Indledning
Erindringer

Der findes fra Martin Andersen Nexøs pen en række levnedsbeskrivelser, affattet inden erindringerne fra 1930'erne. Den ældste af disse, der her gengives som Tillæg 1, er skrevet i 1910 efter udgivelsen af Pelle Erobrerens 4. bind. Den udkom oprindelig på tysk som et forord til føljetonudgaven af Pelle der Eroberer i den tyske arbejderbevægelses centralorgan Vorwärts, Berlin, fra jan. 1911.

Med udeladelse af de sidste afsnit, der særligt handler om Pelle Erobreren, anvendte Nexø denne levnedsbeskrivelse ordret eller med ganske få, mindre væsentlige ændringer talrige gange resten af livet. På dansk tryktes den således i Nationaltidende maj 1915 og på tysk f.eks. i et efterskrift til Schwarze Erde. Drei Novellen fra 1926. Undertiden medtog han det korte afsnit om sine bøger inden Pelle Erobreren, undertiden nøjedes han med at nævne debuten Skygger fra 1898, således i de to nævnte eksempler. I den vistnok sidste udgave, skrevet i Budapest marts 1950, altså længe efter udgivelsen af erindringerne, forkortede han i stoffet, men tilføjede til gengæld et længere afsnit om tilblivelsen af fortællingen »Lotterisvensken« og om visse andre episoder, der ellers først blev nævnt i Vejs Ende.

Også de udfoldede erindringer fra 1930'erne standser ved »Lotterisvensken« og Skygger: ved det øjeblik, hvor han blev digter. Og talrige formuleringer fra 'ur-erindringerne' 1910 indgår ordret i erindringerne fra 1930'erne. I det hele taget er der stor kontinuitet i det billede af sig selv og sin tilblivelse som digter, Nexø forelagde sine læsere i alle årene fra 1910 til sin død.

Ny i erindringerne er først og fremmest den udførlige beskrivelse af hans højskoletid og af hans ophold hos fru Molbech – af de to miljøer, som afgav den kulturelle baggrund for hans spring fra håndens til åndens verden: den grundtvigske bevægelse og påvirkningerne fra et senromantisk digterhjem. Herved tegner erindringerne en noget klarere baggrund for Nexøs dannelsesvej end 'ur-erindringernes' implicitte påstand om, at forfatteren Nexø var en ren autodidakt.

Den umiddelbare anledning til erindringernes tilblivelse var en opfordring fra tysk side. I april 1932 besøgte Nexø på hjemrejsen fra et besøg i Wien forretningsfører Bruno Dreßler på arbejderforlaget Büchergilde Gutenberg i Berlin. Dreßler foreslog ham da, at man som et særligt billigt juletilbud til forlagets 20.000 subskribenter skulle udgive Nexøs selvbiografi; den skulle samtidig indgå i en folkeudgave af Nexøs samlede værker, som var under forberedelse. Manuskriptet til den skulle foreligge på tysk samme forsommer. Nexø slog til og havde altså ingen tid at spilde. I maj skrev han til forlagets litterære leder Erich Knauf: »Ich habe mir Scheuklappen angelegt und sitze von früh morgens bis spät in die Nacht über meinen Schreibtisch gebeugt. Die Erfahrungen von der letzen Vortragsreise kommen mir dabei zu Gute« (korrespondencen med Büchergilde Gutenberg i Nexö-Nachlaß, Fb. III, 1, Det kgl. Bibliotek). I august var han færdig med manuskriptet til Et lille Kræ.

Den meget hurtige nedskrivning, også af de følgende tre bind, havde imidlertid været forberedt gennem nogle år. I 1925-1932 foretog Nexø en række foredrags- og oplæsningsaftener i de tysksprogede lande, hvor han havde sin største læserkreds. Det var begyndt i Thüringen 1925, hvor han en aften var blevet opfordret til at fortælle lidt om sig selv. Og dét blev en sådan succes, at hans frie fortælling om sin barndom og opvækst (under den goetheske overskrift 'Aus meinem Leben') i de følgende år blev et fast punkt på disse afteners dagsorden.

Den fremtrædende tyske højskolemand Reinhard Buchwald, som tog initiativ til og arrangerede den første af Nexøs foredragsturnéer, fortæller i sine (upublicerede) erindringer: »So ist er [Nexø] denn Jahr für Jahr nach Thüringen gekommen und hat bald in unseren großen und kleinen Volkshochschulen vorgelesen und noch lieber frei aus seinem Leben erzählt. (...) Ich sehe uns zusammensitzen und ihn unermüdlich erzählen, wobei er aus einem wahrlich unerschöpflichen inneren Born schöpfte« (anf. værk i udgiverens arkiv). Buchwald refererer efter hukommelsen om disse aftener i 1920'erne flere episoder fra Nexøs skolegang, fra hans deltagelse i faderens arbejde i stenbruddet i Helledsbakkerne og navnlig fra hans højskoletid, episoder som alle kom til at indgå i erindringerne. Også samtidige avisreferater viser, at Nexø relativt hurtigt udformede både hovedlinjerne i og talrige detaljer af det stof, som senere indgik i erindringerne.

Tanken om at nedskrive dem har også meldt sig hurtigt; i april 1927 nævner han i brev til kritikeren og sin biograf K. K. Nicolaisen en »Selvbiografi, som jeg saa smaat gør mig fortrolig med (brev nr. 399, Breve fra Martin Andersen Nexø, II, s. 262).

Mens Nexø skrev Et lille Kræ, bevægede han sig politisk fra socialdemokratiet hen imod kommunisterne; 1931-1932 engagerede han sig i foredragsvirksomhed om Sovjetunionen, som han havde besøgt anden gang i sept. 1931; sommeren 1932 tog han meget aktivt del i forberedelsen af en verdensomspændende antikrigskongres, der afholdtes aug. 1932 i Amsterdam; han indvalgtes i kongressens præsidium. I løbet af 1930'erne engagerede han sig stadig stærkere i politisk, specielt anti-fascistisk virksomhed, således at han ved udgivelsen af Vejs Ende i 1939 fremstod som Danmarks mest prominente kommunist (i 1937 blev han formelt medlem af det kommunistiske parti og i 1938 af partiets centralkomité). Siden han i 1910 havde engageret sig i politik som medlem af socialdemokratiet, var der næppe noget tidspunkt i Nexøs liv, hvor han var mere kontinuert optaget af politisk arbejde end netop den tid, hvori han skrev sine erindringer. Herom kan der læses udførligt i Børge Houmanns biografi Martin Andersen Nexø og hans samtid 1933-1954.

Nexøs erindringer er som som så mange andre erindringer formuleret i to tidsmæssige planer: Den erindrede tid, der fortæller om Martin Andersens barndom, opvækst og tilblivelse som digter, og nedskrivningens tid, hvor Nexø reflekterer essayistisk over forholdet mellem fortid og nutid, foretager sammenligninger og drager konklusioner, ofte af etisk og politisk art.

Den dobbelte tidsmæssige disposition afspejler Nexøs tilværelse på nedskrivningstidspunktet i 1930erne, vekslende mellem erindringernes arbejde med fortiden og det politiske arbejde i nutiden. Børge Houmann, som dengang var leder af DKPs forlag, samlede ofte partiets litteratursælgere til 'dagligstuemøder' med bl.a. Martin Andersen Nexø, og

Erindringernes dobbelte tid tjener et overordnet kompositorisk formål, idet den er én blandt flere faktorer, der styrer udvælgelsen og tilrettelæggelsen af erindringsstoffet. Om denne tilrettelæggelse i de følgende afsnit.

