168| XVII

Alt i alt hade jeg det godt som Vogterdreng. Husbond kunde nu og da skænde paa mig, men ofte gik det ikke paa, og aldrig gjorde han Mine til at straffe mig legemligt. Om de andre Vogterdrenge galdt det samme; Pladsen kunde være bedre eller ringere som Madsted, men Drengene blev altid menneskeligt behandlede. Tragedier som dem, jyske Vogterdrenge saa ofte synes at have været ude for – Misbrug, for haardt Arbejde og Prygl – har jeg aldrig selv oplevet og mindes heller ikke at have hørt om. Er de forekommet paa Bornholm, hører det til Undtagelserne. Bornholmeren minder i sit Forhold til Barnet meget om Sydlændingen; han straffer det ikke gærne og er meget skaansom mod det.

Baade Forkarlen og begge Pigerne var gode ved mig. Lidt voldsomme kunde de være i deres Godhed, især Andrea kunde hitte paa at fange mig ind og knuge mig i sine stærke Arme. Jeg holdt ikke af det, men tog det ikke for mere end det var. Naar hun kyssede mig, hævnede jeg mig ved at gaa hen i en Krog og spytte med en Grimasse, som havde jeg faaet noget rigtig ækelt i Munden; saa lo hun og stak noget til mig. Hun var missionsk, gik i al Fald gærne til de Helliges Forsamlinger; men hun var hverken dømmesyg eller noget Heldøre. En stor og kraftig Pige var hun – og ogsaa køn; men hendes Øjne var rødrandede. Jeg satte det 169| i Forbindelse med, at Forkarlen ogsaa var gode Venner med andre Piger. Naturligvis var de Kærester, han og hun; det fulgte af sig selv, da han var Forkarl og hun første Pige. Saa stræng man ellers kunde være, den Ting fandt alle i sin Orden. Man gav sig ikke til at pille ved Sæd og Skik, men nøjedes med at holde Øje med Pigerne, tog saa at sige Øjemaal af deres Forklæder. Og kom der noget paa Vej, forlangte man af en ordentlig Karl, at han giftede sig med sin Medtjenerske.

En Dag jeg kom ind i Folkestuen, traf jeg Andrea med rødgrædte Øjne. Mit Blik er vel uvilkaarlig gaaet til hendes Skød, for hun sprang hen og greb mig om Hodet. »Nej, du kan tro nej,« sa'e hun og trykkede sit taarevædede Ansigt mod mit. Sagen var den, at hun var alvorlig forelsket i Peter Ibsen.

Nogen Andenkarl hade vi ikke; i den travle Tid benyttede Husbond Daglejere. De var gærne gifte og betragtedes desuden som et ringere Folkefærd, saa den lille, buttede Karoline, Andenpigen, var stedmoderlig behandlet. Hun hade runde Æblekinder og svære, sorte Øjenvipper, der slørede hendes Blik og gav hende et sørgmodigt Udtryk, som talte til mit Drengesind. Hun var vokset op inde i den vældige Skov Almindingen, der rummede saa megen Skønhed og Uhygge. Alle andre Mennesker gik og længtes derind og var henrykte, om de kom til Almindingen en Gang om Aaret; og derinde var hun vokset op, hade levet sin Barndom mellem Røverborgene og de sorte drømmende Fjeldvand derinde! Det omgav hende med et eget Skær af Romantik, og hendes Skæbne kastede sin Skygge som et Flor over hende. Faderen var Skovarbejder og kom af Dage ved, at et Træ styrtede omkuld over ham, og siden hade de levet af at plukke Bær og binde Lyngkoste. Og ellers 170| hjælpe Værtshusholderne ved de store Skovfester og lede i Græsset efter Penge bagefter, hvor Teltene hade staaet. Mange fulde Folk maatte de ønske sig, som rigtig lallede og tabte Penge, for at de selv kunde faa Føde og Klæder.

Jeg kunde godt lide hende for alt dette, og hade ondt af hende fordi vi ingen Andenkarl hade. Hun var yngre end Andrea og ikke saa voldsom; hun masede mig aldrig, og naar hun bad mig om et Kys, gav jeg hende det godvilligt.

Men Andrea gav mig den bedste Madkurv med. Hun forstod sig paa Mad og gjorde sig særlig Umage, vel for at vise Forkarlen, at der kunde blive en god Husmoder af hende. Karoline var mere ubehjælpsom, skar Brødet tykt i den ene Side og tyndt i den anden, og pakkede Maden ned saa den klæbede sammen. Til Gengæld var der altid et rødt Æble i Kurven, naar hun havde pakket den.

