III

En Nat brændte der en stor Gaard ovre bag Ringborgen i Pærsker; Husbond kørte til Mølle tidlig næste Morgen for at spørge Nyt; ved Middagsbordet fortalte han om Branden. Ilden var opstaaet i Loen; de selv hade været borte i Besøg da det brændte; heldigvis hade de de bedste Sengeklæder med i Kanen. »De skal nok ogsaa ha siddet og kigget sig lidt rigeligt tilbage, da de kørte væk,« fortalte Husbond. »Bare de ikke har vovet sig for langt ud; Manden selv er nok ført til Arresten i Neksø.«

Det fremgik, at alle mente Bonden selv hade paasat Ilden. Men der var ingen, der sagde det højt og ligeud, man holdt sig til Antydninger. Og hvad der undrede mig endnu mere var, at Bonden regnedes for lige god Mand for det. Den nedbrændte Gaards Besætning og Beboerne blev fordelt paa de omliggende Gaarde; og da Bonden efter nogle Dage slap ud, uden at der rejstes Tiltale mod ham, tog han omkring paa Gaardene og hilste paa. Man hade besluttet paa Kirkestævnet at køre Tømmer og Sten for ham til Genopbygningen, og drive hans Jord til han selv kunde komme i Gang; og nu tog han rundt og takkede.

Jeg saa ham fra Staldvinduet, da han stod af Vognen og Husbond trykkede ham i Haanden, og det krøb i mig af Undren og Uhygge. Der var brændt flere Kreaturer inde paa Gaarden, og en gammel Kone var blevet reddet ud af Ilden i bar Særk. Fra min Barndoms Læsning hade jeg en Forestilling om Mordbrænderen som den uhyggeligste af Forbrydertyper; nu saa jeg en for første Gang – og han lignede et pænt, alvorligt Menneske og Husbond vekslede Haandtryk med ham! »Han kan sagtens,« sae Folk. »Han faar det meste af Assurancen, og de andre Bønder hjælper ham at bygge, saa har han en ny Gaard for den gamle og kanske Penge til.«

Fællesskab og Sammenhold var der meget af herude; Folk udleverede ikke hinanden som inde i Byen. Men det strakte sig kun til Bøndernes egen Kreds; vi Tjenestefolk dækkedes ikke af Fællesskabet. Vi var et fremmed, underordnet Element; og de hjalp trolig hinanden med at holde Øje med os og øve Justits.

Det var svært at begaa sig herude for den, der ikke var flasket op med Forsigtighed og Mistro – Folk gik saa stille med alting. De man mindst troede det om, var gærne dem der hade Penge paa Kistebunden; og de der saa allermest skikkelige og tilforladelige ud, hade ofte et eller andet paa Samvittigheden. Bestandig maatte man være forberedt paa, at der laa noget andet bagved det man saa; Tilværelsen, saa selvfølgelig den syntes, hade dobbelt Bund. Bag den fredelige, dagligdags Overflade lurede ofte nok Kiv og Trætte; der var Gaarde, som laa i Fejde bestandig over en Stump Markskel; og Søskendegaarde, hvor man gennem Slægtled aldrig saa til hinanden, men drejede Hodet til den anden Side, naar man mødtes – fordi den ene engang hade faaet en Dyne mere end den anden. Saa var der Gaarde, som man kun beskæftigede sig hviskende med, fordi der klæbede Mord ved dem, eller fordi Ejerne aldrig døde en naturlig Død, men hængte sig i Hanebjælken, naar deres Tur kom.

Om det hele hyllede den jævne Hverdag sig. Man drev sit Brug, aad og drak som om ingenting var paa Færde, talte forsigtigt og antydningsvis om alting. Folk herude bar sandelig ikke deres hængende udvendig paa sig som inde i Staden. De gik stille med det hele, med Lykken, Ulykken, Hadet; men det var der!

