[105]|En Strandvasker

[107]| Bryllupet paa Bakkegaard blev drøftet længe og grundigt i Sognet. For en Gangs Skyld dvælede Snakken mest ved dem, der ikke havde været med; det var alle de mest ansete af Egnens Folk. Bedt havde de jo været godt nok, men rundt om fra Gaardene kom der de sidste Uger før Bryllupet Bud med Gave og med Hilsen, at man maatte saa meget undskylde, men – – den ene havde ét den anden andet at undskylde sig med, altid uopsætteligt. De første Afbud tog NKaren Bakkegaards for gode Varer, men snart mærkede hun, at der var en Plan i det; hun skulde afspærres!

»Saa kan I beholde jert Skidt og!« sagde hun til den næste Rytter, der holdt for Trappen med Gave og Undskyldning. »Her skal I ikke kære jer om at sætte jere Fødder oftere.« Engegaardssønnen kastede sin Hest omkring og red af Gaarde uden Farvel; Rygtet om Modtagelsen han havde faaet fløj endnu hurtigere, inden Aften var det over hele Sognet. Siden kom der hverken Gaver eller Undskyldninger.

Dette var Bakkegaardskonen tilpas, hellere aaben 108| Krig end al den Mukken i Krogene, hun i den den sidste Tid havde mærket. Kunde hendes NJævnlige undvære hende, skulde hun ogsaa vise, at hun kunde være dem foruden. NFor hvert Afbud af en Gaardmand, bad hun to Husmænd, sit Bryllup vilde hun ha. Mest ondt gjorde det hende, at de tre voksne Sønner ikke havde svaret paa Indbydelsen, men kanske mødte de frem paa selve Dagen alligevel. Og hvis ikke fik de blive væk! Kunde hun undvære alle de andre sine Omgangsfæller, fik hun vel Raad til at undvære Sønnerne med. Karen var kommet ud for en større Oprydning, end hun selv vilde, men nu fik det gaa som det kunde. Hun havde mest Sind til at lukke Øjnene og feje det hele over Tærsklen – godt og skidt mellem hinanden.

Den, hun ofrede alting for, holdt til inde i Staden og lod sig kun sjælden se. Hun kunde godt lidt at ha ham hos sig nu, Gaardens Bedrift trængte til en styrende Mandshaand, og meget var der at tage fat i. Det kunde ogsaa været helt rart at ha en at læne sig til, nu alt andet vendte sig mod én. Men lige fra den Dag Bryllupet var blevet bestemt, havde han haft saa travlt ude omkring, Karen havde ingen Tid til at spekulere over hvad. Forberedelserne til Gildet gav nok at tænke paa; og under alt andet laa den lykkelige Bevidsthed, at nu blev han snart helt hendes – og gjorde rigelig Fyldest mod alle Spørgsmaal.

Først om Morgenen paa selve Bryllupsdagen kom 109| han anstigende, i Spidsen for en hel Flok fremmede Fugle, højrøstede, forsorne Karle med Hatten i Nakken og slængende NKørekapper – Byfolk! Det var Prangere, Slagtere og Bondefangere, Væsner Egnen kun var vant til at modtage Besøg af enkeltvis; en hel Lettelse vilde det blive at vide Sværmen uden for Sogneskellet igen.

Karen Bakkegaards Gilde blev stort nok; der manglede hverken Gæster, ikke heller skortede det paa Mad og Drikke af nogen Slags. Selv gik hun for Bordene, bred og fattet, Ngæstbød og saa til at intet manglede. Statelig var hun i sin NHedebodragt, en køn Brud trods sine 42 Aar. Kun to røde Pletter oppe ved Tindingerne hørte ikke rigtig hjemme i hendes fastskaarne ligevægtige Ansigt. Men det var vel denher Kærlighed – NElskovens Brand, som skrevet staar!

