[129]|Bølgen den blaa!

[131]| I.

Paa Stranden derhjemme, helt ude i den søndre Ende af den lille Kystby, laa dengang en gammel Fiskerhytte, som nu er revet ned. Den havde Gavlen til Søen og skød sig helt frem mod Vandet; mellem Hytten og Stranden var der kun en smal Sti, hvor Fiskerne trilled forbi med deres Redskaber, til og fra NTørrepladserne.

Ved den Tid her er Tale om, var de gamle Fiskerfolk selv døde; Datteren Marta boede alene i Huset. Hun var eneste Barn, og havde arvet den Smule der var; nu Forældrene var døde leved hun af at væve. Hver den første satte hun ny Væv op, hveranden Maaned med NHvergarn, hveranden med NTvist. Folk i Byen tegned sig for saa og saa mange Alen og leverede selv NIslætten.

Marta var en stor og stærk Pige med et ualmindelig blidt og undseligt Væsen. Hendes bedste Ungdom var gaaet med at passe to gnavne svagelige Mennesker – en langtrukken Følgen til Graven havde det været; nu sad hun inden for sine smaa Vinduer ved Søen og slog Væven fra Morgen til Aften. Hvorfor hun vilde sidde dèr og stirre 132| ensomt ud over Havet, i Stedet for at give sig i Huset hos nogen af Familien hvor der var anden Ungdom, var ikke til at forstaa. Tilmed hun ikke var helt fattig men kunde betale lidt for sig, saa enhver havde taget imod hende med Kyshaand.

Men hun foretrak altsaa dette, og en Trøst var det i al Fald at vide, at hun ikke drev sin Dag hen. Naar Fiskerne tidlig Sommermorgen vendte hjem fra Fangst, baarne frem over Horisonten af selve Solopgangen, stod hun gærne uden for Hytten og tog sit Skøn over den ny Dag – ofte endnu i bar NSærk. Og siden havde man Lyden af hendes stærke Væveslag i Øret den udslagne Dag. »Nu er det Middag,« udbrød Kvarterets Koner, naar de hørte hendes Væv gaa i Staa, eller: »Nu er Klokken fem! – Marta er saa god som nogen Nottedags Slagklokke,« føjed de gærne til.

Det var hun ogsaa, man kunde stille hele sin Uge efter hende. Lørdag Eftermiddag gik hun paa Kirkegaarden og gjorde Gravene i Stand, om Søndagen Nbandt hun paa sig og gik i Kirke. Ellers gav hun sig ikke stort af med nogen eller noget, men sad paa sin Plads ved Vinduet. Væven stod saaledes, at hun under Arbejdet kunde overse NSjøen og Havnen, se Baadene gaa ud og vende hjem igen – og hvert fremmed Skib der kom ind.

Hun hørte i den Grad til paa sin Plads ved Vinduet, at Folk blev helt underlige til Mode, naar det hændte, at de ikke saa hende der. De ældre havde set hende blive anbragt ved Vinduskarmen som en 133| parmaaneders Bylt, et hjælpeløst, savlende Væsen der missed og skar Ansigt mod Flimmeret fra det store Hav. Der kravled hun selv op med sit Legetøj, saa snart hun kunde krybe, og derfra holdt hun Udkig Barndommen igennem – efter Faderen der var paa Søen, og efter nyt fra det fremmede. Over Havet kom Rædslerne og de store Begivenheder i ens Liv: Skibe med døde Mænd, Storfangst stundom og stundom Sult – og Rigdomme nu og da, som man fandt drivende herreløst om derude. Den evige Spejden ud over den vide Havlinje havde vel spilet hendes Syn ud, hun kunde ikke se paa nogen. Der var ingen Kraft eller Vilje i hendes Blik, det veg afvejen. Men naar hun stirred ud over Søen, blev det stort og nyfigent.

Det hændte, at en og anden rejste det Spørgsmaal, om hun vel var rigtig i Hovedet. Men det var jo for saa vidt ligegyldigt, som hun passed sig selv og sit Arbejde og ikke laa hverken Slægten eller Byen til Byrde.

En net og alvorlig Pige var hun, og Huset havde hun arvet gældfrit, saa der var mer end en af de unge Fiskere, der la'e Vejen forbi hendes Vinduer. De der hørte til Slægten, bragte hende Nen Ret Fisk naar Fangsten faldt rigelig – og kom om Foraaret og gravede hendes Stump Have. Men Takken skulde ingen blive fed af!

