79| VIII

Den følgende Tid levede jeg i en Rus. Jeg vaagede som en Gnier over, at jeg fik alting med, laa om Natten og lyttede efter Fars tunge Aandedræt og fantaserede, at jeg øvede en eller anden stor Bedrift, saa han aldrig mer behøvede at slide i den haarde Sten. Om Morgenen, naar han gik paa Arbejde, vaagnede jeg og laa og fulgte ham med Øjnene, mens han lavede sig til; hver af hans Bevægelser var af Livsbetydning for mig. Før han gik, sad han gærne ved Bordet med et Lys og smæltede Beg i Hænderne, i de dybe blodige Rævner som Værktøj og Væde fremkaldte; og jeg sad overende i Sofaen og stirrede paa ham, fuld af Gysen og Beundring. Far var i mit Sind bestandig, fyldte det helt; jeg gik med et eller andet af hans i Haanden Dagen lang. Om Aftenen fik jeg en pæn Sløjfe paa og løb ham i Møde, langt ned ad Gammel Kalkbrænderivej, for at Turen hjem ved hans Haand kunde blive saa lang som muligt. Mor var helt skinsyg paa mig. »Du er jo fuldkommen fartosset, Dreng,« sagde hun, mens hun gjorde mig i Stand.

I dette Tidsrum er det, som al Virkelighed bliver borte, svinder for at lade Plads for den rene Lykkefølelse. Hvad der skete omkring mig, angik mig ikke; intet af det er blevet staaende i Erindringen. Onkel Mathias døde, og Tante Trine flyttede ind til den gamle By med Børnene, 80| uden at det gjorde Indtryk paa mig; jeg har senere maattet give dette Tidsafsnit sit haandgribelige Indhold. Der var kun det ene – Far! Jeg var skinsyg paa Georg, som fik Lov at hjælpe ham.

Hidtil hade jeg gaaet og gruet for den Dag, da Far vilde sige, at nu var jeg stor nok til at komme ud i Stenen; Mor kunde faa mig til hvad det skulde være, blot ved at minde mig om, at jeg godt kunde faa Lov at hjælpe Far, om jeg syntes bedre om det. Nu var Angsten for de tunge Sten og Kulden derude ved det blæsende Sund borte, jeg tiggede og plagede for at komme med; og da det ikke hjalp, stak jeg af derud en Eftermiddag. Far lo mig ud, endda i de andre Arbejderes Paahør: »Du din Tøsedreng! Du kan jo ikke engang løfte en Brosten fra Jorden!« Han lod mig prøve, og det forholdt sig desværre som han sagde; jeg kunde ikke rokke Stenen. Jeg var meget skamfuld.

»Den er jo frosset fast endnu fra sidste Vinter,« sagde en af Arbejderne, som vilde han undskylde mig.

De lo alle mægtigt ad Stenen, som laa og var frosset fast endnu fra sidste Aar, skønt det allerede var Efteraar igen; og min Ære var reddet.

»Jeg kan ogsaa godt hugge Kilehuller,« sagde jeg.

»Nej, kan du?« sagde Far og hentede en lille Pikkert. Jeg kravlede op paa en af de runde Sundsten, der hang fulde af Tangskæg med Muslinger i og lignede Troldehoder. Jeg satte mig overskrævs som det hørte sig til, og skulde rigtig vise mig, men Pikkerten drejede i Hænderne paa mig og ramte med Siden i Stedet for med Spidsen. Georg stod og grinede, og de Voksne vendte Øjnene og rodede saa underlig rundt i Munden med Tungen. Det blev ikke bedre af, at jeg stak i at tudbrøle.

Denne Gang var der ingen, der reddede Æren for mig. 81| Men en af Arbejderne stak mig en Toøre til en Kommenskringle, og Far gav min Bror fri – vi fik Lov til at løbe ud paa Molen. Derude laa der Skuder med Lasten fuld af store Sten fra Havbunden; en vældig Tang gled ned i Lasten og bed om en Sten, som saa maatte med op og blev svunget ind paa Molen. – – Mit Nederlag forvandlede sig til en mægtig Oplevelse; Lykken gik der ikke noget Skaar i. Far hade mig tilmed ved Haanden hele Vejen hjem!

En lykkelig Tid var det for Mor ogsaa. Far, der ellers ligesom de andre Arbejdere, hver Dag hade haft sin Pægl Brændevin med i Madkarpen hjemmefra, slog en Streg over det ogsaa. Halvanden Pot om Ugen hade det udgjort, der forlods skulde udredes af Ugelønnen før der blev noget til Mad; Mor var glad over, at den Udgiftspost faldt væk.