Fra hende gik Øjnene uvilkaarlig til den 20-Aars Knægt for Bordenden – Brudgommen. Køn – ja en og anden Tøs var jo forgavet i ham og gjorde sig Ærende uden for sin Vej for hans Skyld; men for alle andre var der da ikke noget særligt at opdage. En sort Tjavs og et Par Kulgløder til Øjne – halv udbrændte tilmed – det var det hele! Men saadan var det vel, Kærligheden krævede det?

Det onde bestod ikke i, at Karen Bakkegaard giftede sig igen. Hun havde siddet hæderlig Enke efter en god Mand i en Række Aar, ledet Bedriften i hans Spor og opdraget de tre Sønner godt nok. Enhver kunde forstaa, om hun nu var løbet træt 110| og trængte til en at støtte sig til. Og til lidt Husvarme – NEnkeseng falder koldere end anden Seng, som Ordet gaar. Hun kunde have taget en NEnk, en tilaars Gaardmand fra Sognet, og alle vilde have fundet det i sin Orden. Men forsé sig paa ungt i hendes Alder, blive lysten – sat og tilkørt og adstadig som hun dog gik for at være – forgave sig i en sortlokket Landstryger paa en Snes Aar, Slagter eller Pranger eller hvad for Skidteri han nu var, det var for skamløst. Det maatte være Blodet, der gav sig til at rase vildt i hende nu i Overgangsaarene! Trist var det i al Fald at skulle være Vidne til, og noget godt kom der sikkert ikke ud af det.

Bakkegaardskonen lod Folk snakke; hun havde ikke anden Udvej. Hele sit Liv havde hun været Navet ind af det, der var god Skik og Brug, Sognets Mening. Som en rolig inddæmmet Strøm havde hun levet, bred og stærk men inden for de engang givne Bredder. Nu brød hun pludselig igennem og gik sin egen Vej, satte hensynsløst al Anstændighed og Respekten for Gud og Hvermand tilside, giftede sig saa at sige mod Naturens Orden.

Hun følte det godt; Tilgivelse for dette var der knap at vente; og glad var hun ikke. Men hvad skulde hun stille op? Noget vildfremmed havde taget Bolig i hendes Sind og regerede med det; hun var i Magters Vold. Kunde hun vel for, at det sugede hende i Hjærtekulen og hun blev Nblodsvimmel og ør under Johannes sorte Blik? og at 111| Benene nægtede at bære hende, blot han rørte hende? Ret fik de vel, Sønnerne og de andre. Dybt inde i hende selv sad Tvivlen og aad og aad. Men det fik arte sig med Fremtiden, som det maatte og kunde; hun havde ikke anden Udvej end at lukke Øjnene og lade staa til. Elskoven var over hende, som hun før kun kendte den af Viser og NFolkebøger, den havde altid Ulykken i Følge – Sorrig og Skam. Skammen havde hun holdt sig fri af ved haardnakket at forlange Vejen lagt om ad Kirken; de, der haanlo over hende, skulde vidst, hvad alene det havde kostet hende af Forsagelse og Kamp. Sorg og Ulykke havde hun ingen Indflydelse paa; dem tildelte Himlen enhver efter sit NTykke.

Det kommende Aar formede sig som en Tilværelse i Løndom og Forborgenhed. Karen Bakkegaard, der havde levet sit hele Liv i Dagen, staaet op med Solen og gaaet til Ro med den, og sovet sin Nat bort i sund Søvn, følte sig som noget af et Mørkevæsen. Morgenen bragte ikke den stærke Følelse af at være udhvilet, Dagen kom ikke ind over hende som klar Vaa­ genhed, men i Mørket luede det rødt. Hun gik om og generede sig for det klare Dagslys og sine Medmenneskers Blik; hun som aldrig havde foretaget sig andet, end hvad Gud havde lagt til Rette for Kvinden og Alverden gærne maatte vide, var bange for, at enhver kunde se noget paa hende. Hun følte sig 112| uren under de frittende Blikke, syntes selv at Alkoven hang hende i Haar og Klæder og Øjne.

