189| XIX

Konfirmationen, som hade voldt mig saa mange Bekymringer, forløb godt. Jeg kunde over hundrede Salmer og en stor Del af Biblen udenad; Provsten behøvede blot at give mig et Stikord, saa kørte jeg løs og var svær at stanse. »Han skulde studere,« sagde Folk til Far, da det hele var forbi og de kom for at ønske til Lykke og Velsignelse, »der kunde blive en Ordets Forkynder af ham.«

»Han skal ud og tørre Rumpen paa Køerne,« svarede Far rask.

Ogsaa den ny Førstelærer, Skrydstrup, som spillede Orgel i Kirken, kom hen og ønskede til Lykke og spurgte hvad jeg skulde være; han vilde gærne læse med mig, om det kunde føje sig saadan. Far gentog sit Svar, men brugte denne Gang et værre Ord end Rumpen. Lærer Skrydstrup blev rød i Hodet og vendte os Ryggen.

Ogsaa Udstyret hade Far sørget for – om end i sidste Øjeblik, som hade han en Glæde af at holde Mor og mig paa Pinebænken. Jeg fik et Sæt Tøj af hjemmevævet Firskaft og Fjedersko med Taanæser. Dem var jeg særlig stolt af men fik ingen rigtig Glæde af dem til Konfirmationen; jeg hade faaet en bullen Stortaa paa Vogtemarken. Far skar den om Morgenen paa Konfirmationsdagen med sin Barberkniv; men jeg maatte have Kludesko paa det Ben. Til Gengæld var jeg saa finere kørende end de fleste; Husbond lod Peter Ibsen køre for mig og gav os den lukkede Vogn.

190| Nogen større Højtidelighed var der ikke over Konfirmationen, og noget Gilde blev der ikke holdt; den eneste Gave jeg fik var en Salmebog, og den skulde jeg have, saa det var lidt vanskeligt at betragte den som Gave. Far skældte ud, uden at jeg hade sagt noget – maaske hade han ond Samvittighed. »Det skal være noget unyttigt Stads, ellers duer det ikke,« sagde han.

Men jeg var ligeglad med hans Skælden, den kom mig ikke ved mere. Jeg hade Følelsen af at være sluppet nogenlunde helskindet over et besværligt Stykke Vej; det hade ikke været let at skulle klare sig selv og dog aldrig aabent at turde tage en Bestemmelse. At skulle tage Affære og dog maatte stjæle sig til det. Spurgte jeg Far, før jeg handlede, saa brummede han over, at jeg ikke kunde foretage det mindste paa egen Haand, og spurgte jeg ikke, var ogsaa det galt. Jeg var som Drengen i Læsebogen, der fik Ubehageligheder, enten han tog Hatten op eller lod den ligge. Men nu var det Slut dermed, nu skulde Far rystes af. Han hade bestemt at jeg skulde ud at tjene, og jeg hade gjort mig fortrolig med det, om end jeg ikke led den foragtelige Maade, han omtalte min fremtidige Beskæftigelse paa. Men det skulde ogsaa blive hans sidste Forføjelse over mig. Georg hade allerede frigjort sig, Bødkerarbejdet hade givet ham Kræfter og Selvfølelse. Han hade nogle ordenlige Næver paa Skaft i Forhold til sin Alder, og naar Far begyndte at gøre Vrøvl over et eller andet, saa han truende ud. »En Dag langer jeg den Gamle én,« sa'e han til mig. »Han har noget tilgode.«

Men Far var bange for ham og lod være med at blande sig i hans Sager. Og saadan vilde jeg ogsaa ha det.

Kulden kom tidlig og Kreaturerne kom i Stald, med Vogtelivet var det forbi. Den bedste Del af min Barndom hade 191| jeg oplevet her, var overhodet først rigtig blevet Barn herude paa Vogtemarken, saa det var mig som tog mit Liv sin Begyndelse her. Nu lukkedes der af for det, med det sorgløse Herreliv, følte jeg, var det for bestandig forbi. Nu skulde jeg ud og tjene!

Far foretog sig forøvrigt ikke noget i den Anledning. Sommetider saa han paa mig, som ventede han paa at erfare, at jeg hade forhørt mig om en Plads. Men jeg lod som jeg ikke forstod det. Det var ham, der hade bestemt hvad jeg skulde være, uden at spørge mig; saa maatte han ogsaa sørge for en Tjeneste til mig. Far huggede Sten for Kommunen paa den trekantede Strandplads foran vort Hus, og jeg hjalp ham stiltiende, huggede Kilehuller og slog Skærver uden at han hade bedt mig om det. Aldrig sagde han et Ord til mig under Arbejdet, men stod derhenne og huggede, mørk og tavs; som en Uvejrssky virkede han. Og Vinden stod sneblandet ind fra Havet; det var koldt Arbejde at sidde og slaa Skærver; jeg længtes efter at komme bort fra det hele. Men Far sagde ikke noget; det saa ud, som skulde jeg blive gaaende her hele Vinteren.

Men et Par Dage før Skiftedag lagde han pludselig Hammeren og sagde: »Det er bedst du gaar ud og finder dig en Plads, for nu skulde du gærne kunne sørge for dig selv.« Det klang komisk i mine Øren, men jeg sagde ikke noget. Jeg lagde Halmskærmen ned over Værktøjet, gik ind efter Halstørklæde og Muffediser, og traskede saa sønderud ad Landevejen paa maa og faa. Jeg spurgte mig frem hos Møllere og Vejfarende og kom langt nede i Povlsker til en Gaard, hvor de hade Brug for en Syslehorra (Røgterdreng). Jeg skulde have 20 Kroner for Vinteren og møde næste Dags Aften.