Sin Handel hade hun ikke helt givet Slip paa; Mor var for foretagsom til, at det lille Hjem kunde give hende nok at bestille. Men der var Raad til at sætte lille Søster ud om Dagen; hun kunde løbe nu, og hver Morgen fulgte jeg hende over til en ældre Kone, som passede Smaabørnene for Mødre der gik paa Arbejde. I hendes lille Stue var der altid fuldt af Smaaunger, der sad paa Gulvet og rodede, hver med sin Sut i Munden; Kakkelovnen hang fuld af Blér og Bukser. Luften derinde gjorde mig syg og fik alting til at gynge for mine Øjne; endnu den Dag i Dag springer denne Stue med Lugt og Lys og Lyde lyslevende frem for mig, naar jeg kommer ind et Sted, hvor der tørres Barnetøj paa Kakkelovn.

Mor var af en eller anden Grund hørt op med at arbejde sammen med Madam Sandru. Ofte fik jeg Lov at ledsage hende paa hendes Ture. Hun hade en bred Sejldugslomme bundet foran paa Maven, og der var altid 82| Penge i den, ogsaa naar hun klagede. Hun hade en egen Maade at gribe ned i den paa og tage en hel Haandfuld Penge op, som var det hele ingenting. Og mens hun gav Penge tilbage, smældede hun allerede sit: »Sild, Sild, Sild er godt – ægte Bornholmere!« op mod Husrækkerne, saa det genlød i Gaden. Det kneb Mor lidt med Omregningen fra Mark og Skilling til Kroner og Øre; og bagefter, naar vi sad og gjorde Dagens Fortjeneste op, kunde det nok hænde, at hun hade mindre i Lommen end hun skulde have. Formeget var der derimod aldrig, og det forundrede jeg mig over.

Mor lo: »Saa skulde Vorherre da være godt tosset, om han gik hen og lod Folk give de Fattige for meget tilbage.« Den Slags Ting kunde ikke tage hendes Humør.

Meget var der aldrig til Rest, naar Leverandøren hade faaet sit og Lejen for Trækkevognen var betalt; højst en Krones Penge. Det kaldte Mor for en fin Dag og fik Æsken med Spareskillingerne frem af Kommoden. Der var endnu Sager at løse hjem fra den daarlige Tid. Vinterdynen var løst hjem, og det var hun glad for. »Hvem ved, hvad der kan komme,« sagde hun. »Den gode Pølse faar gærne hurtig Ende.«

»Hvorfor gør den det?« spurgte jeg. Jeg hade ogsaa selv lagt Mærke til, at det, der smagte godt og som man gærne vilde have skulde være altid, hurtig fik Ende.

»Fordi den har to Ender!« svarede Mor rask.

»Jamen, det har den daarlige Pølse jo ogsaa, Mor!«

»Ja saamænd, men det er du nok den første, der har opdaget,« sae Mor. Og jeg var mægtig stolt over, at jeg hade gjort en Opdagelse.

Og Ret fik hun i sin Skepsis. Der kom en Tid, hvor Ugelønnen, Far bragte hjem, blev mindre for hver Gang; 83| Far hade snart den ene Forklaring, snart den anden. Mor tav til det og gik og var i trist Humør.

En Lørdag kom Georg alene hjem; han var blevet sendt i Forvejen – ligesom i gamle Dage. Mor stirrede fortabt paa ham, med hængende Hænder. »Kommer du dér, og alene?« sagde hun.

»Nu drikker vi igen!« svarede min Bror og kastede med Hodet, som var der ikke videre at sige til det.

Mor lo saa besynderligt. »Aa nej, saamænd! Hvor længe var Abraham vel i Paradis,« – hun lo stadig højere. Og pludselig brød hun sammen.

Det blev den gamle, graa og sure Hverdag igen. Mor jog rundt efter Fortjeneste fra tidlig Morgen, der var ikke mere Raad til at sætte Søster i Pleje hos den gamle Kone, jeg maatte atter under Aaget. Jeg laa igen ofte til Sengs; Kulden og Anstrængelserne slog mig omkuld. Om Lørdagen sad vi sammen og ventede, hviskede til hinanden og lyttede efter Fars Skridt – og Resterne af Ugelønnen. Som i gamle Dage.