Efterhaanden blev hun et Maal for de unge Mænd, noget i Retning af selve det uudførlige som enhver rask Gut maatte vove Halsen paa. Men 134| enten de greb det saadan eller saadan an, Marta lod sig ikke erobre. Ingen kunde prale af at have tændt Gnist af Interesse i hendes Blik; man var ikke engang sikker paa, at hun overhovedet saa én.

»Den der vil Npejle hende, maa langt til Søs,« sa'e de gamle Fiskere – »Marta hun er langsynet. Det har hun efter Moderen.« Dermed sigtedes til, at Moderen i sin Tid havde kastet Vrag paa Byens egen Ungdom og taget sig Mand omme fra den anden Side Øen.

Hvem hun nu havde det efter – saadan var hun og ikke et Gran anderledes. Der gik en halv Snes Aar paa den Maade, og hun trak sig snarest endnu mere ind i sin Ensomhed, skønt Tiden led og den Dag snart kunde komme, hvor hun stod og var en gammel Pige. Der var ikke noget at stille op, og man lod hende saa være for den gode Pige hun var.

Men en Dag slog det en erfaren Kone, at Marta var ved at forandre sig; og da først én havde set det, var det tydeligt for enhver. Saa klædte den ældste i Familien sig i NAltergangstøj og gik til hende. Marta tog imod hende med Hænderne under Forklædet, men benægtede forøvrigt ikke. Det var blot umuligt at faa nogen Forklaring af hende. Til hvert Spørgsmaal om hvordan pegede hun blot ud over Havet, og det skulde man jo ikke blive klog af.

Naa, kan man ikke paa anden Maade faa Forklaringen paa et Fænomen, maa man lave den 135| selv. Efterhaanden vidste Folk at fortælle, at Kaptajnen paa en eller anden af de mange NVinddrivere, der med Fralands Vind kom og kasted Anker under Kysten, var roet i Land ved Nat og havde banket paa hendes Vindu. Hvordan en Vildfremmed – from som hun tilmed var, og undselig – havde opnaaet sit, det begreb man ikke. Men hun havde jo altid haft det med at glo taabeligt efter Havet, som om Lykken var at vente borte fra; og han havde vel saa haft Magten med hende. Hvad hjælper det saa, om en Kvinde sætter begge Hasper paa!

Jo sandelig havde hun fanget Lykken ind, helt omsonst kunde hun ikke siges at have siddet der og stirret sin Ungdom væk! Borte havde besøgt hende!

Den lille By tog ellers ikke blidt paa saadan noget; men her var det usædvanlige paa Færde og gjorde èn angst for at dømme. Dette var ikke noget slet og ret Fejltrin; man anede Magterne bag ved det skete og bar over med hende. Der var endda den, der endnu stod ved sit Forsæt og vilde gifte sig med hende.

»NKlip du til, min Pige, og sid ikke og vent paa noget, som aldrig kommer mer end den ene Gang! Tag din Lykke naar den bliver dig tilbudt!« sagde de gamle Koner. »Der er ikke noget saa troløst som Havet; det kan enhver af os snakke med om. Slaa til du, saa faar du Far til Barnet.«

Hun svared ikke paa det men slog blot Væven 136| endnu flittigere i Pavsen mellem Overtalelserne. Det hørtes af selve Slagene, at hun havde indrettet sig paa selv at opfostre sit Barn.

Det blev en Knægt, og han havde altsaa ingen anden Far end Havet; ogsaa han indretted sigA paa denne Kendsgærning. Saa snart han kunde gøre sig gældende, spurgte han jo Moderen ud om sit fædrene Ophav; men hun pegede blot tavs ud over Søen. Og stirred han ind i hendes gode Øjne for et Svar, saa han Havet derinde ogsaa – saa aabent som det kun gaar igen i Fiskerpigens lysblaa vejrede Blik.

Saa slog han sig paa Havet fra lille af. Han holdt sig for sig selv ligesom Moderen, og Stranden tog ham, saa snart han kunde krybe. Han havde fundet et gammelt Dejtrug oppe paa Loftet fra Bedsteforældrenes Tid; det laa han og flød i dernede. Ofte nok vendte det Bunden i Vejret; og Moderen, der holdt Øje med ham fra Vinduet, maatte slippe sin Væv og ned og bjærge ham fra at drukne. Det faldt ingen af dem ind at nære Uvilje mod Sjøen af den Grund.

I Skolen var han ikke meget bevendt. Ved Begavelse forstod man dèr Ævne til at lære nogle trykte Remser udenad, og det havde han ingen Anlæg for. Han holdt sig til sin Krog nederst i Klassen og forholdt sig saa stille og ubemærket som muligt – han var paa fremmed Grund; Løjerne tog han ingen Del i. Læreren gad ikke selv 137| beskæftige sig med ham men overlod ham til hans Sidemand.

