[85]|Gulduret

[87]| En god halv Mil Vest for Pompeji, ude ved Stranden, ligger Havnebyen NTorre Annunziàta. Den har N30-35000 Indbyggere og en Masse herreløse Hunde, og er forøvrigt vistnok den By i Verden, der har flest Fluer. Her laves det meste af den NMakaroni vi spiser – i al Fald den vi holder mest af; og om Sommeren naar Makaronien hænger til Tørre paa lange Stænger i de snavsede Gader, er den helt sort af Fluer.

Byen er opført af Lavablokke og hviler paa Lava; Vesuvs Rødder løber hen under den og lige ud i den blaa Golf, hvor den ubønhørligt skarpe Lava ligner urgamle, skorpede Rovfugleklør, der griber i blaa Silke. Et Par Mil inde hæver Vulkanen selv sig mod Himlen – en Skorsten ned til Helvede, der naar som helst kan give sig til at spy Død og Tilintetgørelse. Kanske er det derfor, Menneskene er saa hæse og haarde i Stemmen her? Det er ikke Italiens venligste Indbyggere, der søger Opholdet rundt om Vesuv – saa at sige i Dødens Skygge.

Under Net flere Maaneders Ophold i Pompeji – 88| det er nu nogle Aar siden – vandrede jeg næsten hver Eftermiddag hen ad Aften ud til Torre Annunziàta for at se Solen gaa ned over Vandet og faa et Glimt af det levende Liv. Oldtiden kan være god nok; men naar man en hel Dag har vandret om i en død Bys udgravede Gader, længes man efter lidt af Nuets travle Metalsang – netop en Dagens Larm af den øredøvende Slags, der fylder Luften omkring Torre Annunziàtas store NJærnstøberi. Byen har desuden det bedste af alt paa denne Jord, en Havn hvor Skibe fra Alverdens Ender og Kanter kommer og gaar. Ingenting er saa vederkvægende for den, der er opvokset i en lille Havneby, som Lyden af Kæder og Spil og den Taage af Kulstøv og Raab og sodede Ansigter, der staar over enhver Havneplads.

En Aften jeg gik dernede, hørte jeg kendt Sang ovre fra den anden Havneside – en Almuevise jeg ikke havde hørt siden min Barndom. Dryppende af tung Smægten bares et Par Linjer over det matlysende Vand paa brede Harmonikatoner:

Resten af Teksten var ikke til at skælne; den druknede i Skibshundens syge Tuden til Harmonikaen.

Jeg drev efter Lyden og kom ud paa den nordre Mole. Yderst ude laa en NJærnbrig halet ud fra Bolværk; den var dybt lastet og ventede aabenbart 89| blot paa Vind for at stikke i Søen. Det var en Ærøskude. En ung Fyr sad paa Kabystaget med nedhængende Ben og satte Aftenstemningen i Sang; han havde den sorte Skibspudel ved Siden af sig. Den sad og saa klogt paa ham, og hvergang han tog en høj Tone, satte den Snuden i Sky og tudede langeligt. Saa lo Kammeraterne, der hang ud over Rælingen og spyttede til Maals efter de store Vandmænd. Oppe paa Agterdækket, som laa i fuldt Lys af Aftenhimlen, gik Skipperen frem og tilbage og underholdt en Kvinde, der sad paa NSkylight'et og syede. Kokken var i Færd med at dække Aftensbord deroppe.

Jeg raabte en Hilsen over og fik den varm tilbage.

»Kig ombord!« raabte Skipperen, »saa kan De faa en Bid Brød og en dansk Dram med! Mutter trakterer med friskbagt Rugbrød. – Fredrik! tag Jollen og hent den Herre over!«

Trappen var halet ind og stuvet af Vejen, jeg maatte entre op ad et Tov. Skipperen slog en sidste Klo i mig og halede mig ind over Skibssiden.

»Det er jo ingen NKorvet, De border; men derfor skal De alligevel være velkommen«, sagde han og rystede min Haand. Det var en Skude af den gode gamle Slags med alle Grejer i Orden; fejet og blæst var der allevegne.

Paa de Nskalkede Luger laa Tovværket bugtet op; Riggens Hundreder af Tove og Ender stregede Luften ind i den skønneste Mangfoldighed. Man havde haft Kul herned fra 90| England, og skulde nu til en fransk Havn med Pimpsten og Lavablokke.

