142| XV

Der var ogsaa NStude i min Hjord, fem seks Stykker i forskellige Aldre. De var min Stolthed; ingen anden Vogterdreng hade Stude under sig. Og de var Husbonds Sparegrise; naar de naaede en solid Vægt og Fedme, blev de sendt bort med NDampskibet eller solgt til fremmede Skibe, der kom paa Reden for at proviantere. Allerede denne æventyrlige Bestemmelse, der hang over dem fra det Øjeblik, de maatte Nspringe over Kniven, gjorde dem til noget for sig selv.

Ogsaa deres Ydre tog en egen Retning. De var meget større end Køerne; de største af dem kunde i Vægt maale sig med Tyren, som stod bunden altid derhjemme i Stalden. Men de voksede den anden Vej. Mens Tyren var tung og dybtpløjende i det, var Studene højbenede; den svære Krop var ligesom stablet til Vejrs paa Stolper.

Studene hade Navne ligesom Køerne, den største af dem hed NAmor. Det var et sandt Kødbjærg; naar Dyrene græssede, ragede Amor op over hele Hjorden, der uvilkaarlig grupperede sig med ham som Midtpunkt.

Hvor han hade faaet sit lidt udfordrende Navn fra, ved jeg ikke. Jeg selv forbandt ikke noget med det, og de andre paa Gaarden vist heller ikke. Paagaaende var han ikke i nogen Retning; det var som hade selve Drøvtygningen legemliggjort sig i ham; aldrig kom han ud af Ligevægt. 143| Naar jeg løftede Haand mod ham for at tugte ham for et eller andet, lukkede han blot Øjnene.

Han hade baade Far og Mor fælles med Tyren derhjemme, men to mere forskellige Væsner kunde man ikke godt tænke sig. Tyren var farlig for alle andre end mig, hvad der for mig tog sig ud, som om alle andre end jeg var bange for den. Ikke engang den gamle Røgter Hans Olsen turde løse den ud, naar Byens Smaabrugere i Middagspavsen kom og skulde ha en Ko bedækket. Koen blev bundet til en Ring i Muren og Gaardspladsen blæst ren for Mennesker og Dyr; inde i Stalden stod Tyren og dansede, brumlede og tog Luft ind. Den var som en Nladt Mine, og det var en hel Kunst at løse den uden at blive slynget til Side eller trampet ned. Jeg holdt mig paa den Side af den, der vendte bort fra Stalddøren og saa mit Snit til at løse NKoblingen i den Brøkdel af et Sekund, der forløb mellem to Kraftbølger; i det Øjeblik Jærnkæden raslede til Jorden, fo'r Kolossen som et Projektil ned langs den lange NGrebningsgang og satte i et sikkert Spring ud gennem den øverste Halvdør. Den Hindring skulde den tage – for jeg var jo Cirkusdirektør! Holla! raabte jeg, idet den med strakte Forben splintrede den firkantede Ildhinde og fløj fra Staldmørket ud i det flammende Solskin – holla! NJehova gik gennem brændende Tøndebaand! Der stod han saa et Øjeblik foran Møddingen og Nfrynede med løftet Hode, tog med opkrænget Mule Luft og Lugt ind og satte saa i Firspring op gennem den affolkede Gaardsplads til Koen.

Mig hade Tyren – Per hed han, Jehova turde jeg kun kalde ham i Tankerne – af en eller anden uforklarlig Grund kaaret til Hersker; jeg kunde gøre med ham hvad jeg vilde. Og Koen slikkede han og var glad for; men ellers var han paa Krigsfod med alt og alle. Fandtes der løse Sager 144| i Gaarden, Vogne eller Redskaber, prøvede han at endevende dem; flagrede en Due ned paa NStenpikningen, satte han efter den med fældede Horn. Her var der ikke Plads for andre end ham selv, Koen og mig.

Og saa Lyset! Det hændte paa rigtige Solskinsdage, at Lyset var det stærkeste. Saa glemte han Koen og løb rundt med løftede Horn og tossede, slog med Hodet og teede sig, som hade han fanget den blaa Himmel paa Hornene. Saadanne Dage var han svær at faa ind i Stalden igen, han Nbøgede og satte Hodet mod Jorden lige for mine Fødder. Jeg maatte sørge for at ha svære Træsko paa. Jeg sparkede ham over Snuden og brokkede Skældsord af mig; og han svarede med at blæse Luft ud, saa Sand og Avner fløj, sparke Jord op, Nbrumle hult – og trække sig baglæns hen mod Stalddøren. Skridt for Skridt drev jeg paa ham, skældte og brugte Træskoene, til han vendte og med sænket Hode og modvillig Gang søgte ind til sin Baas.

