188| XIX

Skønt det var Sommer, vilde det ikke lykkes Far at finde nogen varig Beskæftigelse. Nu og da hade han en Dags Arbejde eller to, saa her, saa dér; men det blev ikke til noget ordenligt, Mor maatte i Hovedsagen tjene Føden til os. Vi Drenge hjalp til saa godt vi kunde, men der var blevet langt imellem alting; overalt var der ti for én, der bød sig til. En saadan Arbejdsløshed hade man aldrig før været ude for; det var et ordenligt Bagslag de gode Tider gav. Men de hade jo ogsaa selve Ulykken til Ophav – den største Krig Verden hade set.

»Vi maa have en Krig igen,« mente Far – »en der er endnu større og blodigere end Krigen 70-71.«

»Aa nej, tal dog for Guds Skyld ikke saadan,« raabte Mor.

»Ja du skriger; men tror du, Verdensordenen tager Hensyn til os fattige Djævle? Naar den først har faaet Smag for at blive mæsket med Blod, bryder den sig nok ikke om vores Sved længer.«

Far var der foregaaet en Forandring med, han sad mest og hang. Os lod han nærmest gøre, hvad vi vilde; hans gamle Strænghed var forsvundet. Der var ligesom knækket noget i ham ved, at han maatte sidde ledig og lade sig forsørge af Kone og Børn. Læse brød han sig ikke om, og sine Beregninger og Planer hade han brændt. Mor mente, det var godt det samme.

189| »Nu gør jeg Alvor af det og gaar op i Magistraten og melder os paa Fattigvæsnet,« sagde han daglig. Mor tiggede og bad ham om at vente og se Tiden an.

»Den Skam overvinder jeg aldrig,« sagde hun. »Jeg skal nok opdrive Arbejde, saa vi holder den gaaende; og imens kommer der vel andre Tider igen.«

Far lo bittert: »En Skam kalder du det; men har Folk som vi Raad til at holde Skam? Jeg kan ikke se nogen Skam i, at man forlanger at blive forsørget, naar de ikke vil sørge for noget at bestille til én. Bonden maa dog ogsaa føde sine Kreaturer, naar han en Overgang ikke tager Nytte af dem. I Eftermiddag gaar jeg; du kan lade en af Drengene blive hjemme ved Lille Anna.«

Mor græd.

Far kom først hjem hen paa Aftenen; han var ustøt i det og tavs, og søgte straks Sengen. Og næste Morgen var han tavs, som altid efter en Rus. Mor maatte fritte ham ud.

Han hade ikke faaet Løfte om nogen Understøttelse oppe i Magistraten, men tomhændet kom han alligevel ikke derfra, man hade spurgt ham, om han ikke kunde have Lyst til at flytte hjem til Bornholm med sin Familie. Dengang prakkede Landets Kommuner hinanden ved alle mulige Kneb de Arbejdsløse paa Halsen; og Københavns Kommune hade besluttet at betale Hjemrejsen til alle Familier, der stammede ude fra Provinsen og vilde fortrække hjem. »Det blir ikke regnet for Fattighjælp,« sagde Far, »og man faar Transporten af Bohavet betalt ogsaa. Saa det er da endelig en Udvej til at slippe væk herfra.«

Da Far først var kommet paa Gled, var han helt ivrig. Han hade ofte drømt højt om at komme hjem til Bornholm og bryde sig en Bane; jeg tror der foresvævede ham noget om, at han derovre vilde kunne begynde et nyt Liv.

190| Mor hade heller ikke noget imod at komme bort fra København, »Hungerstaden« kaldte hun Byen, og over til Fars Hjemstavn, som hun forestillede sig som noget i Retning af et Slaraffenland. Hun hade aldrig selv været paa Bornholm, men af Fars Fortællinger hade hun faaet Indtrykket af et Land der flød med Mælk og Honning, hvor der var nok af alt og det ingenting kostede.

Min Bror og jeg hade endnu mere fantastiske Forestillinger om Klippeøen, hvor Far hade levet sin Barndom og Ungdom. Hvor faldt vor egen Verden fattig ud, naar Far begyndte at fortælle om sin Drengetid, om Vogteaarene og Kampen med vilde Tyre og Hugorme, om Sprængningerne i Klipperne og Turene til Havs i Baad. Det var da endelig Bedrifter! Paa Baggrund af dem tog vore egne Handlinger sig ud som fattige Skarnsstreger. Vi hade ikke noget imod at flytte derover, komme væk fra Sliddet og den kedelige Skole. – –

I Skolen hade et nyt Ord givet sig til at spøge: »Badning«; Gymnastiken skulde udvides til ogsaa at omfatte Svømning. Saadan gik Ordet, og det gav os Drenge noget at tænke paa. Badning var dengang noget ret ukendt, de fleste af os hade vist aldrig været rigtig i Vandet. Vi hade soppet i »Holger Danskes Briller«, dyppet Hoderne ud over Søernes Vidjefletværk; de dristigste hade smidt Bukserne og vadet ud i Studemarken; i Vand til Navlen. De var vore Helte, rene Vovehalse ansaas de for. Men nu skulde man rigtig i Vandet, ligesom Søfolkene naar de faldt overbord og druknede; ud hvor man ikke kunde bunde; kanske ud paa selve Trekroner!