Skipperens Frue var en Kvinde op i Tredverne. Saa snart jeg saa hende, vidste jeg, at hun hørte hjemme paa en af Smaaøerne Syd for Fyn – dèr hvor den rigtige »Sømandens Brud« fostres, Kvinden der er mild og blid i det og dog klarer det hele, styrer sin Baad og bygger Hus, ordner Prioriteter og forstaar sig paa Aktier – og under alt dette bevarer sine Smilehuller og sit Væsens Sødme. Hun havde Havpigens skære Lød og lo meget – varmt og nede i Halsen saadan som Kvinderne fra Sydfyn til Als ler. Det undrede mig ikke, at Skipperen endnu var skrup forelsket i hende, efter op imod en Snes Aars Ægteskab.

De havde giftet sig ganske unge, som man skal, naar man vil have Sødmen af hinanden. For et Par Tusend Kroner, som Købmanden derhjemme kavtionerede for mod at faa Part i Skuden, købte de et gammelt Trug – en NPlimsoller der var bestemt til Ophugning. Og med den sejlede de Østersøfart, paa Tyskland og Sverige. Sundet ud vovede de sig aldrig med den. Hun var altid med og tog sin Vagt, saa de kun behøvede Nen Halvbefaren til Hjælp; og sit første Barn fik hun ombord. Først da hun skulde have sit andet Barn, gik hun i Land; og da var de saa vidt, at han kunde flytte over paa en ordentlig Skude. Hun gav sig straks til at skalte og valte som en rigtig Skipperkone, 91| solgte Skibsparter naar Manden sejlede daarligt, og købte dem tilbage igen naar der sejledes godt.

»Paa den Maade krydsede vi os frem, og en Vinter jeg kom hjem, havde hun ligegodt bygget os et nyt Hus – uden at jeg vidste af det. Ja er det ikke Fanden til stærk Tøs!« brød han begejstret ud. »Engang var Drengen nær kreperet for os, uden at jeg fik noget at vide om det. Han var kommet under et løbsk Køretøj og laa sku og Nfaldt af for Vejret i flere Maaneder, inden han bestemte sig til at tage Kursen op igen. Men ikke saa meget som et Ord til mig om den Ting – eller at jeg anede noget. Der var noget Kludder med Fragten den Sommer, og saa syntes Madammen, at man havde nok at slaas med det foruden. Naa, der er Ting, man ikke gærne vil holdes udenfor; men tappert var det sku alligevel. Skaal Mutter!«

Hun smilede, da hun klinkede med os, men havde Taarer i Øjnene. Hendes skære Hud glødede stærkt; og hendes Blik, der hang ufravendt ved Mandens Læber, brændte i hæftig Forelskelse.

»Nu er Nummer to – en Tøs altsaa – fra Haanden, og vi har saa tænkt at tage vor Ungdoms Sejlads op igen,« fortsatte Skipperen. »Det var en sød Tid dengang; og de mellemliggende Aar det har jo bare været at bringe Ungerne ordentlig frem. Nu er det til Side, og noget til overs er der ikke blevet; men vi er jo begge to unge i det og kan lægge ud med hinanden engang endnu. Søstærk er hun som en Aal, og en lille Landlov gaar hun 92| ikke af Vejen for.« Han blinkede drilsk til hende – sagtens i Erindringen om en eller anden Oplevelse.

»Skade at De skal rejse, ellers kunde jeg vise Dem lidt omkring. Jeg er godt kendt her paa Egnen,« sagde jeg.

»Ja, det har De sku Ret i! Et og andet har vi jo nok set; men en Sømands Landgang, det er saadan noget i Retning af at fiske Hajer. Man sætter en halv Bagfjærding paa Krogen – og haler den tom op igen. Folk derinde paa Landjorden blir mer og mer durkdrevne.«

Hans Hustru sad og saa paa ham med Øjne, der sprudlede af munter Erindring; men han sendte hende et varskoende Blik.

»Har De ikke været inde i Neapel?« spurgte jeg. »Det er dog en By, der nok er værd at besøge; og det tager kun en halv Time med Toget.«

Ved dette Spørgsmaal brast hun i Latter – helt overgivent. Hun tog hans Haand som for at afbøde Virkningen, holdt forskrækket inde og saa paa ham – og lo igen. Det klare Vand stod hende i Øjnene. Man kom til at le blot ved at se paa hende.