I det reflekterende indledningskapitel til Et lille Kræ – kapitlet var i manuskriptet oprindelig forsynet med overskriften: »Forord« – skriver Nexø, at han gennem hele sit liv havde været fulgt af den »Følelse, at jeg var to: Et Jeg som ingen kunde gaa i Rette med, saa suverænt hævet over al Tvivl og al Kritik var det; og et andet Jeg af skrækkelig mislykket Art, som Jeg holdt i Hænderne og skulde se at faa Form paa. Følgen er, at jeg altid har arbejdet – hekset kan man godt sige, ja ofte kludret – med mig selv« (s. 8). Han stiller da det spørgsmål, som erindringerne skal besvare: »Er det gennem Aarene lykkedes mig at forme mig selv, i alt Fald delvis, i Retning af de Strukturlinjer, der synes dybt nedlagt i mig? Eller er det gaaet den anden Vej, saa Misfostret har formaaet at hævde sig paa et oprindelig stort tænkt Væsens Bekostning?« (sst.).

Hermed er banen kridtet op for en selv-biografi i ordets bogstavelige og klassiske forstand, hvor menneskets selv, dets indre eller samvittighed er den egentlige slagmark. Hvad der har interesse, er ikke den offentlige person Nexøs i øvrigt særdeles begivenhedsrige liv, de spektakulære ydre tildragelser, hans værkers modtagelse, verdensberømmelsen, møderne med kendte personer i ind- og udland osv., men hans indre vej. Derfor standser erindringerne ved debuten, dvs. ved tilblivelsen af den offentlige eller ydre person, forfatteren Martin Andersen Nexø. (Denne persons videre indre udvikling kan aflæses i hans forfatterskab; den var i øvrigt kringlet og kunne sagtens påkalde sig en selvstændig beskrivelse, men den er ikke disse erindringers emne, og den blev i Nexøs såkaldte erindringsromaner om Morten hin Røde, Den fortabte Generation og Jeanette, der udkom fra 1945, kun tegnet med en betydelig grad af retouchering og efterrationalisering.)

Om selvbiografien som genre skriver Johnny Kondrup:

Selvbiografien som genre har rødder tilbage til kirkefaderen Augustins Bekendelser. Og Nexøs forestilling om det enkelte menneske som »oprindelig (...) tænkt« eller skabt med bestemte muligheder, der så kan udfyldes eller vanrøgtes, har også rødder i den kristne tradition, som hævder, at mennesket bærer ansvaret for sit eget liv – hvad enten man nu kalder den tænkende eller skabende instans for skæbnen eller Gud. Herom nærmere i afsnit 8.

Hvordan så Martin Andersens selv, hans indre da ud? Ifølge Nexø selv så ufordrageligt som »en Kat, en Hund og et Pindsvin i samme Sæk« (s. 8). Om Nexø har været klar over, at han med dette udtryk (jf. n. til Et lille Kræ s. 8) alluderer til en antik dødsstraffemetode over for fadermordere, vides ikke. Men i hvert fald er det et hovedanliggende for erindringerne at lade Martin Andersen komme til forståelse af sin far, således som det sker under sygelejet i Vejs Ende, hvor han forstår ham ud fra »beslægtede Egenskaber hos mig selv«, og opdager, »at jeg hade Spirerne til baade det ene og det andet i mig selv« (s. 95).

Nexøs beskrivelse af sit sind kan stilles op i »det ene og det andet«, i modsætningspar, og hans dannelsesproces beskrives som tilvejebringelsen af disse modsætningers samspil eller integration: »Naar jeg ser tilbage, synes jeg, mit Liv har været en Kamp med Kaos, en endeløs Strid for at bringe et nogenlunde Hele ud af en Bunke Skrabsammen« (s. 8).

Centralt i Nexøs overvejelser herom står funderinger over hans psykologiske arv fra sin familie: »Man stiller Fænomenerne under Krydsforhør for at finde et Mæglingsgrundlag for de fortvivlede Forsøg paa at stifte Fred, øve Ret og Skel mellem alt det ufordragelige, der huserer i én. Det gør det ikke bedre, at jeg rimeligvis har mindst to Racer i mig, der staar stejlt mod hinanden og gærne skulde rystes ordentlig sammen« (s. 12).

Vigtigst er her opfattelsen af hans forældre Mathilde og Hans Jørgen Andersen. »Har man dertil to Mennesker til Forældre, der er saa forskellige som Mennesker vel kan være, og har man overtaget en Del fra begge – og ikke just deres bekvemmeste Sider eller sundeste Egenskaber – saa kan man faa nok at gøre her i Verden. Jeg har maattet slaas med alt dette« (sst.).

De modsætninger mellem faderen og moderen, der aftegnes i erindringerne, kan opstilles skematisk således:

mor – far

kvinde – mand

lys – mørk

selskabelig – indesluttet

overfladisk – grublende

omsorgsfuld – selvhævdende

opretholdende – erobrende

stærk i nederlag – stærk i opgang

eftergivende – stejl, trodsig

socialt stræbende – personligt selvberoende

At få bragt disse modsætninger i samspil er, set i erindringernes lys, Martin Andersens opgave.

I den tidlige barndom befinder han sig grundlæggende i det moderlige univers. Først som voksen erkender han, at »Far hade ikke Uret over for os andre; hans Trods kunde Livet lige saa lidt undvære for sin Bestaaen som Mors Omsorg. (...) Nu jeg laa her syntes jeg, jeg forstod ham ikke blot med Forstanden, men med Hjærtet – jeg ikke alene undskyldte ham, men greb mig i at holde af ham« (s. 95).

Erindringerne som helhed beskriver således en bevægelse fra moderen til faderen, fra redelunhed til udadvendt erobring. Denne indre udvikling modsvares på det ydre, sociale plan af Martin Andersens udvikling (eller opstigning) fra håndværker til forfatter, fra håndens til åndens arbejde. Men allerede ved begyndelsen af denne transformation, under opholdet på Østermarie Højskole, står integrationen af disse to verdener som idealet: »Jeg vilde gærne være Aandsarbejder; men jeg vilde ogsaa gærne blive ved at være den jeg var. Det maatte kunde lade sig gøre at skabe en Aandens Verden, der ogsaa optog Almuen i sig og byggede over dens Erfaringer« (s. 157 ).

At bringe »et nogenlunde Hele« ud at det, han modtog fra hhv. sin mor og sin far, må altså være en proces, der ikke bevæger sig fra én modsætning til en anden, men integrerer det ene i det andet.

Erindringerne knytter ikke alene biografisk, men også tematisk tråde helt tilbage til Nexøs debutartikel fra 1893, »St. Hansaften paa Bornholm. Et Øjebliksfotografi«. I denne folkelivsskildring møder vi en betragtning af kvinden som det kulturbærende køn: »Kvinderne er det som hidtil har holdt Mennesket over Dyret i disse arbejdende Masser. Hvem ellers? Hver Mine, hvert Forhold tilkjendegiver jo, at de [mændene] tilhører en lavere, ansvarsløs Orden« (særtryk, s. 14). Debutartiklen afspejler således en opfattelse af mand og kvinde, der svarer til den position i forhold til forældrene, Martin Andersen indtager ved erindringernes begyndelse: »Enten har den ene Ret (...) eller den anden, og i Almindelighed er det Mor, som har det« (s. 10). Artiklen slutter med en håbefuld forudsigelse: Kvindernes sang »bredte et dæmpet Slør over Aftenens Raahed ved at minde om den Tid, da Midsommerfesten var Hjærternes glade Dans over Lysets Sejr. Og saadan skal det blive igjen, naar den bornholmske Bonde bliver Arbejder« (sst.).

At der kunne næres menneskelige fremtidshåb for mændene gennem deres forvandling fra almue til arbejdere, var imidlertid ikke et tema, der udfoldedes i forfatterskabet før rejsebogen Soldage (1903) og navnlig Pelle Erobreren. I de mellemliggende år frembragte Nexø, foruden en række novellesamlinger med motiver fra spansk og bornholmsk almue, de fire romaner Det bødes der for – (1899), En Moder (1900), Familien Frank (1901) og Dryss (1902), der overvejende udspiller sig i borgerlige miljøer. Den maskuline idealitet og erobrertrang synes i disse romaner helt hjemløs. Romanernes ideale familie består næsten udelukkende af stærke, frigjorte kvinder, mens mændene oftest virker forkomne, degenererede, fordrukne eller latterlige.

