71| VIII

Far hade indgivet Tilbud til Amtet paa et Broarbejde paa Skovgaardsbakken, og denne Gang hade han Heldet med sig. Han fik Arbejdet overdraget og forvandledes helt. Saa var det dog ikke det bare Storhedsvanvid, naar han sad og udarbejdede Overslag og indsendte Tilbud. Han kom godt fra Udførelsen, og Vejinspektøren roste ham. Nogle Penge gav det ogsaa, og dem var der Huller nok til; det hade været en sløj Vinter, vi skyldte baade hos Købmand og Bager.

Da Amtet først hade lagt for, kunde Kommunen ogsaa bruge Far; han fik et mindre Arbejde paa Prøve, og da det gik godt, fik han større Arbejder overdraget. Byen hade dengang kun stenede Vejbaner i Gaderne, og det var en stor Begivenhed, da Bystyret hade vedtaget at lade den første Gade brolægge med Far som Arbejdsleder. Tre Kroner om Dagen skulde han ha for at lede Arbejdet, dobbelt saa meget som en Arbejder ellers tjente. Det var overhodet til at blive forrykt over; vi Børn var øre af Glæde og Stolthed, og Mor smilede og gav sig til at fantasere om, at vi skulde ha eget Hus. »Men ikke her ved Vandet,« sa'e hun, »én har snart faaet nok af at være Havfrue!«

Far arbejdede nu med en hel Stab Folk, Arbejdere, der gravede Pukler væk af Terrænet og jævnede det, Vognmænd, som kørte Fyld bort og bragte Materiale, Stenhug72|gere. Med Brolæggere kneb det; der var ingen, der kunde lægge Bro, og de var bange for at forsøge. Far fik saa fat i et Par unge Svenskere, som han gav sig til at oplære.

Min Bror og jeg gik ikke paa Arbejde for fremmede mere. Vi løb med Maalebaandet og holdt de bæltede Nivellérstokke i Lod, naar der nivelleredes, lagde ogsaa Sten frem til Brolæggerne. De fleste Dage hade vi fri og kunde gøre, hvad vi vilde.

Det var Foraar, og vi hade fjærnet Omhænget fra vor Seng for at kunne vaagne ved første Gry; vi var Fiskere, og Fisken er tidlig paa Færde. Naar Morgensolen jog de første Lyssplinter ind gennem Revnerne i Tegltaget og fyldte Loftsrummet med Ildstøv, var vi allerede paa Benene og listede ned for ikke at vække Far og Mor. Udenfor farvede Dagningen Havet; Tangen, der groede op fra Havbunden i store Flager, med Kronen svømmende i Vandskorpen, saa ud som blomstrende Rosenbede. Vi hade faaet en stor flad Kasse hos Købmanden og tætnet den med Værk; i den stagede vi rundt paa det grunde Vand. Georg stod foran med den hjemmelavede Lyster; han fejede forsigtig Tangkronerne tilside, derinde under hang Aalen og drømte, slynget rundt i Tangens Grene, Fisk stod dér og bevægede Munden, som om de tyggede Skraa. Det hændte sjælden, at vi fik Ram paa noget – vi hade for lidt Erfaring og Øvelse. Men mange Gange var vi lige ved, tilstrækkelig ofte til at det blev ved at være spændende.

Gedder og Aborrer var der ogsaa; det var Legetiden, og de gik langs Kysten og smagte efter sødt Vand, fulde af Rogn og Milke, drægtige af Foraarets Væsen. Langt ude fra Østersøen kom de, søgende sig frem til Kysten langs Ferskvandsstriberne som langs en Traad og følgende Kysten, til de stødte paa et Vandløb. De regnede ikke Havet for godt 73| nok til at udklække deres Yngel og skulde med Vold og Magt gyde deres Æg og Mælk i en Færskvandssø – helt fantastisk lød det.