En Lørdag fik Mor den fortvivlede Idé, at jeg skulde løbe ud paa Stenhuggerierne og prøve at faa Far trukket forbi Værtshuset og med hjem. Det var en haabløs Tanke alene af den Grund, at Ugelønnen jo i Hovedsagen allerede var fortæret i Ugens Løb, og Afregningen kunde Far dog ikke slippe for, selv om det ogsaa skulde lykkes mig at faa ham forbi Værtshuset, hvor den som Regel fandt Sted. Han vilde rimeligvis være blevet »fyret« med det samme. Men det var overhodet et forrykt Paahit. Det Ny hade mistet sit svage, flygtige Tag i ham; Arbejdskammeraterne hade pillet det ud af ham med Haan og Spot; Georg vidste hver Dag at berette om deres Spydigheder. Nu fejrede de Far som den forlorne Søn, der var vendt hjem igen, 84| og det var farligt at komme ud for dem. Det værste, Arbejderne dengang kunde sige til en Kammerat, var, at han stod under Kællingen. Og nu gav Mor dem dette giftige Vaaben i Hænde.

Maaske hade hun en Anelse om, hvor forkert hun bar sig ad, for hun gav mig et Brev med, som lige var kommet fra Tante Marie i Kalifornien. »Saa blir Far glad,« sagde hun med en egen Betoning. »Men du maa sige, at det er kommet i Dag.« Brevet var kommet allerede for flere Dage – maaske en hel Uge – siden; Mor hade læst det for os, men paabudt os ikke at nævne noget om det til Far, skønt det i første Række angik ham. Det maa have kostet hende noget nu at udlevere det og bruge det som Paaskud; jeg ser deri et Bevis paa, hvor strængt det var ogsaa for hende at skulle tilbage til den gamle triste Tilstand.

Jeg laa i Sengen i de Dage, som sædvanlig med Ansigtet fuldt af Kirtelsaar; en styg Hoste hade jeg ogsaa. Mor gav mig Georgs Trøje over min egen og et strikket Tørklæde om Halsen. »Saa min Dreng, nu kan du ikke fryse,« sagde hun kærligt og kyssede mig paa Panden, mens hendes Hænder strøg ned ad mig – det hyggeligste Kærtegn jeg vidste. Forskrækket tog hun Munden til sig: »Dit Hode brænder jo, Barn!« Hun sad et Øjeblik. Saa trak hun mig Huen dybere ned over Pande og Øren – det maatte være!

Ja, Feber hade jeg! Inde i mit venstre Øre gik de taktfaste Drøn af Soldaterkolonner paa Marsj. Saa var Sengen og en kold Pude den eneste Lindring.

Ude var det mørkt og stygt; Vejret piskede mig i Ansigtet. Vinden gik igennem Tøjet og bed arrigt i mig; men jeg følte mit Legeme som en gloende Kakkelovn og frøs ikke – jeg rystede blot, og Tænderne klaprede i Munden 85| paa mig. Hænderne hade jeg stukket inden for Bukselinningen, saa de varmedes af Kroppen; jeg var endnu ikke stor nok til at have Lommer.

Ude paa Stenhuggerierne var der mørkt; der skinnede ikke Lys fra nogen af de halvaabne Stande, hvor der paa denne Aarstid arbejdedes ved Lygte Morgen og Aften. Saa var Arbejderne allerede i Værtshuset!

Jeg var fuldt klar over, hvad jeg udsatte mig for, da jeg tog Vejen over mod Værtshuset for at søge Far dér; og synderlig modig var jeg ikke, jeg smaabrølede. Men det faldt mig intet Øjeblik ind at luske mig fra det; en Pligtfølelse, som jeg ofte nok har følt som noget af en Forbandelse og gjort afmægtige Forsøg paa at krænge af mig, drev mig fremad.

Uden for Værtshuset nølede jeg og forsøgte at kigge ind gennem Vinduerne. Der var stillet Jalusier for, som man brugte det dengang, lave, men dog for høje til at jeg kunde kigge over dem. Jeg gik fra Vindu til Vindu og ledte efter et Kighul – Jalusier hade altid Kighuller, simpelt hen fordi ingen Pinde i Verden kunde lignes ved Pindene i et Jalusi. Hvad der kunde laves af dem, naar Jalusiet først var bragt til at gaa i Stykker og maatte kasseres, det er slet ikke til at opregne. Ak Mor, lille Mor, hvor mindes jeg tydelig vor stille Krig, naar Georg og jeg hade dømt et Jalusi til Undergang og tilføjede det en eller anden lille Brist, som Du saa omhyggeligt flikkede og vi lige saa promte rev op igen. Vi sejrede, og du kunde slet ikke forstaa, hvad der var med det Jalusi, og maatte købe et nyt. Det kostede tredve Øre – eller var det kun femogtyve – og kom helt ovre fra Kina!