»Ja ja da!« udbrød Skipperen halv ærgerlig – »naar du ikke kan dy dig, saa er det vel bedst, jeg fortæller Skandalen. Halvkvædet Vise er ikke morsom for Tredjemand at høre paa.«

Hun sprang forskrækket op og lagde bagfra sine Hænder mod hans Mund; det var forbavsende, saa 93| viljefast hendes Udtryk med et var blevet. Det drejede sig aabenbart alligevel om noget alvorligt, nu lo hun ikke længer; hendes bløde Arme laa besnærende ind mod hans vejrbidte Hals og fik ham til at klippe med Øjnene. »Nu er han færdig,« tænkte jeg; men i det samme gjorde han sig fri af Fortryllelsen. De brødes en Stund, saa tvang han hende ned ved Siden af sig og holdt hendes Hænder fast. Hun var blussende rød og saa smuk ud med sit løsnede Haar; Øjnene brændte stridbart mod ham. Hvergang han vilde begynde at fortælle, spændte hun igen i af alle Kræfter og hindrede ham; der laa sikkert en Kamp om Overtaget skjult bag denne Kærlighedsleg – kanske dem selv uafvidende. Det blev i saa Fald ham, der sejrede; for saa snart han havde faaet sagt det første Ord, opgav hun al videre Kamp og sank sammen.

»Vist har vi været i Neapel,« sagde Skipperen stakaandet – »oven i Købet to hele Dage og Nætter. Dette er jo vor første Havn, siden det gale Menneske dèr kom ombord; og da vi alligevel skulde ligge og vente paa Ladning og Styrmanden er en paalidelig Fyr, saa blev vi jo nemt enige om at lave en lille Bryllupsrejse ud af det. Vi tog ind paa et lille Hotel som et Par andre Nygifte og gik og havde det helt storartet for os selv, var paa NSanta Lucia og købte Koralhalsbaand – og ude i det store NAkvarium som De vel nok kender.

Den anden Dag regnede det og var en farlig Søle. Vi tog saa hinanden under Armen og spase94|rede hen i NGalleria Umberto – De ved den glasoverdækkede Korsgade med de storartede Butikker.

Da vi er for Hjemgaaende, kommer en sort Fyr rendende op paa Siden af mig og lukker mig halvvejs inde i sin Kappe. Det er det lumskeste Stykke Beklædning i Verden, denne her Kappe Sydlændingen render med; man ved aldrig hvad der kan være skjult under den. Og uden at nogen kan se det, holder Fyren et Skrin med Smykker hen under Næsen paa mig. »Køb det, Mosjø Englænder,« hvisker han mig i Øret – »det skal sælges for enhver Pris.« Saa er han væk, det hele er gaaet som et Lyn.

»Det var vist en køn Plante,« sagde jeg, Mutter var ikke engang med paa, hvad det drejede sig om, saa hurtigt var det hele gaaet for sig.

Da vi kommer ind i Entréen og skal op ad Trappen til vort Privathotel, glor der et Par sorte Øjne frem af Halvmørket – og saa er det den Avekat igen. Før vi faar set os om, har han slaaet Kappen til Side og staar der og paraderer med sit Skrin – denne Gang mere aabenlyst. »Køb det, Mosjø!« siger han forpustet og har sine Kulgløder allevegne, som var Fanden i Hælene paa ham – »et Perlekollier til Madame og et Guldur til Dem selv – 200 Frank. Vi er en Bande, som har gjort et godt Kup i Nat; inden Aften maa viA være væk fra Byen.«

At han var en Tyveknægt, behøvede han nu ikke 95| selv staa og fortælle; det havde jeg straks set ham an for. Jeg holder ikke af at møde disse sorte kappeklædte Banditter paa en Trappegang og gik min lige Vej op ad Trappen. Men Kvindfolk gaar jo ikke af Vejen for den Lede selv, naar det gælder Stads, og Mutter skulde absolut se paa Varerne. »Kom nu!« sa' jeg bestemt – »du vil da vel ikke rode os op i noget.«

»Man kan vel aldrig tage nogen Skade af at se,« svarede hun bare tilbage og gav sig god Tid. Men heldigvis kom der nogen, og Banditten fik travlt med at faa sit Skrin under Kappen igen.

»Hvor er det egentlig frækt af ham at henvende sig til os med saadan noget,« siger min Kone paa Vejen op. »Det var ikke bedre værd, end at man meldte ham.«

»Lad os to bare passe os selv og ikke rode os op i noget,« siger jeg.