Og bestandig længtes hun lige fortærende. Ør og skamfuld gik hun under Solen, fremmed for sig selv, og længtes mod Natten – tung af dens bedøvende Drømmeluft. Sin Mand havde hun holdt af, og de havde været gode ved hinanden og delt Dagen og dens Gærning. Deres Forhold havde været kammeratligt Samarbejde – og et Kys efter endt Dagværk. Johannes og hun havde intet sammen af Dagen; deres Hænder mødtes aldrig under fælles Gærning eller deres Øjne i tryg Forstaaelse. Trætte skottede de til hinanden ved Morgenmaden, og noget at sige hinanden havde de ikke. Saa gik hun til sit, og han lod spænde for og kørte bort. Hun sørgede for alt til ham, holdt hans Tøj i god Orden og tog imod ham med god Mad, naar han kom hjem. Han tog det som noget der tilkom ham, uden Tak eller Paa­ skønnelse. Selv følte han ingen Pligter; han havde ydet mere end nok ved at lade sig tøjre til en halvgammel Kvinde. Prøvede hun at tale med ham om Gaardens Drift, gabede han.

Saa tav hun af Frygt for at trætte ham og gøre ham ked af at vende hjem, sloges selv med Sagerne, og sled med Bedriften for at han kunde have Penge at ture for. Om Dagen fik han saa farte rundt som han vilde, siden dens Lys alligevel ikke vilde skinne velsignende paa dem. Men 113| hun forlangte, at han skulde være hjemme ved Sengetid.

Da et Aarstid var gaaet, var de begge to udbrændte. Hun mærkede det baade paa sig og ham, og opdagede samtidig at hun var med Barn. Hun rodede forvirret i Asken efter Gløder, blot en enkelt lille en! Lidt Varme for den, der havde lagt hende Barn under Hjærtet, maatte vel findes! – ja og lidt Ømhed mod den, der nu skulde bære hans Barn! Der kunde have været Hvile og Soning i at føle sig svag nu, under en stærk værnende Haand – og at kysse denne Haand i myg Taknemlighed. Men der var intet.

Fra nu af blev hun en anden at se til – blev den gamle djærve Karen Bakkegaard igen. Men der kom noget nyt til, en Myndighed og Bestemthed som tvang i Knæ. Hun slog ikke Øjnene ned for nogen længer men satte sit haarde Ansigt udfordrende mod Dagen. Karlene maatte ind og flytte Mandens Seng og øvrige Grejer op i Salen. Forbløffede over Ordren kantede de sig ind i Soveværelset; de traadte paa Gulvet derinde, som brændte det dem gennem Strømpefødderne og skottede til hinanden med forblommede Øjne. Stedet kunde nok friste til en sjofel Vittighed. Men i Konens Væsen var der noget, der Ngænnede for Pjank; forunderlig rank og ligetil gik hun og ryddede op i den lyssky Rede, som var hun skudt ovenud af alting. Sit Stykke Mandfolk satte hun uden videre 114| udenfor; hun var nok ikke til Sinds at holde NDæggelam længer!

En Tid haabede Karen endnu, at Barnet, hun bar paa, skulde danne Bro for hende og Johannes over til en anden Tilværelse, saa Dagen kunde blive god og givtig mellem Hænderne paa dem, saaledes som Meningen med to Menneskers Samliv var. Men ogsaa af den Drøm vaagnede hun hastigt og nøgtern. Johannes saa blot, at hun var en aldrende Kvinde, dobbelt saa gammel som han selv, der – komisk nok – gav sig til at faa Børn igen.

Saa tog hun sin Beslutning – han skulde ud af hendes Tilværelse.

Det faldt hende ikke et Øjeblik ind at gaa selv; Gaarden var hendes, her hørte hun gennem Slægtled hjemme. Han var det fremmede, som havde trængt sig ind og maatte trænges ud igen.