Men uden for Skolen var han en hel Ka'l. Søen beherskede alt i den lille By – Børnenes Leg og de Voksnes Arbejde; og Søen forstod han sig paa. Han lærte tidlig at tumle sin Baad som nogen Fisker, og kendte de skjulte Love for Fiskenes Vandringer – hvor han nu havde det fra. Det var som et Instinkt hos ham, og Byens tre-fire fine Familier faldt gærne tilbage paa ham, naar de skulde have Middagsselskab. Aal eller Gedde kunde han altid skaffe.

Da han lykkeligvis aldrig havde læst Zoologi, vidste han, at Aalen og Gedden er Færskvandsfisk, men at Østersøen ikke er saltere end at de som udvoksne kan trives i den; de vender først Bugen i Vejret, naar de kommer op i Sundet paa Højden af NHveen. Men Æg og Yngel kræver helt færsk Vand for at kunne udvikle sig, og i det tidlige Foraar gaar de modne Hunner og Hanner frem og tilbage i Østersøen og smager efter Færskvandsstriber – til de rammer Aamundingerne under Bornholms Kyster. Ad dem søger de op i Indsøer og Moser for at lægge deres Yngel.

Paa Skolebænken vilde han have faaet Prygl for denne umulige Viden – hvis han havde krammet ud med den. Men ude i det fri var den ham til fortrinlig Nytte. Han vidste nøjagtig med sig selv naar Trækket var inde, og stod man sig godt med ham, kunde man opnaa at blive purret ud en her138|lig Foraarsmorgen Kl. tre – til Gedde- eller Aborrefangst.

Ellers gik han for sig selv. Moderen indtog jo en Særstilling, og den delte han trofast med hende. Hun levede helt for sin Væv og denne Knægt, som Havet havde givet hende; og blot hun løfted Hovedet lidt, saa hun hele sin Verden: Drengen saa at sige i Faderens Favn.

De talte ikke meget sammen han og hun – ingen af dem var snaksom. Men de havde en egen Maade at søge ind til hinanden og holde sammen paa, som tvang til Agtelse. Og lykkelige var de! Havde Marta nogen Bekymring, saa var det den, at Faderen skulde melde sig og tage hendes Dreng fra hende.

Denne Bekymring var ikke helt hen i Vejret heller; endnu før hun naa­ ede at faa Peter konfirmeret, stak han af fra hende og gik til Søs. Han følte vel, at det ikke lod sig ordne i Mindelighed – og ud maatte han; saa rømte han en Nat. Først troede man han var druknet; hans Baad laa og flød i Strandkanten en Morgen med Bunden i Vejret. Men siden viste det sig, at han var rømt med en af de mange Vinddrivere, der med Fralandsvind kom og kastede Anker under Kysten.

Paa Martas ydre Væsen øvede det ingen Forandring; hun var som et Urværk bestandig, gik til og fra sit og betroede sig til ingen. Men det var øjensynligt, at hun nagedes alligevel. Det sad et Steds indvendig i hende og fortærede hende. Hen139|des Sorg var stilfærdig, tavs som et Dyrs; den blev ikke mindre, da der kom Bud, at han ikke var druknet men tumlede sig derude i bedste Velgaaende. Havet havde i alle Tilfælde taget ham – her var han jo ikke! Af hendes Skorsten røg det fremdeles, hun aad og drak lige som før, og blev endnu tungere i det. Hun blev endda mavefør og svær. Men underlig sygned hun alligevel hen – hun svandt indvendig fra.

Ingen faar haardere Start end den, der skal rømme sig sin Fremtid til; og efter den Maade Peter var kommet hjemme fra, vilde han vel ikke lade høre fra sig, før han kunde melde gode Nyheder. To Gange kom der med Aars Mellemrum Bud, at nu var han paa Vej hjem med Penge paa Lommen til at ta'e Styrmandseksamen; og hvergang leved hun lidt op. Men blot for at falde endnu tungere hen i sit, naar Skuffelsen meldte sig.

Hendes Vagt ved Vinduet blev længere og længere; tilsidst veg hun ikke fra sin Plads men sad der Dag og Nat med Ansigtet vendt mod Søen. Nu og da slog hun Væven af gammel Vane, men noget Garn var der ikke i den. »Mekanikken er gaaet i Stykker i hende«, sa'e Fiskerne, der tog ud og kom hjem og bestandig saa det udtryksløse Ansigt mod Ruden. En Dag sad hun der og var død.

