II

Gaarden var gammel og firlænget, de lange, smalle Længer var sammenbygget i de tre Hjørner, saa Gaardspladsen var lun. Kun i det fjerde Hjørne, hvor Karlekamret laa, naaede Længerne ikke sammen men gav Plads for et smalt Gænge. I Karlekamret var der fugtigt og skimlet som i en Jordhule; de tynde lerklinede Vægge kunde hverken holde Kulden eller Fugtigheden ude. Fyldningerne mellem Bindingsværket stod og rokkede; de kunde sparkes ud og maatte støttes med lange Stiksøm. Gulvet var af stampet Ler, og Loftet bestod af flere Aar gammelt Hø paa tynde Stænger; de to Halvdøre hang skævt for hinanden, saa man kunde stikke en Haand imellem. Ogsaa Stuehuset var gammelt, om end yngre end det øvrige; den østre Ende af det bestod af en stor Sal, som aldrig blev benyttet til Gildesbrug mere. Der kunde bænkes op imod hundrede Mennesker i den, og gamle Husmand Bohn, som hjalp til, naar der tærskedes, fortalte om vældige Gilder, der hade staaet her paa Gaarden i hans Ungdom. Dengang var Sæden endnu i god Pris; siden kom det billige amerikanske Korn og slog Landbruget ned. »Nu forfalder det hele, her og allevegne; naar de da ikke er saa heldige, at det brænder for dem,« var hans bestandige Omkvæd. »Men det er fra Amerika Forbandelsen kommer.«

Der var mange, det brændte for i de Aar; hjemme fra vort lille Hus i Udkanten af Neksø kunde vi i de mørke Nætter se Himlen lysne saa her saa dèr. Uhygge hade der bestandig været forbundet med det; men herude, hvor det foregik, talte man om Ildebrande som noget selvfølgeligt, nikkede forstaaende til hinanden, og gav den det brændte for en Haandsrækning.

Den øverste Del af Gaardspladsen var Stenpikning. Deroppe holdt der gærne Vogne, og Pumpen var der med det lange Vandtrug foran, hvor alle Gaardens Kreaturer skulde vandes tre Gange om Dagen, hvordan Vejret saa var. Nogen Vandledning ned til Kostalden var der ikke. Den nedre Del af Gaardspladsen bestod af en uhyre Møddingskule. Fra Stalddørene skød der sig Bastioner af Gødning ud i den; i Midten af Kulen stod Ailen to Alen dyb. Ailebeholder var dengang noget, kun Galninger og Vigtigmagere gav sig af med at anlægge; der var kun én i hele Sognet.

Denne Mødding ser jeg for mig endnu med alle Enkeltheder: Den skraa Stenpikning langs Staldbygningerne, som man først skulde balancere et Stykke ad, inden man læmpede Børen ind over Møddingen, hvor der var lagt et Bræt til at trille paa, og fik den slæbt ud til Randen, hvor dens Indhold skulde kippes ned i det ailefyldte Dyb. Børen var gammel, som alt Redskab paa Gaarden, og hade en upraktisk Form, saa Byrden hang i éns Arme i Stedet for at hænge over Hjulet. Jeg hade svært ved at magte den og kunde ikke blive paa Planken men maatte træde ved Siden af; jeg sank i, naar jeg skulde skubbe Børen fremad, og fik ikke altid Træskoen med op igen. Der hang en Tranlygte uden for Døren til Kostalden, men den formaaede ingenting mod Vintermørket. Bonden laa og puttede sig hos sin unge Kone, Karlen stod i den varme Hestestald og striglede Hestene; Pigerne sad i den lune Kostald og malkede. I Mørket derude laa jeg og rodede, gravede med opsmøget Ærme dybt i Gødningsælten efter min Træsko, stiv af Kulde. Jeg hade ondt af mig selv og brølede højt; mine skorpede, vaade Hænder sprængte af Smærte i Kulden, i min Hals kogte Bronkitis'en. Saa kom Peter Dam frem i Stalddøren derovre, han kiggede et Øjeblik ud i Mørket, gik saa ind og trak de lange Plovstøvler paa. Hvor var det velsignet at blive hjulpet ud af Klemmen. »Du læsser for meget paa,« sae han og kippede Børen for mig, lige i Vejret saa dens Indhold styrtede ud over Hjulet og ned i Gruben.