Johannes var ikke til Sinds at lade sig fortrænge, og der begyndte en Kamp mellem dem om Herredømmet over Gaarden. Han behøvede stadig Penge til sine Byture, og der var intet Maadehold i hans Fordringer mere. Det saa ud, som havde han sat sig for at lægge det hele øde saa hurtig som muligt, nu han følte, at han alligevel ikke kunde holde Stillingen. Han havde Loven paa sin Side; men hun havde Folkene, de adlød kun hende. Selv naar han befalede dem at spænde for, saa de til Madmoder for Bekræftelse paa Ordren.

Og hele Sognet havde hun paa sin Side i Kam115|pen. Han var en Fremmed, en Snylter; nu hun selv tog Afstand fra ham, blev hun optaget igen, og man gjorde fælles Sag med hende.

Sønnerne havde hun ikke været i Forbindelse med, siden Johannes trængte sig imellem hende og dem; men en Søndag kom de hjem alle tre som efter Aftale. Folk i Sognet havde underrettet dem om Sagernes Stilling, og nu vilde de ligesom styrke Moderen i det hun havde for. Stedfaderen var hjemme da de kom, men de hverken hilste eller saa til den Side. De færdedes i Stuerne og talte med Moderen, ganske som der ikke var Tredjemand til Stede. Det var tydeligt at se, at det kogte i ham, og de havde ikke haft noget imod en Anledning til at prygle ham. Men han betvang sig, gik ud af Stuen og lod spænde for.

Karen sad og stirrede ud efter ham, da han kørte af Gaarde. Der var intet sygt i det Blik, ingen hundsk unaturlig Hængen ved Ungdommen. Deres Mor hadede nu, med Bondens hele Had til det der lægger øde. Sønnerne saa det og blev glade.

Saa holdt de Raad. Fortiden lod de ligge; det faldt ikke Sønnerne ind at gaa i Rette med deres Mor, og lige saa lidt hende at retfærdiggøre sig over for sine Børn. De drøftede, hvad der skulde og maatte komme. Loven havde han paa sin Side, men ingen kunde forbyde én at gøre ham Stillingen saa utaalelig som muligt. En Dag skulde han saa nok forløbe sig, hidsig og hensynsløs som han 116| var, og saa galdt det om at gribe til. Det blev bestemt, at de to yngste Sønner, som var frit stillede, skulde tage hjem og være hos Moderen. Det var ikke raadeligt at lade hende være ene om det hele.

Johannes vidste ikke noget om det, før han selv saa dem gaa der, i Arbejdstøj og i Gang med hver sit. Han fik overhovedet ikke noget at vide, ingen spurgte til hans Mening eller fandt det nødvendigt at sætte ham ind i Sagerne. Han blev holdt udenfor alting, var Luft – her paa sin egen Gaard som overalt i Sognet – og gik om i en Tilstand af indædt Raseri. Og hvad hjalp det, han skaffede sig Afløb? Ingen svarede ham, man hørte ikke engang paa ham.

Engang blev han saa rasende over aldrig at blive værdiget et Svar, at han fór ind paa Karen og sparkede hende. Heller ikke da fik han slaaet Hul paa Stumheden. Uden et Ord tog Sønnerne ham ud Vesten for Gaarden, paa NHavbakkerne. De bandt ham til en Stolpe derude, et Stykke hullet Drivtømmer der var rejst i Klitten, og gik til deres Arbejde igen. Han fandt sig i det uden Modstand; af deres Hænders Greb havde han følt, hvor velkomment det vilde være dem, om han satte sig til Modværge.

Han turede endnu mere efter dette, var oftest borte om Natten og lod Regningerne gaa hjem til Gaarden. Og dem kunde Karen ikke komme uden117|om. Saadan gik Tiden til hun skulde føde sin Lille, uden at der skete noget afgørende.

Under hele Karen Bakkegaards Barselsleje viste han sig slet ikke, og det var der ingen, der var ked af. Karen havde svært ved at komme gennem Fødslen trods sin stærke Natur; hun var for langt henne i Aarene. Hun laa tre Uger, og trængte til al den Ro hun kunde faa. Først da hun igen var oven Senge, dukkede han op.

