30| IV

Naar jeg bredte Tang til Tørre ude i Byens Sydkant, ved Søbækken, løb jeg jævnlig op paa en lille Skanse, en Rest af det gamle Kystforsvar, og spejdede mod Syd. En Fjerdingsvej borte, hvor Stenen slap op og Sandet begyndte, saas Resterne af Balka Baadehavn. Havnen var tilsandet, og der dreves ikke Fiskeri fra den mere. Men her hade Bedstefar haft sin Baad liggende, mens han endnu var Fisker; de spændende Drengebedrifter, Far i sine lyse Stunder hade fortalt os om, var næsten alle øvet med Havnen som Udgangspunkt. Fra Havnen skød den hvide Sandstrand sig som en lys Bue og endte langt ude, i Snogebækspynten med dens underlig fremmede, sagaagtige Silhuet af Bygninger. Midtvejs for Bugten, vidste jeg, skulde Bedstefars bo inde bag nogle høje Klitter ved en fantastisk stor Mose.

Vi hade ikke været derude endnu; jeg hade overhodet aldrig set mine Bedsteforældre. Men jeg hade en meget tydelig Forestilling om dem og en festlig tilmed. De stod for mig som fine Folk, der var gode at ha at tage til, naar det kneb med Anseelsen. Bedstefar var Gaardmandssøn – endda fra en stor Gaard, og det vejede herovre; jeg brugte det at prale med i Skolen. At det var en Sandgaard han var født paa, som siden blæste til Havs, vidste jeg ikke dengang. Og Mor heller ikke! Vi vidste blot, at Gaarden var stor, og at han fremdeles drev Landbrug. Der foresvævede 31| os noget herligt men uklart, noget i Retning af Mælk og Honning og Dasen i en stor skyggefuld Have; og vi begreb ikke, at Far ikke skyndte sig mere med at tage os derud.

Bedstefar hade vi ikke noget Portræt af. Men paa Mors Kommode hade, saa længe jeg kunde huske tilbage, staaet et Billede af en gammel Dame i bornholmsk Højtidsdragt af sort Atlask, med den smukke blomstrede Hodebeklædning og en Salmebog i Haanden. Det var Bedstemor, den fine, fine Dame! Og naar Far fik Mad, han ikke var tilfreds med, plejede han altid at sige: »Lave Mad som min Mor, det lærer du nu aldrig.« Vi hade al Grund til med Spænding at imødese den Dag, da vi skulde ud og besøge de Gamle.

Endelig en Søndag i Efteraaret skulde det være. »Men vi maa tage noget Mad med,« sae Far. »For det er ikke sikkert, de har nok til saa mange Munde.«

»Ja saa,« udbrød Mor forundret.

Vi fulgte søndre Landevej, der løber mellem Havet og Færskesjø, gik skraat ned over den magre Udmark med Skydebanerne og slap gennem et Hul i Gærdet ind paa Balka Lyng, en trøstesløs Stenørken med lidt Lyngtotter hist og her. I dette Øde ragede Fattighuset, en stor skjoldet Bygning, der saa ud som var den overhældt med grumset Vand, op som den eneste Menneskebolig. Far kendte hver Sti herinde og gik foran; vi fulgte ham i en lang Række, sidst kom Mor med lille Søster paa Armen. Hun stolprede i Stenene og saa alt andet end glad ud. »Der løber jo Landevejen ovre,« sae hun. Men Far skulde træde netop disse Stier.

Hvor Jordsmonnet gik fra Sten over til Sand, begyndte Hytterne at dukke op, smaa og faldefærdige. Far viste paa en af dem, en lang lav Bindingsværkslænge et Stykke borte.

32| »Nej, er det her?« sagde Mor skuffet og saa sig om i de fattige Omgivelser. Far saa slukøret ud. »Der er somme, der aldrig kan faa det fint nok,« mumlede han.