Efterretningen om Martas Død naaede Peter i Hamborg, netop som han var i Begreb med at lade sig klæde grundigt af for tredje Gang. Han 140| fik den gennem en Kammerat – selv stod han ikke i Forbindelse med Hjemmet – og vaagned op tidsnok til at redde saa meget af Hyren, at han kunde naa hjem. Han kom tidlig nok til at se Moderen blive sænket i Jorden – og det fik ham til at tænke over et og andet.

Moderens Død fik Peter til at gaa det hele alvorligt efter – hvad havde han haft ud af hende og hele Tilværelsen? Det duede ikke med den Flakken, nu fik det være Slut med Søen! Han saa sig om i Kredsen af unge Piger og valgte den blødeste af dem alle, Ane Lise. »Saa er der noget, der holder paa én,« sagde han forklarende.

»Ja det er godt nok,« mente Folk – »men du maa ogsaa søge dig en Stilling; det dèr kan ingen leve af. Og Hus og Hjem maa du ogsaa skaffe dig!«

»Det er sku ogsaa sandt!« sa'e Peter og saa sig om efter noget. Han fik en god fast Plads hos Bryggeren og begyndte at trække til Rede. Og lidt før Jul giftede de sig.

»Nu er han godt fortøjet,« mente Folk, »saa blød en Favn gør ingen sig let fri af. Naar han nu faar en Lille paa Knæet ogsaa, saa –.« Og de syntes at faa Ret, i sin Fritid gik Peter altid hjemme og puslede om Ane Lise og den lille Rede. Hun havde virkelig ævnet at jage alt det farende ud af hans Sind.

Men da Foraaret meldte sig og Skibene i Havnen Ntakled til og stak i Søen, blev han stundesløs og 141| tabte Interessen for det hele. Og en skønne Dag var han væk.

Hans unge Kone var en fornuftig Fiskertøs; hun spildte ikke mange Taarer paa, hvad der alligevel ikke kunde være anderledes, men tog straks i hvor han slap. Hun fik sit Barn og gik i Gang med at forsørge det uden at sidde hen og vente paa, at han skulde sende dem noget; og det var meget heldigt.

Der indløb ikke alt for ofte Brev fra ham, men en Dag efter fem Aars Forløb dukked han selv ind under Karmen, skægget og ukendelig men i vældigt Humør. Et og andet var der jo lagt til Side til ham, men det var ikke nemt at holde Stand, saadan som han tog om Kone og Barn. Han var et stort smilende Barn selv – som alle Bebrejdelser prelled fuldstændig af paa. Hvem kunde tvivle om – trods de fem Aar – at han selv havde været lige ved at gaa i Hundene af Længsel, saa henrykt som han var for sin Rede. Der stod Fest og Glæde af ham – saa længe det varede!

Saadan kigged han hjem om med Aars Mellemrum; Børnenes Alder og Antal var et Slags Regnskab over Besøgene. Altid var han lige henrykt for sin lille, knusende dygtige Kone, og de Børn hun gav ham, – altid lige opsat paa, at nu skulde det have en Ende med det Hunde- og Rakkerliv paa Søen. Nu vilde han leve i Familiens Skød, købe sig Baad og fiske – ta fat paa et eller andet hjemme ved. Dèr laa man og gnaved sig rundt 142| om Jorden den ene Gang efter den anden til ingen Verdens Nytte, mens den skønne Tid gik og man kunde haft det saa dejligt. Men nu var der sagt Stop! – nu skulde man for en Gangs Skyld lære Kone og Børn ordentlig at kende – –.

Og hvergang gentog det samme sig. Naar han havde opholdt sig nogen Tid paa Land, kom den Ntyvebrændte Uro over ham og jog ham frem og tilbage mellem Hjemmet og Havnen. Alt det han skræved, Jorden vilde ikke vugge sig under ham – han blev øm i Fodsaaler og Hofter. Og Søvn blev der ingen af.

De gjorde alt derhjemme for at holde paa ham. Sætte Vuggegænger under Sengen lod sig jo ikke gøre, men en Uges Tid eller saa holdt de det gaaende ved at skiftes til at staa og pøse Vand paa Kammersvinduet, mens han fik sig en Lur. Saa kunde han ikke mere og maatte stikke i Søen igen. Men saa havde man dog set, hvordan Mutter navigerede den – fanden til dygtigt Fruentimmer! Og Tøserne – fineste Postelin!

[143]| II.