Jeg fandt et Sted, hvor Jalusiet ikke dækkede og jeg kunde overse hele det lavloftede Rum. Der var mange 86| Smaaborde, hvor Arbejderne, fire-fem ved hvert, sad og drak og spillede Pindespil eller Kort. I Midten, under Lampen, stod et stort rundt Bord, og der sad Far, med Karaflen foran sig. Det var ham, der gav ud; for hvergang den store Topotters Karaffel hade gjort sin Runde, vendte den tilbage til hans Plads. Rundt om Bordet sad de og lyttede til ham, med spændte Udtryk, parate til at le. Og Far sad med løftet Hode; han holdt Haanden hævet, hans Ansigt var saa levende, som jeg aldrig har set det hverken før eller siden. Det lyste over de andre, hans beaandede Smil holdt alle Ansigter fast. Saadan hade jeg aldrig set min Far; jeg forstod, at han nu var ved at fortælle en af de Historier, der gik saa meget Ry af blandt Kammeraterne. Leende hang de ved hans Læber, og jeg gennemstrømmedes af en helt ny Følelse over for min Far. Frygt hade jeg kendt i Forholdet til ham – og Had; og nu sidst hade jeg holdt af, hængt ved ham med mit lille graadige Hjærte. Men nu fyldtes jeg af stolt Glæde! Jeg kendte min Far som en Mand, der ikke var af mange Ord; selv i den gode Tid, hvor han ikke hang som en blytung Sky over Hjemmet, var han alligevel faamælt. Han nikkede gærne, eller brummede som Protest – og lod de andre snakke; naar Mor, i sin Lykke over igen at have ham, blev altfor meddelsom, gik han ud af Stuen. Og her sad han og fik alle andre til at tie og lytte, hans Ord skabte Glæde, ovre ved de smaa Borde opgav de deres Spil og lyttede med. En ung Arbejder kastede sig bagover i Stolen og lo op i Luften. Mit Sind svulmede, det fyldtes med Stolthed, den forunderlige Stolthed, som kun Børn kan føle, og kun i Forholdet til deres Far.

Noget Ønske om at vide, hvad det var Far fortalte, hade jeg ikke, jeg var i den lykkelige Alder, hvor alle Histo87|rier er lige gode, lige spændende. Jeg hade tværtimod mest Lyst til at vende om, jeg vidste at min Dukken op derinde vilde fordærve det hele. Var jeg ogsaa bange for, at Far vilde slaa mig? Pligten sejrede i al Fald, og jeg gik ind. Jeg blev staaende inden for Døren, en Arbejder skubbede til sin Sidemand og blinkede over i Retning af mig, andre kiggede derhen og lo forblommet; endelig fik ogsaa Far Øje paa mig og gik i Staa. Hans Udtryk forvandledes, blev igen frygtindgydende, ildevarslende. Han sagde ikke noget men kaldte mig hen til sig ved en Bevægelse med Hodet. Jeg gik nølende hen til ham, med Brevet i den fremstrakte Haand, det skulde jo tage Brodden af min Sendelse. Feberen var sat ind igen, jeg rystede over hele Kroppen; om det nu skyldtes Kulden eller Frygt – eller begge Dele i Forening – jeg kunde ikke holde mit Vand.

Far tog Brevet og gav sig til at læse det, mens de andre spændt holdt Øje med ham; han var blaa over Panden af Vrede. Pludselig gav han sig til at læse højt for Kammeraterne; Tante Marie opfordrede ham til at komme til Kalifornien. Han skulde komme alene, saa kunde Familien altid komme efter, naar han hade tjent til Rejsen. Hans egen Rejse vilde Tante Marie lægge ud til. Mor hade læst Brevet for min Bror og mig, men dette hade hun glæmt at tage med. Arbejdskammeraterne kom med Vittigheder, Far lo men sagde ikke noget.

Pludselig vendte han sig mod mig. »Kan du saa se at komme afsted!« sagde han ildevarslende. Brevet stak han i Lommen.

»Far er jo ikke med – saa du ham slet ikke?« spurgte Mor fortvivlet, endnu før jeg kom ind ad Døren. Jeg fortalte, hvad jeg hade oplevet; Mor lo bittert. »Ak Gud ja! Stort skal det være over for de andre, og sine egne lader 88| man sidde hjemme og sulte.« Men da hun hørte, at han hade læst højt af Brevet, blev hun opbragt, helt harsk i Stemmen og brugte onde Ord.

»Ah! er det virkelig sandt, at vi skal rejse til Amerika?« spurgte Georg og klappede i Hænderne.