Vi Tjenestefolk var Vandrefolket, en Slags Zigøjnere, midt i alt det bosiddende. Vi hørte ikke med; den Skaansomhed, hvormed man behandlede de bosiddende, fik vi ingen Del i. Vi var underkastet en særlig Lov, Tyendeloven – en Slavelov, som Bønderne trofast hjalp hinanden at haandhæve over for os efter dens Ordlyd. Efter Tyendeloven maatte vi ikke forlade Gaarden og dens Tilliggender hverken ved Nat eller ved Dag uden Husbondens Tilladelse; og denne Tilladelse var Bønderne meget husholderiske med. Folkene skulde ikke forvænnes! Karlen hade fri en Søndag om Maaneden; men jeg fik først fri, da jeg foregav, at jeg absolut maatte i Kirke og høre Guds Ord. Det kunde Husbond ikke sidde overhørig og gav mig fri. Og hurtigere har jeg vel aldrig løbet i mit Liv, selv ikke da jeg som Vogterdreng bibragte Spasianna Levemaade; Længslen efter Hjemmet og de smaa Søskende piskede mig afsted. Men Bønderne bistod hinanden med at kontrollere Tyendet, og inden Ugen var gaaet vidste Husbond, at jeg ikke hade været i Kirke. Det var en ret alvorlig Sag; for jeg bedrog jo ikke blot ham men selve Vorherre. Det varede noget, inden jeg igen fik Lov at løbe hjem.

Ogsaa vor Arbejdskraft tilhørte Bonden hele Døgnet; skulde en Ko kælve eller en So fare, var det en Selvfølge, at Karlen eller jeg vaagede over den. Saadan hade det altid været, svarede Bonden blot, om vi surmulede.

Det var Skik paa Landet, at Karlen fik en Pægl Brændevin om Dagen, en halv Pægl til Mellemmaden om Formiddagen og en halv til Unjarna – Fesperkosten. Paa nogle Gaarde begyndte man at ordne sig med Karlene, saa de fik Brændevinspenge i Stedet for Snapsen, otte Kroner lagt til den halvaarlige Løn. Husbond, der ikke selv drak Brændevin til daglig, vilde gærne ha Snapsen væk fra Bordet men syntes ikke det var noget at gi Penge for. »Den ny Tid kræver det,« sae han – »Brændevinen gør Mennesket til en Slave. Det er nedværdigende at hælde Brændevin paa sig.«

»Saa maa vi ha Slaveriet væk ogsaa paa andre Omraader,« mente Peter Dam.

Ja hvad han saa tænkte paa? »Jeg ved ikke af, at vi har Slaveri her paa Gaarden,« sae Bonden krænket. »Smedet i Jærn er der da ingen der er!«

»Naa, saa længe Natten ikke er éns egen! I Nat maatte én dog op og spænde fra, da Husbond kom hjem fra Staden. Det er vel nok en Slags Slaveri.«

Husbond hade nu ikke tænkt sig, at Slaveri saa saadan ud. Men det blev til, at han gik ind paa selv at sørge for Køretøjet og Hestene, naar han og Konen kom sent hjem, som Vederlag for Brændevinen.

Dermed var der slaaet Hul paa Hoveriet for Karlens Vedkommende – Natten var blevet hans egen. »Gøre med den hvad én vil kan man ikke; men man har da Ret til at sove,« sae han. Og en Nat, der skulde vaages over en So, gik han i Seng og lod mig om Sagerne. »Det er ikke min So,« sae han. Der blev ikke noget af Faringen den Nat og heller ikke næste Dag; og den følgende Nat faldt jeg i Søvn under Vagten. Mens jeg sov, farede Soen; og da Bonden midt paa Natten kom ud for at se hvordan det gik, fandt han mig sovende, og Soen hade ædt et Par af Grisene. Jeg stod og sejlede frem og tilbage, mens han skældte mig ud, døddrukken af Træthed og Forvaagethed. Det kørte i mit Hode, alting snurrede derinde, og i Hjærnens rygende Mørke hvirvlede Karlens Ord rundt med Ildskrift: Det er ikke min So! Jeg maa ha sagt det, for Bonden blev med ét saa han slog Gnister; han greb mig i Skuldrene og rystede mig. »Hvad siger du!« skreg han mig Gang paa Gang ind i Ansigtet. Siden, naar der var noget, jeg kom bagud med, sae han spydigt: »Det er sandt, det er jo ikke dine Sager!«