Det var helt spændende for en liden Knægt at gaa og vide ham langt derude – og pludselig se ham dukke inden for Smaabyens trange Sfære, medbringende Ting fra Verdens fjærneste og mest fantastiske Egne: Koraller og Bomeranger og mærkeligt kinesisk Porcellæn. Han var tatoveret som ingen anden Sømand derhjemme, hans Skikkelse maatte nødvendigvis spøge frodigt i et Drengesind. Det maatte være en herlig Verden den derude, siden den saa nødig gav ham fra sig og tog ham igen med et Ryk – bort fra alt hvad han holdt af. Fuld af Bedrifter var han ogsaa – en rigtig Helt! Hvem vilde ikke gærne have fulgt ham ud paa Farten og set et Glimt af hans glade sorgløse Færd derude.

Som voksen oplevede jeg det virkelig, og kom ved et rent Tilfælde til at gøre et af hans Togter med.

Det er nu nogle Aar siden. NJeg laa nede ved en af de store Middelhavshavne og lurede paa Skibslejlighed hjem. Pungen var tom, jeg havde ikke Penge til at gøre Turen landværts; og Rute144|baaden vilde ikke tage mig med. Jeg holdt til i en af NKipperne nede ved Havnen – en rigtig Snask, der Dag og Nat havde et forfærdelig snavset Dannebrogsflag ude som Mading – erlagde hver Morgen mine to Frank for Kost og Logi, og tilbragte Dagen med at afsøge den store Havn.

Endelig en Morgen saa jeg det røde Flag smælde over et vældigt rustrødt Jærnskrog ved en af Kajerne. Det var NS/S Danmark, en slemt medtaget Skude, der kom ude fra Østen, hvor den havde ligget og fisket i rørt Vande under Nden russisk-japanske Krig, og nu var for hjemgaaende. Det saas paa den, at den havde været ude for adskilligt.

Det var de Aar, Fragtmarkedet var saa flovt, at der ikke engang kunde tjenes til de Kul, man brugte. Danmark skulde netop lægge op, da den russiske Østersøeskadre gav sig ud paa sit Dødstogt og søgte Fragtdampere til at ledsage den med Kul. Det var halsbrækkende Gærning og firdobbelte Fragtkurser, og Danmark meldte sig straks. Paa den Maade kom man til Østen. Og da man nu engang var derude, tog man det hele med: gik under Korea med forseglede Ordrer og formummet Last, sejlede med blændede Lanterner bestandig, famled sig frem mellem japanske Krydsere og Undervandsminer paa fordægtige Ture til NPort Arthur og NWladiwostok. Det var Tider, hvor man naar som helst kunde blive sendt neden om og hjem – totalt udslettet i en Brøkdel af et Minut. 145| Men gik det godt, var hver Tur god for flere Aars Slid.

Nu var Krigen endt og Lastdamperen som sagt paa Vej hjem, dygtig medtaget, tilgroet under Bunden saa Farten var ved at løbe af den – men med Jærnskrutten fuld. Det var ikke lykkedes at faa Ladning lige hjem til Evropa; man maatte gøre Turen i Etaper, for at den ikke skulde æde det hele op. Fra Japan løb man med en Ladning Kul til Hongkong og Bangkok; i Bangkok var der en kvart Ladning Korn og Teaktræ for Hamborg; saa over til Singapore efter noget NGambier – der bruges til at Nbarke Sejl og Fiskegarn med – ogsaa for Hamborg; og derfra til NRangoon efter Ris til Hjemlandet. Her i NMessina var man inde for at Nfylde Bunker og laste nogle Tusend Kasser Appelsiner for København, som var Rejsens Endemaal.

Kaptejnen havde ikke noget imod at tage mig med, men bad mig om at flytte ombord med det samme, da Skibet skulde gaa igen om nogle Timer, saa snart det fik Lasten ind. Han gav mig en Matros med, som skulde tage en Haand med i min Bagage.

»Men gør mig den Tjeneste at ha'e et Øje med ham,« sa'e han. »Han er en flink Fyr, men kommer han først ud paa egen Haand, kan vi kigge i Skibsjournalen efter ham. Og nu jeg har faaet ham saa langt, vil jeg dog nok ha'e den Fornøjelse at bringe ham nogenlunde velbeholden til Danmark.«

146| Det var en skægget kraftig Sømand paa 40-50 Aar, brun som en Halvneger; han havde Blyringe i Ørene ligesom Fiskerne derhjemme, og stærkt tatoverede, muskuløse Arme. Saalænge vi kunde ses fra Skibet, holdt han sig nogle Skridt bag mig; men ved den første Omdrejning sluttede han op. Han gik lidt og kiggede paa mig fra Siden, mens han gumlede løs paa Skraaen; saa spyttede han en Skylle ud over Gaden for at faa Munden fri og udbrød, paa et Maal der klang næsten for kendt og kært – her saa langt borte fra Hjemstavnen:

»Det er ligegodt storartet at være for hjemgaaende igen. Hvordan mon det staar til derhjemme?«

Nu kendte jeg ogsaa ham. De stærkt tatoverede Arme, den komiske Eksen med Benene som var de altid belavet paa at møde et Dæk der stillede sig paa Højkant – det var Martas Peter!