Hun var lige gaaet til Ro og laa med den Lille ved Brystet, da han kom skramlende hjem til Gaarden, i Selskab med et Par Svirebrødre. De to Bakkegaardssønner var ved Stranden for at trække en Baad højere op paa Land. Johannes kunde vel mærke trods sin NDonner, at de ikke var hjemme. Han stampede gennem Stuen lige ind til Karens Soveværelse, dér stod han i Døren og svajede, ligbleg af Svir og Forvaagethed, rigtig fæl at se til.

»Jeg har et Par Kammerater med,« sagde han og slog med Haanden ind imod Stuen – »staa op og giv os noget at leve af!«

Karen svarede ikke men saa blot foragteligt paa ham.

»Kan du ikke svare?« spurgte han opbragt. Dørgrebet gled ud af hans Haand i det samme, og Døren slog tilbage mod Væggen. Han tørnede sideværts hen i Soveværelset.

Karen lo.

»Da skal jeg Fanden tage mig gi dig Dør at le ad!« skreg han. Han sled Døren af Hængslerne 118| og kylede den over i Sengen til hende. Karen afbødede Slaget for Barnet ved at løfte Hænder og Knæ; der undslap hende et Skrig.

»Naa, nu ku' du endelig svare!« raabte han. Han lo larmende og efterlignede hendes Skrig. – »Saa ku' du faa Kæften aabnet, hva?«

I det samme kom Sønnerne sættende, en af Pigerne var skørtet til Stranden efter dem. Det kvak i Johannes, da han saa dem; han hørte sine to Svirebrødre tumle med Køretøjet ude i Gaarden og forsøgte at naa ud til dem.

Men Bakkegaardssønnerne var ikke til Sinds at slippe ham for godt Køb. Nu havde de ham; naar han denne Gang tog fra Gaarde, maatte det være for bestandig. De trak Bukserne af ham, for det Tilfælde han skulde prøve at flygte, og spærrede ham inde i en lille Stenhytte, hvor Fiskeredskaberne opbevaredes. Han fik en Favnfuld Halm smidt ind til sig. Der sad han, mens de drøftede, hvad der skulde gøres ved ham.

I to Dage holdt de Raad om, hvilken Fremgangsmaade der var den bedste; nemt var det ikke. De kunde føre ham for Øvrigheden og faa ham straffet for brutal Fremfærd, og saa have ham at trækkes med bag efter – en straffet Person! Det bedste var at faa ham over Vandet, den Vej saa meget andet daarligt var gaaet, til Amerika. Saa blev han hentet ind.

Meget Mandfolk var der ikke i'en; han rystede som en Hund, da de førte ham over Gaarden. 119| Karen saa det fra Sovekammeret og blev brændende rød af Skam. Saadan saa den ud, hun havde sat alting til Side for at tilhøre!

Johannes lagde Mærke til, at der holdt en Vogn i Gaarden med alt hans Kluns i; Selerne laa paa hver sin Side af Vognstangen. Inde i Stuen saa der sært højtideligt ud, der laa en Bunke omhyggeligt ordnede Sedler paa Bor det – og et Dokument; Pen og Blæk stod parat. For første Gang i sit Liv følte han sig forladt og hjemløs, Forsorenheden svigtede i Dag, der brød Hulken op igennem ham.

»Ja Johannes, nu er din Time slaaet,« sagde den ældste Søn mørkt. »Vi kunde have bragt dig for Retten og faaet dig straffet, men vi har foretrukket at ordne det med det gode. Her paa dette Papir staar, at du har mishandlet din Hustru i Barselseng, og at du forpligter dig til at rømme af Landet og aldrig bære Krav paa Karen Bakkegaard eller nogen af hendes – imod at hun frafalder Tiltale. Og her er tusend Kroner til dig at rejse og komme i Vej for. Vi har maattet laane dem; hvad her var, har du jo forødt.« Han dyppede Pennen og rakte den frem; Johannes tog den med rystende Haand og skrev under.