Trekroner, aa nej! Kan du gætte en Gaade? Langt ude i Øresund ligger ni Mark; man kan nok se dem, og man kan ogsaa komme derud, men man kan ikke bunde der! – Nej, 191| nu var det ikke Tiden at sige Vittigheder om Trekroner, »Menneskeæderen« viste sig ved nærmere Eftertanke at høre til derude; han hade nok druknet adskillige Soldater, mentes der.

Der knyttede sig endnu en Del Overtro til Badning dengang, man kunde faa Vand i Ørerne, eller det kunde løbe ind i Øjnene om man glæmte at holde dem lukkede; men det var altsammen Smaating imod det, at man kunde komme til at sluge Vandets Sjæl. Saa fik man Opkastninger, og blev man ikke rigtig af med Sjælen igen, fik man i en senere Alder Vand i Hodet eller Vattersot. Det var ikke underligt, at der var kommet Uro ind i vor Verden; hvem har Lyst til at blive Idiot eller faa Vattersot for en skabet Sergents Skyld.

En Dag i Gymnastiktimen trak han pludselig Fløjten frem og stødte skingrende i den: »Jeg har noget at fortælle jer,« sagde han, da der var blevet Ro, og lavede et Ansigt, som myste han mod Solen – »Noget som I vil blive gevaltig glade for. Paa Lørdag skal vi ud og bade alle Mand. Kan I saa raabe Hurra!«

»Naa, er I ikke mere henrykt for at komme i Vandet,« vedblev han, stadig lige straalende, da der ikke kom et Kvæk fra nogen af os. »Da har jeg glædet mig rigtig paa jeres Vegne! Sikke jeg skal dykke jer, I Engleunger, til Tak fordi I er saa rare mod mig. Ja kanske tager jeg og drukner jer allesammen, ligesom et Kuld Kattekillinger. Saa kommer I lige op til Vorherre.«

Han stod og gned sig i Hænderne og lo; det gassede ordenlig i ham at pine os. At det var alvorligt ment, hvert Ord han sagde, var vi ikke i Tvivl om.

Nu paafulgte en Uge, der med Rette kunde bære Navnet den stille Uge. Der blev ikke lagt Raad op af nogen Slags; 192| hver Dreng luskede om for sig som en Dødsdømt, vi hade fuldstændig tabt Hodet allesammen.

Om Lørdagen samledes vi ikke som ellers i Gymnastiksalen men stillede op i Skolegaarden. Der var gaaet slemt Svind i vore Rækker, vel Halvdelen af Drengene enten skulkede eller var sygemeldte. Sergenten gned sig i Hænderne. »Der er nok nogle der foretrækker at dø Straadøden,« sagde han. »Naa, dem skal Raden nok komme til; des grundigere kan I andre blive vasket i Dag.« Han var i vældig højt Humør, og rev Vittigheder af sig, mens han ordnede os i en lang Række to og to og lod os marsjere ud af Porten og svinge ud paa Torvet. Vi travede i højre Side af Kørebanen, selv spankede han inde paa Fortovet, svippede med en Kæp og kommanderede: »Et – to, et – to! Skridt for Satan, Trit for Satan; et – to, et – to!« Hans Øjne og Overskæg straalede; de lyse Børster stod ret i Vejret; han var som et vandrende Festblus.

Men allerede ved Raadhuset »stak« en Dreng; vips var han ude af Rækken og forsvundet ind gennem Raadhusporten. Sergenten brølede »holdt!« og »rør!« og saa et Øjeblik ud, som han vilde sætte efter ham. Men han var nok bange for, ikke at finde os andre, naar han kom tilbage; for pludselig skreg han »ret!« og »marsj!« Han straalede ikke længer.

Og vips! fløj der en og en til; Sergenten svor og skreg sig hæs. Vi kom forbi Blegdammens Skole, Drengene hang over Plankeværket og rakte Tunge ad os. Det opfordrede egenlig til Gengæld, men Angsten sad i én og gjorde ligegyldig for alt; vi traskede afsted gennem Støvet som en Kolonne Tugthusfanger. Kun min Bror svang sig op til et Svar, han satte truende en knyttet Næve op til Øjet, idet vi marsjerede forbi vore Dødsfjender. Men heller ikke hans 193| Tapperhed var det stort bevendt med i Dag; han gik nogle Rækker foran mig, og hvert Øjeblik saa jeg det trække i Haserne paa ham. »Nu spæner han,« tænkte jeg saa.

Og da vi kom ud for det gamle Jernstøberi, kunde han ikke længer; han satte i et Spring ud af Rækken og forsvandt ind over Pladsen, mellem alt Jærnskramlet.

