© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Bag Husrækken vi boede i – A-Rækken, som den hed – og lænet op til Plankeværket, der satte Skel mellem vort Kvarter og Olufsvejkvarteret, laa Vaskehusene. Forsommeren igennem skyllede Boligernes Radissælgersker deres Varer her i de store Vaskekar, og vi Børn hjalp til med at samle de straalende røde Jordfrugter i Toøres Bundter paa en »lille Snes« – atten Stykker. Her ved Vaskehusene fandt mangt et Slag mellem Boligernes Madammer Sted, og naar de store Drenge stak Hoderne sammen her, sagde Mor altid: »Saa, nu skal vi nok snart have Politiets Besøg igen.«
Det var egenlig kun i Regnvejr, vi Drenge hade noget indendørs i Vaskehusene at gøre; ellers tilhørte de – naar de ikke var i Brug – som en Selvfølge Tøserne. Men mange Gange, naar mine Kræfter ikke rakte til, tyede jeg her om. Jeg kunde tage en Tørn, men var ikke robust nok til i det lange Løb at holde til den grove, skrubbede Omgangsform blandt Drengene. Jeg blev nervøs og oprevet af altid at skulle leve paa Krigsfod. Pigerne tog godt imod mig og gjorde Stads af mig; de var stolte over at have en Dreng i deres Kreds, selv om det kun var en Tøsedreng, og hade gærne lidt Slik til mig, som de sparede fra deres egen Mund. Desværre vilde de ogsaa gærne prale med mig, og det var jeg ikke saa glad for. Saa haanede de store Drenge mig og 172| kom med Antydninger, som jeg ikke fattede Indholdet af. Men af de andres Latter forstod jeg, at en Dreng med Agtelse for sig selv ikke holdt til i Tøsernes Kreds.
Det gjorde det ikke bedre, at jeg nu gik i Skole og derfor hørte naturligt til blandt de større Drenge. Man rykkede saa at sige op i en højere Orden, og Medlemskabet medførte Forpligtelser, der ofte var svære nok at svare til. En haard Hals skulde man være i alle Livets Forhold; spurgte Folk én om Vej, maatte man ikke give dem ordenlig Besked, men skulde bilde dem noget ind, saa de gik galt. Hade en Maler sat en Malerpotte fra sig paa Fortovet, var det éns forbandede Pligt at sparke den omkuld i Forbigaaende, og en Barnevogn, der var uden Opsyn, skulde sættes i Gang ude paa Kørebanen, med Fare for, at den væltede, og Barnet trillede ud. Det sidste var det svært for et Skvat og en Tøsedreng at faa sig selv til; og Følgen var, at man aldrig lærte at pifte ordenlig i Fingrene. Det var en Gave, Naturen hade forbeholdt de raske Drenge, der ikke gik af Vejen for noget.
Det var slet ikke saa lige til at svare til Idealet af en rask Dreng, og nogen egenlig Trang til det hade jeg heller ikke. Nu og da blussede vel Ønsket om at gaa og gælde for noget blandt de andre op i mig, men det holdt ikke. Og Brug for at faa Spænding ind i Tilværelsen ad den Vej hade jeg ikke; der var nok at slaas med uden det. Overalt groede Spændingen stadig op af den bare Jord, alt det man afslørede og afslørede, nyt dukkede bestandig op; Rædsler laa fremdeles paa Lur allevegne, og overalt stak det Gaadefulde sit uformelige Hode frem. Og hvad hjalp det, at man forhærdede sig? Jeg hade forhærdet mig mod Pryglene og ment, at nu kunde ingenting gøre mig noget. Og saa kom Mørkerædslen og var meget værre end Skrækken for Alverdens Prygl. 173| Overalt i Mørket laa forblommet Ondt paa Lur efter én. Og med Dagens Gaader var jeg ikke kommet stort videre; paa Bunden var jeg det samme ængstelige, verdensfremmede lille Kræ som for fire Aar siden, da jeg begyndte at tage Kampen op for egen Regning.