Han galdt for at være en skikkelig Husbond, og var det vel ogsaa. Men Forholdene var onde; og han hade i al Fald ikke nogen positiv Godvilje til at tage Brodden af dem. Jeg maatte slide over min Ævne, fordi det nu engang var saadan og altid hade været saadan; Sæd og Skik gjorde det af for Samvittighed hos ham – som hos de fleste saakaldte godmodige Mennesker. Paa alle Gaarde var der nykonfirmerede Røgterdrenge, der maatte slaas med voksen Mands Arbejde; forslidte og blaafrosne Drenge, som tudede mere end de lo og tørrede Næse og Mund med Hænder, der var skorpede af Væde og Kulde. Forholdene dækkede de Voksne; holdt Husbond ikke en billig Dreng til at gøre Arbejdet, maatte han gøre det selv. Sæd og Skik kom ham til Hjælp og stillede Barnet til hans Raadighed; og satte en lille Fyr sig op imod Sæd og Skik, var han en skidt Knægt, som man advarede imod Mand og Mand imellem Sognet rundt, saa han hade svært ved at faa Plads igen.

»Du skulde la Martin ta med i Kirke,« sae den gamle Bonde til den unge, en Søndag Formiddag, vi gik og gjorde Stadsvognen i Stand til Kirketuren, »kanske blev han saa mere pligtopfyldende. Skade kan det i hvert Fald aldrig.« Meningen var, at jeg skulde høre det.

Bonden kørte selv den Dag, og Hestene dansede for Stadsvognen, i blankt Seletøj. Pelskraven hade han op om Ørerne. Men jeg fik ikke Hjærtebanken af det længer. Præsten prækede ganske rigtig om at være pligtopfyldende i sin Gærning, man skulde gøre sin Pligt til det yderste, dèr hvor man var sat.

Den forbandede Pligtfølelse – skulde jeg ha endnu mere af den? Den sad allerede i mine spinkle Lemmer som Blyvægt Dag og Nat, og som Puder af Forgrædthed under mine Øjne. Aldrig var jeg glad, for altid slæbte det paa et eller andet Sted, hvor meget jeg saa anstrængte mig. Dertil kom Naget; jeg kunde mærke paa alting, at Husbond syntes, Kvæget var forsømt, og det pinte mig. Jeg hade som Vogterdreng haft en stor Hjord under mig, og Kreaturerne trivedes – jeg hade faaet mange Lovord for det. Jeg led under dette Nag, spændte i af alle Kræfter – og kørte fast. Saa maatte Husbond eller den gamle Bonde gi mig en Haand og var gnavne.

Man bruger nu voksne, uddannede Mænd til det Arbejde, jeg maatte slaas med, det er det bedst lønnede inden for Landbruget. Pligtfølelse hade jeg snarere for meget end for lidt af; Følelsen af ikke at kunne gøre Fyldest var flere Gange ved at drive mig i Døden; bestandig laa den som en Byrde over mit Sind. Helt op gennem Ungdomsaarene sad det som et Nag i mig, til jeg som Voksen besøgte mine Højskolekammerater paa deres Fædregaarde og saa, at voksne, faguddannede Fodermestre hade nok at skaffe med at klare en Besætning, som den jeg baksedes med.

Den forbandede Pligtfølelse! Jeg gjorde Oprør imod den men ævnede ikke at krænge den af mig. En Svøbe var den i de Voksnes Hænder. Man anspændte Ævner og Kræfter til den yderste Grænse; og saa sae de Voksne ikke: Ja, det var udmærket, men vi maa passe paa og skaane hans unge Kræfter, saa han ikke skal skades i Væksten! Nej, det hed: Ja ja, det var altid noget! Bare blive ved, saa skal du nok blive flink engang! Mer endnu, du! Mer endnu! Og opdagede man selv, at man var ved at rakkes afA og maatte gaa til Grunde om man ikke holdt igen, ja saa var man en Dagtyv, der ikke ydede Vederlag for den Føde man fik, og aldrig blev til noget.