En Middag jeg løste ham ud, satte han gennem Halvdøren og tog Luft ind som ellers, men løb ikke hen til Koen. Han satte i Galop op i den øvre Ende af Gaarden, hvor Husbond gik og hade givet sig noget at bestille. Han var ærgerlig, var Husbond, over at jeg var den eneste, der kunde ha med Tyren at gøre; nu vilde han vise, at det var ham, der var Husbond og Herre her. Tyren udstødte en hul Brumlen, og det Nknikkede i Husbonds lange tynde Ben. Og med ét smed han Riven og flygtede ind paa Tærskeloen. Han naaede lige at faa den nedre Halvdør trukket til efter sig, men Tyren satte gennem den øvre Halvdør ind efter ham. Til alt Held var der Ngænget Havre netop i de Dage: der var skaaret en smal Gang mellem den utærskede Havre og Muren, for at Sæden ikke skulde tage Fugt. Der kunde Tyren ikke følge ham ind, og jeg fik den med Besvær bragt 145| ud i Gaarden igen. Saa opbragt hade jeg sjælden set den, og jeg hade oprigtig ondt af Husbond; det var dog hans Dyr! Siden da jeg hade faaet den i Baas og forsvarlig bundet, kom Husbond over og hævnede sig; han slog Tyren over Mulen med en Stump Jærnkæde, og jeg fik en forsvarlig Røffel, fordi jeg lærte den Cirkuskunster. Men Jehova gav os begge Oprejsning; lang Tid efter kunde Husbond daarlig vise sig i Stalden. Saa snart den saa ham, gav den sig til at sparke i Strøelsen og række Tungen frem med en Lyd, som brækkede den sig.

Den hade et mørkt sluttet Hode paa en kort svær Hals, der var Nlædret og foldet som Roden af en gammel Eg. Naar den var opbragt, blev den endnu mørkere i Hodet og Pandehaaret mellem dens korte Horn krøllede sig. Saa lignede den en vældig frygtindgydende Magt, der kom tilsyne i en Sky. Deraf mit Navn til den!

Amors Hode var der ikke noget frygtindgydende ved, skønt den hade et NHornfang, saa jeg lige kunde favne fra Spids til Spids; det var ganske udtryksløst. Den var blevet berøvet alle Ævner og Sanser og var en Avtomat, der aad og lagde sig, aad igen og lagde sig – saa regelmæssig som en Maskine arbejder.

Kun naar der var Hunde i Nærheden, vaagnede der noget ligesom fjærnt borte fra til Liv i den og den fik Sanser; den kunde vejre en Hund paa lang Afstand. Saa kom der Liv i dens Kødmasse, og jeg hade mit Mas med at holde den paa Vogtemarken. Det maa have været af en uhyggelig Dybde, Fjendskabet mellem Ulv og Okse, siden det kunde bære hen ikke blot over Aartusender, men ogsaa over Net Indgreb der ellers raserede alt Præg. Naar det galdt Hunde, kan det nok være Amor kunde bruge sine Ben. 146| Og sine Horn – ellers det mest unyttige af alt unyttigt ved den!

Efter Høstgildet var der blevet nogle Flasker NPuns tilovers. Husholdersken vilde ikke ha, at Gaardens Mandfolk skulde faa fat i dem og bad mig skaffe dem af Vejen. Jeg besluttede at give min gode Ven Tyren dem, han fik de to hældt op i en Spand; Amor, der ikke helt skulde staa tilbage, fik den tredje. Det blev en lystig Middag i Stalden; hele den Side hvor Tyren stod kom i gyngende Bevægelse, saadan teede han sig. Han lavede hult Kørom med Tungen, slog Hvirvler i Luften med sit Hode, huggede og vuggede med samlede Ben som en Gyngehest, skabte sig langt under sin Værdighed – som en fuldkommen Klovn. NAndrea, der skulde malke Køerne, græd af Fortvivlelse, fordi han smittede det hele. »Om Husbond nu kommer!« jamrede hun. »Hvor kunde du dog?« Men Husbond skulde nok holde sig borte fra Stalden, naar Jehova var i det uregérlige Hjørne. – Hvergang jeg skramlede med en Spand, begyndte den at skabe sig, slikkede sig om Munden, Nbugede sig, tiggede. Den gjorde sig ordenlig lille for en Snaps til, saa vældig den ellers var. Amor var den eneste, der ikke tog Del i Lystigheden. Den kvitterede for sin Flaske Puns ved at lægge sig til at sove; jeg hade nær aldrig faaet den ud paa Vogtemarken den Eftermiddag.