Men da han i 1902-1903 for anden gang rejste til Spanien, gjorde mødet med den anarkistiske landarbejderbevægelse i Andalusien stærkt indtryk på ham. I dette miljø oplevede han, at det omsorgsmæssige, 'kvindelige' aspekt ikke nødvendigvis var forbeholdt det faktiske kvindekøn, og ud af denne oplevelse udkrystalliseredes et menneskeligt ideal, som skulle få varig betydning for hans forfatterskab. I Soldage præsenterer Nexø for første gang sine læsere for et mandligt ideal:

I Nexøs skildring af den unge anarkist og husmand, Alfonso Molina Pérez (1866-1947) fra landsbyen Íllora i Andalusien, fremstår et menneske, der afbalancer et erobrende aspekt med et omsorgsmæssigt. Alfonso er »et helt Menneske«, der nærer rolig omsorg for sine nærmeste såvel som ansvarsfølelse overfor menneskeheden som sådan.

Det er dette tema, der udfoldes i stort format i Nexøs første hovedværk, Pelle Erobreren. Denne dannelsesroman viser, hvorledes Pelle først kan erobre både sig selv og Verden, da han integrerer sin kones værdisæt og former sin politiske aktivitet over dette: »det var Hjemmets enkle Tanke, ført ud til at omfatte det hele« (IV, s. 188).

I symbolsk form markeres denne udvikling ved, at Pelle indoptager sin kone Ellens hjerte, da hans ven Morten til sidst vil »skrive en Historie om en Prins, der finder Skatten og vinder Prinsessen. Han har ledt om hende i hele Verden, du – og hun var der ikke. Saa var der kun ham selv til Rest, og der finder han hende – for han har sunket hendes Hjærte« (IV, s. 248).

I hans andet hovedværk, Ditte Menneskebarn (1917-1921) vendes drømmen om en syntese mellem de erobrende og de opretholdende kræfter om.

Gennem fremstillingen af sin titelpersons korte og lidelsesfulde liv viser værket om Ditte den menneskelige og samfundsmæssige tragedie, der følger, når den nævnte syntese ikke indfries.

Den vision, der ligger bag begge hovedværker, er, at den fundamentale kraft, som kærligheden udgør, skal forme ikke blot forholdet mellem mand og kvinde, men derfra også samfundet, hele verden. Hvad Pelle kalder 'godhedens princip' – dvs. solidariteten – er fast funderet, for idealet har sanselige rødder, manden har fundet kvinden ikke blot ved sin side, men tillige i sig selv, »for han har sunket hendes Hjærte.«

I Nexøs tredje hovedværk, erindringerne, kan vi følge oprindelsen til dette ideal. Forholdet mellem forældrene giver eksemplet på den manglende integration af tilværelsens grundaspekter. Men mens »Far og Mor var mere forskellige end det er heldigt for et godt Samliv« (s. 71), var der dog familier i Martin Andersens horisont i Lægeforeningens Boliger, som gav eksempler på en anden livsform: »Vi kaldte dem Sjosjalistunger, men Skældsordet var nærmest dikteret af Nid; i Virkeligheden hade vi gærne byttet med dem. De var bedre holdt end vi, følte sig ogsaa mere (...). Og hvad der kunde gøre mest ondt i én var at være Vidne til det kammeratlige Forhold, der var mellem saadan en Sjosjalistunge og hans Far« (s. 75 ). Det minder om Soldages Alfonso »talende fortroligt med sin lille Søn som med en Broder« (s. 179).

Også i drenge- og ungdomstiden på Bornholm og i Askov viser der sig sådanne på én gang stærke og omsorgsfulde mænd, hvoraf flere samtidig er åndeligt stræbende: den intellektuelle ven Jacob Hansen, den hellige bonde Hans Dahl, Unge Mester, højskoleforstander Foverskov, den unavngivne tyske glarmester og internationalist samt Poul la Cour, der alle tager Martin Andersen under vingen, skåner ham og viser ham vej.

Alfonso var en drømmer, men hans menneskelige lødighed og helstøbthed tiltalte Nexø. Han var en don Quixote-skikkelse og inkarnerede for Nexø både denne spanske nationaltype og Don Quixotes forfatter Cervantes. I 1905 skrev Nexø: »Cervantes selv lo aldrig, han smilede blot – med sit store triste Smil. Men hans Blik er ogsaa som en Moders – alle føler sig vel under det« (»Cervantes og don Quijote«, Kultur og Barbari, s. 17).

Således følte Martin Andersen sig vel ved sin egen mors smil, og senere under Unge Mesters dødsenstriste smil. Og de vemodigt smilende højskolefolk Alfred Foverskov og Poul la Cour deler direkte træk med den spanske fantast don Quixote i deres selvfornægtende kamp for idealer, andre fandt latterlige og utidssvarende. Der er kamp mod vindmøller både i Foverskovs kamp for at opretholde sin dødsmærkede højskole og i la Cours stilfærdige Bibel-fundamentalisme.

I artiklen »Nexø, politik og religion« (Nordica 1994) begrunder Morten Thing den tese, at Nexø fra og med sin første rejse til Sovjetrusland 1922 forbinder sin opfattelse af politik og af Rusland »med en religiøsitet, som formentlig i det væsentlige går tilbage til højskoletiden« (s. 225). Med udgangspunkt i religiøsiteten, som den fremtræder i Pelle Erobreren og i Nexøs taler længe inden Oktoberrevolutionen i Rusland, fremhæver Thing, at Nexøs opfattelse af religiøsiteten er positiv: »Nexø forviser ikke religionen til privatlivet, fordi han mener, den ikke har noget med socialisme at gøre. Nej (...) religionen er en hjertesag, og det viser socialismens respekt for den enkeltes tro, en nænsomhed overfor det individuelle, som er ny på jorden« (s. 221). Things foreløbige konklusion er, at socialismen for Nexø er »en idé med et materialistisk udgangspunkt, men med en idealistisk målsætning«. Han argumenterer endvidere for, »at forholdet mellem ideen og dens udøvere er af religiøs natur« (s. 222). Socialismen var for Nexø som for andre socialister »en dennesidig tro« (s. 219).

Skønt kritikken ofte drillende har kaldt Nexø for et religiøst gemyt, er der mig bekendt ingen, der før Thing har taget denne religiøsitet for pålydende eller underkastet den en egentlig undersøgelse. Med udgangspunkt i erindringerne skal der her forsøges en skitse.

For det første. Erindringernes grundlæggende projekt er som nævnt i afsnit 4 og 5 at skildre forfatterens udvikling ud fra den antagelse, at dette individ fra fødslen er udstyret med visse anlæg, som det kan udfylde eller vanrøgte. Nexøs formuleringer omkring denne antagelse hviler på en almenreligiøs skæbnetro. Om hans tid i Rønne, inden han optages i højskoleforeningen, hedder det karakteristisk: »Det var, som om der kaldtes utydeligt paa mig og jeg forsømte noget, der var af skæbnesvanger Vigtighed, sad noget overhørig, som jeg ikke kunde faa rede paa hvad var. Til at fortvivle over var det ofte, for bag alt det andet laa bestandig en Følelse af, at Lykken hade noget for med mig, og at jeg maatte komme den til Hjælp. Ellers vilde den ikke kunne finde mig« (s. 90). Skønt en sådan skæbnetro er almenreligiøs, kan dens oprindelse dog i Nexøs tilfælde spores ret præcist: Som formuleret anskuelse mødte han den i forsynstroen hos de grundtvigske kristne i Rønne, Østermarie og Askov, for hvem mennesket var skabt i Guds billede og også efter syndefaldet besad guddommelige anlæg; disse mennesker anså det for højskolens fornemste opgave at vække eleverne til lydhørhed herfor.

For det andet. Et par sider længere fremme: »jeg trængte til paa en eller anden Maade at føle mig i mystisk Tilknytning til Livet. Den Betagethed, som de Hellige lagde for Dagen i deres Forhold til Himlen (...) vilde jeg gærne kunne føle i Forhold til Tilværelsen. Senere da Livet saa at sige rørte ved min Pande og jeg følte mig kaldet, følte Stoltheden og Ophøjetheden ved at være et Menneske, da forstod jeg, hvad det var jeg hade savnet. Det var Ligegyldigheden jeg hade lidt under, Hjemløsheden; jeg savnede den Tændthed i Sindet, der skulde sætte mig i levende Forhold til Tilværelsen« (s. 93-94).