Men sandt var det! Ude paa Flakket ved Søbækken kunde man tage dem med de bare Hænder, naar man ellers kendte deres Vaner og kom tidlig nok op. Fiskerdrengene var gærne tidlig paa Færde; men det hændte, at vi narrede dem og kom først. Naar Paaskeøsten hade drevet Højvandet om paa den anden Side Øen og tørlagt Havbunden et Stykke ud, laa Flakket der med Vandet fra Søbækken rislende vifteformigt ud over sig. Ude i den blanke Havstribe, dér hvor Braadybet begyndte, lettede Fuglene af deres Nattesøvn. Solen var ved at frigøre sig fra Synsranden, over det blanke Hav gik Solopgangsbrisen som raske Kuldegys, og rundt om i Flakkets Vandpytter plaskede og stænkede det af drægtige Aborrer, der baskede sig frem for at naa op i Færskesjø et Stykke inde. Vi hade en Kurv med og var bevæbnede med rustne Gafler, og Mor var ikke ked af, om vi vendte hjem med en Kurvfuld Aborrer. Far brød sig ikke om dem; som alle Bornholmere nærede han Foragt for Færskvandsfisk. »Det er som at tygge paa en Naalepude – at spise Aborrer,« sagde han. Vi Børn var heller ikke glade for dem; men nu var de fanget, og saa skulde de ogsaa spises. Der var ingen, der vilde købe Aborrer; og Mor var ikke den, der smed noget væk.

Men Gedden da – den var jo lige saa fuld af Ben som Aborren! Men det var alligevel noget andet, for den hørte til de Fine blandt Fiskene – »og saa er der ingen, der spør, hvordan man ser ud indeni,« mente Mor. »Kammerraaden spiste altid Gedde paa sin Fødselsdag!«

»Hvordan kan man se, at den hører til de Fine?« spurgte jeg.

74| »Fordi den æder de andre Fisk, dit lille Fæ,« sa'e Mor leende og dunkede mig i Ryggen.

»Kan Far li Gedde?« spurgte Georg.

»Det ved jeg saamænd ikke,« sa'e Mor. »Men jeg ved, at Apotekerens kan, og nu stikker I derhen først. Og hvis de ikke tar den, gaar I til Lægens og Byfogdens.« Det var Byens »Fine«; Folk ovrefra, som man betragtede med en vis Overbærenhed og tog haardt paa, hvor man kunde. Byens rigtige Herskab, Storkøbmændene og Rederne, var ikke saa taabelige at give 15 Øre Pundet for Gedde!

Det fik vi hos Apotekerens; og Gedden var en Tamp paa over ti Pund. Vi var ikke saa lidt vigtige, da vi drog gennem Gaderne med den. Saa kunde man da se, at Københavnerdrengene ogsaa duede til at fange Fisk. Alligevel var der noget, der ikke var i Orden. Nu var Far selv Arbejdsleder – han skulde ha spist Gedden.

»Du, det er skidt hos os med diher Penge,« sa'e Georg. »For vi har aldrig nogen!« Nej, der var noget dèr, som ikke var til at begribe. Nu havde Far godt Arbejde, men lige knapt var det derhjemme. Mor maatte tælle hver en Øre.

Dagene blev længer endnu, og Vandet varmere. Med Bukserne opsmøgede til Skrævet vadede vi derude, vrikkede Aalen frem under de store Sten og stangede den. Ogsaa der skulde man være tidlig paa Færde; Vandet var koldt, men naar Ildkuglen steg af Havet, syntes man straks, det blev varmere. Saa tændte det i alle Ruder derinde langs Strandstien; den gamle Fiskerenke Martha kom frem i Døren og fastslog Dagens Vejr med Haanden over Øjnene; inde over Byen steg Hanegal og Lyden af Køer, der stod og arbejdede i Spiltovet. Ude fra Løkkerne kaldte Ungkvæget; og man kunde høre Bringkobler falde raslende 75| om Vognstænger og Vogne skramle over Stenbro. I Avlsgaardene var de ved at køre i Marken.

Det herude var en stille Verden, hvori man maatte færdes tyst; hviskende og med lydløse Bevægelser vadede vi fra Sten til Sten, rokkede varsomt ved dem og holdt Lystren parat. Under de store Maagestene, der ragede ud af Vandet, klukkede Bølgeskvulpet blødt som en Lokketone, og ude over Vandet gik en Syngen af lavtflyvende Ænder. Paa Havbunden under Maagestenene laa undertiden blaahvide Edderfugleæg fra trængte Fugle, der havde for langt hjem til Reden. Det var noget for Far; hans Tænder lo, naar han satte dem i noget, der kom ude fra den vilde fri Natur.

