I

Jeg var gaaet nok saa besluttet hjemmefra for at trave til min nye Plads; Kæp i Haanden hade jeg – og en Byldt; det var bare at trave lige ud ad Søndre Landevej den første lille Mil og siden tage nogle Biveje fat. Men hvordan kunde det gaa til, at jeg havnede ovre paa Galgeløkken paa den anden Side af Færskesø? Jeg ved det ikke og vidste det heller ikke dengang; der er saa meget i Børns Verden, der ikke kan gøres fornuftig Rede for – allermindst af dem selv. Maaske var det en Trang til at lege endnu en Gang, en ubevidst tagen Afsked med Barndommen, der ledede mine Skridt i den Retning? Jeg hade ikke leget ret meget i mit Liv; saadan rigtig leget med Liv og Sjæl hade jeg egenlig kun her paa Vogtemarken. Og her kom jeg til mig selv paa et Tidspunkt, hvor jeg allerede skulde ha været fremme; jeg vaagnede til Bevidsthed ved, at Blæst og Regn piskede mig i Ansigtet, og opdagede til min Skræk, at det var ved at blive mørkt. Nu kom jeg for sent; og det hæftede ved én for hele Tjenestetiden, ja for hele Livet vel, om man mødte for sent i en ny Stilling!

Jeg tabte Hodet; og i Stedet for at søge tilbage til Søndre Landevej gik jeg ad Langedeby for at gaa bag om Mosen ned til Povlsker. Nogen Genvej blev det ikke.

Jeg satte i Løb med Vejr og Vind i Ansigtet. Særlig kry var jeg ikke og hade vel heller ikke Grund til det. Jeg hade været ude for noget af hvert allerede, og sørget for mig selv nogenlunde fra jeg kunde krybe. Og saa hed det alligevel, at nu skulde Livet til at begynde, nu var Barneaarene forbi, nu skulde jeg til at sørge for mig selv. Hade jeg da faaet Lov at være Barn? Være Barn, det vilde jo sige ikke at kunne gøre for det, men jeg hade maattet gøre rundeligt for det saa langt jeg kunde huske tilbage. »Du skal nu altid komme galt afsted,« var hvad Far sae, naar en Hund anfaldt mig og bed mig i Benet, – »hvorfor gik du ikke om ad en anden Gade?« Mor sae blot: »Gudskelov det ikke var Bukserne der gik; det andet lapper sig selv!« Alting var til syvende og sidst éns egen Skyld. Men saa maatte det ogsaa være ens egen Fortjeneste, naar det gik én godt! Paa Vogtemarken hade jeg været ene, helt henvist til egne Kræfter og Ævner, og hade løst min Opgave, saa jeg høstede Ros og Anseelse for det. Byens dygtigste Vogtedreng hade Husbond kaldt mig. Jeg hade hentet megen Oprejsning derude og rystet megen Forsagthed af mig.A En hel lille Krudtka'l galdt jeg for, som ikke gik af Vejen for ret meget.

Og nu var det som blæst væk. Jeg var ikke mange sure Sild værd, som jeg traskede afsted gennem Mørket og Pløret med den stride Regn piskende i Ansigtet.

Bælgmørkt var det efterhaanden blevet og et bundløst Ælte; jeg kunde knap stride mig op imod Vejret og smaatudede under Løbet. Mørkeræd var jeg ogsaa – det fulgte altid med Forsagtheden – haabløst lille og utilstrækkelig og forladt. Hvor var der alligevel lunt derhjemme. Nu sad Mor vel og spandt ved Skæret fra Gadelygten, der stod saa storartet lige uden for Vinduet; og mine Søstre strikkede og skiftedes til at læse højt. Hvorfor skulde jeg smides ud? Jeg følte mig som en nøgen Fugleunge, der er varpet ud over Redekanten og vingeløs falder i et bundløst Rum af Mørke og Uvished. Jeg kunde lige saa godt vælte mig ned i Grøftens Vand og lade Mørket tage mig med det samme, som løbe videre. Et Steds derude i det sad nogle voksne fremmede Mennesker og ventede paa en lille forknyt Dreng for at spænde ham i Arbejdet, kòste med ham. Vrede var de vel ogsaa, fordi han ikke kom; onde var de sikkert – og man var udleveret til dem paa Naade og Unaade. Hvordan gøre dem tilpas; en Smaadreng fæstedes jo til at gøre det Arbejde, de Voksne ikke selv gad tage i! Og mine Haandled vilde ikke blive tykkere! Dum var jeg nok ogsaa – og ikke bare lille og spinkel! Bedstefar hade ofte slaaet paa, at jeg nok fik det svært i Livet, for jeg slægtede ham paa og var for aabenmundet. Vilde man komme godt gennem Verden, maatte man fedte sig frem.