At stå i levende forhold, at være en del af en universel helhed og at føle sig ansvarlig for den, havde han tidligere oplevet som vogterdreng; her »erobrede jeg mig en hel Verden og var selv Midtpunktet i den. Mit Sind fyldtes med Viden og Væsner og Ting og med Omsorg for dem« (s. 133, min fremhævelse). »Jeg hade lært at passe mine smaa Søskende og holde af dem trods Besværet, de forvoldte; nu lærte jeg gennem Bryderiet med Kreaturerne at holde af dem og se paa deres Vel. Og fra dem førte Traade ud til Naturen« (s. 134, min fremhævelse). Oplevelsen af universel identitet medfører, at han bliver synsk: »Og andre Sanser dukkede op i mig. Jeg kendte udenad de fem Sanser, som Mennesket har Lov at være i Besiddelse af; men Skabningen derude hade adskillig flere, og dem gik jeg og fik Del i. (...) Sanser og Fornemmelser (...) skærpedes over i det Væsenlige, saa jeg kom i Kontakt med den store Helhed. Saa intim blev min Samhørighed med den omgivende Natur« (s. 136).

Efter netop denne beskrivelse af identitet med »den store Helhed« dukker hans første åndelige forbillede, Jacob Hansen op for første gang. Både her og senere viser det sig, at beherskelsen af naturen og det materielle viser frem mod åndelig aktivitet. Tilsvarende er det efter hans veludførte arbejde som murerarbejdsmand ved byggeriet af Østermarie Kirke, at han vinder sin første åndelige dyst (mod troldmanden 'Pos') og modtager ridderslaget af den tyske glarmester.

Den erfarede oplevelse af mystisk (i ordets åndelige betydning) sammenhæng mellem menneske, natur og univers er ligeledes af almenreligiøs karakter. Men alligevel bør man også her pege på grundtvigianerne i Rønne, Østermarie og Askov som den instans, der først satte ord og salmer på oplevelsen. Det betegnede netop den grundtvigske vækkelse, at den pegede på glæden ved og arbejdet med jord og dyr, pegede på de opgaver, der lå ligefor, men samtidig satte dette, det mest nærliggende folkelige og jordiske, ind i en lys historisk og religiøs sammenhæng. At Nexø i højeste grad har været modtagelig for denne vækkelse, viser ikke mindst hans skildring af Poul la Cours undervisning på Askov; i sin nekrolog (1908) over la Cour fremhævede Nexø med tilslutning: »Mennesket var for ham undergivet større Love, end Forstanden kan eftervise« (Kultur og Barbari, s. 25). Og i Vejs Ende fremhæves igen la Cour, ikke blot som lærer, men som menneske: »Det var først og fremmest ham, der gjorde Opholdet paa Askov til en Oplevelse. Der er Mennesker, der ikke slipper én igen, naar først man er kommet ud for dem, men følger én gennem Livet; et saadant Menneske var Poul la Cour« (s. 23). Og dog er skildringen af la Cour i Vejs Ende af ideologiske årsager betydelig afdæmpet i forhold til nekrologen – idet den gamle Nexø tog afstand fra den Bibel-fundamentalistiske 'kristifisering' af fagene, som la Cour var den fremmeste repræsentant for på Askov.

For det tredje. Erindringernes skildring af Martin Andersens udvikling er nært knyttet til redegørelsen for udviklingen af hans ansvarlighed. Som femårig blev Martin Andersen selv sat til at kæmpe en ulige kamp, da han fik ansvar for sin lillesøster. Skildringen i Et lille Kræ af Martin Andersens pasning af søster Hansigne er således erindringernes første redegørelse for tilblivelsen af hans menneskelige og sociale ansvarlighed: »Da Søskendesindet navnlig ytrer sig i Forholdet nedad, som Omsorg for de mindre Søskende, bliver det af sig selv til Kærnen i en senere social Indstilling (...) maaske er der alligevel en dyb Mening i, at netop de, der har mindst at takke for, tager altings Opretholdelse paa sig, at de bliver de tomme Hænder, der holder Verden oppe« (s. 34).

Senere, på vogtermarken, var oplevelsen af universel sammenhæng, som vist ovenfor, knyttet til følelsen af ansvarlighed og omsorg. Og for den modne Nexø var social ansvarlighed og relgiøsitet identiske. Med ordene fra Et lille Kræ:

Også denne forestilling om at dele skaberansvaret med Gud kan i sin oprindelse henføres til de grundtvigske miljøer, for hvem mennesket var 'livets kaarne spejder, Herrens medarbejder' (jf. Grundtvig: »Fortaleriim til Roskilde-Saga, Værker i Udvalg, VII, s. 206).

For det fjerde. Tilblivelsen af sin religiøse opfattelse har Nexø beskrevet udførligt i 1931, kort før han påbegyndte nedskrivningen af sine erindringer. Han besvarede et enquetespørsgmål om hvilken beslutning, der forekom ham at være den mest afgørende og længst virkende i hans liv. Svaret, der gengives i Tillæg 2, indledes således (her i dansk oversættelse): »Den store, afgørende beslutning i mit liv falder på det religiøse område.« Han beskriver for første gang de religiøse anfægtelser, der for ham blev følgen af den pietistiske påvirkning fra Luthersk Missions søndagsskole i Nexø. Det antydes, at han har haft personlige anlæg i sin ansvarsfølelse for disse anfægtelser: »Allerede som lille dreng måtte jeg lide under religiøse anfægtelser, som blev kraftigt næret af de voksne. (...) Frygten for det højst usikre hinsides, for Gud Herrens straffedom, for den evige fortabelse har (...) holdt mig vågen mangen en nat.« Angsten for ikke at kunne leve op til Guds krav blev kun holdt i ave af hans mor, som »stred for noget, der lå dybere i mig: det befriede menneske.« Nexø fortsætter: »Efterhånden som jeg voksede til, svandt vel bekymringen for min (...) skæbne efter døden (...). Livet rykkede i forgrunden med vægt – med næsten for stor vægt for en dreng i lømmelsalderen. (...) Dejligt var det derfor fra den strenge, pietistiske kristendom så at sige at dumpe ind i grundtvigianismens glade kristendom. Her var det da tilladt at glæde sig over livet, at opfatte både tilværelsen og det hinsides glad i sind; man kunne ånde lettet op« (s. 545-546).

Men på Askov var der alligevel

Den grundtvigske kristendom beskrives altså i 1931 som et mellemstadium i Martin Andersens udvikling, og som et mellemstadium der blev overvundet allerede i højskoleårene gennem et opgør.

Det er en plastisk, men tidsforskydende beskrivelse. Der er intet i de samtidige kilder, som tyder på, at et sådant frontalt opgør fandt sted i selve højskoleårene, hvor han sandsynligvis kun glimtvis og afprøvende har luftet oppositionelle meninger, og hvor han i øvrigt var kirkeligt indifferent.

Alligevel er beskrivelsen rammende for den proces, hvorigennem Nexø i 1890'ernes slutning – som det fremgår af hans ungdomsforfatterskab, navnlig romanerne – fjernede sig fra grundtvigianismen og tilsluttede sig den københavnske radikalisme, for sidenhen, med Pelle Erobreren, at vende tilbage til Grundtvig. I den forstand er det en beskrivelse af 'vejs ende' for hans åndelige udvikling. Blot nåede han først dertil 10-12 år efter højskoleopholdet, og det, han har kaldt sit 'positive opgør med kristendommen', var da alene et opgør med den grundtvigianske dogmatik. De tre væsentligste elementer i den modne Nexøs egen religiøstet – (1) skæbnetroen, (2) betoningen af være led i en universel helhed og (3) betoningen af skaber-medansvaret – kan som formulerede anskuelser alle biografisk føres tilbage til grundtvigianerne i Rønne, Østermarie og Askov.