Børn paa Landet ved tidlig Besked paa mange Omraader, hvor Storstadsbarnet maa gætte sig frem; og de faar deres Viden paa en naturlig Maade, som berøver den alt, hvad der har med Spænding og Pikanteri at gøre. Jeg slap selv Tyren ud saa at sige daglig og førte den til Koen som den selvfølgeligste Sag af Verden; det erotiske hade jeg bestandig for Øje overalt i Naturen, og det var ikke svært at føre det sete over paa Menneskenes Omraade. Jeg vidste hvad der var at vide om den Ting, og kendte ogsaa Betydningen af det røde Æble; ;jeg spiste det med god Appetit, og det gjorde mig ikke noget. Men naar der var andre Drenge ude hos mig, passede jeg paa, at de ikke fik det at se. De kunde let hitte paa at tro, at der var noget bagved; og kønslige Udskejelser blandt Drenge var det foragteligste vi vidste. Det mindste i den Retning var nok til at brændemærke en Dreng og støde ham ud af Kredsen. Det var de Voksnes Anliggende, som vi holdt os strængt udenfor.

171| Maaske hade Pigerne knap saa megen Tugt inden for deres Rækker. De hade det allesammen med at gaa i Klynge paa Toilettet, hvad vi Drenge foragtede; og der var nogle Stykker imellem, som var meget vovede, naar man var paa Tomandshaand med dem. Det var ranglede Tøser, som holdt af Slik og gærne hade noget med i Skolen, hvor de nu fik det fra. Naar vi gjorde Skovtur sammen, til »Gryet« eller »Klinten«, passede vi paa ikke at komme paa Siden af dem; at blive fanget af en af dem under Legen var som at røre ved noget urent. Jeg har altid maattet tænke tilbage paa mine egne Drengeaar og den strænge Puritanisme, der herskede blandt os, naar jeg senere læste Skildringer af Børns erotiske Fordærvethed. Vi voksede op midt i det hele, uden at det anfægtede os.

Karoline var kun atten Aar og lille af Vækst, jeg var alene af den Grund meget mere kameratlig indstillet til hende end til Andrea, som var stor og massiv. Og Tungsindet i Karolines Øjne lokkede alle de sørgelige Viser frem i mig. Naar Førstekarlen Sommeraften vilde gaa Tur med Andrea i Byvangen, vilde hun altid have Karoline med; for de var jo ikke ringforlovede, hun og Peter. Karoline stillede som Betingelse, at jeg ogsaa gik med; hun vilde ikke være tredje Hjul til Vognen. Jeg var træt og søvnig efter den lange Dag, men maatte undertiden føje dem alligevel. Saa sad vi deroppe over Byens Bryn af Agre og Enge og saa ned over Havet, der sank dybere og dybere i hed violet Skumringstaage; og jeg sang en Vise om Kærlighed. Ulykkelig skulde den være, og Andrea sank ind til Forkarlens Bryst. Karolines Vipper sænkede sig endnu mere tungsindigt over hendes Øjne, helt ned paa Kinden syntes jeg de rakte; det var Synd for hende, og jeg stak Armen om Livet paa hende. Men naar hun begyndte at aande tungt, blev 172| jeg angst og fandt paa et eller andet Paaskud til at stikke af – kom pludselig i Tanke om, at jeg hade lovet Mor at se hjem om, og jog hjem til Gaarden og i Seng.

Der stod et Kalvehus midt for den ene Gaardside, i dets ene Hjørne var der indrettet Karlekammer. Der sov vi, Peter Ibsen og jeg, i en bred Fællesseng. Hen paa Natten kunde jeg vaagne ved, at nogen stod over mig og følte mig i Ansigtet. »Sover du?« hviskede Peter. Jeg lod som jeg sov, og væltede mig som i Søvne over til Væggen. Saa hviskede de og krøb under Dynen, Andrea smaalo og Peter tyssede. Karoline havde de rystet af sig.

Da jeg den næste Morgen skulde drive ud med Kvæget og kom ind efter Madkurven, saa Andrea paa mig gennem sammenknebne Øjne med et frittende Udtryk. Jeg var skamfuld og kunde ikke se paa hende; jeg snuppede Kurven, men hun indhentede mig og trak mig ind i sin Favn. Hendes Kjoleliv lugtede af Mad og var plettet, og hendes Væsen virkede frastødende, ligesom blottet, paa mig. Jeg satte en Albu i Brystet paa hende og løb.