Tryggest følte jeg mig, naar jeg var sammen med mine smaa Søskende og hade Ansvaret for dem; Pligt og Ansvar giver en egen Følelse af Styrke overfor onde Magter! Ogsaa i Smaatøsernes Selskab følte jeg mig vel. Der udstraalede en egen Ømhed fra dem, som gjorde mig godt; og Varme udgik der fra dem gennem de tynde Kjoler, valne Hænder hade de aldrig. Jeg frøs stadig meget og trængte til Lunhed; Drengene var mig for kolde og haardhændede. Dem fra de fremmede Kvarterer gik jeg naturligvis langt udenom, hvad der noget nær var den største Forbrydelse, jeg kunde begaa.
Nogen større Forskel har der vist ikke været paa min fysiske Tilstand i disse Aar; jeg naaede, selv naar jeg hade det bedst, næppe nogensinde ud over at være, hvad man kalder en svagelig Dreng. Men jeg oplevede nu og da Perioder, hvor Fantasien gik amok med mig og jeg hade det med at være drabelig; Tilbageslaget var altid stærkt.
For Tiden var jeg spagfærdig nok; Skolen hade fuldstændig taget Pippet fra mig.
Om Søndagen mødtes Drengene fra Boligerne og Olufsvej med dem fra Rabarberlandet, de var bevæbnede med Stokke og lange Stager og leverede hinanden hele Slag midt ude paa Nørrefælled. Kampen stod gærne i Militærets efterladte Skanser, og det gik ofte haardt og blodigt til. Efter Alderen hørte jeg til i de Kæmpendes Rækker; men man kunde ikke bruge mig. Angst hade jeg egenlig ikke; min Fantasi overvurderede ikke længer legemlig Smærte. Men naar det for Alvor gik løs, blev jeg besat af Gru, og 174| der gik krampagtige Ryk igennem mig, som smittede Sidemændene og fik dem til at smide Stagerne og rende.
Paa dette Før-Stadium blev jeg hængende; jeg er den Dag i Dag for lille til at være med. Der hæfter Gru ved den løftede Haand, enten jeg selv løfter den til Slag eller der løftes Haand mod mig, saa megen Gru, at jeg let mister min Handlekraft. Det er, naar galt skal være, lettere at stikke en Lussing i Lommen end at slaa igen; er man i Nødværge kommet til at give et Medmenneske et blaat Øje, jager det blodunderløbne Blik én overalt, stirrer paa én dybt inde fra Søvnens Bund.
Men Slagsangen maatte jeg istemme, naar Hærene gik løs paa hinanden. Vi Smaafyre og Tøsedrenge blev anbragt lidt til Side, helst paa en lille Forhøjning i Jordsmonnet, og der stod vi og skraalede Kampsangen af fuld Hals:
Af min Bror, der igen var blevet en Pokkers Fyr, fik jeg Skyld for at yde min Andel i Opildningen tudende; og det kan vist godt stemme. Jeg ved, at jeg var forfærdelig opreven, saalænge Kampen stod paa. Undertiden gik det saa haardt til derude, at voksne Mænd maatte rykke ud med Slagvaaben og skille Drengene ad.
Blandt Boligernes Piger, smaa og store, har jeg særlig Grund til at mindes Maria, den største i Flokken. Hun var vel 12-13 Aar og stor af sin Alder; hendes Ansigt og 175| Skikkelse staar tydelig for mig endnu. Ansigtet var blegfedt og udbulnet i Trækkene som efter Kirtler, Munden vældede udad, som Kød efter et rask Snit. Mellem Børnene var hun noget af en Rappenskralde, hun skældte og smældte og regerede, ordnede os til Leg med ublide Hænder. Men hun mente os det godt nok. Bestandig hade hun en sammenlagt Fedtemad i Haanden, som hun aad af imellem hun tumlede med os; og naar nogen af de smaa var sultne, lod hun dem altid bide. Jeg kunde ikke holde mig fra Vaskehusenes store Baljer, altid maatte jeg plaske i dem og sætte noget ud at sejle. Naar mine Hænder saa blev valne og blaa, skældte hun mig godt ud; men hun tog Hænderne ind paa sin bare Krop og tøede dem op. Jeg krøb altid tæt ind til hende, naar vi sad sammenkrøbne i det kolde Vaskehus og fortalte Historier; der strømmede Varme ud gennem hendes tynde Klæder som fra en Ovn.