Et lille rynket Gammelkone-Ansigt lagde sig fladt paa Ruden; saa rørte Klinkefaldet sig, og den øverste Halvdør gled op. Bedstemor lignede en Mumie, der er rejst overende. Hun var viklet ind i gammeldags Tvistesstoffer, saa kun lidt af Ansigtet var synligt, og det var tilrøget og rynket. Og hvor var hun lille! Men hun hade mørke fløjelsbløde Øjne, der svingede frem og tilbage mellem Forskræmthed og Glæde; og pludselig løb Taarerne ned ad Kinderne paa hende. Hendes dirrende Hænder greb ud mod os paa maa og faa og fik fat i mig; og noget ved hendes Haand, som dansede af Bevægethed paa min Skulder, fik mig ogsaa til at græde. I samme Nu holdt jeg af hende, og Skuffelsen var borte. Jeg hade en Bedstemor og en Bedstefar – ligesom andre Børn, som Børnene i Bøgerne, der altid tyede til Bedsteforældrene, naar noget gik dem imod. Alt det andet var bare noget, jeg hade udstyret dem med for saa at sige at kunne ta og føle paa dem i Tankerne. Jeg vidste jo godt, at den fine Højtidsdragt var noget, Fotografen hade hængende og trak over Hodet paa dem, der skulde fotograferes; jeg hade selv været med hans Dreng hjemme og set det.

Dette her var meget morsommere. Der var ikke højere til Tagskægget, end at jeg kunde naa op til det, og ind i det var stukket Redskaber, Strygespaan og lignende. Højere oppe paa Taget laa flade Sten og en gammel opslidt Harve, for at holde det fast i Blæsevejr.

Var Bedstemor lille og mindede om en graa, sky Fugl af dem der smutter om under Buskene og titter frem, saa var Bedstefar lang og mager, kun Skindet over Knoglerne. Han gik i Bulærmer og Vest, der var knappet helt op i 33| Halsen, og hade et stort, blankpoleret Kranie. Han mindede om Njal, saadan som jeg forestillede mig ham efter Brudstykkerne i Læsebogen. Men over Bedstemor var der noget tateragtigt; hendes Øjne blev hungrige, naar hun saa paa os Børn, og naar hun tog om os, kom hun til at ryste af Sindsbevægelse. Fremmed var det hele og hade dog Tilknytningspunkter; Hytten førte Tanken hen paa Naturfolk, som der var Skildringer af i Fars store illustrerede Bog. Den stod paa Stolper, et Slags primitivt Bindingsværk, hvis Mellemrum bestod af Kæppe, der var klinet til med Ler og Gødning; Gulvet var store Kampesten, undtagen i Stuen hvor det var af stampet Ler. De to Gamle gik med Træsko paa inde ogsaa, Træsko som var helt af Træ, og som Bedstefar selv skar; de var ikke engang polstrede i Vristen. Inde i Byen kunde ingen taale at gaa med den Slags Futeraler.

Mens Bedstefar viste Huset frem, gik Bedstemor ud i den aabne Skorsten og ragede Asken væk fra Tørvegløderne for at lave Kaffe. Hun blev ved at holde mig i Haanden, ogsaa mens hun lagde Kvas paa Gløderne og pustede, for at faa det til at blusse op. Kobberkedlen hang i en lang Jernstang ned over Ildstedet.

»Bruger I ikke Tændstikker?« spurgte jeg forundret.

»Vi har,« sae Bedstemor stolt – »vi har Tændstikker i Huset, altid! Men dem tager vi kun til, om Ilden skulde træffe at gaa ud for os.« Det hændte nu saa godt som aldrig; Bedstemor var saa øvet i at holde Gløder i Live, saa der gik Maaneder imellem, at Ilden gik ud for hende.

Skorstenen var et morsomt Sted, egenlig var det en primitiv lille Hytte inden i Hytten, den oprindelige Form for Hus med Røg over det hele og et Hul foroven til Røgen at trække ud igennem. Der var en Dør ud til det egenlige 34| Køkken, men den vilde Bedstemor helst have lukket. »Saa bliver Røgen staaende foroven og slaar Varme ned,« sa'e hun. Inde i dette Rum var ogsaa Indfyringen til Bilæggerovnen, som varmede Stuen op. Og der var Tørv og Brænde og tørret Kogødning opstablet; op ad Skorstenens skraa Sider hang Skinker og Spegepølser. Tjæren dryppede ned fra dem og sivede ned ad Skorstenens Vægge.