Netop det var den store Kunst, ikke at vælte Indholdet ud til Siden, saa man igen fik Arbejde med det, men at kippe det lige fremover. Men der skulde baade Krop og Kræfter til; og jeg vejede for lidt til at kunne holde igen, naar jeg hade faaet Børen svunget lige i Vejret saa den helt balancerede paa Hjulet. Saa hændte det, at den tog Magten fra mig og røg ud i Kulen – og var lige ved at rive mig med ogsaa. Mugningen gik i Staa, Anna og Bengta skældte ud, fordi der ikke var gjort rent under de Køer, de skulde malke; jeg kom bagud med Fodring og alting.

Og da jeg nogenlunde hade fundet mig en Arbejdsmetode og begyndte af faa Magt med Arbejdet, hittede Husbond paa, at Gødningen fra Hestene og Køerne skulde blandes. Han hade læst, at det skulde være saa storartet og mindst fordoble Gødningsværdien, og saa blev der lagt Planker, to ved Siden af hinanden, hen over Ajledybet. Der skulde jeg saa hen over med mit Læs, over til Hestestaldsiden med Gødningen fra Kostalden og omvendt. Det krævede ny Kunst, trillede jeg midt paa Plankerne, gravede Børens Hjul sig ned mellem dem og skød dem fra hinanden. En enkelt Planke var for smal at balancere paa; og da de ikke var fastgjort til hinanden, arbejdede de op og ned eftersom jeg traadte til, saa jeg kom i Slinger med Børen. Ofte gik den fra mig og forsvandt i Kulen, og jeg maatte smide mig ned og omklamre Plankerne for ikke at ryge med. Saa blev der stor Opstandelse, og Husbond kom sengevarm og holdt forfærdeligt Hus med mig. Der blev hængt Lygter ud paa Muren af alle tre Staldlænger, en Brandstige blev rigget fra Løbebroen over til den faste Del af Møddingen og Børen møjsommeligt fisket op af Sumpen. Bonden var godt gal og sled og rev i Tingene; han skubbede mig til Side og tog selv fat. Nu skulde saadan en Pjalt Knægt faa at se, hvor hurtigt og let en Kostald kunde muges. Han læssede dygtigt paa, jog ud af Stalddøren og henad Stenpikningen med Læsset; satte saa skraat ind over Møddingen men hade ikke ramt Brættet og kørte ved Siden af; jeg maatte ha fat i Hjulet og løfte det op paa Brættet. Stadig brølede jeg, jeg kunde ikke komme mig af min Fortvivlelse over, saa haabløst alting saa ud for mig. »Hold dog op med den Brølen,« sae Husbond og spændte i igen – ud paa Løbebroen. De to Planker gav sig til at gaa op og ned i hver sin Takt under ham, han kom i Slingren – og plums forsvandt Børen i Kulen og han selv hang og red overskrævs paa Plankerne. Min Brølen slog over i Latter, af Skadefryd eller hvad det var; Peter Dam ruskede mig i Skuldren, men det var altfor ustyrlig morsomt. Pludselig sang det i Hodet paa mig, og der gik Ild i Mørket – Husbond hade langet mig en forsvarlig Lussing. Det var forresten den eneste Gang han slog mig; men utilfreds med mig var han ofte.

Denne Del af min Gærning var den strængeste; hver Morgen naar jeg ved Tre- Halvfiretiden krøb ud af Sengen, laa den hobet op for mig i Mørket som et Bjærg af Uoverkommelighed. Ofte sank jeg sammen i Fortvivlelse, før jeg endnu fik begyndt Arbejdet, og Karlen maatte hjælpe mig i Gang. Hans Arbejde var betydelig mindre end mit; han skulde blot strigle og fodre de otte Heste, til vi ved Sekstiden kom ind og fik vor Morgendrik, mens det hørte mig til at muge under dem ogsaa.