Til sidst. Under sygelejet i Villa Spurvely »beskæftigede Mennesker mine Tanker, ikke de sære Enkeltvæsner der ikke lignede andre, men Menneskene i alt det de hade fælles. Og jeg kom til det Resultat – som har holdt sig siden – at Menneskene har det gode fælles, mens de skiller i det mindre værdifulde« (s. 123). Denne opfattelse skulle altså ifølge erindringerne være det blivende resultat af forfatterens dannelsesproces. Han vender udførligt tilbage til denne erkendelse i Vejs Endes sidste kapitel, hvor han knytter den til sin egen opgave som digter: »Hvis Digteren blot var et Enkeltindivid, en Tilfældighed (...) – ja saa var hans Haandtering den ligegyldigste af alle. Men er der noget ved ham, er han ogsaa i samme Grad noget af en Generalnævner; jo mere han er værd som Digter, des flere – og des mere – har Andel i ham. At gøre Rede for en af Verdens største Digtere er det samme som at gøre Rede for selve Menneskeheden. (...) Jeg synes selv, den [dvs. hans »egen Vej«] – om end med Bugtninger – førte frem til det største af alt: den fredeligt og ærligt arbejdende Menneskehed. (...) Digteren har et stort Ansvar over for Menneskeheden – det største der overhodet er lagt paa nogen« (s. 148-153). Her besvarer Nexø altså det spørgsmål med et 'ja', som han stillede i værkets første kapitel: Om det gennem livet var lykkedes ham at forme sig »i Retning af de Strukturlinjer, der synes dybt nedlagt i mig?« (s. 8).

På det ydre plan vil den læser, for hvem Nexø først og fremmest kan karakteriseres som kommunisten, umiddelbart identificere denne opfattelse med hans politiske anskuelser. Den er imidlertid også udtryk for en højromantisk opfattelse af digteren som menneskehedens vejviser, som talsmand for sandhed, skønhed og godhed. Og i sin universalisme, sin betoning af det fællesmenneskelige, stammer den i sidste instans fra den kristne forestilling om gudsriget, som Nexø var fortrolig med ud fra sit kendskab til Bibelen. Han knyttede selv denne forbindelse, når han andetsteds betegnede sin samtids kommunisme som det største, der er sket siden kristendommens opståen.

Selvbiografien som genre har det til fælles med en dannelsesroman, at omgivelserne, samtiden, miljøet er et spejl for hovedpersonen, hvis udvikling de tjener. I selvbiografien som i dannelsesromanen organiserer forfatteren handlingen for sin hovedperson med den hensigt at lade ham nå til indsigt og erkendelse. Denne indsigt og erkendelse kan dog aldrig overskride forfatterens. Erindringernes hovedperson Martin Andersen kan umuligt overskride forfatteren Nexøs bevidsthed. Men han kan let komme tættere på den, end sandt var om personen Martin Andersen. Det gør han også.

Nexøs erindringer er ikke tænkt som historiske kildeskrifter, men som poetisk og politisk handling: »Jeg har prøvet gennem min egen Opvækst at skildre et Proletarbarns Udvikling frem imod at blive et Menneske – og Medmenneske! – der har noget at sige andre Mennesker, ikke mindst dem fra sin egen Kreds, og gør det gennem Digtningen, fordi han mener derved bedst at faa dem i Tale« (s. 151).

Men hvad nu, hvis det var andre motiver, der drev Martin Andersen i hans opvækst end dem, der drev Nexø i 1930'erne? Det viser sig – ikke overraskende – at erindringernes tilrettelæggelse af Martin Andersens udvikling rummer de retoucheringer og forskydninger, der er nødvendige for selvbiografens så at sige teleologiske bevidsthed om slutresultatet og for selvbiografiens kunstneriske komposition.

Tendensen i disse forskydninger, stiliseringer og symboliseringer er følgende:

Familien Andersen fremstilles ofte som mere fattig, end den faktisk var. Eksempelvis berettes det ikke, at familien købte grund, tre år før huset i Ferskesøstræde i Nexø blev bygget. Modsætningsvis er beskrivelsen af faderens relative succes dog også stiliseret, idet påstanden om, at Hans Jørgen Andersen skulle være blevet selvstændig entreprenør i Nexø, ikke er ganske sand (brolæggerentrepriserne i Nexø by blev alle vundet af H.J. Andersens arbejdsgiver, stenværksejer Sode, der så engagerede Andersen som brolæggerformand).

Dramatiserende fiktion anvendes mange steder. Omtalen af de mange gårdbrande på Bornholm er stærkt overdreven og tjener symbolske formål. De skildrede strandinger ud for Nexø er for mindsteparten selvoplevede. På samme måde er beretninger om vejret overalt symbolske. Eksempelvis tjener det uvejr, som hærger den aften, da Martin Andersen stiller som røgterdreng på Raabygaard, som et varsel om den strenge plads. Der var imidlertid (if. Danmarks Meteorologiske Institut) klart vejr over Bornholm den pågældende aften. Tilsvarende er den berømte skildring af søsygens kvaler under overfarten til Bornholm september 1877 formentlig helt igennem fiktiv: Det virkelige skib havde ringe lighed med den skildrede »Slingrekasse«, men var nyt og særlig sødygtigt, og der var ikke speciel søgang i de pågældende farvande på natten for overfarten.

Miljøbeskrivelserne stiliseres. Eksempelvis var handelsmiljøet i Nexø by ikke så feudalt-gammeldags, at man ikke kunne købe grøntsager i småportioner.

Fiktive personer optræder flere steder: Den sindssyge 'spillefrøken' i Under aaben Himmel og den virile Knort i begyndelsen af For Lud og koldt Vand er eksempler på personer, som at dømme efter de samtidige kilder (jf. noterne) ikke har eksisteret som enkeltindivider, men indføres i erindringerne som 'generalnævnere' for forskellige miljøtypiske egenskaber.

Nexø fremstiller sig mere autodidakt, end han faktisk var. De samtidige kilder indicerer således, at han klarede sig godt i skolen. Der er indicier på, at han sprang en klasse over (fra yngste til tredjeyngste) i Skt. Hans Gades Skole. Og han forlod Borgerskolen i Nexø som nr. 3 ud af 22 elever i klassen. Endvidere fortier han, at han fik UG? i tysk, og fremstiller sig som selvlært i dette sprog.

Nexø fremstiller Martin Andersen som mere kritisk og politisk bevidst over for Askovs undervisning, end han efter de samtidige kilder var.

Først og fremmest: I sine erindringer fremstiller Nexø sin åndelige udvikling således, at han i væsentlige henseender skulle være nået frem til sin endelige livsanskuelse allerede efter højskoleårene. Herved springer han imidlertid flere mellemregninger over. Den væsenligste af disse mellemregninger er hans tilslutning til brandesianismen og hovedstadsradikalismen i en periode fra debuten med Skygger i 1898 og frem til Soldage og Pelle Erobreren. På den anden side kan den livsanskuelse og religiøsitet, på hvilken han skrev Pelle Erobreren, i væsentlige henseender betegnes som en tilbagevenden til det åndelige univers, der åbnede sig for ham i højskoleårene, nu blot med et andet politisk fortegn.

Er dette nu et brud på det, selvbiografiens teoretikere kalder 'den selvbiografiske pagt'? »Idet meddelelsessituationens roller uddeles, indgår forfatteren, netop ved at påtage sig identiteten som sin fortæller, en »pagt« med læseren om, at han nu vil fortælle en virkelig historie. Derved tillader han samtidig læseren en rolle som potentiel kontrolinstans« (J. Kondrup: Erindringens udveje, s. 27).

At forskydninger som de ovenfor påpegede, stilisering, dramatiserende fremstilling osv. forekommer, gør Nexø for så vidt opmærksom på allerede i erindringernes første kapitel: »(...) i Virkeligheden har jeg, ogsaa hvor jeg anvendte Stof af mit eget Liv, løjet ganske tykt, har maattet lyve for overhodet at faa Folk i Tale. (...) Der er maaske alligevel ingen anden Vej for den Enkelte til at naa Sandheden end at lyve – digte! – sig den til, eller lade andre gøre det for sig« (s. 5-6).

