[73]|Murene

[75]| Han kunde godt ha'e sat sig ned i den egentlige By og haft Værksted med Svende og Drenge, og en lille Butik med Fabriksfodtøj – der var ikke noget i Vejen for det. Han var dygtig nok, og nogle Hundrede til at sætte Historien i Gang for lod sig vel skaffe. I værste Fald etablerede Fabrikanten én, imod at man solgte sig til ham med Hud og Haar.

Men Blank holdt ikke af at sælge sig til nogen eller noget. Han elskede Friheden, og derfor slog han sig ned i Byens Udkant, i et af disse Huse med to Etager og Taglejlighed, der gør Overgangen fra Markerne til Storstaden læmpeligere.

Fra sin høje Kælder havde han det hele for Øje mens han arbejdede: Først nogle trøstesløse Lerknolde, saa Pil der dryppede i Taagen og gav Ly for pjuskede Fugle, og længere ude Marken hvor der groede rigtigt Korn. Længere ude endnu, vidste han, var der prægtige Skove med Søer og med Blomster i Skovbunden. Men Blank var ingen Sværmer, og dette var jo det egentlige – Landet.

»Herregud, er det det hele,« sagde Kammera76|terne, naar han fik dem med hjem for at se, hvor storartet han boede. Saa blev han mut. Forsvare sin Herlighed kunde han ikke, det var jo ikke gennem Forstanden men gennem Hjærtet og Aandedrættet han fik sin Glæde. Men han undgik de Mennesker en anden Gang og beholdt sit for sig selv; gik de kun ud paa at tage det bedste fra ham, saa kunde han undvære dem.

Det føjed sig efterhaanden saaledes, at han ingen omgikkes mere. Der var dukket Mistro op i ham, og den holdt han fast ved – som Værn om sit Eje. Naar Folk kom med Arbejde og gav sig til at tale om saa frit han boede, svarede han ikke paa det men holdt sig til Sagen – og saa til at faa dem paa Døren hurtigst muligt. Han havde intet at tale med Mennesker om ud over det rent faglige; enhver almindelig Samtale vilde jo før eller senere dreje over paa det, der var hans Hemmelighed. Det satte sig som flyttende Uro i hans Blik, naar han stod over for andre; og han indrettede – lidt paafaldende – Værkstedet saaledes, at det var umuligt for nogen at komme til Vinduet.

Saa snart han var alene, faldt der dyb Fred over ham; ensom følte han sig aldrig. Bevidstheden om at have erhværvet sig det egentlige fyldte ham helt; der var, hvad der skulde være. Han spekulerede ikke, men Sindet tog forunderlig brogede Indtryk af Skyhimlen, hvor Verdensrummet trak forbi i uendelig Afveksling. Og Solen selv tog om det hele som Guds overmægtige Hjærte.

77| Den meste Tid af Aaret stod hans Vinduer aabne, og naar Solen skinned, gik hans Fløjten som Flimmer ud over den sprukne Lerskorpe. Han kunde fløjte som en halvgal, en beruset, skrue sig op til øredøvende Jubel som en Stuefugl der er hængt ud i Solskinnet paa Muren.

En Høst begyndte de at grave Grunden ud lige uden for hans Vinduer. Blank kigged nysgærrigt paa dem fra sit Bo; han havde valgt som en Fugl, og der var noget fugleagtigt i den Maade, han strakte Hals og kigged ud paa Arbejdet. Nogen Uro følte han ikke; dette var noget, der foregik i Landskabet, nye Sider det vendte udad – altsammen til Glæde for ham.

Om Vinteren havde han den Svir at se Kvarterets Unger tumle sig i den frosne Udgravning, og ved Foraarstid kom der Haandværkere og gav sig til at bygge. Helt morsomt var det at se paa, for her sad Blank alene om sit fra først til sidst; det Arbejde han havde for, skulde ingen anden komme og prøve paa at stikke Fingrene i! Og derude kravled de som i en Myretue. At de kunde faa et Hele ud af saa mange Hænders Arbejde – det undrede ham mest af alt.

Men derude voksede Arbejdet fra Dag til Dag og vendte en nøgen Brandmur mod ham tre-fire Alen henne. Landet spærredes ude; en Dag forsvandt den sidste Piletop, og han maatte undres paa, hvor meget af Himlen de vel lævned.