Men han kunde alligevel ikke lide, vi tumlede os herude, skønt vi bragte mangen god Bid med hjem; Børn skulde helst gøre regelret Nytte. Og nu lød hans jærnklampede Træsko deroppe, og han kom ud af Laagen; heldigvis saa han os ikke, han hade den lave Morgensol lige i Øjnene. Saa var Klokken henad seks; Kl. seks begyndte Arbejdet.

Og inden man vidste et Ord af det, var den syv. Mor stod deroppe med Haanden over Øjnene, hun spejdede og kaldte. »Er Baadene kommet ind?« raabte hun. »Saa af Sted til Havnen efter 5 Pund Smaatorsk, her er ti Øre. Men skynd Jer! Far kommer halvotte, ved I nok.« Ah, saa skulde man ha stegt Torsk til Frokost!

Kl. otte begyndte Skolen, men den var det let at snyde sig fra; ingen holdt Regnskab med, om man mødte eller ej. Ofte blev man paa Vejen til Skolen kapret af en eller anden, der hade Brug for en Dreng, eller man faldt for et eller andet, der var mere spændende, og skejede ud.

I Skolen sørgede vi selv for Spændingen. Der var kun 76| én Lærer, i de første Aar var det en gammel Degn, som i sin Ungdom hade studeret til Præst men hade maattet opgive det paa Grund af en Historie med en Kvinde. Men til at være Lærer befandtes han da god nok.

Han holdt Skole baade Formiddag og Eftermiddag men tog sig det til Gengæld let i Timerne. Han sad oppe paa Katederet med Spanskrøret i Haanden, røg sin lange Pibe og læste Berlingeren. Os overlod han til os selv, og for at have Ro for os lod han os remse Salmer i Kor; naar vi hade remset en Salme til Ende, gav han os Stikordet til den næste. Spanskrøret vippede i hans Haand i Takt til Rytmen, men saa snart der opstod en Standsning i Remsningen, gik Haanden i Staa, og han saa op fra Avisen, forbitret, og begyndte at hvæse og bande. Og i næste Øjeblik var han nede og slog løs paa os paa maa og faa og uden nogen Undersøgelse af nogen Art. Han var til enhver Tid oplagt til at prygle os med Spanskrøret, trække os i Haaret, give os »Knofedt« i Hodet med den knyttede Haands Knoer. Han var lige glad hvem han ramte og var for saa vidt i sin gode Ret, som vi var enige om Optøjerne. De forreste Rækker remsede saa fromt og gudhengivent løs, for at han ikke skulde ane, hvad der foregik nede bag i Klassen. Med ét gik det hele i Staa, og alle Ansigter stirrede ned paa den bageste Bænk, hvor Henrik Bødker stod og agerede Skovdjævel, sort i Ansigtet og med opspjældede Øjne og lange Stødtænder. Friis var straks dernede med Spanskrøret men fik sjælden fat i Synderen. Vi skubbede Bordene sammen og spærrede ham Vejen; Skovdjævlen holdt sig i den smalle Gang inde ved Væggen, og Friis var i den brede Midtergang. Der stod de paa Spring med Øjnene i hinanden; hvergang Læreren gjorde et Ryk som vilde han styrte frem, sprang Drengen til den anden Side og Bordene lukkede sig 77| for Friis. Pludselig gjorde den gamle Børnepisker kort omkring, forlod Skolen og spankulerede over Gaden til sin Bolig, med strittende Manke og Spanskrøret under Armen. Saa hade vi Frikvarter og saa ham ikke den første Time eller to.