Saa stod de en Stund uden at se paa hinanden; der var Tavshed i Stuen. Det var som om Tavsheden spurgte: Har du endnu noget Ønske, Johannes? nogen du gærne vil tage Afsked med, maaske bede om Forladelse? Men Jobannes frem120|førte intet Ønske; han havde ingen, der stod ham nær. »Saa spænder vi for!« sagde den ældste Broder og rettede sig.

Han kørte selv Johannes til Staden og blev derude, til han havde set ham vel ombord paa Damperen og Skibet glide ud af Havnen. Dette her maatte gøres saadan, at der ingen Vej førte tilbage. Saa endelig blev der rolige Dage paa Bakkegaarden.

[121]| Karen Bakkegaard gik frem og tilbage mellem Stue og Sovekammer og bragte i Orden efter Dagen. Det var den lille Jørgens syv Aars Fødselsdag, og der havde været Børnefremmede. Nu laa han i den brede Seng og sov trygt med alt Legetøjet i Favnen. Mange Ting havde han faaet, og Karen fandt det i sit stille Sind urimeligt med alt det, man i vor Tid kostede til Børn at rive itu. Især de voksne Sønner vidste ingen Maade; ingenting var dem for kostbart, naar det galdt Lille Jørgen.

De var ude nu alle tre. Der var ikke Raad til at have dem hjemme, skønt Gaarden nok kunde trænge til en ledende Mandshaand. Det var ligesom den ikke vilde rette sig igen, efter al den Overlast den havde lidt nogle Aar tilbage.

Karen gik stille og fortænkt omkring – Dagen havde jo givet Anledning nok til at tænke Tanker. Det var alligevel saa underligt at tænke paa, at her gik hun og syslede, og derhenne laa Lille Jørgen og sov; men den som havde knyttet de to Tilværelser sammen, flakkede rodløs om et Steds 122| i Verden. Hvor var han vel nu henne, Staklen? Kanske omkommet i fremmed Land, kanske nedsunket i Elendighed? Godt var han jo nok ikke kommet efter det, med hans Sind!

Ja, hvad var det egentlig med hans Sind? hvori bestod ret beset hans Ondskab, som de alle betragtede som noget engang for alle fastslaaet – hun selv ogsaa? Han og hun havde ikke passet sammen, men kunde han for det mere end hun? Hun var dog den ældste! Maaske kunde alt det andet i hans Væsen forklares ud fra dette ene. Hvad vidste hun om hans Sind, naar hun tænkte retfærdigt efter – eller de andre? Der havde ingen Tid været til at spørge til hans Egenskaber; han var en fremmed Hund og skulde jages. Og saa havde han bidt fra sig under Jagten, han havde betalt ondt med ondt!

Karen vidste hverken ud eller ind i dette, hun havde set og tænkt over for meget i de forløbne Aar til at dele Folk i gode og slette. Der var Skidteri i enhver, saa var der vel ogsaa noget godt at finde i enhver. Om man nu var blevet ved at jage hende paa Skidteriet i hende og ikke havde taget hende for god igen – hvad saa? Kunde hun vel i Længden have undværet de andres gode Mening om sig uden at gaa i Hundene? Og hun havde dog hvad man kaldte en stærk Karakter.

Ondt af ham havde hun, især i Aften. Kanske var det det, at hun gærne vilde give Lille Jørgen en ordentlig Far, der fik hende til at tage ham i 123| Forsvar. Meget var ogsaa forandret i hendes Erindring; Tiden fortærer nogle af Farverne i et Billede og lader andre staa. Og saa var der det, at hun kunde høre Havet røre paa sig og blive uroligt. Naar det saadan begyndte at bryde mellem Strandstenene forud for Storm, maatte hun underlig nok altid tænke paa Johannes.