Meget Krudt var der ikke i Studen Amor; alligevel var den Hjordens Midtpunkt og den, der gav Tonen an. I NBissevejr blev Kalvene straks urolige, ogsaa de der aldrig hade oplevet en Bremse før; de satte Halen til Vejrs og gav sig til at galoppere rundt. Men de ældre Køer tog sig ikke videre af det, saalænge Amor forholdt sig rolig. Men fik han først Faresignalet hejst, saa var Flokken ikke til at 147| styre. Saa hvirvlede det hele mellem hinanden, og jeg søgte i strakt Løb at kredse Kreaturerne ind og holde dem sammenpakkede paa en lille Plet. Det tog deres Angst, at de var tæt ind paa hinanden; men brød en enkelt ud, opløstes det hele. Amor angav ogsaa de store Rytmer i Dagens Forløb; paa et bestemt Klokkeslet Formiddag og Eftermiddag lagde han sig for at tygge Drøv, og inden mange Minutter laa hele Flokken. –

Saa hade jeg en stille Time. Naar Vejret var godt, anbragte jeg mig mellem Amors Horn, aad min Mad og skraalede mine Viser, med Fødderne dinglende mod dens Mule. Var det koldt og regnfuldt, skubbede jeg mig ind ved dens Forben og varmede mig af dens Kæmpekrop. Som i en Maskine arbejdede det i den, en stor, roligt Ndurende Maskine med mangehaande Smaalyde. Jeg kunde lytte mig til dens forskellige Funktioner, høre Blodet banke rundt om i den, NFoderbollerne stige op, Organer arbejde.

Jehova – jeg forbandt ogsaa i Tankerne Navnet med uredt Hode, som visse fuldblods Drikke- og Slagsbrødre hade det – gav Penge; hvergang jeg hade løst den ud til en Ko, faldt der 50 Øre af. Men den skulde den gamle Hans Olsen have, skønt han ikke turde ha med Tyren at gøre, naar den var løs. Jeg betragtede det som en stor Uretfærdighed og forsøgte et Par Gange, naar han hade fri, at beholde Pengene. Men Forholdene i den lille By var ikke større, end at det straks mærkedes naar der blev en Halvtredsøre borte, og jeg maatte hvergang gøre min »Forglemmelse« god igen. Det var svært helt at undvære Penge, man brugte Sejlgarn til Klaffens Smæld – og mange andre vigtige Ting, og tage op af Lønnen turde jeg ikke. De tyve Kroner jeg skulde ha for Sommeren, skulde jo sættes tilside til Konfirmationstøj, ligesom de femten Kroner fra 148| Sommeren før – og Gud ved hvor mange andre Penge som jeg i Løbet af de senere Aar hade tjent. Det blev et Slagord mellem Georg og mig: Far er ude at købe Konfirmationstøj! Mor blev ulykkelig, naar vi sagde det; hun sprang hen og holdt os for Munden.

Men med én Gang gav Amor sig ogsaa til at kaste Penge af, som vilde han ikke staa tilbage for sin anseligere Broder; og han gjorde det paa den eneste Egenskab, der endnu var tilbage af hans oprindelige Væsen. Hjorden laa og tyggede Drøv midt ude paa Udmarken, jeg sad mellem Amors Horn og gav mig hen i en rigtig sørgelig Vise om ulykkelig Kærlighed, slog Takt med de nøgne Hæle mod hans Mule og var helt godt tilpas. Han lukkede blot nu og da Øjnene men lod sig iøvrigt ikke forstyrre.

