; hun var bange for at miste Arbejdet. Men Gessert overlistede hende; han var saa forstokket i sit sindssyge Paahit og Pral, som gjaldt det Liv og Salighed at faa alting ødelagt for dem! Som om det var noget at prale med, at en lille Dreng engang havde lavet noget uartigt med sin Lommekniv. Hun elskede sin lille Heinz, og huskede alt ved ham trods de mange og lange Aar – ogsaa hans Trang til at forandre om paa alting. Men lært at forstaa den havde hun aldrig. Mange modige Taarer havde den kostet hende, og nu skulde hun til at slaas med Følgerne af den igen paa sine gamle Dage.

64| Og saa blev det alligevel Gessert med sin fikse Ide, der var paa den rigtige Vej – kanske fordi han gik saa helt i Barndom og dèr mødte Sporene af den lille Heinz igen.

Netop i de Aar kom Karakter-Dukkerne frem, og en Dag Fabriksherren saa en af Gesserts indsmuglede Dukker, udbrød han: »Ja, hvorfor egentlig ikke? Lad os for en Gangs Skyld sende dette Drengebarn ud i Verden!« Dukken blev døbt Heinz efter sin lille Ophavsmand, og de gamle Gesserts fik Bestilling paa lige saa mange Prøveeksemplarer, de kunde levere. Dukkerne blev klædt i den maleriske Bondeknøse-Dragt, som brugtes oppe ved Leina, kom i hver sin fint udstyrede Æske og blev sendt ud over Jorden til alle Fabrikkens Forbindelser.

[65]|IV

En Foraarsmorgen stolprede det røde Postbud op ad Hovedgaden i den lille danske Købstad Gammelkøbing. Det var Tøbrud og Solskin, Foraarsvandet rislede afsted mellem den toppede Brolægning; den gamle Brevbærer maatte springe fra Sten til Sten, saa Pakkerne paa hans Ryg dansede og slog Tromme paa Posttasken. Øverst paa det hele laa en lille Pakke, som var særlig rebelsk; hvert Øjeblik faldt den frem over Hovedet paa ham og ramte hans brede svampede Næse, der – vel sagtens i Embeds Medfør – skinnede endnu rødere end Uniformen. Saa bandede han sagtmodigt.

Lidt oppe i den smalle, kringelkrogede Gade sprang en gammel Stentrappe frem; helt ud over Rendestenen spændte den. Over Trappen hang et gammelt kunstfærdigt Smedejærns Skilt og knirkede i Foraarsblæsten; de snørklede Bogstaver var svære at tyde. Men over selve Døren stod klart og tydeligt:

Heinz Gessert,
Dukkemagasin, Dukkeklinik.

66| Hr. Gessert sad netop ved Frokostkaffen med sin toaars Dreng paa Knæet, da Posten kom; hans Kone var i Butiken. »Heinz, Heinz, kom skal du bare se!« raabte hun ind til ham. »En ganske ny Slags Dukke – en Drengedukke! Og den hedder lige som du.«

Heinz Gessert kom springende ind. Han var som besat, saa snart det galdt Nyheder paa Dukkernes Omraade, og kastede sig straks over Dukken. Hans Kone stod og iagttog ham med et Udtryk af lysende Forelskelse; det var saa morsomt at se, som hans Hænder tog om en Dukke, og saa den Kendermine hvormed han undersøgte Arbejdet. Selv betragtede han det som den besynderligste Tilfældighed, at han netop skulde blive Indehaver af et Dukkemagasin, alt andet – mente han – laa ham nærmere. Men detforhindrede ikke, at han betragtedes som knusende dygtig i sit Fag; ganske ubegribeligt var det ofte, saa meget han kunde læse sig til af en Dukkekrop, der for andre at se til lignede enhver anden.

Men saa besynderligt havde hendes Mand dog aldrig haandteret en Dukke før. Han vendte og drejede den, om og om igen, med bestandig mer nervøse Bevægelser. Hun stod og ventede paa, at han skulde komme frem med sine morsomme Iagttagelser – og saa hans Hænder dirre og Ansigtet jage fra Udtryk til Udtryk. Og da blev hun angst. »Heinz!« kaldte hun og rørte ved ham. Men han vendte sig fra hende og gik stille ind paa sit 67| Kontor, med Dukken saa underligt dødt mellem Hænderne.

Flere Gange var hans lille Kone ved Døren. Hun anede, at her var noget, der rørte ved det mørke i hans Liv, hans tidligste Barndom, og at han helst vilde være ene med det. Men det blødte i hende af Trang til at være ham nær nu og lægge en god Haand paa hans Pande. Til sidst kunde hun ikke holde det ud længer og listede ind til ham. Han sad sammenfalden og slap som efter en stærk Sindsbevægelse og stirrede fjærnt ud; foran ham laa den nøgne Dukkekrop, helt afklædt og ribbet.

»Skal jeg gaa igen?« spurgte hun sagte og strøg ham varsomt over Haaret.