Saadan var Karoline ikke, der var ikke noget ved hende, som virkede frastødende – ingen fremmed Lugt. Det var, som kunde hun være en større Søster. Hun kyssede heller ikke anderledes end mine smaa Søskende, naar de var glade for mig, – med aaben Mund og et tankefuldt Udtryk – saa der var ikke noget at være bange for. Hendes Mund truttede altid lidt, som hade den først for nylig sluppet Brystvorten. Men naar Andrea tvang sig et Kys til, var hendes Mund vaad. Alligevel blev det Karoline, der skulde sætte mit Drengesind paa den haardeste Prøve.

Ved Høsttid var Udmarken gærne afgræsset og tør. Til Gengæld var Engene i Byvangen og ogsaa Kløvermarkerne vokset til efter Sommerslættet og egnede til Græs173|ning. Saa kom Malkekøerne med ud, og jeg blev fri for Køerne fra de mange Smaahuse; det gjorde Hjorden sluttet og lettere at tumle. Men det var ogsaa vanskeligere at vogte i Byvangen; Husbond hade én Ager her og én dèr, nogen Jord nordude og nogen helt oppe paa Aspesbakken. Det var et helt Arbejde at drive ud og hjem ad de smalle Markveje; og selve Vogtningen gav nok at bestille, naar man skulde holde 20-30 Kreaturer paa et Stykke Eng eller Kløvermark paa maaske to Tønder Land med aabne Skel til alle Sider. Besøg af Drenge fra Byen fik jeg sjælden nu, de kunde ikke finde mig, jeg fik først om Morgenen Besked af Husbond om, hvor jeg skulde drive hen. Da hade han allerede været sin Rundtur over Byvangen og kom hjem vaad af Dug, mens vi andre sad ved Morgenmaaltidet. »I Dag er det bedst, du driver ud i Holvedje, du Martin,« sagde han. »Og vi andre faar vel i Lag med Byggen paa Branastælinj.«

Jeg var ikke god at finde og savnede Selskab; Jakob, der ofte hade besøgt mig paa Udmarken, saa jeg ikke mere. Det hændte, at mine Søstre plukkede Aks paa en Ager i Nærheden. De var lige saa optagne som jeg; men det var alligevel Adspredelse, bare det at vide at de var her. Ak hvor maatte jeg savne min Udmark med dens Grusgrave og fugtige Lavninger, den lyngbevoksede lange Stenrøs Galgebakken, Vandhullerne, hvor der hade været brudt Sandsten engang, det at kunne se hjem. Hvor ofte var jeg ikke rendt op paa Galgebakken og hade stirret hjem over Søen, glad og styrket hvis Mor i det samme traf til at komme ud paa Køkkentrappen og stirre, hun ogsaa med Haanden over Øjnene.

Herinde var det bare firkantede Marker og Enge, velplejede og regelrette. Ikke engang et Firben var her, som 174| man kunde afrette, saa det kom, naar man kaldte paa det og anbringe oppe under Huen, mens man sprang efter Kvæget. Kælne var de, Firbenene, naar først de hade lært en at kende; de holdt af at blive kælet for, krummede Halsen, naar man strøg dem paa Siden af Hodet med en Finger. Det fine Halsskind gik ud og ind, det var som sad der noget indenfor og bankede paa. Hurtige i Vendingen var de – og dygtige til at snappe Fluer; men de hade ikke noget imod, om man fangede Fluerne til dem. Herinde i Byvangen var der ingen Firben. Der var Planter, man kunde fange Fluer til, lave klæbrige Planter, som stod i Græsset og gabede graadigt. Satte et Insekt sig i dem, blev det hængende og Planten lukkede sig om det. Naar den igen aabnede sig, var det spist.

Det var morsomt nok at prøve; men Planten var alligevel dum; smed man en lille Klump Tørv saa stor som en Flue ned i den, lukkede den sig ogsaa.

Et straalende Lyspunkt er der i min Erindring herindefra. Jeg vogtede i en Eng inde under Aspesbakken paa den nordre Side og hade indrettet mig en Hule i Stenkisten under en gammel Overkørsel, og i Stenkistens Væg fandt jeg en Dag et Krudthorn gemt, som en eller anden Jæger vel hade stukket af Vejen der. Bøssen hade jeg allerede; blandt Skramlet paa Bedstefars Loft hade jeg engang fundet en Nøgle af den gode gamle Slags, der er hule og saa store, at man kan slaa en Mand ned med dem. Den filede jeg et Fænghul i og gjorde den fast til en Stok, og saa gik det med Skydning til Krudtet en Dag slap op.