Men pludselig rejste han Hodet, saa jeg trillede hen ad Ryggen paa ham, og var med et Sæt paa Benene. Det store træge Dyr var helt forvandlet, han løb frem og tilbage og vejrede og tog saa Retning op mod NLedgabet, som førte ind til Langedeby-Jorderne. Jeg raabte hans Navn, tordnede det ud Gang paa Gang; men han hørte det ikke, sansede ingenting. Saa satte jeg efter ham, opbragt, fuld af Straffedom; det var en stor NBlamage for mig, Nat han ikke lød min Stemme. Og en endnu større vilde det være, om han slap ind paa Bøndernes Omraade; saa blev han taget ind og Ndet kostede Husbond 66 Øre at løse ham hjem igen.

Oppe i Ledgabet kom en Nung Dame tilsyne, hun hade en Mappe under Armen og førte en Hund i Snor. Jeg hade set hende passere før, og formodede at hun var fra en stor Gaard et godt Stykke inde; Spillefrøknen kaldte jeg hende i Tankerne. Som Regel kom hun kørende i en lille NGig.

Men som hun tog paa Vej – som var selve Ulykken over hende! »Kom og frels mig, din store Tyr vil stange 149| mig!« skreg hun i vanvittig Angst, skønt Amor kun var en Stud og jeg allerede var for Hodet af ham. Han teede sig forøvrigt, som var han blevet Tyr igen eller hade afluret Jehova hans Væsen, blæste Vejret ud, søgte i Luften med Hornene, og gjorde vældige Kast med Hodet som hade han allerede Hunden paa Hornene og legede NHimmelspræt med den. Jeg maatte give ham en over Hornene med min NFæpalF1 for at bringe ham til Fornuft. Hornroden er det ømmeste Sted paa et Kreatur, og det gjorde mig ondt for Amor; men jeg hade ikke anden Udvej. Han gik ned i det ene Knæ og bøgede af Smærte, saa gjorde han omkring og luntede ned til Hjorden igen med Hodet forpint paaskraa – ikke Spor af Kraftkarl mere. Og jeg kunde ledsage den forskræmte Frøken ned til Bygrænsen. Det fik jeg ti Øre for.

Let tjent var de ti Øre nu ikke, for jeg maatte holde Frøknen i Haanden hele Vejen, ellers var hun bange, sagde hun. Det var en flov Historie, og jeg var slet ikke vel tilmode; nogen kunde se os – og saadan! Men ti Øre var en forfærdelig Masse Penge – nok til at faa mig til at gøre Vold paa min Generthed.

Hun talte fint, og hvor kunde hun snakke! Om Solen, om Havet som laa blaat og Nhvidkipret derude, om alt muligt kørte hun løs. Jeg var trykket af Situationen og sagde ikke noget, gik blot og ønskede hun vilde give mig Tiøren i en Fart, saa jeg kunde komme tilbage til Hjorden. Men hun blev ved, snappede efter Vejret og sprang fra det ene underlige til det andet, saa det var helt flovt at høre paa.

Hun kom igen, og vi blev paa en vis Maade gode Venner. Jeg holdt Udkig efter hende paa de Dage, hun plejede 150| at komme, og savnede hende om hun blev borte; men tryg ved hende blev jeg ikke. Hunden lod hun blive hjemme, men jeg maatte alligevel følge hende ned til Bygrænsen. »Saa kan vi snakke saa rart sammen; du er saa fornuftig. Men hvorfor vil du ikke holde mig i Haanden?«

»NFor ikke noget,« mumlede jeg.

Hun lo stille: »For ikke noget – det var da en pudsig Grund. Og du er endda min Redningsmand! Hvis min Ven var her, han var nok ikke bange for at holde mig i Haanden.«

»Jeg er heller ikke bange.«

»Hu ha, som du taler bøst. Nej, det har jeg skam set – du gik jo løs paa Tyren!«

»Nej, det var jo bare Amor. Og det er ingen Tyr.«

»Hedder den Amor? det var da et underligt Navn. Og det er ingen Tyr? Men saa – Amor det er jo noget med – – ved du, hvad en Ven er? Nej, det er du vist for lille til. Men det er en, der er stor og stærk og god, og som tør springe ud af Vinduet fra første Sal.«

Det ærgrede mig, at hun ansaa mig for lille, og hendes Tydning af Ordet Ven undrede mig. »Jeg tør springe ned fra Lobjælken,« sa'e jeg.

»Jamen det er ikke saa højt. Og hvis han nu brækkede Benet, saa –«. Hun knugede min Haand og frøs sammen. En løjerlig én – bare hun snart kom med den Tiøre!