Det var ret længe siden, jeg sidst havde været paa Hjemegnen; men jeg vidste dog mere om Sagerne derhjemme end han – ogsaa om hans. Jeg kunde blandt andet fortælle ham, at hans ældste Datter var Ngift og hjemfaren, og at han sandsynligvis nu var Bedstefar.

Oplysningen lod til at gøre stærkt Indtryk paa ham. Han gik en Stund tavs ved Siden af mig; Kæberne tumled ivrigt med Skraaen. Saa tog han et Greb i Bukselinningen og sagde langsomt, som Fortsættelse af en indre Tankerække:

»Ja, her ligger man og rakker Jorden rundt til 147| ingen Verdens Nytte – og vælter sig op i alt muligt. Men nu skal det sku ogsaa være slut!«

»Det har du vist sagt nogle Gange før, Peter! « indvendte jeg forsigtigt.

»Javel – det er rigtig nok! Men du kan tro, jeg har haft Tid til at tænke over Tingene denne Gang; det har ikke været det bare Grin at ligge derude og plaske mellem Japanernes Miner. Søvn blev der heller ikke meget af! Det var den Gamle og begge Styrmændene paa Broen Nat og Dag, og to Mand paa NBakken til Udkig; og Peter skulde altid være den ene af dem. Saa snart han kneb hen i en Krog for at ta'e sig en Lur – – hvor Fa'en er Peter blevet a? Sover han da altid, det Murmeldyr? – – Hallo Peter, nyt forude? – Javel, Kaptejn! der svømmer Miner baade om Styrbord og Bagbord! – – For Satan, lad dem svømme, Peter – vi skal igennem! Ahead! – – Naa, Syle tjente man jo; og nu er det bedst at gaa i Land. En Sømand Nskærer sig en Ende af, hvor han kan komme afsted med det; og inden man ved et Ord af det, er Lommen tom. – En har jo ogsaa et og andet at gøre godt igen derhjemme!«

Han saa alvorligt paa mig med sine lyseblaa Barneøjne, der endnu bestandig virkede saa aabent som et Blik Horisonten rundt. Det slog mig, saa lidt Livet havde formaaet at aflejre i dem.

Paa Rejsen hjemefter fik vi talt en hel Del sammen. Om Dagen naar han gik ved sit Arbejde, lod han helst som vi ingenting kendte til hinan148|den; han svarede mig kort og tjenstmæssigt, naar Kaptejn eller Styrmænd var tilstede. Men om Aftenen, naar han selv var fri og vidste at den Gamle var gaaet til Køjs, kom han og slog sig ned i min Kahyt for at faa sig en Sludder – helst om dem derhjemme.

Der var gaaet en Aarrække, siden han sidst var hjemme, og han led stærkt af Hjemlængsel. Han var ikke noget Hængehode, sit Arbejde forrettede han med et Humør, som satte Liv i hele Besætningen. Men naar vi sad og talte om Hjemmet, kom der et eget Vemod over ham. Eller han gav sig til at dundre over sig selv – saadan en Sjuft der ikke fortjente, at noget Menneske paa Jorden holdt af ham. »Der har de sat og tænkt godt paa én – og maaske oven i Købet lidt Nød,« kunde han udbryde. »Tror du, de har sat og manglet, mens en anden én har lagt og svinet Pengene væk det første det bedste Sted man kom i Land?«

Jeg maatte svare, at de, saa vidt jeg vidste, havde klaret sig ganske ordentligt – men naturligvis kun ved tappert Slid.