Det var nok ikke underligt, at Bedstemor var saa brun som en røget Sild og lugtede som var hun trukket op af en Tjæretønde. Hun befandt sig vel i det røgfyldte Rum og kunde ikke forstaa, at jeg hele Tiden maatte hoste. Tilsidst slap hun mig ud til de andre.

Et Hus saa langt og smalt hade jeg aldrig set. Dagligstuen gik tværs igennem og hade Vinduer til begge Sider. Herinde gik en Høne og kradsede i Lergulvet. Den hed Trine; de hade kun den ene. Nu det var koldt, gik den inde i Stuen og skulde blive inde hele Vinteren; henne ved Døren stod en Riskost til at feje tilside, naar den lod noget falde. Om Natten sov den paa Tværstangen under Spisebordet. Til Tak lagde den Æg Aaret rundt.

En Høne, en Gris og en Ko – det var hele Besætningen. Men det var ogsaa Mønsterdyr; Bedstefar kunde ikke blive træt af at lovprise dem, i en Blanding af Alvor og Skæmt. Hønen lagde 300 Æg om Aaret, et for hver søgn Dag; Helligdagene sprang den over – for ikke at lægge sig ud med Præsten. Grisen var han ogsaa stolt af, paa sin forbeholdne Maade. »Den behøver én bare klø i Nakken, for at den skal trives; og Blakka dér giver den fedeste Mælk i Sognet. Den kan skummes tre Gange, og saa er der ikke andet end Fløde til Rest.« Morsom var han at høre paa; det mærkedes bag hans Skæmt, at han var stolt af sit lille Sted.

35| Bag Stuen laa Kamret, hvor de Gamle sov. Det var ogsaa Fadebur og Forraadskammer; ved Fodenden af Dobbeltsengen stod Tønden med Spegesild, og paa Hylden over Sengen det store Isterfad med Paasmøret. Deroppe laa ogsaa det sorte Rugbrød. Mælken blev sat op og Fløden syrnet her. En Dør førte ned til Kostalden og derfra til Loen; naar det var koldt, stod Døren til Kostalden altid aaben. »En Ko er bedre end to Bilæggere,« sae Bedstefar. »Og Blakka er varmere at dele Soverum med end den varmeste Ungmø.«

Han var helt oprømt, en fornøjelig Fører var han; den uanseligste Ting kunde han sætte Kulør paa og faa én til at fæste sig ved som noget usædvanligt, hvis Lige knap nok fandtes andetsteds.

Imens hade Bedstemor lavet Kaffe. Det var en underlig Drik, den var kogt paa Rug og Vikker, som Bedstemor ristede paa Stegepanden og malede. Vi Børn hade svært ved at faa Drikken ned, men Fars truende Blikke gjorde Udslaget. Vi fik hver en lille Knald Kandis til Kaffen at løbe over, naar den passerede Tungen; naar man var færdig med Kaffen, blev Kandisstykket lagt tilbage i Sukkerskaalen igen. Bagværk havde de ikke, men Mor hade taget med af det hjemmebagte Hvedebrød.

Men Mad hade de, Rugbrød og Kartofler, Spegesild, Flæsk og Madfedt i hele Forraad. Nogen Angst for i Morgen behøvede de ikke at have; de var forsynede med det nødvendige til Livets Ophold helt til næste Høst. De hade det let i Sammenligning med Mor, der maatte hugge os igennem fra Maaltid til Maaltid. Og alligevel var de langt fattigere end vi paa alle Omraader, hvor det ikke drejede sig om Maden. Da Bedstefar hørte, at Far tjente 8-9 Kroner om Ugen, korsede han sig; saa mange kontante Penge 36| tog de knap ind paa et halvt Aar, mente han. Far gav sig til at regne, og det viste sig, at de Gamle, naar ingenting slog fejl, kunde tage 70-75 Kroner ind om Aaret paa Smør og Æg og Blakkas Kalv; Grisen spiste de jo selv. »Men saa skal vi ogsaa lade være med at røre Smørret og den søde Mælk,« sae Bedstefar. »Og et Æg er der ikke Tale om at gøre sig tilgode med, ikke engang til Paaske.«

Af de Penge skulde saa alle Udgifter afholdes, og smaat var det. Bedstefar hade et halv Aar ikke kunnet læse, fordi der var gaaet et Glas itu i hans Briller, og et nyt Glas kostede 50 Øre.