Den Vinter hade jeg som Hovedopgave at holde Hjemmet forsynet med Brændsel: Kul fra Kongevejen og Hugspaaner fra Tømmerpladserne. Saa snart jeg kom hjem fra Skole og hade spist, maatte jeg ud; min Fritid afhang af, hvor hurtig jeg kunde blive færdig.
Hugspaanerne var altid vaade, da Tømmerpladserne ikke var overdækkede; og Mor klagede ofte over, at hun ikke hade noget ordenligt at tænde op med, eller blusse op under Kedlen med, naar der i Hast skulde laves en Kaffetaar. Skønt hun ikke kom med direkte Bebrejdelser, gik det mig meget nær. En Dag hun stod ved Vinduet og saa ud, sagde hun: »Se dér kommer igen Drenge med store Sække Spaaner; Gud ved hvor de faar dem fra?« Jeg følte det som en Bebrejdelse, tog en Sæk og listede af.
Jeg vidste nok, hvor Drengene hentede de store faststoppede Sække med Spaaner, de idelig kom trækkende med 176| forbi vore Vinduer som galdt det om rigtig at sætte mig i Gabestokken. Baade for Enden af Søerne og længere ind paa den anden Side byggedes der stærkt; det var Foretagender, der var sat i Gang i den gode Tid og som ikke naaede at blive færdige. Men dermed var det ikke gjort. Fulgte jeg de store Drenge i Hælene, truede de mig med Prygl og jog mig væk; de vilde have Stederne for sig selv. Og begav jeg mig paa egen Haand ind i en Nybygning, jog Haandværkerne mig bort.
En Dag hade jeg sat mig i Hodet, at jeg ikke vilde give op. Det var altfor ydmygende Dag efter Dag at komme hjem med en tom Sæk og møde Mors Øjne, der saa ud, som kunde hun slet ikke tænke sig, hvad der skulde blive af mig. Jeg hængte paa hvor jeg kunde, var vel inde i en halv snes Nybygninger og blev hældt ud igen, slog mig paa Børn og Koner, der tydelig var i Familie med Haandværkerne derinde i Nybygningerne – det kunde man se af den Maade de gik derind paa. Overalt blev jeg jaget væk, tilsidst følte jeg mig som en skabet Hund. Men jeg gav ikke Køb.
Spaaner fik jeg ingen af men des flere Knubs. Henne i Classensgade hade en stor Dreng set sig gal paa mig og min Sæk, han smed mig paa Ryggen i Rendestenen, satte sig overskrævs paa mig og belavede sig med veltilfreds Mine paa at skulle bearbejde mit Ansigt, da en Træsko kom flyvende og ramte ham i Ansigtet, saa han faldt bagover. Jeg var hurtig paa Benene, bag mig stod Maria; Træskoen, hun havde sparket den fremmede Dreng i Ansigtet, sad allerede paa hendes Haand. Og der stod hun nu, paa Strømpesokker midt i Snesjappet, med en Træsko paa hver Haand, parat til at slaa et Slag for mig. »Du kan bare komme an,« hvæsede hun, hvid i Ansigtet; men Drengen 177| foretrak at stikke af. Hun stak Fødderne i Træskoene og gav sig til at tørre Graaden af Ansigtet paa mig med sin tynde, snavsede Nederdel. Hun hade ikke andet paa for neden; hendes Krop var blaa og gnubret under Kjolen. »Du skal ikke græde,« sagde hun moderlig og tog mig ved Haanden – »tror du, jeg er bange for saadan én? Han kan bare prøve paa at komme igen.«
Et Stykke nede trak hun mig ind i en stor Nybygning. »Det er min Bror – hvor er Formanden?« sagde hun til Arbejderne, slap min Haand og forsvandt dybere ind i Nybygningen. Rundt om mig hamredes og høvledes der; Arbejderne gloede hen paa mig, drejede saa Hodet hen i den Retning, Maria var forsvundet og lo til hinanden. Stillingen begyndte at blive uhyggelig, helst var jeg stukket af; men jeg kunde ikke lade Maria i Stikken, saadan som hun hade taget sig af mig.