Dagens øvrige Gærning oversteg ikke i samme Grad mine Kræfter, men der var nok for mig at gøre fra jeg krøb af Sengen til henad otte Aften. I Byen hade vi dog haft Rørledning fra Pumpen ind til Stalden; man behøvede blot at slaa en Prop i Pumpetuden, saa løb Vandet ind i Krybberne, naar man pumpede; her var Vandingen et vidtløftigt Arbejde. Nogen Kageknuser hade vi heller ikke; jeg maatte knuse Oliekagerne med en Hammer, bløde dem op – og røre dem ud i et stort Kar.

En hel Lettelse betød det, naar der tærskedes. Saa traskede jeg Dagen lang rundt bag Hestene i Hestegangen vesterude. Den var ubeskyttet, Sne og Slud stod ind fra Markerne, og jeg frøs gudsjammerligt i mit tynde Tøj, der var stift af Kogødning. Alligevel var jeg glad for Tærskedagene, for man var nødt til i Pavserne at gi mig en Haand med Røgtningen.

Gaarden regnedes til de veldrevne men var tilbage med alting. Høsten var lige bragt under Tag til November Skiftedag; mange andre Gaarde hade endnu Neg paa Marken; de stod i sammenfaldne Hobe og raadnede. Efteraarspløjningen var vi midt i; Vintersæden kneb det med at faa i Jorden. Man gik og traadte i det, her og paa Nabogaardene, skældte ud paa Tyendet og var sur. »Et Sted skal det ud,« sae gamle Husmand Bohn, naar Husbond hade givet mig en Omgang. »Penge er der ingen af mellem Bønderne, saa sparer de paa Arbejdskraften – og paa Maden ogsaa, og gir Skældud i Stedet! De faar jo ikke noget for nogenting mere; Gudskelov én ikke er blevet Gaardmand. Kornet kan knap betale Tærskningen, og fodrer de det op, har de det amerikanske Flæsk at slaas med, saa det blir det samme paa en anden Maade. Det er en Straf at ha med Jorden at gøre.«

Den gamle Bonde stemte i med, naar vi stod paa Loen og rensede Korn. »Før hed det Landmandens Guld«, sae han og sparkede i Korndyngen, »nu er det knap værd det Skidt én træder paa. Hele min Tid var Gaarden her ubehæftet, saa laante jeg tyve Tusind i den for at hjælpe den ældste Søn til Gaard, og med den næste gjorde jeg ligedan. De sidder paa hver sin Gaard og hugger i det, og her sidder Yngstesønnen og kan heller ingen Vegne komme. Det er føje, han kan klare Afgifterne; til UnjantagF1til mig og Mor blir der ingenting.« De gamle boede i et lille Hus oppe ved Vejen men kom og spiste paa Gaarden.

»Nu vil kloge Folk jo ha, vi skal gi Køerne Kornet og gi os til at lave Smør,« sae Husmand Bohn. »Mælken skal saa alsammen i en stor Kærne for hele Sognet, og der skal laves Smør hver Dag – ogsaa om Søndagen. Jeg gad nu vidst, hvad det blir for et Løbsammen, for Smør kan der da aldrig blive af det, saa forskellige som Guds Skabninger er.«

»Vi slaar jo ogsaa her Mælken fra alle Køerne sammen, saa hvad det angaar – – Der snakkes forresten om, at de vil slaa sig sammen ude paa Rønnekanten og lave et saadant Fællesmejeri. Men det skal være kostbart at sætte igang; alene Skorstenen skal koste over tusend Kroner siges der,« sae den gamle Bonde.

»Ja, og det gaar galt,« sae Bohn advarende. »Saa forskellig som hver Ko er af Naturen.«

Nej, Landbruget var der ikke meget ved, det var jeg klar over. Men underligt var det at tænke paa, at Landbruget helt ovre paa den anden Side af Jorden kunde være Skyld i, at Bønderne her gik rabundus og maatte søge at hjælpe paa Sagerne ved at sætte Ild paa.

