© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Af de syv fortællinger i Dybhavsfisk havde kun den første, »Livsslaven«, ikke været trykt tidligere. Fortællingerne var blevet til i årene 1907-18. For nærmere detaljer, se afsnit V.8.
Der var altså – som med forgængeren Under Himmelen den Blaa – i høj grad tale om genbrug af avis- og tidsskriftbidrag, skrevet helt tilbage til elleve år før bogudgivelsen. Bogen virker derfor også meget varieret eller – mindre elskværdigt udtrykt – lidet egal, stilistisk såvel som tematisk: Fra strenge skæbnefortællinger som »En Strandvasker« og »Murene« over den uprætentiøse humoreske »Dybhavsfisk« og den anekdotiske skipperskrøne »Gulduret« til »Dukken!«, der står for sig selv og måske rettere hørte hjemme i den Tysklands-bog, Nexøs havde måttet opgive i 1915.
At Nexø på dette tidspunkt ikke producerede tilstrækkeligt med nye fortællinger til at fylde en bog, har en del af sin forklaring deri, at udgivelsen fandt sted, mens han arbejdede intensivt på andet bind af Ditte Menneskebarn, Lillemor, som udkom et halvt år senere.
Nexøs samarbejde med det forlag, der havde udgivet hans forrige samling, var i mellemtiden ophørt. Foruden Under Himmelen den Blaa nåede Fr. Ravns Forlag kun at udsende en 2.-udgave af romanen Det bødes der for –, inden forholdene dér blev for små for Nexø. I foråret 1916 søgte han i stedet samarbejde med det norske forlag Aschehoug & Co., som siden 1914 også havde haft en dansk filial. Udgivelsen af Ditte Menneskebarns første bind i 1917 blev indledningen til et fast samarbejde mellem Nexø og forlaget Aschehoug, der kom til at vare frem til 1930.
Dybhavsfisk anmeldtes bredt i over fyrre af landets dagblade og tidsskrifter og blev generelt modtaget gunstigt, men med forbehold over for samlingens mere anekdotiske indslag. I Politiken anmeldte kritikeren Chr. Rimestad (1878-1943) i en kronik, 4. december 1918, Dybhavsfisk sammen med tre andre novellesamlinger, Sophus Michaëlis’ Træbukken, J. Anker Larsens Menneskeøje og Otto Rungs Syndere og Skalke.
Generelt mente Rimestad, at »Af disse fire Novellesamlinger har Otto Rungs det fortrin, at de enkelte Partier samler sig til en Helhed«. Ikke desto mindre satte han også pris på Nexøs nye bog.
Forfatteren er:
(...) helt ligetil i sin Psykologi. Men der er noget kernesundt, noget marvrigt i hans Ligefremhed. Han holder sig til de store og klare Linjer, undgaar alle Sidespring, og selv om hans Hjertelighed af og til kan faa et Skær af Sentimentalitet (...), saa er det dog denne Ømhed, denne Omsorg, der giver hans Arbejder deres varme Menneskelighed. Han kender som maaske ingen anden alt det gode og stærke, der lever i Folkets Instinkter, og han øser Styrke af denne sjælelige Varmekilde.
Samlingen viser for øvrigt hvordan Nexø udvider sin Emnekres og sin kunstneriske Form. Han var en Gang Naturalist og Pessimist – her er der Historier, man maa karakterisere som næsten fantastisk-romantiske (se »Dybhavsfisk«), og andre, der er følsomt idylliske [»Dukken!«] (...). Den betydeligste af Fortællingerne er »En Strandvasker«, saa kraftigt koncentreret, at et helt stort Romanemne her har fundet naturlig Form i et Rumfang af blot en Snes Sider.
I Berlingske Tidende, aften, 23. november 1918, mente »Chr. G.«, at Dybhavsfisk var »en Samling tilfældige Historier«, men at de bedste var »Hjemstavnsbilleder fra Bornholm med Bonde- og Søfolksskildringer, med Bondens sejge Hængen ved Jorden og Sømandens sugende Udlængsel.« Også denne anmelder betragtede »En Strandvasker« som »Langt den betydeligste«, refererede den udførligt og undlod ikke at gøre opmærksom på, at den først havde stået i Berlingske Tidende, men glemte at oplyse, at også titelnovellen »Dybhavsfisk« først havde stået dér. »Andersen Nexø er bleven en ypperlig Fortæller (om end bedst i hans lune og følsomme Smaafolks-Skildring fra hjemlig Jord.)«
I Fyns Venstreblad, 3. november 1918 skrev anmelderen, den grundtvigske præst og forfatter Oscar Geismar (1877-1950), at »Denne Samling Smaafortællinger (...) har faaet sin Fællestitel fra den ubetydeligste af dem.« »Dybhavsfisk« var en »lille Spøg«, som ganske vist var »rask fortalt, men Andersen Nexøs Kunst savner det stænk af livserfaren Ironi, som maa til for at sætte Kulør paa den Slags.«
»Gulduret« affejes ligeledes, hvorimod bonde- og fiskerskildringerne fra Bornholm også her fremhæves:
Man begriber, at Nexø forstaar sine Folk, ikke ud fra et overklasseagtigt Studium af Folkelivet, men med Blodets og Racens Fællesskabsfølelse levende i sig.
De syv Fortællinger rager ikke højt op i Andersen Nexøs Forfatterskab, men bærer dog alle deres Faders Navn med Rette. I den Slags Smaafortællinger har han udhvilet sig fra sit Herkulesarbejde, før med »Pelle« og nu med »Ditte«.
I Fyns Social-Demokrat, 3. november 1918 (ikke 2. november som anført i Houmanns Martin Andersen Nexø Bibliografi), fremhævede »P. A.«, sandsynligvis identisk med Peter Andersen, redaktør af Sydfyns Social-Demokrat, ligeledes »Livsslaven« og »En Strandvasker« som udtryk for »Nexøs store Fortællekunst og Menneskekundskab, hans store Evne til at se og forstaa sine Medmennesker og give andre et stærkt, ofte uforglemmeligt Indtryk af sine Iagttagelser.«