»Jeg har 50 Øre i min Sparebøsse,« sagde Georg. »Lad mig bare faa Brillerne med.« Men Mor blinkede til ham, for hun hade jo laant dem; Pengene blev aldrig gamle i vore Sparebøsser.

Vi spiste til Aften, røgede Flæsketærninger og Kartofler stegt sammen. Panden blev anbragt midt paa Bordet, med en Træbrik under hvert af de tre Ben, og hver af os fik en Hornske. Tallerkener brugte de ikke, Søbemaden spistes af det fælles Lerfad, og til den faste Mad brugtes Spækkebrædter.

Men en Snaps hade Bedstefar – i rigtig Klukflaske. Den stod i det grønne Vægskab over Bordenden, med et Glas uden Fod hvælvet over Flaskehalsen. Det var et Glas, Bedstefar hade fundet ved Stranden nede bag Hotellet, engang han var i Byen; han gik altid derned, naar han var i Staden, for at se om der var noget brugeligt kastet hen. Men han fortalte spøgende, at han hade købt det og straks slaaet Foden af – for at han ikke skulde komme i Fristelse til at sætte det fra sig halvtømt. Far lo, det gjorde han til alt, hvad Bedstefar sagde. Det var underligt at se ham, som var saa stræng og overlegen hjemme; her var han som en 37| af os Drenge. »I har nok ikke bidt Tungen af jer endnu,« sa'e han beundrende; han sagde altid I til sine Forældre.

»Tungen har jeg beholdt,« svarede Bedstefar, »men Tænderne er gaaet sig en Tur. Jeg kom forresten en Gang til at bide mig i Tungen, men da var de allerede væk.«

– – –

»Det er nu mærkeligt med den Gamle,« sae Far paa Hjemvejen, »for i sine unge Dage holdt han meget af en Snaps. Der var en Tid, da han ligefrem maatte kaldes forfalden; da søbede han og Ane Mikkelsen Brændevin i sig med en Hornske.«

»Men de hade jo ingen Tallerkener,« indvendte jeg.

Far blev vred, nu var han igen Husfaderen som ikke taalte Modsigelse. »Nej, men de hade en tyk Bordfjæl med runde Fordybninger i, din dumme Ordkræng. Og der hældte de Brændevin i ved Jørgen Mikkelsens Begravelse og søbede det som Suppe. Men nu har Gærrigheden sejret over Tørsten; Far har nok Snaps staaende, men jeg er vis paa, han under sig ikke nogen, naar han ikke har Fremmede.«

»Det er da ikke noget at laste ham for,« mente Mor. »Bare alle hade det paa samme Vis.«

»Naa, ved du hvad – for et Mandfolk. Det var lige alt det, han skænkede mig en Snaps.«

»Saa er det jo godt, du kan selv.«

»Hvad mener du med det?« mumlede Far.

»Tror du maaske ikke, jeg forstod, hvad der var løs, da vi stod ude ved Brønden, og du gjorde dig et Ærinde ind? Din Far og Mor var vist heller ikke dummere end som saa. Det maa alligevel være underligt for Forældre at gense deres Søn paa den Maade.«

38| En vanvittig Angst besatte mig. »Nu styrter Far sig over Mor her midt paa Landevejen,« tænkte jeg.

Men Far krøb blot sammen og grinede. »Det vilde da være Synd, om Snapsen skulde staa og blive doven,« sagde han med et underlig fjoget Udtryk, som fik mig til at skamme mig over ham.

»Stod det til dig, blev vist ingen Drikkevarer dovne,« svarede Mor.

Far hade ikke været paa Værtshus, siden vi kom herover; han var i al Fald aldrig kommet beruset hjem. Saa jeg forstod ikke, at Mor gik saa haardt i Rette med ham – og at hun turde. Han var kommet ind i jævn Vanedrikning, skulde have sin Snaps til hvert Maaltid og ogsaa ind imellem. Mor var en anden herovre, mere fordringsfuld og ogsaa mere myndig. Og det græmmede hende, at der hver Lørdag af den knappe Ugeløn skulde lægges Penge tilside til to Potter Brændevin.