»Nej naturligvis – men det var aldrig for godt til saadan en Snyder. Og saa det dejlige Perlehalsbaand, han skal have Lov at rende om med! Det vilde lige passe Ane Lise.«

»Du mener vel snarere dig selv?« siger jeg drillende. For det er jo ikke alt, der naar frem til Pigebarnet; Mutter dèr holder godt nok af Stadsen selv.

»Ja, det vilde forresten ogsaa staa godt til min Hals,« svarer hun lige saa frejdigt.

Men saa blev jeg jo ligegodt lidt ærgerlig! For dèr har man gaaet hele sit Liv og sparet paa sig selv og 96| hutlet sig igennem med et Ngammelt Koøje. Saa jeg syntes jo, det var underligt, at hun kun talte om Halsbaandet og slet ikke nævnede Uret. Og er det ikke kraftkomisk – vi to gode Venner var lige ved at komme i Haarene paa hinanden over nogle Tyvekoster, som vi ikke for alt i Verden vilde eje, om det kom til Stykket.

Vi spiste saa Frokost, men noget Humør var der ikke over det; og pludselig ser jeg, Tøsen sidder og vander Høns – lige saa stille. Vi Sømænd holder mest af det Vand, der render under Kølen, og jeg faar jo travlt med at klare hende op. »Jeg vil bare sige dig, at du gør mig Uret,« siger hun saa, da jeg endelig faar stoppet Lækasjen. Og ser De, saa fortæller hun mig det sødeste jeg endnu har hørt. Dèr har hun og Børnene gaaet og sparet sammen til et Guldur til én – to Gange endda; og hvergang de har været lige ved, er der kommet et eller andet paa – og Pengene er røget. Den ene af Gangene led jeg forresten Havari, og maatte skrive til Mutter efter Kontanter.

»Jeg er en stor Slubbert min Pige, her har du min Haand paa det,« siger jeg. »Men vil du give mig et Kys alligevel, saa skal jeg aldrig glemme dig det.« Vi tar saa hinanden under Armen og spaserer ud for og se lidt paa NNationalmusæet – som De jo nok ogsaa kender.

Aldrig saa snart var vi paa Gaden, før vi havde Banditten i Hælene paa os igen. Han løb op paa Siden af os bagfra, stak os lidt i Øjnene med Stad97|sen og gled forud – som om ingen maatte se os ved Siden af hinanden. Saadan blev han ved en Tid. Det begyndte at blive mig lidt for morsomt, og jeg løb ham i Rendestenen et Par Gange – for paa en pæn Maade og la'e ham forstaa, at han kunde ryge og rejse. Men hver Gang jeg havde skubbet til ham, tog han sku nok saa gelassen Hatten af og bad om Forladelse.

Min Kone morede sig, men jeg var selv lige ved at blive godt gal i Hovedet.

»Det var som Pokker, sku' man ikke ku' ryste saadan en sort Satan af sig?« si'r jeg og prajer en Droske; men da vi er steget op, kryber Skurken nok saa gemytligt op til Kusken.

»Det er min Bror,« si'r Kusken – »han skal bare op til Musæet og vise Englændere om!« Og alt det vi protesterer, nytter lige lidt; det Rak hænger jo sammen som om det kunde være Skibsmæglere. Slynglen selv siger ingenting men ser bare høflig ud. Og da vi har kørt et Stykke, skyder han min Salighed Skrinet ned paa NVognhyndet foran os og begynder forfra paa sin Lektie, som om han og vi aldrig havde haft noget med hinanden at skaffe før.

Man har jo faret en hel Del paa Italien her og har Tid efter anden lært sig Sproget – lidt Haandelag paa at tage de sorte Gavtyve har man vel ogsaa faaet. Se, gøre sig gal kan ikke nytte – det griner de bare af; man maa helst lade som ingenting. Men det var jo ikke det bare Grin at køre gennem Byen i aaben Droske – med en Indbrudstyv paa 98| Bukken og et Skrin med Tyvekoster staaende foran sig og Konen. Og beholde Øjnene hos sig selv var heller ikke nemt. »Tag Gluggerne til dig, Mutter!« varskoede jeg, for jeg ku' jo nok mærke paa mig selv, at det ikke var sundt at betragte det Stads. De maa hale mig midt over og splejse mig sammen igen fra de forkerte Ender, om der ikke hang Guldure og dinglede i Luften, hvor jeg saa vendte Hovedet hen.