Der var ingen Klang i Brandmuren, og Blank 78| holdt op med at synge; han fløjted af og til endnu – for at rense Luften! Men som Aarene gik, tog den ensformige graa Murflade Farver af Fugt og Skygge, store Fluer krøb hen over den og gjorde den levende, travle Bænkebidere og et og andet Tusendben. Saa snart han krøb ud af Sengen om Morgenen, søgte hans Blik Muren; af Skjoldernes Karakter og Tone kunde han afgøre, hvordan Dagen var. Nogle Skridt til venstre var der en anden lige saa høj Mur med tre galvaniserede Skarnkasser ved, og naar han krøb halv ud af Vinduet og lagde sig paa Ryggen, kunde han se lige op i Himlen.

Det kunde ikke saa godt gøres ret ofte, men det var heller ikke nødvendigt. Langt henne til højre lævned Murene en smal Spalte, der rummede alt. Himlen øverst oppe, saa nogle Lindegrene der kom stikkende frem bag Murmasserne, et snurrigt lille Udsnit af Landskab sat paa Højkant, og endelig en kort Stump Vej med dens ustanselige FærselA – tværs over Spaltens Bund. Han kunde ikke se det fra sin Stol; men ved at stille en Stump Spejl i Vinduskarmen havde han det hele.

Blank indretted sig helt hyggeligt med sin Stump af Guds fri Natur i Spejlet. Han behøvede blot at lette Ansigtet fra Arbejdet for at faa Del i det alt: Sol og Regnvejr og Agre; og da nogle Aar var gaaet glæmte han helt, at der nogensinde havde været andet end den graa skjoldede Brandmur foran ham.

79| Dengang han i sin Tid flytted herud, boed der en fattig NHørkræmmer henne paa Vejhjørnet. Det var ham, der byggede og slog Kvarteret op; nu var han tyk og velnæret og kaldtes Grosserer. Skomager Blank gjorde ikke noget Forsøg paa at trænge ind i Udviklingens Enkeltheder; han begreb blot at det var Grossereren der spærred, og satte det rigtigt i Forbindelse med Mandens Tykkelse.

Han tog det akkurat som det laa for. Grossereren var en rigtig god Mand, skikkelig som Vært og venlig mod Smaafolk; om Søndagen laa han paa alle fire paa Gulvtæppet og legede med sine Børn. Han havde blot den Fejl, at han bulnede ud og fyldte for meget, saa han tog Udsigten bort.

Netop saaledes formede det sig for Skomager Blank, som et haandgribeligt Fænomen der var saa lige til som noget. Naar han saa sin Vært, lagde han altid Mærke til Tykkelsen og fastslog uroligt for sig selv, at Manden blev ved at lægge sig ud. Han følte det som en overhængende Fare for selve Aandedrættet; det var som vilde man klemme Vejret af ham.

En Vaar endelig skete det skæbnesvangre. Grossereren kunde ikke rummes inden for det gamle længer, der groede en høj Herskabsmur op for Udkigget. Den sidste Rest af Jorden forsvandt, i Blanks Spejlstump stod nu fem Køkkenvinduer i en Søjle over hinanden. Men Bygningen havde den Egenskab, at dens Bagside fanged Formiddagssolen og gav den igen i Spejlstumpen; og fem 80| Pigekammervinduer kunde han ane, naar et af Vinduerne smækked saa langt tilbage, at det kom fri af Brandmuren. Saa kom ogsaa en nøgen buttet Arm frem og fanged Vinduet ind, kom og gik i et Glimt og kunde til Nød forveksles med en Solstraale.

Men alt i alt betød det ikke noget. Spejlstumpen faldt omkuld en Dag og fik Lov at blive liggende, Blank havde ikke Brug for den mere. Han havde gennemskuet Sammenhængen med de spærrende Mure; nu holdt han Øjnene hos sig selv og øved sig i at se tværs igennem det hele.

Han vidste mere nu end før, kom ogsaa nemmere til sin Viden. Naar Myggesværmene stod og bølged over de tre Skarnkasser som tre graa Skyggedansere, vidste han at det var stille Grødeluft. Han havde Nligget sig Værk til op ad den fugtige Mur og kendte tydelig paa sig, naar Gigtens gode Ven Nordenvinden var ude og valse. Og naar det begyndte at lugte slemt af Skarnkasserne, stundede Sommeren til – Lugten blev helt kærkommen for det Solskin den kaldte til Live i ham. Han fik flere og flere Kendemærker, saa mange tilsidst at det blev Sommer i ham altid; han havde tyet til Fantasien og kunde fremtrylle Solen naar han vilde.

Blank fløjtede aldrig nu – han trængte ikke til det. Stilheden havde faaet Betydning for ham, og han sad tavs over Arbejdet, med et tomt, lyttende Udtryk. Af Tomheden for hans Blik groede der 81| ny Verdener frem, saa han intet savned. Hans Syn tog underlig kejtet paa udvortes Ting, den øde Mur havde svækket det; Folk der saa ham i Øjnene, troede han var gal og undgik ham. Men han saa fortræffeligt indad og fandt alt i sig selv.