»Det er noget forbandet Svineri, du! For de kunde hae haft det rigtig pænt med et Hækletøj, og slaaet et Slag i Byen til en Kaffetaar – bare man havde holdt lidt Hus med Hyren. Men saadan er vi Søfolk! Vorherre maa ha'e været knusende optaget, dengang han laved os; han har glemt at sætte Spunset i. Og her ligger man og rakker Jorden rundt, kommer ud for en farlig 149| Masse – og blir alligevel aldrig over to Aar. Det hele render durk igennem én, og lære at gaa ene paa Landjorden gør man aldrig. Penge faar man jo ikke Begreb om herude paa Søen ser du – og Fruentimmer sku forresten heller ikke; ethvert Skørt blir til en Engel i ens Tanker. Og naar man saa slipper i Land med Lommerne stoppende fulde af Hyre – kanske for et halv Aar – saa kan man sku ikke gaa for bare Kræfter og Humør. Op langs alle Kajer staar der ogsaa Folk og napper graadigt efter ens Lommer, og man faar en knusende grinagtig Fornemmelse af at kunne købe det hele. Saa hiver man en Daler i deres forsultne Fjæs – den ene skal sku ha'e fordi han er skæv i Ansigtet, og den anden fordi han snød saa gebommerligt paa et Sæt Tøj i Fjor. Dumt er det jo; men naar man saadan kommer i Land totre gode NBakskammerater, saa faar man Lyst til at gøre Grin med det hele. Saa tænker man hverken paa sin gamle Mor eller Mutter og Rollingerne, men la'r bare rulle. Og ser du, oppe for Enden af en eller anden snæver Gyde, der ligger jo Lykkeslottet med rød Lygte og røde Gardiner, og indenfor sidder en, der allermindst er Prinsesse. Dejlig malet er hun, og hun sukker og har tæret hele sit Liv hen af Længsel efter én. Saa er man den jo; og et Par Dage efter naar man vaagner, er Hyren gaaet og det pæne Tøj og Skjorten kanske med – og man befinder sig paa en Bænk ved Kajen, i nogle gamle Laser.

150| Saa kan det ellers nok være, man tænker paa dem derhjemme – og det saa man faar en knusende Hovedpine af det. Komme hjem i den Forfatning vil man jo ikke; og saa er der ikke andet at gøre end og la'e sig paamønstre igen – og hænge i igen et Aarstid eller to. Og det er en dejlig Tid, naar man saadan gaar paa sin Nattevagt langt ude til Søs et Sted, og tæller sin Hyre og tænker paa dem derhjemme.«

Men nu var alt det altsaa et tilbagelagt Stadium. Det havdeA været en ­haard Tørn derude i Østen, og Forholdene havde lært Peter at slaa en alvorlig Klo i sig selv. Han havde ogsaa talt med den Gamle om det, og de var blevet enige om, at han ikke skulde ha'e Landlov i nogen Havn.

»Det har været drøjt nok,« sagde han pustende, »men nu er der gudskelov kun Hamborg til Rest. Er jeg først paa dansk Grund, saa har det ingen Fare. – Og her skal du se Resultatet« – han krænged sit Bælte – »her er money enough til at komme i Gang med noget paa Landjorden for. Hundred Pund i Guld min Far – foruden hvad jeg ikke har trukket endnu! Det har kostet Sved at bjærge dem saa langt, kan du tro! – Jeg tænker, man køber sig en Jagt og sejler med Sten derhjemme paa.«

»Gaar du med alle de Penge paa dig?« udbrød jeg forfærdet.

»Vil du sige mig, hvor jeg ellers skulde gøre af 151| dem? Penge er noget farligt Skidt – før man ved et Ord af det, er de væk!«

»Du kunde lade dem staa hos Kaptejnen.«

»Den Gamle er storartet nok; men ser du, der kunde ske et eller andet nederdrægtigt. En har jo før været paa Vej hjem med Penge paa Lommen til at komme i Gang for! De to Gange skulde man læse til Styrmand – det var mens Mor levede; og den tredje Gang skulde man lave en lille Butikshandel sammen med Mutter. Men hver Gang er man vaagnet Dagen efter og har fundet sig blanket af – en Gang paa en Bænk i Liverpool, den anden Gang i Hamborg og tredje – naa, væk er væk! – Efterhaanden blir man jo forsigtig, du!«

Jeg kunde ikke rigtig se Logiken i det, men paa dette Punkt var han ikke til at komme nogen Vegne med. Det havde sikkert kostet ham overmenneskelige Anstrængelser at bjærge sin Skat saa langt igennem, og han maatte vel have den hos sig, saa han hvert Øjeblik kunde føle til den og overbevise sig om, at den var i Behold endnu – som det store Barn han fremdeles var.

Helt sikker paa sig selv var han ikke. Han var lidt bange ved Tanken om den sidste Plads vi skulde anløbe, og tog Gang paa Gang det Løfte af mig, at jeg ikke maatte slippe ham af Syne.