Jeg havde jo belavet mig paa en sidste Tørn oppe ved Musæet, men Fyren aabnede Vogndøren for os og hjalp os ud uden saa meget som et Kvæk i den Retning. Han holdt sin Arm fremstrakt, saa min Kone kunde støtte sig paa den, idet hun stod ned af Vognen; og det maa man sige var vældig fikst gjort af ham – for hans Hænder var jo ikke videre rene. Og saa tog han Hatten dybt af og takkede mange Gange for Køreturen. »Saa fik vi alligevel kørt ham træt,« sagde jeg, idet vi gik op ad den store Stentrappe. Og vi var begge to enige om, at hvad man saa kunde sige ham paa – en Mand med Levemaade var det sku.

Det blev nu ikke til meget med at se paa Kunsten derinde. Lidt nok forstaar man af det til daglig Brug, og den Dag var det rent pinegalt. »Jeg tror, den Fyr har gjort mig ør i Hovedet,« siger jeg til Mutter – »jeg er til Mode som efter en Nat med Køjen fuld af Moskitoer.« – Hvergang en i Nærheden tog sit Ur frem, maatte jeg skele hen for at se, om det var af Guld; og det er jo snart sagt 99| ethvert anstændigt Ur i vore Dage. Jeg gik og blev tung i Hovedet og søvnig derinde, og vi blev snart enige om at liste hjem.

Og lige uden for Musæet ta'r saa Djævelskabet imod os igen – som en god gammel Bekendt sku. Man skulde formelig tro, han kunde læse Tanker, for nu havde han afskaffet alt det øvrige og kilte bare paa med sit Ur. Flot var'et, dobbeltkapslet og 14 Karat, Stempler og alting i Orden – 50 Frank! »Skrup af!« siger jeg, og det blev jeg ved at gentage; for jeg kunde mærke, at Situationen begyndte at bli'e nærgaaende. Og hver Gang jeg sagde mit »Skrup af!« slog han ligesaa prompte ti Frank af. Til sidst var han nede paa tyve Frank.

Naa, jeg er slet ikke mere Dydspatron, end Folk er flest, og saa meget Hængehoved har jeg aldrig været, at jeg nægtede at tage Brødet til mig og mine, hvor det var at faa. Men derfor giver man sig jo alligevel ikke til at handle om Tyvekoster. Og De maa dyppe mig i Tjære og rulle mig i Fjer og stikke Ild paa mig, om jeg begriber, hvordan jeg dengang Nkom paa den forkerte Side af Mergelspigret. Men dèr stod jeg sku med Uret i Haanden, og da jeg skulde se mig om, var Gavtyven væk.

»Nu er du kommet billigt til Guldur, Fatter,« siger Madammen dèr nok saa fornøjet, og tror De, hun saa meget som blinkede. Men det er det, jeg altid har sagt: hvad Hjærte og den Slags angaar, 100| er Kvindfolkene meget bedre end som os – men Moral! Eller hvad mener du, Mutter?«

Fruen smilede blot. Hun sad under hele Fortællingen tavs, med Hagen i Hænderne og sit varme Blik ufravendt rettet paa hans Mund – som nød hun den hele Oplevelse igen.

»Jeg var gruelig ked af det, kan De nok tænke Dem. Om lidt fangede man kanske oven i Købet Raden, og saa blev vi rodet op i Historien som Hælere.

»Jeg tror, jeg hiver Uret i en Kloak« – siger jeg.

»Nej, lad mig saa hellere gæmme det,« svarer hun og putter det ind paa Brystet. »En Dame giver man sig ikke til at undersøge.«

»Dèr tar du vist fejl, min Pige – kender jeg Italienerne ret,« siger jeg. »Og dersom de først begynder at være nærgaaende mod dig, saa svarer jeg ikke for noget.«

Det er i Grunden noget underligt noget – dette hersens onde Samvittighedsnag, og en væmmelig Sygdom er det at være befængt med. Hver Gang et Menneske kom sættende op bagfra, kvak det i mig, og saa gav Mutter et Vræl fra sig. Hun var jo efterhaanden blevet klar over Situationen.

Da vi kom hjem og havde faaet Døren godt laaset, fortog Skrækken sig noget. Vi fik Uret frem – og pragtfuldt var'et; alene det at holde Guld i Haan­den er jo en ren Svir. Det var løbet en lille Smule an af Kropsvarmen, og Madammen fandt 101| et Stykke Flonel frem og pudsede det med – alt andet ridsede, paastod hun.

Saa gæmte hun det igen inde paa Brystet, og vi gik ned og spiste til Aften.