I det samme slog en Gnist ind og tændte i min haabløst udslukte Hjærne, rystende stak jeg en Pegefinger i Vejret. Sergenten vinkede mig over til sig paa Fortovet. »Det var min Bror, der stak,« sagde jeg. »Skal jeg ikke hente ham tilbage?«

»Jo gør det, for Pokker,« skreg »Menneskeæderen« – »snup ham. Du bringer ham død eller levende, din Rad!« Jeg fandt ham let mellem de rustne Dampkedler inde paa Pladsen, hvor vi begge var huskendte. Vi løb tværs igennem ud til Søerne, og tøflede Haand i Haand afsted ind ad Byen til. Hjem turde vi ikke komme paa denne Tid af Dagen.

»Dette her gir Tæv,« sagde min Bror, da vi var kommet over Fredensbro og følte os i Sikkerhed. »Av, av, av – hvor gir det Tæv! Og »Menneskeæderen« slaar haardt, han er vant til at tampe Jenser.«

Den Side af Sagen hade jeg ikke skænket en Tanke men stirret mig fuldstændig blind paa det ene: at slippe for at blive druknet af den forfærdelige Sergent. Nu var jeg lige vidt; Spørgsmaalet var – som alle skæbnesvangre Spørgsmaal – stadig uløst. For mig gaves der nok aldrig noget udenom!

Den næste Skoledag i Frikvarteret, dukkede Sergenten pludselig op. Han hade sit mest fornøjelige Ansigt paa, mens han gik rundt og kiggede sig Syndere ud og krydsede af paa en Liste. Han samlede Skulkerne ved den ene Haand, og naar han hade et helt Bundt, førte han dem over til den 194| ene Side af Pladsen, hvor de maatte tage Opstilling. Lærerne var kommet ud paa Trappen og stod og grinede.

Jeg holdt mig bag et stort Træ, saa »Menneskeæderen« ikke kunde se mig; men »Tykke Madsen« kunde se mig fra Trappen og gav ham et Vink. Og pludselig stod han over mig. »Hvor blev du af i Lørdags?« spurgte han, løftede mig i Vejret ved Nakken, som man løfter en Kattekilling, og bar mig over til de andre, »du skulde jo hente din Bror.«

»Jeg stak,« sagde jeg lavmælt; jeg kunde i Øjeblikket ikke finde paa nogen Udflugt.

»Naa, du er da i det mindste ærlig,« sagde han og satte mig ned paa Jorden. Han saa ud over Flokken. »Egenlig skulde man jo høvle jer igennem fra en Ende af,« raabte han og stirrede lyst og forjættende ud over os – »men nu faar I have det tilgode til paa Lørdag. Jeg har ikke Tid i Dag. – – Gud trøste den, der ikke stiller paa Lørdag!« raabte han ovre fra Porten.

»Da skal han ikke faa mig at se mer,« mumlede min Bror. »Det kan han godt bide sig i Øjnene paa! Du er da godt tosset, hvis du møder. Pjæk den bare, det er der ingen Fare ved; vi skal jo snart rejse.«

Saadan var han, allerede dengang, parat til at lave Gæld i lange Baner, uden at skænke det en Tanke, hvordan den skulde blive betalt. Jeg derimod hade en indgroet, ulyksalig Trang til at afregne inden der løb for meget paa. Jeg fulgte derfor ikke hans Raad om at skulke mig fra det igen men mødte op til næste Badetur. Denne Gang fortrød jeg ikke, at jeg fulgte mit eget Hode, men som Regel var hans Livsvisdom bedre end min. Den der gør Gæld, kommer sjælden selv til at betale den.

Den følgende Lørdag naaede vi uden større Mandefald ud til den militære Badeanstalt. Det kneb med at komme 195| af Tøjet, skønt vi ikke hade alt for meget paa; den ene fejlede det og den anden det, som gjorde at han ikke maatte gaa i Vandet. Sergenten gjorde kort Proces. »Naa hvad fejler du saa?« spurgte han mig med Hodet kælent paa Siden.

»Jeg har Brok,« svarede jeg ynkeligt. Jeg hade hørt, at Brok fritog for Badning.

»Saa skal du faa Brokbaand paa,« sagde han og spændte et Bælte med et langt Reb ved om Livet paa mig. Og pludselig fløj jeg ud i Bassinet. Mit Hjærte stod stille, det lyse Vand, Himlen, alting lukkede sig om mig i Guld og Grønt; Lys og Blødhed strømmede om mig. Maaske hade jeg Feber; jeg følte en Husvalelse, som aldrig før i mit Liv. Da jeg kom op igen, var jeg som forvandlet, Frygten for Vandet var borte, veget for en Tillid uden Forbehold. Jeg styrtede mig ud igen, uden Tanke for, at Sergenten hade taget Selen af mig. Han gav et Vræl fra sig og sprang ud efter mig. »Sikken en Vandrotte,« sagde han og spyttede. »Egenlig skulde du ha nogen Tæsk!« Han gav mig et haardt Klask bagi. Men han lo; og denne Gang var Smilet ægte nok.

Med Vandskrækken var det uigenkaldelig forbi. Siden søgte jeg selv til Stranden og blev virkelig noget af en Vandrotte. Jeg fik nu og da Klø for det, men blev af med min Kirtelsvaghed. Jeg behøvede ikke at drikke Søvand mere.