Men Bedstemor tilføjede: En skal bare gøre sin Pligt under alle Forhold, saa gaar det nok! Og derfor traskede jeg videre trods alt; smaabrølende og besat af Angst for det fremmede, der ventede mig, luntede jeg alligevel fremad. Jeg frøs, Kraven paa den tynde Trøje hade jeg slaaet op om Ørerne; ved at stemme Hagen mod Brystet holdt jeg den sammen. Mit Mellemgulv bævrede af Forkommenhed. Langt ude i Syd var der en Lysplet i Natten, Ildtunger slikkede efter Mørket som smagte det dem. Lysskæret brødes i mine taareblændede Øjne og blev til Splinter af Ild. Igen brændte der en Gaard derude et Steds paa Sydlandet; saa stod Mor og mine Søskende oppe i Gavlvinduet og snakkede om, saa mange Gaarde der dog gik op i Luer de sidste Aar. Kanske var det netop den Gaard, jeg skulde tjene paa, saa der ikke blev Brug for mig? Jeg hade ikke noget imod det.

Jeg syntes, jeg hørte Skridt og en brummende Mandfolketone bagude i Mørket, og skønt alt i mig skreg efter Menneskeselskab lod jeg mig glide ned i Grøften. Se noget kunde jeg ikke, men der blev traadt haardt i Vejen, og ud for mig stansede Skridtene. En Kæp gav sig til at rage efter mig og prikkede mig i Maven. »Hvad gemmer du dig for?« sae en ru varm Stemme. »Er du folkesky?« En stor Næve følte sig frem over mig, krammede saa til om min Skulder og halede mig op af Grøften. Jeg skimtede Omridsene af en lav, bred Mandsskikkelse, der bøjede sig over mig og talte mig beroligende ind i Ansigtet. »Dumme Kræ – krybe i Grøften for Folk! Du er jo vaad – og ryster! Kom nu og gaa dig Varme til!«

Han trak mig med sig, ludede sig frem for at læ for mig og talte. Hans store Næve varmede mig gennem Trøjeærmet, og Vinden førte Lunhed fra ham – Kropsvarme blandet med ram Lugt af Sved og Sildelage; selv hans Stemme varmede. Naar han talte, vibrerede det nede i min store Taa. Noget ved ham mindede om Tyren derhjemme – Jehova, som ogsaa lugtede af Sildelage og udstraalede øre Varmedunster i stygt Vejr, der paa samme Tid gjorde godt og frastødte. Jeg hade samme Følelse af Hygge og Varme paa en Vulkan, af noget der kunde gaa i Vejret for et godt Ord, som naar jeg sad og red paa Jehovas Ryg.

»Du er for liden!« raabte Manden mig ned i Ansigtet, da jeg hade berettet, hvor jeg skulde hen – »altfor liden! Du kan hverken gøre Vej her eller der; Pigerne vil føje kendes ved dig og Kreaturerne heller ikke. Og Bonden vil vi slet ikke tale om – der kræves noget paa den Gaard.«

»Kender du den da?« spurgte jeg ængstelig.

»Jeg kender alle Gaarde her paa Sydlandet. Og de kender mig igen, om ikke altid for det bedste; nævn bare Navnet Knort, saa ved enhver Besked. Kanske har du hørt ilde om mig du ogsaa. Men nu skal jeg sendes over Havet til Amerika – for at de kan faa Ro for mig i Hønsegaarden.«

Jeg hade ikke hørt om ham. Men jeg kendte forskellige andre Tilfælde, hvor Folk blev sendt til Amerika. Det var altid nogle, man vilde skille sig af med, Tyve, Slagsbrødre og saadan nogen – og Folk, der ikke kunde forsørge sig selv. Saa betalte det Offenlige Amerikabilletten for dem.