Naar alt Kornet var af Markerne, kom der igen en god Tid. Saa sløjfede vi Vogterdrenge efter gammel Skik Skellene, lod Kreaturerne græsse hen over det hele og samledes i Flok. Vi kaldte det at vogte over Luvt. Det var en Festtid 175| med Røverleg og Springen over Aaen, Varmen skaffede vi os selv, og det vaade Tøj tørrede vi ved Baal. Den kolde sludfulde Efteraarstid fik altfor hurtig Ende.

Jeg vogtede helst oppe paa Aspesbakken; der hade Husbond flere Marker samlet, og der var vid Udsigt ned over Byen og Havet deroppe fra. Vi kørte Korn hjem fra en stor Bygager deroppe, og jeg vogtede paa en fjorgammel Kløvermark mellem Ageren og Aspesskoven. Kløvermarken var stor, og Skoven gav et naturligt Lukke bag ud, saa der var nemt at vogte; jeg tilbragte den meste Tid henne hos Høstfolkene.

Det var en af de haarde Høstdage. Husbond hade ikke kunnet faa fat i nogen Daglejere, Arbejdet paa den nye Havn, hvor der tjentes meget mere, hade lagt Beslag paa alle løse Arbejdskræfter. Og Kornet skulde hjem. Saa kørte vi med tre Vogne og kun et Spand Heste, Pigerne læssede, Forkarlen laa paa Landevejen hele Tiden med Læs hjem og tom Vogn ud og hjemme læssede Husbond og Hans Olsen af og satte i Gulv. Det lod sig gøre at køre med tre Vogne og kun et Spand Heste, fordi Kornet var sat i Stakke, der hver rummede et Læs. Andrea lagde Læsset, hun var den stærkeste og skulde egentlig »sende« – forke Kornet op – men Karoline kunde ikke lægge et Læs, saa det hverken skred eller væltede; det skulde der megen Øvelse til. Det kneb hende ogsaa med at »sende«; eftersom Læsset blev højere, tog jeg en Haand med i Høtyven. Naar vi sammen stemte det tunge Korn i Vejret, tog hun moderligt om mig med sine gode Øjne, og det varmede mig. Der sad Sveddraaber i det mørke Dun paa hendes Overlæbe; dem slikkede hun af og lo mig ind i Ansigtet, mens vi holdt Dragten i Læshøjde og ventede paa, at Andrea skulde slaa sin stærke nøgne Arm om den; i de tunge 176| Vipper sad der Kornstøv. Naar Læsset var lagt, skød vi med forenede Kræfter det tunge Læstræ op til Andrea, som lagde det paa langs over det høje brede Læs – lige i Midten skulde det ligge – og slog Løkken om den forreste tunge Ende. Den bageste Ende af Læstræet stak i Vejret og blev hentet ned ved Hjælp af Blok og Talje. Vi stod i Rebet, Karoline og jeg, og lagde al vor Smule Tyngde i, Andrea pressede ned foroven, og Ryk for Ryk strammedes Læstræet nedad. Det var lystigt Arbejde, vi klyngede os til hinanden og gjorde os tunge i smaa Sæt, og Andrea laa oppe, stak Hodet udover og leverede Opsangen. Hip, og hip, og hip igen – til Taljen var strammet tot og kunde gøres fast. Saa blev Læsset »vævlet«, rigtig spundet ind i Reb.

Vi var gærne færdige, før Peter Ibsen kunde naa tilbage med den tomme Vogn, og laa i Skyggen under Læsset og sludrede og saa ned over det faldende Land. Ad alle Markveje vrikkede svingende Læs sig frem, kravlede op paa Hovedvejen og pilede saa ned mod Byen; graa Bænkebidere, der overraskes af Lyset og piler i Skjul, lignede de. I de tomme Høstvogne, som jog den modsatte Vej, stod Karlene op og jog hujende paa Hestene; Vognbunden dansede under dem, saa de huggede i Luften, og de blaa Bluser stod ud som Svømmeblærer. Ude bag Byen laa Havet tungt blaat; det steg opad mod Horisonten, og det saa ud, som gled de hjemvendende Baade paa Halen ned mod Byen.