Forholdet mellem digtning og sandhed i Nexøs erindringer er af samme art som hos Goethe i Aus Meinem Leben. Dichtung und Wahrheit (1811), hvorom Kondrup skriver:

Nexøs erindringer er et slående eksempel på et værk, skrevet ud fra en sådan 1800-talsopfattelse af digtningens opgave. Det er ikke vanskeligt nu at påpege de mange brud i Nexøs livsbane, forfatterskab og ideologi, siden han i 1896 ifølge sine erindringer nåede vejs ende. Men den klassiske erindringsgenre leder forfatteren til at søge kontinuiteten, det der set ud fra nedskrivningstidspunktet pegede fremad. »Erindringen vil hævde et Menneske den evige Continuitet i Livet og sikkre ham, at hans jordiske Tilværelse bliver uno tenore, eet Aandedrag, og udsigeligt i Eet« (Stadier paa Livets Vei, Søren Kierkegaards Skrifter, bd. 6, s. 18).

Ved deres fremkomst anmeldtes erindringerne bind for bind. Modtagelsen var – uanset bladenes politiske observans – generelt begejstret. Efter fremkomsten af Under aaben Himmel skrev Henning Kehler således i Berlingske Aftenavis (13. dec. 1935), at disse »to Barndomsbøger (...) vil bevare deres Plads i den danske Litteratur – maaske længere end noget andet, han har skrevet.« I Dagens Nyheder (1. dec. 1935) betegnede Hans Brix erindringernes format som »vældigt«. Om Et lille Kræ og Under aaben Himmel mente Tom Kristensen i Politiken (1. dec. 1935), at de »kun kan sidestilles med H.C. Andersens 'Mit Livs Eventyr'«.

I de syv år, der forløb mellem fremkomsten af første og sidste bind, engagerede Nexø sig stadigt tydeligere politisk, men det afspejlede sig bemærkelsesværdigt lidt i modtagelsen. Som bindene udkom, stak anmelderne blot enkelte tidsler ind i den store laurbærkrans, idet de stilfærdigt vendte sig imod erindringernes udtalte politiske anskuelser og skelnede mellem digteren Nexø og politikeren Nexø. Således Richardt Gandrup i Aarhuus Stiftstidende (24. nov. 1937): »Nexøs Erindringer er digterisk set et af de mest fremragende selvbiografiske Værker, nyere dansk Litteratur har at opvise. (...) Skønt Nexø er en Mand af udprægede Anskuelser, og en Skribent der bevidst har stillet sin Kunst i Tendensens Tjeneste, forfalder han aldrig til blot og bar Agitation; Digteren beholder altid det sidste Ord, hvorved Sandheden holdes i Ære.« Efter fremkomsten af Vejs Ende havde Gandrup en del forbehold over for Nexøs skildring af Ludvig Schrøder, men det generelle indtryk forblev: »De fire selvbiografiske Bøger staar i Andersen Nexøs Forfatterskab paa Højde med Romanerne om Pelle og Ditte, det vil sige, at de hører til Blomsten af vor Tids danske Digtning (...). Menneskelig Varme har altid været det store Aktiv i Nexøs Digtning – saa stort, at Passiverne aldrig har kunnet true, endsige overskride det« (Aarhuus Stiftstidende 13. juni 1939). Samtidig skrev Askov-læreren Poul Engberg i Kolding Folkeblad (17. juni 1939): »Hvor meget end Kommunisten Andersen Nexø vil tage Afstand fra Askov Højskole og dens Ungdomsoplysning, saa taler Digteren og Mennesket i ham et andet Sprog.« Engberg sluttede drilsk sin anmeldelse med at citere den unge Nexøs hyldestdigt »Askov!«, trykt i Højskolebladet 1894; digtets ideologiske grundlag udgøres ganske entydigt af de grundtvigske kristelige og folkeligt nationale værdier. Også Oscar Geismar i Kristeligt Dagblad (10. juni 1939) kritiserede Nexøs skildring af Ludvig Schrøder, men fandt generelt: »Den Dag i Dag vedgaar han ærlig sin Gæld til Askov. Og søger at afbetale noget af den ved at rejse Poul la Cour og H.F. Feilberg det skønneste Æresminde.«

Skarpest var Julius Bomholt i Social-Demokraten (10. juni 1939), hvor han med versaler mente, at »INTET« i Vejs Ende kunne understøtte kommmunisten Nexøs afstandtagen fra den socialdemokratiske arbejderbevægelse, men at bogen da i øvrigt indeholdt så meget »smukt og klogt og godt«.

Sådanne forbehold overskyggede dog ikke den almindelige respekt og begejstring for værket.

Ikke kun den danske kritik var lettere irriteret over erindringernes reflekterende afsnit, eller rettere over den politiske tendens i disse. Også Nexøs russiske forlag havde visse forbehold – med ideologisk modsatte fortegn – da 'Verlagsgenossenschaft Ausländische Arbeiten in der USSR' i brev af 13. maj 1936 tog stilling til udgivelsen af Et lille Kræ. Man anerkendte, at Nexøs hensigt var 'proletarisk', men fandt, at bogens almene betragtninger, dens filosofiske intermezzi forstyrrede. Første kapitel burde helt udelades. Værket var anlagt som en udviklingsroman, men dets episke horisont, barnets, var ikke ideologisk tilfredsstillende, for på denne måde oplevede læseren ikke forrige århundredes industrielle København. Nexø skulle i stedet have gjort som Maxim Gorkij i hans erindringer! Herved ville også flere 'ideologiske fejl' – bl.a. den betænkelige omgang med religiøs sprogbrug – være undgået. Men naturligvis skulle bogen udgives.

Da Nexøs svar fortæller noget om kompositionens princip, skal det citeres her (i dansk oversættelse, orig. i Nexø-Nachlaß, Fb III, 5, citeret i noterne til B. Houmann: Martin Andersen Nexø og hans samtid 1933-1954, s. 545-546): »Ved bedømmelsen af det første bind beder jeg om, at man tager i betragtning, at værket er stort anlagt, og at det er strengt selvbiografisk og intet har til fælles med en roman. Sammenligningen med Gorkijs »Min barndom« holder således ikke stik; Gorkij skildrer sin egen fødsel, hos mig begynder skildringen først med erindringens vågnen. Eftersom jeg vil skildre et proletarisk menneskes vækst [Wachstum] gennem egne oplevelser, er det klart, at verden i det første bind er netop så snæver, som den må være det for et lille barn, og først bliver erobret efterhånden.« Til forlagskonsulentens betænkeligheder ved Nexøs meninger og erindringernes mere reflekterende afsnit svarede forfatteren blot: »Destilleret vand er ganske vist frit for bakterier, men vitaminerne er også gået fløjten.« Nexø var blevet for gammel til at skrive til glæde for »nogle få skriftkloge og farisærere«.

En anden kategori af reaktioner var de breve, Nexø modtog fra læsere, der figurerede i erindringerne, eller hvis familiemedlemmer gjorde det. Her var modtagelsen så godt som enstemmigt begejstret og taknemlig. Foverskovs enke sendte ham således i brev af 23. juni 1939 en »inderlig Tak for det smukke Billede, De i Deres Bog »For Lud og koldt Vand«, har tegnet af min kære afdøde Mand Alfred Foverskov, og som De efter mit Skøn har truffet godt og rigtigt« (Martin Andersen Nexøs Arkiv, 1, B, 2. a, nr. 43). Tilsvarende tilkendegivelser fik han fra Mathilde Snabe (født Molbech), fra Holger Begtrups søster Eline, fra Foverskovs lillesøster Elna, fra dr. Moltesen og flere andre.

Den eneste utilfredse var Nexøs lillesøster Anna Helene i brev af 22. dec. 1932.