»Bare du vil gaa med mig i Land og være paa Siden af mig, til vi har naaet Posthuset – saa er den all right! Saa sender vi Pengene hjem fra Hamborg. Det vil kanske nok glæde Mutter og 152| høre en Gang fra mig paa den Maade – og det kan hun sku ha fortjent. Men lov mig at holde knusende skarpt Udkig saa længe.«

Jeg lovede det gærne men fik desværre ikke Lejlighed til at holde mit Løfte. For at faa Plads til den sidste Del af Ladningen havde vi i Messina anbragt noget af Trælasten paa Dækket. Det gav os en slem Slagside, da først vi kom til Søs, som ikke lod sig rette op igen ved Hjælp af Tankene. Saa lod Kaptejnen staa til. Med det fine Vejr vi havde, var der ingen Fare paa Færde; det var blot lidt vanskeligt at bevæge sig paa Dækslasten. Og vi havde alle faaet Ordre til at passe paa.

En Nat i Kanalen faldt Peter overbord. Der var ingen, der saa eller hørte noget til det; han savnedes først om Morgenen ved Udpurringen. Paa Nden læ Side om NBestiklukafet havde noget af Dækslasten forskubbet sig; Tømmerstokkene havde formodentlig rullet under hans Fødder, idet han – rap som han altid var i Vendingen – sprang hen over dem, og han var saa »drattet i Baljen«.

Intet er mere uhyggeligt end et Skib, som sejler under Trykket af det skæbnesvangre: Mand overbord! Det stod som et Raab i vort Øre bestandig, skønt ingen havde haft Anledning til at synge ud; al Glæde ved igen at nærme sig Hjemmet efter Aars Fravær var veget fra Skibet. De enkelte knappe Ordrer lød skærende ud i Stumheden ombord; vi undgik at se hinanden i Øjnene for ikke at gribe hinanden i de samme triste Tanker om 153| Kammeraten. Der var ingen Mand paa Skibet saa afholdt som Peter; han var i Grunden Sjælen i det hele. Det var trist Sejlads.

Og da vi saa efter et Par lange Døgns Forløb gled ind i Hamborgs Havnekompleks med Flaget paa halv, rigget ud til NKludder og Vrøvl og Søforhør – rigtig i Ligbegængelseshumør – stod han paa den første Sluseport og svingede med en gammel Bør af en Hat. Kaptejnen bandede indædt og rakte Hals fra Broen! vi troede jo at se Spøgelser og saa mer eller mindre fjogede ud allesammen. Men for Peter maa Situationen have været ugudelig komisk. Han maatte lægge sig ned om en Fortøjningspæl for ikke at gaa i Knude af Grin.

Det hele var dog – for saa vidt – gaaet meget naturligt til. Han var ganske rigtig drattet udenbords midt om Natten – ved Afløsningen; og da han havde givet Hals en Stund til ingen Nytte, prøvede han at faa fat i Loglinen. Da heller ikke det lykkedes, krængede han NKavajen af sig og gav sig til at øve Svømning, nærmest for at faa Has paa Tiden og holde Varmen. For nogen større Udsigt til at blive fisket op i NKanalen en mørk Nat var der jo ikke.

Et Par Timerstid laa han vel og mased, før han saa smaat belavede sig paa at rulle Grejerne sammen og holde Fyraften. Han var en dygtig Svømmer, og træt følte han sig i og for sig ikke. »Men« – som han sagde, »én kunde jo dog ikke blive ved at ligge dèr og rode rundt i Baljen til evig 154| Tid; det blev for skrup kedeligt i Længden.« Og da han tilmed pludselig fik Øje paa NLyssynet, som siges at vise sig for enhver Druknende, vidste han jo nok, hvad Klokken var slaaet.

Og saa blev det alligevel en dundrende Løgn dengang, for det han saa, var den flotte Passagerdamper fra Dover til Calais, med Søgelys fra Formasten og Ild ud af alle Koøjne. Den fisked ham indenbords, og saa var det jo en nem Sag at tage med Toget til Hamborg og være første Mand paa Pletten.

Desværre var mere end det gaaet som Fod i Hose for ham. Pengene havde han faaet formøblet – hver en Øre. Det var ikke Umagen værd at undersøge hvordan. Han blev afmønstret i Hamborg, og vi fulgtes ad over Land Resten af Vejen; han kom helskindet hjem med Resterne af Hyren.

Familien tog pænt nok imod ham, og han var henrykt over igen at være i dens Skød – han talte stærkt om at slaa sig ned derhjemme.

Men da det heller ikke denne Gang var lykkedes ham at bringe den opsparede Lykkesum frelst hjem, kan ingen fortænke ham i, at han efter kort Tids Forløb begyndte at blive urolig og en skønne Dag stak af for at lægge ud efter Skatten endnu engang.