»Hvad har du gjort da?« spurgte jeg. Naar han var saadan en, syntes jeg ikke, jeg behøvede at sige De til ham. »Stjæler du Høns?« Han lo højt ad mit Spørgsmaal.

»Jeg har skam ingenting galt gjort,« sae han og stansede for at le. »Men Pigerne giver mig Skyld for alle de Børn de faar, altid er det Knorts Skyld; og saa har én endda Ord for at være saa grim, at én skulde spærres inde! Og Sognefogden tar al min Løn og fordeler den mellem dem, der faar uægte Unger. Men nu rækker Lønnen ikke til længer og saa skal jeg sendes over Havet. Over og prøve andre Forhold, siger de, hvad de nu mener med det.«

Vejret var ikke saa slemt mere; eller jeg glemte det for den underlige Mand og hans forblommede Tale. Jeg mærkede, at der var dobbelt Bund i det han sagde, men kunde ikke rigtig hitte ud af det. Varme og Godhed udgik der fra ham, og jeg hade ondt af ham. Hans Ansigt kunde jeg ikke faa fat i, men hvad jeg skelnede af Skikkelsen tydede paa, at han maatte være meget bred over Skuldrene og lavstammet, kanske ogsaa noget forsat i Væksten. Og Kraft strømmede der fra alt ved ham – alene som han traadte i Jorden!

»Du er vist meget stærk,« sae jeg. »Det er nok derfor, du har alle imod dig.«

»Naa, Børn kan nu godt li mig, og Kvindfolk ogsaa. Men Mandfolk er nogen underlige Dævle; de vil det hele selv og kan ikke ret meget af nogenting. Kan du se den Gaard, der brænder derude ad Fyret til? Der har én maattet hjælpe Manden til en Fortsættelse, og nu er han saa vigtig over sin Førstefødte, at han maa ha nye Gaardbygninger. Et tændt Lys ud i Kornet i Laden, og saa kører vi i Besøg; naar Lyset er brændt ned og tænder, sidder vi nok saa pænt og spiller Kort paa en Gaard en Milsvej borte – det er saa nemt med det. Men en anden skal jages over Havet, fordi én tænder en Smule Lunte i en Hjærtekule!«

Han slap min Haand. »Se her er en Sidevej; naar du følger den et Kvarters Tid, har du Gaarden paa venstre Haand. Du maa gærne hilse Anna! Vi har aldrig truffets, men kanske faar jeg Tid til at hilse paa hende, inden jeg rejser.« Saa forsvandt han i Mørket; jeg hørte ham brumme noget, der skulde være en Melodi.

Jeg naaede Gaarden i Løb og fandt mig Vej gennem Portmørket, hvor der stod en Arbejdsvogn, og ind paa Gaardspladsen. En stor Hund væltede sig imod mig men kendte mig vel allerede fra Dagen før; den nøjedes med at lugte til mig. Der var Lys i et Par Vinduer, og nogen aabnede en Dør og kaldte paa Hunden.

De sad ved Aftensmaden, Husbondsfolkene, de Gamle, Karlen og de to Piger og en lillebitte rundrygget Kvinde, der sad opstablet i et højt Sæde og lignede en Pipfugl. Der var varmt i Stuen og lugtede godt af hjemmebagt, sødt Rugbrød. Alle kiggede vurderende paa mig, mens jeg skubbede mig ind paa Bænken; »han er kun lille« sae deres Øjne.

»Kan du naa?« spurgte den gamle Bonde og skød det fælles Grødfad længer over mod mig. Var det Varmen i Stuen der steg mig til Hodet, eller den altfor store Forsagthed der slog over i Desperation. »Jeg har korte tykke Arme, jeg rækker langt!« svarede jeg med et af Bedstefars Mundheld.