Hun stirrede ud; der var Maane, Skyerne var i Drift hen over den. Men hernede ved Jorden blæste det endnu ikke. Hun fik se om Karlen var hjemme, saa de kunde faa den store Ruse bjærget ind til Natten. Ellers kunde Stormen træffe til at ødelægge den.

Hun stod og betragtede Drengen, mens hun bandt Sjalet paa sig. Som en mørk tæt Hætte laa Haaret om hans Hoede; og Næsen – nej han slægtede ingen af deres paa i det ydre. Og i Sindet – –? Som en fremmed Fugl, sort og spidsnæbbet, løb han omkring paa Gaarden. En fremmed Fugl ja!

Hun hørte Skridt i Gaarden, tænkte det var Karlen, og gik for at snakke med ham. Da hun kom midt i Stuen, tog det i Døren, en fremmed Mand stod paa Tærsklen; han var daarlig klædt og havde et tykt Tørklæde om Halsen. Karen maatte støtte sig ved Bordet. Hun stod og kunde ikke faa et Ord frem; omkring hendes Lænd og helt ned i de tunge Ben jog ilende Trækninger frem og tilbage – som NFlyvegigt.

Den Fremmede saa sig genkendende om, gik saa et Par Skridt imod hende med udstrakt Haand; 124| han smilte fattigt. Karen rørte sig ikke. Saa sank han ned for Bordenden med Hovedet paa sine Arme. Forkommen saa han ud, saa sørgelig forkommen.

Karen Bakkegaard vidste ikke, hvordan hun var stedt. Noget i hende tilskyndede hende til at gaa hen og tage hans pjuskede Hoved ind til sig og give ham et godt Ord til Velkomst; men gammel Angst sad og holdt igen. Det stærke Menneske stod ret op og ned og vidste ingenting, »Du er vel sulten?« hviskede hun endelig, raadløs. Han rørte ikke paa sig. Saa gik hun ud i Køkkenet og gav sig til at gøre Ild paa Komfuret.

Hun gik i en Halvdøs og lavede til, Forstanden stod stille paa hende. Hvad vilde der nu komme, hvordan vilde dette arte sig? Hun turde slet ikke beskæftige sig med det. Han trængte til Mad, noget godt at spise – andet vidste hun ikke. Da hun engang saa op fra Arbejdet, stod han i Døren og betragtede hende; Stegelugten havde lokket ham derhen. Han snakkede, og Karen hørte, at hun svarede.

Af hans Ord fremgik det, at han havde døjet meget ondt og haft liden Lykke med sig. Langt ude havde han været, nu var han hjemme igen, og det slog lige til. Det hørtes af Klangen i hans Stemme, at nu var alt det tilbagelagt, nu var han i Havn. »Vi er jo da ogsaa Mand og Kone,« endte han – »og det Forhold kan intet uden Skilsmisse ophæve.«

125| Ja vist var de rette Ægtefolk, dumt havde det været med det Papir de lod ham underskrive dengang, det vidste Karen godt. Gift var gift, til Øvrigheden gjorde det ugyldigt igen. Og nu var han altsaa kommet tilbage og krævede sin Ret, der var kommet Husbond til Bakkegaarden igen. Gad vidst, hvordan det vilde arte sig? Naa, der var løbet meget Vand til Havet siden han drog ud; kanske tog det hele en god Vending nu.

»Du vil vel se din Søn?« sagde hun, tog Lampen fra Stuebordet og gik foran ind i Soveværelset. »Han fylder syv Aar i Dag.«

Johannes bøjede sig over ham og rørte ved hans Kind; Drengen vaagnede og stirrede forskrækket paa ham. »Det er Far, der er kommet hjem, « sagde Karen; hendes Stemme skjalv let. Drengen smilede.