Han havde efterhaanden sat adskilligt overstyr, af det der holder andre oppe. For sig selv krævede han ingenting, og syntes alligevel han var en holden Mand. Men af alle dem omkring sig havde han ondt. »De er muret inde«, sagde han ved sig selv og rystede bedrøvet paa Hovedet, »Solen kan jo aldrig komme til at skinne paa dem.« Det faldt ham aldrig ind, at han selv var i samme Forfatning. Han havde skudt det hele af sig – Ønsker og Fornødenheder – og sad tilbage med en enkel varmende Følelse som sin Part, Deltagelsen med alle dem der led under Skyggen af de tunge graa Mure. Han alene saa, hvorfra Ondet stammede – derfor kaldte de ham gal, han vidste det godt. De andre troede det var Murene, og gav ondt af sig over dem. Men Blank kendte Hemmeligheden, han alene! Derfor smilede han saa ejendommeligt.

Naar det var stærkt oppe i ham, lod han Arbejdet hvile og sad og fingrede med NStrygestaalet. Der klæbede gammel Overtro ved det, det havde hjulpet og værnet saa mangen af hans Forgængere i Faget; Spidsen af Strygestaalet rigtig vendt holdt det Onde borte og Lykken til Huse. Blank selv troede ikke paa den Slags; han fik Strygestaalet mellem Fingrene saa at sige, og vidste ikke hvad 82| han skulde gøre med det, det var en Handling uden Mening. I sin Nød gav han sig til at file det spidst; det blev efterhaanden den eneste Beskæftigelse, der vilde give ham Ro i Sindet. Han følte det selv som ørkesløst Tidsspilde, og slog vredt til Staalet naar Manien kom over ham; alligevel kunde han ikke lade være.

En Dag kom der Opsigelse til Blank og de andre Beboere af den gamle NOverdrevsbygning. Den var nu helt omringet af NKaserner og skulde rives ned for at gøre Plads for en moderne Ejendom.

Blank havde underlig nok aldrig tænkt sig denne Mulighed. Om han var vaagnet en Morgen og havde opdaget, at de spærrende Mure var sunket i Jorden igen, vilde det slet ikke have undret ham; han vilde have taget det som et simpelt Udslag af Ret og NBillighed. Men at Rønnen her skulde ryddes af Vejen for at give Plads for en Kaserne, kunde han ikke faa i sit Hoved. Det var som at sprænge selve Verden bort for at faa Plads for endnu mere Paahit; det var at stille alle Begreber paa Hovedet.

Men Blank saa nok, hvad der laa bagved. Nu var Grossereren blevet saa oppustet, at han ikke kunde nøjes med at spærre Folk inde – de maatte ryddes af Vejen for at skaffe Plads til ham.

Han tog sit pæne Tøj paa, stak det spidse Strygestaal ind under Trøjen og gik over og ringede paa hos Grossereren. Der var kommet en underlig 83| Uro i hans Blik den senere Tid, som gjorde Folk bange for ham.

»Det er den gale Skomager«, hørte han Pigen sige inde i Stuen.

Saa kom Grossereren selv farende ud og stirrede forundret paa ham.

»Det var bare de Opsigelser«, stammede Blank og traadte indenfor.

»Ja, hvad Fanden er der med dem? Mener De maaske, de ikke er lovformelige?«

»Jo, men – du er blevet for oppustet – – du bulner ud, du – og de andre faar ikke Vejret. Og nu stikker jeg Hul paa dig, – saa Vejret kan slippe ud –«, sagde Blank stødvis og satte ham Strygestaalet i Maven.

Skomageren kom i Fængsel, men hans Tankegang var for underlig til, at man med noget Udbytte kunde beholde ham dér. Dette med at forveksle en Brandmur med en tyk Grosserer var for sindsvagt til, at man i Længden kunde behandle ham som et tænkende Væsen og gøre ham delagtig i Sam fundets normale Goder. Han blev hurtig overført til en Sindssygeanstalt.

Der sidder han i Øjeblikket, og tror han har sprængt Murene med sit Strygestaal. Dybet har aabenbaret sig for ham; han ser den store Sammenhæng og hænger sig ikke i ligegyldige Smaating. Derfor beholder de ham stadig paa Anstalten.

Stundom har han sine lyse Øjeblikke, hvor han 84| øser sine Tanker af det store Fælleskar. Saa bliver der Tale om, hvorvidt han skal overgives til Samfundet igen. Men til alt Held spørger han pludselig, om Solen nu kan skinne ned paa den gamle Rønne, eller de tror, han skal tappe Grossereren endnu engang.