»Nej, Tante Marie ved nok, hvem af os hun vil ha over og hvem ikke,« svarede Mor mut.

Denne Lørdag Aften tror jeg ikke, Mor holdt os oppe for at kunne sende os i Byen og købe ind, hvis Far kom hjem med Penge i Behold. Hun var bange og oprevet, og hendes Angst og Nervøsitet forplantede sig til min Bror og mig.

Vi sad og krøb sammen i hver sin Krog; naar der hørtes Støj ude i Gangen, fór Mor sammen. Hun glæmte helt at faa mig i Seng; og jeg selv hade ingen Tanke for det, skønt jeg rystede af Feberkulde.

Endelig kom han, vi kendte ham paa Skridtene langt bort, kunde ogsaa høre ud af hans Traad, hvilken Tilstand han var i. »Aa Herregud!« stønnede Mor. Han stod en Stund og ravede ude i Gangen, puslede ved Dørgrebet, fik saa endelig Døren op og kom ind; hans Øjne var tinnede. Han holdt et afrevet Stykke af en Avis i Haanden, vippede med det, nikkede megetsigende med Hodet og gik frem mod Mor.

Mor stirrede angst og uforstaaende paa hans Haand med Papiret. »Herregud, hvad har én dog nu igen forbrudt sig?« jamrede hun og flygtede om bag Bordet, hvor min Bror og jeg sad.

Far grinede forstaaende: »Ja, nu vil du knibe ud, nu Hans Jørgen melder sig. Men kom du bare her hen til Lampen.« Han slæbte hende ud paa Gulvet og hen til Kommoden, hvor Lampen stod. »Kan du læse det højt for 89| Ungerne, hva?« sagde han og tvang hendes Hode ned mod Avisstumpen. Georg saa ud, som vilde han kaste sig over Far; jeg hvinede.

»Hvad er der? Hvad skal jeg læse?« stammede Mor, blaarød i Hodet af Fars Greb.

»Naa saa du spiller dum – skinhellig, hva? Hans – – naa? Hans Jørgen – naa?«

»Hans Jørgen gør i Nælderne,« stammede Mor halvkvalt.

»Naa, ser du!« Far slap hende. »Du kan lange ud efter én i Avisen – det kan du!«

»Aa dit drukne Svin!« Mor forstod pludselig og rettede sig op foran ham. »Det er jo bare et dumt Paaskud til at være brutal. Eller dine Drikkebrødre har givet dig noget at løbe med! Der er dog ingen fornuftige Mennesker, der vilde falde paa, at jeg skulde ha sat det Stykke i Avisen. Men dig kan de jo bilde alting ind; dig, den begavede Hans Jørgen Andersen!« Hun blæste ham op i Ansigtet.

Det var ligesom der knækkede noget i Far. Nu styrter han sig over Mor, tænkte jeg; men det kom helt anderledes; han stod og dukkede Hodet, ledte efter noget at sige, og grinede forfjamsket. »Hva, skriver du ikke i Avisen, Mor? nej, naturligvis gør du ikke det. Men du har pakket min Mad ind i det – for at Kammeraterne skulde grine ad mig.« Stemmen sank helt ned i Selvynk og pludselig gav han sig til at græde. Det var første, vist nok ogsaa eneste Gang, jeg saa Far græde.

»Aa, du med dine Kammerater!« sagde Mor haardt. »Drukkendidrikker er det, som sidder og savler over Brændevinsglasset.« Hendes Stemme var harsk og fuld af Foragt, saadan hade jeg aldrig hørt hende tale til Far. »Spar du hellere din Brændevinsgraad, og græd naar du 90| er ædru – saa var der noget for dig at græde over!« Hun rev Avisstumpen til sig med et Ryk. »Det er jo Politik; Hans Jørgen det er jo ham Politikeren! Du har nok faaet Storhedsvanvid, du!« Mor lo, saa det klirrede i Lampekuplen. »Hans Jørgen gør i Nælderne, ha, ha! Du og gøre i Nælderne! Saa gik du vist paa Halen og blev liggende!«

Far skammede sig, saa omtaaget han var; han listede ind i det andet Værelse og i Seng. Og min Bror og jeg skammede os godt paa hans Vegne – over at han kunde bilde sig ind, han kom i Avisen.

Mor sov inde hos mig paa Sofaen den Nat; det gjorde hun altid, naar Far hade noget i Hodet. Jeg laa saa i Benenden; det var trangt, men jeg holdt alligevel af det. Flere Gange hørte jeg Mor le højt og klingert, inden jeg faldt i Søvn.