Det hedder i brevet: »Du mangler i højeste Grad Nænsomhed overfor Far og Mor, og det synes jeg dog de har fortjent. Jeg kan ikke se rettere, at Du bruger dit Hjem som Ramme om en Proletar-fortælling«. I dette sidste har hun jo ret. Men da hun dernæst anfører en række eksempler på »Usandheder«, svigter bedømmelsen: »Du har jo aldrig passet Sine som lille. Du er født i 69 og Sine i 71, dermed falder den rørende Barnepigehistorie til Jorden.« Anna er imidlertid selv født i 1876, så hendes bedømmelse er hverken autoritativ eller førstehånds. »Broder Kristian har Du aldrig kendt, han døde 6 Aar gammel i 1870 (...).« Kristian Andersen døde imidlertid i 1872. »Moders Søster Louise har aldrig været hjemme, siden hun rejste til Amerika og saa fremdeles.« Anne Marie Louise Mainz var udvandret i 1871, men kom hjem i 1875 og arbejdede en tid på Frederiks Hospital i Bredgade, København inden hun igen drog til Amerika.

At Anna, som var syv år yngre end Martin og bl.a. derfor har oplevet familielivet anderledes, savner nænsomhed i skildringen af sine forældre, kan naturligvis ikke diskuteres; det er hendes subjektive oplevelse, med samme suveræne ret som hendes storebrors. Men de fleste af de i Et lille Kræ skildrede begivenheder ligger før hendes fødsel, og ingen af hendes konkrete eksempler på angivelige usandheder holder for nærmere betragtning. Brevet er derfor ikke vægtigt som korrektiv til Nexøs erindringer.

Nexøs erindringer indtager ikke nogen fremtrædende plads i de litteraturhistoriske oversigtsværker. Yderst kortfattet er F. J. Billeskov Jansens omtale i Dansk Litteratur Historie 3 (Politikens Forlag, 1967), hvor erindringerne blot nævnes som »et smukt og afklaret sidestykke til Pelle Erobrerens første bind« (anf. værk s. 513). Dansk litteraturhistorie, 7 (Gyldendal, 1984) har slet ingen omtale af Nexø erindringer, og i de fleste andre oversigtsværker står de i skyggen af Pelle Erobreren og Ditte Mennskebarn.

Indtil begyndelsen af 1980erne betragtedes Nexø entydigt som socialrealist i traditionel forstand, hvilket afspejlede sig i behandlingen af hans erindringer.

I Svend Erichsens lille bog Martin Andersen Nexø (1937), der vurderer erindringerne højt, anvendes de da udkomne to første bind uproblematiserende som »Grundlag for en Skildring af hans Barndom. De viser, at Hovednerven i hans Livsanskuelse er den samme, som da han for en Menneskealder siden skrev »Pelle Erobreren«« (anf. værk, s. 58).

Ejnar Thomsen undrede sig i Danske digtere i det 20. århundrede 1 (2. udg., 1965) over Nexøs »religiøst anstrøgne sindbilleder« (anf. værk, s. 490).

Selv mente Thomsen, at omend Nexøs »rundelige anvendelse af traditionelle religiøse tanke- og sprogelementer [har] dybe rødder i hans personlige forudsætninger, føles det ikke desto mindre som en svaghed at han ikke har bidraget større til at skabe sit politisk-sociale grundsyn en adækvat mytologi« (s. 491). Da Nexø af Thomsen betragtedes som marxist, måtte han anskue forfatterskabets religiøsitet som udvendig.

I Danske digtere i det 20. århundrede 1 (3. udg., 1980) betragtede Helge Rønning erindringerne som forløbere for de tre erindringsromaner om Morten hin Røde (1945-1957). »Den samme dobbelthet nemlig vilje til å knytte bånd til arbeiderklassen og den reelle isolasjon i forfattergjerningen som er helt klar i bøkene om Morten, finnes i kim i erindringsbøkene« (anf. værk, s. 389).

Mens man således hidtil havde betragtet erindringerne som klassisk socialrealisme (med Thomsens undren over Nexøs religiøse sprogbrug som en sprække eller åbning), åbnedes der i et kapitel af Johnny Kondrups Levned og tolkninger. Studier i nordisk selvbiografi (1982) for en ny anskuelsesmåde. Her analyseredes erindringerne for første gang som kunstværk på genrens egne præmisser (i sammenligning med bl.a Goldschmidts og Johs. Jørgensens selvbiografier) og ikke primært som kilde til biografiske oplysninger m.v. Efter en redegørelse for erindringernes struktur og tematik bliver det en væsentlig pointe, at »Nexøs begreb om det almenmenneskelige [er] stærkt biologisk farvet« (anf. værk, s. 245-246) og præget af en »grundlæggende forstilling om, at naturens forlængelse ind i det menneskelige virker moralsk opbyggende (...). Den er beslægtet med Goldschmidts tanker om, at den kosmiske (omend metafysiske) orden ved at forlænge sig ind i den enkeltes bevidsthed 'strengt-kjærlig kalder til Ansvar for Livet'« (s. 250).

I værkets afsluttende kapitel sammenholdes Nexø og Goldschmidt igen:

Kondrup noterer sig den filosofiske forskel på Goldschmidts kosmiske orden af metafysisk art og Nexøs fysisk-biologiske orden. »Dette er imidlertid sekundært i forhold til den grundlæggende erfaring og anskuelsesmåde, der stadig som hos Goldschmidt går ud på, at bevidstheden hænger sammen med resten af verden. At den hører til på en bestemt plads i ordenen og har en bestemt funktion« (s. 269). Afslutningsvis fremhæver Kondrup, at Nexøs erindringer udgør »ét langt, bekræftende svar« på spørgsmålet om »det moderne menneske kan opleve og fortolke sig selv som en sammenhængende personlighed« (s. 268).

Spørgsmålet er imidlertid, om Nexø er en moderne personlighed. Muligvis stikker – som Kondrups struktur-analyse også antyder det – hans 'naturalisme' mindre dybt end arven fra højskolen og romantikken.

Børge Houmann lod spørgsmålet stå åbent – eller besvarede det med et 'både – og', da han i 1981 mente: »vil man forstå Nexø, bør man nok overveje, om der ikke netop i disse højskoleår i hans sind skabtes forudsætninger for en helt usædvanlig sammensmeltning af grundtvigianisme og marxisme« (Martin Andersen Nexø og hans samtid 1869-1919, s. 113). Houmann syntes at mene, at denne livsanskuelse i sine grundtræk var færdigudviklet allerede efter højskoleopholdet: »Linjen var klar fra starten. Fortørnelse over uret og nød. Solidariteten med de dårligst stillede i deres kamp for det daglige brød. Tonen blev en anden med årene, mere bidsk og bitter (...), men ellers er der ikke forskel på Nexøs stilling til Spaniens arbejdere og bønder i 1896 og til arbejdere og bønder i den kapitalistiske verden efter den anden verdenskrig tres år senere. Grundsynspunktet forblev uændret« (sst., s. 162).

I Faith og Niels Ingwersens Quests for a promised land. The Works of Martin Andersen Nexø (1984) læses erindringerne som en dannelsesroman: »the Memoirs may (...) be read as a charmingly unobtrusive Bildungsroman. (...) Although Nexø never insists upon this view, he is clearly not registrating merely a proces, but a definite development toward a goal« (anf. værk, s. 116).

I en kort, men indsigtsfuld oversigt over hele forfatterskabet betegner Jørgen Elbek Nexøs erindringer som »hans livs kup« (»Martin Andersen Nexø og hans sammenhæng«, i Fundet og søgt, s. 44) og kalder dem »sikrere gennemført« (sst.) end selv Pelle Erobreren.

Torben Bech Rasmussen fremhæver i sit psykologiske studie, hovedfagsspecialet Da Nexø giftede sig med proletariatet (1989) modsat Pelle Erobreren på erindringernes bekostning. Overfor Pelles afbalancerede forhold til sine omgivelser står i erindringerne et disharmonisk jeg, der overalt søger

Konkluderende kritiseres Nexøs forestilling om at være proletariatets talerør. »Da han var ét med proletariatet, vidste han pr. instinkt og erfaring, hvad der tjente det bedst. (...) I 'Pelle Erobreren' skulle Pelle hele tiden have sin krop med (...). Han skulle op som et helt menneske. I selvbiografien kom kun hovedet og bevidstheden op. Kroppen og det ubevidste blev ladt tilbage. Ved udnævnelsen til åndelig vejleder for proletariatet, krævedes det at han kunne bevare overblikket og at han havde ret. I fortsættelsen – 'Morten hin Røde' – er dette blevet tydeligt« (s. 98). Ved at fortælle (1) sit eget livs historie som (2) proletartypisk søger Nexø i erindringerne (3) at opbygge en myte om sig selv som ét med proletariatet. Erindringerne er altså grundlæggende en politisk selviscenesættelse.