»Saa faar man Benet sat sammen igen,« sa'e jeg. »Far brækkede Benet, da han var Dreng, men Bedstemor satte det sammen med Hasselkæppe. Saa kravlede han bare om, til det var vokset sammen igen.«

»Uh nej, hvor er det rædsomt. Saa tar de ham jo!«

»Hvem tar ham?« nu begyndte det at blive spændende. Men hun gav mig en Femøre og skyndte sig afsted. Fem 151| Øre gav hun mig kun – det var nok, fordi jeg ikke holdt hende i Haanden hele Vejen.

Hvem tog ham? og hvorfor sprang han ud af Vinduet? Spørgsmaalet blev ved at forfølge mig derude i min Ensomhed. Hendes Haand, som klemte min, naar hun blev ivrig, og som skiftevis var kold og varm – jeg kunde ikke lide den! NHyggelig ved hende var jeg overhodet ikke, alligevel længtes jeg efter hende.

Helst vilde hun snakke om Kærlighed. »Det er sandt, det ved du jo ikke hvad er,« tog hun sig i det. »For du er jo saa lille endnu.« Altid kom hun med det.

»Jo det ved jeg godt. For det er om to, som ikke maa faa hinanden – og saa faar hun et Barn,« svarede jeg krænket.

Det gav et Ryk i hende. »Saa skal jeg ha et Barn,« sa'e hun og tog sig til Hjærtet, »for min Kærlighed er vel nok ulykkelig. Vi maa sletikke faa hinanden.« Hun gav sig til at græde.

Der var nu ikke noget at se paa hende, jeg hade efterhaanden faaet et skarpt Blik for det. Men hun græd, det gjorde de ogsaa i Viserne! Det var slet ikke nogen lystig Viden at bære paa; jeg var blevet Ulykkens hemmelige Medvider. For at styrke mig sang jeg alle mine sørgelige Viser om brødefuld Kærlighed og Kvinder der kom i Ulykke, græd dem ud Dagen lang for at skaffe Sindet Afløb for en andens NKvide. Jeg var angst og sky for hende som Drenge er det for frugtsommelige Kvinder, og holdt mig saa langt fra Vejen som muligt med Hjorden. Men kvit blev jeg hende derfor ikke, hendes Sorg hang som Net Flor om mit Sind ogsaa.

Jeg sad en Dag og sang over min Madkurv, bed saa af ét Stykke saa af et andet, og sang mens jeg tyggede. Der kom en graadblandet Klang ud af det, som virkede tilfreds152|stillende paa Sindet. Pludselig faldt en Skygge over mig og fik mig til at se op. Der stod hun bøjet over mig og stirrede med et graadigt Udtryk, Næsefløjene bevægede sig ud og ind, og hun aandede tungt. Et Øjeblik fo'r det igennem mig, at hun var en Heks, der vilde mig ondt. Hun var kommet helt bag paa mig, skønt jeg altid kunde mærke, naar nogen nærmede sig; og hun var lys og skøn. Det var de rigtig farlige Hekse i Bøgerne altid.

Men det gled forbi igen, hendes Ansigt var saa blidt og saa ulykkeligt, »syng den Sang igen for mig,« tryglede hun, og jeg maatte synge Sangen om Sømanden og hans NLønbrud. Hun hade listet min Haand til sig og knugede den, mens jeg med megen Skælven i Stemmen sang:

Videre kom jeg ikke, for Spillefrøknen græd som hun var pisket; hun sad og vuggede og var helt opløst, Øjenvipperne glistrede til Øjenlaagene, saadan tværede hun med Hænderne Graaden ud over Ansigtet. Som et lille egenraadigt Barn græd hun. Jeg vidste ikke, hvormed jeg skulde trøste hende, og rakte i min Nød et Stykke Mad frem mod hende; det var med Kalvesteg, det bedste jeg hade. Og hun bed i Maden, og tørrede Øjnene og bed igen; og pludselig saa hun lyst paa mig: »Hvad bryder vi os vel om den dumme Sang,« sagde hun og smilede, »min Ven ligger derude og venter paa Bud fra mig!« Hun pegede ud paa en 153| engelsk NOrlogsmand som laa og Nmandede Rær ude paa NReden. Solen faldt i de halvt udfoldede Sejl, og hvor blev jeg let om Hjærtet. Saa hade den Ulykkelige Far til sit Barn, og alt var godt og vel. Hun skulde bare ha Bud ud til ham; og det hastede svært. Lige med ét kom det over hende, og jeg blev angst, for hvis nu – –. Kanske var det med hende som med Mor: Bedst som hun sad og snakkede, kunde hun gi sig til at skære Ansigter; og inden man saa sig om, var der en lille Søster! Svært urolig var hun, hun sad og ruskede i Græsset og sparkede med Hælene.