Skub maa der ha været i mig saa lille jeg var, for alt Arbejde gik mig for nusset og omstændeligt fra Haanden; Overvejelserne og Forberedelserne fik ingen Ende forekom det mig. Til Juleslagtning og -bagning forberedte vi os flere Uger i Forvejen, prøvede Ovnen, sleb Knive og Økser og slæbte Redskaber sammen. Ugen før Jul maatte vi op ved Halvtretiden; der var et Paastyr paa Gaarden som skulde hele Sognet barsle paa én Gang. Slagtebukken blev stillet op foran Bryggersdøren og klodset i Stilling allerede Dagen før Slagtningen. Naar Kreaturerne blev vandet, kløede de sig paa den, saa den forskubbede sig og maatte rettes i Stilling igen. Til sidst vilde den gamle Bonde, at der skulde sættes Vagt ved den.

Bedre blev det ikke ved, at alle Redskaber var primitive og udtjente. Hele Maskineriet bestod foruden Hestegangen med Tærskemaskinen af en Rensemaskine til at trække med Haandkraft. Den gamle Bonde kunde aldrig blive træt af at lovprise, saa sindrigt den dog var indrettet. »Se hvor den spytter det ud, Kærne for sig og Avner for sig,« kunde han blive ved. »Om det saa er Ukrudtsfrøet kender den det. Det er ligesom den hade Følelse.« Jeg beundrede den ikke nær saa meget. For det var som Regel mig, der skulde trække den; og hos Avlsbruger Harild hade vi haft en Tærskemaskine, der rensede med det samme.

Med min Beundring for Bønderne var det overhodet ikke stort bevendt mere; det forekom mig, at de traadte slemt i det. Og Raad til at skaane en nykonfirmeret Knægt lidt, hade de ikke.

Køerne gav rigeligt at bestille, mere end jeg vel kunde overkomme; men megen Mælk gav de ikke. Man skummede med Haand og Fløden blev sat op; hver tiende Dag kærnedes der. Fremgangsmaaden var ikke meget forskellig fra den hos Bedstefars, kun at der her kærnedes med Hestekraft. Det foregik altid efter Aftensmaaltidet, naar det egenlig var Fyraften; og jeg var ikke glad for disse Aftener, hvor jeg efter en endeløst lang Dag maatte traske rundt bag Hesten i Nattemørket vesterude. Hestegangen vendte bort fra alting; og det hændte tidt, at Mørket blev uhyggeligt levende og Rundgangen randedes ind af alle Slags Uhyrer. Langt ude blinkede det ny Dueodde Fyr, og nu og da lyste en Gaardbrand op i Mørket. Naar der var Maane, sang jeg mig gennem den halve eller hele Time det tog før der blev Smør; men i de maaneløse Nætter kunde Mørket sidde i Rundkreds og glo paa mig, og inde i det lyste Ildøjne. Saa fik jeg Besøg af usynlige Væsner, der fulgte mig rundt og hviskede mig Ondt i Øret. »Sæt Ild paa Gaarden,« hviskede det tidt, »saa slipper du ud af det. Det er jo bare en Tændstik til Høstænget. Kanske gør du tilmed Husbond en Tjeneste.«

Jeg faldt ikke paa at bede Fadervor; det hade jeg ingen Tiltro til mere. Men inde i Kostalden hang en Strikke; jeg hade flere Gange haft Øjnene paa den. Den blev paa en egen Vis min Talisman. Naar Fristerne hjemsøgte mig, tænkte jeg paa Strikken; hvor let var det ikke at slaa den op over en Bjælke og gøre en Ende paa det hele! meget enklere end at sætte Ild paa og brænde Kreaturerne inde som det skete paa Kaasegaarden. Saa drev jeg paa Hesten og satte i Trav for at blive Fristeren kvit; Kærnen snurrede som en rasende inde paa Loen, og Bonden smækkede Lugen op og skældte: »Du kører jo Ild i Kærnen!« raabte han. Jeg sagtnede, men lidt efter var det det samme igen. Og pludselig slog han Lugen op og raabte: Ho-o-ldt! med den glade Stemme som sae, at nu var der Smør. Jævnlig slog Kærningen fejl og der vilde ikke danne sig Smør, især i de maanelyse Nætter. Saa kunde vi køre baade en Time og halvanden, inden Husbond gav op. Han satte det i Forbindelse med Maanen. At vi altid fik Smør hurtig i de onde Nætter, naar det spøgede, tilskrev jeg gode Kræfter, som var paa min Side. Ingen af os faldt paa, at det hang sammen med hvor hurtig Kærnen løb.