Karlen gjorde hvad han kunde for at holde Modet oppe i mig. Ofte gav han mig en Haand; og naar jeg hade faaet Skænd, sae han: »Skidt med det; endnu er der ingen, der er død af Skældud. Og der er dem, der har det værre; vi faar dog god Mad.«

Og det var sandt, Landbruget var som en Ko, der skal leve af at patte sig selv; man maatte selv fortære det meste af hvad man frembragte. Alligevel var der mange Gaarde, hvor man holdt store Ædegilder men ikke undte Folkene Føden. Vi manglede aldrig Flæsk og god Mælk paa Bordet. Hønsene lagde deres Æg, hvor de vilde; men naar jeg hade fundet Reder oppe i Høet og kom ind med en Huefuld Æg, fik vi Æggekage med Flæsk i til Middag.

Maaltiderne var Lyspunkterne i vor Tilværelse; vi saa hen til dem fra Gang til Gang, for den Hvile de bød paa, og den Fryd de beredte et udgaaet Sind. Vi spiste sammen med Husbondsfolkene, og der herskede gærne en fornøjelig Stemning ved Bordet. Den gode Mad forenede. »Saa har én dog noget ud af det,« sae den gamle Bonde. »Det der gaar i Maven, gaar ikke til Skatter.«

Efter Aftensmaden var vi husvilde. I Karlekamret var der ikke til at være, der var iskoldt, og Rotterne løb os om Benene. Og i den fælles Opholdsstue holdt Husbond og Madmor til; de hade endnu ikke taget Kildet af hinanden og saa gærne, at vi forsvandt. En sjælden Gang listede vi over og besøgte Karlene paa en af Nabogaardene; men det var halsløs Gærning, om Husbond fik det at vide. Der kunde blive Indstævning for Sognefogden af det – og kanske Fradrag i Lønnen.

Det var kedeligt at krybe i Seng lige oven paa Aftensmaden; Sjælen vil ogsaa ha sit. Saa drev Karlen over til Pigerne, som hade Kammer bag Bryggerset – han vilde over og lege lidt. »Du kan ogsaa komme med,« sae han. »Bengta vil nok kendes ved dig, saa liden du er; og der køres bedre med fire Hjul paa Vognen end med tre.«

Men jeg hade ikke noget Overskud af nogen Art, oplagt til at lege var jeg mindst af alt. Jeg hade indrettet mig en Krog i Kostalden; dèr hade jeg flyttet min grønne Kiste over og tilbragte en stille Stund med at rode i dens Indhold. Indvendig paa Laaget hade jeg slaaet 183 Blyantsstreger, en Streg for hver Dag jeg skulde tilbringe her paa Gaarden. Hver Aften krydsede jeg en Streg ud; saa var den Dag gaaet og kom aldrig i Evighed igen. Hver Aften regnede jeg efter, om og om igen, angst for at jeg skulde ha forregnet mig og sat Kryds for en Dag, der endnu ikke var gaaet. Tanken om, at jeg skulde være blot én Dag længer her end beregnet, kunde fylde mig med Rædsel. Saa spændt har jeg aldrig senere holdt Regnskab med Tiden; ikke engang da det galdt det første Stævnemøde. Det var svært at slide sig op ad Bakken; men hvor husker jeg den skinnende Dag, da jeg hade passeret Toppen og det gik nedad, da Antallet af krydsede Dage voksede de andre over Hodet, aad dem Streg for Streg. Der gik Svind i den trælse Tilværelse; og samtidig blev det lysere og lysere – Aaret gik opad.

Nogen Selvhævdelse lagde jeg mig ikke til i dette Afsnit; mit forkomne Jeg hade nok at gøre med at holde Munden oven Vande. Men jeg lærte en god Del Taalmodighed.