Spanskrøret hade ellers sin Plads i Katedret, og naar vi hade planlagt en større Underholdning, var det første vi gjorde at gnide det ind med Løg. Et Par af de større Drenge mødte i god Tid om Morgenen, dirkede Katedret op og gned Spanskrøret ordentlig ind. Saa gjaldt det om at provokere den gamle Lærer, vi sad paa Plads allerede, da han traadte ind, saa ovenud artige ud og begyndte af os selv at remse i Kor. Friis foldede sin Avis ud, og aldrig saa snart var han faldet til Ro i Læsningen, før vi gik i Staa. Friis saa forbitret op. »Det var Nilen,« raabte vi i Kor, dybt forargede. Friis truede ad ham, og vi remsede videre – og igen gik det i Staa. Ogsaa denne Gang var det Nilen – og næste Gang; Klassen blev enstemmig ved at pege ham ud. Friis holdt ikke af at komme i Kast med Nilen, men endelig blev det ham for meget. Han prustede gennem Næsen som en opbragt Tyr; der stod Bølger af Nikotinaande ud over Klassen; med hævet Spanskrør styrtede han ned gennem Midtergangen og kastede sig over Nilen, der tilmed hade anbragt sig forrest paa Bænken som trængte han til Klø. Og Nilen flygtede ikke men lod sig blidt som et Lam trække op over Bordkanten. Der laa han og skreg ynkeligt, mens Friis garvede hans Bag. Som han dog skreg det Bæst, og Tungen rakte han ud mod Klassen, han lavede et Ansigt, der ikke var til at staa for; hele Skolen jublede. Nilen kunde sagtens, han hade tre Par Bukser paa i Dagens Anledning. Og Splinterne af Spanskrøret fløj Friis om Ørerne, til det flossede helt op til Haanden. Saa smed han 78| Resterne, tog sin lange Pibe og gik. Og vi stormede ud, ned til Stranden for at »staa for Sjø«, eller til Havnen hvis der var kommet Skib ind.

Noget Samarbejde mellem Skolen og Hjemmet kendtes ikke; Friis sendte aldrig Klage til nogen Drengs Forældre. Og han paakaldte heller ikke Skolemyndighederne, hvor vidt vi saa gik; han ønskede ingen Indblanding, men tog sin Tørn med os alene. Og det var vel klogt af ham, en saglig Undersøgelse var næppe faldet ud til hans Fordel. Hans Frikvarter var længer end Timerne, og den Tid vi sad paa Skolebænken lærte vi kun, hvad vi bibragte hinanden. Jeg mindes aldrig, at Friis har fortalt os blot et Træk af Historien, eller Naturhistorien, eller læst en Fortælling for os. Om han hade haft til Hensigt at slukke Sjælens Lys i os, kunde han ikke have gaaet mere rationelt til Værks, end han gjorde med den raffineret endeløse Remsen. Vi holdt os vaagne paa hans Bekostning. Det var berettiget Nødværge, naar vi udløste vor Trang til Spænding med ham som Medium.

Vi var ikke onde og næppe heller særlig uopdragne. Da der senere kom en rigtig Lærer til Byen, en Mand der tog sin Gærning alvorligt, kom Disciplinen ganske af sig selv. Der var noget der hed Fysik – og Naturhistorie, det var altsammen fuldt af Spænding, vi behøvede ikke selv at hitte paa Underholdning. Og Fædrelandshistorien! Rolf og hans Kæmper, Roar og Helge, Uffe hin Spage! Alt det hade vi aldrig hørt noget om hos Friis. Jeg fik ikke megen Del i den Skrydstrupske Æra; den faldt i de tre sidste Aar før min Konfirmation, hvor jeg hver Sommer var Vogterdreng. Men den Friis'ske Æra fik jeg til Gengæld med! Da jeg blev konfirmeret, kunde jeg alle den gamle Salmebogs hundrede Salmer udenad.

79| Men ubarmhjærtige var vi. Jeg blev senere som Skomager tøjret seks Aar til en Gærning, jeg ikke kunde afvinde nogen Interesse, og erfarede da paa mig selv, hvilken Tragedie det er, at Mennesker kommer paa en forkert Hylde. Friis skulde rimeligvis ha været Haandværker; man sagde om ham, at naar han styrtede hjem fra Skolen i Tide og Utide, var det for at polstre gamle Stole.