Først lo den gamle Bonde, saa Husbond og Madmor; og Karlen tog fat – og begge Pigerne. Alle lo, og det gjorde mig saa umaadelig glad, at jeg maatte le med. Helt ustyrlig rev det mig med, saa jeg lo højere end alle de andre og ikke kunde holde op saa gærne jeg vilde. De tystnede en for en og stirrede forundret og fremmed paa mig; men det var mig ikke muligt at holde op. Hvergang jeg hade Hold i mig selv, brast det for mig og jeg maatte le op.

»Saa, nu kan det være nok!« sae den gamle Bonde hvast og bankede med Skeen i Bordet. Jeg brød brat af og stak i at brøle, tudede lige saa ubehersket og ustanseligt som jeg før hade lét.

»Han er helt ude af det,« sae den gamle Bonde. »Men han er jo ogsaa kun en Barnerumpe.« Det hjalp mig forunderligt til at falde til Ro.

De spurgte mig ud om, hvorfor jeg kom saa sent i Plads, og hvordan jeg hade fundet Gaarden i Mørket; og jeg fortalte om min Ledsager. De blev mærkelig stille og saa til hinanden; den lille Krøbling gav nogle fugleagtige Varselslyde fra sig. Den gamle Bonde, der sad og skar Brød i Stykker paa sin Brik, fægtede med Kniven. »Saa han er ude – Knorten! Han kan bare prøve paa at nærme sig Gaarden her.«

»Han sae ogsaa, jeg skulde hilse Anna. Han kom nok og besøgte hende inden han blev sendt væk,« sae han.

Jeg fortrød straks, hvad jeg hade sagt, for den ene af Pigerne gav sig til at skrige og ryste, saa de maatte holde paa hende. Grædende forsikrede hun, at hun aldrig hade set Knort. »Det ved vi jo godt allesammen,« sae Kvindfolkene og tog om hende. Men hun vendte Øjnene i Hodet og var helt fra'et.

»Du skulde ikke ha sagt det dèr,« sae Karlen, da vi var kommet i den iskolde Fællesseng, og fortalte om Knort, som hade uægte Børn rundt om paa Sydlandet. »Han er styg som en Dævl men gaar rakt i Kvindfolkene alligevel. Drikker gør han ogsaa, og hans Løn forslaar ikke til alle de Barnepenge, han skal ud med, saa han maa sidde en Del af. Det koster Kommunen ekstra Udgifter, og nu vil man saa af med ham. Kommer han her til Anna, saa pudser vi Hunden paa ham; og vi har ogsaa et Skud Salt i Behold for ham.«

Jeg vidste, at man hade Lov til at sende Folk, der ikke vilde holde sig borte fra ens Enemærker, et Skud Salt bagi. Det var meget interessant! »Hvad bliver der saa af Saltet da?« spurgte jeg spændt.

»Det gaar vel saa over i Blodet og gør dem helt balstyrige. Men kommer han her til Anna, saa –«

»Anna, hun var jo helt ækel ved bare at høre ham nævne, hun!«

»Ja, Fanden forstaar sig paa det, du! Kvindfolk de – – Men nu maa du gærne holde Mund og lægge dig til at sove. Vi skal tidlig op.«

Jeg drejede mig om mod Væggen og prøvede at krybe ind i mig selv. Det var underligt at ligge i Seng med en Fremmed; hans Lugt kunde ikke henføres til noget kendt, og hans Manerer var uvante. Men han holdt af Anna, saa meget vidste jeg da. Hun skelede lidt men hade røde Kinder; Bengta derimod var graa i Ansigtet og hade en Vorte ved Munden.

Der blev passet paa Anna i de følgende Uger; og hun fik ikke Lov til at forlade Gaarden, ikke engang for at gaa i Kirke. Det var hun meget fornærmet over. »Hvis I skal passe paa nogen, saa pas paa Knorten, ikke paa mig,« skældte hun. Men saa rejste Knort; Sognefogden fulgte ham selv over til Hovedstaden og saa, at han kom om Bord i Amerikadamperen. En Skuffelse var det; jeg fik ikke at se, hvordan et Skud Salt i Bagen virkede paa en Udhaler.