»Det staar længe paa,« sagde en af Tømrerne og tørrede sig over Ansigtet med Bagen af Haanden. Men hans Øjne grinede; allesammen grinede de ondt og saa hen efter Døraabningen, hvor hun var forsvundet.
Og med ét blev jeg angst. »Hvor er Maria henne?« spurgte jeg.
»Hun kommer nok,« sagde en. »Hun er bare gaaet en lille Tur i Spaanerne!« Og saa grinede de alle, saa det gav Genlyd rundt om.
Alt gav Genlyd herinde. Og der stod jeg med min Sæk, Hjærtet hamrede helt op i min Hals og jeg maatte kæmpe for ikke at stikke i Brøl.
Men dér dukkede hun op sammen med en af Arbejderne, som jeg antog var Formanden, da han var tykkere end de andre. Han var rød i Hovedet. »Satan til Tøs!« sae han hen til de andre og spyttede langt ud, helt over til den anden 178| Væg – jeg beundrer ham endnu for dette Langspyt. Han hjalp os at stoppe vore Sække og træde Spaanerne fast sammen i dem. Og de andre smed Klodser til os, som vi skulde gæmme godt nede i Sækkene for det Tilfælde, at Mester kom.
Den Dag var Mor glad og roste mig dygtig. Jeg vilde have hele Æren selv og talte ikke om, at Maria havde hjulpet mig; jeg trængte til Oprejsning. Og den fik jeg ogsaa i rigeligt Maal; Mor kom stadig tilbage til, saadan en prægtig Sæk Spaaner jeg hade bragt hjem. »Og Klodserne,« sagde hun, »de dejlige, knastørre Klodser. Det er rigtige Ender!«
Siden holdt jeg mig til Maria, naar jeg skulde ud og hente Spaaner. Hun tog mig gærne med, og sparket ud blev vi aldrig. Der var Lykke ved hende.
En Dag, vi kom op til Østerbrogade med vore stoppede Sække, stansede hun uden for et stort Herskabshus. »Nu gaar du op og ringer paa og spør, om man har Brug for Spaaner. De koster 25 Øre Sækken, og du kan sige, at der er godt med Klodser i. Hvis de saa har Brug for nogen, tager vi Sækkene om i Gaarden.«
Vi fik bægge Sække solgt og købte Slik for Pengene. Helt smagte det mig ikke; det var første Gang i mit Liv, jeg hade givet mere end en Femøre ud paa mig selv.
Maria tog os saa tilbage til den samme Nybygning igen. Mændene skældte os ud. »I har jo solgt Spaanerne, I Røvere,« sagde den tykkeste – altsaa Formanden.
»Hvad rager det dig,« svarede Maria, og det undrede mig, at hun ikke løj, men saa ham dristigt ind i Ansigtet. Vi fik saa Lov at stoppe to Sække til, som vi slæbte hjem. Maria maatte hjælpe mig; vi Østerbrodrenge bar alting paa Hodet, og jeg fik ondt i Nakken af at balancere med den store Sæk.