Først nu blev han nærværende; han tog om den kærtegnende Haand og kyssede den. »Jeg har faaet min Barndom igen,« sagde han stille, næsten genert. Da først det var sagt, fik han Luft og gav sig til at fortælle – dunkelt og æventyragtigt – om en lille Dreng dybt i den mørke Skov, Hytten paa Bjærghældet og den evige Indespærring ved det forhadte klægede Arbejde med udblødt Papmasse og Klister. Om Drengen, der blev Trold af at sidde indespærret i Mørket og lave Legetøj til Børnene ude i den lyse Verden. Alt var det blevet borte for ham, men nu sprang det lyslevende frem. Og det ene tog det andet med sig: Stenformen som maatte undergaa Forvandlingen fra Pige til Drengedukken dèr paa Bordet – og Flugten for at undgaa Føl68|gerne. Og som han fortalte, traadte pludselig en ny Skikkelse ind i hans Erindring – Faderens. Han saa ham staa i en lav Dør med Økse og Sav hængende paa Ryggen og Madposen foran.

»Og alt det har du gaaet om og tiet med,« sagde hun hulkende og bedækkede den lille Dukkekrop med Kys. »Men hvorfor dog, Heinz?«

»Jeg havde jo glemt det,« svarede han tykt. »Mor har jeg altid haft en Slags Fornemmelse af – som et godt Ansigt der bøjede sig over mig. Men alt det andet er blevet borte under Vejs. Jeg har vel selv hjulpet til – ved at undertrykke det.«

»Men hvorfor dog?«

»Af Angst for at man skulde komme paa Sporet efter, hvor jeg hørte hjemme, og sende mig tilbage tænker jeg. Og maaske – – Børn kan ogsaa hade, du!«

»At du netop skulde havne her i Landet!« Hendes Øjne straalede gennem Taarerne.

Han lagde Armen om hende:

»Ja du, det er jo det vidunderlige! – Og hvordan er det saa gaaet til? Jeg har kun en dunkel Erindring om Landevejen, og en Mand der holdt mig ved Haanden – en vandrende Gesell vel sagtens. Vi fægtede os vist frem, for jeg synes jeg har en Fornemmelse af Døre, der idelig har lukket sig for Næsen af mig engang i mit Liv. Han maa have bragt mig til København, og saa paa en eller anden Vis være faldet fra; fra det Øjeblik jeg blev Bydreng i den store Legetøjsforretning paa Strøget, 69| husker jeg alting ret tydeligt, men han er ikke nogetsteds. Dèr beholdt de mig jo saa – og lod mig lære Handelen.«

Hun nikkede. »Hvor er Livet underligt,« sagde hun blødt og stirrede drømmende hen for sig, borte i et eller andet. Saa rettede hun sig med en Gysen – hun tænkte paa, hvis alt dette nu ikke havde fundet Sted – greb den lille Dukkekrop og kyssede den hæftigt, lige paa det skæbnesvangre Sted.

»Og nu maa du rejse hjem og lede dine gamle Forældre op,« sagde hun beslutsomt.

»Bare det ikke er for sent,« svarede han – og brast pludselig i hæftig Graad.

Hun holdt hans Hoved ind til sig og lod ham græde ud. Det var alt det mørke i hans Liv, der nu opløste sig og faldt ned som Regn.

[70]| V

Ud og hjem er lige langt, siger Ordsproget; men for Heinz i al Fald var Hjemvejen betydelig kortere og nemmere end Vejen ud havde været. To Dage efter at den skæbnesvangre Dukke havde bragt sin Hilsen, stod han ud af Toget i Waltershausen. Paa den store Dukkefabrik fik han alle nødvendige Oplysninger. Det var netop den Dag i Ugen, Gamle Mor Gessert plejede at aflevere Arbejde; saa blot han ventede to-tre Timer, kunde han spare Turen op i Bjærgene, sagde man. Men den fremmede Mand vilde ikke vente, han begav sig straks til Fods opover mod Finsterbergen.

Paa Bjærgstien, der fører fra Friedrichroda op mod Finsterbergen, kom en tungt belæsset Morlil ned imod ham. Stien var glat af Isslag fra Foraarsvandet, og den høje Nakkekurv drev hende frem over; hun maatte holde igen i Granernes lange Slæb og lade sig glide fra Træ til Træ for ikke at komme i Drift ned ad Bjærget. Heinz havde hende i sine stærke Arme, endnu før hun havde opdaget ham, og løste Byrden af hende; han løftede hende ind paa den bløde Mosbænk under Granerne, mens 71| Hjærtet græd i ham af Glæde og Jammer. Ak saa lille og let hun var! Livets byrdefulde Haand havde næsten tvunget hende i Jorden igen. Men i det gode rynkede Ansigt lyste et Par tillidsfulde Barneøjne, som han kendte igen fra sin lille Dreng.

Intet tager saa dybt som et Kærtegn af de Hænder, der har slidt sig op for én, og Heinz brød sammen under den lille visne Kvindes famlende gigtpinte Fingre. Nu først forstod han rigtig, hvad der havde været Skyggen i hans Tilværelse: hvor svært det var, ikke mindst som voksen, at være Mor foruden.

Den lille Gammelmor smilede blot, mens hun følte ned over sin Dreng, der var blevet saa stor og saa fin, og varligt tog om ham med sine svigtende Øjne. Hende kunde intet i Verden komme bag paa mere, og han her havde hun jo altid vidst vilde komme tilbage. Han var draget ud for dem alle tre, og nu var han her igen!

»Nu bliver Far glad!« sagde hun mens det gamle Hoved dirrede. Og det var hendes første Velkomstord til ham.