»Stik det hellere ned paa Bunden af Kufferten under alt det andet,« sa'e jeg; men hun paastod, at ædle Metaller lige som Perler helst skulde bæres paa den bare Krop. Guldet føltes helt levende og varmt mod Huden, sa'e hun sku! Hun vilde paatage sig at kende Guld fra ethvert andet Metal, bare ved at bære det paa Kroppen. En anden tænkte jo: Det var dog Fanden til fintfølende Madam, én pludselig har faaet. Men man var klog nok til at holde sin Mund.«

Han skottede hen efter hende ved hvert Hip, som ventede han, at hun skulde give igen. Men hun sad blot og var ét stort Smil, hun rigtig gottede sig over Fortællingen.

»Naa, om Aftenen blev vi hjemme og sad og nussede med Uret; vi lod det slaa – og hvad Tossestreger vi ellers kunde finde paa med det – og havde det helt gemytligt. »Lige meget« – siger jeg saa med ét – »det er skidt gjort af os dette herre, Mutter.«

»Ja« – siger hun – »det er'et jo. Men vi faar trøste os med, at en anden ellers havde rendt af med det. Og saa maa vi haabe, at den sølle Guldsmed har haft assureret.«

»Underlig nok forresten« – siger jeg – »der staar ikke et Muk om Indbruddet i Aviserne. Men i 102| Morgen tidlig stikker vi to i ethvert Tilfælde af hjem til Skuden.«

Om Morgenen er man jo mere ædru, og jeg havde mest Lyst til at aflevere Uret til Politiet – saadan fra én Side set altsaa. Men hvordan skulde man klare sin egen Andel i Historien? I heldigste Tilfælde kunde man risikere, at Skuden blev opholdt ud over sin Tid; og saa var Fanden jo løs derhjemme hos Rederne.

Vi pakkede saa vore Sager og jollede afsted til Banegaarden. Og hvem tror De saa, vi ser gaa og snuse om blandt de Rejsende? »Han er da ikke sat fast endnu,« siger jeg og ud af Drosken. Men aldrig saa snart fik Tyven Øje paa mig, før Pokker tog ved ham.

Saa snart vi kom ombord, forsvandt Mutter ned i Kahytten. Jeg var jo nok klar over, hvorfor hun havde saa travlt, men maatte først se lidt efter Grejerne. Vi var begyndt at tage Ladning ind, og Styrmanden havde klaret det helt storartet. Jeg gaar og kigger lidt paa det hele og slaar en Sludder af med Styrmanden; og med et staar Madammen henne i Kahytstrappen og gør Tegn til mig.

»Jeg ved ikke, hvad det er med min Hud« – siger hun helt ulykkelig – »men Uret er ganske sort.« Hun havde faaet Pudsegrejerne frem.

»Det fortar sig jo nok« – svarer jeg. »Men kanske var det klogt at prøve en Gang NTrippelse.«

Mutter gned og hun pudsede, og jeg gaar saadan og roder om i Kahytten og har det rigtig storartet 103| hjemligt. Men pludselig hører jeg en underlig Lyd, og da jeg vender mig om, ligger hun Gud hjælpe mig hen over Bordet og poster Vand op.

»Hvad er der nu løs, min Pige?« siger jeg og faar hende stablet lidt i Vejret.

»Aa, Uret, Uret!« gentar hun bare og ser paa mig med nogle Øjne, som Vandet pisker af.

Jeg ser paa Uret og er lige ved at faa et Tilfælde af Latter, for Mutter havde lige saa nydelig siddet og tørret Guldet af med sin Pudseklud, og det røde Jærnblik skinnede igennem allevegne. »Det var sku den største Tjeneste, du ku gøre mig!« siger jeg og kysser hende midt i hendes pjaskvaade Fjæs. »Nu er jeg da ingen Hæler længer!« Saa smilede hun jo lidt.

»Det er det tredje Guldur« – siger hun helt ynkeligt – »men de andre to var ægte nok!«

Her ser De forresten Skramlet; det koster to en halv Frank i Humbugsbutikkerne, saa det er en god Forretning. Men hvad gir De mig ogsaa for Frækhed! – – Naa, det er bedst Mutter faar det igen; hun kan ikke længer undvære det ved Hjærtet. Det er ikke saadan, naar man først har faaet Smag for at gaa med Guld paa den bare Krop.«

Han blinkede drilsk til hende.

Og hun saa lykkeligt smilende paa ham igen.