Hun hade et Brev paa Brystet, det vilde hun ha, jeg skulde ro ud med, mens hun passede Kvæget. Jeg turde ikke; noget i mig var stadig paa Vagt over for hende. »Saa løb ned paa Havnen og giv Lodsen det,« sa'e hun. »Han bringer det nok ud.« Det var et forrykt Forslag, men i Øjeblikket forekom det mig meget selvfølgeligt; og jeg lovede at løbe ned med Brevet om Aftenen. Hun lo af Glæde. »Nu har vi Far til vort Barn,« sa'e hun og klappede i Hænderne. Jeg var ogsaa glad; alle de sørgelige Viser fik Uret; nu var der Far til Barnet!

Da jeg hade bundet Kvæget ind og spist til Aften, stak jeg af; jeg løb hjem om for lige at sige Godaften. »Nej, kommer du!« udbrød Mor. »Du er ellers blevet en sjælden Gæst!«

Jeg viste hende Brevet og fortalte om Spillefrøknen. Alt det sørgelige og glædelige kom op i mig igen, jeg var lige ved at tude.

Mor stirrede paa mig med Øjne, der blev rundere og rundere. Ogsaa Munden rundede sig; hun gebærdede sig, som vilde hun gaa bagover. Saa drejede hun mig om og kiggede mig paa Ryggen.

154| »Hvorfor gør du det?« spurgte jeg mut; der begyndte at dæmre noget for mig.

»Aa, jeg vilde se, om der staar Fæhode paa Ryggen af dig. Kan du da ikke se, at det er en gammel Konvolut, og at det ingen ordenlig Adresse er: Til Kaptajnen – fra hans Barns Mor – – saadan noget forfærdeligt Sludder – du skulde skamme dig, skulde du! Det er jo hende derinde fra Storgaarden, som render og tror, hun er med Barn bestandig – og altid med en Skibskaptajn. Bare hun ikke render sig en Staver i Livet en skønne Dag! Naa« – Mor strøg mig over Haaret – »du er saamænd ikke den første, der er rendt til Nar for hendes Forrykthed. Men at du ikke er klogere!«

En flov Historie var det, og Skylden var de dumme Visers. Alligevel kunde jeg ikke slippe dem ud af Sindet; de indeholdt altfor megen Sødme. Og hvad kunde vel Sorg og Kvide gøre for, at en stakkels Forrykt gik og levede højt paa dem? Men jeg passede paa ikke at synge Viserne for højt og holdt overhodet Øje med Vejen. Naar Spillefrøknen viste sig, satte jeg væk i Galop og fik travlt med at drive omkring med Kvæget. Hun forsvandt ret pludselig ud af min Tilværelse, kom vistnok Nover paa en Anstalt.

At det var hende, der var den Ulykkelige, og mig, der levede højt paa Ulykken, faldt mig ikke et Øjeblik ind. NAlt er som bekendt Erotik; og min Ensomhedsfølelse, der jo – rigtig forstaaet! – ikke var andet end det, at jeg endnu befandt mig altfor langt ude i Udkanten af NEros' udstrakte Rige, fik mig til som Udligning at svælge i den fortættede Form for menneskeligt Samvær, som Viserne var et Udtryk for. Det lyder indviklet, men er i Virkeligheden ligetil – bare man forstaar det.

Amor er det bedste Bevis! Han udlignede Nsit fatale Minus 155| ved at veje næsten to Tusend Pund, og det blev hans straalende Afrunding. Han blev nemlig solgt i de samme Dage til den engelske Orlogsmand, der laa og manøvrerede under Kysten. Han blev til Bøffer for Mænnerne og tog straks Oprejsning for al Forsmædelse. Hans var Hovedskylden, naar deres Landlov i den følgende Tid formede sig som en ren Besættelse med Pigesjov og Slagsmaal.

Hvor godmodigt hade han ikke altid føjet sig under min Klaff lige til det sidste. Og nu satte han pludselig selv NKatten med de ni Haler i Gang.