179| En Dag gik den ikke anden Gang, og vi maatte vende hjem til Boligerne med tomme Sække. Mor, der nu var forvænt, kunde slet ikke begribe, at jeg kom tomhændet. Pludselig saa hun skarpt paa mig. »Du har jo solgt Spaanerne, din Tyveknægt,« sae hun. »Kom her og lad mig se din Tunge!« Den var rød af Farve fra Bismarksklumper. »Synes jeg ikke nok, du lugtede af Pebermynte – skam dig, Dreng, at snyde og narre din egen Mor!« Hun skubbede mig bort fra sig.
Jeg skammede mig dygtigt – og ked af det var jeg ogsaa. »Det var Maria, der sagde vi skulde,« sagde jeg for at redde mig selv.
Mor slog Hænderne sammen.
»Er det derfor, du er saa flink til at komme hjem med noget – og jeg, som troede, det var dig selv, der var saa dygtig. Saa maa jeg vist undvære mine dejlige Spaaner, for Maria er ikke noget Selskab for dig.« Mor faldt i Tanker; hun var ked af igen at skulle være Spaaner foruden.
»Maria er rar,« sagde jeg energisk, »meget bedre end alle de andre. Hun tævede en stor Dreng, der smed mig om i Snavset. Hun er ikke bange for noget Menneske, ikke engang for den tykke Formand.«
»Hm!« Mor sad og grundede, hun saa ubeslutsom ud; af en eller anden Grund kunde hun ikke fordrage Maria. »Hm, nej, bange for noget er hun vist ikke, og slider gør hun som en Voksen, det maa man lade hende.«
»Ja, og hun gaar bare med en af dem ind bagved. Saa siger Arbejderne, at hun er gaaet i Spaanerne, og saa hjælper de mig selv at faa Sækken fyldt,« skyndte jeg mig at sige for at faa Spørgsmaalet afgjort til min Fordel.
Der foregik noget besynderligt med Mor. Hun sad og stirrede paa mig, alting i hendes Ansigt gav sig til at danse. 180| Til en Begyndelse troede jeg, hun lo, og vilde forfølge min Sejr. »Hun er gaaet i Spaanerne, siger de bare, og saa ler de – saadan du ved nok – og smider store Klodser hen til mig. Og saa tar jeg bare og smider en stor Mand i Sækken og lader, som det er en Klods. Og saa putter du ham i Kakkelovnen!« Jeg lo overdaadigt og saa op paa Mor, vrøvlende og svajende som var jeg fuld, helt overstadigt teede jeg mig. Nu maatte hun da le højt! Men Mors Ansigt var ganske fortrukkent, Trækkene dansede ikke mere, men var pludselig bleven staaende, i helt tossede Stillinger; og Taarerne piblede frem i hendes Øjne, Munden bævede.
Jeg forstod slet ingenting. »Hvorfor gør du saadan med Munden!« sagde jeg, skuffet og ærgerlig. Og pludselig begyndte Mor at le og hive efter Vejret; det lød, som naar en har Kighoste og lige skal til at faa et Anfald. Dette her blev mig for indviklet. Jeg tog min Hue og gik ud at lege, over i Vaskehuset til Maria og de andre.
Der blev ikke snakket mere om den Ting, og med Spaanehentningen var det forbi. Ofte laa jeg vaagen i de mørke Vintermorgener, naar Mor kom ind for at tænde op i Kakkelovnen, og fra mit Leje kunde jeg se, hvilket Mas hun hade med at faa Ild i de vaade Hugspaaner. Jeg hade ondt af hende og begreb ikke hendes Stædighed paa dette Punkt. Naar hun sukkede til Arbejdet, sagde jeg: »Jamen Mor, det er jo bare at hente nogle Høvlspaaner. Nede i Rosenvænget – « Videre kom jeg ikke, for Mor greb afværgende ud i Luften med begge Hænder. Bagefter kunde hun skutte sig, som om hun frøs.