Han vilde op, og Faderen fik ham paa Skødet, mens Karen gik ud for at lave Kaffe. De sad i Bænken og legede; Johannes var en rigtig Spasmager endnu. Han forestillede et eller andet, der kom og vilde spise den Lilles Mave, og Drengen vred sig sammen i Latter. »Ikke saa voldsomt,« sagde Karen derude fra – »husk paa, han er et Barn.« Rigtig Maade var der fremdeles ikke med Johannes; men det var rart at vide, at han holdt af sit Afkom.

De var rolige derinde en Stund, men saa begyndte de igen. Denne Gang var der Angst i Drengens Latter – nu var det nok bedst, han kom i Seng! Karen vilde lige Ntragte Kaffen en Gang til.

126| Pludselig hørte hun ham kløges voldsomt. Hun kom hastigt frem i Døren. Han laa paa Bænken og sprællede, blaarød i Hovedet, og forsøgte at brække noget op. Johannes sad og grinede.

»Hvad har du gjort ved Drengen?« raabte hun. Hun rev Barnet forover og stak en kroget Finger ned i Svælget paa det. Der fulgte en lang Skraa med ud. Johannes sad og grinte fjoget. »En Skraa kan sku ingen Fortræd gøre,« sagde han.

Karen tav og lagde den Lille i Seng. Hun færdedes fast og besluttet ud og ind gennem Stuen, nu vidste hun sin Vej. En Flig havde løftet sig for Fremtiden og rusket hende vaagen – hun var ikke Fatalist længer. En Gang før var han sendt bort, grundigt mente de; nu vilde hun prøve at faa ham til at rejse, saa han aldrig kom igen mere.

Hun kom ind med Kavaj paa og tykt Forklæde om Hovedet. »Du vil nok hjælpe mig at faa den Ruse bjærget ind,« sagde hun – »Karlen er ikke hjemme.«

De tog et Par Aarer i Stenhytten, hvor han engang havde været spærret inde, og gik ned over Havbakkerne; Karen bar Aarerne; han tilbød heller ikke at tage dem. Hun gjorde Baaden los og bød ham sætte sig i Forstavnen, selv roede hun. Søen gik allerede haard, men Karen havde gode Arme, og i Dag følte hun sig stærk som aldrig før.

Saa var de der; Karen Bakkegaard pegede Mærket ud og holdt Baaden op imod Vejret, mens Johannes halede. Det var svært Arbejde, og man 127| saa paa ham, at han ikke holdt af det; han rystede sig uvilligt, naar Søen slog ind paa ham. »Tag bedre i!« raabte Karen og lagde sig af al Magt i Aarerne.

Rusen begyndte at hæve sig op i Vandet, det sværeste stod for. Johannes vendte Ansigtet mod hende. »Den faar jeg aldrig op i Baaden alene,« raabte han, »du maa gie mig en Haand.«

»Meget Mandfolk er du nok fremdeles ikke,« svarede Karen spottende. »Tag ordentlig fat.«

Han lagde sig stærkt forover, i det samme gled Baaden bort under ham, han stod paa Hovedet i SøenA. Baaden drev raskt indefter for Vind og Sø. Karen saa en Arm over Vandet, derpaa en Fod; saa Ntørnede Baaden, og hun havde andet at tage Vare. Hun halede den godt op, lagde yderligere en NDræg op om et forkrøblet Træ og bar saa Aarerne op i Redskabshuset. Drengen sov da hun kom ind, men saa ud som havde han grædt, der sad sort Skum i hans ene Mundvig. Hun stod længe over ham, hensunken i sit eget.

Pludselig slog han Øjnene op og stirrede forfærdet ud i Værelset: »Hvor er fremmed Mand?« spurgte han.

»Her er ingen fremmed Mand,« sagde Karen venligt, »det er noget, du har drømt. Put du dig bare og sov igen.« Drengen puttede saa Hovedet og sov videre.

– – –

Den følgende Dag drev der et Lig i Land neden 128| for Bakkegaarden. Det blev genkendt som Johannes, Karen Bakkegaards mislykkede Ægtemand.

Folk syntes, det var et sært Træf, at han netop skulde drive i Land her.