I lighed med Bech Rasmussen anskuer Jørgen Haugan i Alt er som bekendt erotik (1998) erindringerne som selviscenesættelse. Haugan har da også studeret Bech Rasmussens afhandling og analyserer som denne erindringernes forskellige bevidsthedsniveauer, idet han stærkt fremhæver disses indbyrdes uforenlighed. Den bærende tese i Haugans monografi er, at Nexø er en 'opkomling' (jf. anf. værk s. 15 ff.), som bliver digter ved først at vende sig bort fra (eller imod) sit eget miljø, siden ved på opportunistisk vis successivt at slutte sig til en række andre miljøer, som han dernæst skyder fra sig. Bogens titel, Alt er som bekendt erotik citerer en bemærkning fra Under aaben Himmel (nærværende udg. s. 154), og angiver, at Haugan først og fremmest anskuer Nexøs liv og forfatterskab som erotisk udviklingshistorie, snarere end som f.eks. politisk. Haugan opfatter det citerede som Nexøs egen nøgle til sit eget forfatterskab, uagtet Nexø andre steder finder det »lidt vanskeligt at se Nytten ved det; Livets mange forskellige Sider vinder ikke ved at (...) føres tilbage til en enkelt Grunddrift« (nærværende udg. s. 32); det citerede synes snarere at være en ironisk henvisning til samtidens optagethed af freudiansk psykoanalyse.

I Haugans bog analyseres erindringerne to gange: dels i den indledende beretning om Nexøs barndom og ungdom, dels i et senere kapitel. I dette trækker han på sin analyse af Nexøs ungdomsromaner, der tolkes selvbiografisk (hvorimod de samtidige noveller ikke behandles). Hovedtanken er, at romanerne, især En Moder og Dryss, er led i Nexøs angivelige opgør med Askov og med fru Molbech. Langt fra at være den moderlune rede, der skildres i Vejs Ende, skulle Villa Spurvely have skabt en stærk krise i hans liv. Mens andre har opfattet Vejs Ende som Nexøs afbetaling af en taknemlighedsgæld til højskolen, opfatter Haugan altså tværtimod bogen som et opgør: »Nexø sværter højskolen til i Vejs Ende og fortier, hvilken ubetalelig gæld han står i til højskolen som opdragelsesanstalt og inspirerende åndeligt univers« (s. 192). Og hvor Nexø selv med sine erindringer hævder at have fremstillet sin dannelsesvej som menneske og digter, påstår Haugan polemisk, at erindringerne kort og godt »som dannelseskoncept [må] kaldes mislykket, en 'misdannelsesroman'« (s. 424).

Til grund for denne udgave ligger 1. udg.

Nexøs særlige ortografi er overalt – også hvor den ikke er konsekvent – respekteret. Hans brug af talesprogsagtig ortografi (f.eks. 'hade' fremfor 'havde') er i alt væsentligt en reminiscens fra Holger Begtrups skriveundervisning, der ville underordne det skrevne under det talte eller 'levende ord'.

I tilfælde af tvivl om en formulering i 1. udg. er trykmanuskriptet (tm.) altid konsulteret.

Endvidere er større dele af tm., navnlig de ræsonnerende afsnit, systematisk sammenholdt med 1. udg. for at afsøge, hvor Andersen Nexø måtte have korrigeret teksten imod sit tm.

Der er imidlertid kun fundet ganske få væsentlige afvigelser, mest i begyndelsen af Et lille Kræ (1. udgaves formulering anføres t.v. for , trykmanuskriptets formulering t.h.):

To steder havde Andersen Nexø oprindeligt forestillet sig kapiteloverskrifter:

S. 5: I < Forord / I

S. 123: XII < XII (Slægt)

To steder har han sækulariseret et kristent udtryk:

S. 7: en Skabers Skæg < Vorherres Skæg

S. 7: Altets Hjærteslag < Guds Hjærteslag.

Der er derimod fundet et større antal steder, hvor formuleringer er ændret let. Eksempelvis:

her i Verden < her i Verden! –

Ja, der har været rigeligt < Der har været rigeligt

end den Voksne < end vi Voksne

været helt rask < været rask

Miljøet < Milieuet

bagvendt til! < bagvendt til!

S. 67 er en passus omarbejdet og udvidet:

Det er ikke let at værne sig mod onde Vaner; man kan blive fortrolig med Drikkeriet (...). Vigtigere er det imidlertid, at Ungdommen – lykkeligvis – formaar at reagere overfor Drikkeriet, at hævde sig menneskeligt og ogsaa paa dette Omraade søge at underlægge sig Tilværelsen.

< Man kan blive fortrolig med det, og synes saadan skal det være, ved at have det inde paa Livet af sig til alle Sider, og man kan oprøres mod det af samme Grund – alt eftersom man reagerer paa Fænomenerne. Knægten kan være saa uheldig at faa sig Helte blandt Drankene; Brændevinen har nemlig ogsaa sin Romantik, den Besatte kan stundom øve virkelige Bedrifter! Eller han kan være saa lykkelig at komme til at hade Drukkenskaben.

Endelig er der fundet et enkelt afsnit, som ikke kom med i 1. udg.:

s. 35: Rejer er godt! < Rejer er godt!

Det var Mor, der sang Reje-Verset; hun ordenlig nød at stige til Vejrs paa »levende Rej« – og saa pludselig slaa over. Madam Sandru skanderede med Andenstemme: Sild, Sild, Sild er godt! Ægte Bornholmere! – – Hornfisk!!! Hun raabte det sidste Ord saa det gjaldede og var saa med et Sæt oppe hos Mor og tog et Tav med dèr!

Der foreligger i arkiverne et mindre antal udkast til enkelte afsnit, nogle genealogiske optegnelser fra Andersen Nexøs hånd m.v. Det meste af dette materiale er af Andersen Nexø optaget i erindringerne og bringer heller ikke nyt stof frem.

I det hele taget synes erindringerne at være skrevet med løbende hånd, uden de store rettelser hverken undervejs eller senere.

Erindringernes 1. udg. udkom hhv. september 1932, november 1935, november 1937 og juni 1939, og de enkelte bind udkom alle i flere oplag. Bortset fra rettelser af nogle åbenlyse trykfejl i 1. oplag er de følgende oplag identiske med det første. Da erindringerne straks viste sig at blive en salgssucces for forlaget, blev 2. oplag for de senere bind trykt samtidig med 1. oplag, således at disse binds 1. oplag på 2000 eks. kun er nominelt.

I Nexøs levetid udkom erindringerne desuden i en samlet udgave november 1945. De oprindelige binds titler var bibeholdt, og der blev ikke foretaget ændringer i teksten fra 1. udg.

I 1969, 100-året for Nexøs fødsel, udkom en 3. udg. Denne udgave var af dav. forlagsredaktør Erik Vagn Jensen »ved forudgående sammenligning med forfatterens orginalmanuskript bragt i overensstemmelse med dette.« 3. udg. tilkender med andre ord tm. større autoritet end 1. udg. og retter (i modsætning til nærværende udg.) i mange tilfælde stavemåden herefter, f.eks. Milieuet (tm.) < Miljøet (1. udg.). Udgaven indeholder imidlertid ingen liste over sine rettelser.

Erindringerne er oversat til engelsk, finsk, hollandsk, islandsk, hebraisk, polsk, russisk, svensk, tjekkisk, tysk, ukrainsk og ungarsk. Se nærmere herom i Børge Houmann: Martin Andersen Nexø Bibliografi (1961).