Andrea og Karoline hade smidt sig paa Ryggen med Hoderne tæt sammen, de strakte de mødige Lemmer ud og saa op i Himlen, talte og lo. Jeg laa paa Maven bag deres Hoder, sludrede med og kildede dem paa Læben og den svedige Hals med Vipperne af et Aks. Og pludselig faldt 177| de begge to over mig, styrtede sig over mig saa enige, som kunde det bero paa en Aftale og væltede mig om paa Ryggen. De kildede og kværkede mig, stak Hænderne ind paa min bare Krop og lod Fingrene løbe hen over min Hud, saa jeg vred mig sammen – med de leende, svedige Ansigter helt nede paa mit. Jeg var forfærdelig kilden og vred mig under deres varme bløde Hænder. »Vi skal tage Kildet af dig,« lo de og var overalt paa min Krop med Hænderne, tog mig paa de intimeste Steder, krængede Skjorten til Side og blottede mig. Maaske var det mig selv, der sprællede saa voldsomt, at jeg blottedes. De standsede i al Fald ikke Legen men hjalpes til at holde mig fast og legede med mit Kendetegn. »Nej, hvor er den lille,« sa'e Andrea og lod den glide mellem Fingrene. Jeg prøvede at sparke hende i Ansigtet, men hun laa med hele sin Vægt over mine Ben. Saa stak jeg i at brøle, afmægtig af Skam og Raseri.

»Nej, det er Synd,« sa'e Karoline pludselig, bøjede sig hurtig ned, kyssede mig paa det blottede Sted, sprang saa op og gemte sig bag Læsset.

Jeg var flygtet over til mig selv og gemte mig bag et Dige. Der laa jeg og kunde ikke faa Vejret, saadan kogte det i mig af Forbitrelse, af edderspændt Raseri; saa oprørt har jeg vist aldrig været hverken før eller siden. Jeg udstødte de værste Forbandelser og Skældsord, laa og fantaserede, at jeg tog store Stene og løb over og knuste Hoderne paa Andrea og Karoline, tog Høtyven og jog i Livet paa dem. Hævne mig paa dem for den lidte Forsmædelse vilde jeg, gøre dem noget rigtig ondt.

Forkarlen kom kørende, satte den tomme Vogn ved en Stak og spændte for den læssede. Saa holdt de Rast for at 178| spise Unjerna – Vesperkost. Han stod og kiggede over mod Vogtemarken; jeg kunde holde Øje med dem gennem Tjørnen, jeg laa bag.

Der kaldtes, men jeg lod mig ikke se, krøb bare endnu mere sammen, dækkede mig i mit Skjul som et anskudt Dyr, der slikker sit Saar. Og saadan faldt jeg i Søvn – det var den eneste Gang det hændte mig paa Vogtemarken. Jeg vaagnede ved, at et Kreatur snusede til mig, og fór forskrækket op. Kvæget var i Drift forbi mig, de forreste var allerede paa Vej op mod Landevejen. Markerne var tomme for Høstfolk, det var Hjemdriftstid. Som saa ofte før og siden hade jeg sovet mig hen over det onde; det skete var trængt i Baggrunden, Verden saa igen lys og venlig ud.

Da vi om Aftenen satte os til Mælkegrøden, vilde Andrea og Karoline ikke ind til Bordet. Husbond maatte hente dem ind fra Loen, hvor de hade givet sig noget at bestille. Siden sad de og stirrede ned i Skødet og rørte næsten ikke Maden; de var flammende røde over Øjnene.

»Jeg synes, her er saa stille i Aften,« sagde Husbond pludselig og saa fra den ene til den anden.

»Aa det er bare Andrea og Karoline,« svarede jeg skadefro.

»Naa og hvad er der med dem da?«

»De har bare prøvet paa at voldtage mig i Eftermiddags.« Nu fik jeg Ram paa dem, en stor, stor Sten slyngede jeg dem lige i Hodet. Det skete kørte op i mig igen, jeg brast i Graad.

Husbond sprang op, han var hvid i Ansigtet. Men Andrea og Karoline styrtede ud og viste sig ikke mere under Maaltidet. Da jeg kom ned i Stalden, sad de og malkede med Hodet trykket dybt ind i Siden paa Køerne.

179| »Du var alligevel for haard,« sagde Forkarlen, da vi gik i Seng.

Men jeg var glad for, at jeg hade faaet Ram paa dem – ogsaa fordi det gav Luft. Med Andrea kunde det være lige meget; men jeg kunde ikke holde den Tanke ud, at jeg skulde gaa og bære Nag til Karoline maaske hele mit Liv. Og først tilgive hende paa Dødslejet.