Saa var det tilside, og det galdt blot at faa denne Dag og 192| den næste til at gaa. Der var ikke noget at skynde sig efter. Hade Far endda været i Bakkerne; saa spandt Mor, og vi andre kunde skiftes til at strikke og læse højt. Men nu var det bare at trække i Arbejdskitlen og sidde og fryse i Skærvebunken, til det blev mørkt.

Jeg lagde Hjemvejen om ad Bedstefars. Bedstefars Haand med Arret dansede, da han hørte om den ny Plads. »Du er lille,« sa'e han, »og de har mange Kreaturer paa den Gaard. Heller ikke er det noget godt Madsted, saa vidt én ved; og nygift Folk er aldrig let at gøre til Maade. Men du faar se at faa det bedste ud af det.«

Opmuntrende lød det ikke, og Bedstefar saa vel, at jeg var nedslaaet. Længe gik han og stavrede over Lergulvet i sine Træsko, Tungespidsen arbejdede med Læberne, og hans Hænder dirrede. »Nu skal du ligegodt ha en Konfirmationsgave,« sagde han og kom hen og stak en Halvtredsøre til mig. »Den er kun liden, men om du lader den ligge i tusend Aar, skal den kunne yngle, saa der blir en Million af den – hvordan det nu gaar til. – Men lad ikke Mor se den.«

Ved Aftensbordet drak han en Snaps i Anledning af min Konfirmation; han var højtidelig stemt, da han tømte det fodløse Glas og anbragte det over Klukflasken som en Hætte.

»Nu faar du saa være fornuftig og ikke svare igen; den der tjener for sin Føde, maa forstaa at bide noget i sig. Og tag ikke op af din Løn før Tiden; det er surt at arbejde for Løn, som allerede er spist op. Og brug altid mindre end du tjener; saa har du Overskud, ihvor det saa gaar. For alting: læg dig inden kostbare Laster til.« Her gjorde Bedstefar et Ophold, hans Udtryk skiftede fra det højtidelige over til at blive dobbelttydigt.

193| »Da jeg var ung, forfaldt jeg til at skraa Tobak,« fortsatte han efter en Stund. »For at bøde lidt paa Lasten, tørrede jeg den udtyggede Skraa og røg den i Pibe; Asken og Udkradset brugte jeg som Snus, og Snusen snød jeg ud og børstede Sko i den. Jeg hade blanke Sko til Kirkegangen, men det var alligevel Last hobet til Last. Saa lod jeg være at skraa og hade ingenting, hverken Last eller Søndagsstads; saa det var baade godt og ondt. Men der er jo Fremgang i alt her i Verden, og se du og faa noget bedre ud af Sagerne.«

Bedstemor klagede stærkt over Værk i Lænderne, og jeg blev der om Natten for at varme hende en sidste Gang. De to Gamle stod ude ved Brønden og stirrede efter mig med Haanden over Øjnene, da jeg næste Morgen drog afsted. Det var som drog jeg ud paa Langfart, og jeg vinkede frisk til dem, vendte mig flere Gange og vinkede. Jeg skulde nok faa det bedst mulige ud af Tingene; om det blev noget æventyrlig godt, var jeg ikke mere saa helt sikker paa. Men ryge gamle Skraaer hade jeg i alt Fald ikke i Sinde.

Før jeg gik hjem, lagde jeg Vejen op om min gamle Plads for at tage Afsked. Husbond var ikke hjemme; men mine gamle Medtjenere var alle glade for at se mig, hvad der var mig til stor Trøst, da jeg i den senere Tid var begyndt at tvivle om, at jeg var noget værd. Og Dyrene i Stalden slikkede genkendende min Haand og slog med Hoderne, som sagde de Tak for den Tid, vi hade tilbragt sammen. Ogsaa det virkede styrkende. Hyggeligt og hjemligt var der i den varme Stald med dens forskellige Lyde: Halskædernes Raslen, Drøvtygningen, Tyrens lange Suk af Velvære. Huskede han endnu, at jeg hade givet ham Puns? Han saa paa mig med Tiggen i Øjnene og stødte opfordrende ud i Luften med Hornene.

194| Hjemme var der ikke morsomt. Far var gaaet i Byen af Ærgrelse over, at jeg ikke kom hjem; Mor var forstemt. Og mine Søstre spurgte mig bestandig drillende, om jeg ikke snart skulde ud og tørre Rumpen paa Køerne. Saa tog jeg min Byldt og gav mig paa Vej til den ny Plads; en grønmalet Kiste, som Far hade købt til mig paa Auktion, skulde komme efter med første Kørelejlighed.

Jeg skar mig en Knortekæp og travede løs – jeg skulde alligevel nok faa det bedste ud af Sagerne. Lille og spinkel var jeg men ved godt Mod; det at vende Ansigtet udad mod det Fremmede gav mig Kræfter. Sygdommen og Mørket hade jeg arbejdet mig saa temmelig fri af herovre, de tilhørte en fjærn Tid i Hovedstaden. Og Helvedesangsten var veget for en gryende Ansvarsfølelse over for Tilværelsen. Strutte af Sundhed gjorde jeg stadig ikke, men Vogtetiden hade rettet svært paa mig; Kulden knugede mig ikke saa stærkt mere; Tilværelsen lastede ikke paa mig som en Byrde. Det frie ansvarsmættede Liv under aaben Himmel, Solen, Luften og den gode Mad – det ene med det andet gør, at Somrene paa Vogtemarken breder sig over denne Del af min Barndom og bliver selve dens Indhold. Det er, som om min Barndom begynder og afsluttes her paa Bornholm, som fødes jeg først til Live her – skylles fra Mørket op i Lys og Luft – paa Barndommens Kyst.